L 140 Forslag til lov om ændring af universitetsloven.

(Varetagelse af opgaver for en minister, ankenævn for meritafgørelser, ph.d.-skoler m.v.).

Af: Videnskabsminister Helge Sander (V)
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-01-2007

Fremsættelse: 31-01-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l140_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2007)

 

 

Videnskabsministeren (Helge Sander):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af universitetsloven.

(Lovforslag nr. L 140).

Lovforslaget har til formål at sikre en tilpasning af universitetslovens anvendelsesområde og styrelsesbestemmelser i lyset af det nye danmarkskort for universiteter. Endvidere har ændringsforslaget til formål at gennemføre diverse tilpasninger som følge af erfaringerne med universitetsloven fra 2003.

Med lovforslaget udvides universiteternes formålsbestemmelse, så universitetet efter aftale med en minister får mulighed for at udføre opgaver for denne. Forskningsbaseret myndighedsbetjening bliver således en del af et universitets formål.

Universitetet har fortsat vidtgående frihed til at indrette sin organisation efter egne ønsker og behov. Med lovforslaget synliggøres det imidlertid, at sektorforskningsopgaver organisatorisk kan placeres i faglige enheder . Det forudsættes, at lederen af en faglig enhed på hovedområde- eller institutniveau så vidt muligt er anerkendt forsker.

Lovforslaget indebærer, at al ph.d.-uddannelse skal organiseres inden for rammerne af ph.d.-skoler under ledelse af en ph.d.-skoleleder på et universitet eller i et samarbejde mellem universiteter. Formålet er at sikre forskeruddannelse af høj kvalitet gennem en klar og entydig opgave- og ansvarsfordeling. Ændringerne på ph.d.-området udspringer af en international evaluering af den danske forskeruddannelse fra 2006.

Lovforslaget indebærer, at der etableres obligatoriske aftagerpaneler ved universiteterne. Etablering af aftagerpaneler skal bidrage til, at universitetsuddannelserne udvikles i et dynamisk samspil med arbejdsmarkedets aftagergrupper.

Med det formål at synliggøre og dokumentere god undervisning skabes der mulighed for, at videnskabsministeren kan fastsætte regler om, at de studerendes evalueringer af undervisningen skal offentliggøres på universiteternes hjemmeside.

Med det formål at nedbringe unødvendige forlængelser af studietiden og øge de studerendes retssikkerhed forpligtes universiteterne til at nedsætte ankenævn for meritafgørelser. Efter forslaget skal en meritafgørelse, herunder forhåndsmerit, truffet af et studienævn på universitetet, kunne indbringes for et fagkyndigt ankenævn af den, afgørelsen vedrører.

Under indtryk af den teknologiske udvikling skabes der mulighed for, at videnskabsministeren kan fastsætte regler om hel eller delvis pligtmæssig elektronisk kommunikation mellem universitetet og indskrevne studerende og ansøgere til universitetets uddannelser.

Endelig skabes der hjemmel til, at universiteterne kan opkræve depositum for behandling af ansøgninger og gebyrer for afholdelse af kvalifikationsprøve og sprogprøve i forbindelse med optagelse på en uddannelse fra ansøgere uden for EU/EØS.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, tillader jeg mig at anbefale det til det Høje Tings velvillige behandling.