Skriftlig fremsættelse (16. november
2005)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven (Skattefrihed for kloakforsyningers udgifter til
historiske tjenestemandsforpligtelser)
(Lovforslag nr. L 76).
Formålet med lovforslaget er at
undgå, at skattereglerne lægger hindringer i vejen for
kommuners ønske om at udskille deres kloakforsyning i
selskabsform, når kommunen ikke har hensat beløb til
dækning af kommende udgifter til tjenestemandspensioner.
Nogle kommuner har ikke hensat beløb
til dækning af tjenestemandsforpligtelser. I steder har
kommunerne udgiftsført forpligtelserne i takt med de
faktiske pensionsudbetalinger til tjenestemændene.
Ved udskillelsen af kloakforsyningen skal
selskabet refundere kommunen et beløb, der svarer til de
uafdækkede tjenestemandsforpligtelser, som er optjent forud
for selskabets overtagelse af driften af forsyningsvirksomheden.
Selskabet får til gengæld lov til at opkræve
udgiften hos forbrugerne over priserne.
Kommunale virksomheder er skattefri, når
de drives i kommunalt regi. Når driften udskilles i et
aktieselskab, indtræder der skattepligt for selskabet.
Selskabet har ikke fradragsret for betalingen til kommunen for
tjenestemandsforpligtelser optjent før overtagelsen af
driften. Selskabets betaling til kommunen kommer derfor til at ske
for beskattede midler. Herved forøges opkrævningen hos
forbrugerne med skatten af beløbet. Det gør
kloakforsyningen dyrere, når den udskilles til drift i
selskabsform.
Med henblik på at ligestille drift af
kloakforsyning i kommunalt regi med drift i selskabsform
foreslås det, at kloakforsyningsselskaber skattefrit kan
opkræve udgiften til kommunens uafdækkede
tjenestemandspensioner. Skattefriheden er betinget af, at kommunen
ikke har sat penge af til udgiften til de tidligere optjente
tjenestemandspensioner.
Forslaget svarer til den ordning, som
el-selskaberne fik i forbindelse med el-reformen. Her fik
el-selskaberne skattefrihed for et beløb svarende til, hvad
selskabet skulle betale til kommunen til dækning af de
uafdækkede historiske tjenestemandsforpligtelser.
Det foreslås, at forslaget skal
træde i kraft med virkning for indkomståret 2005.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til
folketingets velvillige behandling.