Jeg tager ordet, fordi jeg synes, at de to ændringsforslag, som det er lykkedes at få bred politisk opbakning til, er vigtige. Det er nemlig sådan, at med det her lovforslag går vi i gang med to væsentlige ting: For det første at sikre, at udsatte børn og unge får ret til en bisidder, for det andet, at gravide stofmisbrugere i højere grad skal kunne komme i behandling.
Set med vores øjne har regeringens forslag den ulempe, at den bisidder, som barnet eller den unge herefter selv skal kunne vælge at medbringe til samtaler f.eks. med sin sagsbehandler, bare skal være et menneske over 15 år, der har en ren straffeattest. Man skal jo vide, at de her sager er svære, at det er en kompleks lovgivning og det ofte er børn og unge, der står i en meget udsat livssituation. Her ser vi gerne, at vi kvalificerer bisidderordningen endnu mere, så det selvfølgelig ikke bare skal være et ungt menneske, men et voksent menneske. Det har vi desværre ikke kunnet få flertal for.
Til gengæld får vi nu en revision lagt ind i lovgivningen, så vi løbende kan følge med i, om den her bisidderudvidelse er tilstrækkelig. Jeg tror ikke, at det vil vise sig at være sådan, og det er godt, at vi har fået sat en revisionsbestemmelse ind.
Dernæst vil jeg gerne påpege, at vi i det oprindelige lovforslag synes, at forældremyndighedsindehaveren så at sige havde fået for megen indflydelse på sagsforløbet, og vi er meget glade for, at vi nu med bred politisk opbakning sikrer os, at det selvfølgelig ikke er forældremyndighedsindehaveren, der skal bestemme, hvem den unge eller barnet vælger som sin bisidder.
Sidst, men ikke mindst, er vi altså i den situation i Danmark, at der hvert eneste år fødes mange børn med meget alvorlige skader som konsekvens af mors misbrug undervejs i graviditeten. Derfor er det helt rigtigt at sætte fokus på, at flere af vores misbrugende gravide selvfølgelig skal i behandling, og at det skal være et behandlingsforløb, der er sådan indrettet, at skrider fundamentet undervejs, skal det også være muligt at tilbageholde den gravide.
Men det er altså Folketingets meget, meget store forpligtelse at sørge for, at der er de rigtige behandlingstilbud til den her gruppe af gravide. Her vil jeg bare understrege, at vi i hvert fald fra Socialdemokratiets side vil følge det meget nøje, og er der ikke de behandlingstilbud, der skal til, synes vi, at Folketinget i bred enighed meget snart skal sørge for at få tilvejebragt de behandlingstilbud, der er nødvendige.