Skriftlig fremsættelse (7. februar
2007)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
konkurrenceloven, retsplejeloven, lov om indhentning af tilbud i
bygge- og anlægssektoren og lov om Klagenævnet for
Udbud (Styrket indsats mod karteller, forbedrede kontrol- og
efterforskningsinstrumenter og mere konkurrence om offentlige
ydelser).
(Lovforslag nr. L 152).
Effektiv konkurrence er en af de
væsentligste drivkræfter for at skabe fornyelse og
innovation. Men i en række brancher i Danmark er konkurrencen
i dag utilstrækkelig, ligesom der er for lidt konkurrence om
offentlige opgaver, og det danske prisniveau er højere end i
sammenlignelige lande. Derfor skal lovgivningen på
konkurrenceområdet styrkes.
Forslaget indeholder et straflempelsesprogram.
Ideen hermed er, at karteldeltagere kan undgå tiltale eller
få deres straf sat ned ved at henvende sig til myndighederne
med oplysninger, der kan bidrage til opklaring af kartellet.
Herudover indføres nye efterforskningsinstrumenter for
myndighederne. Konkurrencestyrelsen får således adgang
til at besigtige indholdet af lommer, tasker o.lign., når
styrelsen går på kontrolundersøgelse. Det
foreslås også, at Konkurrencestyrelsen som led i dens
kontrolundersøgelser får adgang til at medtage
såkaldte "spejlinger" (identiske elektroniske kopier af
computere og andre elektroniske medier).
Endvidere giver forslaget Konkurrencestyrelsen
kompetence til at afslutte en sag ved udstedelse af et
administrativt bødeforelæg, og ansatte i
Konkurrencestyrelsen kan beskikkes af Rigsadvokaten til i
byretterne at rejse og udføre tiltale i visse
tilståelsessager om overtrædelse af
konkurrenceloven.
Lovforslaget betyder også, at
Konkurrencerådsmedlemmernes uafhængighed bliver
præciseret.
En række elementer i forslaget sigter
mod at styrke konkurrencen om offentlige opgaver.
Konkurrencestyrelsen får med forslaget
bedre muligheder for at undersøge og gribe ind over for
forkerte afregningspriser i fritvalgsordninger. Det foreslås
også, at der indføres en annonceringspligt for
indgåelse af offentlige kontrakter om varer og
tjenesteydelser, som ikke er omfattet af krav om EU-udbud.
Forslaget tillægger Konkurrencestyrelsen en klar kompetence
til at indhente oplysninger om offentlige indkøb. Endvidere
foreslås det, som et supplement til den nyligt
indførte standstill-ordning, at klager tillægges en
kort opsættende virkning.
Idet jeg henviser til de udførlige
bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.