L 11 Forslag til lov om ændring af lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, lov om omsætning af fast ejendom, lov om translatører og tolke og lov om dispachører samt ophævelse af lov om registrerede arkitekter.

(Forenkling af adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i Danmark).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2006

Fremsættelse: 04-10-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l11_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2006)

 

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, lov om omsætning af fast ejendom, lov om translatører og tolke, lov om dispachører og ophævelse af lov om registrerede arkitekter. (Forenkling af adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i Danmark).

(Lovforslag nr. L 11).

Lovforslaget fremsættes med henblik på implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Direktivet implementeres endeligt ved udstedelse af en bekendtgørelse og ved tilpasninger af ressortlovgivning for de enkelte lovregulerede erhverv.

Det nye direktiv samler reglerne fra 15 hidtil gældende direktiver i ét, som i forenklet form indeholder de samme grundlæggende betingelser og garantier som de hidtidige direktiver for, at personer med udenlandske erhvervskvalifikationer kan udøve et lovreguleret erhverv i et andet EU-land. Derudover indføres der med det nye direktiv en lettere adgang til at udøve tjenesteydelser på området for lovregulerede erhverv midlertidigt eller lejlighedsvist. Lovgivningen for det enkelte lovregulerede erhverv kan om nødvendigt bestemme, at der skal gælde krav om anmeldelse, hvis en person med udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer ønsker at udøve tjenesteydelser inden for et lovreguleret erhverv midlertidigt eller lejlighedsvist, ligesom der gives mulighed for forudgående kontrol af tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis hensynet til tjenestemodtagers sundhed og sikkerhed tilsiger det.

Statsborgere fra EU-lande, EØS-lande og Schweiz, der ønsker adgang til at udøve erhverv, som er lovreguleret i Danmark, er omfattet af direktivet. Forslaget forventes at gøre det lettere for disse statsborgere midlertidigt eller lejlighedsvist at udøve et lovreguleret erhverv her i landet.

For så vidt angår tredjelandestatsborgere, er det som udgangspunkt overladt til den danske lovgivning, i hvilket omfang disse kan få adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i Danmark. Disse statsborgeres rettigheder berøres ikke af lovforslaget.

De udvalg, der hidtil har bistået Kommissionen med arbejdet med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, nedlægges og erstattes med ét udvalg, det såkaldte "art 58-udvalg". Undervisningsministeriet påtager sig i naturlig forlængelse af den nuværende koordinatorfunktion rollen som den faste repræsentant i art 58-udvalget med mulighed for at sammensætte delegationer til møderne, hvor repræsentanter fra øvrige relevante myndigheder kan deltage.

Lovforslaget indeholder endvidere ændringer som følge af direktivet på dele af Økonomi- og Erhvervsministeriets område. Der foreslås ændringer i revisorlovgivningen, i lov om omsætning af fast ejendom, i lov om translatører og tolke samt i lov om dispachører. Endeligt foreslås lov om registrerede arkitekter ophævet, idet loven i praksis ikke har været anvendt i flere år.

Direktivet skal være fuldt implementeret senest den 20. oktober 2007.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. oktober 2007.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.