Fremsat 31-01-2007
1. behandlet / henvist til udvalg 22-02-2007
Betænkning afgivet 12-04-2007
2. behandlet/direkte til 3. behandling 24-04-2007
3. behandlet, vedtaget 10-05-2007
Ministerområde:
Justitsministeriet
Loven styrker retsstillingen for ofre for forbrydelser.
Der fastsættes en almindelig bestemmelse om vejledningspligt for politiet og anklagemyndigheden over for forurettede (offeret). Der indføres pligt for politiet eller anklagemyndigheden til at underrette retten, hvis der er behov for særlig hensyntagen til et vidne, herunder forurettede, samt en pligt for retten til at bistå den pågældende i forbindelse med afgivelsen af forklaringen. Den forurettede skal underrettes om afgørelser om afvisning af anmeldelser, påtaleopgivelser og tiltalefrafald. Den forurettede kan klage over afgørelser om afvisning af anmeldelser og påtaleopgivelser. Adgangen til at beskikke en bistandsadvokat for forurettede udvides. Adgangen for retten til at træffe forhåndsafgørelser om dørlukning, referatforbud og navneforbud udvides.
Lovforslaget enstemmigt vedtaget med 108 stemmer.