Den næste sag på dagsordenen var:
3) Forhandling om redegørelse nr. R 1:
Redegørelse af statsministeren i henhold til grundlovens §
38. Af statsministeren (Anders Fogh Rasmussen). (Redegørelsen anmeldt 4/10 2005. Redegørelsen givet 4/10 2005. Meddelelse om forhandling 4/10 2005).

Jeg gør opmærksom på, at man under denne sags behandling også kan omtale den næste sag på dagsordenen, nemlig første behandling af forslag til finanslov for finansåret 2006.
     Jeg gør opmærksom på, at reglerne for, hvordan debatten praktiseres, er omdelt til Tingets medlemmer, og jeg skal derfor ikke gennemgå dem nærmere.

Forhandling

Er der nogen, der har noget, de gerne vil trække tilbage, så vil jeg gerne vide det nu?
     Se, for 4 år siden fik Danmark en ny regering. I Venstre var vi gået til valg på at skabe forandring, og det var virkelig noget, der kunne more de mest humoristiske socialdemokrater i medierne. Venstre kommer til at spise deres kampagnebolsjer selv, for danskerne vil have tryghed og ikke forandring, lo de i pressen. Og latteren bragede så højt, at de slet ikke hørte, at danskerne ville have klare løfter, som de kunne stole på. De hørte ikke, at det for danskerne giver tryghed, når man ved, at skatter og afgifter ikke stiger; at tryghed handler om hurtig behandling, når man er syg; at tryghed kræver kontrol med indvandringen; at tryghed er hårde straffe for vold og voldtægt, og at tryghed også er, at man kan sende sine børn i skole og vide, at de rent faktisk lærer at læse og regne.
     Den politik har Venstre stået fast på fra begyndelsen, og den har skabt forandring og tryghed.
     I dag glæder vi os tilmed over, at vores politik nyder bred opbakning både i befolkningen og efterhånden også i Folketinget. Og hvem skulle dog have troet det? Da regeringen fastlagde den nuværende udlændingepolitik, tog ledende socialdemokrater rundt i verden og sagde, at de skammede sig over Danmark, og at den danske regering var værre end Jörg Haiders. Regeringens krav om øget faglighed og bedre evaluering gennem flere test i folkeskolen blev for få måneder siden af Socialdemokraterne karakteriseret som den sorte skole og ren lektor Blomme. Og skiftende socialdemokratiske formænd og skattefolk har igen og igen kaldt regeringens skattepolitik for det største statstyveri siden Alberti.
     I dag støtter Socialdemokraterne regeringens udlændingepolitik, de støtter regeringens skolepolitik, og de støtter vistnok store dele af regeringens skattestop. Jörg Haider, lektor Blomme og Alberti, det kan man da kalde en spændende samling mennesker, som Socialdemokraterne har taget til sig. Nu skal koblingen mellem de tre herrer og den førte politik få lov at stå for Socialdemokraternes egen regning, så vi nøjes i Venstre med at glæde os over denne skelsættende udvikling. Det betyder nemlig, at Venstres politik bliver cementeret yderligere for hver dag, der går. Borgerlig-liberale mærkesager er nu fundamentet for hele den politiske debat og stillingtagen, fordi Socialdemokraterne giver løfte om ikke at ændre ved centrale dele af regeringens politik. Jeg har godt lagt mærke til, at den socialdemokratiske formand, hver gang hun udsteder et løfte, også siger, at kontraktpolitikken skal ophæves. Det er jo et lidt pudsigt løfte, kan man sige, da kontraktpolitik ikke betyder andet, end at man holder, hvad man lover. Men vi glæder os over, at vi med vores resultater har skabt markante holdningsændringer i samfundet og på Christiansborg, og at Socialdemokraterne synes, at Venstres politik er god. Det betyder nemlig, at regeringens resultater er langtidsholdbare. Og det er ikke bare en kæmpe sejr for Venstre og regeringens politik, det er en gevinst for danskerne. Faglighed i folkeskolen og leg og læring i børnehaven skaber den bedste forudsætning for øget social mobilitet, fordi faglig dygtighed skaber muligheder og frie mennesker. Og frie mennesker med frie muligheder er et vigtigt fundament for den velfærd, som vi bygger op i fællesskabets navn. For Venstre er det helt afgørende, at mennesker udstyres med lige muligheder. Dem skal de til gengæld have lov til at udnytte forskelligt.

Og lad mig understrege, at ulighed aldrig nogen sinde kan være et mål i sig selv. For det er ikke uligheden, som skaber dynamik. Det er muligheden, som skaber dynamik, en dynamik, som skal komme alle i samfundet til gode.

     Men omvendt kan det heller ikke nytte, at vi i lighedens navn bygger vores samfund på gammeldags, socialdemokratisk misundelsespolitik, hvor alle mennesker bliver behandlet ens efter laveste fællesnævner. Det er der ingen mennesker der bliver rige af, det er der ingen mennesker der bliver gladere af.
     Mennesker er forskellige og skal behandles som sådan, og det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Hver gang det lykkes at få et menneske løftet fra passiv forsørgelse over i arbejde, så øger det jo statistisk set uligheden, men spørger man den mand eller kvinde, som har fået arbejde, om han eller hun føler at have fået større lighed socialt og økonomisk med resten af danskerne, så er svaret jo entydigt ja.
     Når mennesker får arbejde, får de overskud og perspektiv på tilværelsen. Det skaber mulighed, og mulighed er det bedste værn mod ulighed. Mennesker skal have lige muligheder, men folk skal også kunne indrette deres tilværelse, som det nu passer dem, for mennesker er forskellige med forskellige behov. Venstre ønsker at skabe frihed til forskellighed gennem lige muligheder.
     Derfor er der også ekstra grund til at glæde sig over, at ledigheden står til at blive den laveste i Danmark i 25 år inden årets udgang. Den laveste ledighed i Danmark i 25 år!
     Oppositionen var ikke i tvivl om regeringens skyld, da ledigheden steg for et par år siden. Jeg gad egentlig vide, hvem de vil give ansvaret for den laveste ledighed i 25 år? Eller hvad med det solide overskud på betalingsbalancen, fremgang i eksporten og et rekordstort overskud på de offentlige finanser? I Venstre nærer vi selvfølgelig ingen falske forhåbninger, og jeg vil blot konstatere, at det er situationen i Danmark under en borgerligt ledet liberal regering.
     En så overvældende fremgang for beskæftigelsen og dansk økonomi kan jo få lysten til at bruge en masse penge op i enhver politiker, men her påtager vi os gerne den lidt sure opgave at mane til besindighed. Hvis vi går ud nu og bruger en masse penge i dag, så øger vi behovet for reformer. Vi og vores børn kommer til at betale prisen i fremtiden.
     I Venstre fastholder vi, at Danmark skal føre en langsigtet, økonomisk ansvarlig politik, hvor vi fortsætter med at afdrage på statsgælden. Man kan ikke bare sige, at man øger sit forbrug et enkelt år med en masse milliarder kroner, og så gearer man ned igen. Folk, der bliver ansat i den offentlige sektor som følge af et øget forbrug i år, skal jo også have løn til næste år, og udgifterne falder ikke igen, tværtimod. De penge, som vi kaster ud i offentligt forbrug, er der kun skatteyderne til at betale, og regningen vil vokse år for år. Dertil kommer, at et større forbrug på nuværende tidspunkt vil resultere i flaskehalse på arbejdsmarkedet. Det skaber lønpres, lønpres giver rentestigninger, og det vil få alvorlige konsekvenser for tusinder af boligejere. Så hvis vi vil sikre vores boligejere og sikre et fortsat godt investeringsklima i Danmark, er det helt afgørende, at vi forvalter statens overskud med ansvarlighed. Derfor fastholder Venstre, at vi bruger statens overskud til at afvikle den statsgæld, som stadig er på over 500 mia. kr. Som statsministeren sagde i tirsdags, skal vi gøre de gode tider langtidsholdbare. Det handler om vores børns økonomiske muligheder og frihed i fremtiden. Langtidsholdbar velfærd kræver også reformer. Dem vil vi tage fat på, umiddelbart efter at Velfærdskommissionen har gjort sit arbejde færdigt. Flere partier i oppositionen bryster sig af, at de har spillet ud med velfærdsreformer, der kan sikre fremtiden. Det er nu ikke vores oplevelse. Fantasien har ikke rakt meget længere end til at gøre velfærdsreformer til en dans om efterløn. Nuvel, det har da været en meget underholdende debat og dans: Først skulle efterlønnen forbeholdes de nedslidte, så skulle den fredes for alle over 40 år, så skulle den være en rettighed for alle, og til sidst endte den med kun at være en rettighed for LO's egne medlemmer med undtagelse af dem, som havde været så ufornuftige at tage en uddannelse. Og 40-års-garantien røg som så mange andre socialdemokratiske garantier gennem tiderne også i svinget. Det var selvfølgelig meget underholdende at være politisk tilskuer til, men for sygeplejersker, fængselspersonale og andre med mellemlange eller videregående uddannelser har det formentlig ikke været så sjovt at være tilskuer omkring den socialdemokratiske cirkusmanege.

     For Venstre handler velfærdsreformer om langt mere end efterløn. Spørgsmålet er jo, hvad vi vil med reformerne. Venstres svar er, at vi vil øge antallet af hænder på arbejdsmarkedet, når små årgange skal forsørge store årgange. Så enkelt kan det siges. Til gengæld er det ikke så enkelt at gøre.
     Der er mange spor, som skal løbe sammen, når vi taler velfærdsreformer. Vi skal øge den sociale mobilitet; vi skal have flere indvandrere i arbejde; vi skal forhindre, at mennesker bliver låst fast i sygedagpengesystemet; vi skal sikre et hurtigt og mere smidigt uddannelsesforløb for de studerende; vi skal styrke voksen- og efteruddannelserne; vi skal sikre, at folk får bedre mulighed for at trække sig gradvis ud af arbejdsmarkedet; og så skal vi selvfølgelig også kigge på den generelle tilbagetrækningsalder.
     I Venstre lægger vi vægt på at skabe sammenhæng mellem mange forskellige indsatser. Derfor er det ikke bare gustent overlæg, men særdeles fornuftigt, at regeringen venter med at spille ud med en samlet pakke, til Velfærdskommissionen giver os et bredere beslutningsgrundlag. Venstre insisterer på, at velfærdsdiskussionen bliver andet end en forsimplet kampsport om efterløn, ikke kun af hensyn til efterlønnerne, statskassen, alle de fine ord om demografisk udvikling, men også fordi Venstre ønsker, at velfærdsreformer kan åbne nye muligheder for mange mennesker. At få et arbejde skaber nye muligheder for indvandrerne
- det er frihed. En målrettet plan og hurtigere behandling af syge sikrer mennesker kortere tid på sygedagpenge - det er frihed. Et ordentligt uddannelsesforløb for de unge skaber bedre karrieremuligheder - det er frihed. Bedre efteruddannelse øger menneskers faglige kvalifikationer - det giver muligheder, det er frihed. Og en øget tilbagetrækningsalder giver såmænd også frihed, om ikke andet så til vores børn og de kommende generationer. Venstre ønsker at kombinere velfærdsreformer med øgede muligheder, med frihed og større tryghed for den enkelte. Derfor skal velfærdsdiskussionen ind i en langt, langt bredere sammenhæng end den, vi har set oppositionen levere til dato. Frihed for mennesker er også målet for den danske indsats i Irak. Et af de mest grusomme diktaturer i verden er nu afløst af irakernes mulighed for at få indflydelse på deres fremtid gennem demokratiske valg - det giver muligheder for mennesker, det er frihed. Desværre er der også mennesker, som betaler den højeste pris for den frihed. I lørdags måtte en ung dansk soldat betale den allerhøjeste pris for sin indsats i Irak. Et ufatteligt tab, som efterlader familie, kolleger og venner i sorg. Ved samme lejlighed blev tre kolleger såret. Disse unge mænd valgte sammen med andre at drage til Irak for at bidrage til at bedre livet og dagligdagen for den enkelte iraker. Vores tanker går til de pårørende og alle danske soldater i verden, som bidrager til at løse internationale opgaver. Danske soldater giver et vigtigt bidrag til mulighedernes verden med frie mennesker. For Venstre er det stadig tid til forandring, og vi tager nu fat på et folketingsår med store og meget spændende opgaver foran os. Målet for Venstre er en fortsat solid økonomi med større frihed og flere muligheder for alle i samfundet. Jeg skal på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er økonomisk fremgang i Danmark med stigende beskæftigelse, faldende ledighed, overskud på betalingsbalancen og de offentlige budgetter samt lav inflation og rente.
     Folketinget lægger vægt på, at der føres en politik, som sikrer, at den økonomiske fremgang kan fortsætte, og at den kommer alle til gode, så Danmark også i fremtiden kan forblive et samfund uden store sociale og økonomiske forskelle. Med henblik på at sikre en stærk sammenhængskraft
i det danske samfund opfordrer Folketinget til,
- at der fortsat gennemføres målrettede forbedringer for udsatte grupper i det danske samfund,
- at børn og unge rustes bedre til at bryde den negative sociale arv, samt
- at det sikres, at det altid kan betale sig at arbejde, også for de lavestlønnede.« (Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Der er nu plads til en række korte bemærkninger. Jeg skal lige for god ordens skyld nævne dem, som jeg har skrevet op på min liste, i den rækkefølge, som de får ordet: Hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Morten Østergaard, hr. Villy Søvndal, fru Lotte Bundsgaard, hr. Ole Sohn, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Ole Stavad, fru Christine Antorini, fru Lise von Seelen, hr. Thomas Adelskov, fru Pia Gjellerup, hr. Høgni Hoydal, hr. Morten Bødskov, hr. Per Clausen, fru Elsebeth Gerner Nielsen, hr. Troels Ravn.
     Først hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning til ordføreren.

Det er lidt svært at vide, hvad Venstre mener om den øgede ulighed i samfundet, når en socialminister siger, at der er brug for øget ulighed, og en statsminister siger, at det ikke er regeringens politik med øget ulighed.
     Men lad os se bort fra ordene og tage handlingerne, for det er jo sådan, at uligheden faktisk er steget under den her regering. Lad os bare tage et par konkrete sager:
Indførelsen af starthjælp og indførelsen af kontanthjælpsloftet har betydet en øget ulighed. Det tror jeg ikke der er nogen der kan benægte. Man kan faktisk konstatere, som Socialforskningsinstituttet gør, at et loft over ydelser - altså kontanthjælpsloftet - ikke har fået flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde.
     Det er også grunden til, at man så kan konstatere, som Rådet for Socialt Udsatte gør, at den eneste sikre virkning af nedskæringerne er, at det gør folk fattigere.

Ja, hvis man har det udgangspunkt, at folk skal fastholdes på passiv forsørgelse, så gør det folk fattigere. Det er fuldstændig rigtigt. Men det er ikke Venstres politik, og det er heller ikke regeringens politik. Det er også det, jeg har beskrevet i min tale, det er det, statsministeren beskrev i sin tale, og det er det, som også står i den sidste pind i vedtagelsen, nemlig at vi er nødt til at have et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, ellers får vi jo ingen dynamik, ellers er der jo ikke nogen til at tjene de penge hjem og skaffe den værdi i samfundet, som de svageste mennesker, de, som er på kanten af samfundet, skal have midler fra.
     Det er jo helt afgørende, at det kan betale sig at arbejde. Lad os nu tage loftet over kontanthjælpen, som et bredt udsnit af Folketingets partier i øvrigt har været med til at vedtage: Loftet over kontanthjælpen betyder, at det kan betale sig at arbejde, hvis den enkelte på kontanthjælp blot arbejder 5 timer om ugen - 5 timer om ugen! Dét sammenholdt med, at der i dag er 100.000 ledige job, hvoraf en stor del af dem ikke kræver nogen store faglige kvalifikationer, forudgående kvalifikationer, viser jo, at politikken er rigtig.

Med hensyn til det sidste så synes jeg, at hr. Jens Rohde skal lade være med kun at læse overskrifterne, når han læser aviser, for der er ikke 100.000 ledige job. Hvis man nu gider at læse artiklen i Børsen, vil man se, at der ikke er 100.000 ledige job.
     Men tilbage til kontanthjælpsloftet: Det kan godt være, at hr. Jens Rohde drømmer om, at det betyder, at der kommer flere i arbejde. Problemet er, at vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden, når vi snakker politik. Og der er ikke kommet flere i arbejde på grund af kontanthjælpsloftet. Det kan der være mange gode grunde til, men lad os se på virkningerne, som de ser ud for de mennesker, den enkelte familie, der mister mellem 900 og
1.000 kr. om måneden. Er de blevet fattigere, eller er de blevet rigere? Jeg synes bare, at man bliver nødt til at forholde sig til, hvad der sker, hvad konsekvenserne af ens politik er, og ikke til, hvordan man drømmer det skulle være.

Jens Rohde (V):
Jeg går ud fra, at der i hvert fald i Folketinget er en bred enighed om - sådan er loven i hvert fald udformet - at hvis man er på kontanthjælp, så er ens problem ledighed. Hvis det er sygdom eller nedslidning eller andre forhold, der gør sig gældende, så har vi andre ordninger, som disse mennesker skal være på. Det kan være revalidering, førtidspension, sygedagpenge osv.

     Hvis man er på kontanthjælp, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Sådan er loven: Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det må vi jo fastholde. Og hvis det er sådan, at man er på kontanthjælp, og man ikke kan gå ud og tage 5 timers arbejde om ugen - det vil sige, at man kan gå med aviser i hverdagen og på den måde komme til at oppebære en højere indtægt, end man kunne før loftet over kontanthjælp, for vi jo har sørget for, at man ikke, hvis man tjener nogle penge, bliver beskåret så kraftigt i kontanthjælpen - så hører man ikke til på kontanthjælp.

Hr. Jens Rohde talte, som også statsministeren gjorde det, om og brystede sig af den historisk lave ledighed og det, at den også skabte muligheder for mange.
     Man må sige, at der i hvert fald er en hel gruppe, for hvem regeringens politik har slået larmende fejl.
     For det var jo sådan, at fra 1994 og frem til slutningen af 2002, hvor regeringen indførte de stramme udlændingelove og starthjælpen, faldt ledigheden for indvandrere og efterkommere kvartal for kvartal med en enkelt undtagelse. Men siden da, må jeg sige til hr. Jens Rohde, er ledigheden steget. Antallet af ledige indvandrere og efterkommere er steget kvartal for kvartal med en enkelt undtagelse, nemlig det første her i 2005, således at vi nu er tilbage på 1998-niveau. Med andre ord har det altså taget regeringen
4 år at bringe os 3 år tilbage i tiden, når det drejer sig om integrationen. Vi er tilbage på 1998-niveau. Vil hr. Jens Rohde ikke give mig ret i, at der er behov for en meget markant reform og ændring af den kurs, regeringen har lagt, hvis det skal lykkes at integrere flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet?

Jamen der er da behov for en meget målrettet indsats, og det er jo også derfor, at vi kort før sommerferien indgik et integrationsforlig bl.a. med Socialdemokraterne, som målrettet sigter på, at vi skal have flere indvandrere i arbejde. Det siger vi jo åbent og ærligt i regeringen, og det har jeg også sagt i min tale at skal vi gøre.
     Der kræves en enormt stor indsats på en lang række fronter, men, må jeg sige til hr. Morten Østergaard, i forhold til 2001 er der i dag 15.000 flere indvandrere, der er i arbejde. Det er virkeligheden: Der er 15.000 flere indvandrere i arbejde i dag, end der var i 2001.

Statsministeren sagde i sin åbningstale, at det vigtige og det afgørende var, at man havde indført de stramme udlændingelove for at lukke landet til, om jeg så må sige, så der blev rammer for integrationen. Og det modsatte er faktisk tilfældet.
     Det, at man har strammet udlændingelovene, har skabt en situation i landet, hvor - uanset hvad hr. Jens Rohde måtte mene er nettotallet - situationen er den, at antallet, det absolutte antal af ledige indvandrere og efterkommere, på trods af at der kommer færre og færre nye indvandrere til landet, er steget kvartal for kvartal siden 2002 med undtagelse af det første kvartal i år. I dag er vi tilbage på 1998-niveau. Det er tal fra Danmarks Statistik. Det drejer sig om enkeltpersoner, som ikke har fået muligheder, og det er derfor, man må sige, at den kurs, der er lagt, er slået fejl, for hele ideen med, at hvis bare vi bremser tilstrømningen, så får vi bedre integration, fordi vi kan give flere muligheder, er slået fejl.
     Tesen holder ikke, og det er derfor, at jeg for hr. Jens Rohde må gentage: Er der ikke behov for, at man nu sadler om
i stedet for at lave flere reformer fra samme skuffe - reformer, der allerede har slået fejl gennem de første 4 år?

Vi har aldrig nogen sinde sagt, at fordi man lukker grænserne, så klarer integrationen sig selv. Det har vi da aldrig nogen sinde sagt.
     Vi har sagt, at det giver os overskud og kræfter til at fokusere noget mere og sørge for, at de mennesker, som er her
i landet, rent faktisk får en ordentlig, integreret tilværelse. Den indsats har vi faktisk hele tiden været i gang med på en lang række områder. Vi kan også glæde os over, at der i dag er 15.000 flere indvandrere i arbejde end i 2001, der er flere, der tager en uddannelse, og der er faktisk også flere, som har blandede venskaber. Det er virkeligheden. Men jeg vil meget gerne vedstå, at vi jo slet, slet, slet ikke har nået målet endnu, og derfor lagde vi også op til at bruge en lang række nye instrumenter med den integrationsaftale, som vi lavede med Socialdemokraterne her
i foråret, og den glæder jeg mig til at vi skal udmønte i lov, således at disse værktøjer, vi har aftalt i den integrationsaftale, kan komme ud at virke i samfundet, så vi kan få flere indvandrere i arbejde og få en bedre integration. For det er jo sådan set målet for os alle.

Jeg havde set meget frem til at høre hr. Jens Rohdes tale, og det er, fordi jeg anser hr. Jens Rohde for at være en meget dygtig polemiker.

     Der må jeg sige her bagefter, at jeg synes, det var lidt skuffende. Jeg synes, det var en meget forsigtig tale, der lagde sig sådan fuldstændig i slipstrømmen af statsministerens tale. Det kan man så godt forstå i lyset af den senere tids begivenheder, at man lægger sig godt og sikkert i kølvandet.
     Men jeg vil godt spørge alligevel: Er det rigtigt, som det forlyder på gangene - jeg har været rundt her til morgen og lytte - at Venstre overvejer at få lavet sådan en kanon over ting, man godt må mene, men ikke sige højt? Er det et rigtigt rygte, kan det bekræftes?

Ikke hvad jeg ved af, men man skal jo passe på, hvad man siger i disse dage. (Munterhed.) Så jeg udsteder ingen garantier.

Må jeg takke for det ærlige svar, der synes at bekræfte min tese om, at hr. Jens Rohde både er en meget stor polemiker og en meget forsigtig mand. Og jeg forstår det godt.
     Derfor er mit næste spørgsmål måske også helt unødvendigt, men jeg vil alligevel spørge: I Venstres sådan interne opgør om lighed og ulighed, vil hr. Jens Rohde da støtte den lidt trængte socialministers synspunkt, at uligheden faktisk har været stigende under den nuværende regering? Det her er ikke et spørgsmål, om man går ind for ulighed eller ikke, men er hr. Jens Rohde enig med socialministerens konstatering af, inden hun fik mundkurv på, at uligheden faktisk har været stigende?

Som jeg sagde i min tale: Hvis man kigger statistisk på det, så er det jo sådan, at hver eneste gang, man får et menneske
i arbejde, så stiger uligheden i det, der hedder Ginikoefficienten. Hvem kan så bruge den der Ginikoefficient til ret meget ude i den virkelige verden? Det er der jo ikke nogen, der kan. Men for det menneske, som kommer i arbejde, stiger uligheden jo ikke. Det menneske føler jo, at vedkommende er kommet på arbejdsmarkedet og føler sig formentlig mere lige ikke bare økonomisk, men også socialt, med den øvrige del af samfundet. Derfor skal vi passe på, hvordan vi diskuterer begrebet ulighed. Det er jo også sådan, at når huspriserne stiger kraftigt, så får det jo også betydning for den statistiske ulighed - måske også sådan, at formuespredningen bliver knapt så stor. Det er da rigtigt. Men så skal man gå ind og sige:
Vil man så kompensere for det? Det vil SF, ved jeg. SF vil jo gerne sætte boligskatterne op. Det ønsker vi ikke. Derfor gælder det jo hele tiden om at finde en balance, men for os handler det om at skabe lige muligheder, og de muligheder skaber vi bedst for folk, hvis vi får dem i arbejde, for så har de muligheden for i langt højere grad at skabe sig den tilværelse, de ønsker.

Først vil jeg gerne opfordre hr. Jens Rohde til endnu en gang lige at læse Socialdemokraternes velfærdsoplæg igennem, for så kan det nemlig være, at hr. Jens Rohde bliver i en smule bedre humør. Når hr. Jens Rohde mener, at der er behov for bedre uddannelse, bedre integration, og at vi får færre på sygedagpenge, så er det netop det, vi ud over at se på tilbagetrækningsalderen foreslår i vores velfærdsudspil.
     Men jeg vil godt høre - hr. Jens Rohde plejer jo ikke at være bleg for at sige, hvad han mener - om hr. Jens Rohde ikke mener, det er sådan en smule sølle, at regeringen ikke vil melde ud, hvad den mener om velfærdsreformer? Tror hr. Jens Rohde, at det er, fordi regeringen frygter, at den så bare skal trække et eller andet tilbage igen om få dage, hvis den prøver at melde ud, hvad det er for nogle reformer, der er behov for, og hvordan regeringen har tænkt sig, at vi skal reformere Danmark.

Man kunne måske sige, at man kan frygte lidt, om Socialdemokraterne kan levere den vare, som de har slået sig op på at sælge. Det er jo ikke hver dag, vi har set, at de har kunnet det. Men det kommer vi til, når vi når de forhandlinger, og jeg glæder mig foreløbig over, at der er noget, der tyder på, at vi kan få en bred aftale om reformer.
     Men til tidspunktet er der altså kun det at sige, at hvornår Socialdemokraterne spiller ud, er en socialdemokratisk afgørelse, må jeg sige til fru Lotte Bundsgaard. Hvornår vi spiller ud, er vores afgørelse. Vi har for længe siden, for 2 år siden, lagt en køreplan for, ikke alene hvornår velfærdsreformerne skal præsenteres, men også hvordan de skal implementeres. Den køreplan ser vi ikke nogen grund til at ændre på, fordi Socialdemokraterne har valgt med den nye formand - og det kan vi da kvittere for - at melde ud, hvordan tingene skal være.
     Jeg har givet min begrundelse for, hvorfor vi ønsker at lave en samlet pakke, og at vi derfor gerne vil have det bredest mulige beslutningsgrundlag, og det får vi bl.a. gennem Velfærdskommissionen. Og det ville da være mærkeligt, hvis vi på nuværende tidspunkt efter 2 år skal til at kortslutte Velfærdskommissionens arbejde. Det ville ikke være særlig pænt.

Først vil jeg gerne høre, om hr. Jens Rohde, efter at statsministeren i tirsdags talte om den meget moderne måde at føre politik på, mener, at det er en moderne måde at føre politik på, at man ikke vil sige, hvad man mener, og at man, hvis man kommer til at sige, hvad man mener, trækker det i sig igen.
     Derudover vil jeg godt høre hr. Jens Rohde, hvad det egentlig er, man mangler fra Velfærdskommissionen. Er det eksperternes politiske forslag, man mangler, eller er det analyserne, man mangler? For hvis det kun er eksperternes politiske forslag, så får man jo det her ekspertvælde, som statsministeren mange gange er gået op imod. Har Venstre ændret holdning på det område? Skal der eksperternes politiske forslag til, før Venstre kan melde ud om, hvilke velfærdsreformer de mener, der er behov for?

Vi har nedsat en velfærdskommission og bedt den om at gøre et arbejde færdigt ud fra en given tidsplan, og så overholder vi naturligvis i respekt for de beslutninger den tidsplan, som vi har lagt for Velfærdskommissionen.
     Lad mig så sige til fru Lotte Bundsgaard, at det godt kan være, at fru Lotte Bundsgaard synes, det er irriterende, at hun ikke kan få noget at vide af os her. Men vi lader os altså ikke trække rundt i manegen af, at Socialdemokratiet lige pludselig selv ændrede sin køreplan.
     Vi har lagt en køreplan, den holder vi fast i, og det får jo ingen betydning for implementeringen. Det er jo ren processnak, for begge partier er enige om, at velfærdsreformer først kan træde i kraft efter næste valg, så om vi træffer beslutningen nu eller til næste forår er ligegyldigt.
     Jeg er nemlig helt sikker på, selv om det ikke er mig, der udskriver valg i det her land, at der ikke kommer noget valg før jul. Ellers må statsministeren rette mig senere.

Jeg synes, det var en interessant debat, der var før, mellem hr. Villy Søvndal og hr. Jens Rohde om uligheder og det tekniske ulighedsbegreb, der ligger i, at øget ulighed kommer af, at folk kommer i arbejde - det er sådan set korrekt nok. Men er det ikke korrekt, sådan som socialministeren af vanvare kom til at sige, at den øgede ulighed sådan set også er et aktivt resultat af regeringens politik?
     Det er jo klart, at når man laver skattelettelser, som giver størst skattelettelse til dem, der har den højeste indkomst, og ingen skattelettelse til dem, som har den laveste - altså dem, der er på overførselsindkomst - så øger man aktivt uligheden på den ene måde.
     Den anden måde, hvorpå man aktivt øger uligheden, er, at for dem, som i forvejen har allersværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet, sætter man loft over ydelsen. Det vil sige, at man sætter dem ned i ydelse. Det er to aktive handlinger, som er med til at øge uligheden, og som - sådan som socialministeren ganske rigtigt sagde det og brugte som begrundelse - skulle give dynamik. Er hr. Jens Rohde ikke enig i den konstatering?

Forskellen på den måde, vi anskuer verden på, er jo ret markant her. For hr. Ole Sohns udgangspunkt er ligesom hr. Jørgen Arbo-Bæhrs i det første spørgsmål den passive forsørgelse: at folk skal være i passiv forsørgelse.
     Det er vi lodret uenige i. Vi skal altid sørge for - altid sørge for - at det kan betale sig at arbejde, om det så kun er 5 timer om ugen. Det er dog et skridt ind på arbejdsmarkedet. Sådan må det være. Der er jo også rettigheder og pligter i det her land.
     Så vil jeg lige rette en lille misforståelse for hr. Ole Sohn. Vi har givet skattelettelser til alle. Det er rigtigt, at overførselsindkomsterne ikke kom med, men folk på overførselsindkomster er nok dem, der har størst gavn af, at afgifterne ikke længere stiger i det her land. For hvem brugte den største del af sin indkomst på alle de afgifter, som blev gennemført, dengang der sad en regering, som hr. Ole Sohn var parlamentarisk grundlag for? Det gjorde de svageste, det gjorde de fattigste. For dem betyder det enormt meget, at vi har et skattestop.

Nu er det altså sådan, at hvis man gør regnebrættet op, så er de, der ikke har fået skattelettelse, sådan set dem, der er blevet belemret med en lang række øgede udgifter i form af stigende udgifter til kollektiv trafik, daginstitutionspasning, aftenskoleundervisning, og man kunne blive ved i en uendelighed. Deres disponible indkomst er bestemt ikke blevet højere. Men jeg er da glad for, at det var et meget svagt forsøg på tilbagevisning af, at der faktisk aktivt er blevet skabt ulighed.
     Så var der i øvrigt intet i mit spørgsmål, der gik i retning af, at SF mener, at det er en fordel at være på passiv forsørgelse, tværtimod. Men det er jo lidt paradoksalt, som man i øvrigt også kan læse i Børsen i dag, at beskæftigelsesministeren nu vil til at straffe arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, fordi man ikke kan skaffe kvalificerede bankrådgivere. De to ting hænger jo ikke sammen. Man kan jo ikke sige, at man nu sætter kontanthjælpen eller dagpengene ned og strammer reglerne, fordi man i den anden ende ikke kan få kvalificerede bankrådgivere. Der er ikke sammenhæng i regeringens politik.

     Derfor er konstateringen - og det er bare en konstatering - at den politik, man fører, gør det, at de, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, bliver straffet, og de, der har de høje indkomster, får de ekstravagant høje skattelettelser. Det har øget ulighederne. Den konstatering kan jeg da ikke forstå Venstre ikke vil bekræfte, når det er en del af Venstres dynamiske politik.

Hvem er det, der ikke kan tage f.eks. en avisrute og arbejde
5 timer om ugen i dette land? Hvem er det på kontanthjælp, som ikke kan det? Står man til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man ikke kan tage et job på 5-7-8 timer om ugen eller tage et af de i hvert fald 20.000 job, som er på arbejdsmarkedet, som ikke kræver forudgående kvalifikationer?
20.000 job! Står man til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man ikke kan/vil tage sådan et job? Nej, det gør man naturligvis ikke. Hvis det er sådan, at vi skal øge arbejdsudbuddet, hvad der er bydende nødvendigt i det her land, er det nødvendigt, at vi selvfølgelig også sikrer, at de mennesker, som kun har ledighed som problem, også står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er baggrunden for den politik, vi fører, og det er derfor, at regeringens politik hænger ganske udmærket sammen:
Det skal kunne betale sig at arbejde.

Jeg tror, at hvis man skal forsøge at strikke en kanon sammen for partiet Venstre i øjeblikket, så må et bidrag i hvert fald være, at Venstre venter på eksperterne. Jeg kan forstå, at man ikke agter at melde noget som helst ud på velfærdsområdet, før den her Velfærdskommission kommer med sin rapport. Det synes vi er forkert. Vi synes, det er vigtigt, at politiske partier også melder sig i debatten og diskussionen om fremtidens velfærd.
     Mit spørgsmål til ordføreren er egentlig, om Venstre så agter at følge de anbefalinger, som Velfærdskommissionen måtte komme med. Altså først nedsætter man en ekspertkommission her, og man vil så ikke sige noget om, hvor man vil hen med diskussionen. Er konsekvensen så, at man agter at følge de anbefalinger, som vi nu alle sammen går og venter på med spænding eller hvad?

Jamen det ved jeg da ikke. Det afhænger da fuldstændig af, om vi er enige i de konklusioner, eller om vi ikke er enige i de konklusioner om, hvad der skal til. Sådan må det jo nødvendigvis være.
     Eksperterne skal give os et beslutningsgrundlag og nogle scenarier, men den endelige beslutning er jo politisk, og den endelige beslutning træffer vi her. Når vi har eksperter i en kommission, der er i gang, så er det, fordi vi ønsker et bredere beslutningsgrundlag. Hvilke anbefalinger, vi måtte følge i det udspil, som regeringen kommer med, er det for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt.

Jeg synes ærlig talt, det er forstemmende. Jeg synes, det er forstemmende at høre en ordfører fra landets største parti stå her og sige, at det er en politisk vurdering, og at vi derfor ikke kan mene noget, før en ekspertkommission måtte komme med sine anbefalinger.
     Vi kan se, hvordan regeringen har oprettet råd og nævn som stort set aldrig før. Vi kan se, hvordan regeringen fejer diskussioner om forskning ind under Globaliseringsrådet, og diskussioner, der angår velfærden, ind under Velfærdskommissionen. Venstre mener ikke noget! Det er den situation, vi står i i dag. Det er da trist og forstemmende, vil jeg sige til hr. Jens Rohde.

Alligevel lykkes det os hver dag at føre politik, som både kan hidse Socialdemokrater og Radikale ganske voldsomt op, så et eller andet må vi dog mene.
     Må jeg så ikke bare lige tilbagevise den historie, som Det Radikale Venstre forsøger at lancere i Børsen i dag om, at der i dag er lige så mange råd og nævn, som da vi trådte til. Nettotallet viser faktisk, at der er 376 færre råd og nævn i dag, end der var i 2001. Så hvordan hr. Morten Helveg Petersen er nået frem til de beregninger, kan vi måske få lov til at diskutere lidt senere på dagen, for den liste holder ikke helt.

Det er et lidt andet emne, det er om Tyrkiet.
     Vi har jo med stor tilfredshed noteret os, at statsministeren vel også som formand for Venstre har udtrykt sig mere skeptisk om tyrkisk medlemskab af EU, end vi i hvert fald har set tidligere i statsministerperioden. Nu er statsministeren måske mere på linje med det, han mente, før han blev statsminister. Det er jo godt.

     Alligevel har vi set, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet er startet her i mandags. Det, vi ikke rigtig kan få til at hænge sammen, er, at man på den ene side vil være med til reelt at skabe en debat om, hvorvidt Tyrkiet skal være medlem af EU - hvad vi jo bestemt ikke mener at Tyrkiet skal
- men en reel debat i befolkningen om, hvorvidt Tyrkiet skal være med eller ej, samtidig med at man så altså kan igangsætte forhandlinger med Tyrkiet om medlemskab. Det er jo et dobbeltspil. Var det ikke bedre, var det ikke mere ærligt også over for Tyrkiet at sige tingene, som de er, nemlig at Tyrkiet selvfølgelig ikke hører hjemme i EU, og så én gang for alle få udviklet en anden form for samarbejde mellem EU og Tyrkiet?

Hr. Kristian Thulesen Dahl ved jo godt, at der nu er igangsat en proces i EU med forhandlinger mellem EU og Tyrkiet. Hvor de forhandlinger ender, er der ingen der ved. Det, vi ved, er, at skal Tyrkiet optages i EU, så kræver det, at de selv opfylder alle betingelser, og det kræver også, jævnfør Københavnskriterierne - og det er der sådan set ikke noget nyt i - at EU også er klar til at kunne optage Tyrkiet som medlem. Og det er det jeg opfatter statsministeren har sagt, og det er der sådan set ikke så meget nyt i, fordi Københavnskriterierne er rimelig klare på det her område.
     Men nu er der altså sat en proces i gang, og så må vi jo se, i hvilken retning den udvikler i de kommende år. Jeg synes, det ville være forkert at stå her i dag og forudskikke, hvordan de forhandlinger forløber, og hvordan udviklingen i øvrigt går i Tyrkiet. Det, jeg kan konstatere, er, at det Tyrkiet, vi kender i dag, ingenlunde opfylder betingelserne for at kunne få medlemskab af EU-kredsen.

Det virker som sådan et abespil. Det virker, som om mange iblandt EU-landene i dag godt er klar over, at det ville være tåbeligt at tage Tyrkiet med som EU-medlem, og så flyttes aben sådan lidt rundt. Hvem skal så tage beten og sige åbent og ærligt til tyrkerne: I bliver ikke medlem af EU? Franskmændene har barslet med, at de vil holde en folkeafstemning som indikation af, at de nok egentlig helst ikke vil have tyrkerne med. Der har været diskussioner i andre lande, også her i Danmark, om det, hvor vi altså har en statsminister, der, synes jeg, bedre end tidligere i sin statsministerperiode nu har udtrykt større skepsis om tyrkisk medlemskab.
     Men handler det her ikke i bund og grund om at være ærlige i politik, også i international politik, og lade være med at foregøgle tyrkerne, at de skal være medlem af EU, og så at få det sagt? For risikerer vi ikke med det spor, som hr. Jens Rohde taler for, at det i virkeligheden griber om sig, så det ene skridt tager det andet, som tager det næste og tager det næste, og pludselig er Tyrkiet medlem af EU, selv om vi egentlig alle sammen gik rundt og sagde, at de da nok aldrig bliver det, for det vil vi da egentlig ikke rigtig have, vil vi?

Det vil jeg ikke engang tage stilling til - den sidste konklusion, som står helt for hr. Kristian Thulesen Dahls egen regning. Det afhænger fuldstændig af, hvad det er for et Tyrkiet, vi snakker om, og der siger jeg, at det Tyrkiet, vi kender i dag, ikke hører hjemme i EU. Men der er ingen, der ved, hvordan det Tyrkiet, der er om 5, 10, 15 år måske 20 år, ser ud. Der er ingen, der ved, hvor hurtig en reformproces de kan sætte i gang. Det er det jo meget vanskeligt at sige noget om.
     I politik er det også sådan, og det ved hr. Kristian Thulesen Dahl jo også, at der må man vedstå sig arv og gæld. Og så må man selv finde ud af, hvad man mener, at den beslutning, der blev truffet i Helsinki, tror jeg, det var, blandt EU's topledere i 1999, rent faktisk åbnede for på det her område. Hvis man skal være en troværdig spiller og partner på den internationale scene, er man også nødt til at gå ind i sådan nogle forhandlinger og i sådan et forløb med et åbent sind. Det er det, jeg opfatter at statsministeren gør, hvor der ikke er nogen endelig konklusion på noget, og det synes jeg er fornuftigt - det synes jeg er endog meget fornuftigt - fordi vi står over for en meget langvarig proces.

Jeg synes, at regeringens og ikke mindst Venstres lyst til at dirigere alting og dermed også modarbejde større lighed og forhindre, at der, hvor der er ulighed, bliver det afskaffet, indimellem kan give nogle groteske udslag.
     Jeg kan jo se, at indenrigsministeren har nægtet to kommuner, at de må have lov til at sætte skatten ned. Den ene kender jeg forholdsvis godt, nemlig Brovst Kommune i Nordjylland, hvor der er en budgetaftale med samtlige 17 medlemmer af byrådet, som har sin baggrund i, at man for nogle år siden måtte lave en forholdsvis stor forhøjelse for at løse nogle akutte problemer, og så har man gradvis sænket den mod gennemsnittet igen. Det må man ikke for Venstre, og man må heller ikke få lov til at sænke gennemsnittet for de fire kommuner, der skal lægges sammen i 2007.
     Kan hr. Jens Rohde give en klog forklaring på det?

Ja, forklaringen er, at vi har valgt at fastlåse de nuværende skatteniveauer, indtil hele processen er færdig. Og det er sådan set meget fornuftigt set ud fra, at der i øjeblikket foregår en proces, hvor det ikke kan være meningen, at den ene kommune skal tage den anden som gidsel i det her spil. Derfor har vi fastlåst de her satser, som de er i dag - også for at kunne styre både forbrug og kommuner. Det har vi valgt at gøre, fordi vi er inde i en proces, som er meget vanskelig. Det er forklaringen på det.

Det er i hvert fald for mig bekymrende, at vi har en regering, vi har et anderledes Venstre, som gør alt for at styre det lokale demokrati.
     Det, vi taler om her, er en kommune, der i enighed har besluttet, at den i 2006 ansvarligt vil kunne sænke skatten med 0,2 pct. Med den beslutning vil man fra oven nærme sig landsgennemsnittet for de kommunale skatter, med den beslutning vil man nærme sig gennemsnittet fra oven i de fire kommuner, som skal lægges sammen. Alt sammen passer altså også ind i det, der er hensigten, og det, der skal ske med kommunalreformen og sammenlægningen i 2007.
     Men regeringen har sammen med Dansk Folkeparti besluttet
- Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti har mod den samlede opposition imod sig besluttet - at de ikke kan det. På den måde ødelægges et lokalt demokrati, og det er endda så grotesk i et år, hvor vi har kommunal- og regionsrådsvalg den
15. november. Synes hr. Jens Rohde, det er en sag, der er værd at forsvare, eller vil han gøre noget ved det?

Nu må hr. Ole Stavad jo have mig undskyldt, at jeg står på Folketingets talerstol her og ikke kender den konkrete sag fra den enkelte kommune.
     Vi har valgt at vedtage en lov, der fastlåser disse satser, for at sikre, at vi kan få den kommunalreform og den proces, der er i gang med kommunalreformen og kommunalsammenlægninger og budgetlægningerne, til at forløbe på en ordentlig og anstændig måde. Det har været udgangspunktet for den beslutning, vi har truffet.
     Den kommunalreform, vi vedtager, styrker det lokale selvstyre - den styrker i allerhøjeste grad det kommunale selvstyre. Hvorfor gør den det? Jo, det gør den, fordi vi lægger en lang række af de opgaver, som i dag træffes i stat og amter, ud til kommunerne.
     Men hvem har været meget kraftige modstandere af det? Det har Socialdemokraterne. Så det er os, der styrker det kommunale selvstyre, men vi er også nødt til at kontrollere den proces, som er i gang, indtil brikkerne er faldet helt på plads.

Der er en ting, som jeg gerne vil bede hr. Jens Rohde om at prøve at forklare mig. Regeringen har en stor satsning, som vi er fuldstændig enige i i Socialdemokratiet, nemlig at det, hvad globalisering angår, handler om en massiv investering i uddannelse, ikke mindst også til voksne mennesker, hvor vi jo har et stort uddannelsesbehov i Danmark.
     Men det, jeg ikke rigtig kan forstå, når jeg så kigger efter, er, hvordan det rent faktisk er gået inden for voksen/efterudannelsesområdet. Jeg synes, noget af det gode ved de mange råd, som regeringen nedsætter, er, at vi jo faktisk får nogle fakta om, hvordan det ser ud. Og det, man kan se på voksen/efteruddannelsesområdet, er, at der er sket et massivt fald lige præcis i den periode, hvor regeringen har haft regeringsmagten.
     Det er nemlig sådan, at der samlet er sket et fald på 8 pct. i det antal, der deltager i voksen/efteruddannelse, men hvad der er endnu værre er, at hvis man går lidt i dybden med det, så er det især de kortuddannede, som i langt mindre omfang bruger voksen/efteruddannelse. Det er de helt kortuddannede, der har haft mulighed for at tage enkeltfag i de fag, som regeringen også synes er utrolig vigtige: I dansk og matematik, som giver de grundlæggende kompetencer for at komme videre i uddannelsessystemet, er der et fald på 32 pct. Hvis vi ser på åben uddannelse, så er der et fald på 29 pct.
     Det, jeg bare beder om, er, om hr. Jens Rohde vil prøve at forklare mig, hvordan det her kan opfattes som en massiv satsning på voksen/efteruddannelse.

Fru Christine Antorini ved jo godt, at vi i øjeblikket er i gang med trepartsforhandlinger om netop voksen/efteruddannelse, fordi voksen/efteruddannelsen skal styrkes. Voksen/efteruddannelsen skal styrkes, men det skal vel at mærke være relevant voksen/efteruddannelse, som folk får. Det, der var problemet før, var, at vi havde et udbudsstyret system.

     Det er fuldstændig rigtigt, at den her regering ændrede dette udbudsstyrede system til at være efterspørgselsstyret, for det er der ganske enkelt sund fornuft i. Det er der også sund økonomi i. Mit spørgsmål må så gå tilbage til fru Christine Antorini om, hvorvidt Socialdemokraterne vil ændre det efterspørgselsstyrede system til igen at være udbudsstyret.
     Det er jo faktisk meget interessant at høre et svar på det.

Jeg vil gerne spørge hr. Jens Rohde, om hr. Jens Rohde er stolt af, at 30.000 færre har taget voksen/efteruddannelse i denne her periode. Er det det, der skal forstås som et højt succeskriterium for regeringen?

Socialdemokraterne taler jo meget om, at virksomhederne også må være med til at oppebære et socialt ansvar. Det er vi fuldstændig enige i, ikke mindst når det handler om at uddanne sine medarbejdere.
     Så skal de jo finde de relevante uddannelser, og det skal ikke være sådan, at bare fordi der er en periode med lav produktion, så sætter man lige sine medarbejdere på et eller andet tilfældigt feriekursus, som ikke har nogen relevans for deres arbejde eller deres uddannelse. Vi skal da sikre, at den uddannelse, som folk tager, og det, som staten putter penge i, også er relevant og giver de relevante kvalifikationer. Det var derfor, vi ændrede systemet fra at være udbudsstyret til at være efterspørgselsstyret.
     Socialdemokraterne har aldrig givet et svar på, om de vil ændre det efterspørgselsstyrede system til at være udbudsstyret, og i så fald, hvordan de så vil sikre, at den uddannelse og efteruddannelse, som bliver taget, er relevant.
     Alle mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, altså alle mennesker, der ikke har et arbejde, får gratis uddannelse. De har alle sammen en mulighed for at få gratis uddannelse.

Jeg havde sådan håbet på, at ordførertalen ville være spækfyldt med en masse konkrete initiativer, der kunne fortælle os, at nu havde Venstre fundet fælles fodslag med hensyn til det der med uligheden og ligheden. Men det var der godt nok ikke. Den var lidt spag, synes jeg, og lidt tam.
     Vi har jo forstået, at statsministeren opfatter det sådan, at det er et grundlæggende vilkår for vækst og udvikling, at vi har lighed i vores samfund. Men vi har også forstået, at der meget tæt på regeringen, ja selv inde i regeringen, i partiet Venstre og i den liberale tænketank CEPOS er kræfter, som brændende ønsker uligheden.
     Så vil jeg spørge ordføreren, om denne her defensive ordførertale er et udtryk for, at partiet Venstre bliver nødt til at holde den gående sådan lidt comme ci, comme ca, fordi man ikke rigtig har fundet det fælles fodslag, hvad angår det med ligheden og uligheden.

Nu kan jeg jo se, at fru Lise von Seelen læser sit spørgsmål op, og at det er skrevet, inden jeg holdt min tale. På den baggrund er det lidt pudsigt, at fru Lise von Seelen har draget en konklusion på min tale, inden jeg har holdt den. Lad nu det være.
     Jeg har egentlig været meget klar, synes jeg, og taget den her diskussion om begreberne lighed og ulighed meget up front i min tale. Vi har ikke hørt så meget fra Socialdemokraternes side andet end det at spille med på, at ulighed er forfærdeligt osv. Men det er jo, fordi Socialdemokraterne har et kæmpe troværdighedsproblem.
     Hr. Ole Stavad tog ordet før. Den progressionsændring, man lavede i skattereformen i 1993, bidrog i allerhøjeste grad til at øge uligheden. Uligheden steg også væsentligt mere på ginikoefficienten - ikke fordi jeg er så meget for at tale om den - under Nyrupregeringen, end den er steget under os.
     Hvis vi så tager sådan noget som kontanthjælp, vil jeg spørge, hvem det var, der under integrationsforhandlingerne stillede et krav om, at den såkaldte forklædeydelse skulle væk, hvor man altså stillede et krav om, at der skulle fjernes 11.000 kr. fra kontanthjælpsmodtagerne. Det var Socialdemokraterne.

Nu ved jeg altså ikke, hvordan hr. Jens Rohde kan kigge herned og se på mine noter, hvorvidt jeg læser en tale op. Langsynethed plejer at komme med alderen, men det kan være, det er kommet tidligt til hr. Jens Rohde.

Det er korrekt.

(Kort bemærkning). se von Seelen (S): Hvis vi nu skal kigge på noget helt konkret, hvor vi kan se, om der er blevet mere eller mindre lighed eller ulighed, så har vi jo Rådet for Socialt Udsatte, som kom med en rapport her for ganske kort tid siden. Hvis hr. Jens Rohde har et ønske om at være meget konkret, kunne hr. Jens Rohde så ikke lette lidt på sløret for, hvilke konkrete initiativer man vil tage for at hjælpe de grupper af mennesker, som vi taler om her, som er allermest udsatte. Det gælder bare en tre-fire helt konkrete forslag til, hvad partiet Venstre vil gøre. Kl. 11.05 Og så vil jeg da godt sige, at hr. Jens Rohde efterfølgende godt må få mit talepapir, for der står noter på det.