Skriftlig fremsættelse (30. november
2005)
Transport- og
energiministeren (Flemming Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
anlæg af rute 18, strækningen Herning N-Brande, og rute
15, strækningen Herning Ø-Snejbjerg (Motorvej Herning
Ø-Vardevej)
(Lovforslag nr. L 88).
Med lovforslaget søges bemyndigelsen
til transport- og energiministeren vedrørende ny rute 15
Herning Ø-Snejbjerg ændret, således at den ca. 4
km lange delstrækning Herning Ø-Vardevej kan
anlægges som motorvej i stedet for som motortrafikvej. Den
omhandlede strækning indgår i 1. etape af ny rute 15/18
ved Herning, der forventes åbnet for trafik i 2006.
Lovforslaget har til formål at sikre en
klar og entydig vejvisning for trafikanterne. Ændringen
medfører ingen fysiske ændringer i vejanlæggets
udformning, men har alene konsekvenser for afmærkningen, dvs.
skiltningen, der ændres fra motortrafikvej til motorvej.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.