B 134 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om effektiv færdiggørelse af speciale for studerende,
som har ingen eller begrænset kontakt med
uddannelsessystemet.
Fremsat den 30. marts 2007 af
Margrethe Vestager (RV),
Charlotte Fischer (RV) og Marianne Jelved (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om effektiv færdiggørelse af
speciale for studerende, som har ingen eller begrænset
kontakt med uddannelsessystemet
Folketinget pålægger regeringen at
sikre den nødvendige hjemmel til, at universiteterne kan
tilrettelægge turbospecialeforløb for frafaldne
studerende, der kun mangler specialet for at
færdiggøre deres studier, og som har minimum 3
års studierelevant erhvervserfaring.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Der har i de senere år været et
stigende fokus på, at studerende gør deres studier
færdige og gør det på normeret tid. Ikke desto
mindre har der gennem mange år været studerende, som er
faldet fra deres studier inden de har tilendebragt specialet.
Fremadrettet løser velfærdsaftalen
fra juni 2006 en del af problemet ved at stille bindende
tidsbegrænsning for de studerendes specialeskrivning.
Imidlertid er der i dag mange specialestuderende,
som pga. erhvervsarbejde har været længe væk fra
uddannelsessystemet. Fuldtidsarbejde og/eller familieforhold
betyder, at disse studerende i mange tilfælde ikke har
mulighed for at trække et halvt år eller et helt
år ud af kalenderen for at skrive det afsluttende
speciale.
Disse studerende vælger derfor helt at
opgive specialet og har reelt kun deres bachelorgrad som
sidstopnåede eksamensbevis. Det betyder, at mange fastholdes
på en lavere aflønning end deres kolleger med
færdiggjorte kandidatuddannelser. Samtidig oplever mange
specialestuderende det som et stort personligt nederlag, at man
ikke har kunnet afslutte sin uddannelse.
Ifølge videnskabsministeren har
ministeriet ikke overblik over problemets omfang (jf. S 1616-1619
fra 17. januar 2007). Imidlertid peger det relativt høje
frafald på kandidat-uddannelserne (på visse
humanistuddannelser op til 20 pct.) på, at antallet, som
falder fra, når blot specialet mangler, ikke er
ubetydeligt.
Krav til specialet og
anerkendelse af realkompetencer
Kandidatspecialet skal ifølge
universitetsloven dokumentere færdigheder i at anvende
videnskabelige teorier og metoder under arbejdet med et fagligt
afgrænset emne. Specialet afslutter uddannelsen og er
normeret til 30 ECTS-point, hvilket udgør en fjerdedel af
kandidatuddannelsen, svarende tidsmæssigt til et
semester.
Efter de gældende regler kan realkompetence
ikke indgå som en del af en kandidatuddannelse, og et
speciale kan således ikke erstattes af erhvervsarbejde.
Det er imidlertid fornuftigt at give mulighed for
at erhverve den akademiske grad, hvis man har de krævede
kompetencer €" inklusive de kompetencer, som opnås ved
erhvervsarbejde. Det giver et mere retvisende billede af
uddannelsesniveauet og et bedre grundlag for efter- og
videreuddannelse af den enkelte.
Dette beslutningsforslag lægger op til, at
de realkompetencer, som optjenes i forbindelse med fagrelevant
erhvervsarbejde, kan meritoverføres og sammen med en mindre
skriftlig opgave udgøre de 30 ETCS-point, som kræves
af specialet i lovgivningen.
Forslaget vil konkret give de studerende, der kun
mangler specialet, og som på grund af længerevarende
erhvervsarbejde har været væk fra uddannelsessystemet i
længere tid, muligheden for at tilegne sig en kandidatgrad
ved at skrive en opgave over 6 uger med bunden opgaveformulering og
med en afsluttende bestået/ikkebestået
bedømmelse €" et såkaldt turbospeciale. Opgaven
skal skrives over en lukket periode, dvs. de 6 ugers
opgaveskrivning kan ikke opdeles.
Opgaven udbydes af det enkelte universitet, og
opgaveformulering udfærdiges af den fagrelevante underviser.
Opgaveformuleringen udformes alene af underviseren, og den
studerende har kun mulighed for at vælge overordnet
emneretning.
I følge regeringens redegørelse,
Anerkendelse af realkompetencer i uddannelserne (november
2004) har realkompetence fået en central rolle i
uddannelsestænkningen i dag. Regeringens redegørelse
lægger op til, at alle dele af uddannelsessystemet
medtænker anerkendelsen af realkompetencer.
Forslaget er på linje med dette generelle
ønske om, at realkompetencer opnået uden for det
etablerede uddannelsessystem i højere grad skal anerkendes
og være omsættelige på arbejdsmarkedet.
Konkret stilles der krav om mindst 3 års
fagrelevant akademisk erhvervserfaring på fuldtid, for at den
studerende kan anvende denne mulighed. Kravet om 3 års
erhvervserfaring betyder, at almindelige studerende, som
påbegynder specialeskrivning, ikke har incitament til at
vente til 6 ugers-specialet tilbydes. Det skyldes, at selve
erhvervelsen af kandidatgraden, som nævnt, ofte har stor
betydning for både beskæftigelsesmuligheder,
startløn og lønfremgang (især i den offentlige
sektor). Karrieremæssige og økonomiske hensyn vil
derfor tilsige, at man afslutter specialet inden påbegyndelse
af erhvervskarrieren. Det vil udelukke misbrug af ordningen.
At specialet er færdiggjort som et
turbospeciale skal naturligvis oplyses på eksamensbeviset.
Det vil således fortsat være muligt at skelne mellem
normale kandidater og kandidater med 6 ugers speciale. Frygten for,
at forslaget vil devaluere kandidatuddannelserne generelt, må
i denne sammenhæng vurderes at være ubegrundet.
Bemærk, at det naturligvis ikke er
hensigten, at brugen af 6 ugers-specialet skal være
omfattende. Turbospecialet er en nødløsning for
studerende i særlige situationer. Forslaget sigter alene
efter at rydde op i rækken af ufærdige
kandidatstuderende, hvilket vil være en
samfundsøkonomisk gevinst i form af en positiv indflydelse
på deres senere karriereforløb.
Finansiering
Forslaget vil betyde øgede udgifter
vedrørende specialevejledning, censur og
færdiggørelsestaxametre til universiteterne. Forslaget
vil bidrage til opfyldelsen af målsætningerne
vedrørende højere uddannelsesniveau i aftalen om
globaliseringspulje fra november 2006. Udgifterne kan derfor
dækkes ind under de dertil allerede afsatte midler i
globaliseringspuljen.
Skriftlig fremsættelse
Margrethe Vestager (RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om effektiv
færdiggørelse af speciale for studerende, som har
ingen eller begrænset kontakt med
uddannelsessystemet.
(Beslutningsforslag nr. B 134).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.