L 122 Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.

(Lovens anvendelsesområde og central vejledningskompetence m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 17-04-2007

Lovforslag efter 2. behandling

20061_l122_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 17. april 2007

Forslag

til

Lov om ændring af lov om foranstaltninger mod
smitsomme sygdomme

(Lovens anvendelsesområde og central vejledningskompetence m.v.)

 

§ 1

I lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret bl.a. ved lov nr. 139 af 2. marts 1994 og § 1 i lov nr. 545 af 24. juni 2005 og senest ved § 82 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme«.

2. Overalt i loven indsættes efter »smitsomme«: »og andre overførbare« og efter »smitsom«: »eller anden overførbar«.

3.§ 3 affattes således:

»§ 3. For hver region nedsættes en epidemikommission, der består af en politidirektør udpeget af Rigspolitichefen, en embedslæge udpeget af Sundhedsstyrelsen, en dyrlæge udpeget af Fødevarestyrelsen, en repræsentant for den lokale told- og skatteforvaltning udpeget af den lokale told- og skatteforvaltning, en repræsentant for det regionale sygehusberedskab udpeget af regionen, en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter udpeget af Beredskabsstyrelsen samt tre af regionsrådet valgte medlemmer. Politidirektøren er formand for kommissionen.

Stk. 2. Valget af de regionale medlemmer har virkning for den regionale valgperiode.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen vejleder i fornødent omfang epidemikommissionerne. Til at rådgive og bistå Sundhedsstyrelsen udpeges en fast repræsentant for henholdsvis rigspolitiet, Transport- og Energiministeriet, Beredskabsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Forsvarskommandoen, Fødevarestyrelsen, SKAT, Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Statens Serum Institut, Danske Regioner, KL (Kommunernes Landsforening), Falcks Redningskorps og Post Danmark.«

4. § 4, stk. 1, affattes således:

»De stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus-, embedslæge- og fødevaremyndigheder, de stedlige told- og skatteforvaltninger og redningsberedskabet er forpligtet til at bistå epidemikommissionen i udøvelsen af dennes pligter ifølge denne lov.«

5.§ 7 affattes således:

»§ 7. Epidemikommissionen kan påbyde, at et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, afspærres, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang, ligesom kommissionen kan forbyde, at der afholdes offentlige arrangementer og lign. i området.

Stk. 2. Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt ophæves.

6. I § 10 ændres »eksisterende hygiejniske« til: »andre«.

7.§ 12 affattes således:

»§ 12. Epidemikommissionen kan påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof. Kommissionen kan også påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom og befordringsmidler m.v.

Stk. 2. Efterkommes påbuddet i stk. 1, 1. pkt., ikke, kan politiet efter anmodning tilbageholde den formodet forurenede, indtil rensning har fundet sted.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.

Stk. 4. Epidemikommissionen kan efter forhandling med Sundhedsstyrelsen endvidere iværksætte andre foranstaltninger af begrænset art og omfang for at hindre, at smitte udbredes.«

8.§ 14 affattes således:

»§ 14. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, i hvilket omfang der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land, før epidemikommissionen eller den, kommissionen har bemyndiget hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem.

Stk. 2. Politiet yder efter anmodning bistand med henblik på at sikre overholdelsen af bestemmelser om, at der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land.«

9.§ 15, stk. 1, affattes således:

»Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at §§ 13 og 14 kan fraviges for skibe og luftfartøjer, der ankommer fra nærmere angivne lande eller går i regelmæssig rutefart, og for lodsbåde, fiskerbåde og andre mindre fartøjer.«

10.§ 18, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»I de i 1. pkt. nævnte regler kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte, at SKAT eller en anden statslig myndighed kan lade nærmere bestemte praktiske foranstaltninger, som epidemikommissionen i medfør af § 4 måtte have pålagt den pågældende myndighed at bistå med, udføre ved autoriseret rottebekæmper.«

11. I § 20, 1. pkt., indsættes efter »7«: », 12«.

12. I § 22, stk. 1, 1. pkt., ændres »Indenrigs- og sundhedsministeren« til: »Sundhedsstyrelsen«.

13. Lovens bilag 1 affattes således:

»Liste A

Alment farlige sygdomme,

jf. lovens § 2, stk. 1

Sygdomsbetegnelse

Dansk

Internationalt

Kopper

Smallpox

Svær akut respiratorisk syndrom (SARS)

Severe Acute Respiratory Syndrome (SARS)

Viral hæmorhagisk feber (Ebola, Lassa og Marburg)

 

Viral hemorrhagic fevers (Lassa-fever, Ebola viral disease, Marburg viral disease)

Pest

Plague

«.

14. Lovens bilag 2 affattes således:

»Liste B

Øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme,

jf. lovens § 2, stk. 1

Sygdomsbetegnelse

Dansk

Internationalt

Difteri

Diphtheria

Kolera

Cholera

Tyfus

Typhoid fever

Paratyfus

Paratyphoid fever

Shigellose

Shigellosis

Polio

Poliomyelitis

Meningokoksygdom

Meningococcal disease

Tuberkulose

Tuberculosis

Hepatitis A (smitsom leverbetændelse)

Hepatitis A

Salmonellainfektioner

Salmonellosis

Miltbrand

Anthrax

Mæslinger

Measles

Botulisme

Botulism

Influenza, præpandemisk alarmperiode

Influenza, pandemic alert period

Fugleinfluenza

Avian flu

MRSA-infektion/kolonisation

MRSA-infection/carriage

Verocytotoksinproducerende E. coli (VTEC)-infektion

Verocytotoxin producing E.coli infection

Ophobning af alvorlig sygdom af ukendt årsag1)

Outbreak of serious disease of unknown cause

1) Kræver indstilling fra Sundhedsstyrelsen.

«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.