Skriftlig fremsættelse (13. december
2006)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Revision af reglerne om magtanvendelse)
(Lovforslag nr. L 106).
Reglerne i lov om social service om magtanvendelse
og andre indgreb i selvbestemmelsesretten blev senest revideret med
lov nr. 343 af 24. maj 2003, som trådte i kraft 1. juli 2003.
Lov nr. 343 indeholder en bestemmelse om, at der senest i
folketingsåret 2006-07 skal fremsættes forslag til
revision af regelsættet.
Dette lovforslag indeholder en præcisering
af hjemlen til, at nødvendig, akut anvendelse af magt og
tvang fx i form af fastholdelse, vil kunne foretages af private
serviceleverandører, herunder af kommende
leverandører af service i forbindelse med friplejeboliger,
samt i kommende regionale tilbud. Der foreslås en ny
revisionsbestemmelse til folketingsåret 2009-2010.
En evaluering af loven har ikke givet anledning
til indholdsmæssige ændringer i loven. Imidlertid har
der været rejst tvivl om hjemmelsgrundlaget for, at private
og kommende regionale serviceleverandører ville kunne
benytte reglerne om nødvendig tvang, hvorfor denne hjemmel
med forslaget præciseres.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.