B 23 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om obligatorisk videoovervågning i taxaer.
Fremsat den 3. november 2006 af
Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Morten Messerschmidt (DF),
Hans Kristian Skibby (DF) og
Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om obligatorisk videoovervågning i
taxaer
Folketinget opfordrer regeringen til at
fremsætte lovforslag om at indføre pligt f or
taxavognmænd til at installere tv-overvågning i taxaer
med henblik på at forebygge og opklare røverier mod og
overfald på taxachauffører.
Bemærkninger til forslaget
Gældende regler
T v-overvågning, der alene sker inde i
taxaer, er ikke omfattet af det generelle forbud mod privates
tv-overvågning i § 1, stk. 1, i
tv-overvågningsloven. Hvis der foretages tv-overvågning
inde i taxaer, skal der oplyses om overvågningen ved
skiltning eller på anden tydelig måde, jf.
tv-overvågningslovens § 3, stk. 1.
Transport- og energiministeren har ifølge
lov om taxakørsel, § 12, stk. 1, nr. 8, bemyndigelse
til at fastsætte regler om bl.a. køretøjernes
indretning og udstyr. Efter Transport- og Energiministeriets
opfattelse (Retsudvalget, 2005-06, alm. del €" svar på
spm. 485) bør taxalovgivningens krav til taxaers indretning
og udstyr imidlertid alene være begrundet i hensynet til
sikring af en fornuftig betjening af kunderne og en effektiv
kontrol med omsætningen i erhvervet, hvorimod andre forhold
om taxaers tekniske indretning og udstyr €" f.eks. forsyning
af taxaer med tv-overvågnings- eller GPS-udstyr €" ikke
bør ske ved regulering, men installeres på grundlag af
erhvervets egne ønsker og behov.
Det er således efter gældende
lovgivning lovligt at anvende tv-overvågning i taxaer, men
der er ikke en forpligtelse for taxavognmændene hertil.
Forslag om obligatorisk
videoovervågning i taxaer
Dansk Folkeparti foreslår, at der
indføres pligt f or taxavognmænd til at installere
tv-overvågning i taxaer med henblik på at forebygge og
opklare røverier mod og overfald på
taxachauffører.
Dansk Folkeparti finder, at
videoovervågning i danske taxaer bør gøres
obligatorisk. Overfald på taxachauffører er et
stigende problem. Det vil relativt nemt kunne forebygges ved at
installere videoovervågning i hyrevognene.
Videoovervågning er nu blevet så billigt at installere
i taxaerne, at det er rimeligt og fornuftigt at indføre
videoovervågning som en lovbestemt forpligtelse for
taxavognmændene med henblik på at sikre deres
chauffører mod overfald. Taxachauffører er en af de
dårligst lønnede og mest udsatte faggrupper i Danmark,
og med en beskeden investering kan man sikre, at deres
arbejdsmiljø forbedres væsentligt. Derved kan
taxachaufførerne også fastholdes længere i en
branche, der er kendetegnet ved store udskiftninger blandt de
ansatte. Videoovervågningen vil samtidig udgøre en
garanti for både kunder og chauffører i tilfælde
af f.eks. voldelige konfrontationer under kørslen eller
taxachaufførers chikane af eksempelvis unge piger (eller
påstande herom). Videoovervågning vil også
være en god investering for vognmændene på grund
af lavere udgifter til vedligeholdelse m.v. af hyrevognene,
når kunderne er bekendt med, at taxaerne er
videoovervåget.
En lovpligtig forpligtelse til at installere
videoovervågning i taxaer skal bl.a. indeholde regler om:
€" Tekniske krav til videoovervågningen,
så der sikres ensartethed i branchen.
€" Krav i relation til overholdelse af
persondataloven. Herunder krav om, at optagelserne skal slettes
løbende og kun må opbevares i en kort periode, og at
taxachaufførerne gives oplysninger om formålet med
overvågningen, hvor længe oplysningerne bliver bevaret,
i hvilke tilfælde optagelserne vil blive gennemgået, at
optagelserne kan blive videregivet til politiet, og i hvilke
tilfælde dette vil kunne ske.
€" Kravene til skiltningen m.v. i forhold til
kunderne.
€" Overgangsperiode på f.eks. 1-2
år for de taxavognmænd, hvis
taxakøretøjer ikke p.t. har udstyr, som lever op til
tekniske krav m.v.
Forslaget om indførelse af obligatorisk
videoovervågning støttes af mange i branchen, herunder
Storkøbenhavns Taxi-Fører Forening, som har mere end
600 medlemmer. Nogle taxavognmænd har allerede indført
videoovervågning. Således har f.eks. Nykøbing
Falster Taxa installeret videoovervågning i samtlige vogne
til en pris af ca. 3.500 kr. pr. vogn. Efter Dansk Folkepartis
opfattelse er frivillighedens vej imidlertid ikke
tilstrækkelig eller hensigtsmæssig.
Skriftlig fremsættelse
Kim Christiansen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
obligatorisk videoovervågning i taxaer.
(Beslutningsforslag nr. B 23).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.