L 142 Forslag til lov om ændring af lov om teknologi og innovation.

(Mulighed for at fordele bevillinger til internationale fora og forskellige andre ændringer).

Af: Videnskabsminister Helge Sander (V)
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-01-2007

Fremsættelse: 31-01-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l142_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2007)

 

 

Videnskabsministeren (Helge Sander):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om teknologi og innovation (Mulighed for at fordele bevillinger til internationale fora og forskellige andre ændringer).

(Lovforslag nr. L 142).

Lovforslaget har til formål at give ministeren for videnskab, teknologi og udvikling mulighed for at fordele op til 20 pct. af den enkelte bevilling inden for videnspredning og innovation på finansloven til internationale fora. Herudover indeholder lovforslaget enkelte præciseringer af den gældende lov om teknologi og innovation.

Lovforslaget skal ses i forlængelse af den øgede internationalisering og globalisering. Det er regeringens opfattelse, at danske virksomheder og videninstitutioner skal kunne deltage i internationalt samarbejde om videnspredning og innovation under de bedst mulige betingelser. Siden vedtagelsen i 2002 af den gældende lov om teknologi og innovation er der sket en udvikling i retning af mere intensivt internationalt samarbejde, hvilket skal ses i lyset af den vidtrækkende globalisering også på området for udnyttelsen af viden og teknologi.

Det forventes, at en række internationale samarbejder om viden og teknologi i nær fremtid vil udvikle sig i retning af mere intensivt samarbejde, hvor de deltagende lande fordeler midler til fælles puljer. Lovforslaget indebærer, at ministeren for videnskab, teknologi og udvikling får mulighed for at fordele midler til internationale fora, hvor Danmark er repræsenteret.

Ligeledes præciseres dels, at der i lov om teknologi og innovation er mulighed for at yde tilskud til deltagelse i internationalt samarbejde om udnyttelsen af viden og teknologi, og dels muligheden for at medfinansiere udenlandske forskningsinstitutioners deltagelse i projekter i Danmark vedrørende videnspredning og innovation. Kvaliteten og relevansen af innovation og videnspredning i danske videninstitutioner, virksomheder, godkendte teknologiske serviceinstitutter m.v. vil øges, såfremt der sker en øget internationalisering af udnyttelsen af viden og teknologi.

Anvendelsen af de nye regler forudsætter, at de i videst muligt omfang styrker teknologiudvikling og innovation i erhvervslivet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.