Jeg vil også gerne indlede med at sige tak til ordførerne for de trods alt mange pæne bemærkninger, der er faldet om lovforslaget, og også til det store flertal, som bakker op om lovgivningsinitiativet.
Flere emner har været rejst undervejs, og jeg vil gerne starte med det, som jeg i hvert fald kan høre skiller vandene mest herinde, nemlig spørgsmålet om forhøjelse af bødesatserne, hvor vi jo følger Rigsadvokatens indstilling og laver en markant forhøjelse af bødesatserne, for så vidt angår overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Jeg er meget enig med både hr. Karsten Nonbo og hr. Morten Bødskov, der i ordførertalerne nævnte, at det her klart kan gå ind og have en præventiv effekt i forhold til den gruppe, vi gerne vil have i tale.
Når vi taler afhængighed, narkomisbrug og de mange forskellige subkulturer, der er på det område, så tror jeg, at det er meget vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om en ensartet masse. Der er dels tale om unge mennesker, der ønsker at eksperimentere, måske ligefrem synes, at det er lidt interessant at bevæge sig lige over på grænsen til det, som samfundet ikke tillader.
En ting er helt sikker, det viser de undersøgelser, som er foretaget, bl.a. af det ecstasyudvalg, som var nedsat for en del år siden, men også undersøgelser siden hen, nemlig at et stigende antal unge eksperimenterer med euforiserende stoffer og narko. Ecstasypiller og amfetamin kan købes i en hvilken som helst provinsby, og det er et problem, som vi alle sammen må forholde os til. Det er selvfølgelig først og fremmest et problem, som forældrene har et meget stort ansvar for at være med til at løfte.
Men jeg er meget enig med hr. Karsten Nonbo, hr. Morten Bødskov, hr. Kim Christiansen og hr. Tom Behnke i, at det for den gruppe af veletablerede unge, der bare er ude og skal have det lidt sjovt og have en rus i weekenden, betyder noget med højere bøder. Det betyder noget, om det koster 500 kr., når politiet tager dem, eller om det koster 2.000 kr. eller 3.000 kr. Det er lige præcis den gruppe, vi ønsker at ramme med lovforslaget.
Nogle har i forbindelse med forhøjelse af bødesatserne efterlyst, om ikke det er en meget ensidig måde at køre nultolerancenarkopolitik på, at vi bare går ud og straffer med bøder, og at der ikke er nogen helhedsorienteret indsats. Der er en helhedsorienteret indsats. Regeringen har fremlagt en meget klar strategi i kampen mod narko, der involverer talrige ministerier. Og de fleste partier, som har ført ordet her i dag, har jo selv i forbindelse med satspuljeforhandlingerne været med til i første omgang at lave en behandlingsgaranti for narkomaner, der, kan man sige, er ude i samfundet, og i andet moment også en behandlingsgaranti i fængslerne, hvor der i dag både er motivationsafdelinger og behandlingsafdelinger for såvel mænd som kvinder.
Så jeg synes, det måske lige er at finde en lidt for nem argumentation mod at støtte det her lovforslag, at man ikke synes, der er en helhedsorienteret indsats. Det bliver ikke behandlet i det her lovforslag, men den er der, hvis man ønsker at læse om den.
Om den særlig udsatte gruppe af narkomaner, som faktisk alle ordførere har været inde og omtale, vil jeg sige, at vi jo i hvert fald tog de første skridt for et par år siden, hvor vi sagde, at narkomaner i førstegangstilfælde alene skulle have en advarsel. Her går vi altså skridtet videre og siger, at de mennesker, der er så dybt afhængige af narkotika, altså ikke skal forfølges af bøderegimer og ad den vej oparbejde en meget stor gæld, som de med høj sandsynlighed aldrig nogen sinde kan betale tilbage igen - og hvis de skulle forsøge på det, bliver det i hvert fald ved kriminalitet.
Så over for den gruppe mener jeg at man må tage andre metoder i brug og give andre typer af sanktioner. Og der er jeg meget enig med hr. Kim Christiansen i, at det, man skal gøre over for de særlig tunge narkomaner, naturligvis er at motivere dem til at gå i behandling. Det har Folketinget altså også afsat penge til, og nu er det så op til kommunerne at sørge for, at de behandlingstilbud så også kommer ud, og at de kommer i gang ude i kommunerne.
Hr. Kim Christiansen spurgte også under behandlingen her
i dag til spørgsmålet omkring et forbud mod, at indsatte og besøgende medbringer og har mobiltelefoner i fængslerne. Til det er der at sige, at det er et meget stort problem at sikre, at folk ikke aftaler forklaringer med hinanden og ikke videregiver oplysninger til andre, når der bliver indsmuglet så mange mobiltelefoner i fængslerne. Hidtil har der jo været et disciplinærregime for, hvordan man håndterede den sag. Her lægger vi så op til en kriminalisering af at have mobiltelefoner i ens celle og medbringe dem med forsæt om at give dem videre til indsatte i fængslerne. Og jeg tror, at det er et meget brugbart forslag, ikke alene hvad angår politiet og politiets muligheder for at forhindre kriminalitet og forhindre, at folk aftaler vidneforklaringer med hinanden, men naturligvis også af hensyn til Kriminalforsorgens ansatte, der får klarere regler og nemmere ved at håndhæve det, at man ikke ønsker at have mobiltelefoner nogen steder i fængslerne. Hr. Kim Christiansen spørger så i den forbindelse til, hvordan de dispensationsregler, som lovforslaget lægger op til, skal forstås. Noget af det, som lovforslaget lægger op til, er jo bl.a. så at sikre, at der er en mulighed for
f.eks. at opstille en computer, en såkaldt stand-alone, til brug for undervisning. Det skal der naturligvis være mulighed for, ligesom jeg ved, at Kriminalforsorgen - og det har vi drøftet i forbindelse med tilvirkningen af det her lovforslag
- er meget optaget af, at vi sikrer rimelige forhold ikke mindst for forsvarsadvokater og journalister, der måtte være på et kortvarigt besøg i fængslerne, så man også får fundet en løsning for disse grupper, og så der ikke sker en kriminalisering af dem. Men jeg vil da gerne her som sådan en slags serviceoplysning til Folketinget og ikke mindst Folketingets Retsudvalg sige, at lovforslaget, hvis det bliver vedtaget - og det er der jo meget der tyder på at det gør - jo også vil betyde, at folketingsmedlemmer skal huske at aflevere deres mobiltelefoner, før de f.eks. foretager et besøg i et lukket fængsel. Nu er man blevet advaret, for vi skal jo igennem en detektorkarm. Men det er blot for at sige, at der altså ikke kommer til at gælde særlige regler for folketingspolitikere, der gør, at vi kan vandre rundt med vores mobiltelefoner. Dem må vi pænt lade ligge et andet sted, og så må vi lade være med at snakke i mobiltelefon, når vi er på besøg ude i fængslerne - og det gælder også ministeren. Der har været nogle kritiske bemærkninger til dele af lovforslaget. Jeg har været inde på spørgsmålet om bøderne, hvor jeg må indrømme, at jeg ikke forstår argumentationen om, at man ikke tror, at bøderne virker. Jeg tror helt klart, at det virker over for det veletablerede SU-segment - unge mennesker, der måske også har et fritidsjob. Over for den gruppe betyder det altså noget, at det bødeforlæg, der ligger hjemme hos mor og far, ikke er på 500 kr., men at det var hele SU'en, der røg den måned.
Og jeg vil sige til SF's ordfører, fru Pernille Frahm, at efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke nogen problemer i forhold til menneskerettighedskonventionen. Det er altså ikke en menneskeret at kunne sidde og tale i mobiltelefon, når man har begået alvorlig kriminalitet og sidder inde i sin celle.
Jeg kunne forstå på hr. Per Clausen fra Enhedslisten, at man i princippet var positiv over for det ene element, der handler om, at vi ændrer reglerne for de stærkt afhængige narkomaner, således at de ikke længere får en bøde, men at Enhedslisten er principielt modstander af at sætte bøderne op. Og jeg må så bare konstatere, at der er en vis uenighed på det punkt.
Men jeg takker for den trods alt meget positive behandling, som lovforslaget har fået, og jeg er naturligvis indstillet på under udvalgsbehandlingen også at besvare de spørgsmål, der måtte være, og der er da i hvert fald et par ting, der er blevet rejst under debatten.