B 15 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om en etisk offentlig indkøbs og investeringspolitik.
Fremsat den 24. oktober 2006 af
Frank Aaen (EL),
Jørgen Arbo‑Bæhr (EL),
Line Barfod (EL), Per Clausen (EL),
Rune Lund (EL) og Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om en etisk offentlig indkøbs- og
investeringspolitik
Folketinget pålægger regeringen at
sikre, at der i alle kontrakter om offentlige
indkøb af varer eller tjenesteydelser indskrives sociale
klausuler i kontraktvilkårene, der sikrer, at
leverandører og underleverandører lever op til
grundlæggende arbejdstager- og menneskerettigheder. De
sociale klausuler indskrives i alle nye udbud og kontrakter om
offentlige indkøb. De indskrives straks i nye statslige
kontrakter og snarest €" efter forhandling med kommunerne og
regionerne €" i nye kontrakter, som de offentlige myndigheder
indgår. I allerede indgåede kontrakter skal det sikres,
at sociale klausuler er indskrevet, inden der er gået 5
år. For at gøre det muligt at se, om kontrakterne
overholdes, skal der være mulighed for at føre tilsyn
med de virksomheder, der leverer til det offentlige.
Overtrædes indgåede sociale klausuler, skal
leverandøren fremlægge en plan for hurtigt at leve op
til kravene, ellers opsiges kontrakten. Reglerne skal
også gælde leverandører til de offentlige
aktieselskaber, og der indføres ligeledes krav, der sikrer,
at investeringer foretaget af institutionelle investorer som ATP og
Lønmodtagernes Dyrtidsfond sker i respekt for
arbejdstagerrettighederne.
Bemærkninger til forslaget
Den voksende internationale handel og udflagning
af store dele af produktionen har desværre i mange
tilfælde medført et kapløb mod bunden, hvor
producenterne placerer deres produktion, hvor det er billigst at
producere. Hensynet til grundlæggende arbejdstagerrettigheder
må alt for ofte vige for ønsket om lave
produktionsomkostninger.
Enhedslisten så gerne, at respekten for de
grundlæggende arbejdstagerrettigheder blev sikret gennem
forpligtende internationale aftaler og sanktioner over for lande og
virksomheder, der forbryder sig mod disse. Vi så også
gerne, at man helt forbød importen af varer produceret
f.eks. ved brug af børnearbejde eller tvangsarbejde.
Indtil sådanne regler er tilvejebragt, kan
man imidlertid på forskellig vis bidrage til, at det bliver
stadig mere attraktivt for virksomheder at producere i respekt for
arbejdstagerrettighederne.
Enhedslisten har i den anledning fremsat forslag
om en etisk mærkningsordning, der skal give private
forbrugere mulighed for at vælge produkter, der er produceret
på anstændige vilkår.
En af de største forbrugere er imidlertid
det offentlige. Stat, regioner og kommuner indkøber hvert
år for milliarder af kroner og udgør således en
vigtig markedsaktør. Herudover har staten som forvalter af
borgernes skattekroner et særligt ansvar for at sikre, at
skattekroner ikke anvendes til at støtte børnearbejde
eller andre brud på grundlæggende
arbejdstagerrettigheder.
På trods af dette er der ikke i dag klare
regler for offentlige indkøb. Det offentlige vælger i
reglen den billigste leverandør og stiller ingen krav til
tilbudsgiverne om socialt ansvar. Skatteborgerne har således
ingen garanti for, at deres skattekroner ikke anvendes til at
understøtte uetisk produktion.
Tværtimod betyder fraværet af sociale
krav, at virksomheder, der tager deres sociale ansvar alvorligt og
derfor har højere produktionsomkostninger, stilles
dårligere i konkurrencen om offentlige udbud.
Det er paradoksalt, at mens en lang række
virksomheder i dag stiller høje krav til deres
underleverandører om socialt ansvar, har det offentlige ikke
en klar socialt ansvarlig indkøbspolitik.
Derfor foreslår forslagsstillerne, at alle
offentlige indkøb i statsligt regi inden for en tidsramme
på 5 år gøres socialt ansvarlige. Dette sikres
ved, at der indskrives klare sociale klausuler som
kontraktvilkår.
De kriterier, der skal indgå i
kontraktvilkårene, skal løbende udvikles. Kriterierne
skal dog som minimum omfatte, at varen er produceret i respekt for
følgende centrale arbejdstagerrettigheder baseret på
ILO-konventionerne og FN€™s
menneskerettighedserklæring:
1. Ansættelse sker frivilligt
(ILO-konvention nr. 29 og 105).
2. Ingen diskrimination i ansættelsen
(ILO-konvention nr. 100 og 111).
3. Ingen anvendelse af børnearbejde
(ILO-konvention nr. 138 og 182).
4. Organisationsfrihed og ret til kollektive
forhandlinger (ILO-konvention nr. 87, 98 og 135).
5. Udbetaling af en »Living Wage«
(ILO-konvention nr. 26 og 131 samt FN€™s
menneskerettighedserklæring).
6. Ingen overdrevne arbejdstider (ILO-konvention
nr. 1).
7. Sikkert og sundt arbejdsmiljø
(ILO-konvention nr. 155).
Kontraktvilkårene skal desuden
pålægge virksomhederne at gennemføre en
årlig rapportering, der dokumenterer, at der leves op til
kriterierne i de sociale klausuler. Rapporten skal ligeledes
indeholde en liste over adresser på produktionsfaciliteter,
og virksomhederne skal forpligte sig til at være
tilgængelige for eftersyn.
Samme kriterier skal indføres i
investeringspolitikken i de institutionelle investorer såsom
ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Hvis det opdages, at en virksomhed eller
underleverandører ikke lever op til kravene, skal
kontraktvilkårene foreskrive, at der udarbejdes en
handlingsplan med en kortsigtet tidsramme, der kan sikre, at
virksomheden igen kommer i overensstemmelse med kravene. Hvis
virksomheden ikke inden for tidsfristen lever op til
handlingsplanen, tilbageholder oplysninger el.lign., skal det
offentlige have mulighed for at opsige kontrakten i henhold til
kontraktvilkårene.
Selv om sociale klausuler vedrørende
arbejdstagerrettigheder er et relativt nyt fænomen, findes
dog en række fortilfælde. En række byer og
regioner i Europa samt enkelte statslige institutioner har
således indskrevet sociale klausuler som kontraktvilkår
i deres udbudsmateriale €" også vedrørende
vareindkøb:
€" I Barcelona Parkforvaltning indsatte man i
2005 sociale klausuler om arbejdstagerrettigheder i udbud om
arbejdstøj til byens gartnere.
€" I Bonn og München kræver man, at
børnearbejde ikke er forekommet i produktionen af de varer,
man indkøber. Samme regel gælder i Oslo.
€" I Sverige har Forsvarets Materielværk
stillet krav om, at ILO€™s kernekonventioner overholdes
i forbindelse med produktionen af arbejdstøj og uniformer,
og har forbeholdt sig ret til at bryde kontrakten, hvis det ikke
sker. De forpligter desuden leverandøren til at tillade
inspektioner der, hvor opgaven udføres.
€" I den svenske kommune Mariestad er der
indført regler, der bl.a. kræver, at arbejdere
på leverandørernes virksomheder skal være sikret
fagforeningsfrihed.
Det skal også anføres, at Danmark i
kraft af sin tilslutning til ILO€™s konvention nr. 94
har forpligtet sig til at indsætte arbejdsklausuler i
kontrakter med private leverandører, der sikrer de ansatte
»en løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår som
ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af
samme art inden for vedkommende fag eller industri på den egn
hvor arbejdet udføres«.
Europa-Parlamentet har desuden netop vedtaget
en resolution om fair trade og udvikling, der blandt andet
opfordrer Europa-Kommissionen til at støtte, at fair
trade-kriterier og arbejdstagerrettigheder integreres i offentlige
udbud.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
etisk offentlig indkøbs- og investeringspolitik.
(Beslutningsforslag nr. B 15).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.