B 20 Forslag til folketingsbeslutning om støtte til forældre til handicappede børn, der giver deres børn undervisning og træning i hjemmet.

Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2006-07
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 27-10-2006

Fremsat: 27-10-2006

Beslutningsforslag som fremsat

20061_b20_som_fremsat (html)

B 20 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om støtte til forældre til handicappede børn, der giver deres børn undervisning og træning i hjemmet.

Fremsat den 27. oktober 2006 af Tina Petersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Pia Kristensen (DF), Karin Nødgaard (DF), Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om støtte til forældre til handicappede børn, der giver deres børn
undervisning og træning i hjemmet

 

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag og at forberede de nødvendige administrative ændringer, der sikrer, at forældre til handicappede børn, der ønsker at give deres børn undervisning og træning i hjemmet, får mulighed for at modtage økonomisk støtte.

Ordningen skal være permanent og landsdækkende, og den skal omfatte såvel hjerneskadede som andre grupper af handicappede børn, hvis forældre ønsker at give undervisning og træning i hjemmet. Ordningen skal ikke være begrænset til en eller enkelte undervisnings- og hjemmetræningsmetoder, men skal kunne omfatte alle undervisnings- og træningsmetoder, der er udbredte og anerkendte i udlandet.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 118 fra folketingsåret 2005-06 (se Folketingstidende 2005-06, forhandlingerne side 6331 og tillæg A side 7576 og 7578).

Baggrund for forslaget

I september 2002 fik kommunerne mulighed for at få godkendt en forsøgsordning i henhold til § 138 i lov om social service, således at forældre kunne få støtte til at træne deres hjerneskadede barn i hjemmet. I november 2005 forlængede socialministeren denne forsøgsordning i yderligere 3 år til udgangen af 2008.

Ordningen skal ses i sammenhæng med de almindelige regler i § 29 i lov om social service, hvorefter en kommune skal yde forældre, der ønsker at passe egne børn med stærk nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. I tillæg til lønkompensation ydes støtte til aflastningshjælp og hjælpemidler.

Forsøgsordningen fra 2002 blev gennemført af den nuværende regering med støtte af Dansk Folkeparti. Den giver kommunerne mulighed for at tilbyde forældre med hjerneskadede børn økonomisk støtte til træning i hjemmet. Det skønnes, at ordningen i de kommuner, der har valgt at medvirke i forsøgsordningen, benyttes af ca. 30 familier. Denne ordning giver kommunerne hjemmel til at yde støtte til kursusafgifter, hjælpere til træning, træningsredskaber m.v. til forældre, der vil træne deres hjerneskadede barn hjemme.

Forsøgsordningen blev i april 2005 evalueret af MarselisborgCentret. Rapporten gav ikke et egentligt videnskabeligt svar på, hvilken effekt træningen har haft på det hjerneskadede barn, men den afdækkede de erfaringer, som kommunerne og forældrene har haft med forsøgsordningen. Rapporten konstaterede, at 74 pct. af børnene fik det bedre som følge af hjemmetræningen.

Som det fremgår, er ordningen ikke landsdækkende, idet langt fra alle kommuner har valgt at være omfattet af forsøgsordningen. Det er således en svaghed ved ordningen, at familier i samme situation stilles forskelligt afhængig af deres bopæl. Det er også en svaghed, at ordningen udløber med udgangen af 2008. Det gør det vanskeligt at planlægge en flerårig periode for den enkelte familie og det enkelte barn. Ordningens begrænsede omfang gør det også vanskeligt at samle en stor sum af erfaringer her i landet.

Der er inden for det offentlige regi hverken mulighed for at give børnene den samme indholdsmæssige eller tidsmæssige intensive træning som den, der opnås ved forældres træning med børn i hjemmet. Det er derfor en udbredt opfattelse, at de etablerede tilbud ikke kan måle sig med den træning, forældre til handicappede selv kan tilbyde børnene i hjemmet.

Mange forskellige metoder

Man skal være opmærksom på, at der findes flere forskellige €" endda mange forskellige €" undervisningsmetoder, der er beregnet på hjemmetræning og hjemmeundervisning af handicappede børn. Blandt de kendte metoder kan nævnes €" i tilfældig rækkefølge €" Domanmetoden, Family Hope Center-metoden, TIPO-metoden, ABR-metoden, ABA-metoden, Kozijavkinmetoden og Son-Rise-metoden. Men der er mere end 30 andre metoder, der benyttes. Metoderne er lige så forskellige som børnenes handicap og lige så forskellige, som de konkrete behov. Nogle metoder kræver medvirken af speciallæger, andre af diætister eller andre fagfolk. Dokumentation for de forskellige undervisnings- og træningsmetoder er også tilvejebragt på meget forskelligt grundlag, men fremhæves skal det, at der for nogle af metodernes vedkommende foreligger omfattende undersøgelser, hvor børn, der undervises og optrænes, er sammenlignet med kontrolgrupper inden for de etablerede tilbud. I adskillige tilfælde har sådanne undersøgelser vist, at hjemmetræning og undervisning i familien fører til endog særdeles positive og overbevisende resultater. Der kan henvises til en af de mest omfattende undersøgelser, der omfattede 1.746 hjerneskadede børn, der i årene 1998-2005 blev trænet af forældre efter programmer fra IAHP (The Institutes for the Achievement of Human Potential).

I Norge, hvor en tilsvarende hjemmetræningsordning som den danske har været gældende i nogle år, er der taget initiativ til et forskningsprojekt om en af metoderne, Domanmetoden. Dette projekt forventes iværksat i efteråret 2006 og afsluttes i 2008. Der er dansk deltagelse i projektet, og socialministeren har i et brevbilag til Folketingets Socialudvalg dateret den 4. april 2006 (Socialudvalget alm. del €" bilag 272, folketingsåret 2005-06) oplyst, at projektet med dansk deltagelse vil omfatte Domanmetoden og Family Hope-metoden og vil danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt træning efter disse metoder skal være et offentligt støttet tilbud.

Forslaget

Mange forældre til børn med forskellige former for hjerneskade eller andre handicap ønsker at undervise og træne deres børn i hjemmet. Alvorlige hjerneskader og andre skader, der kan sidestilles dermed, kræver en særdeles intensiv undervisning og træning, og en sådan kan ikke tilbydes i det offentlige system. Mange forældre ønsker i denne situation at gøre en ekstra indsats for et handicappet barn, og selv om det er benhårdt arbejde, er det meget værdifuldt og meningsfuldt, når man kan se fremskridt som følge af undervisningen og træningen. MarselisborgCentrets undersøgelse viste da også, at familiens trivsel generelt blev væsentligt forbedret, når familier, der ønskede det, fik mulighed for selv at yde en indsats for det handicappede barn.

De metoder, der i dag er udbredt i USA, England og andre lande, er i mange tilfælde både gennemprøvet gennem mange år, og deres resultater er veldokumenterede ved uvildige undersøgelser udført af udenlandske forskere.

Dansk Folkeparti mener ikke, at det er rimeligt eller nødvendigt at afvente resultatet af en norsk undersøgelse, der skal udrede virkningerne af kun to af de kendte træningsmetoder. Der vil gå mere end 2 år, før den norske undersøgelse er afsluttet, og dens konklusioner vil være begrænset til kun to metoder ud af et samlet antal kendte undervisnings- og træningsmetoder på ca. 40. De positive resultater, der kendes fra USA, taler ikke for at afvente den norske undersøgelse, men derimod for, at man mere bredt anerkender metoder, der har vist sig at være virkningsfulde i andre lande, i særdeleshed USA og England. Når speciallæger og forskere, der er anerkendt i deres hjemland, siger god for metoder, der har vundet stor udbredelse i disse lande, må det være tilstrækkeligt til, at vi også her i landet kan tillade forældre at undervise deres handicappede børn efter disse metoder.

Beslutningsforslaget pålægger derfor regeringen at fremsætte lovforslag og at forberede de nødvendige administrative ændringer, der sikrer, at forældre til handicappede børn, der ønsker at give deres børn undervisning og træning i hjemmet, får mulighed for at modtage økonomisk støtte. Ordningen skal omfatte alle forældre til handicappede børn og unge under 18 år.

Ordningen skal være permanent og landsdækkende, og den skal omfatte såvel hjerneskadede som andre grupper af handicappede børn, hvis forældre ønsker at give undervisning og træning i hjemmet. Ordningen skal ikke være begrænset til en eller enkelte hjemmetrænings- og undervisningsmetoder, men skal kunne omfatte alle metoder, der er udbredte og anerkendte i udlandet. Af metoder kan f.eks. nævnes IAHP, Son-Rise, ABR, FHC, ABA, Kozijavkin og TIPO.

Endvidere skal ordningen være fleksibel med hensyn til muligheden for at kombinere hjemmetræning og hjemmeundervisning med et deltidstilbud som f.eks. skole, børnehave, eller fritidsordning, for at de familier, der ønsker det, kan få deres barns sociale behov tilgodeset, og for at den enkelte familie får mulighed for at tilrettelægge hjemmetræningen og undervisningen på den måde, som familien vurderer at kunne overkomme.

Ordningen skal sikre lønkompensation til den forælder, der er ansvarlig for undervisningen og træningen, og dækning af udgifter til hjælpere, materialer og kurser.

Skriftlig fremsættelse

Tina Petersen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om støtte til forældre til handicappede børn, der giver deres børn
undervisning og træning i hjemmet.

(Beslutningsforslag nr. B 20).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.