Ministeren har på et møde mellem EU's udenrigsministre den 27. februar accepteret at sende 895 mio. kr. i ekstraordinær bistand til det Hamasstyrede palæstinensiske selvstyre. De 895 mio. kr. bliver sendt til selvstyreregeringen - angiveligt - for at imødegå, at Israel tilbageholder skatteindtægter opkrævet i det palæstinensiske selvstyreområde.
Efter spørgerens mening er det er en forkert beslutning. EU bidrager dermed til at støtte en bevægelse, som står på EU's egen terrorliste, hvorved EU indirekte er med til at finansiere Hamas' aggressive politik over for Israel. Årsagen til, at Israel tilbageholder pengene, er, at Israel naturligvis ikke vil sende penge til Hamasstyret - penge, som Israel risikerer kommer tilbage i form af bombeterror. Spørgeren er derfor uforstående over for ministerens støtte til at oversende de 895 mio. kr. til Hamasstyret.