B 59 Forslag til folketingsbeslutning om revision af Euratom-traktaten.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2006-07
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 12-12-2006

Fremsat: 12-12-2006

Beslutningsforslag som fremsat

20061_b59_som_fremsat (html)

B 59 (som fremsat):

Fremsat den 12. december 2006 af Rune Lund (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om revision af Euratom-traktaten

 

Folketinget pålægger den danske regering

€" at arbejde for, at Danmark ikke deltager i at fremme atomkraft som energiform, og at EU heller ikke gør dette

€" at arbejde for en beslutning i EU om at lukke og afvikle atomkraft som energikilde i fremtiden og derfor arbejde for, at Euratom-traktatens bestemmelser ændres i forhold til dette,

€" at arbejde for, at Euratoms låneramme i forbindelse med atomkraftværker kun kan anvendes til at lukke atomkraftværker samt til forbedringer af sikkerheden i forbindelse med disse afviklinger,

€" at støtte den tyske og den østrigske regering i at indkalde en særlig regeringskonference med henblik på revision af Euratom-traktaten,

€" at meddele EU, at Danmark udtræder af Euratom-traktaten, såfremt ovenstående beskrevne revision af Euratom-traktaten ikke bliver gennemført inden den 1. januar 2008.

Bemærkninger til forslaget

Tidligere fremsættelse

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 98, folketingsåret 2005-06 (se Folketingstidende, tillæg A side 6002 og 6004).

Begrundelse

Vinteren 2005-06 var en af de hårdeste vintre i årtier. Kuldegrader helt ned til minus 30 grader plagede befolkningerne i Tyskland og Polen. Disse forhold pustede ganske naturligt til den frygt for energimangel, som allerede var sat i gang af høje oliepriser og haltende leverancer af gas fra Rusland.

Frankrig var ikke sen til at gribe bolden, og på mødet mellem EU€™s finansministre den 24. januar 2006 satte Frankrig højst uventet atomkraft på dagsordenen. Atomkraften på europæisk plan udgør 15 pct. af EU€™s samlede energiforsyning, mens den i Frankrig længe har været den dominerende energikilde. Her udgør atomkraften hele 80 pct. af landets energiforsyning.

Ifølge Kommissionen vil EU komme yderligere under pres i de næste 25 år i forhold til at kunne sikre borgernes energiforsyning. Det skønnes, at 70 pct. af EU-landenes energi vil være importeret i 2030 ifølge EU€™s grønbog om sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi (KOM (2006) 105). I dag importerer EU i forvejen ca. 50 pct. af det samlede energiforbrug.

Den franske regering ønsker at relancere atomkraft som løsningen på de nuværende energiproblemer. Franskmændene advarer oven i købet EU-landene imod at fortsætte afviklingen af atomkraften ved at fremhæve, at det skaber øgede elpriser og mere forurening i hele EU, fordi alternativet set med franske øjne er kulkraft, og ved dernæst at fremhæve atomkraftens positive indflydelse på stabiliteten i EU€™s energiforsyning og på reduktionen af den globale opvarmning.

Mens Danmark og andre lande afviser atomkraften og Tyskland vil afvikle den i de kommende årtier, er både Frankrig, Storbritannien og Finland gået i gang med at bygge nye reaktorer.

Men løsningen er hverken mere atomkraft eller mere kul. Løsningen er den eneste langtidsholdbare løsning: mere vedvarende energi. Vi skal i Danmark og internationalt satse på f.eks. sol-, vind- og bølgeenergi som vejene til at sikre fremtidens energi.

En revision af Euratom-traktaten er i højeste grad påkrævet og kræver støtte fra alle miljømæssigt ansvarlige lande. Euratom-traktaten blev underskrevet i Rom i 1957 og er kun ændret lidt siden. Euratoms primære mål er at fremme brug og udbredelse af a-kraft i Europa. Dette sker bl.a. ved, at EU anvender betydelige beløb til forskning og udvikling af atomkraft og giver fordelagtige lån til bygning og udbygning af atomkraftværker. Bevillingerne favoriserer atomkraften, men burde i stedet gå til fortsat udvikling og fremme af energisystemer, der bygger på miljømæssigt bæredygtige energiformer.

Euratoms formål er også at sikre en tilstrækkelig og uafhængig energiforsyning i Vesteuropa. Den begrundelse er blevet uaktuel. Effektivisering af energiforbrugende apparater og processer kan sammen med besparelser reducere energibehovet, så det kan dækkes af vedvarende energi.

Folketinget vedtog i 1985 (B 103 fra folketingsåret 1984-85), at der ikke skulle indføres atomkraft i Danmark. Derfor skal danske skatteborgere ikke være med til at støtte denne energiform via EU€™s budget. Drift af atomkraftværker indebærer helt uforsvarlige risici og medfører store problemer med hensyn til transport, oparbejdning og deponering af det radioaktive affald. Det er i høj grad derfor, at et bredt flertal ikke ønsker atomkraft i Danmark.

Der er dog behov for at overvåge en sikker lukning (dekommissionering) af eksisterende atomkraftværker og sikker håndtering af radioaktivt materiale. Men det bør indgå som en del af reguleringen på miljø- og arbejdsmiljøområdet. Det kan ikke begrunde, at EU opretholder en særskilt traktat, som utvetydigt favoriserer en potentielt meget risikabel energiform.

Euratom er kun nyttig, hvis man ønsker yderligere udbredelse og udvikling af atomkraft. Alligevel har Danmark de seneste år årligt bidraget med 30 mio. kr. til Euratom-traktaten. I Euratom€™s 7. rammeprogram for perioden 2007-2011, med vejledende angivelser for 2012-13, er der igen afsat store midler − 30,2 mia. kr. − til forskning og udvikling af atomkraft 1)  Danmarks bidrag er ca. 2 pct. af udgifterne, det vil sige ca. 605 mio. kr. eller ca. 86 mio. kr. årligt. Det vil betyde en stigning på mere end 50 mio. kr. årligt i forhold til det forrige rammeprogram.

Forsøgene på at fremme atomkraft skal ikke accepteres. Atomkraft er en dødsensfarlig energikilde, og der er helt uoverstigelige problemer med at deponere radioaktivt affald som følge af brugen af atomkraft.

Derfor er en grundlæggende revision af Euratom-traktaten helt nødvendig og uomgængelig. Og hvis en sådan revision ikke er mulig, ser forslagsstillerne ingen anden mulighed, end at Danmark melder sig ud af Euratom-traktaten. Alternativet er, at Danmark via EU er med til at fremme og udbygge atomkraften i EU og Europa. En støtte, som Folketinget må opfatte som fuldstændig uacceptabel.

Skriftlig fremsættelse

Rune Lund (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om revision af Euratom-traktaten.

(Beslutningsforslag nr. B 59).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.


1) Rådets afgørelse om det 7. rammeprogram, jf. rådsmøde (konkurrenceevne) den 24. juli 2006, Rådets dokument nr. 11979/06 samt KOM (2005) 119.