L 122 Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.

(Lovens anvendelsesområde og central vejledningskompetence m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l122_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2007)

 

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme (Lovens anvendelsesområde og central vejledningskompetence m.v.)

(Lovforslag nr. L 122).

Med lovforslaget foreslår regeringen at udvide epidemilovens anvendelsesområde til også at omfatte andre overførbare sygdomme end smitsomme sygdomme. Dvs. sygdomme, der ikke smitter fra menneske til menneske, men som kan overføres via det omgivende miljø såsom vand, jord, luft, føde og dyr, og ad den vej også kan ramme et stort antal mennesker samtidig. Det bliver således muligt med hjemmel i epidemiloven at udvide beredskabet mod epidemisk smittespredning i tilfælde, hvor epidemisk smittespredning hidrører fra et biologisk kampstof €" eksempelvis miltbrand.

Derudover foreslås det at etablere en centraladministrativ myndighed, som kan vejlede epidemikommissionerne om den regionale indsats, herunder indsats i tilfælde som måtte berøre hele landet eller flere regioner. Ifølge forslaget udpeges medicinaldirektøren som den overordnet ansvarlige og koordinerende myndighed på statsligt niveau. Det foreslås, at der til at rådgive og bistå medicinaldirektøren udpeges faste repræsentanter for de relevante myndigheder og organisationer, der indgår i beredskabet, dog uden at nedsætte et egentlig råd.

Epidemikommissionerne foreslås udvidet med en repræsentant for det regionale sygehusberedskab samt en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter.

Endvidere foreslås epidemikommissionens beføjelser til at påbyde et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, afspærret, udvidet til også at omfatte et område, hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, ligesom epidemikommissionens beføjelser vedrørende rensning af smittede eller smittebærende personer foreslås udvidet til også at gælde tilbageholdelse og rensning af formodet smittebærende personer.

Den generelle pligt for skibe og luftfartøjer til at erhverve tilladelse til frit samkvem foreslås ændret, så der svarende til hvad der allerede i dag gælder for luftfartøjer, alene kræves underretning til den stedlige epidemikommission, såfremt der er forekommet sygdomstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller såfremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom. Samtidig foreslås det overdraget til politiet at bistå efter anmodning ved overholdelse af konkrete indskrænkninger i frit samkvem fra et skib eller luftfartøj med personer i land.

Der skabes hjemmel til, at en anden statslig myndighed end SKAT kan varetage myndighedsopgaverne med rottebekæmpelse.

Endelig foreslås nogle ændringer i de sygdomme, som er optaget på lovens liste A og liste B - de alment farlige smitsomme sygdomme og de øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Lovforslaget omfatter herudover enkelte justeringer og opdateringer.

Idet jeg henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.