L 14 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Fremrykket
anmeldelsesfrist og forenkling af tilskudsadministration).
Fremsat den 4. oktober 2006 af
undervisningsminister Bertel Haarder
Forslag
til
Lov om ændring af lov om friskoler og
private grundskoler m.v.
(Fremrykket anmeldelsesfrist og forenkling af
tilskudsadministration)
§ 1
I lov om friskoler og private grundskoler
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 3. juli 2006,
foretages følgende ændringer:
1. I § 8 indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Anmeldelse af en ny skole,
der ønsker statstilskud, indgives til
Undervisningsministeriet senest den 15. august året forud for
skoleårets start. Ved anmeldelsen indbetales et depositum til
Undervisningsministeriet.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 8, stk. 2 , der bliver
stk. 3, indsættes efter »herunder om«:
»frister for indsendelse af materiale til brug for
Undervisningsministeriets sagsbehandling,«.
3. I § 11 indsættes efter
stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Tilskud efter stk. 1, nr. 3,
fordeles mellem skolerne af Deutscher Schul- und Sprachverein
für Nordschleswig. Undervisningsministeren kan tillægge
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig yderligere
opgaver vedrørende administration af tilskud til tyske
mindretalsskoler. Deutscher Schul- und Sprachverein für
Nordschleswig kan fra skolerne indhente de oplysninger, der er
nødvendige for tilskudsadministrationen.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom. Ved
behandlingen af opgaver, som Deutscher Schul- und Sprachverein
für Nordschleswig gennemfører efter 1. og 2. pkt. og
§ 14, gælder bestemmelserne i forvaltningsloven og
offentlighedsloven for foreningen og dennes
medarbejdere.«
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.
4. I § 24, stk. 4, 1. pkt .,
indsættes efter »§ 11, stk. 1, nr. 2«:
»og 3«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. juli 2007, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 3 og 4,
træder i kraft den 1. januar 2007.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund
Lovforslaget fremsættes med henblik
på udmøntning af en del af den aftale om kommunernes
økonomi for 2007, som regeringen og Kommunernes
Landsforening har indgået den 12. juni 2006. Forslaget
fremsættes for at forbedre den enkelte kommunes mulighed for
at planlægge sin folkeskolevirksomhed
hensigtsmæssigt.
Det har vist sig, at der, typisk i landkommuner,
kan være problemer for kommunalbestyrelserne med at
opnå tilsigtede formål ved at sammenlægge
små skoler med meget få elever pr. årgang til
større og mere bæredygtige enheder. Årsagen
hertil er, at forældrene til elever på en folkeskole,
som en kommunalbestyrelse nedlægger, relativt ofte beslutter
at oprette en fri grundskole i stedet. For kommunerne betyder det
en udhuling af det elevgrundlag, der udgør baggrunden for de
tilsigtede ændringer i den enkelte kommunes skolestruktur. I
perioden 2002-2004 er således ¼ af nedlagte
folkeskoler umiddelbart blevet omdannet til frie grundskoler.
Kommunerne har ofte efter de gældende
regler vanskeligheder med at undgå sådanne omdannelser
af folkeskoler til frie grundskoler. Beslutning om
nedlæggelse af en folkeskole skal i henhold til
folkeskoleloven være truffet senest den 1. december
året forud for påbegyndelsen af det skoleår,
hvori nedlæggelsen vil finde sted. Forud for beslutningen
skal der være gennemført en offentlig høring og
indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne. Høringsprocessen
skal i henhold til bekendtgørelse om proceduren ved en
skolenedlæggelse iværksættes senest 12 uger
før kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om
skolenedlæggelse. Fristen for anmeldelse af en ny fri
grundskole er i bekendtgørelse om tilskud m.v. til friskoler
og private grundskoler m.v. fastsat til den 1. februar forud for
det skoleår, for hvilket skolen ønsker tilskud. Der er
således fem måneder fra iværksættelsen af
høringen om nedlæggelse af en folkeskole til
anmeldelsen af en ny fri grundskole. Med forslaget rykkes
anmeldelsen af nye frie grundskoler frem til den 15. august
året før skolens start, dvs. før kommunen
senest skal sende forslag om nedlæggelse af en folkeskole i
høring.
Ved lov nr. 1426 af 21. december 2005
indførtes yderligere forenklinger vedrørende
principperne om fordeling af driftstilskud til de enkelte frie
grundskoler. I denne forbindelse indførtes med virkning fra
den 1. januar 2007 et særligt tilskud til tyske
mindretalsskoler for at sikre disse skoler mod forringede
vilkår.
Det foreslås, at Deutscher Schul- und
Sprachverein für Nordschleswig, der i forvejen i henhold til
loven administrerer supplerende tilskud til tyske mindretalsskoler,
også skal administrere dette tilskud.
2. Gældende ret
Efter gældende lov skal oprettelse af en
fri grundskole anmeldes for kommunalbestyrelsen i skolekommunen og
for Undervisningsministeriet forud for skolens start. For så
vidt angår skoler, som ønsker tilskud efter loven,
fastsætter undervisningsministeren regler om
fremgangsmåden ved oprettelsen, herunder om
anmeldelsesfrister og anmeldelsesdepositum. Anmeldelsesfristen er i
tilskudsbekendtgørelsen fastsat til 1. februar forud for det
skoleår, for hvilket skolen ønsker tilskud.
Anmeldelsesdepositum er fastsat til 30.000 kr. og skal indbetales
ved anmeldelsen. Herudover er der fastsat en frist, 1. april, for
indsendelse af skolens vedtagne vedtægt til godkendelse og en
frist, 1. juni, for indsendelse af et oplysningsskema. Overholdelse
af fristerne er en betingelse for tilskud.
Depositum tilbagebetales, når det i
forbindelse med tilskudsberegningen i september måned er
konstateret, at skolen opfylder mindsteelevtalskravet på 12
elever det første skoleår. Der beregnes ikke renter af
det indbetalte depositum. Udbetales der ikke tilskud for det
skoleår, der følger efter depositumindbetalingen,
tilfalder depositum statskassen.
Deutscher Schul- und Sprachverein für
Nordschleswig administrerer supplerende tilskud til tyske
mindretalsskoler.
3. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at fristen for anmeldelse af
oprettelse af en fri grundskole, der ønsker tilskud, og
fristen for indbetaling af depositum rykkes frem til den 15. august
året før skolestart. Dette indebærer, at
kommunalbestyrelserne vil kunne planlægge kommunernes
folkeskolevirksomhed på et sikrere grundlag.
Ved lov nr. 1426 af 21. december 2005, jf.
forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private
grundskoler m.v. (Forenkling af bestemmelser om tilskud), L 58,
fremsat den 9. november 2005, indførtes yderligere
forenklinger vedrørende principperne for fordeling af
driftstilskud til de enkelte frie grundskoler. I denne forbindelse
indførtes i lovens § 11, stk. 1, nr. 3, et
særligt tilskud til tyske mindretalsskoler for at sikre disse
skoler mod forringede vilkår. Tilskudsforenklingen
træder i kraft den 1. januar 2007.
Det foreslås, at det særlige tilskud
til tyske mindretalsskoler med virkning fra den 1. januar 2007
administreres af Deutscher Schul- und Sprachverein für
Nordschleswig, der i forvejen administrerer tilskud til tyske
mindretalsskoler.
Endvidere foreslås det, at
undervisningsministeren bemyndiges til at kunne tillægge
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig yderligere
opgaver vedrørende administration af tilskud til tyske
mindretalsskoler, fx administration af en del af puljen til
nedsættelse af befordringsudgifter for elever i frie
grundskoler (betalingsloft for tyske mindretalsskoler). Ligesom det
gælder for fordelingssekretariatets virksomhed i henhold til
lovens § 11, stk. 3, foreslås det, at forvaltningsloven
og offentlighedsloven også skal gælde for Deutscher
Schul- und Sprachverein für Nordschleswig´s medarbejdere
ved varetagelsen af de opgaver, der er tillagt foreningen efter
loven eller efter bemyndigelse.
4. Økonomiske
konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Fremrykning af fristen for anmeldelse af frie
grundskoler vil ikke påvirke de eksisterende frie
grundskolers økonomi. Forslaget vil derfor ikke have
økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner, for
så vidt angår disse skoler.
Forslaget forventes derimod at medføre, at
der fremover vil blive oprettet færre frie grundskoler i
direkte forlængelse af en folkeskolelukning. Dette vil alt
andet lige forbedre kommunernes muligheder for at tilpasse
skolestrukturen og således indirekte påvirke den
kommunale økonomi.
Den eventuelle økonomiske gevinst for
kommunerne vil afhænge dels af udgifterne ved at drive den
skole, der nedlægges, dels af den gennemsnitsudgift, til
hvilken eleverne kan indplaceres på eksisterende skoler.
Begge størrelser vil afhænge af den konkrete situation
og er vanskelige at forudbedømme. Opstår der i stedet
for den lukkede folkeskole en fri grundskole, vil
forudsætningerne for kommunernes planlægning
ændres, således at eventuelle gevinster ved tilpasning
af skolestrukturen reduceres eller helt forsvinder. Samtidig vil
kommunen skulle betale det kommunale bidrag til den fri grundskole,
som ligeledes vil udløse statsligt tilskud. Forhindrer
fremrykning af anmeldelsesfristen, at der opstår frie
grundskoler i direkte forlængelse af folkeskolelukningen, vil
kommunernes planlægningsmuligheder forbedres, ligesom
kommunerne vil undgå det kommunale bidrag til de frie
grundskoler. Staten vil tilsvarende ikke skulle yde tilskud til de
frie grundskoler.
Omfanget af disse potentielle kommunale og
statslige besparelser kan ikke skønnes, idet omfanget af
eventuelle kommunale folkeskolelukninger i de kommende år,
som i den nuværende situation kunne tænkes at
føre til oprettelse af en fri grundskole, ikke kendes.
Ligeledes afhænger den kommunale udgift pr. elev før
og efter eventuel folkeskolelukning af den konkrete situation.
Forslaget kan herudover medføre, at
oprettelse af frie grundskoler uafhængigt af kommunale
skolelukninger udskydes eller opgives. Omfanget af dette
skønnes at være meget begrænset. En del af de
potentielle elever til en fri grundskole, der ikke oprettes pga.
den fremrykkede anmeldelsesfrist, formodes i stedet at vælge
en anden fri grundskole, og forslaget vil, så vidt
angår disse elever, ikke have nogen økonomiske
konsekvenser. Andre elever vil i stedet benytte en folkeskole, og
de økonomiske konsekvenser heraf vil for staten bestå
i en besparelse på undervisnings- og bygningstilskuddet til
de frie grundskoler. De økonomiske konsekvenser for
kommunerne vil bestå i på den ene side en besparelse
på det kommunale bidrag til de frie grundskoler, og på
den anden side en kommunal merudgift til folkeskolen. Der kan ikke
gives et samlet skøn over disse økonomiske
konsekvenser.
Forslaget forventes ikke at have
økonomiske konsekvenser for regionerne.
5. Administrative konsekvenser
for stat, amter og regioner
Lovforslaget forventes ikke at have
administrative konsekvenser for stat, amter og regioner.
6. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget indebærer, dels at borgerne
får en længere planlægnings- og
etableringsperiode end i dag, dels at det vil kunne betyde en
udskydelse af tidspunktet for oprettelse af en fri grundskole med
statstilskud som en konsekvens af nedlæggelse af en
folkeskole.
8. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang) |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Lovforslaget indebærer en længere
planlægnings- og etableringsperiode |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
11. Høring
Lovforslaget har været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.: Frie
Grundskolers Fællesråd, Dansk Friskoleforening, Frie
Skolers Lærerforening, Rigsrevisionen, Kommunernes
Landsforening.
Et lovudkast har endvidere været
tilgængeligt via Undervisningsministeriets hjemmeside.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget stilles for at forbedre
kommunalbestyrelsernes mulighed for at planlægges kommunens
folkeskolevirksomhed på et sikrere grundlag. Efter
gældende regler skal anmeldelse af en ny fri grundskole, der
ønsker tilskud, ske den 1. februar forud for
skoleårets start. Endvidere skal der den 1. februar
før skoleårets start indbetales et depositum til
Undervisningsministeriet. Depositum er for tiden fastsat til 30.000
kr. Det foreslås, at såvel anmeldelsesfristen som
indbetalingen af depositum fremrykkes fra den 1. februar forud for
skoleåret, hvortil der søges tilskud, til den 15.
august året før skoleårets start.
For borgerne betyder forslaget, at oprettelse af
nye frie grundskoler vil kræve en længere
planlægnings- og etableringsperiode end i dag. For kommunerne
betyder det, at de vil få større sikkerhed for
konsekvenserne af beslutninger om ændringer i
folkeskolestrukturen i kommunen.
Fristerne for anmeldelse og reglerne om depositum
er fastsat med hjemmel i lovens § 8, stk. 2, hvorefter
undervisningsministeren kan fastsætte regler om
fremgangsmåden ved oprettelse af frie grundskoler, der
ønsker tilskud efter loven, herunder om anmeldelsesfrister
og anmeldelsesdepositum. Med forslaget fastlægges fristen for
anmeldelse og indbetaling af depositum i loven.
Til nr. 2
Det præciseres, at undervisningsministeren
er bemyndiget til at kunne fastsætte regler om frister for
indsendelse af materiale til brug for Undervisningsministeriets
sagsbehandling i forbindelse med oprettelse af en fri grundskole,
der ønsker statstilskud.
Til nr. 3
Ved lov nr. 1426 af 21. december 2005, jf.
forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private
grundskoler m.v. (Forenkling af bestemmelser om tilskud), L 58,
fremsat den 9. november 2005, indførtes yderligere
forenklinger vedrørende principperne om fordeling af
driftstilskud til de enkelte frie grundskoler. I denne forbindelse
indførtes i lovens § 11, stk. 1, nr. 3, et
særligt tilskud til tyske mindretalsskoler for at sikre disse
skoler mod forringede vilkår. Tilskudsforenklingen
træder i kraft den 1. januar 2007.
Det foreslås, at det særlige tilskud
til tyske mindretalsskoler, jf. lovens § 11, stk. 1, nr. 3,
med virkning fra den 1. januar 2007 administreres af Deutscher
Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, der i forvejen i
henhold til loven administrerer supplerende tilskud til tyske
mindretalsskoler. Foreningen fastsætter selv retningslinier
for fordelingen af tilskuddet.
Endvidere foreslås det, at
undervisningsministeren bemyndiges til at tillægge Deutscher
Schul- und Sprachverein für Nordschleswig yderligere opgaver
vedrørende administration af tilskud til tyske
mindretalsskoler, fx puljen til nedsættelse af
befordringsudgifter for elever i tyske mindretalsskoler. Denne
puljes fordeling sker efter kriterier, der fastsættes
på den årlige finanslov.
Til nr. 4
Efter gældende bestemmelse fører
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig regnskab
for de tilskudsbevillinger, som foreningen administrerer i henhold
til lovens § 11, stk. 1, nr. 2 (vikarudgifter). Med forslaget
udstrækkes regnskabsførelsen til også at omfatte
det særlige tilskud til tyske mindretalsskoler efter lovens
§ 11, stk. 1, nr. 3.
Til § 2
Til stk. 1
Forslaget om fremrykning af anmeldelse og
indbetaling af depositum foreslås at træde i kraft den
1.juli 2007. Forslaget vil første gang få virkning for
nye skoler, der ansøger om tilskud for skoleåret
2008-09.
Til stk. 2
Forslagene om, at Deutscher Schul- und
Sprachverein für Nordschleswig skal varetage opgaver
vedrørende administration af tilskud til tyske
mindretalsskoler, foreslås at træde i kraft den 1.
januar 2007.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | I lov om friskoler og private grundskoler
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 3. juli 2006,
foretages følgende ændringer: |
§ 8. Oprettelse af
en fri grundskole skal anmeldes for kommunalbestyrelsen i
skolekommunen og for Undervisningsministeriet. | | 1. I § 8 indsættes efter
stk. 1som nyt stykke: »Stk. 2. Anmeldelse af en ny skole,
der ønsker statstilskud, indgives til
Undervisningsministeriet senest den 15. august året forud for
skoleårets start. Ved anmeldelsen indbetales et depositum til
Undervisningsministeriet. Undervisningsministeren fastsætter
regler om depositum, herunder om dets størrelse,
tilbagebetaling og fortabelse.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. |
Stk. 2. Undervisningsministeren kan
fastsætte regler om fremgangsmåden ved oprettelse af en
fri grundskole, som ønsker tilskud efter denne lov, herunder
om anmeldelsesfrister og anmeldelsesdepositum. | | 2. I § 8, stk. 2 , der bliver
stk. 3, indsættes efter »herunder om«:
»frister for indsendelse af materiale til brug for
Undervisningsministeriets sagsbehandling,«. |
§ 11. --- | | 3. I § 11 indsættes efter
stk. 3 som nyt stykke: |
| | » Stk. 4. Tilskud efter stk. 1, nr.
3, fordeles mellem skolerne af Deutscher Schul- und Sprachverein
für Nordschleswig. Undervisningsministeren kan tillægge
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig yderligere
opgaver vedrørende administration af tilskud til tyske
mindretalsskoler. Deutscher Schul- und Sprachverein für
Nordschleswig kan fra skolerne indhente de oplysninger, der er
nødvendige for tilskudsadministrationen.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom Ved
behandlingen af opgaver, som Deutscher Schul- und Sprachverein
für Nordschleswig gennemfører efter 1. og 2. pkt. og
§ 14, gælder bestemmelserne i forvaltningsloven og
offentlighedsloven for foreningen og dennes medarbejdere.
«. Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8. |
§ 24. --- Stk. 4. Fordelingssekretariatet, der er
nævnt i § 11, stk. 3, og Deutscher Schul- und
Sprachverein für Nordschleswig fører regnskaber for
tilskudsbevillingerne efter § 11, stk. 1, nr. 2, § 14 og
§ 17, stk. 1. Regnskabsåret er kalenderåret.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om opstilling og
revision af regnskaberne. Regnskaberne skal revideres af en
statsautoriseret revisor eller en registreret revisor. | | 4. I § 24, stk. 4, 1. pkt .,
indsættes efter »§ 11, stk. 1, nr. 2«:
»og 3«. |