B 13 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en kommission om lokalt selvstyre.
Fremsat den 24. oktober 2006 af
Pia Gjellerup (S), Ole Stavad (S),
Ole Glahn (RV), Margrethe Vestager (RV),
Kristen Touborg (SF), Ole Sohn (SF),
Line Barfod (EL) og Jørgen Arbo‑Bæhr (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en kommission om lokalt
selvstyre
Folketinget opfordrer regeringen til efter
drøftelse med Folketingets partier at nedsætte en
uafhængig kommission, der har som opgave at vurdere
principperne for og udviklingsmulighederne i det lokale, kommunale
selvstyre.
De betydeligt større kommuner, der blev et
resultat af kommunalreformen, der træder i kraft den 1.
januar 2007, giver grundlag for at tydeliggøre ansvaret for
tilrettelæggelsen og udførelsen af de kommunale
opgaver med udgangspunkt i det kommunale selvstyre og med respekt
for borgernes retssikkerhed.
Kommissionens hovedopgave skal være at
gennemgå de principper, der ligger til grund for det
kommunale selvstyre og dets ved kommunalreformen nu fastlagte
udformning og funktion, og dertil skal kommissionen foreslå
såvel principielle som mere konkrete ændringer, som kan
udvikle det kommunale selvstyre, samt
€" øge lovgivningens klarhed og
konsekvens,
€" udbygge borgernes retssikkerhed,
€" sikre effektive tilsyn og klageveje,
€" skabe ensartede og enkle metoder til at
opnå indsigt i opgavernes løsning,
€" reducere kontrol og detailstyring,
€" opgøre og reducere regelbyrden og
omkostningerne herved og
€" styrke offentligheden i forvaltningen.
En væsentlig del af kommissionen skal
bestå af personer med følgende baggrund:
€" Eksperter med indsigt i kommunale
forhold,
€" eksperter med indsigt i
retssikkerhedsprincipper,
€" repræsentanter for kommunale
medarbejderes faglige organisationer,
€" repræsentanter for større
borger- og interessegrupper og
€" repræsentanter for kommunerne og de
mest relevante ministerier.
Kommissionens betænkning skal afgives
til indenrigs- og sundhedsministeren med henblik på
drøftelse med Folketinget i efteråret 2008.
Bemærkninger til forslaget
I § 82 i grundlovens kapitel om de
borgerlige frihedsrettigheder bestemmes det, at kommunernes ret til
under statens tilsyn at styre deres anliggender ordnes ved lov.
Dette har i tidens løb udmøntet sig i en omfattende
lov om kommunernes styrelse og en række særlove, der
omhandler alle de opgaver, som kommunerne og amterne varetager som
hovedaktører i det danske velfærdssamfund.
Ved kommunalreformen, der træder i kraft i
2007, er amterne nedlagt og erstattet af regioner, der ikke af
regeringen anerkendes som en del af det kommunale selvstyre.
Desuden er kommunernes antal reduceret til 98,
hvorved der igennem den periode, hvor velfærdssamfundet har
udviklet sig med størst styrke i Danmark, er sket en samlet
reduktion fra 1.386 kommuner før kommunalreformen i 1970 til
de 98 store nye kommuner, der i løbet af nogle år
måske bliver endnu et nøk færre.
Denne omfattende reduktion i antallet og dermed
størrelsen samt den lige så omfattende forskydning af
opgavernes antal og tyngde har ikke på noget tidspunkt
været undergivet en samlet, principiel og indsigtsfuld
vurdering, for så vidt angår indholdet af begrebet
»det kommunale selvstyre«.
Dette lægges der op til med dette
beslutningsforslag.
Der vil altid være
interessemodsætninger mellem staten/regeringen/Folketinget
på den ene side og kommunerne på den anden side i en
lang række situationer, hvor det politisk er en fælles
opgave at sikre borgerne den velfærd, man har stillet dem i
udsigt.
Blandt emnerne, der dystes om ud over de
økonomiske rammer, er sådanne som regelstyring,
mindstekrav, garantier, klageadgange, tilsyn, puljestyring,
evalueringer, indberetninger, sammenligninger, kontrol, udligning
og forskelle mellem kommunerne, hvad angår såvel
service som økonomiske vilkår.
I den seneste tid er der af det politiske flertal
i Folketinget sat alvorlige spørgsmålstegn ved
kerneelementer i det kommunale selvstyre −
spørgsmålstegn, som netop er affødt af den
uklarhed, der følger af, at begrebet »det kommunale
selvstyre« presses i situationer, hvor der ikke er en mere
afklaret balance mellem statsmagten og kommunerne. Dette
lægger op til en ufrugtbar konflikt om fremtiden for det
lokale selvstyre, som ellers har været et væsentligt
kendetegn ved udviklingen af velfærdssamfundet.
Forslagsstillerne ønsker at få
kvalificeret diskussionen, således at der skabes det bedste
udgangspunkt for udviklingen af velfærdssamfundet i et
fællesskab mellem staten og kommunerne, hvor opgaverne
løses der, hvor de bedst vil kunne løses.
Det er forslagsstillernes forventning, at en
udmøntning af resultaterne af et kommissionsarbejde kan
skabe reel sammenhæng mellem forpligtelser, økonomi,
ansvar og resultater og dermed en klarere demokratisk indsigt og
indflydelse for borgerne. Borgerne vil tillige kunne opleve at
få et større udbytte af den kommunale indsats med
vægt på ydelserne over for borgerne frem for betydelige
anstrengelser med et pålagt bureaukrati.
Forslagsstillerne forestiller sig, at
kommissionen kan nedsættes tidligt i 2007 og være
færdig med sine analyser, overvejelser og anbefalinger i
efteråret 2008, så der kan gennemføres den
fornødne opfølgende lovgivning og andre beslutninger
i Folketinget før sommeren 2009, hvorefter der kan afholdes
kommunalvalg i efteråret 2009 på et fælles og
afklaret grundlag.
Skriftlig fremsættelse
Pia Gjellerup (S):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
nedsættelse af en kommission om lokalt selvstyre.
(Beslutningsforslag nr. B 13).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.