Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 201:
Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven. (Højere bøder i narkosager og kriminalisering af at besidde mobiltelefoner i fængsler m.v.). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 28/3 2007).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det sidste lovforslag gik jo lidt hurtigt, og det her tror jeg ikke tager ret meget længere tid. Skulle der være nogen, der sidder hjemme ved fjernsynet, skal jeg beklage den forringede lydkvalitet. Det er min stemme, det er galt med. Billedkvaliteten må en plastikkirurg klare.
     Lovforslaget indeholder to punkter. Punkt et er, at vi skærper straffen for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Det gør vi, ud fra at vi har for mange af de såkaldte rich kids, altså vi har alt for mange, der tager på diskoteker, dem, der har lommerne fulde af penge. Det betyder ikke noget, at man er ung og smart, og det er tekno, og man mener, at det at besidde narko, når det er til eget forbrug, overhovedet ikke er farligt. Intet kan være mere forvrøvlet. Det er meget, meget farligt at besidde og indtage narkotika.
     Man er hooked på det, før man selv regner med det, og alle siger jo, inden de indtager narko: Jeg kan styre det, jeg kan holde op, når det passer mig. Det viser sig, at det er der altså mange der ikke kan. Her er det ligesom at springe ud fra Eiffeltårnet. Lykkes det ikke første gang, får man jo ikke et forsøg mere. Er man først på narko, så er man uhelbredeligt og uhjælpeligt på narko.
     Derfor vil vi sende det klare signal, at det koster kassen at være i besiddelse af narko, og det er bedre, end at det koster helbredet. Der er så desværre nogle, om hvem vi må sige, at de allerede er håbløse narkomaner. At vælge at give dem en bøde på 2.000-3.000 kr. hver gang, det er jo at sende dem i fængsel hver gang. Der må vi lægge den mere pragmatiske indgangsvinkel, at problemet er størst for dem selv, og at vi ikke vil sende dem i fængsel. Derfor er det stadig væk muligt at få en advarsel.
     Men problemet er jo størst for dem, og hvis der er nogen, der tror, at det er dejligt at være håbløs narkoman, fordi man så kan slippe for at få en bøde, ja, så er man allerede hjerneskadet.
     Det andet punkt i lovforslaget er vedrørende mobiltelefoner. Det er sådan i dag i fængsler og i arresthuse, at der, især når man sidder varetægtsfængslet, er noget, der hedder brev- og besøgskontrol, og det er man rimelig striks med. Men er der nogle, der får smuglet en mobiltelefon ind, så er der rent faktisk ingen sanktioner i forhold til at tale i den mobiltelefon.
     Den sanktion vil vi lægge ind nu, så det ved lov bliver forbudt at være i besiddelse af en mobiltelefon inde i fængslerne. Samtidig skal det også være forbudt at bringe den ind til folk, som sidder inde, og derfor gør vi det også ulovligt at smugle en mobiltelefon ind til en indsat. Det er vi i Venstre helt enige i, og derfor kan vi støtte lovforslaget.

     Så er der selvfølgelig muligheden, som skal være tilstede, for, at kommer der en, man er i tvivl om, og vil han ikke lade sig undersøge, altså kropsvisitere, så man kan se, om han eventuelt er i besiddelse af en mobiltelefon, så kan man kun vende ham 180 grader og sige: Jamen så kommer du ikke ind her.
     Den mulighed skal være der, og Venstre støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Bødskov.

Som det allerede har været fremme, har lovforslaget som det første mål at forhøje bøderne ved ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer. For det andet er formålet at lempe lovgivningen, så socialt udsatte grupper, som har et vedvarende misbrug af stoffer, i højere grad vil få advarsler som i dag frem for bøder for besiddelse af euforiserende stoffer.
     Der er ingen tvivl om, at udbredelsen af euforiserende stoffer i vores samfund er et meget alvorligt problem, som der til stadighed skal sættes stærkere ind over for. Narkomaner og andre afhængige skal hjælpes ud af deres problemer; unge festnarkomaner skal mærke, at deres weekendrus ikke er en fest, men rent faktisk kriminalitet, og der skal sættes hårdere ind over for bagmændene bag narkoen.
     På baggrund af indstilling fra Rigsadvokaten lægges der nu op til, at bødeniveauet ændres i sager om ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, så bødeniveauet for besiddelse af hash og lignende stoffer til eget forbrug bliver på 2.000 kr. eller mere, og i forlængelse heraf hæves bøderne for besiddelse af særlig farlige eller skadelige stoffer, f.eks. heroin, kokain, amfetamin og ecstasy til mindst 3.000 kr. I gentagelsestilfælde forhøjes bøderne anden gang med 50 pct. og tredje gang med 100 pct.
     I Socialdemokratiet mener vi, at bødestørrelserne her er rimelige, ikke mindst set i forhold til andre bødesatser, altså 5.000 kr. for eksempelvis at blive taget med en såkaldt butterflykniv på en skole eller en bøde på 2.000 kr. første gang, man stjæler en knallert. De nuværende bødesatser synes ikke at have en tilstrækkelig præventiv effekt. Spørger man sig lidt omkring, vil man vide, at også selv meget farlige euforiserende stoffer er i kraftig udbredelse i mange ungdomsmiljøer, og de steder, hvor de ikke er det, kan de ofte skaffes inden for ganske kort tid. Det er en skidt udvikling, som vi i Socialdemokratiet mener vi skal gøre alt for bliver stoppet. Uanset hvor festligt et lag euforiserende stoffer indtages i, er der en risiko for, at weekendrusen bliver til misbrug og undergang for den enkelte. Og under alle omstændigheder kan man være næsten helt sikker på, at der bag weekendrusens doser findes grov og organiseret kriminalitet. Vi er overbeviste om, at højere bødetakster er en del af svaret på problemerne med den kraftige udbredelse af euforiserende stoffer i visse miljøer. Mange af de problemer, som politi og sociale myndigheder oplever med unge i dag, kan henføres til udbredelsen af euforiserende stoffer. Vi ser derfor det her tiltag i naturlig sammenhæng med styrkelsen af SSP-samarbejdet og den generelle styrkelse af det lokale kriminalpræventive arbejde, som blev sikret med den sidste år vedtagne politireform. I Socialdemokratiet er vi samtidig tilfredse med, at lovforslaget alene sigter på at hæve bødesatserne og ikke sænke grænsen for frihedsstraf. Ligeledes er vi tilfredse med, at den gældende praksis, hvor der gælder en halvering af de bøder, unge under 18 år får, og også en halvering af de bøder, personer med særlig lav indtægt får, opretholdes. Endelig mener vi, at det er helt rigtigt at lempe straffen for særligt udsatte grupper med vedvarende afhængighed af stoffer. Det er et rigtigt skridt, og vi håber på, at det er et udtryk for en ændret opfattelse i regeringen af, hvordan denne gruppe skal håndteres. Som et andet element indeholder lovforslaget et forslag om at gøre det strafbart for anholdte og fængslede personer uretmæssigt at besidde eksempelvis mobiltelefon i arresthus og i lukket fængsel. Samme ændring sker, som det allerede har været fremme, for besøgende og udefrakommende, så begge grupper nu kan straffes med bøde eller fængsel i op til 6 måneder, hvis man eksempelvis smugler en mobiltelefon ind til en indsat. Problemet er stort for Kriminalforsorgen, som det også er omtalt i lovforslaget. Mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr kan forhindre og obstruere efterforskning, og Socialdemokratiet støtter derfor det her tiltag, men samtidig, som den foregående ordfører var inde på, muligheden for at foretage legemsundersøgelse, selvfølgelig efter de gældende regler, hvor der, som vi ved i dag, også er en læge tilstede. På den baggrund kan Socialdemokratiet støtte forslaget.

Jeg siger tak til hr. Morten Bødskov. Så er det hr. Kim Christiansen som ordfører.

Som et led i den nultolerancepolitik, som Dansk Folkeparti også bakker varmt op om, når vi taler euforiserende stoffer, vil man med forslaget her hæve bødestørrelserne væsentligt for, som der står, besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug. Det synes jeg er en ganske glimrende ting. Jeg ved ikke, om det gør den store forskel, om man uddeler bøder på Christiania på 300 kr. eller på 2.000 kr. for besiddelse af hash, for jeg tror nemlig ikke, at nogen af dem bliver betalt. Men over for det, som hr. Karsten Nonbo nævnte, nemlig de mere velhavende, hvor det mere eller mindre er et modefænomen, vil det her kunne have en præventiv virkning.

     Jeg kunne godt tænke mig, at vi under udvalgsarbejdet fik præciseret nogle ting i lovforslaget, for jeg synes, at der er mange uklare momenter i det. Bl.a. vil man skærpe straffen for besiddelse af stoffer til eget brug. Folk, der har stoffer til eget brug, må man formode har en eller anden form for afhængighed, ellers er det jo til videre salg. Men der står også i forslaget, at når det er til eget brug, så slipper man med en advarsel, for så er man afhængig.
     Der kunne jeg også godt tænke mig, at der lå et behandlingstilbud i det, så vi ikke bare render rundt og uddeler advarsler i flæng, men også går ind og reelt gør noget ved det problem, der står lige foran os, nemlig at der står et ungt menneske, som er dybt afhængig af narkotika. Så kan det ikke nytte noget, at vi bare sparer vedkommende for en bøde og siger, at du får altså en advarsel, men i øvrigt ikke gør noget ved pågældendes afhængighed. Sådan nogle ting kunne jeg godt have tænkt mig også havde været med i forslaget.
     Den anden del af det er kriminalisering af indsmugling og besiddelse af mobiltelefoner i arresthuse og lukkede fængsler. Det er selvfølgelig ganske glimrende, at man får det kriminaliseret med bøde eller op til 6 måneders ubetinget fængsel.
     Der står i forslaget, at der bliver givet bedre mulighed for legemsundersøgelse af sigtede for at hindre indsmugling og besiddelse. Jeg synes måske ikke, at problemet er så stort, hvis man fører en sigtet fra retten og over til afsoning. Jeg kunne også tænke mig, at den mulighed måske også blev givet i relation til besøgende, for jeg tror, at størstedelen af de mobiltelefoner, der kommer ind i arresthuse og i fængsler i dag, kommer fra de besøgende. Så det er også sådan en lille ting, jeg godt kunne tænke mig at få præciseret nærmere. Det kan være, at justitsministeren kan redegøre nærmere for det.
     Så ligger der også en beføjelse til ministeren om at kunne dispensere fra regler om kommunikationsudstyr. Jeg vil da også godt vide, hvad der nærmere ligger i det, om det er sådan, at ministeren bare i flæng kan tildele computere til indsatte, eller hvad der nærmere ligger i det.
     Alt i alt er der nogle rigtig gode intentioner i det, men jeg synes ikke, at forslaget er færdigt. Jeg håber, vi får det færdiggjort under udvalgsbehandlingen og får de her præciseringer sat ind, og så vil Dansk Folkeparti naturligvis også kunne støtte op om det.

Så er det hr. Tom Behnke som ordfører.

Vi ser desværre en stigende tendens til, at man i diskoteksmiljøer og andre miljøer i weekender oplever, at unge har et mere afslappet forhold til narkotika, end man havde tidligere. Der er kommet mange nye forskellige stoffer på markedet; der er mange, der føler sig fristet til at skulle prøve det ene og det andet; der er også mange, der har den holdning, at med det budget, de i øvrigt har, med de lommepenge, de har, så kan de minimale bøder, der bliver uddelt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, være nærmeste ligegyldige. Det er nærmest ligegyldigt, om man får en bøde. Man er helt på det rene med, at man kan blive taget af politiet, men så betaler man bare bøden, fordi den jo er så lille, at den ikke har nogen praktisk betydning alligevel.
     Det betyder altså, at vi er i en situation i dag, hvor unge ingen respekt har for hverken de euforiserende stoffers farlighed, som man ikke må glemme i den her sammenhæng, eller at det rent faktisk er ulovligt, at det er forbudt, og at det er forbundet med, at man får en bøde, fordi bøden i dag er så lille, at den betaler man da bare. Vi skal altså have stoppet den negative udvikling.
     Det skal slås fast, at euforiserende stoffer med god grund er på en liste over forbudte og ulovlige stoffer, nemlig at de er skadelige, og fordi det er farligt at indtage de her stoffer. Derfor er det også vigtigt, at vi sørger for, at bødestraffene har en sådan størrelse, at man har respekt for bødestraffen. Det ene er, at man selvfølgelig afholder sig fra overhovedet at være i nærheden af euforiserende stoffer, fordi det er usundt. Det andet er, at det er farligt. Det medfører en masse problemer, hvis ikke direkte, så over for en selv. Man får f.eks. en psykose eller lignende eller tager skade af det, og der er nogle unge, som under påvirkning af euforiserende stoffer render rundt og tosser sig ude i byen. Og hvis ikke de selv får banket en, bliver de måske selv overfaldet og får nogle på hovedet.

     Det duer selvfølgelig ikke, at man har den tendens, at flere og flere, hvilket jeg også selv oplever i mit civile erhverv, slet ikke er til at komme i kontakt med, hvis de er påvirket af euforiserende stoffer. Det giver altså en meget farlig cocktail. Derfor ser vi med tilfredshed på, at man nu får strammet markant op på bødestørrelserne, så det ikke er ligegyldigt, at man bliver tager med euforiserende stoffer på sig.
     Den anden del af forslaget, der handler om at lave et forbud mod mobiltelefoner i fængsler og arresthuse, er også en del, som vi støtter varmt. Man skal selvfølgelig ikke have mulighed for, når man sidder i fængsel eller arresthus, at kunne sidde og kommunikere ind og ud af fængslet, hverken når det gælder om at påvirke vidner eller andre, eller aftale, hvad man skal forklare, hvis man sidder varetægtsfængslet. Men det duer jo heller ikke, at man med en mobiltelefon kan køre sine kriminelle forretninger videre, mens man sidder i fængsel. Det skal selvfølgelig stoppes, og derfor er det godt, at man med det her forslag laver et totalt forbud mod mobiltelefoner i fængsler og arresthuse.
     Alt i alt er det et lovforslag, som vi fra konservativ side varmt kan anbefale.

Så er det fru Elisabeth Arnold som ordfører.

Det her lovforslag er endnu en gang et samlet forslag med to hovedelementer, nemlig et narkobødeforslag og et forslag om forbud mod mobiltelefoner i fængselsvæsenet.
     Jeg vil gerne minde justitsministeren om, at vi holdt en konference om samarbejdet mellem Folketinget og regeringen for nogle måneder siden, hvor der var stor enighed om at give et signal til regeringen om at undgå samleforslag, fordi det jo ofte er sådan, at man er imod den ene del af forslaget og for den anden del af forslaget eller måske vil forholde sig forskelligt til andre elementer i forslaget. Derfor er vi fra radikal side undrende over for, at det virkelig har været nødvendigt at fremsætte det her som et samleforslag, fordi de to elementer i forslaget er fuldstændig uafhængige af hinanden.
     Jeg vil med det samme sige, at Det Radikale Venstre synes, det er helt i orden at gøre det strafbart at være i besiddelse af mobiltelefoner i fængsler. Det er et kommunikationsmiddel, som kan være overordentlig effektivt i forbindelse med at aftale forklaringer og aftale ny kriminalitet osv. Vi har intet som helst imod, at det skal være strafbart at besidde mobiltelefoner i disse lokaliteter, og derfor ville vi sådan set gerne støtte lovforslaget, hvis det kun var det, det handlede om.
     Jeg vil allerede nu bebude, at vi vil fremsætte et ændringsforslag om deling af lovforslaget, men det kan vi jo lade gå ind i den almindelige debat.
     Den anden del af lovforslaget, hovedelementet om forhøjelse af bøderne for besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug, er vi i Det Radikale Venstre imod. Efter det blev indført, at man fik bøder for besiddelse af narkotika til eget brug, har der været indsamlet en del erfaringer, og det, vi kan sige, er, at antallet af unge, der eksperimenterer med stoffer, tilsyneladende hverken er steget eller faldet. Det vil sige, at den foranstaltning ikke har haft nogen effekt, forbruget er ikke steget, forbruget er ikke faldet, det er, hvad politiet siger efter at have kigget på erfaringerne fra de første par år.
     Det er fuldt forståeligt, at regeringen ønsker at forebygge og forhindre unges narkomisbrug, det gør vi også i Det Radikale Venstre, men det er altså påvist, at det, man har gjort indtil nu, hverken har øget eller nedsat antallet af unge, der eksperimenterer med stoffer.
     For den anden misbrugergruppe, der er stærkt afhængig, har indførelsen af bøder selvfølgelig heller ikke nogen effekt, fordi de først får en bøde efter den første advarsel, og denne bøde kan de selvfølgelig ikke betale uden at begå en ny kriminalitet. Og det ønsker man ikke.
     Med det her lovforslag ønsker man at udstrække advarselsmuligheden til flere gange, angiveligt af sociale grunde. Enhver, der har fulgt erfaringerne med den her lov, ved jo godt, at det er af inddrivelsesmæssige grunde, for man kan ikke få disse penge ind. Hvis det var af sociale grunde, synes jeg, at det ville have været klædeligt, hvis regeringen havde vist sig mere åben over for mere effektive tiltag for de hårde misbrugere. For det første en effektiv behandlingsgaranti, men f.eks. også fixerum til de hårdest belastede narkomaner. Men der er regeringen ikke indstillet på at tage nogen som helst form for sociale hensyn over for denne meget, meget hårdt belastede gruppe.
     Jeg synes, at forslaget her også på mange måder afslører eller i hvert fald røber en vis rådvildhed. Man tager en gruppe festbrugere eller en gruppe unge mennesker, der eksperimenterer, og giver dem en bødeforhøjelse, og de, der er hårdt belastede, får nu en ekstra snor at løbe på, inden de eventuelt skal betale en bøde, dog sådan, at hvis man er et helt ungt menneske med meget små indtægter eller slet ingen indtægt, skal man altså have halveret bøderne. Så det er altså en, synes jeg, noget spredt fægtning og nogle forskelligartede signaler, der kommer ud.
     Bødesystemet, som er nedfældet i lovforslaget, er et sandt monster af bureaukrati. Hvert eneste gram amfetamin eller ecstasy takseres til et antal hundrede eller tusinde kroner, og samtidig skal man huske at halvere det, hvis vedkommende er ung og fattig og ikke kan betale bøden.
     Så jeg synes, at en linje i høj grad savnes, og det ville have klædt regeringen, om den, som jeg sagde før, havde været positiv over for andre tiltag for de hårdest belastede narkomaner. Men det vil man altså ikke høre tale om.

     Vi kan som sagt støtte det med mobiltelefonerne, men vi synes, at det er en dårlig linje, man har lagt i forbindelse med bødestørrelserne for besiddelse af narkotika til eget forbrug. Der savnes en helhedsorienteret indsats på dette område.

Tak til ordføreren. Så går vi videre med fru Pernille Frahm.

På vegne af fru Anne Baastrup, som desværre ikke kan være til stede i dag, skal jeg fremføre nogle synspunkter fra SF om forslaget.
     Som ordføreren for Det Radikale Venstre sagde, er det selvfølgelig utrolig vigtigt at gøre, hvad man kan for at forhindre unges misbrug, og man skal forhindre, at unge kommer ind i et misbrug, men det her forslag er bestemt ikke vejen frem. Der er en klog kone, der engang har sagt, at hvis man har en hammer, så kan man nogle gange tro, at alle problemer er søm, der skal slås i. Sådan er det desværre også med lovgivere, som har lovgivningsmagten som et værktøj, med ministre, som har lovgivning som et værktøj: De ser alle problemer som noget, der skal løses ad lovgivningens vej.
     Det her er efter min bedste overbevisning mere af noget, som allerede har vist sig ikke at virke, oven i købet mere af noget, der i en lang række tilfælde har vist sig at være direkte skadeligt. Det her er jo forbudt. Der er bødestraf for det. Nu skal det ikke bare være forbudt, nu skal det være meget forbudt, og lur mig, at vi, hvis det ikke hjælper, så om ganske kort tid vil stå hernede og skulle gøre det rigtig meget forbudt, og det vil så heller ikke hjælpe.
     Misbrug er altså ikke noget, man løser igennem forbud. Det er noget, man løser gennem forebyggelse; det er noget, man løser gennem information; det er noget, man løser gennem behandling.
     Selv om det er forbudt, kan vi jo se, at de her stoffer når ind selv i lovgivningsmagtens allerhelligste højborg, kokainen nåede ind på Christiansborg. Det forhindrede et forbud ikke. Hvordan kan man så tro, at en skærpelse af forbuddet virkelig vil være det, der ændrer noget?
     Det, der skal til, er jo en bredere vifte af redskaber, end vi har i dag. Vi har brug for at kunne sætte ind over for de hårde misbrugere, vi har brug for at kunne lave nogle flere eksperimenter i retning af en harm reduction-linje, vi har brug at kunne lave fixerum og brug for at kunne lave forsøg med udlevering af heroin til de hårdest ramte narkomaner, hvis vi virkelig vil i gang med at gøre noget, der hjælper på det her område.
     Og så er vi altså også nødt til at få de unge til at tro på, hvad vi siger, og det gør de ikke i dag, når vi bliver ved med at sidestille hash og de hårde stoffer, samtidig med at vi selv ryger og drikker alkohol. Der skal laves et skel. De unge ved lige så vel som alle andre, at det ikke er det samme, og hvis vi bliver ved med at signalere, at det er to alen ud af samme stykke, så er vi også med til at signalere til dem, at det den dag, pusheren ikke har mere hash, er
o.k. at købe heroin i stedet for, fordi det stort set er samme sag. Det er det jo ikke, og det ved vi godt. Den anden del af forslaget kan der være meget fornuft i, jeg synes i hvert fald, at det skal undersøges. Vi har fået en henvendelse fra fængselspersonalet om, hvad det betyder for deres arbejde og for deres mulighed for at håndhæve de regler, de sætter, at vi nu gør det her. Det er den ene ting. Den anden ting er, at det altså også skal undersøges, hvordan det her står i forhold til den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelser om rettigheder for fængslede. Tak for ordet.

Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Jeg skal i lighed med De Radikales ordfører, fru Elisabeth Arnold, sige, at vi i Enhedslisten står meget uforstående over for, hvorfor man sammenkæder de her to meget forskellige lovforslag. Det eneste, man kan sige binder dem sammen, er, at det muligvis kan komme til at ramme de samme personer, hvis de samme personer gør sig skyldige i kriminalitet og ender i et fængsel. Men hvis det er det, der binder ting sammen, er det måske et lidt utilstrækkeligt grundlag at lave en samlet lov på.
     Der er vi helt enige med Det Radikale Venstre, fordi det jo på den ene side handler om en lov om euforiserende stoffer og på den anden side om mobiltelefoner i fængsler, og det er altså efter vores opfattelse to helt forskellige problemstillinger.
     Så vil jeg også sige på Enhedslistens vegne, at det her forslag - vi snakker om den del af det, der handler om euforiserende stoffer - indeholder et fornuftigt element, kan man sige. For det er efter vores opfattelse fornuftigt at sige, at over for misbrugere skal advarsel kunne anvendes under henvisning til sociale hensyn, ikke kun i førstegangstilfælde, som det sker i dag, men også i gentagelsestilfælde, når brugen af de euforiserende stoffer er et udslag af en stærk afhængighed som følge af længere og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer.

     Det eneste lidt problematiske ved det her er, at nogen jo nok vil opfatte det på den måde, at det nu gælder om at komme i den kategori så hurtigt som muligt, for så kan man slippe for at få en bøde. Det er vel næppe hensigten.
     Det er jo også rigtigt, som fru Elisabeth Arnold siger, at det selvfølgelig kan være meget fornuftigt, at de offentlige myndigheder opgiver at opkræve penge, som de alligevel ikke har nogen chance for at få fat i, men ligefrem opfatte det som et vigtigt socialt element i at løse nogle problemer på det her område er det næppe.
     Men alt i alt og på trods af, hvad man kan sige af spydigheder om den del af forslaget, så er det ikke den del af forslaget, som får os til at være afvisende.
     Til gengæld kan vi ikke se megen fornuft i at sætte bødestørrelsen op. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man, når man har forsøgt sig med bøder, fordi man sagde, at det ville hjælpe, og det ikke hjalp, så må sætte bøderne op, for så kan det være, at det hjælper. Jeg tror, at man her har at gøre med helt andre problemer og helt andre opgaver, som gør, at det her forsøg på at sætte bødestørrelsen op ikke vil give de resultater, man ønsker.
     I Enhedslisten har vi den samme opfattelse, som man har
i SF, af, at det er stærkt skadeligt for enhver aktiv og fornuftig indsats mod hårde stoffer, at man hele tiden bliver ved med at sidestille hash og de hårde stoffer. Det er ikke den måde, man skaber en forståelse blandt unge mennesker for, hvor farlige nogle stoffer i virkeligheden er. Så den del af forslaget er vi altså ikke tilhængere af. Så vil jeg sige om det der med at besidde en mobiltelefon som anholdt eller varetægtsfængslet eller indsat: Det kan godt være, at det er nødvendigt at indføre et forbud mod at være i besiddelse af sådan en mobiltelefon. Det vil vi da nok være villige til at se på. Vi synes måske, at straffen kan opfattes som værende lidt ude af proportioner. Det er selvfølgelig sådan, at der højest kan blive tale om 6 måneder, og domstolene vil jo sikkert, må vi gå ud fra, være fornuftige og i en række tilfælde sørge for, at dommene blive langt lavere. Det vil i hvert fald være fornuftigt. Men alt i alt er der to store grundlæggende problemer i det her lovforslag. Det første er sammenkædningen af ting, der ikke har noget med hinanden at gøre, og det andet er den efter vores opfattelse fuldstændig forfejlede strategi med at tro på, at man kan nedbringe misbrug af narkotiske stoffer blandt unge ved at øge bødestørrelsen.

Så er det ministeren.

Jeg vil også gerne indlede med at sige tak til ordførerne for de trods alt mange pæne bemærkninger, der er faldet om lovforslaget, og også til det store flertal, som bakker op om lovgivningsinitiativet.
     Flere emner har været rejst undervejs, og jeg vil gerne starte med det, som jeg i hvert fald kan høre skiller vandene mest herinde, nemlig spørgsmålet om forhøjelse af bødesatserne, hvor vi jo følger Rigsadvokatens indstilling og laver en markant forhøjelse af bødesatserne, for så vidt angår overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Jeg er meget enig med både hr. Karsten Nonbo og hr. Morten Bødskov, der i ordførertalerne nævnte, at det her klart kan gå ind og have en præventiv effekt i forhold til den gruppe, vi gerne vil have i tale.
     Når vi taler afhængighed, narkomisbrug og de mange forskellige subkulturer, der er på det område, så tror jeg, at det er meget vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om en ensartet masse. Der er dels tale om unge mennesker, der ønsker at eksperimentere, måske ligefrem synes, at det er lidt interessant at bevæge sig lige over på grænsen til det, som samfundet ikke tillader.
     En ting er helt sikker, det viser de undersøgelser, som er foretaget, bl.a. af det ecstasyudvalg, som var nedsat for en del år siden, men også undersøgelser siden hen, nemlig at et stigende antal unge eksperimenterer med euforiserende stoffer og narko. Ecstasypiller og amfetamin kan købes i en hvilken som helst provinsby, og det er et problem, som vi alle sammen må forholde os til. Det er selvfølgelig først og fremmest et problem, som forældrene har et meget stort ansvar for at være med til at løfte.
     Men jeg er meget enig med hr. Karsten Nonbo, hr. Morten Bødskov, hr. Kim Christiansen og hr. Tom Behnke i, at det for den gruppe af veletablerede unge, der bare er ude og skal have det lidt sjovt og have en rus i weekenden, betyder noget med højere bøder. Det betyder noget, om det koster 500 kr., når politiet tager dem, eller om det koster 2.000 kr. eller 3.000 kr. Det er lige præcis den gruppe, vi ønsker at ramme med lovforslaget.
     Nogle har i forbindelse med forhøjelse af bødesatserne efterlyst, om ikke det er en meget ensidig måde at køre nultolerancenarkopolitik på, at vi bare går ud og straffer med bøder, og at der ikke er nogen helhedsorienteret indsats. Der er en helhedsorienteret indsats. Regeringen har fremlagt en meget klar strategi i kampen mod narko, der involverer talrige ministerier. Og de fleste partier, som har ført ordet her i dag, har jo selv i forbindelse med satspuljeforhandlingerne været med til i første omgang at lave en behandlingsgaranti for narkomaner, der, kan man sige, er ude i samfundet, og i andet moment også en behandlingsgaranti i fængslerne, hvor der i dag både er motivationsafdelinger og behandlingsafdelinger for såvel mænd som kvinder.

     Så jeg synes, det måske lige er at finde en lidt for nem argumentation mod at støtte det her lovforslag, at man ikke synes, der er en helhedsorienteret indsats. Det bliver ikke behandlet i det her lovforslag, men den er der, hvis man ønsker at læse om den.
     Om den særlig udsatte gruppe af narkomaner, som faktisk alle ordførere har været inde og omtale, vil jeg sige, at vi jo i hvert fald tog de første skridt for et par år siden, hvor vi sagde, at narkomaner i førstegangstilfælde alene skulle have en advarsel. Her går vi altså skridtet videre og siger, at de mennesker, der er så dybt afhængige af narkotika, altså ikke skal forfølges af bøderegimer og ad den vej oparbejde en meget stor gæld, som de med høj sandsynlighed aldrig nogen sinde kan betale tilbage igen - og hvis de skulle forsøge på det, bliver det i hvert fald ved kriminalitet.
     Så over for den gruppe mener jeg at man må tage andre metoder i brug og give andre typer af sanktioner. Og der er jeg meget enig med hr. Kim Christiansen i, at det, man skal gøre over for de særlig tunge narkomaner, naturligvis er at motivere dem til at gå i behandling. Det har Folketinget altså også afsat penge til, og nu er det så op til kommunerne at sørge for, at de behandlingstilbud så også kommer ud, og at de kommer i gang ude i kommunerne.
     Hr. Kim Christiansen spurgte også under behandlingen her
i dag til spørgsmålet omkring et forbud mod, at indsatte og besøgende medbringer og har mobiltelefoner i fængslerne. Til det er der at sige, at det er et meget stort problem at sikre, at folk ikke aftaler forklaringer med hinanden og ikke videregiver oplysninger til andre, når der bliver indsmuglet så mange mobiltelefoner i fængslerne. Hidtil har der jo været et disciplinærregime for, hvordan man håndterede den sag. Her lægger vi så op til en kriminalisering af at have mobiltelefoner i ens celle og medbringe dem med forsæt om at give dem videre til indsatte i fængslerne. Og jeg tror, at det er et meget brugbart forslag, ikke alene hvad angår politiet og politiets muligheder for at forhindre kriminalitet og forhindre, at folk aftaler vidneforklaringer med hinanden, men naturligvis også af hensyn til Kriminalforsorgens ansatte, der får klarere regler og nemmere ved at håndhæve det, at man ikke ønsker at have mobiltelefoner nogen steder i fængslerne. Hr. Kim Christiansen spørger så i den forbindelse til, hvordan de dispensationsregler, som lovforslaget lægger op til, skal forstås. Noget af det, som lovforslaget lægger op til, er jo bl.a. så at sikre, at der er en mulighed for
f.eks. at opstille en computer, en såkaldt stand-alone, til brug for undervisning. Det skal der naturligvis være mulighed for, ligesom jeg ved, at Kriminalforsorgen - og det har vi drøftet i forbindelse med tilvirkningen af det her lovforslag
- er meget optaget af, at vi sikrer rimelige forhold ikke mindst for forsvarsadvokater og journalister, der måtte være på et kortvarigt besøg i fængslerne, så man også får fundet en løsning for disse grupper, og så der ikke sker en kriminalisering af dem. Men jeg vil da gerne her som sådan en slags serviceoplysning til Folketinget og ikke mindst Folketingets Retsudvalg sige, at lovforslaget, hvis det bliver vedtaget - og det er der jo meget der tyder på at det gør - jo også vil betyde, at folketingsmedlemmer skal huske at aflevere deres mobiltelefoner, før de f.eks. foretager et besøg i et lukket fængsel. Nu er man blevet advaret, for vi skal jo igennem en detektorkarm. Men det er blot for at sige, at der altså ikke kommer til at gælde særlige regler for folketingspolitikere, der gør, at vi kan vandre rundt med vores mobiltelefoner. Dem må vi pænt lade ligge et andet sted, og så må vi lade være med at snakke i mobiltelefon, når vi er på besøg ude i fængslerne - og det gælder også ministeren. Der har været nogle kritiske bemærkninger til dele af lovforslaget. Jeg har været inde på spørgsmålet om bøderne, hvor jeg må indrømme, at jeg ikke forstår argumentationen om, at man ikke tror, at bøderne virker. Jeg tror helt klart, at det virker over for det veletablerede SU-segment - unge mennesker, der måske også har et fritidsjob. Over for den gruppe betyder det altså noget, at det bødeforlæg, der ligger hjemme hos mor og far, ikke er på 500 kr., men at det var hele SU'en, der røg den måned.

     Og jeg vil sige til SF's ordfører, fru Pernille Frahm, at efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke nogen problemer i forhold til menneskerettighedskonventionen. Det er altså ikke en menneskeret at kunne sidde og tale i mobiltelefon, når man har begået alvorlig kriminalitet og sidder inde i sin celle.
     Jeg kunne forstå på hr. Per Clausen fra Enhedslisten, at man i princippet var positiv over for det ene element, der handler om, at vi ændrer reglerne for de stærkt afhængige narkomaner, således at de ikke længere får en bøde, men at Enhedslisten er principielt modstander af at sætte bøderne op. Og jeg må så bare konstatere, at der er en vis uenighed på det punkt.
     Men jeg takker for den trods alt meget positive behandling, som lovforslaget har fået, og jeg er naturligvis indstillet på under udvalgsbehandlingen også at besvare de spørgsmål, der måtte være, og der er da i hvert fald et par ting, der er blevet rejst under debatten.

Vi beder ministeren om at blive stående. Hr. Kim Christiansen for en kort bemærkning.

Ja, tak for det. Det er ganske kort. Jeg tror ikke, det er, fordi vi er så voldsomt uenige. Jeg bad bare i min ordførertale om nogle præciseringer, og dem har jeg fået mange af nu.
     Det, jeg godt vil spørge ministeren om, er den såkaldte Ribemodel, som bliver brugt i nogle politikredse. Er grundtanken, at hvis man pågriber et ungt menneske i besiddelse af euforiserende stoffer - javel, så kan vi nu i det her tilfælde give dem en skærpet bøde - så indebærer det også en eller anden form for behandlingstilbud eller i hvert fald en aftale måske, ligesom man vil lave det i Ribemodellen? Der siger man: Vi vil gerne se dig herinde på politistationen om en måned, hvor du skal aflægge en test, og hvis du stadig væk er afhængig, får du en bøde mere - eller hvordan man nu skal tolke det eller forholde sig til det. Det er altså en model, hvor man ikke bare deler bøder eller advarsler ud, men tager lidt mere hånd om det misbrug, som der er.

Jeg vil sige til hr. Kim Christiansen - hvis vi kan lade være med præcis at diskutere Ribemodellen, for det behøver måske ikke nødvendigvis at være den model, man skal tage udgangspunkt i - at jeg er meget enig i de betragtninger, som Dansk Folkepartis ordfører kommer med, om, at vi bliver nødt til at se på det her sådan med mere sammenhængende briller, for en bøde er ikke jo ikke nok i sig selv, hvis man bare stopper den samme unge en måned efter og udstikker en ny bøde til vedkommende.
     Og der ser jeg sådan set to helt centrale ting som afgørende for, at man får et bedre afsæt til at bekæmpe narko:
     Den ene er naturligvis, at de behandlingstilbud, der skal være, så også kommer ude i kommunerne, så de unge, der erkender, at de har et problem, har nemt ved at søge et sted hen, hvor de kan blive hjulpet med at slippe af med det.
     Det andet er, at det egentlig er min forventning, at vi
i forbindelse med politireformen og det styrkede samarbejde, der er mellem politi og andre myndigheder, også sikrer, at det her bliver indtænkt, således at der er en helhedsorienteret forebyggende indsats over for de unge, når de én gang har været i kontakt med politiet.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Første næstformand (Svend Auken):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.