Skriftlig fremsættelse (7. december
2005)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
(Undtagelse for unge under 18 år)
(Lovforslag nr. L 98).
Formålet med forslaget er at undtage
unge under 18 år fra forbuddet mod forskelsbehandling
på grund af alder i relation til ansættelse,
aflønning og afskedigelse på områder, hvor
overenskomsterne giver adgang til at aflønne unge under 18
år med en lavere lønsats.
Med forslaget foreslås indsat en
undtagelsesbestemmelse, hvorefter forskelsbehandlingslovens forbud
mod forskelsbehandling på grund af alder ikke skal
gælde for unge under 18 år i relation til
ansættelse, lønvilkår og afskedigelse, hvis
arbejdsgiveren er omfattet af en kollektiv overenskomst, der
indeholder særlige bestemmelser om aflønning af unge
under 18 år.
Derudover foreslås det præciseret
i selve lovteksten, at loven ikke hindrer, at der indgås nye
kollektive aftaler eller overenskomster om særlige regler for
aflønning af unge under 18 år, uden at dette skal
være en del af en implementeringsaftale i medfør af
lovens § 1, stk. 7.
Det foreslås endvidere, at
annonceringsbestemmelsen i § 5 præciseres, således
at det udtrykkeligt fremgår af loven, at
annonceringsforbuddet ikke gælder i de tilfælde, hvor
arbejdsgiveren efter undtagelsesbestemmelser i loven har lov til at
lægge vægt på bestemte kendetegn, herunder fx har
adgang til at foretrække unge under 18 år.
Lovforslaget betyder, at erhvervslivet fortsat
kan rekruttere og aflønne unge under 18 år i
overensstemmelse med de gældende overenskomstbestemmelser
herom. Forslaget forventes ikke at have nogen væsentlige
økonomiske konsekvenser for erhverslivet.
Lovforslaget træder i kraft 1. marts
2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Tingets velvillige behandling.