B 78 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre praktiserende speciallægers faglige
uafhængighed i forbindelse med henvisning til private
klinikker.
Fremsat den 18. januar 2007 af
Charlotte Fischer (RV), Morten Helveg
Petersen (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre praktiserende speciallægers
faglige uafhængighed i forbindelse med henvisning til private
klinikker
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der sikrer, at speciallæger, der
praktiserer under sygesikringen, udelukkes fra at have
økonomiske interesser i private klinikker eller hospitaler,
som de selv kan henvise til.
Bemærkninger til forslaget
I det danske sundhedsvæsen gælder et
hovedprincip om, at der ikke er penge mellem læge og patient.
Det har man valgt, fordi det er en ubetinget styrke for patientens
tillid til lægen. Det gør, at patienten kan
føle sig tryg ved, at lægens diagnose, ordinationer og
henvisninger alene er fagligt begrundede og ikke bunder i f.eks.
økonomiske egeninteresser. Derfor er det f.eks. også
et grundlæggende princip i det danske sundhedsvæsen, at
læger, tandlæger og dyrlæger ikke må have
økonomiske interesser i eller forbindelser til virksomheder,
der handler med lægemidler.
I regeringens lovforslag nr. L 51, der blev
vedtaget af Folketinget den 15. december 2006 og som bl.a.
gennemfører en liberalisering af salget af medicin til
produktionsdyr, indgår således et forbud mod, at
dyrlæger har økonomiske interesser i virksomheder, der
producerer, importerer eller distribuerer lægemidler til
produktionsdyr. Af lovforslagets bemærkninger fremgår,
at dyrlægernes uafhængighed af økonomiske
interesser bedst opnås »ved at tilvejebringe sikkerhed
for, at de praktiserende dyrlæger kun ordinerer
lægemidler baseret på et objektivt og fagligt grundlag
uden nogen form for hensyntagen til egne økonomiske
interesser«.
Den sikkerhed har patienterne specielt ikke
på høreområdet €" om end der også har
været enkelte eksempler på andre områder, f.eks.
øjenområdet. I dag er det udbredt, at praktiserende
ørelæger også helt eller delvis ejer egne
høreklinikker. I hvor stor udstrækning det gør
sig gældende, findes der ikke et officielt tal på.
Indenrigs- og sundhedsministeren har i sit svar af 13. december
2005 på spørgsmål nr. S 1267,
folketingsåret 2005-06, afvist at undersøge problemets
omfang. Men meget tyder på, at problemet er udbredt.
Ifølge artikel i Politiken den 17. juni 2006:
»Interessesammenfald: Et spørgsmål om
tillid« er over halvdelen af landets 89 øreklinikker i
dag helt eller delvis ejet af ørelæger.
Udviklingen er sket i kølvandet på
Folketingets beslutning i 2000 om at sikre patienter et friere valg
af leverandører af høreapparater, jf. Folketingets
vedtagelse af lovforslag nr. L 231, folketingsåret 1999-2000.
Dette skete ved at give den hørehæmmede valget mellem
enten høreapparatbehandling i offentligt regi uden
egenbetaling eller via en godkendt, privat
høreapparatleverandør med offentligt tilskud. I 2006
beløb tilskuddet sig til 5.528 kr. pr.
høreapparat.
Indenrigs- og sundhedsministeren anerkendte i
2005 problemet med ørelæger, der også helt eller
delvis ejer eller har anden økonomisk forbindelse til
private høreklinikker. Ministeren besluttede, at det i
første omgang skulle håndteres med
»åbenhed om de økonomiske forbindelser mellem
ørelægerne og de private klinikker, så borgerne
er informeret herom ved valget af
høreapparatleverandør«, jf. ministerens
besvarelse af spørgsmål nr. S 1267.
På den baggrund har ministeren efter aftale
med Foreningen af Speciallæger (FAS) iværksat en
ordning, der indebærer, at den enkelte ørelæge
har pligt til at oplyse patienten om frit valg af
høreapparatleverandør og sine eventuelle
økonomiske forbindelser til private høreklinikker.
Ørelægen skal indhente borgerens underskrift som
dokumentation for at have informeret vedkommende herom.
Ønsker patienten ikke at skrive under på en
sådan erklæring, skal ørelægen
anføre det i vedkommendes journal. Derudover henstiller
ministeren til, at ørelægerne udleverer pjecen
»Hvis du skal ha€™ høreapparat. Vejen til
bedre hørelse €" offentlig eller privat
behandling«, Sundhedsstyrelsen 2005, for at sikre patienten
relevant information.
Ministerens initiativ er bedre end ingenting. Men
det løser ikke den grundlæggende interessekonflikt,
der hersker, når ørelæger samtidig kan have
direkte interesser i klinikker, de selv kan henvise til €" og
fjerner derfor heller ikke mistanken om, at
ørelægernes anbefalinger til borgeren ikke er fagligt
uvildige, men påvirket af deres egeninteresser. Derfor er det
nødvendigt med et egentligt forbud mod, at praktiserende
speciallæger kan have økonomiske interesser i private
klinikker, som de selv kan henvise til.
I den sammenhæng er det påfaldende,
at branchen allerede forud for ministerens aftale med FAS havde
etiske retningslinjer, der foreskrev, at ørelægen
skulle oplyse patienten om eventuelle økonomiske interesser
i den private høreklinik, patienten henvises til.
Retningslinjerne har ikke dæmmet op for problemet.
Professor Kjeld Møller Pedersen, Syddansk
Universitet, mener derfor heller ikke, at ministerens initiativ er
tilstrækkeligt. I artiklen den 17. juni 2006 i Politiken:
»Nye krav til ørelæger kritiseres for ikke at
virke« er han citeret for at udtale: »Det her initiativ
vil ikke løse problemet. For hvad vil det sige at oplyse
patienten om alle muligheder? Ørelægen har stadig
mulighed for at påvirke patienten i en bestemt
retning.« Kjeld Møller Pedersen anbefaler i stedet, at
det helt forbydes speciallæger at have økonomiske
interesser i f.eks. private høreklinikker.
Et forbud bør først og fremmest ske
af hensyn til patienten. Det vil fjerne enhver mistanke om
lægens bevæggrunde og sikre patientens tryghed. Men det
bør også ske for at undgå konkurrenceforvridning
på markedet for høreapparater. I dag oplever private
høreklinikker i stigende grad problemer med
ørelæger, der prøver at presse eller overtale
patienten til at vælge et høreapparat, selv om det
måske strengt lægefagligt ikke er nødvendigt,
med efterfølgende henvisning til den høreklinik,
lægen selv har økonomiske interesser i.
Skriftlig fremsættelse
Charlotte Fischer (RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at sikre
praktiserende speciallægers faglige uafhængighed i
forbindelse med henvisning til private klinikker.
(Beslutningsforslag nr. B 78).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.