L 111 (som fremsat): Forslag til lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser (akkrediteringsloven).

Fremsat den 15. december 2006 af videnskabsministeren (Helge Sander)

Forslag

til

Lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser (akkrediteringsloven)

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling opretter Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser som et fagligt uafhængigt organ inden for den statslige forvaltning.

Stk. 2. Akkrediteringsinstitutionens formål er at sikre og dokumentere kvalitet og relevans af videregående uddannelser ved at foretage en faglig vurdering (akkreditering) ud fra centralt fastsatte kriterier for kvalitet af eksisterende og nye uddannelser. Akkrediteringsinstitutionen skal endvidere samle national og international erfaring af betydning for akkreditering.

Stk. 3. I akkreditering indgår også en faglig vurdering af uddannelser ud fra centralt fastsatte kriterier for relevans, medmindre andet følger af denne lov, regler fastsat i medfør heraf eller anden lovgivning.

Kapitel 2

Akkrediteringsinstitutionen

§ 2. Akkrediteringsinstitutionen består af Akkrediteringsrådet og to sekretariater:

1) Et rådssekretariat, som varetager sekretariatsbetjening af rådet.

2) Et fagligt sekretariat, som varetager faglige opgaver i forhold til akkreditering af uddannelser.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling ansætter sekretariaternes ledelse efter indstilling fra rådet.

§ 3. Akkrediteringsrådet fastlægger de overordnede rammer for rådets virksomhed og træffer afgørelse om akkreditering. Rådet træffer desuden afgørelse om godkendelse af universitetsuddannelser med den virkning, at uddannelsen omfattes af universitetsloven og opnår tilskud herefter.

Stk. 2. Rådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporter. Rådet beslutter, hvilke aktører der skal udarbejde rapporterne, medmindre andet følger af denne lov, regler fastsat i medfør heraf eller anden lovgivning.

Stk. 3. Rådet fastsætter en forretningsorden.

§ 4. Akkrediteringsrådet består af en formand og otte medlemmer og er uafhængigt i sin virksomhed.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger formanden efter drøftelse med undervisningsministeren og kulturministeren.

Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger medlemmerne således, at

1) tre medlemmer udpeges efter indstilling fra undervisningsministeren,

2) et medlem udpeges efter indstilling fra kulturministeren,

3) et medlem udpeges efter indstilling fra de studerendes repræsentanter i bestyrelserne for uddannelsesinstitutioner med videregående uddannelser under ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og undervisningsministeren og fra de studerendes repræsentanter i skoleråd/konservatorieråd på videregående uddannelsesinstitutioner under kulturministeren, og

4) tre medlemmer udpeges af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Stk. 4. Rådets formand og medlemmer skal tilsammen have viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Mindst et medlem skal have international erfaring med akkreditering.

Stk. 5. Rådets formand og medlemmer udpeges for en periode af fire år. Dog udpeges medlemmet udpeget efter stk. 3, nr. 3, for en periode af et år. Genudpegning kan ske én gang. Hvis formanden eller et medlem afgår inden periodens udløb, udpeges en afløser for den resterende periode efter stk. 2 og 3.

Kapitel 3

Universiteter under ministeren for videnskab, teknologi og udvikling

§ 5. Bachelor- og kandidatuddannelser samt masteruddannelser og anden deltidsuddannelse, der udbydes i Danmark efter universitetsloven, skal akkrediteres af Akkrediteringsrådet.

Stk. 2. I det omfang danske universiteter kan udbyde uddannelser svarende til de i stk. 1 nævnte uddannelser i udlandet, skal uddannelserne akkrediteres af rådet eller kvalitetssikres efter det nationale kvalitetssikringssystem i det land, hvor uddannelsen udbydes.

Stk. 3. Rådet kan afvise en anmodning om akkreditering eller stoppe behandlingen af anmodningen, hvis

1) en anmodning ikke indeholder tilstrækkelig dokumentation for uddannelsens kvalitet og relevans,

2) en anmodning i det væsentligste vedrører forhold, som rådet har taget stilling til inden for de sidste to år, og som har medført, at uddannelsen ikke kunne akkrediteres, eller

3) en anmodning efter stk. 1 vedrører en uddannelse, som ikke vil kunne godkendes efter § 10, stk. 1.

§ 6. Ved akkreditering af eksisterende uddannelser nedsætter det faglige sekretariat et akkrediteringspanel bestående af faglige eksperter og med international deltagelse, jf. dog § 8.

Stk. 2. Panelet foretager en akkrediteringsvurdering af uddannelsens kvalitet og relevans i henhold til kriterier fastsat i medfør af § 11, og det faglige sekretariat udarbejder på baggrund heraf en akkrediteringsrapport.

Stk. 3. Akkrediteringen kan omfatte flere uddannelser, hvor gennemførelsen af den ene uddannelse er et adgangskrav for optagelse på den anden uddannelse.

§ 7. Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan være en positiv eller en betinget positiv akkreditering eller et afslag på akkreditering.

Stk. 2. Ved en positiv akkreditering angiver rådet den periode, som akkrediteringen gælder for. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling inden periodens udløb undersøge, om kriterierne fastsat i medfør af § 11 fortsat opfyldes. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, trækker rådet akkrediteringen tilbage. Universitetet skal underrette rådet, hvis kriterierne ikke længere er opfyldt, eller der er tvivl herom. Hvis rådet trækker akkrediteringen tilbage, skal rådet straks indberette det til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Stk. 3. Ved en betinget positiv akkreditering angiver rådet, hvilke kriterier uddannelsen ikke opfylder samt en tidsplan for opfølgning. Rådet træffer efterfølgende afgørelse om akkreditering på baggrund af en supplerende akkrediteringsrapport.

Stk. 4. Ved et afslag på akkreditering angiver rådet, hvorfor uddannelsen ikke kan akkrediteres.

§ 8. Akkrediteringsrådet kan af faglige grunde eller for at afprøve det faglige sekretariats konkurrencedygtighed beslutte at anvende en anden internationalt anerkendt aktør end det faglige sekretariat til at udarbejde akkrediteringsrapporter.

Stk. 2. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra et universitet helt eller delvis lægge en akkrediteringsrapport fra en anden internationalt anerkendt aktør til grund for afgørelsen om akkreditering, i det omfang rapporten er udarbejdet efter kriterierne fastsat i medfør af § 11.

§ 9. Ved akkreditering af nye uddannelser foretager det faglige sekretariat en faglig vurdering af uddannelsens kvalitet og relevans i henhold til kriterier fastsat i medfør af § 11 og udarbejder en akkrediteringsrapport. Akkrediteringsrådet kan i særlige tilfælde kræve, at det faglige sekretariat nedsætter et akkrediteringspanel efter § 6, stk. 1. Akkrediteringen kan omfatte flere uddannelser, hvor gennemførelsen af den ene uddannelse er et adgangskrav for optagelse på den anden uddannelse.

Stk. 2. Rådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan være en positiv akkreditering eller et afslag på akkreditering.

Stk. 3. En positiv akkreditering gælder for en periode svarende til uddannelsens normerede studietid tillagt to år. Hvor akkrediteringen omfatter flere uddannelser, gælder akkrediteringen for en periode svarende til den normerede studietid for det samlede uddannelsesforløb tillagt to år. Perioden fastsættes ved oprunding til hele kalenderår.

Stk. 4. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling inden periodens udløb undersøge, om kriterierne fastsat i medfør af § 11 fortsat opfyldes. Hvis kriterierne ikke er opfyldt, trækker rådet akkrediteringen tilbage. Universitetet skal underrette rådet, hvis kriterierne ikke længere er opfyldt, eller der er tvivl herom. Hvis rådet trækker akkrediteringen tilbage, skal rådet straks indberette det til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Stk. 5. Ved et afslag på akkreditering angiver rådet, hvorfor uddannelsen ikke kan akkrediteres.

§ 10. Bachelor- og kandidatuddannelser samt masteruddannelser og anden deltidsuddannelse, der udbydes i Danmark efter universitetsloven, skal godkendes af Akkrediteringsrådet med den virkning, at uddannelsen opnår tilskud herefter, jf. dog stk. 3. Godkendelsen forudsætter en positiv eller betinget positiv akkreditering efter § 7, stk. 1, eller en positiv akkreditering efter § 9, stk. 2, og gælder for den samme periode som akkrediteringen.

Stk. 2. Inden en godkendelse efter stk. 1 indstiller rådet uddannelsens tilskudsmæssige indplacering, titel, specifikke adgangskrav for bacheloruddannelser samt uddannelsens normerede studietid til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling. Rådet indstiller desuden eventuel fastsættelse af maksimumrammer for tilgangen til uddannelsen.

Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan undtagelsesvis træffe afgørelse om, at en uddannelse ikke kan godkendes i henhold til stk. 1. Afgørelse herom træffes, hvor uddannelsen ikke opfylder lovgivningsmæssige krav, eller oprettelsen af uddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes hensigtsmæssig. Det pågældende universitet skal have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.

Stk. 4. Godkendelsen bortfalder, hvis akkrediteringen trækkes tilbage efter § 7, stk. 2, eller efter § 9, stk. 4.

Stk. 5. Rådet skal straks indberette godkendelse efter stk. 1 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

§ 11. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter kriterier for kvalitet og relevans samt nærmere regler om sagsgangen ved akkreditering og godkendelse.

Kapitel 4

Uddannelsesinstitutioner m.v. under andre ministre

§ 12. Akkrediteringsrådet akkrediterer videregående uddannelser på undervisningsministerens område efter de regler, der gælder herfor.

Stk. 2. Rådet akkrediterer videregående uddannelser på kulturministerens område. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for akkreditering samt kriterier for kvalitet og relevans.

Stk. 3. Kulturministeren beslutter, hvilken international anerkendt akkrediteringsaktør der skal varetage de faglige opgaver med akkreditering på kulturministerens område. Det er en forudsætning, at akkrediteringsrapporten, som skal lægges til grund for rådets akkreditering, er udarbejdet efter kriterier fastsat i medfør af stk. 2.

Stk. 4. Rådet kan efter aftale mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og vedkommende minister akkreditere uddannelser under andre ministre samt private lønnede uddannelser, der gennemføres hos en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold. Vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler for akkreditering samt kriterier for kvalitet og relevans.

Kapitel 5

Økonomiske forhold

§ 13. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling afholder udgifter til Akkrediteringsinstitutionen og til udarbejdelse af akkrediteringsrapporter efter § 8, stk. 1. Undervisningsministeren og kulturministeren afholder på hvert sit område udgifter til udarbejdelse af akkrediteringsrapporter.

Stk. 2. I det omfang Akkrediteringsrådet akkrediterer uddannelser under andre ministre, jf. § 12, stk. 4, afholdes udgifterne hertil af vedkommende minister.

Stk. 3. Akkreditering af uddannelser efter § 5, stk. 2, og private uddannelser efter § 12, stk. 4, udføres som indtægtsdækket virksomhed.

Kapitel 6

Klageadgang og offentliggørelse

§ 14. Akkrediteringsrådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Klager over retlige spørgsmål ved rådets afgørelser kan af parter indbringes for Universitets- og Bygningsstyrelsen senest 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt parten.

Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan delegere sine kompetencer efter loven til Universitets- og Bygningsstyrelsen og kan bestemme, at styrelsens afgørelser ikke kan indbringes for ministeren.

§ 15. Akkrediteringsrådet offentliggør alle akkrediteringsrapporter og en samlet oversigt over alle akkrediteringsansøgninger og resultatet heraf samt uddannelser, der er akkrediteret af rådet.

Stk. 2. Rådet offentliggør hvert år en beretning om institutionens virksomhed.

Kapitel 7

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 16. Loven træder i kraft den 1. april 2007, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lovens § 12 træder i kraft den 1. januar 2008.

§ 17. Akkrediteringsrådet udarbejder forslag til plan for akkreditering af alle uddannelser, som ved lovens ikrafttræden modtager tilskud i henhold til universitetsloven. Akkrediteringsplanen og budget herfor skal forelægges til godkendelse hos ministeren for videnskab, teknologi og udvikling inden udgangen af december 2007. Universitetet har pligt til at afgive de nødvendige oplysninger til udarbejdelse af planen og til at følge den godkendte akkrediteringsplan.

Stk. 2. Rådet underretter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, hvis universitetet ikke følger akkrediteringsplanen.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter i samarbejde med rådet en plan for akkreditering af videregående uddannelser på undervisningsministerens område.

Stk. 4. Kulturministeren fastsætter i samarbejde med rådet en plan for akkreditering af videregående uddannelser på kulturministerens område.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og formål

I forlængelse af regeringens globaliseringsstrategi, som blev præsenteret i april 2006, fremsættes dette lovforslag om etablering af en akkrediteringsinstitution. Regeringens mål er at skabe danske videregående uddannelser i verdensklasse, og et af initiativerne, som skal sikre målet, er, at alle videregående uddannelser skal leve op til internationale standarder. Danske videregående uddannelser skal også i højere grad kunne modsvare samfundets behov for højtuddannet arbejdskraft, som dokumenterbart er internationalt konkurrencedygtig. Videregående uddannelser af højeste internationale kvalitet forudsætter systematisk kvalitetssikring. Med akkreditering kan danske videregående uddannelsers kvalitet og relevans dokumenteres og anerkendes efter internationale standarder. Med universitetsloven fra 2003 blev der taget væsentlige skridt hen imod at give universiteterne de nødvendige redskaber til at sikre forskning, uddannelse og videnspredning på højeste internationale niveau. Loven gav universiteterne øgede frihedsgrader og styrkede ledelsen. Der blev indført professionelle bestyrelser med eksternt flertal. Universiteternes ansvar for systematisk kvalitetsudvikling af deres uddannelser blev ligeledes præciseret og skærpet.

Der er fra slutningen af 80€™erne gradvist skabt et nyt institutionelt grundlag for de videregående uddannelsers udbygning og udvikling på Undervisningsministeriets område. På erhvervsskoleområdet blev den tidligere centralistiske styringsmodel i 1991 erstattet af selveje med mål- og rammestyring og finansiering ved taxametertilskud. Det nye decentrale styringskoncept kom senere til også at omfatte institutioner med mellemlange videregående uddannelser, således at stort set alle institutioner, der i dag udbyder korte og mellemlange videregående uddannelser, er omfattet af dette decentrale styringskoncept.

Den nye styring indebar, at institutionerne på Undervisningsministeriets område fik et større selvstændigt ansvar for kvalitetssikring og udvikling af uddannelserne. Men det decentrale styringskoncept indebærer samtidig, at der er behov for ekstern kvalitetssikring til at sikre, at de målsætninger, der er stillet op for uddannelsesområderne, nås.

Med reformen af de korte videregående uddannelser i 1997 skabtes forudsætninger for en kvalitetsmæssig forbedring af disse uddannelser. Som opfølgning herpå fastsattes i 2000 krav til erhvervsakademierne om et system til kvalitets- og resultatvurdering af hver enkel af institutionens uddannelser. Med loven om mellemlange videregående uddannelser fra 2000 fik undervisningsministeren mulighed for at evaluere mellemlange videregående uddannelser med henblik på at godkende disse til professionsbachelortitlen, som dels er et kvalitetsstempel og dels en niveauangivelse af betydning for efter- og videreuddannelse.

Loven om de videregående kunstneriske uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 889 af 21. september 2000 og lov nr. 17 af 14. januar 1998 om Danmarks Biblioteksskole, havde som formål at give et generelt kvalitetsløft af de videregående uddannelser på Kulturministeriets område. Lovgivningen og reglerne udstedt i medfør heraf er siden fulgt op af resultatkontrakter med fokus på kvalitetsudviklingen af de enkelte uddannelser. Hvor det er relevant, har Kulturministeriets videregående uddannelser en bachelor- og kandidatgrad. Kulturministeriets videregående uddannelser skal kunne måles i forhold til det højeste internationale niveau. Dette lovforslag bidrager til at sikre, at kvalitet og relevans modsvarer samfundets behov.

Lovforslaget om oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen for de videregående uddannelser skal ses i naturlig forlængelse af universitetsloven fra 2003, lov om mellemlange videregående uddannelser og lov om korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser) samt lovgivning på kulturministerens område om de videregående kunstneriske uddannelser og lov om biblioteksskolen. Med lovforslaget vil kvalitetssikringen af videregående uddannelse blive styrket betydeligt. Endvidere sikres, at danske videregående uddannelser kan leve op til de højeste internationale standarder for kvalitetssikring.

Den nuværende ministerielle godkendelse af nye uddannelser på universiteterne vil blive afskaffet. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (videnskabsministeren) fastsætter fortsat de økonomiske tilskud til uddannelsen og specifikke adgangskrav. Ministeren vil dog undtagelsesvis kunne beslutte, at der ikke kan ske godkendelse af en uddannelse. Dette sker, hvis uddannelsen ikke opfylder lovgivningsmæssige krav, eller hvis oprettelsen af uddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes hensigtsmæssig.

Samlet set får universiteterne bedre mulighed for hurtigere og mere fleksibelt at udvikle og igangsætte nye uddannelser. Samtidig styrker indførelsen af akkreditering på uddannelsesniveau de videregående uddannelsers kvalitet og relevans. Etableringen af et akkrediteringssystem giver også universiteterne bedre mulighed for at dokumentere kvalitet af uddannelser i udlandet.

På Undervisningsministeriets og Kulturministeriets område fastholdes den ministerielle godkendelse af uddannelser.

Undervisningsministeriets fastholdelse af den ministerielle godkendelse af udbud sker især på baggrund af ønsket om et landsdækkende og regionalt udbud af uddannelser inden for de videregående uddannelsers område.

På Kulturministeriets område har den ministerielle godkendelse baggrund i et ønske om at dimensionere de kunstneriske uddannelser i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov og uddannelsesinstitutionernes funktion som kulturbærende institutioner med landsdækkende og regional udbredelse.

Det er væsentligt at sikre en hurtig og enkel procedure for akkrediteringsforløbet på alle tre ministerområder, og det må derfor overvejes, om der på de enkelte områder skal fastsættes nærmere regler om tidsfrister i forløbet, når institutionen har haft tid til at etablere sig, og der foreligger et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag. Fastsættelse af eventuelle tidsfrister for akkrediteringsforløbet sker efter drøftelse mellem de tre ministre.

1.1 Akkreditering, evaluering og auditering

Danske universitetsuddannelser er generelt af en høj kvalitet i en international sammenhæng. OECD€™s ekspertpanel pegede i sin evaluering af det danske universitetssystem i 2005 på, at danske universitetsuddannelser i en international sammenligning overordnet giver et relativt højt privat og samfundsøkonomisk afkast. Men der er behov for en ny ordning for kvalitetssikring af danske universitetsuddannelser (OECD: University Education in Denmark, 2005).

Akkreditering er den form for kvalitetssikring, der internationalt er fremherskende. Med indførelsen af et akkrediteringssystem, hvor alle nye uddannelser akkrediteres inden godkendelse og eksisterende uddannelser akkrediteres cyklisk (rullende), sikres systematisk kvalitetssikring af alle videregående uddannelser.

Uddannelsessøgende på både det nationale og det globale uddannelsesmarked har brug for at kunne gennemskue kvaliteten af universitetsuddannelse. Uddannelsesinstitutionerne har i kraft af den stigende internationale konkurrence om de bedste studerende behov for at kunne dokumentere, at uddannelsernes kvalitet er på højeste internationale niveau og omfattet af effektiv kvalitetssikring. Med akkreditering kan uddannelsernes kvalitet dokumenteres og anerkendes efter internationale standarder.

I international sammenhæng anvendes typisk tre centrale begreber i forbindelse med kvalitetssikring af uddannelser: Akkreditering, evaluering og auditering.

Ved en uddannelsesakkreditering foretages en faglig vurdering af, om en uddannelse opfylder foruddefinerede kriterier for kvalitet og relevans. På baggrund af en konkret vurdering af, om den givne uddannelse lever op til kriterierne, træffer den akkrediterende myndighed beslutning om, hvorvidt uddannelsen kan akkrediteres.

Uddannelsesevalueringer gennemføres med henblik på at videreudvikle kvaliteten af uddannelserne. I en uddannelsesevaluering beskrives og analyseres forskellige aspekter af uddannelsens kvalitet med udgangspunkt i både centralt fastsatte mål for uddannelsen og uddannelsens egne mål. Evalueringen resulterer i en række kvalitative vurderinger af uddannelsen og anbefalinger til, hvordan uddannelsens kvalitet kan udvikles.

Ved en auditering vurderes en uddannelsesinstitutions interne kvalitetssikringsarbejde. I auditeringen indgår en vurdering af de mål, strategier, metoder og systemer, som uddannelsesinstitutionen har opbygget for at kunne garantere kvaliteten af sin virksomhed. Formålet med en auditering er at udvikle institutionens kvalitetssikringssystem, og auditering resulterer i en række vurderinger og anbefalinger til forbedring af institutionens kvalitetssikringsarbejde.

Evalueringer og auditering er dermed redskaber, som institutionerne kan benytte i deres interne kvalitetssikring, hvorimod akkreditering er en formel, autoritativ anerkendelse af uddannelser og fungerer som en del af det formelle (ofte statslige) system til styring af videregående uddannelser.

1.2 Europæiske standarder og retningslinier for kvalitetssikring

Akkreditering anvendes internationalt til at sikre og dokumentere kvalitet af videregående uddannelser. Som følge af forskellige uddannelsestraditioner, herunder finansiering og styring af videregående uddannelsesinstitutioner, tilpasses nationale akkrediteringsmodeller de hjemlige uddannelsesforhold. I USA og Canada, hvor mange videregående uddannelsesinstitutioner er private, og uddannelserne er fuldt eller delvis brugerfinansierede, er der ikke etableret nationale akkrediteringsordninger. Derimod er akkreditering forankret regionalt eller i professionelle organisationer, så som ingeniør- og lægeorganisationer.

I Europa er akkrediteringsmodellerne tilpasset den europæiske uddannelsestradition med offentligt finansierede og centralt styrede uddannelser. Flere europæiske lande har allerede indført nationale akkrediteringsmodeller. Det drejer sig blandt andet om Nederland, Tyskland, Schweiz, Polen, Norge, Østrig og Spanien.

Kvalitetssikring, herunder akkreditering, indgår som et vigtigt element i Bologna-processen for videregående uddannelser i 45 europæiske lande. På baggrund af ENQA-rapporten "Standards and Guidelines for Quality Assurance in the European Higher Education Area" tiltrådte ministrene fra 45 europæiske lande i 2005 fælles standarder og retningslinier for kvalitetssikring, herunder akkreditering, i Europa. De 45 lande har til hensigt at anvende rapportens standarder og retningslinier.

Det er forventningen, at de europæiske ministre ved den kommende ministerkonference i London i 2007 tiltræder etableringen af et europæisk register for kvalitetssikringsorganer, herunder akkrediteringsinstitutioner. Formålet med registret er at skabe gennemsigtighed og sammenlignelighed omkring kvalitetssikring af videregående uddannelse i Europa. Nationale kvalitetssikringsorganer, som er blevet eksternt vurderet, og som lever op til de europæiske standarder og retningslinier, kan blive optaget i registret.

Flere lande uden for Europa, blandt andet i Asien, Sydamerika og Afrika, har vist stor interesse for Bologna-processen og for den europæiske udvikling inden for det videregående uddannelsesområde, herunder udvikling af kvalitetssikringsprocedurer.

1.3 Den eksisterende ordning for kvalitetssikring af danske uddannelser

Det danske system for kvalitetssikring af uddannelser følger ikke fuldt ud de fælles europæiske standarder for kvalitetssikring. OECD anbefalede da således også i 2005 i sin evaluering af det danske universitetssystem, at kvalitetssikringen af danske universitetsuddannelser blev styrket på en række områder.

I forbindelse med Globaliseringsrådets arbejde blev denne problemstilling yderligere belyst. Det danske kvalitetssikringssystem sikrer ikke regelmæssige og gentagne evalueringer af alle uddannelser, og institutionerne er ikke forpligtede til systematisk opfølgning. Endvidere har institutionerne ikke i tilstrækkelig omfang implementeret sammenhængende og systematiske systemer til sikring af kvaliteten af deres virksomhed.

Gældende procedurer medfører derfor, at der ikke forekommer umiddelbart tilgængelige vurderinger og sammenligninger af danske videregående uddannelser baseret på internationale standarder. Det er derfor heller ikke umiddelbart muligt for danske og udenlandske studerende at vurdere kvaliteten af danske videregående uddannelser og for uddannelsesinstitutionerne at dokumentere deres kvalitet.

Den nuværende ministerielle godkendelse af nye uddannelser fokuserer primært på legalitetskontrol og uddannelsernes arbejdsmarkedsrelevans.

For at sikre at danske uddannelser lever op til samfundets krav om kvalitet og relevans, er der behov for at etablere et effektivt godkendelsessystem, som imødekommer behovet for hurtigt at kunne oprette nye uddannelser, og som samtidig lukker uddannelser, der ikke har den fornødne kvalitet og relevans.

2. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget oprettes en akkrediteringsinstitution bestående af et akkrediteringsråd og to sekretariater. Akkrediteringsrådet skal akkreditere nye heltidsuddannelser og deltidsuddannelser og eksisterende heltids- og deltidsuddannelser for givne perioder, hvorefter de skal akkrediteres på ny. Rådet skal således kontrollere og dokumentere kvaliteten og relevansen af videregående uddannelser i Danmark. I løbet af 2007 skal rådet have en plan for, hvilke uddannelser der skal akkrediteres på videnskabsministerens område. Undervisningsministeren og kulturministeren fastsætter i samarbejde med rådet en plan for akkreditering af videregående uddannelser på hver deres område. Det antages, at en akkrediteringsproces tager ca. et halvt år for eksisterende uddannelser, og at en akkreditering af nye uddannelser tager ca. tre måneder.

Det har under udarbejdelsen af lovforslaget været foreslået, at også udenlandske og private danske uddannelsesinstitutioner skulle have mulighed for at få uddannelser, der svarer til de danske universitetsuddannelser, akkrediteret af Akkrediteringsrådet. Bestemmelsen er efter høringen taget ud af lovforslaget, dels på baggrund af høringssvarene, dels fordi der er lagt vægt på, at rådet skal have tid til at opbygge en institution, der først og fremmest skal have fokus på at få akkrediteret de mange uddannelser under de tre ministre. Det må på sigt overvejes, om der er behov for at udvide rådets kompetencer i forhold til de udenlandske og private danske uddannelsesinstitutioner udover de private lønnede uddannelser, der gennemføres hos en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold.

På Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings (Videnskabsministeriets) område overføres ministerens kompetence til at godkende uddannelser til Akkrediteringsrådet. På Undervisningsministeriets og Kulturministeriets område vil ministeren fortsat træffe den endelige afgørelse om godkendelse af udbud af uddannelser. Dog vil godkendelsen ifølge lovforslaget være baseret på akkrediteringer foretaget af Akkrediteringsrådet. Med etableringen af et dansk akkrediteringssystem indføres der et systematisk eksternt element i kvalitetssikringen af danske videregående uddannelser. Gennem regelmæssige, gentagne og eksterne vurderinger af alle videregående uddannelser måles og dokumenteres kvaliteten af danske videregående uddannelser. Det bliver således muligt for danske og udenlandske studerende at vurdere kvaliteten af danske uddannelser.

Som grundlag for Akkrediteringsrådets akkrediteringer fastsætter de relevante ministre kriterier for kvalitet og relevans. Kvalitetskriterier skal leve op til internationale standarder og skal samtidig afspejle den danske videregående uddannelsesstruktur. Eksempelvis er forskningsbasering et væsentligt kriterium for akkreditering af universitetsuddannelser. Kriterier for relevans skal dokumentere arbejdsmarkedets behov for uddannelserne (fx gennem beskæftigelses- og ledighedsgrader), og at der er etableret en dialog mellem institutionerne og relevante aftagere på arbejdsmarkedet.

Et særligt sæt af kvalitetskriterier vedrører uddannelsesniveau. Disse kriterier er beskrevet i "Den danske Kvalifikationsnøgle", hvori hver uddannelsestype er beskrevet i en kvalifikations- og kompetenceterminologi, der lægger vægt på uddannelsens slutkompetence. Den danske Kvalifikationsnøgle er for tiden under revision. Kvalifikationsnøglen er udformet som led i det europæiske Bologna-samarbejde med det formål at styrke gennemsigtighed mellem landenes uddannelsessystemer og lette anerkendelse af udenlandske uddannelser.

Akkrediteringsrådet er uafhængigt af ministrene og de videregående uddannelsesinstitutioner for så vidt angår tilrettelæggelsen af procedurer og metoder samt konklusioner og afgørelser. Dette medfører, at videnskabsministeren ikke kan ændre rådets faglige beslutninger. Der kan kun gives tilskud til uddannelser, der er akkrediteret af rådet.

Uddannelsesinstitutionerne kan klage til Universitets- og Bygningsstyrelsen over retlige spørgsmål ved Akkrediteringsrådets afgørelser.

Rådet er uafhængigt i sin virksomhed, og medlemmerne udpeges på baggrund af deres faglige kvalifikationer. Rådet skal have viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Mindst et medlem skal have international erfaring med akkreditering. Rådet har det overordnede ansvar for kvaliteten af opgaveløsningen.

Til rådet knyttes et rådssekretariat, som varetager det praktiske arbejde i forbindelse med rådets møder og akkrediteringer på alle ministerområder, og et fagligt sekretariat, som varetager faglige opgaver i forhold til akkreditering af uddannelser. Rådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporter, som udarbejdes af det faglige sekretariat, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) eller andre internationalt anerkendte aktører. Rådet beslutter, hvilken aktør der skal udarbejde rapporterne, medmindre andet fremgår af denne lov, regler udstedt i medfør heraf eller anden lovgivning.

Akkrediteringsinstitutionen skal leve op til kravet om uafhængighed som beskrevet i de europæiske standarder og retningslinier for kvalitetssikring af videregående uddannelser:

"3.6 Independence

Standard:

Agencies should be independent to the extent both that they have autonomous responsibility for their operations and that the conclusions and recommendations made in their reports cannot be influenced by third parties such as higher education institutions, ministries or other stakeholders.

Guidelines:

An agency will need to demonstrate its independence through measures, such as:

€ Its operational independence from higher education institutions and governments is guaranteed in official documentation (e.g. instruments of governance or legislative acts).

€ The definition and operation of its procedures and methods, the nomination and appointment of external experts and the determination of the outcomes of its quality assurance processes are undertaken autonomously and independently from governments, higher education institutions, and organs of political influence.

€ While relevant stakeholders in higher education, particularly students/learners, are consulted in the course of quality assurance processes, the final outcomes of the quality assurance processes remain the responsibility of the agency."

(Standards and Guidelines for Quality Assurance in the European Higher Education Area, side 25).

Dansk oversættelse:

"3.6 Uafhængighed

Hovedregel:

En kvalitetssikringsinstitution skal være uafhængig i en sådan grad, at institutionen både har selvstændigt ansvar for sin virksomhed, og at de konklusioner og anbefalinger, som fremsættes i institutionens rapporter, ikke kan påvirkes af tredjeparter, såsom videregående uddannelsesinstitutioner, ministerier eller andre interessenter.

Retningslinjer:

En kvalitetssikringsinstitution må kunne påvise sin uafhængighed på forskellig vis, herunder som følger:

€ Institutionens virksomheds uafhængighed af videregående uddannelsesinstitutioner og ministerier sikres i officielle dokumenter (f.eks. vedtægter, statutter eller lovgivning).

€ Fastlæggelse og anvendelse af institutionens procedurer og metoder, nominering og udpegning af eksterne eksperter samt resultatet af kvalitetssikringsarbejdet varetages uafhængigt af ministerier, videregående uddannelsesinstitutioner og politiske interesseorganisationer.

€ Relevante interessenter i den videregående uddannelsessektor, herunder især studerende, høres i forbindelse med kvalitetssikringsarbejdet, men kvalitetssikringsinstitutionen har ansvaret for det endelige resultat af dette arbejde."

Oprettelsen af Akkrediteringsinstitutionen er en nyskabelse inden for kvalitetssikring af uddannelser i Danmark. Samtidig er akkrediteringskonceptet under udvikling i international sammenhæng. Det forudsættes, at den danske model lever op til kravene i de europæiske standarder og retningslinier for kvalitetssikring af videregående uddannelser. Senest tre år efter lovens ikrafttræden skal der ske en vurdering af Akkrediteringsinstitutionen med henblik på at sikre, at institutionen lever op til de gældende krav, sådan som disse er formuleret på tidspunktet. Der ligger heri, at Akkrediteringsinstitutionen skal optages i det europæiske register for kvalitetssikringsorganer, såfremt dette etableres, eller vurderes internationalt på anden vis. Skulle det vise sig, at den danske model ikke lever op til de gældende krav, vil modellen blive taget op til drøftelse igen med henblik på at ændre loven i det fornødne omfang. Videnskabsministeren vil efter fem år endvidere give Folketinget en redegørelse på baggrund af en evaluering af Akkrediteringsinstitutionen og dens virksomhed, herunder samspillet med andre aktører og sammenhængen i det samlede danske kvalitetssikringssystem for videregående uddannelser.

3. Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Akkrediteringsinstitutionens samlede årlige udgifter er anslået til 22,5 mio. kr. Dertil kommer engangsudgifter på 5 mio. kr. til etablering i 2007.

Med Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen er der afsat 20 mio. kr. i 2007 og 15 mio. kr. årligt i 2008 og 2009 til Akkrediteringsinstitutionen. Heraf er afsat 1,1 mio. kr. under Kulturministeriet og 2,7 mio. kr. under Undervisningsministeriet til køb af akkrediteringsydelser, mens resten er afsat under Videnskabsministeriet.

Endvidere tilvejebringes der 7,5 mio. kr. årligt ved intern omprioritering i Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet.

Undervisningsministeriet omprioriterer 1,9 mio. kr. svarende til EVA€™s hidtidige forbrug til akkreditering på ministeriets område. Videnskabsministeriet omprioriterer 5,6 mio. kr., hvoraf 3,5 mio. kr. overføres fra EVA€™s hidtidige forbrug på evalueringer og andet på Videnskabsministeriets område. Omprioriteringen af EVA€™s bevillinger er gjort ud fra en forudsætning om, at bevillingerne overføres til bestillerne, der selv afgør, hvor det fremtidige køb af akkrediteringsydelser skal ske . De resterende 2,1 mio. kr. omprioriteres internt i Videnskabsministeriet.

4. Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner.

5. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgere.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

9. Lovforslagets forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos en bred kreds af interessenter, herunder uddannelsesinstitutioner under videnskabsministeren, undervisningsministeren og kulturministeren, øvrige ministerier og relevante organisationer. Der henvises til høringslisten, jf. bilag 1.

11. Sammenfattende skema

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1.

Akkrediteringsinstitutionen oprettes som en statsinstitution under videnskabsministeren. Heraf følger blandt andet, at institutionen er omfattet af de statslige regelsæt, herunder forvaltningsloven, offentlighedsloven og Finansministeriets Budgetvejledning. Institutionens uafhængighed betyder, at den ikke er underlagt ministerens instruktionsbeføjelse i faglige spørgsmål.

Til stk. 2-3.

Udover at akkreditere alle videregående uddannelser ligger det inden for Akkrediteringsinstitutionens formål at indhente erfaring og viden nationalt og internationalt om akkrediteringsmetoder og -kriterier samt andre forhold af betydning for at sikre, at rådets akkrediteringer til stadighed lever op til internationale standarder. I akkreditering ligger en faglig vurdering af uddannelsen ud fra centralt fastsatte kriterier for kvalitet og relevans. Dog er det tanken, at relevansvurderingen ved nye uddannelser på undervisningsministerens og kulturministerens område foretages af den pågældende minister. Afhængigt af ministerens beslutning gennemføres der herefter en akkreditering, eller ministeren meddeler afslag.

Til § 2

Til stk. 1.

Det foreslås, at Akkrediteringsinstitutionen består af Akkrediteringsrådet og to sekretariater. Et rådssekretariat, som bistår rådet med det praktiske i forhold til gennemførelsen af akkrediteringer på alle ministerområder, og et fagligt sekretariat, som varetager faglige opgaver i forhold til akkreditering.

Den foreslåede sekretariatsmodel kendes fra forskningsrådssystemet, hvor rådene sekretariatsbetjenes af uafhængige sekretariater, som har administrativt fællesskab med en anden institution. På samme måde er det tanken, at rådssekretariatet og det faglige sekretariat skal være uafhængigt af videnskabsministeren.

Akkrediteringsinstitutionen skal have administrativt fællesskab med en anden institution under videnskabsministeren, sådan at rådet kan have fokus på de faglige opgaver frem for administrationen af sekretariaterne. Sekretariatsfunktionerne har selvstændig ledelse og eget budget. Det betyder, at ledelsen har det økonomiske ansvar i forbindelse med driften af Akkrediteringsinstitutionen, ligesom ledelsen ansætter medarbejderne i sekretariaterne og har personaleansvaret.

Det forudsættes, at Akkrediteringsinstitutionen kan optages i det europæiske register for kvalitetssikringsorganer, såfremt dette etableres. I modsat fald vil modellen blive taget op til drøftelse igen, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.

Til stk. 2.

Videnskabsministeren ansætter sekretariaternes ledelse efter indstilling fra Akkrediteringsrådet, som også godkender stillingsopslag. Ministeren kan ikke ansætte en ledelse, som ikke er indstillet af rådet. Ledelsen refererer i det faglige arbejde til rådet og er dermed ikke i så henseende underlagt ministerens instruktionsbeføjelse.

Til § 3

Til stk. 1.

Rådet er i sit virke omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler, jf. også bemærkningerne til § 1, stk. 1, herunder forvaltningslovens regler om inhabilitet. Heraf følger, at rådets medlemmer efter omstændighederne kan være inhabile i forhold til behandlingen af bestemte sager, fx hvis et medlem har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller hvis den pågældende er tæt knyttet til den institution, afgørelsen vedrører.

Til stk. 2.

Akkrediteringsrådet træffer sine afgørelser på baggrund af faglige akkrediteringsrapporter. Rådet udarbejder ikke selv disse rapporter, men bestiller dem hos det faglige sekretariat eller andre faglige anerkendte aktører, fx Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) eller udenlandske aktører. Rådet træffer afgørelse om, hvilken aktør der skal forestå akkrediteringsopgaven, medmindre andet er bestemt i loven eller regler udstedt i medfør heraf eller i anden lovgivning.

Til stk. 3.

Akkrediteringsrådet fastsætter en forretningsorden. Forretningsordenen skal blandt andet regulere forhold omkring rådets beslutningsdygtighed, afstemningsregler, mødefrekvens samt procedurer for sagsgangen mellem rådet og sekretariaterne.

Til § 4

Til stk. 1.

Akkrediteringsrådet er uafhængigt i sin virksomhed, og medlemmerne skal således ikke repræsentere særlige interesser i rådet, men skal via deres faglige baggrund sikre, at rådet fagligt set lever op til lovens krav og dermed kan varetage de opgaver, som er tillagt rådet.

Til stk. 2 og 3.

Det foreslås, at videnskabsministeren udpeger formanden og tre medlemmer, mens de resterende fem medlemmer udpeges efter indstilling fra undervisningsministeren, kulturministeren og studenterrepræsentanter i uddannelsesinstitutionernes bestyrelser og på Kulturministeriets område i skoleråd/konservatorieråd. Det forudsættes, at de tre ministre rådfører sig med relevante organisationer i forbindelse med indstilling og udpegning af medlemmerne. Ved relevante organisationer forstås rektorforsamlinger, interesseorganisationer, rådgivende organer og lignende. Det foreslås, at organisationerne kan komme med forslag til kvalificerede kandidater, der kan indgå i en bruttoliste, hvorfra de tre ministre kan indstille og udpege. Videnskabsministerens udpegning efter stk. 3, nr. 1 og 2, sker på baggrund af en drøftelse de tre ministre imellem.

Akkrediteringsrådet skal nedsættes i overensstemmelse med reglerne i lov om ligestilling af kvinder og mænd. Det betyder blandt andet, at de indstillende parter skal foreslå lige mange kvinder og mænd til posterne og i tilfælde af ulige antal én mere af det ene køn end af det andet, samt at rådet skal have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd.

I henhold til stk. 3, nr. 3, har de studerende, som er indskrevet på uddannelsesinstitutioner på de tre ministerområder, mulighed for at indstille et medlem til rådet via repræsentanterne i bestyrelserne m.v. I praksis kan studenterrepræsentanterne enten indstille hver især eller gå sammen om at indstille et medlem. Ved udpegningen skal der tages hensyn til, at de forskellige uddannelsesniveauer på skift har mulighed for at blive repræsenteret i rådet.

Til stk. 4.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at rådets sammensætning afspejler Akkrediteringsinstitutionens formål og samlede opgaveportefølje. Rådets medlemmer skal tilsammen have viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Således kan rådets medlemmer fx have deltaget som eksperter i evalueringer og akkrediteringer af uddannelser, haft et ledelsesansvar for en institutions/uddannelses kvalitetssikring, have været kvalitetssikringskonsulent eller på anden måde have opnået de fornødne kvalifikationer. Mindst et medlem skal have arbejdet med akkreditering i en international sammenhæng, fx gennem bestyrelsesposter i internationale kvalitetssikringsorganisationer eller i internationale evalueringer.

Til stk. 5.

Bestemmelsen fastlægger udpegningsperioden, samt at genudpegning kun kan ske én gang.

Til § 5

Til stk. 1.

Universiteterne anmoder Akkrediteringsrådet om akkreditering af eksisterende og nye bachelor- og kandidatuddannelser samt masteruddannelser og anden deltidsuddannelse med henblik på efterfølgende godkendelse og dermed ret til at udbyde uddannelsen i Danmark, jf. også bemærkningerne til § 10. Omfattet af bestemmelsen er også fællesuddannelser, hvor udbuddet foregår i Danmark, men hvor visse dele af uddannelsen kun kan gennemføres i udlandet.

Til stk. 2.

Med den gældende universitetslov kan universiteterne kun udbyde uddannelserne nævnt i stk. 1 i Danmark. I det omfang universiteterne herudover kan udbyde uddannelser i udlandet, har der indtil nu ikke været et system til kvalitetssikring af disse uddannelser. Med bestemmelsen foreslås det, at det stilles som betingelse, at udbud af uddannelser i udlandet, som svarer til uddannelserne nævnt i stk. 1, enten skal akkrediteres af Akkrediteringsrådet eller kvalitetssikres i henhold til de nationale kvalitetssikringsregler i det land, hvor uddannelsen udbydes. Betingelsen foreslås for at sikre den nødvendige kvalitet i de danske universiteters uddannelsesudbud, også hvor der ikke er tale om uddannelser med statstilskud. Disse uddannelser omfattes ikke af de danske uddannelsesregler og godkendes derfor heller ikke efter § 10. Det foreslås, at universiteterne selv finansierer denne del af Akkrediteringsinstitutionens arbejde, jf. § 13, stk. 3.

Til stk. 3.

Det foreslås, at Akkrediteringsrådet får mulighed for at afvise anmodninger, hvor rådet umiddelbart kan konstatere, at uddannelsen enten ikke vil kunne akkrediteres eller godkendes. Der tænkes fx på situationer, hvor anmodningen ikke indeholder tilstrækkelig dokumentation for uddannelsens kvalitet og relevans, eller hvor rådet inden for de sidste to år har givet afslag på akkreditering af den samme eller en tilsvarende uddannelse, uden at forholdene har ændret sig væsentligt. Med bestemmelsens nr. 3 tænkes blandt andet på en situation, hvor rådet tidligt i forløbet bliver klar over, at videnskabsministeren vil anvende muligheden i § 10, stk. 3, for at beslutte, at uddannelsen ikke kan godkendes, eller hvor rådet selv umiddelbart kan konstatere, at uddannelsen ikke vil kunne godkendes grundet legalitetsmangler. Det kan fx være tilfældet, hvor oprettelsen af en uddannelse af universitetet er gjort betinget af nye statslige tilskud, som ikke kan bevilges, eller oprettelsen af uddannelsen er betinget af en ministeriel dispensation, som ikke kan opnås.

I de situationer, hvor det fx på grund af legalitetsmangler umiddelbart kan konstateres, at uddannelsen ikke vil blive godkendt, vil det ikke være hensigtsmæssigt at begynde en akkreditering af uddannelsen. I andre tilfælde vil det først vise sig senere i forløbet, at en uddannelse ikke vil kunne godkendes, fx fordi det ikke er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at oprette uddannelsen.

Til § 6

Til stk. 1 og 2.

Ved akkreditering af eksisterende uddannelser nedsætter det faglige sekretariat et akkrediteringspanel til at gennemføre akkrediteringsvurderingen. Med eksisterende uddannelser tænkes på uddannelser, som universitetet allerede udbyder. Panelet skal vurdere, om uddannelsens kvalitet og relevans lever op til de fastsatte kriterier. For at sikre kvaliteten af akkrediteringerne, samt at danske videregående uddannelser lever op til internationale standarder, skal der i panelet være deltagelse af anerkendte nationale og internationale eksperter. Panelet sekretariatsbetjenes af det faglige sekretariat. Panelets akkrediteringsvurdering af en uddannelses kvalitet og relevans afrapporteres i en akkrediteringsrapport, som udarbejdes af det faglige sekretariat.

Til stk. 3.

Flere uddannelser kan akkrediteres samlet, fx hvor en bachelor- og en kandidatuddannelse udgør et samlet uddannelsesforløb, med den virkning, at akkrediteringsperioden fastsættes for det samlede uddannelsesforløb. I praksis vil det fremgå af universitetets ansøgning om akkreditering, om forløbet ønskes akkrediteret samlet. Rådet tager stilling til, om der er tale om uddannelser, hvor gennemførelsen af den ene uddannelse er et adgangskrav for optagelse på den anden uddannelse. Universitetet kan udover disse situationer også have interesse i at anmode om en samlet akkreditering af flere uddannelser, som ligger inden for samme fagområde, og der er intet til hinder for, at behandlingen af sådanne uddannelser sker samlet, men akkrediteringen og akkrediteringsperioden fastsættes for den enkelte uddannelse.

Til § 7

Til stk. 1 og 2.

Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om akkreditering og fastsætter længden af den periode, en akkreditering af en uddannelse skal gælde for. I internationale sammenhænge akkrediteres uddannelser typisk for en periode på fem til syv år. Akkrediteringsrådet fastsætter akkrediteringsperiodens længde afhængigt af uddannelsestype (bachelor-, kandidat- og masteruddannelse), og periodens længde kan således variere fra uddannelsestype til uddannelsestype. Særlige forhold ved en uddannelse kan medføre, at Akkrediteringsrådet vælger at fastsætte en kortere akkrediteringsperiode end normalt for den pågældende uddannelsestype, fx hvis rådet vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt et forskningsmiljø knyttet til en kandidatuddannelse kan opretholdes i en periode på fem til syv år.

Kriterierne for kvalitet og relevans er udtryk for nogle overordnede mål og standarder, som uddannelsen skal opfylde, og der vil således fortsat være rum for en uddannelses naturlige videreudvikling.

Det foreslås, at Akkrediteringsrådet inden periodens udløb får mulighed for at undersøge, om kriterierne for en akkreditering fortsat opfyldes. Er dette ikke tilfældet, skal akkrediteringen trækkes tilbage. Rådet kan af egen drift vurdere, om kriterierne for akkrediteringen fortsat opfyldes, men vurderingen kan endvidere ske efter anmodning fra videnskabsministeren, fx hvis ministeren som led i sin tilsynsforpligtelse er blevet opmærksom på, at kriterierne muligvis ikke længere er opfyldt. Det forudsættes, at universitetet bidrager til den nødvendige oplysning af sagen. Hvis universitetet ikke imødekommer rådets anmodning om oplysninger, vil det kunne få processuel skadevirkning.

Hvis universitetet, på baggrund af en evaluering eller på anden måde, bliver opmærksom på, at kriterierne muligvis ikke længere er opfyldt, har universitetet pligt til at underrette rådet. Det gælder naturligvis kun vedrørende forhold, der påvirker uddannelsens kvalitet og relevans i negativ retning.

Til stk. 3.

Akkrediteringsrådet kan give en uddannelse en betinget akkreditering, hvis rådet vurderer, at uddannelsen opfylder de væsentligste kriterier, så som forskningsbasering, faglig kvalitet og dokumenteret behov for uddannelsen, men hvor uddannelsen ikke lever fuldt ud op til kriterierne for en positiv akkreditering. Det er samtidig en forudsætning, at rådet vurderer, at universitetet vil kunne rette op på forholdene inden for en kortere periode på fx et halvt til to år, sådan at uddannelsen ved periodens ophør vil opfylde kriterierne for kvalitet og relevans og derved opnå en positiv akkreditering.

Til stk. 4.

Afslag på akkreditering medfører, at uddannelsen ikke kan godkendes, jf. § 10, stk. 1. Med forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om forskningsrådgivning m.v. (Konsekvensændringer som følge af oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen), som fremsættes parallelt med dette lovforslag, foreslås det at ændre universitetsloven således, at universitetet ikke kan optage studerende på en eksisterende uddannelse, som ikke længere er godkendt. Samtidig foreslås det, at videnskabsministeren skal fastsætte en plan for, hvordan de studerende, som allerede er optaget, kan færdiggøre uddannelsesforløbet på den for de studerende mest hensigtsmæssige måde. Det foreslås i forlængelse heraf, at ministeren får mulighed for at pålægge andre universiteter at optage de pågældende studerende eller at overtage ansvaret for uddannelsen på det pågældende universitet. Det forudsættes, at ministeren inden fastsættelse af planen drøfter den mest hensigtsmæssige løsning for de studerende med de involverede universiteter.

Til § 8

Til stk. 1.

Det er som udgangspunkt det faglige sekretariat, der nedsætter ekspertpaneler og udarbejder akkrediteringsrapporter på videnskabsministerens område. Rådet kan dog beslutte at anvende en anden internationalt anerkendt aktør, hvis rådet vurderer, at en anden aktør vil kunne løse opgaven bedre, eller hvis rådet vurderer, at der er behov for at afsøge markedet for at afprøve sekretariatets konkurrencedygtighed.

Til stk. 2.

På nogle uddannelsesområder er der i dag etableret internationale akkrediteringsordninger. Disse akkrediteringer anvendes som dokumentation for kvalitet inden for uddannelsesområdet over for blandt andet internationale samarbejdspartnere og studerende. Det vil derfor være naturligt, at internationale akkrediteringsrapporter om danske uddannelser kan indgå i en dansk akkreditering, forudsat at akkrediteringen er gennemført af en internationalt anerkendt aktør.

Det vil endvidere være naturligt at anvende muligheden i forbindelse med akkreditering af fællesuddannelser, hvor udbuddet af uddannelsen foregår i Danmark, men hvor visse dele af uddannelsen kun kan gennemføres i udlandet.

For at sikre ensartethed og kvalitet i akkrediteringen er det en forudsætning, at akkrediteringsvurderingen og -rapporten opfylder de fastsatte kriterier for kvalitet og relevans efter § 11. Der kan dog udarbejdes en supplerende rapport, hvis den oprindelige rapport ikke tager stilling til alle relevante kriterier.

Til § 9

Til stk. 1.

Ved akkreditering af en ny uddannelse foretager det faglige sekretariat en vurdering af uddannelsens potentielle kvalitet og relevans. Med nye uddannelser tænkes på uddannelser, som universitetet ikke tidligere har fået akkrediteret. Vurderingen baseres på universitetets ansøgning, herunder dokumentationsmateriale så som uddannelsesplaner og -rammer, samarbejde med aftagere og arbejdsmarkedsforhold for tilsvarende uddannelser.

Da en ny uddannelse ikke har et etableret studiemiljø, vil det som hovedregel ikke være hensigtsmæssigt at få foretaget en bedømmelse af et akkrediteringspanel. I særlige tilfælde, fx hvis et universitet ansøger om akkreditering af en ny uddannelse inden for et fag eller fagområde, hvor der ikke allerede udbydes tilsvarende eller beslægtede uddannelser i Danmark, kan der nedsættes et fagligt panel.

Hvis det ansøgende universitet allerede udbyder uddannelser inden for hovedområdet, og der udbydes tilsvarende uddannelser på andre universiteter, udgør disse forhold relevante benchmark for sekretariatets vurdering af den potentielle kvalitet. Når akkrediteringsperioden er udløbet, skal uddannelsen akkrediteres efter §§ 6-8, og der nedsættes i den forbindelse et fagligt panel, som vurderer uddannelsens kvalitet og relevans.

Med forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om forskningsrådgivning m.v. (Konsekvensændringer som følge af oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen), som fremsættes parallelt med dette lovforslag, foreslås det at ændre forskningsrådgivningsloven. Med ændringen foreslås det, at Akkrediteringsinstitutionen får mulighed for at anmode Det Frie Forskningsråd om forskningsfaglig vejledning, på samme måde som videnskabsministeren i dag har mulighed herfor, såfremt Akkrediteringsinstitutionen i forbindelse med vurderingen af den forskningsmæssige kvalitet og tyngde af det bagvedliggende forskningsmiljø finder behov herfor.

Flere uddannelser kan akkrediteres samlet, fx hvor en bachelor- og en kandidatuddannelse udgør et samlet uddannelsesforløb, jf. også bemærkningerne til § 6, stk. 3.

Til stk. 2 og 3.

Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om akkreditering på baggrund af en akkrediteringsrapport. For at sikre, at Akkrediteringsrådet har et tilstrækkeligt grundlag for den første akkreditering af en uddannelse, foreslås det, at perioden for akkrediteringen fastsættes til uddannelsens normerede studietid tillagt to år, således at en bacheloruddannelse som udgangspunkt får fem år, en kandidatuddannelse fire år osv. Der er således mulighed for at få tre årgange igennem uddannelsen, hvorved der skabes et grundlag for såvel kvalitets- som relevansvurderingen ved akkrediteringen efter §§ 6-8. Hvis en ny bachelor- og kandidatuddannelse akkrediteres samlet, gælder akkrediteringen for syv år.

Til stk. 4.

Akkrediteringsrådet kan trække en akkreditering tilbage inden periodens udløb, jf. også bemærkningerne til § 7, stk. 2.

Til stk. 5.

Afslag på akkreditering har den følge, at uddannelsen ikke kan godkendes, jf. § 10, stk. 1. Afgørelsen skal begrundes i overensstemmelse med forvaltningslovens krav.

Til § 10

Til stk. 1.

Universiteternes udbud af uddannelser skal efter gældende ret godkendes af videnskabsministeren. I ministerens godkendelse af de enkelte uddannelser indgår blandt andet en taxameterindplacering samt en legalitetskontrol af, at uddannelsen opfylder de gældende regler.

Det foreslås med bestemmelsen, at ministerens godkendelseskompetence overføres til Akkrediteringsrådet, jf. dog stk. 3, således at rådet efter en afgørelse om akkreditering kan godkende uddannelsen med den virkning, at staten yder tilskud til uddannelsen i henhold til reglerne i universitetsloven. Heri ligger også, at rådet i forbindelse med afgørelsen har et ansvar for legalitetskontrollen, og rådet skal dermed sikre, at uddannelsen lever op til blandt andet uddannelsesreglerne. Godkendelsen gælder for en periode svarende til akkrediteringsperioden.

Til stk. 2.

Ministeren har fortsat det overordnede ansvar for økonomien, og det forudsættes således, at ministeren inden rådets godkendelse fastlægger uddannelsens taxameterindplacering i henhold til universitetsloven. Taxameterindplaceringen sker på baggrund af en indstilling fra Akkrediteringsrådet. Endvidere skal ministeren på baggrund af en indstilling fra rådet fastlægge specifikke adgangskrav for bacheloruddannelser samt uddannelsestitler. Adgangskravene vil, som i dag, blive fastsat i bekendtgørelsesform i henhold til universitetsloven.

Uddannelsernes normering er i universitetsloven fastsat til 180 ECTS-point for bacheloruddannelser og 120 ECTS-point for kandidatuddannelser. Ministeren kan efter universitetsloven dog rent undtagelsesvis fravige denne normering, og det er med lovforslaget tanken, at rådet i sådanne tilfælde indstiller en eventuel anden normering til ministeren. Ministeren kan endvidere fastsætte maksimumrammer for tilgangen til uddannelserne (dimensionering) i henhold til universitetsloven. Det foreslås, at rådet også skal indstille en eventuel dimensionering til ministeren.

Hvis rådet ikke følger universitetets forslag til indstilling, skal rådet i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper høre det pågældende universitet, inden indstillingen afgives til ministeren.

Den nærmere sagsgang for akkreditering og godkendelse fastlægges i bekendtgørelsen, der udstedes i henhold til § 11.

Til stk. 3.

Det foreslås, at videnskabsministeren som den øverste ansvarlige for økonomien og legaliteten på ministerområdet fastholder en mulighed for i visse situationer at stoppe godkendelsen, jf. stk. 1, og dermed finansieringen, af uddannelser. Bestemmelsen finder alene anvendelse i særlige situationer, hvor uddannelsen ikke opfylder lovgivningsmæssige krav, eller oprettelsen af uddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes hensigtsmæssig. Der tænkes her blandt andet på situationer, hvor en uddannelse ønskes oprettet i et geografisk område, hvor dette af hensyn til lignende uddannelser i området vil kunne være uhensigtsmæssigt. Tilsvarende vil oprettelsen af en uddannelse kunne være uhensigtsmæssig i situationer, hvor en lignende uddannelse allerede eksisterer under en anden minister. I en sådan situation drøftes sagen mellem ministrene, inden der træffes beslutning om uddannelsens godkendelse.

Ministeren vil med bestemmelsen også fortsat have kompetencen til at beslutte, at der ud fra økonomiske betragtninger ikke kan ske godkendelse af uddannelser med høje omkostninger, som kan føre til lovregulerede erhverv, og hvor autorisation gives af en anden minister eller myndighed, fx lægevidenskab (læge), veterinærvidenskab (dyrlæge), odontologi (tandlæge) og klinisk biomekanik (kiropraktor). Beslutningen forudsætter ved disse uddannelser forudgående drøftelser med den relevante minister.

Med forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om forskningsrådgivning m.v. (Konsekvensændringer som følge af oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen), som fremsættes parallelt med dette lovforslag, foreslås det at ændre universitetsloven således, at videnskabsministeren ikke længere skal godkende aftaler mellem danske og udenlandske universiteter om gennemførelse af dele af en uddannelse i udlandet (fællesuddannelser). Med denne bestemmelse vil videnskabsministeren dog fortsat have mulighed for at stoppe godkendelse af fællesuddannelser, der ikke lever op til kravene i universitetsloven eller regler udstedt i medfør heraf.

Det pågældende universitet skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, inden ministeren træffer afgørelse.

Til stk. 4.

Da akkreditering er en forudsætning for godkendelse efter stk. 1, bortfalder godkendelsen, hvis akkrediteringen trækkes tilbage efter § 7, stk. 2, eller § 9, stk. 4.

Til stk. 5.

Da uddannelsesgodkendelsen er en forudsætning for, at uddannelsen kan modtage tilskud efter universitetsloven, foreslås det, at rådet straks skal indberette godkendelse til videnskabsministeren.

Til § 11

Det foreslås, at videnskabsministeren fastlægger de kriterier, som skal danne grundlag for Akkrediteringsrådets vurdering af en uddannelses kvalitet og relevans. Kriterierne udarbejdes i dialog med relevante parter, herunder universiteter, organisationer på arbejdsmarkedet og studenterorganisationer.

Kriterierne for kvalitet vil fx omhandle forskningsbasering (antal forskere pr. studerende, publicering, citationer, antal forskere, der underviser m.v.), uddannelsens struktur og tilrettelæggelse, intern kvalitetssikring af uddannelsen samt uddannelsens faglige profil og niveau m.v. Kvalitetskriterierne skal fastsættes i overensstemmelse med internationale standarder for kvalitetsmålinger. I international sammenhæng er det ikke gængs at opstille kriterier for relevans. Der er derfor behov for nytænkning i forbindelse med fastsættelse af kriterier herfor. Kriterier for relevans vil blandt andet vedrøre behovet for uddannelsen på arbejdsmarkedet. Ved akkreditering af nye uddannelser skal institutionerne fx dokumentere, at der er behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet, at uddannelsen har et klart erhvervssigte, og at der kan identificeres klare aftagergrupper for kommende dimittender. Endvidere skal institutionen dokumentere, at relevante aftagere har været involveret i udviklingen af uddannelsen. I lighed hermed skal institutionerne dokumentere, at de for allerede eksisterende uddannelser fx indgår i en løbende dialog med aftagere og dimittender om udviklingen af uddannelsen. Det er forventningen, at videnskabsministeren senere i denne folketingssamling vil fremsætte forslag til lov om ændring af universitetsloven, hvor det blandt andet foreslås, at universiteterne skal etabler e aftagerpaneler, som skal sikre systematisk dialog med aftagerne om uddannelsernes kvalitet og relevans for samfundet med henblik på fx udvikling af nye og eksisterende uddannelser og udvikling af nye undervisnings- og eksamensformer. I forbindelse med udarbejdelse af nærmere regler om sagsgangen ved akkreditering vil der blive taget stilling til, hvordan aftagerpanelerne bliver inddraget i akkrediteringsprocessen.

Behovet for uddannelsen på arbejdsmarkedet kan også dokumenteres konkret gennem dimittendernes arbejdsmarkedssituation, herunder beskæftigelses- og ledighedsgrader. Specielt relevanskriterierne forventes at skulle justeres med jævne mellemrum i samarbejde med relevante parter. Hermed sikres det, at blandt andet arbejdsmarkedets parter involveres i diskussionen af relevans.

Der kan fastsættes særlige kriterier for forskellige uddannelsestyper. Ved uddannelser, som kan føre til lovregulerede erhverv, og hvor autorisation gives af en anden minister eller myndighed, skal der fx fastsættes kriterier, som sikrer, at uddannelsen opfylder uddannelsesrelevante og lovgivningsmæssige krav på området. Dette forudsætter, at rådet drøfter uddannelsens indhold med den myndighed, der administrerer det pågældende lovregulerede erhverv.

Akkrediteringsinstitutionen skal inden for bekendtgørelsernes rammer udmønte kvalitets- og relevanskriterierne i måle- og dokumentationspunkter. Det skal fastsættes, hvilke kriterier uddannelserne skal opfylde for at blive akkrediteret (skal-kriterier), og hvilke kriterier uddannelserne har mulighed for at dokumentere opfyldt inden for en kortere periode (betinget akkreditering). For således at sikre gennemsigtighed og en ensartet implementering af kriterierne skal det fastsættes klart, hvordan akkrediteringskriterierne for kvalitet og relevans opfyldes.

Det foreslås desuden, at videnskabsministeren fastlægger den nærmere sagsgang for akkrediteringsforløbet og godkendelsen. Det er vigtigt, at der sker en hurtig og smidig sagsbehandling af nye og eksisterende uddannelser, og i forlængelse heraf giver bestemmelsen også videnskabsministeren mulighed for at fastsætte regler om tidsfrister i akkrediteringsforløbet. Ministeren forventes dog først at fastsætte sådanne regler, når der foreligger et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag, og såfremt det viser sig at være hensigtsmæssigt. Fastsættelse af eventuelle tidsfrister for akkrediteringsforløbet sker efter drøftelse med undervisningsministeren og kulturministeren.

Til § 12

Til stk. 1.

Det foreslås med bestemmelsen, at akkreditering af videregående uddannelse på undervisningsministerens område sker efter reglerne i det forslag til lov om erhvervsrettede videregående uddannelser, som undervisningsministeren agter at fremsætte for Folketinget i denne samling. Enkelte andre videregående uddannelser, som er omfattet af anden lovgivning, vil også blive akkrediteret efter disse regler. Undervisningsministeren skal godkende en uddannelse efter akkrediteringen. Ministerens godkendelse er betinget af, at udbuddet er blevet positivt eller betinget positivt akkrediteret af Akkrediteringsrådet. Godkendte uddannelser skal akkrediteres efter en plan fastsat af undervisningsministeren i samarbejde med rådet.

Akkrediteringen af eksisterende uddannelser foretages i henhold til kriterier for relevans og kvalitet, der fastsættes af undervisningsministeren. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om procedure for godkendelse af udbud af uddannelser. Der henvises herom til forslaget til lov om erhvervsrettede videregående uddannelser med tilhørende bemærkninger. Akkreditering af videregående uddannelse på undervisningsministerens område foreslås gennemført fra den 1. januar 2008, jf. § 16, stk. 2.

Den samlede behandling af en uddannelsesinstitutions ansøgning om uddannelsesudvikling eller ændringer i udbudsstruktur kan tilrettelægges forskelligt ud fra hensyn til uddannelsessektorernes forskellige formål, kultur og praksis, men skal ske under hensyntagen til, at sektorerne sikres lige udviklingsmuligheder.

Til stk. 2.

På Kulturministeriets område vil de nærmere regler om akkreditering blive fastsat i en bekendtgørelse. Det vil blandt andet fremgå af reglerne, at kulturministerens godkendelse af udbud af uddannelser er betinget af, at uddannelsen er blevet positivt eller betinget positivt akkrediteret af Akkrediteringsrådet. Kun uddannelser, som får en positiv eller en betinget positiv akkreditering, vil fortsat kunne udbydes og blive finansieret af kulturministeren.

For så vidt angår akkreditering af nye uddannelser skal der først ske en screening i Kulturministeriet af, om der er grundlag for at igangsætte akkrediteringsprocessen. Kulturministeren kan standse processen ud fra overordnede samfundsøkonomiske betragtninger. Det vil også komme til at fremgå af reglerne, at kulturministeren kan nægte at godkende udbuddet af både en eksisterende og en ny uddannelse, selv om den er blevet positivt akkrediteret, hvis en lignede uddannelse allerede udbydes på et andet ministerområde. I sådanne tilfælde drøftes sagen mellem de involverede ministre, inden kulturministeren tager endelig stilling til godkendelsen.

Kulturministeren fastsætter for så vidt angår eksisterende uddannelser nærmere regler for relevans og kvalitet, som forventes fastsat inden for fx følgende hovedområder: Uddannelsens struktur og organisering, faglige profil, intern kvalitetssikring, det faglige miljø, forskningen, kunstnerisk udviklingsvirksomhed samt arbejdsmarkedets behov for uddannelsen. Kriterierne vil blive fastsat efter drøftelse med blandt andet uddannelsesinstitutionerne og repræsentanter for aftagerne.

Til stk. 3.

Kulturministeren bestemmer, hvilken internationalt anerkendt akkrediteringsaktør der skal varetage de faglige opgaver i forhold til akkreditering, herunder udarbejdelse af akkrediteringsrapporten, som Akkrediteringsrådet skal lægge til grund for akkrediteringen. Det kan være det faglige sekretariat eller Danmarks Evalueringsinstitut. Det kan også være en anden internationalt anerkendt akkrediteringsaktør. Det er en forudsætning, at akkrediteringsrapporten er udarbejdet i overensstemmelse med de kriterier, som vil blive fastsat i medfør af stk. 2.

På Kulturministeriets område vil den internationalt anerkendte akkrediteringsaktør nedsætte de akkrediteringspaneler bestående af faglige eksperter, som skal vurdere uddannelsens kvalitet og relevans i forhold til de fastsatte kriterier.

Til stk. 4.

Med bestemmelsen foreslås det, at Akkrediteringsrådet kan akkreditere uddannelser under andre ministre efter aftale med videnskabsministeren. Vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om akkrediteringen.

Der har fra flere sider været vist interesse for akkreditering af andre uddannelser, herunder uddannelser under andre ministre, hvor uddannelsen finder sted hos en arbejdsgiver og som led i et ansættelsesforhold, fx Politiskolen på Justitsministeriets område. Det vurderes, at der på netop dette område er en glidende overgang fra de offentlige til de private uddannelser, idet uddannelsens karakter bestemmes af arbejdsgiverens placering i henholdsvis offentligt eller privat regi. Denne placering kan også ændres over tid, fx hvor en statsvirksomhed omdannes til et aktieselskab. For at forhindre en uhensigtsmæssig konkurrencesituation, hvor statslige og private arbejdsgivere behandles forskelligt, foreslås det, at videnskabsministeren får mulighed for efter indstilling fra vedkommende minister at godkende, at alle arbejdsgiverbaserede uddannelser kan akkrediteres. Muligheden er et tilbud til de arbejdsgiverbaserede uddannelser, og det vil således være frivilligt, om man vil lade uddannelsen akkreditere. Med vedkommende minister tænkes på ministeren for det pågældende erhvervsområde.

Til § 13

Til stk. 1.

Udgifterne til Akkrediteringsinstitutionens arbejde afholdes som udgangspunkt af videnskabsministeren. Endvidere afholder videnskabsministeren udgifter til akkrediteringsrapporter, som Akkrediteringsrådet modtager fra en anden internationalt anerkendt aktør end det faglige sekretariat i henhold til § 8, stk. 1. Undervisningsministeren og kulturministeren afholder selv udgifter til udarbejdelse af akkrediteringsrapporter m.v. Såfremt et universitet anmoder om at få en anden akkrediteringsaktørs akkrediteringsrapport lagt til grund for Akkrediteringsrådets afgørelse om akkreditering, jf. § 8, stk. 2, kan universitetet ikke få refunderet de udgifter, som universitetet måtte have haft i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten.

Til stk. 2.

Det foreslås, at andre ministre afholder udgifterne til akkreditering af uddannelser på deres område.

Til stk. 3.

I det omfang rådet akkrediterer uddannelser som nævnt i § 5, stk. 2, og private uddannelser efter § 12, stk. 4, skal dette ske som indtægtsdækket virksomhed efter reglerne herom i Finansministeriets Budgetvejledning.

Til § 14

Til stk. 1 og 2.

Parter kan indbringe klager over retlige spørgsmål ved rådets afgørelser for Universitets- og Bygningsstyrelsen, fx klager over sagsbehandlingsfejl i forhold til de almindelige forvaltningsretlige regler. Det faglige indhold i rådets afgørelser kan ikke påklages til styrelsen.

Til stk. 3.

Videnskabsministeren kan delegere sine kompetencer efter loven til Universitets- og Bygningsstyrelsen. Videnskabsministeren får samtidig mulighed for at bestemme, at styrelsens afgørelser ikke kan indbringes for ministeren, både hvor styrelsen træffer afgørelse i en klagesag efter stk. 2, og hvor styrelsen træffer afgørelse som følge af delegation efter stk. 3.

Til § 15

Til stk. 1 og 2.

Sagsbehandlingen i forbindelse med akkreditering skal være kendetegnet ved åbenhed og gennemsigtighed. Akkrediteringsrådet skal fortløbende offentliggøre en oversigt over alle akkrediteringsansøgninger og deres status. Rådet skal desuden offentliggøre alle akkrediteringsrapporter, sådan at interesserede brugere kan orientere sig om kvaliteten og relevansen af videregående uddannelser i Danmark. Endelig skal rådet offentliggøre en samlet oversigt over alle akkrediterede videregående uddannelser i Danmark til brug for både nationale og internationale studerende og andre brugere.

Til § 16

Til stk. 1 og 2.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2007 på videnskabsministerens område, mens den først skal træde i kraft for de øvrige ministerområder den 1. januar 2008.

Til § 17

Til stk. 1 og 2.

De eksisterende uddannelser på universitetsområdet forventes akkrediteret inden for en periode på tre til fem år efter en plan, som udarbejdes af Akkrediteringsrådet. Videnskabsministeren godkender plan samt budget for akkreditering af universitetsuddannelserne. Uddannelser, der ved lovens ikrafttræden udløser tilskud i henhold til universitetsloven, modtager uændret tilskud, indtil der er foretaget en akkrediteringsvurdering efter ovennævnte plan. Uddannelser, der herefter ikke lever op til de fastsatte kriterier, kan universitetet ikke længere optage studerende på.

Til stk. 3.

Akkreditering af Undervisningsministeriets videregående uddannelser gennemføres fra den 1. januar 2008 efter en plan, som fastsættes af undervisningsministeren i samarbejde med rådet, jf. reglerne i det lovforslag, som undervisningsministeren agter at fremsætte for Folketinget i denne samling.

Til stk. 4.

Akkreditering af Kulturministeriets videregående uddannelser gennemføres fra den 1. januar 2008 efter en plan, som fastsættes af kulturministeren i samarbejde med rådet.

Til § 18

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.