B 89 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et råd for større it-sikkerhed.

Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2006-07
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-02-2007

Fremsat: 07-02-2007

Beslutningsforslag som fremsat

20061_b89_som_fremsat (html)

B 89 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et råd for større it-sikkerhed.

Fremsat den 7. februar 2007 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Rune Lund (EL) og Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om oprettelse af et råd for større it-sikkerhed

 

Folketinget pålægger regeringen af oprette et rådet for større it-sikkerhed efter følgende retningslinjer:

Rådets formål er

€" at udbrede kendskabet til sikker færden på internettet,

€" at gennemføre kampagner eller støtte projekter generelt og blandt udvalgte målgrupper med henblik på at udbrede kendskabet til, hvordan man bruger internettet sikkert,

€" at være et sted, hvor alle kan henvende sig og få gode råd om sikker færden på internettet,

€" at virke for sikkerhedsfremmende foranstaltninger i brugen af internettet og

€" at gøre det politiske system opmærksom på it-sikkerhedsmæssige problemer, som indebærer eller kræver lovgivning.

Rådet for større it-sikkerhed (herefter: rådet) skal være uafhængigt af politiske og økonomiske særinteresser. Det foreslås, at rådet oprettes som en selvejende institution.

Midlerne til rådets arbejde tilvejebringes ved hjælp af en bevilling på finansloven efter samme retningslinjer som gælder for Det Kriminalpræventive Råd og Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Bemærkninger til forslaget

Internettet må i dag betragtes som en naturlig del af den offentlige og private infrastruktur på samme måde som transportnettet. Det er her man søger oplysninger, det er her man kommunikerer med andre.

Men ligesom der kan ske ulykker €" også ulykker med katastrofale konsekvenser €" på vejene eller jernbanerne, kan der også ske ulykker, herunder katastrofale ulykker, ved brug af internettet. Børn kan blive udsat for pædofile, ældre kan risikere at få afluret deres bankkoder, eller fortrolige oplysninger om borgerne lægges ud på nettet ved en fejl.

For mange børn og yngre er internettet i dag det naturlige sted at søge nye venner at chatte med og at surfe rundt på for at opdage. De tænker måske ikke over, at den, de chatter med, er en anden, end vedkommende udgiver sig for at være. De tænker nok heller ikke over, at forskellige hjemmesider f.eks. har såkaldte spywareprogrammer, som downloades, når man går ind på bestemte hjemmesider, og som kan bruges til at aflure private oplysninger, der ligger på computeren.

Børn lærer tidligt, at de skal passe på i trafikken. Rådet for Større Færdselssikkerhed og andre gennemfører kampagner og lign., hvor børn lærer elementære trafikregler. Når vi taler om internettet, er det ikke i samme omfang en naturlig del af barnets tankeverden at være opmærksom og passe på, hvad enten de chatter eller surfer.

Der er ingen tvivl om, at forældre gør en stor indsats for at lære børnene at bruge internettet på en sikker måde. Også politiet gør en forebyggende indsats. Men som det gælder trafikken, er det forslagsstillernes holdning, at samfundet kan og bør bidrage til at lære børnene om elementære sikkerhedsregler på internettet.

For mange ældre er internettet en ny og spændende mulighed. Men netop fordi den er ny og ukendt, er ældre ikke opmærksomme på, at der også kan lure skjulte farer ved brug af nettet. Det er der, hvad enten det drejer sig om afluring af bankkoder, downloading af filer, hvilket kan være ulovligt, eller at man får spam.

Der gøres en stor indsats af ældreorganisationer, men også her er det forslagsstillernes opfattelse, at et råd for større it-sikkerhed vil kunne hjælpe og støtte ældreorganisationers arbejde og bidrage til at gøre ældre mere trygge ved at bruge internettet.

Det handler ikke kun om at hjælpe og støtte børn, unge og ældre. Det er i det hele taget forslagsstillernes opfattelse, at et råd for større it-sikkerhed vil kunne hjælpe alle med at huske på at overholde elementære sikkerhedsregler i brugen af internettet. Alt for mange borgere ved ikke tilstrækkeligt om sikkerhed på nettet eller efterlever ikke i tilstrækkelig grad elementære sikkerhedsregler på grund af manglende kendskab. Således har f.eks. indslag i de elektroniske medier afsløret, at mange ikke har sikret deres trådløse netforbindelse, fordi man tror, at ingen udefrakommende kan koble sig på. Videnskabsministeriets egen netsikker nu!-kampagne har vist sig utilstrækkelig. Der er brug for en bredere indsats.

Ligesom Rådet for Større Færdselssikkerhed med jævne mellemrum minder os om at huske at bruge cykelhjelm eller overholde hastighedsgrænserne, fordi det ellers kan få katastrofale konsekvenser, tror forslagsstillerne, at et råd for større it-sikkerhed på samme måde med kampagner og lign. kan minde os alle €" uanset alder €" om, at vi ved at overholde elementære regler alle måske kan undgå katastrofale konsekvenser af brug af internettet.

Uanset hvilke og uanset hvor mange sikkerhedsprogrammer der måtte være installeret på en computer, så er sund fornuft og viden om, hvordan man skal gebærde sig, et af de allerbedste midler til at undgå uheld og ulykker. Det er forslagsstillernes opfattelse, at et råd for større it-sikkerhed vil kunne bidrage til at give alle større viden og mere sund fornuft om brug af internettet.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et råd for større it-sikkerhed.

(Beslutningsforslag nr. B 89).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.