L 67 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder m.v.

Fremsat den 16. november 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

lov om ændring af retsplejeloven

(Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder mv.) 1)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 27. september 2005, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 305 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 29 a

Oplysningspligt ved krænkelse af immaterialrettigheder mv.

§ 306. I forbindelse med en sag om en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i § 653, stk. 2, kan retten efter anmodning af en part, der er beføjet til at påtale krænkelsen eller overtrædelsen, pålægge en modpart eller tredjemand at give oplysninger, jf. stk. 2, som den pågældende råder over, om varer eller tjenesteydelser, der udgør en sådan krænkelse eller overtrædelse, såfremt

1) den pågældende som led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af de pågældende krænkende varer,

2) den pågældende som led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at anvende de pågældende krænkende tjenesteydelser,

3) den pågældende som led i erhvervsvirksomhed er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes i de pågældende krænkende aktiviteter, eller

4) den pågældende ifølge personer omfattet af nr. 1-3 har medvirket til produktion, fremstilling eller distribution af de pågældende krænkende varer eller levering af de pågældende krænkende tjenesteydelser.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter

1) navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere indehavere af de pågældende varer og tjenesteydelser samt på grossister og detailhandlere, som de pågældende varer eller de pågældende tjenesteydelser var bestemt for, og

2) oplysninger om de producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Stk. 3. Retten afslår helt eller delvis en anmodning efter stk. 1, hvis det må antages, at udlevering af oplysningerne vil påføre den, anmodningen vedrører, eller andre skade eller ulempe, som står i misforhold til den anmodende parts interesse i oplysningerne.

Stk. 4. Et pålæg efter stk. 1 omfatter ikke oplysninger, som den, anmodningen vedrører, i medfør af retsplejelovens §§ 169-172 ikke har pligt til at afgive forklaring om som vidne. Retsplejelovens § 173 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Undlader modparten uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelserne i retsplejelovens §§ 178 og 344, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.

§ 307. En part, der fremsætter anmodning om pålæg efter § 306, skal angive de oplysninger, der ønskes og begrundelsen for, at den, anmodningen vedrører, er omfattet af § 306, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Bestemmelse om pålæg efter § 306 træffes, efter at modparten og den, anmodningen vedrører, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten bestemmer, hvordan pålægget skal efterkommes.

Stk. 3. Tredjemand kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling.«

2.§ 653, stk. 1, affattes således:

»Efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i stk. 2, (rekvirenten), kan fogedretten træffe bestemmelse om, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang, hvis det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en sådan krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.«

3. I § 653, stk. 2, nr. 4, ændres »lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a,« til: »lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 91,«.

4.§ 653, stk. 3, 2. pkt. ophæves.

5. I § 653, stk. 4, indsættes efter »hvis det«: »under hensyn til privatlivets fred, erhvervshemmeligheder eller i øvrigt«.

6. I § 653 c, stk. 1, 2. pkt. indsættes efter »rekvirenten«: »efter anmodning fra rekvisitus«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 2006.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at foretage de ændringer i retsplejeloven, der er nødvendige til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EF-Tidende 2004 L 157 s. 45) (retshåndhævelsesdirektivet). Direktivet sikrer bl.a. indehaveren af intellektuelle ejendomsrettigheder €" der på dansk også benævnes immaterialrettigheder €" adgang til en række civilretlige foranstaltninger mv. med henblik på at håndhæve disse rettigheder. Direktivet er optrykt som bilag til lovforslaget.

Immaterialretten er den del af formueretten, der handler om beskyttelsen af åndens skabende arbejde. Immaterialretslovene - hvoraf de vigtigste er ophavsretsloven, designloven, patentloven, brugsmodelloven og varemærkeloven - bygger på en såkaldt eneretskonstruktion, hvorefter retten til at anvende de beskyttede fænomener i kommerciel sammenhæng forbeholdes en enkelt nærmere angiven fysisk eller juridisk person. Krænkelser af immaterialrettigheder foreligger, hvor andre end rettighedshaveren på ulovlig måde anvender det beskyttede fænomen uden rettighedshaverens accept. Overtrædelse af immaterialretslovene kan bl.a. medføre straf. De strafferetlige sanktioner og straffeprocessuelle foranstaltninger som f.eks. ransagning er ikke omfattet af direktivet og omtales derfor ikke nærmere i det følgende. Rettighedshaveren har tillige mulighed for civilretligt at forfølge krænkelser. I denne forbindelse er bl.a. muligheden for nedlæggelse af fogedforbud ofte relevant. Rettighedshaveren kan desuden rejse krav om f.eks. erstatning og godtgørelse. Med henblik på at imødegå de særlige bevisproblemer på dette område indeholder retsplejeloven særlige regler om bevissikringsundersøgelser i relation til immaterialretskrænkelser mv.

Direktivets indhold er omtalt i punkt 2 nedenfor. Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 29. april 2006.

Gennemførelsen af retshåndhævelsesdirektivet indebærer endvidere ændringer i en række immaterialretlige love. Der henvises herom til det lovforslag om ændring af patentloven og ophavsretsloven mv., som samtidig med dette lovforslag er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren.

2. Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

Retshåndhævelsesdirektivet er vedtaget med hjemmel i artikel 95 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og har til formål at tilnærme medlemsstaternes lovgivning vedrørende håndhævelse af immaterialrettigheder med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i nationale bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion.

Direktivet sikrer bl.a. indehaveren af immaterialrettigheder adgang til en række civilretlige foranstaltninger mv. med henblik på at håndhæve disse rettigheder. Derimod berører direktivet ikke medlemsstaternes bestemmelser om strafferetlige procedurer og sanktioner i forbindelse med immaterialretskrænkelser.

Direktivet supplerer TRIPS-aftalen (Agreement on Trade-Related Intellectual Property Rights), som er bindende for såvel Fællesskabet som alle medlemsstater. Danmark har ved bekendtgørelse nr. 71 af 8. juni 1995 ratificeret overenskomsten om oprettelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og det til overenskomsten knyttede aftalekompleks, herunder TRIPS-aftalen, til ikrafttræden den 1. januar 1995. Det overordnede formål med TRIPS-aftalen er at effektivisere den globale beskyttelse af immaterialrettigheder. Til opfyldelse af dette mål indeholder aftalen dels krav til indholdet af den materielle nationale lovgivning, dels en række krav til medlemsstaternes håndhævelse af rettighederne.

Som nævnt ovenfor under pkt. 1 omfatter dette lovforslag alene de lovændringer, som er nødvendige på Justitsministeriets område ved gennemførelsen af direktivet. Gennemgangen af direktivets bestemmelser nedenfor er koncentreret om de bestemmelser, der er relevante i denne sammenhæng.

Direktivet vedrører ifølge artikel 1 de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af immaterialrettigheder, herunder industrielle ejendomsrettigheder.

Direktivet finder efter artikel 2 anvendelse på enhver krænkelse af immaterialrettigheder som fastsat efter fællesskabsretten eller national ret. Direktivet er ifølge ordlyden af artikel 2, stk. 1, et minimumsdirektiv i forhold til beskyttelsen af rettighedshavere, og medlemsstaterne kan derfor i national lovgivning fastsætte og opretholde regler, der giver rettighedshaveren en bedre retsstilling end den, der følger af direktivet.

Artikel 3 fastslår, at medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de immaterialrettigheder, der er omfattet af direktivet. Foranstalt­ning­erne, procedurerne og retsmidlerne skal være fair og rimelige, ikke unødigt komplicerede eller udgiftskrævende og må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede forsinkelser. De skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til retsmidlerne og være afskrækkende, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.

Artikel 4 fastsætter, hvilke personer der er berettiget til at anmode om anvendelse af foranstaltninger, procedurer og retsmidler i henhold til direktivet. Ifølge bestemmelsen gælder dette ikke alene indehavere af immaterialrettigheder i henhold til den relevante lovgivning, men også licenshavere mv., visse organisationer til kollektiv forvaltning af immaterialrettigheder og visse faglige interesseorganisationer, der er berettiget til at repræsentere indehaverne, alt i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med national ret, jf. artikel 4, litra a-d.

Artikel 6 fastsætter, at retten efter anmodning fra en part kan pålægge modparten at fremlægge bevismateriale mv., under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes (edition). Efter bestemmelsen kan retten efter anmodning fra en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at understøtte dennes påstande, og som til støtte for sine påstande har angivet bevismateriale, som modparten har kontrol over, pålægge modparten at fremlægge det pågældende bevismateriale under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes. På samme betingelser kan retten i tilfælde af krænkelser i erhvervsmæssig målestok, når det er hensigtsmæssigt, på begæring af en part pålægge modparten at fremlægge bankoplysninger samt finansielle og kommercielle oplysninger under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.

Artikel 7 fastsætter retten til foranstaltninger til sikring af bevismateriale. Efter bestemmelsen kan retten allerede inden realitetsbehandlingen af en sag efter anmodning fra en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale til støtte for sin påstand om, at hans immaterialret er eller vil blive krænket, omgående iværksætte foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre bevismateriale under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes. Foranstaltningerne kan bl.a. omfatte en udførlig beskrivelse af de omtvistede varer, beslaglæggelse af disse og, når det er hensigtsmæssigt, af de materialer og redskaber, der har været anvendt i fremstillingen og/eller distributionen af disse varer og af de hertil hørende dokumenter.

Undersøgelsen kan om nødvendigt foretages, uden at modparten høres. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab, eller hvor der foreligger en risiko for tilintetgørelse af bevismateriale. Hvis en undersøgelse foretages, uden at modparten høres, skal de berørte parter underrettes straks efter undersøgelsens foretagelse, og der skal på begæring af de berørte parter foretages en efterfølgende prøvelse, hvor høringsretten iagttages, således at det inden for en rimelig frist efter undersøgelsens foretagelse kan afgøres, om undersøgelsen skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

En bevissikringsundersøgelse kan efter stk. 2 betinges af, at rekvirenten stiller sikkerhed for kompensation af det eventuelle tab, der påføres rekvisitus.

Foranstaltningerne til sikring af bevis ophæves eller ophører efter anmodning fra rekvisitus med forbehold af et eventuelt erstatningskrav, hvis rekvirenten ikke inden en rimelig frist anlægger retssag vedrørende realiteten, jf. stk. 3. Retten fastsætter fristen, hvis det er muligt ifølge national lovgivning. Ellers er fristen højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

Rekvirenten skal efter stk. 4 på begæring af rekvisitus kunne pålægges at betale erstatning for det lidte tab, hvis en bevissikringsundersøgelse ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres, at der ikke forelå en krænkelse eller trussel om krænkelse af en immaterialret.

Det fremgår endelig af bestemmelsens stk. 5, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger med henblik på at beskytte vidners identitet.

Artikel 8 fastsætter rettighedshaverens ret til information om krænkelsen. Efter bestemmelsen kan retten i forbindelse med sager om immaterialretskrænkelser efter en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten pålægge den krænkende part eller andre at give oplysninger om oprindelsen af og distributionskanalerne for de krænkende varer eller tjenesteydelser. Oplysningerne omfatter navn og adresse på produktions- og distributionsnetværket, mængdeangivelser og priser for de pågældende varer og tjenesteydelser.

Bestemmelsen tager sigte på krænkelser begået i erhvervsmæssigt øjemed - jf. herved også betragtning 14 i direktivets præambel - hvor den pågældende er fundet i besiddelse af de omtvistede varer i kommerciel målestok, i færd med at anvende de omtvistede tjenesteydelser i kommerciel målestok, i færd med at yde tjenester der anvendes i de omtvistede aktiviteter i kommerciel målestok eller i øvrigt er blevet identificeret som indblandet i produktion, fremstilling eller distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.

Retten til information finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der fastslår en mere vidtgående adgang til information, regulerer brugen af oplysningerne i civilretlige eller strafferetlige sager, omhandler erstatningsansvaret ved misbrug, fastslår retten til ikke at afgive forklaring, hvis forklaringen må antages at inkriminere vedkommende selv eller dennes nærmeste, eller omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til information eller behandlingen af personoplysninger.

Artikel 9 fastsætter retten til foreløbige og retsbevarende foranstaltninger (forbud og arrest). Efter bestemmelsens stk. 1 kan retten efter anmodning fra rekvirenten udstede et foreløbigt påbud til den krænkende part med henblik på at forhindre en nært forestående krænkelse af en immaterialrettighed midlertidigt. Retten kan endvidere, hvis det er muligt efter national lovgivning, under trussel om tvangsbøder forbyde en fortsættelse af den påståede krænkelse eller betinge denne af sikkerhed for erstatning. På samme betingelser kan der udstedes et foreløbigt påbud til en mellemmand, hvis ydelser anvendes af tredjemand til krænkelse af en immaterialrettighed. Som led i et forbud kan der nedlægges påstand om beslaglæggelse eller aflevering af varer, der krænker en immaterialrettighed, for at forhindre, at de indføres i handlen eller omsættes.

Efter stk. 2 skal der endvidere være adgang til at foretage arrest hos den påståede krænkende part, hvis den forurettede part godtgør, at der foreligger omstændigheder, der kan vanskeliggøre inddrivelsen af erstatning hos krænkeren. Retten til arrest gælder kun i tilfælde, hvor overtrædelsen er begået i kommerciel målestok. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om de kompetente myndigheders adgang til at kræve dokumenter med bankoplysninger samt finansielle og kommercielle dokumenter fremlagt eller passende adgang til oplysning herom.

Artikel 9, stk. 3, fastsætter regler om rekvirentens pligt til at fremlægge bevismateriale om krænkelsen til støtte for anmodningen. Efter artikel 9, stk. 4, skal en forbuds- eller arrestsag kunne gennemføres, uden at modparten høres. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab. Hvis der nedlægges forbud eller foretages arrest uden høring af modparten, skal de berørte parter underrettes umiddelbart efter undersøgelsens foretagelse, og der skal på begæring af de berørte parter inden for en rimelig frist være en efterfølgende prøvelse under iagttagelse af høringsretten.

Det følger af artikel 9, stk. 5, at medlemsstaterne skal sikre, at et forbud eller en arrest på begæring af rekvisitus ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning, hvis rekvirenten ikke inden en rimelig frist anlægger retssag vedrørende realiteten. Fristen fastsættes af retten, hvis det er muligt efter national ret. Ellers er fristen 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

Retten kan betinge arrest og forbud af, at rekvirenten stiller tilstrækkelig sikkerhed for kompensation af det tab, der påføres rekvisitus. Ophæves eller bortfalder forbuddet eller arresten, eller konstateres det efterfølgende, at der ikke forelå nogen immaterialretskrænkelse eller trussel herom, skal rekvirenten kunne pålægges at betale erstatning til rekvisitus for det lidte tab.

Artikel 11 fastsætter, at retten, når en krænkelse af en immaterialrettighed er fastslået, kan udstede et påbud, der eventuelt kan gennemtvinges ved tvangsbøder, til den krænkende part med henblik på at hindre en fortsat krænkelse. Rettighedshaveren kan endvidere anmode om udstedelse af et påbud til en mellemmand, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en immaterialrettighed.

Artikel 14 fastsætter, at rimelige og forholdsmæssigt afpassede sagsomkostninger, som den part, der har vundet sagen, har afholdt, som en generel regel skal bæres af den tabende part, medmindre billighedshensyn taler imod dette.

Artikel 16 fastsætter, at medlemsstaterne kan anvende andre hensigtsmæssige sanktioner, når immaterialrettigheder er blevet krænket.

Direktivets øvrige bestemmelser, herunder artikel 5 (formodning om ophavs- eller ejendomsret), artikel 10 (korrigerende foranstaltninger), artikel 12 (alternative foranstaltninger), artikel 13 (erstatning) og artikel 15 (offentliggørelse af retsafgørelser) er behandlet i det lovforslag, som samtidig med dette lovforslag er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren, jf. ovenfor under pkt. 1.

3. Gældende ret

De retsmidler og foranstaltninger, direktivet vedrører på Justitsministeriets område, er reguleret i retsplejeloven. Det drejer sig navnlig om parternes forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler (edition), arrest og forbud samt bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder.

Gældende dansk ret indeholder ikke en bestemmelse om rettighedshaverens ret til information om oprindelsen af og distributionskanalerne for varer eller tjenesteydelser, der krænker en immaterialrettighed, jf. direktivets artikel 8. Bestemmelsen har dog berøringsflader til retsplejelovens regler om vidnepligt, edition, partsforklaring og isoleret bevisoptagelse.

Den følgende beskrivelse af gældende ret er koncentreret om de nævnte emner.

3.1. Retsplejelovens regler om parternes og tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler (edition).

Reglerne om parternes forpligtelse til at fremlægge bevismateriale (edition) findes i retsplejelovens kapitel 28. Det følger af retsplejelovens § 298, stk. 1, at retten på baggrund af en begrundet begæring fra en part kan pålægge modparten at fremlægge dokumenter, som er i den pågældendes besiddelse. Der kan dog ikke gives editionspålæg om forhold, som den pågældende ville være udelukket fra eller fritaget for at give forklaring om som vidne jf. retsplejelovens §§ 169-172. Nægter en part uden lovlig grund at efterkomme pålægget, kan dette ved bevisbedømmelsen tillægges virkning til fordel for modparten (processuel skadevirkning), jf. retsplejelovens § 298, stk. 2.

Efter § 299 kan retten under de sammebetingelser også pålægge en tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter. Nægter tredjemand uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 om foranstaltninger mod vidner, der uden lovlig grund vægrer sig ved at svare, anvendelse.

3.2. Retsplejelovens regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv.

Retsplejelovens kapitel 57 a (§§ 653-653 d) indeholder regler om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. Reglerne blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 216 af 28. marts 2001. Formålet var at imødegå de meget vanskelige bevisproblemer i forbindelse med forfølgelse af immaterialretskrænkelser og samtidig fjerne enhver tvivl om, at Danmark lever op til TRIPS-aftalens krav.

Efter § 653, stk. 1, kan fogedretten efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i § 653, stk. 2, bestemme, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang. Det er et krav, at det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået krænkelsen eller overtrædelsen som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang, og at der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.

Forsøgshandlinger er derimod ikke omfattet af retsplejelovens § 653, stk. 1. Hvis der i forbindelse med en bevissikringsundersøgelse om en afsluttet eller igangværende krænkelse fremkommer oplysninger om en forestående krænkelse, kan disse oplysninger dog indgå i undersøgelsen.

De krænkelser og overtrædelser, der kan begrunde en bevissikringsundersøgelse, er udtømmende opregnet i § 653, stk. 2. Det er hensigten med bestemmelsen at omfatte alle former for immaterialrettigheder, men bestemmelsen omfatter herudover visse typer af overtrædelser, der ikke har karakter af krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne krænkelser, herunder bl.a. ulovlig produktefterligning. Efter bestemmelsen finder reglerne anvendelse på følgende krænkelser og overtrædelser:

1) krænkelse af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2, 3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,

2) overtrædelse af ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,

3) overtrædelse som nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,

4) overtrædelse som nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a (nu § 91, jf. lovforslagets § 1, nr. 3),

5) krænkelse af mønstre,

6) krænkelse af design, herunder EF-design,

7) krænkelse af varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,

8) krænkelse af virksomhedernes navne,

9) krænkelse af patenter,

10) krænkelse af brugsmodeller,

11) krænkelse af rettigheder til halvlederprodukters udformning,

12) krænkelse af rettigheder til plantenyheder,

13) krænkelse af geografiske betegnelser m.v. og

14) overtrædelse af markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.

En undersøgelse kan efter § 653, stk. 3, omfatte alt materiale, som må antages at være af betydning med henblik på at konstatere, om og i hvilket omfang krænkelser eller overtrædelser som nævnt i stk. 2 har fundet sted, herunder genstande bestemt for salg, maskiner og andet produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer, ordresedler, reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg, edb-programmer og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages undersøgelse med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder til halvlederprodukters udformning.

Der gælder et almindeligt proportionalitetsprincip i forbindelse med foretagelsen af en bevissikringsundersøgelse. Hvis det må antages, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse, kan fogedretten helt eller delvis afslå anmodningen, jf. § 653, stk. 4.

En undersøgelse må ifølge § 653, stk. 5, ikke omfatte materiale, der indeholder oplysninger om forhold, som rekvisitus i medfør af § 169, § 170 eller § 172 ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne.

En anmodning om undersøgelse indgives til fogedretten i den retskreds, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240, eller hvor de lokaler, der skal være genstand for undersøgelsen, er beliggende. En anmodning skal være skriftlig og indeholde de oplysninger, som rekvirenten påberåber sig til støtte for anmodningen, samt de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for sagens behandling, jf. § 653 a, stk. 1.

Fogedretten fastsætter efter § 653 a, stk. 2, tid og sted for forretningen og giver meddelelse herom til rekvirenten og rekvisitus. Forudgående underretning af rekvisitus kan undlades, såfremt underretning må antages at medføre risiko for, at genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg eller andet, som er omfattet af anmodningen om undersøgelse, fjernes, tilintetgøres eller ændres.

Det følger af § 653 a, stk. 3, at rekvisitus, selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om forretningen, skal have adgang til at udtale sig, før fogedretten træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen om undersøgelse skal tages til følge. Efter § 653 a, stk. 4, kan forretningen dog foretages, selv om rekvisitus ikke giver møde eller ikke træffes. I så fald opfordrer fogedretten andre personer over 18 år, som er til stede, og som må antages at have kendskab til rekvisiti forhold, til at varetage dennes interesser under forretningen. Er rekvisitus ikke forud blevet underrettet om forretningen og træffes ingen på stedet, der kan varetage rekvisiti interesser, udsættes forretningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Det følger af § 653 a, stk. 5, at rekvisitus eller den, der varetager dennes interesser, skal have adgang til at tilkalde en advokat, hvis rekvisitus ikke forud er blevet underrettet om forretningen. Ønsker rekvisitus eller dennes repræsentant at benytte sig af denne ret, udsættes forretningen, indtil advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog ikke, såfremt en udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig forsinkelse eller en risiko for fjernelse, tilintetgørelse eller ændring af genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg og andet, der er omfattet af undersøgelsen. Efter § 653 a, stk. 6, er fogedrettens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen som udgangspunkt betinget af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som rekvisitus kan blive påført. Har rekvisitus ikke været til stede under forretningen, skal fogedretten i medfør af § 653 a, stk. 7, uden unødigt ophold give denne underretning om, hvad der er passeret. Rekvisitus kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen af underretningen kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan ikke udleveres til rekvirenten, før denne frist er udløbet. Kræver rekvisitus sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når fogedretten har truffet fornyet afgørelse i sagen. Det følger af § 653 a, stk. 8, at fogedrettens afgørelser træffes ved kendelse og kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. I § 653 a, stk. 9, fastslås det, at en bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, kan afskæres.

Ifølge § 653 b, stk. 1, gennemføres e n bevissikringsundersøgelse ved fogedrettens foranstaltning. I det omfang det må anses for nødvendigt med henblik på sikring af bevis, kan fogedretten beslaglægge genstande eller dokumenter, ligesom fogedretten eller den, retten bemyndiger hertil, kan tage fotografier, optage film samt fremstille kopier af dokumenter, oplysninger på edb-anlæg, edb-programmer og andet materiale. I medfør af § 653 b, stk. 2, kan fogedretten udpege en eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig ved undersøgelsens gennemførelse. Rekvirenten eller dennes repræsentant har på de betingelser, fogedretten måtte fastsætte, ret til at være til stede under undersøgelsen, men alene med henblik på at bistå fogedretten med oplysninger, identifikation af produkter og lignende. Fogedretten kan dog bestemme, at rekvirenten eller dennes repræsentant ikke må være til stede, jf. § 653 b, stk. 3.

§ 653 b, stk. 4, indeholder regler om fogedrettens optegnelser om undersøgelsen i retsbogen og fastslår, at materiale, der er omfattet af undersøgelsen, skal opbevares af fogedretten eller den, retten bemyndiger hertil. I det omfang andet ikke bestemmes af fogedretten, holdes materialet tilgængeligt for parterne, og fogedretten kan i samme omfang udlevere materialet eller kopier heraf til parterne. Har en uvildig sagkyndig medvirket, skal denne inden for en af fogedretten fastsat frist udfærdige en beskrivelse af undersøgelsen og dennes resultater. Fogedretten sender en kopi af beskrivelsen til parterne. Det følger af § 653 b, stk. 5, at udgifter ved sagkyndig bistand og opbevaring af beslaglagte genstande m.v. samt andre særlige udgifter ved forretningens gennemførelse skal afholdes foreløbigt af rekvirenten, og fogedretten kan bestemme, at rekvirenten skal stille sikkerhed for udgifternes betaling. I det omfang det må anses for nødvendigt for at gennemføre undersøgelsen, følger det af § 653 b, stk. 6, at fogedretten kan skaffe sig adgang til rekvisiti lokaler og gemmer. Fogedretten kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning fogedretten bistand hertil.

Det følger af § 653 c, stk. 1, at r ekvirenten inden 4 uger efter modtagelsen af fogedrettens meddelelse om, at undersøgelsen er afsluttet, skal anlægge retssag vedrørende de krænkelser eller overtrædelser, som begrundede anmodningen om undersøgelse, medmindre rekvisitus frafalder forfølgning. Har rekvisitus ikke frafaldet forfølgning, og anlægges retssag ikke rettidigt, skal fogedretten og rekvirenten tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter, fremstillede kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og det under undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser. Tilsvarende gælder efter § 653 c, stk. 2, hvis en afgørelse om undersøgelse ophæves, efter at undersøgelsen er gennemført. Viser det sig, at den af rekvirenten påberåbte ret ikke består eller ikke kan gøres gældende af rekvirenten, har rekvisitus krav på erstatning for tab og tort. Det samme gælder, såfremt det ikke godtgøres, at rekvisitus har gjort sig skyldig i krænkelser eller overtrædelser omfattet af anmodningen om undersøgelse, jf. § 653 c, stk. 3. Krav om erstatning kan gøres gældende som modkrav under en retssag anlagt af rekvirenten eller under et selvstændigt søgsmål. Anlægger rekvirenten ikke retssag i overensstemmelse med stk. 1, 1. pkt., skal et selvstændigt søgsmål om erstatning anlægges af rekvisitus inden 3 måneder efter, at fristen for rekvirentens søgsmål er udløbet. Ophæves en afgørelse om undersøgelse efter sagens genoptagelse, jf. § 653 a, stk. 7, 2. pkt., eller under kære, kan der i forbindelse med afgørelsen tillægges rekvisitus erstatning efter stk. 3.

§ 653 d indebærer, at en række civilprocessuelle og fogedretlige regler finder tilsvarende anvendelse på bevissikringsundersøgelser.

3.3. Retsplejelovens regler om vidnepligt, partsforklaring, edition og isoleret bevisoptagelse

En rettighedshavers mulighed for civilretligt at forfølge en krænkelse €" f.eks. med henblik på at indgå en licensaftale eller gennemføre et erstatningskrav €" afhænger af rettighedshaverens mulighed for at opspore de implicerede krænkere og føre bevis for omfanget af de hidtidige krænkelser og dermed for tabets størrelse.

Under en retssag kan rettighedshaveren opfordre krænkeren til at fremlægge f.eks. regnskaber og andre dokumenter, som kan belyse krænkelsens omfang. Rettighedshaveren kan desuden i et vist omfang få adgang til oplysningerne ved et editionspålæg, jf. ovenfor under pkt. 3.1, eller ved spørgsmål til modparten eller til vidner.

Reglerne om afgivelse af partsforklaring findes i retsplejelovens kapitel 29. Det følger af retsplejelovens § 302, at retten efter begæring fra en modpart kan indkalde en part til at besvare spørgsmål til brug for oplysning af sagen. Enhver part kan efter retsplejelovens § 303 anmode om at afgive forklaring og har i den forbindelse pligt til at besvare de yderligere spørgsmål, som stilles af modparten eller retten.

Ved partsforklaring finder reglerne om vidner i retsplejelovens kapitel 18, bortset fra §§ 178, 182 og 188, anvendelse med de fornødne lempelser, jf. retsplejelovens § 305. Dette indebærer, at en partsforklaring ikke som en vidneforklaring kan gennemtvinges ved bøder, tvangsbøder, forvaring osv. Nægter en part at afgive forklaring, kan retten imidlertid ved bevisbedømmelsen tillægge det virkning til fordel for modparten (processuel skadevirkning), jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Reglerne om afgivelse af vidneforklaring findes i retsplejelovens kapitel 18. Efter retsplejelovens § 168 har enhver pligt til at afgive forklaring for retten som vidne med de undtagelser, der følger af reglerne i retsplejelovens §§ 169-172.

Visse persongrupper er dog udelukket fra at blive afkrævet vidneforklaring. Retsplejelovens § 169 indeholder regler om vidneudelukkelse for tjenestemand eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, og retsplejelovens § 170 indeholder regler om vidneudelukkelse for præster i folkekirken og andre trossamfund, læger, forsvarere og advokater om det, som er kommet til de pågældendes kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.

Retsplejelovens §§ 171 og 172 indeholder regler om fritagelse fra at afgive vidneforklaring. Ifølge retsplejelovens § 171, stk. 1, har en parts nærmeste ikke pligt til at afgive vidneforklaring. Efter stk. 2 gælder pligten til at afgive vidneforklaring heller ikke, hvis forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd (nr. 1), udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd (nr. 2) eller påføre vidnet selv eller vidnets nærmeste anden væsentlig skade (nr. 3). I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, nr. 2 og 3, kan retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. stk. 3. Stk. 4 indeholder en særlig regel om vidneførelse i forbindelse med politiets anvendelse af agenter. I § 172 er der fastsat regler om vidnefritagelse for redaktører og redaktionelle medarbejdere mv.

Hvis et vidne uden lovlig grund vægrer sig ved at besvare spørgsmål eller uden lovlig grund udebliver fra retsmødet mv., kan retten i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, bestemme, at vidnet skal pålægges en bøde (nr. 1), lade vidnet afhente ved politiet (nr. 2), tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget (nr. 3), pålægge vidnet en løbende bøde (nr. 4), eller lade vidnet tage i forvaring af politiet mv. (nr. 5).

Retten kan tillade, at der optages bevis, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag, jf. retsplejelovens § 343 (isoleret bevisoptagelse). I retspraksis har retsplejelovens regler om isoleret bevisoptagelse sammenholdt med editionsreglerne været anvendt til at pålægge tredjemand at fremlægge synbare bevismidler med oplysninger, der er nødvendige for at finde ud af, hvem man skal sagsøge, jf. retsplejelovens § 343 sammenholdt med § 299. Der kan henvises til Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 2264, og til Vestre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, side 1410.

Der er ikke i loven opstillet nærmere betingelser for en sådan isoleret bevisoptagelse, der efter forarbejderne kan finde sted, når retten finder det hensigtsmæssigt. Det følger forudsætningsvis af bestemmelsens ordlyd, at bestemmelsen omfatter bevismidlerne vidneforklaring og syn og skøn. Det er dog næppe udelukket, at også andre bevisformer, f.eks. partsforklaring og besigtigelse, kan optages isoleret.

Parters rettigheder og pligter i forbindelse med en isoleret bevisoptagelse er som udgangspunkt de samme som under en egentlig civil retssag. Det vil sige, at parternes medvirken til sagens oplysning udelukkende sker på frivillig basis med reglen i retsplejelovens § 344, stk. 2, om processuel skadevirkning som eneste sanktion. En part har således ikke pligt til at afgive forklaring, ligesom der heller ikke er hjemmel til at gennemtvinge en besigtigelse hos en part. Et vidne, der indkaldes til at afgive forklaring som led i en isoleret bevisoptagelse, har derimod pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 168, med de undtagelser, der er fastsat i §§ 169-172. En vidneforklaring kan gennemtvinges efter retsplejelovens § 178, jf. ovenfor.

3.4. Retsplejelovens regler om arrest og forbud

Efter retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Formålet med at foretage arrest i en skyldners formue er så vidt muligt at sikre, at skyldneren har aktiver i behold på det tidspunkt, hvor gældsforpligtelsen er fastslået ved en dom. Arresten bevirker, at skyldneren ikke kan råde over de aktiver, der er omfattet af arresten.

Efter retsplejelovens § 628, stk. 1, kan arrest ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke består. Der stilles dog ikke krav om, at rekvirenten sandsynliggør eller godtgør kravets eksistens. Kravet om sikkerhedsstillelse, om anlæggelse af arrestsag og erstatningsansvaret, jf. nedenfor, udgør skyldnerens værn.

Efter § 629 kan fogedretten, inden en arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten.

Efter § 630 kan en arrest afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller tilstrækkelig sikkerhed for den fordring, som arresten ønskes opnået til sikkerhed for.

Reglerne om indgivelse af en arrestanmodning og om sagens behandling findes i § 631. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at en række af retsplejelovens almindelige regler om behandlingen af fogedsager finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med behandlingen af en sag om arrest. Det gælder bl.a. retsplejelovens § 497 om skyldnerens oplysningspligt om sine økonomiske forhold.

Det følger af henvisningen i § 631, stk. 2, til § 493, stk. 1 og 2, at fogedretten så vidt muligt skal underrette rekvisitus om tid og sted for forretningen. Underretning kan dog undlades, hvis fogedretten finder dette ubetænkeligt, eller hvis det må antages, at muligheden for at gennemføre arresten ellers vil blive væsentligt forringet. Arresten kan foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes, jf. 631, stk. 2, jf. § 495, stk. 1, 1. pkt.

Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue, som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen og de omkostninger, der er forbundet med sagen mv. Arresten indebærer, at skyldneren ikke kan råde over aktiverne, f.eks. ved salg eller pantsætning. Fogedretten vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over aktiverne i strid med arresten kan medføre strafansvar, jf. § 632.

Arrest er et foreløbigt retsmiddel og skal inden en uge (2 uger hvis sagen skal anlægges ved en udenlandsk domstol) efter arresten følges op med et søgsmål mod skyldneren, hvorunder retten også skal tage stilling til, om arresten er lovlig gjort, jf. § 634. Dette kan dog undlades, såfremt skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Hvis der allerede verserer retssag om den pågældende fordring, skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag (sag om arrestens lovlighed). Skyldneren kan i den forbindelse fremsætte alle indsigelser vedrørende arrestens lovlighed, jf. § 636.

Skyldneren kan herudover kære fogedrettens afgørelse i en arrestsag efter reglerne i kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelser, jf. § 640.

Det følger af § 637, at arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet, medmindre anke er iværksat eller andet er bestemt i dommen.

Efter § 638, stk. 1, kan skyldneren kræve arresten ophævet af fogedretten, hvis fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse sager afvises eller hæves.

Viser den fordring, for hvilken arresten er gjort, sig ikke at bestå, skal arresthaveren betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. § 639. Det samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende omstændigheder, hvis det må antages, at fordringen ikke bestod.

Retsplejelovens regler om forbud findes i §§ 641-652. Efter retsplejelovens § 641, stk. 1, kan fogedretten pålægge private at undlade handlinger, som strider mod rekvirentens ret.

Betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud fremgår af § 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, 1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret, 2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og 3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang. Der kan nedlægges forbud både med henblik på at forhindre en forestående krænkelse og hindre en fortsat krænkelse.

Ifølge § 644 kan fogedretten bestemme, at rekvirenten som betingelse for forbuddets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres rekvisitus ved forbudet.

Der kan efter § 643 ikke nedlægges forbud, når det skønnes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en sikkerhed tilbudt af rekvisitus yder rekvirenten tilstrækkeligt værn. Fogedretten kan desuden nægte at nedlægge forbud, hvis det vil påføre skyldneren skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.

I henhold til § 646, stk. 2, 1. pkt., jf. 493, stk. 1, 1. pkt., skal fogedretten så vidt muligt underrette rekvisitus om tid og sted for forretningen. Underretning kan dog undlades, hvis fogedretten finder dette ubetænkeligt, eller hvis det må antages, at muligheden for at gennemføre fogedforbudet ellers vil blive væsentligt forringet, jf. § 646, stk. 2, 1 pkt. Der kan nedlægges forbud, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes, jf. 646, stk. 2, 1. pkt., jf. § 495, stk. 1, 1. pkt. Finder fogedretten det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan forretningen udsættes, jf. § 495, stk. 3.

Et fogedforbud er ligesom arrest et foreløbigt retsmiddel, der skal følges op af en retssag, jf. § 648, der henviser til §§ 634-639. Fristen for anlæggelse af retssag er dog 2 uger. I modsætning til hvad der gælder for behandlingen af arrestsager, er der ikke en almindelig adgang til genoptagelse af fogedforbudssager, idet der ikke i § 646, stk. 2, 1. pkt., henvises til retsplejelovens § 504 om genoptagelse, men fogedrettens afgørelser efter forbudsreglerne kan kæres efter reglerne i kapitel 53. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbuddet, jf. retsplejelovens § 648, stk. 2.

Forsætlig overtrædelse af et forbud kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 651.

3.5. Påbud med henblik på at hindre fortsat krænkelse

Direktivets artikel 11 indebærer som nævnt under pkt. 2, at medlemslandene skal fastsætte regler om, at retten, når en immaterialretskrænkelse er fastslået ved dom mv., kan meddele den krænkende part et påbud med henblik på at hindre fortsat krænkelse.

Afhængig af parternes påstande vil en domskonklusion om, at en immaterialret er krænket, efter omstændighederne pålægge krænkeren at ophøre med immaterialretskrænkelsen.

Domme kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter retsplejelovens almindelige regler herom, navnlig kapitel 48 om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav. Forsætlig overtrædelse af en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foretage eller undlade noget, kan endvidere straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 535. Dansk ret indeholder ikke bestemmelser om tvangsbøder i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af domme om immaterialretskrænkelser.

3.6 Sagsomkostninger

Reglerne om sagsomkostninger findes i retsplejelovens kapitel 30. Det fremgår af retsplejelovens § 312, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet. Retten kan dog bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.

4. Lovforslaget udformning

4.1. Oversigt

Retsplejelovens regler opfylder i vidt omfang de forpligtelser, som følger af direktivets bestemmelser af retsplejemæssig karakter.

Forpligtelserne i direktivets artikel 6 om adgang til, at retten på begæring af en part kan pålægge modparten at fremlægge bevismateriale, er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved retsplejelovens editionsregler, jf. pkt. 3.1 ovenfor.

»Fortrolige oplysninger« er ikke defineret i direktivet. Af artikel 6 fremgår, at fortrolige oplysninger skal beskyttes. Af direktivets præambel (betragtning 20) fremgår endvidere, at der ved procedurerne for at optage, fremlægge og sikre beviser bør tages hensyn til forsvarets rettigheder og sikres de nødvendige garantier, herunder beskyttelse af fortrolige oplysninger. Det findes herefter at være i overensstemmelse med direktivet, at der ikke kan gives editionspålæg om forhold, som den pågældende part ville være udelukket fra eller fritaget for at give forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.

Forpligtelserne i direktivets artikel 7 om foranstaltninger til sikring af bevismateriale er i vidt omfang opfyldt ved retsplejelovens kapitel 57 a om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder. Gennemførelsen af direktivet kræver dog på enkelte punkter lovændringer. De lovgivningsmæssige konsekvenser vedrørende bevissikring er behandlet nedenfor under pkt. 4.2.

Til gennemførelse af direktivets artikel 8 foreslås der nye regler om rettighedshaverens ret til oplysninger om varer og tjenesteydelser, der krænker pågældendes immaterialrettigheder. Disse regler omtales nedenfor under pkt. 4.3.

Forpligtelserne i direktivets artikel 9 om foreløbige foranstaltninger er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved retsplejelovens regler om arrest og forbud, jf. pkt. 3.4 ovenfor.

Direktivets artikel 11 indebærer som nævnt under pkt. 2, at retten, når en immaterialretskrænkelse er fastslået ved dom mv., skal kunne meddele den krænkende part et påbud med henblik på at hindre fortsat krænkelse. Som det fremgår af pkt. 3.5 ovenfor vil en domskonklusion om, at en immaterialret er krænket, efter omstændighederne pålægge den krænkende part at ophøre med immaterialretskrænkelsen. Dommen kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten, og forsætlig overtrædelse af et påbud om at foretage eller undlade noget kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. retsplejelovens § 535. Endvidere vil forbudsreglerne efter omstændighederne kunne finde anvendelse, herunder f.eks. i forhold til mellemmænd, der ikke har været part i retssagen. Det må på den baggrund antages, at dansk ret opfylder betingelserne i direktivets artikel 11.

Forpligtelserne i direktivets artikel 14 om sagsomkostninger er efter Justitsministeriets opfattelse opfyldt ved retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger, herunder § 312, jf. pkt. 3.6 ovenfor.

4.2. Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv.

4.2.1. Anvendelsesområdet for en bevissikringsundersøgelse

Direktivet finder ifølge artikel 2, stk. 1, som udgangspunkt anvendelse på enhver krænkelse af immaterialrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller den pågældende medlemsstats nationale ret. Af præamblens 13. betragtning fremgår, at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan udvide bestemmelserne i direktivet til at omfatte illoyal konkurrence.

Retsplejelovens kapitel 57 a om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. indeholder i § 653, stk. 2, en udtømmende opregning af de immaterialretskrænkelser og overtrædelser mv., der kan danne grundlag for en bevissikringsundersøgelse. Reglerne omfatter som nævnt ovenfor under pkt. 3.2 visse typer af overtrædelser, der formelt ikke har karakter af krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne krænkelser, herunder markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.

Ved indførelsen af reglerne i kapitel 57 a, var det hensigten, at bevissikringsreglerne som udgangspunkt skulle kunne anvendes på alle typer af krænkelser og overtrædelser af immaterialretslovgivningen. Efter drøftelse med de relevante ressortmyndigheder for de områder, der er nævnt i retsplejelovens § 653, stk. 2, (Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Forbruger- og Familieanliggender) finder Justitsministeriet, at opregningen i retsplejelovens § 653, stk. 2, fortsat er dækkende, og at der derfor ikke er behov for ændring eller udvidelse af de krænkelser og overtrædelser, der er nævnt i § 653, stk. 2, jf. dog forslaget til en mindre konsekvensrettelse i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a (lovforslagets § 1, nr. 3).

4.2.2. Stedet for undersøgelsen

Efter direktivets artikel 7 skal medlemsstaterne sikre, at der kan iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med en immaterialretskrænkelse under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes. Bestemmelsen er ikke €" i modsætning til foranstaltningerne i artikel 6, stk. 2, artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 2 €" udtrykkeligt begrænset til krænkelser og overtrædelser, der udføres i kommerciel målestok.

Det fremgår ikke klart, om direktivet alene tager sigte på bevissikring hos en formodet krænker eller også indeholder en forpligtelse til at sikre, at der kan gennemføres en bevissikringsundersøgelse hos tredjemand. Artikel 7€™s ordlyd og sammenhæng taler for, at bestemmelsen ikke indeholder en sådan forpligtelse, i hvert fald for så vidt angår tredjemand, der ikke er indblandet i krænkelsen.

Af direktivets artikel 3 fremgår bl.a., at foranstaltningerne mv. skal være fair og rimelige, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning. Foranstaltningerne skal endvidere anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af foranstaltningerne. Det anføres endvidere i betragtning 32 i direktivets præambel, at direktivet er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Efter forarbejderne til retsplejelovens § 653, stk. 1, kan en bevissikringsundersøgelse omfatte alle lokaler og gemmer mv., som den formodede krænker disponerer over, uanset ejerforhold. Eksempelvis er det muligt at undersøge et lagerlokale, som den pågældende har lejet eller lånt. På lignende måde er det muligt at undersøge den plads på en server, som den pågældende disponerer over. Hvis det er sandsynliggjort, at en person medvirker til en krænkelse, f.eks. ved for hovedmanden at opbevare produkter vidende om, at de er piratkopierede og bestemt for salg, kan der også foretages bevissikringsundersøgelse hos denne person. Derimod er der ikke i øvrigt adgang til at foretage undersøgelse hos tredjemand. Baggrunden herfor er ifølge bemærkningerne til det pågældende lovforslag, at det forekommer meget vidtgående at tillade undersøgelse hos en virksomhed eller person, som ikke selv er under mistanke, og at integritetshensyn her må veje tungest. Der henvises i bemærkningerne endvidere til, at det næppe er muligt at sondre mellem forskellige typer af tredjemænd, og at man i de tungeste tilfælde har de straffeprocessuelle regler om ransagning at falde tilbage på (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 445 og 455).

Den relativt vide adgang til at gennemføre en bevissikringsundersøgelse i lokaler mv., som den formodede krænker disponerer over, og hos personer, som medvirker til en krænkelse, må i almindelighed antages at være tilstrækkelig til at sikre, at retten kan træffe effektive foreløbige foranstaltninger til sikring af bevis. Hertil kommer, at rettighedshaveren efter omstændighederne vil have mulighed for at anmode retten om at meddele den pågældende tredjemand et editionspålæg, jf. retsplejelovens § 299. På dette punkt ses de gældende regler således at være tilstrækkelige.

Det er efter retsplejelovens § 653, stk. 1, en betingelse for iværksættelse af en bevissikringsundersøgelse, at rekvirenten sandsynliggør, at rekvisitus som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang har begået en immaterialretskrænkelse, og at der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.

Denne begrænsning af anvendelsesområdet for retsplejelovens § 653, stk. 1, til erhvervsmæssige krænkelser og krænkelser i ikke ubetydeligt omfang er næppe i overensstemmelse med direktivet. En sådan begrænsning findes heller ikke i de gældende svenske og finske regler om bevissikring.

Derimod vil det være i overensstemmelse med direktivet at nægte en bevissikringsundersøgelse ud fra en konkret interesseafvejning, jf. direktivets artikel 3. Ved afgørelsen af, om en undersøgelse skal tillades, vil der efter de gældende regler altid skulle foretages en sådan afvejning, jf. § 653, stk. 4, og her vil integritetshensyn i reglen veje tungere, når der begæres undersøgelse i et privat hjem, end når der begæres undersøgelse i forretningslokaler mv. Efter den foreslåede ændring af § 653, stk. 4, fremgår hensynet til privatlivets fred nu udtrykkeligt af lovteksten, jf. nedenfor under pkt. 4.2.5. En anmodning om en bevissikringsundersøgelse i et privat hjem vedrørende en ubetydelig immaterialretskrænkelse mv. vil derfor i almindelighed ikke kunne imødekommes.

Bestemmelsen i § 653, stk. 1, foreslås på den baggrund ændret, således at det ikke længere fremgår, at krænkelsen eller overtrædelsen skal være begået som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang. Det er ikke hermed hensigten generelt at udvide adgangen til at gennemføre bevissikringsundersøgelser i private hjem.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

4.2.3. Forestående krænkelser

Der er efter retsplejelovens § 653, stk. 1, alene adgang til at få foretaget en bevissikringsundersøgelse i tilfælde, hvor det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået en krænkelse eller overtrædelse. Det er dog efter bemærkningerne til bestemmelsen ikke udelukket under en undersøgelse at medtage eventuelle beviser mod planlagte krænkelser mv. af rettighedshaverens rettigheder, men undersøgelsen må ikke være rettet herimod (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 446).

Det fremgår af artikel 7, stk. 1, at foranstaltninger til sikring af bevismateriale skal omfatte tilfælde, hvor en part gør gældende, at hans immaterialret er blevet krænket eller vil blive krænket.

Med henblik på opfyldelse af direktivet foreslås det derfor, at der fremover også vil kunne gennemføres en bevissikringsundersøgelse i tilfælde, hvor det sandsynliggøres, at rekvisitus vil begå en krænkelse. Rettighedshaveren vil efter omstændighederne samtidig kunne anmode om et fogedforbud.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

4.2.4. Bevissikringsundersøgelser vedrørende produktionsprocesser og andet produktionsudstyr

Efter de gældende regler i retsplejelovens § 653, stk. 3, kan en bevissikringsundersøgelse omfatte alt materiale, som må antages at være af betydning med henblik på at konstatere, om og i hvilket omfang krænkelser eller overtrædelser har fundet sted, herunder genstande bestemt for salg, maskiner og andet produktionsudstyr, bogføringsmateriale, fakturaer, ordresedler, reklamemateriale og andre dokumenter, oplysninger på edb-anlæg, edb-programmer og elektroniske lagringsmidler. Der kan dog ikke foretages undersøgelse med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder til halvlederprodukters udformning.

Baggrunden for denne undtagelse vedrørende produktionsprocesser og produktionsudstyr er ifølge forarbejderne til bestemmelsen (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 444), at produktionsprocesser og produktionsapparat ofte berører erhvervshemmeligheder, som det er afgørende for virksomheden at hemmeligholde. Det er endvidere nævnt, at der ikke er dokumenteret noget væsentligt behov for adgang til bevissikring på dette område, og det er anført, at bevissikringsreglerne tager sigte på klare krænkelser og ikke på tvivlsomme bevisspørgsmål om patentkrænkelse mv. Der er endelig henvist til, at reglen i patentlovens § 64 a, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i visse sager om krænkelse af patenterede fremgangsmåder, i samme omfang formindsker behovet for regler om bevissikring.

Direktivets artikel 7 indeholder ikke en tilsvarende generel undtagelse for så vidt angår produktionsprocesser og produktionsapparat. Justitsministeriet har derfor overvejet, hvorvidt undtagelsen vedrørende produktionsprocesser og produktionsapparat til patenter vil kunne opretholdes.

Der er ikke efter direktivets artikel 7 en ubetinget ret for rettighedshaveren til bevissikringsforanstaltninger. Foranstaltningerne skal efter ordlyden af artikel 7, stk. 1, ske under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes, og kan, når det er hensigtsmæssigt, omfatte bl.a. redskaber, der har været anvendt i fremstillingen. Det fremgår endvidere af artikel 3, at foranstaltningerne skal være bl.a. fair og rimelige, og at de skal stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og anvendes på en sådan måde, at der ydes garanti mod misbrug.

Det kan dog næppe antages, at det vil være i overensstemmelse med direktivet generelt at undtage produktionsprocesser og €"udstyr til patenter, brugsmodeller og halvlederprodukter fra anvendelsesområdet for bevissikringsundersøgelser. Det foreslås på denne baggrund, at bestemmelsen i retsplejelovens § 653, stk. 3, 2. pkt. ophæves.

Derimod vil en bevissikringsundersøgelse i et sådant tilfælde inden for rammerne af direktivet efter omstændighederne kunne afslås efter en konkret interesseafvejning. V ed afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades, vil der altid skulle foretages en sådan afvejning, jf. retsplejelovens § 653, stk. 4. Denne bestemmelse foreslås samtidig ændret, således at hensynet til erhvervshemmeligheder kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, jf. nedenfor under pkt. 4.2.5.

Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at hensynet til beskyttelse af rekvisiti erhvervshemmeligheder efter omstændighederne vil kunne varetages ved fogedrettens bestemmelse om, at rekvirenten eller dennes repræsentant ikke må være til stede under undersøgelsen, jf. retsplejelovens § 653 b, stk. 3. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår således, at der i visse tilfælde er så tungtvejende hensyn at tage til beskyttelsen af rekvisiti forretningshemmeligheder mv., at fogedretten bør afskære rekvirenten eller dennes repræsentant fra at være til stede under undersøgelsen, eller i hvert fald bør begrænse adgangen, f.eks. således at rekvirenten eller dennes repræsentant ikke får adgang til de lokaler, hvor produktionen foregår (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 460). Fogedretten kan desuden udpege en eller flere uvildige sagkyndige til at bistå sig ved undersøgelsens gennemførelse, jf. retsplejelovens § 653 b, stk. 2.

Efter bestemmelsens ordlyd indgår også rekvirentens behov for en undersøgelse til sikring af beviset i interesseafvejningen. Er rettighedshaverens interesse i en bevissikringsundersøgelse begrænset, fordi beviset for krænkelsen og dennes omfang lige så vel vil kunne føres på anden måde, vil en interesseafvejning oftere falde ud til rekvisiti fordel.

Rekvirentens behov for en bevissikringsundersøgelse varierer afhængig af, hvilken type immaterialrettighed der er tale om. Et par eksempler kan illustrere dette:

En krænkelse af et patentbeskyttet produkt vil ofte kunne bevises f.eks. ved syn og skøn, hvis der er adgang til de ulovlige produkter, f.eks. fordi de markedsføres her i landet.

En krænkelse i form af anvendelse af f.eks. en patentbeskyttet fremgangsmåde i en produktionsproces er derimod ikke så åbenlys. I et sådant tilfælde vil det i mange situationer være nødvendigt at have indblik i de anvendte produktionsmetoder og €"processer. Til imødegåelse af disse bevismæssige problemer indeholder patentlovens § 64 a en bestemmelse, hvorefter der er omvendt bevisbyrde i visse sager om overtrædelse af fremgangsmådepatenter. Det påhviler således den formodede krænker at bevise, at vedkommendes produkt ikke er fremstillet ved den patenterede fremgangsmåde. I sådanne tilfælde, hvor bevisbyrden for en krænkelse ikke påhviler rettighedshaveren, er der ofte ikke et påtrængende behov for en bevissikringsundersøgelse.

I tilfælde, hvor den særlige bevisbyrderegel i patentlovens § 64 a ikke finder anvendelse, f.eks. ved en patenteret fremgangsmåde til fremstilling af et eksisterende produkt, vil rettighedshaveren derimod efter omstændighederne kunne have behov for en bevissikringsundersøgelse vedrørende produktionsprocesser og -udstyr, som den formodede krænker anvender.

Hvorvidt en anmodning om en bevissikringsundersøgelse bør imødekommes, vil som nævnt ovenfor også afhænge af andre faktorer, herunder bl.a. hensynet til erhvervshemmeligheder, som den formodede krænker har en berettiget interesse i at bevare.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4.

4.2.5. Proportionalitetskrav

Retsplejelovens § 653, stk. 4, indeholder som nævnt ovenfor en regel om en almindelig interesseafvejning i forbindelse med bevissikringsundersøgelser. Efter bestemmelsen afslår fogedretten helt eller delvis en anmodning om undersøgelse, hvis det må antages, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, der står i misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at bestemmelsen navnlig vil kunne anvendes, hvor anmodningen angår undersøgelse af et privat hjem eller af erhvervslokaler i tilfælde, hvor der er væsentlig risiko for at påføre rekvisitus væsentlig skade i form af afsløring af erhvervshemmeligheder (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 457). I lyset af de foreslåede ændringer af § 653, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., jf. punkt 4.2.2. og 4.2.4. oven for, foreslås det, at hensynet til privatlivets fred og erhvervshemmeligheder bør fremgå direkte af lovteksten. Også andre hensyn vil som hidtil kunne indgå i proportionalitetsafvejningen.

Interesseafvejningen findes at være i overensstemmelse med direktivet. Det fremgår således af direktivets artikel 3, stk. 2, at foranstaltningerne og retsmidlerne bl.a. skal stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og at de skal anvendes på en sådan måde, at der ydes garanti mod misbrug af dem. Endvidere fremgår det af artikel 7, stk. 1, at foranstaltninger med henblik på at sikre bevismateriale skal ske under forudsætning af, at fortrolige oplysninger beskyttes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.

4.2.6. Ophør af virkningerne af en bevissikringsundersøgelse

En bevissikringsundersøgelse er en foreløbig foranstaltning, og rekvirenten skal inden 4 uger efter undersøgelsens afslutning anlægge retssag vedrørende krænkelserne eller overtrædelserne, jf. retsplejelovens § 653 c. Anlægger rekvirenten ikke rettidigt retssag, skal fogedretten og rekvirenten tilbagelevere beslaglagte genstande og dokumenter, fremstillede kopier og andet bevismateriale hidrørende fra undersøgelsen, og det under undersøgelsen fremkomne kan ikke anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser. Efter gældende ret kræver det således ikke en anmodning fra rekvisitus, at undersøgelsen ophører med at have virkning.

Det følger af direktivets artikel 7, stk. 3, at foranstaltningerne til sikring af bevismateriale ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning på begæring af rekvisitus , hvis rekvirenten ikke rettidigt anlægger sag.

Da direktivets bestemmelser ikke kan fraviges til skade for rettighedshaveren, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, kan den gældende ordning næppe opretholdes. Det foreslås på denne baggrund, at bevismaterialet fra undersøgelsen kun skal tilbageleveres, og at det fremkomne ikke kan anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser, såfremt rekvisitus fremsætter begæring herom.

En tilsvarende ordning om, at ophævelse af en foranstaltning sker efter anmodning, kendes i øvrigt fra reglerne om arrest og forbud, jf. retsplejelovens §§ 638 og 648, jf. § 638.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

4.3. Ret til information

4.3.1. Behovet for lovændringer

En rettighedshavers mulighed for civilretligt at forfølge en krænkelse f.eks. med henblik på at indgå en licensaftale eller gennemføre et erstatningskrav afhænger som nævnt ovenfor under pkt. 3.3 af rettighedshaverens mulighed for at opspore de implicerede krænkere og føre bevis for omfanget af de hidtidige krænkelser og dermed for tabets størrelse.

Foreligger der f.eks. ulovlig forhandling af krænkende produkter €" hvad enten denne forhandling er baseret på ulovlig produktion i Danmark eller på ulovlig indførsel €" vil bevis for krænkelsen i reglen kunne føres gennem prøvekøb i detailforretninger. I forbindelse hermed vil der efter omstændighederne være etableret et grundlag for at rejse krav om erstatning mod detailhandler, producent eller importør. Det kan imidlertid være et problem for rettighedshaveren i forbindelse med erstatningskravet at føre bevis for omfanget af de hidtidige krænkelser og for tabets størrelse. Retsplejelovens regler om bevissikring tager bl.a. sigte på at afhjælpe dette problem.

Direktivets artikel 8 indeholder et særligt redskab for rettighedshaveren, der tager sigte på at gøre det muligt for rettighedshaveren at indhente nærmere oplysninger om de rettighedskrænkende varers eller tjenesteydelsers oprindelse og distributionskanaler samt om identiteten af tredjemænd, der måtte have deltaget i krænkelsen. Bestemmelsen fremstår efter sin ordlyd og placering i direktivet som et selvstændigt retsmiddel ved siden af direktivets regler om f.eks. edition og bevissikring.

Efter bestemmelsen skal rettighedshaveren som anført under pkt. 2 have mulighed for med rettens bistand i forbindelse med en immaterialretskrænkelsessag at få adgang til oplysninger fra de involverede om krænkelsen, herunder distributionskanaler samt pris- og mængdeangivelser for de varer og tjenesteydelser, der krænker vedkommendes ret.

Gældende dansk ret indeholder ikke bestemmelser svarende til direktivets artikel 8. Ud over muligheden for en bevissikringsundersøgelse har en rettighedshaver dog som nævnt under pkt. 3.3 i et vist omfang i medfør af retsplejelovens regler om edition, vidnepligt og partsforklaring mulighed for at afkræve personer, der er involveret i en immaterialretskrænkelse, oplysninger som nævnt i direktivets artikel 8.

Under en retssag kan rettighedshaveren få belyst krænkelsen gennem f.eks. spørgsmål til modparten og til vidner, som rettighedshaveren kan foranledige indkaldt. Pågældende kan endvidere opfordre krænkeren til at fremlægge dokumenter, der belyser distributionsnettet og omfanget af krænkelsen, og i medfør af retsplejelovens regler om edition kan retten på anmodning af rettighedshaveren pålægge krænkeren at fremlægge sådanne dokumenter.

Vidner har som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring, og overtrædelse af vidnepligten kan sanktioneres efter retsplejelovens § 178 med f.eks. bøde og forvaring i indtil 6 måneder.

Retsplejelovens § 178 finder ikke anvendelse ved partsforklaringer. Nægter en part at afgive forklaring, har det derfor alene den virkning, at retten ved bevisbedømmelsen kan tillægge det virkning til fordel for modparten (processuel skadevirkning), jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Et e ditionspålæg til en part kan heller ikke gennemtvinges, og partens undladelse uden lovlig grund af at opfylde en provokation eller at efterkomme et editionspålæg kan ligeledes alene have processuel skadevirkning.

Hertil kommer, at de oplysninger, der er omfattet af direktivets artikel 8, ikke altid vil have betydning for afgørelsen af den verserende krænkelsessag. En rettighedshavers mulighed for efter gældende ret at få adgang til disse oplysninger vil derfor også efter omstændighederne blive begrænset af retsplejelovens § 341, hvoraf fremgår, at bevisførelse, der ikke er af betydning for sagen, ikke kan finde sted.

Med henblik på at gennemføre direktivet i dansk ret er det derfor nødvendigt at indføre regler, der sikrer rettighedshaverens adgang til den information om distributionsnettet og om krænkelsens omfang, der er nævnt i direktivets artikel 8. Reglerne supplerer retsplejelovens bevisregler og vil i visse tilfælde kunne udgøre et alternativ til en bevissikringsundersøgelse efter retsplejelovens kapitel 57 a.

Da reglerne om informationspligt ved immaterialretskrænkelser har en vis emnemæssig tilknytning til retsplejelovens regler om bevisførelse, og da det ellers ville være påkrævet med ensartede regler i et større antal immaterialretlige love, findes det mest hensigtsmæssigt, at reglerne gennemføres i retsplejeloven. Det foreslås derfor, at der i retsplejeloven indsættes et nyt kapitel 29 a om oplysningspligt i forbindelse med verserende sager om krænkelse af immaterialrettigheder mv.

Efter forslaget vil retten efter anmodning fra rettighedshaveren herefter kunne pålægge personer, der erhvervsmæssigt krænker immaterialrettigheder mv. eller er indblandet i sådanne krænkelser at give oplysninger om navn og adresse på de andre led i distributionskæden af de omtvistede varer og tjenesteydelser og om omfanget €" pris og mængde €" af de hidtidige krænkelser.

Efter forslaget finder reglerne om informationspålæg anvendelse i de sagstyper, der er omfattet af retsplejelovens kapitel 57 a om bevissikring ved immaterialretskrænkelser mv. Kapitel 57 a omfatter som nævnt ovenfor under pkt. 3.2 alle former for immaterialrettigheder samt visse typer af overtrædelser, som ikke formelt har karakter af krænkelser af immaterialrettigheder, men som er nært beslægtet med sådanne krænkelser, herunder bl.a. ulovlig produktefterligning, jf. markedsføringslovens § 1. Baggrunden herfor er, at der i tilfælde af mistanke om ophavs- eller designretlige krænkelser ofte også rejses spørgsmål om overtrædelse af reglerne om ulovlig produktefterligning, jf. markedsføringslovens § 1. Det kan være forbundet med væsentlige afgrænsningsproblemer at afgøre, hvorvidt et produkt er ophavsretligt eller designretligt beskyttet, eller om det alene beskyttes efter markedsføringslovens regler om ulovlig produktefterligning. Det ville derfor rejse vanskelige afgrænsningsspørgsmål, såfremt markedsføringslovens regler om efterligning ikke var medtaget (FT-Tidende 2000-2001, Tillæg A, side 441-443).

De forhold, der begrunder afgrænsningen af de immaterialretskrænkelser og overtrædelser, der er omfattet af bevissikringsreglerne, gør sig ligeledes gældende ved spørgsmålet om afgrænsning af de sager, der bør være omfattet af de foreslåede regler om oplysningspligt. Det foreslås på den baggrund, at oplysningspligten vil anvendes i forbindelse med civile retssager vedrørende de krænkelser og overtrædelser, som er omfattet af bevissikringsreglerne i retsplejelovens § 653. Reglerne vil herefter omfatte sager om:

1. krænkelse af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, jf. ophavsretslovens §§ 2, 3, 65, 66, 67, 69, 70, 71 og 77,

2. overtrædelse af ophavsretslovens § 11, stk. 2, og §§ 73 og 74,

3. overtrædelser som nævnt i ophavsretslovens § 76, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 78,

4. overtrædelser som nævnt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 75 a, (nu § 91, jf. lovforslagets § 1, nr. 3)

5. krænkelse af mønstre,

6. krænkelse af design, herunder EF-design,

7. krænkelse af varemærker, herunder EF-varemærker, og fællesmærker,

8. krænkelse af virksomhedernes navne,

9. krænkelse af patenter,

10. krænkelse af brugsmodeller,

11. krænkelse af rettigheder til halvlederprodukters udformning,

12. krænkelse af rettigheder til plantenyheder,

13. krænkelse af geografiske betegnelser m.v. og

14. overtrædelse af markedsføringslovens § 1 ved ulovlig produktefterligning.

Af den foreslåede bestemmelse i § 306, stk. 1, fremgår, at der kan pålægges oplysningspligt vedrørende »varer eller tjenesteydelser, der udgør en sådan krænkelse eller overtrædelse«. Det er således efter bestemmelsens ordlyd en forudsætning, at der foreligger en af de nævnte krænkelser eller overtrædelser. Det vil derfor efter omstændighederne være nødvendigt, at retten tager stilling til dette spørgsmål ved en delafgørelse efter retsplejelovens § 253.

Informationspålægget tager ikke sigte på at belyse, hvorvidt de pågældende varer eller tjenesteydelser faktisk udgør en krænkelse mv. Ved afgørelsen af dette spørgsmål gælder de almindelige regler om bevisførelse.

Afgrænsningen af den relevante personkreds, som kan pålægges at give oplysninger, og omfanget af oplysningspligten svarer i den foreslåede bestemmelse med mindre sproglige tilpasninger til ordlyden af direktivets artikel 8, stk. 1 og 2.

Et informationspålæg kan herefter gives personer, der som led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af de pågældende varer, i færd med at anvende de pågældende tjenesteydelser eller i færd med at yde tjenester, der anvendes i de omtvistede aktiviteter i kommerciel målestok. En virksomhed eller person, der yder tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter, kan eksempelvis være en internetudbyder.

Herudover kan et informationspålæg gives til personer, som ifølge de nævnte personer er indblandet i produktion, fremstilling eller distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser. Denne kategori er som i direktivet ikke udtrykkeligt begrænset til handlinger begået som led i erhvervsvirksomhed.

Af direktivets præambel, betragtning 14, fremgår imidlertid, at foranstaltningerne i bl.a. artikel 8, stk. 1, kun skal være obligatoriske i forbindelse med handlinger, der udføres i kommerciel målestok. Ved sådanne handlinger forstås ifølge samme betragtning »handlinger, der udføres med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel gevinst; dette udelukker normalt handlinger, der udføres af slutbrugerne, når de handler i god tro«.

Reglerne om et informationspålæg vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvor indehaveren af rettighederne til et patenteret produkt bliver opmærksom på, at produktet i strid med eneretten sælges i detailhandlen. I forbindelse med en retssag mod detailhandleren kan rettighedshaveren anmode retten om at pålægge detailhandleren at oplyse, hvem der har leveret produktet, hvor mange eksemplarer detailhandleren har solgt og prisen for disse. Rettighedshaveren kan på baggrund af detailhandlerens oplysninger om mellemhandler og producent under samme sag anmode om, at mellemhandleren og producenten pålægges at give oplysninger om, hvilke detailhandlere produktet ellers er solgt til, antal solgte eksemplarer og prisen for disse. Oplysningerne vil gøre det muligt for rettighedshaveren at forfølge sit krav ikke bare over for detailhandleren, men også over for mellemhandleren, producenten og andre detailhandlere. Hvorvidt rettighedshaverens krav mod andre end den oprindeligt sagsøgte vil kunne inddrages under den verserende sag, afhænger af retsplejelovens almindelige regler herom.

Derimod vil en forbruger, der har købt det pågældende produkt, ikke kunne pålægges en oplysningspligt, da forbrugeren hverken »som led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af produktet« eller »har medvirket til produktion, fremstilling eller distribution« af produktet.

Efter forslaget kan retten afslå en anmodning om et informationspålæg, såfremt det efter en konkret afvejning må antages, at udlevering af oplysningerne vil påføre modparten eller andre skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i oplysningerne.

Proportionalitetsafvejningen er i overensstemmelse med direktivet, jf. artikel 8, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rettighedshaveren, og artikel 3, hvorefter foranstaltninger og retsmidler skal være fair, rimelige og effektive, samt stå i rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning. De skal endvidere anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug.

I medfør af den foreslåede bestemmelsen vil retten efter omstændighederne kunne nægte at give et informationspålæg, hvis der er væsentlig risiko for at påføre den anmodede eller andre væsentlig skade i form af afsløring af erhvervshemmeligheder mv. Bestemmelsen vil ligeledes kunne finde anvendelse, såfremt en imødekommelse af rettighedshaverens anmodning vil trække den verserende sag i langdrag i videre omfang, end det er rimeligt. Dette gælder navnlig, hvor oplysningerne ikke har betydning for afgørelsen af den verserende sag.

En pligt til at give information om en immaterialretskrænkelse kan ikke være absolut. Krænkelser af immaterialrettigheder er almindeligvis strafbare, og pligten til at meddele oplysninger om krænkelsen må vige for det grundlæggende princip om retten til at undgå selvinkriminering. Der vil derfor ikke kunne pålægges en pligt til at give oplysninger, såfremt forklaringen ville antages at udsætte den pågældende eller dennes nærmeste for straf mv., jf. retsplejelovens § 171, stk. 2. Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3, litra d. R etten skal efter bestemmelsen vejlede den anmodede om dennes rettigheder i medfør af vidnefritagelsesreglerne. Det kan ikke udelukkes, at retten til at nægte at give oplysninger under henvisning til vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 2, i praksis vil kunne indebære en efter omstændighederne væsentlig indskrænkning i anvendelsen af reglerne om informationspålæg.

Efter den foreslåede bestemmelse omfatter et informationspålæg heller ikke andre oplysninger, som den pågældende efter retsplejelovens regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse ikke ville have pligt til at afgive vidneforklaring om. Dette gælder f.eks. retten til kildebeskyttelse på medieområdet, jf. retsplejelovens § 172.

Det følger af direktivets artikel 8, stk. 3, at oplysningspligten finder anvendelse med forbehold af lovbestemmelser, der omhandler beskyttelsen af bl.a. behandlingen af personoplysninger. Lov om behandling af personoplysninger finder således også anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med et informationspålæg. En person, der har fået et informationspålæg af en domstol, må behandle almindelige ikke-følsomme oplysninger, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, i lov om behandling af personoplysninger, hvorefter behandling af sådanne oplysninger kan finde sted, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

Det følger af direktivets artikel 3, stk. 2, at foranstaltningerne bl.a. skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning. Det foreslås på den baggrund, at undladelse af at efterkomme et informationspålæg uden lovlig grund skal kunne sanktioneres efter de regler, der gælder for vidner, der nægter at udtale sig, jf. retsplejelovens § 178. Dette gælder også for så vidt angår informationspålæg, der er rettet til en part i sagen. Baggrunden herfor er, at reglerne om processuel skadevirkning ikke i alle tilfælde vil være tilstrækkelige til at sikre pålæggets effektivitet. Som eksempel kan nævnes det tilfælde, hvor oplysningerne ikke har betydning for afgørelsen af den konkrete sag. Det foreslås ligeledes, at en parts at undladelse af at efterkomme et informationspålæg uden lovlig grund skal kunne sanktioneres efter reglerne om processuel skadevirkning.

Reglerne om informationspålæg berører ikke retsplejelovens almindelige regler om bevisførelse, herunder vedrørende edition, parts- og vidneforklaring mv.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslaget til retsplejelovens §§ 306 og 307).

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

For erhvervslivet vil lovforslaget medføre forbedringer af rettighedshaveres muligheder for civilretlig håndhævelse af immaterialrettigheder.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget gennemfører de ændringer i retsplejeloven, der følger af direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

6. Høring

Præsidenterne for Højesteret, Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Sø- og Handelsretten, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Politidirektøren i København, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk InkassoBrancheforening, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk Industri, Institut for Menneskerettigheder, Dansk Retspolitisk Forening, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Forbrugerrådet, HTS Interesseorganisationen, Forsikring & Pension, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Liberale Erhvervs Råd, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Dansk Handel & Service, Landsorganisationen i Danmark LO, 3F Fagligt Fælles Forbund, De Danske Patentagenters Forening, Landbrugsrådet, Realkreditrådet, Dansk Ejendomsmæglerforening, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Det Kgl. Bibliotek, Statsbiblioteket, Danmarks Biblioteksforening, Biblioteksstyrelsen, Danmarks Forskningsbiblioteksforening, Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet, Activinova, Adjunkt Hanne Kirk Deichmann, Akademiet for De skønne kunster, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Akademikernes Centralorganisation, Akademisk Arkitektforening, Alfa-Laval Fish And Meat Engineering A/S, ALK-Abelló, Antipiratgruppen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arkitektforbundet, Arla Foods, Astma-Allergi Forbundet, AUTIG Autobranchens Industriforening i Danmark, Bager- og Konditormestre i Danmark, Beagle, Bech-Bruun Advokatfirma, BFID Brancheforeningen for farmaceutiske, Biodania, Biodynamisk Forbrugersammenslutning, Bioteknologisk Institut, Brancheforeningen for Frø, Bryggeriforeningen, Brødrene Hartmann A/S, Budde, Schou & Ostenfeld A/S, Business Software Alliance, Carlsberg A/S, Chas. Hude A/S, Chr. Hansen A/S, Coloplast A/S, COOP A/S - Centrallaboratoriet, COOP Danmark A/S, Copy-Dan, DAFFO, DAKO A/S, DAKOFO, Danfoss A/S, Danisco A/S, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Biavlerforening, Danmarks Fiskehandlere, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Fødevareforskning, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Rederiforening, Danmarks Restauranter og Cafeer, Danmarks Røgeriejerforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Akvakultur, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Artist Forbund, Dansk Design Center, Dansk Erhvervsfjerkræ, Dansk Erhvervsfrugtavl, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk Forfatterforening, Dansk Frøhandler Forening, Dansk Fødevareråd, Dansk Havbrugerforening, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Journalistforbund, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Komponistforening, Dansk Kvæg, Dansk Landbrug Dansk Landbrug, Dansk Landbrugsrådgivning-Landscentret, Dansk Musiker Forbund, Dansk Musikforlæggerforening, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Slagtefjerkræ, Dansk Solist-Forbund, Dansk Supermarked, Dansk Toksikologi Center, Dansk Transport og Logistik, Dansk Varefakta Nævn, Dansk Åleproducentforenings Sekretariat, Danske Arkitekters Landsforbund, Danske Billedkunstneres Fagforening, Danske Dagblades Forening, Danske Dramatikeres Forbund, Danske Filminstruktører, Danske Frøavlere, Danske Helsekostforretningers Brancheforening, Danske Håndværksslagtere, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Danske Læskedrik Fabrikanter, Danske Mediers Forum, Danske Reklamebureauers Brancheforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Slagterier, Danske Slagtermestres Landsforening, Danske Speditører, Danske Svineproducenter, Danske Veterinærhygiejnikeres Organisation (DVO), Datatilsynet, DEG Dansk Erhvervsgartnerforening, Den danske Boghandlerforening, Den danske Brancheorganisation for Vitalmidler, Den Danske Dyrlægeforening, Den danske Forlæggerforening, Det Danske Filminstitut, Det Danske Fjerkræråd, Det Kgl. Teater, Det Veterinære Sundhedsråd, Det Økologiske Fødevareråd, Det Økologiske Råd og Selskab, Detailfiskehandlere, DFO, Dansk Flavour Organisation, Diabetesforeningen, Digital Forbruger Danmark, Docent Thomas Riis, DR, Dumex-Alpharma A/S, Durascan Medical Products A/S, Elektronikindustrien, Emballage- og Transportinstituttet, Emballageindustrien, Erhvervs og Byggestyrelsen, Ernæringsrådet, F.L. Smidth & Co. A/S, Ferring A/S, Ferrosan A/S, Ferskvandsfiskeriforeningen, Film- og TV-arbejderforeningen, Finansrådets Hus, Fiskeridirektoratet, Forenede Danske Antenneanlæg, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af autoriserede vildtbehandlings virksomheder, Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af Dagligvaregrossister, Foreningen af Danske Fiskefoderfabrikanter, Foreningen af Danske Havfrøgrossister, Foreningen af Danske Planteforædlere, Foreningen af Danske Sceneinstruktører, Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter, Foreningen af Danske Stammeejere af Mark- og Havefrø, Foreningen af Danske Videogramdistributører i Danmark, Foreningen af Forretningsdrivende i Københavns Kødby, Foreningen af Frugtimportører i Danmark, Foreningen af Frugtvinsfabrikanter i Danmark, Foreningen Af Kommercielle Danske Internet Sites, Foreningen Danske Designere, Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, Foreningen for Danmarks Farve- og Lakindustri, Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, Foreningen for Dansk Internet Handel, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse, Frugtindustriforeningen, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Fællesrådet for Udøvende Kunstnere, Færøernes Hjemmestyre, FødevareIndustrien, GN Danavox A/S, Gosh Cosmetics (E. Tjellesen A/S), Gramex, Gribskovsbanens værksted, Grumsens Maskinfabrik A/S, Grønlands Hjemmestyre, H. Lundbeck A/S, Haldor Topsøe A/S, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, Hans Harding ApS, Heat Transfer Tønder A/S, Heiden A/S, Helsebranchens Leverandørforening, HORESTA, Høiberg ApS, Håndværksrådet, Ingeniørforbundet i Danmark, Ingeniørforeningen i Danmark, International Transport Danmark, Internationalt Patentbureau A/S, IT-Brancheforeningen, Kaffe- & Teimportørforeningen, Kaj Hansen ApS, Kantineledernes Landsklub, Kartonnage- og bølgepapindustriens arbejdsgiverforening, KODA, Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Kosan Teknova A/S, Kunstrådet, KVL, Kødbranchens Fællesråd, Landboforeningerne, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen Den Lokale Andel, Landsforeningen til fremme af opfinders rettigheder v. Willy Pedersen, Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere, Larsen & Birkeholm A/S, LEGO Holding A/S, LEGO Juris A/S, Lektor Morten Rosenmeier, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Lindholst & Co. A/S, LK A/S, Løvens Kemiske Fabrik, Magnus Jensens Eftf., Man B&W Diesel A/S, Mejeriforeningen, MIFU, Margarine Industri Foreningen, Teknologi og Udvikling, Multi Medie Foreningen, Mælkeproducenter i Danmark, NeuroSearch A/S, Nilfisk-Advance A/S, NIRO A/S, NKT Research & Innovation A/S, NOAHs Sekretariat, NOPALAX, Nordisk Copyright Bureau, Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Nycomed A/S, Nærbutikkernes Landsforening, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, Ole Olsson Rådgivende Civilingeniører ApS, Opfinderforeningen, Ophavsretligt Forum, Organisationen Dansk Aquakultur, Ostehandlerforeningen for Danmark, Oticon A/S, Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening, Patentgruppen ApS, Patrade A/S, PCG, Producenter af Komprimerede Gasser, Piratgruppen, Plantenyhedsnævnet, Plastindustrien i Danmark, Plougmann & Vingtoft A/S, Pressalit A/S, Producentforeningen, Profa A.m.b.A, Professor Jens Schovsbo, Professor Mads Bryde Andersen, Professor Palle Bo Madsen, Professor Peter Blume, Radiometer Medical A/S, RBF RestaurationsBranchens Forbund, Rektorkollegiet, RettighedsAlliancen, Rockwool International A/S, Sabroe, Refrigeration A/S, Sammenslutningen af Danske Fiskeriforeninger, Sammenslutningen af Danske Havne, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Sammenslutningen af Danske Sortsejere, Sammenslutningen af Danske Ørredeksportører, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer, Samrådet for Ophavsret, Sandel, Løje & Wallberg, ScanFoam Cleaning Equipment ApS, SEDAN, SJP Consult, Skandinavisk Tobakskompagni A/S, Slagteriernes Forskningsinstitut, Smithkline Beecham Consumer Health Care, Solistforeningen af 1921, Statens Seruminstitut, STOP I/S, TDC, TDJ, Teknologirådet, Teknologisk Institut, TV 2/DANMARK, TVDanmark, UBVA, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), Unomedical A/S, VELUX Industri A/S, Veterinærmedicinsk Industriforening, Viking Life-Saving Equipment A/S, Vita Care A/S, VSOD, Zacco Danmark A/S, Øgruppen €" Dansk Økologileverandørforening, Økologisk Landsforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (kapitel 29 a )

Der foreslås indført regler, hvorefter retten efter anmodning fra en person, der er indehaver af en immaterialrettighed, og hvis rettigheder er blevet krænket, kan pålægge personer, der er involveret i krænkelsen, at oplyse om de øvrige implicerede personer samt om krænkelsens omfang.

Til § 306

Forslaget til stk. 1 indebærer, at retten i forbindelse med en retssag om en immaterialretskrænkelse eller overtrædelse som nævnt i retsplejelovens § 653, stk. 2, efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale krænkelsen eller overtrædelsen kan bestemme, at modparten eller tredjemand skal pålægges at give oplysninger om krænkelsen mv. som nævnt i forslaget til stk. 2 , jf. nedenfor.

Rettighedshaveren kan anmode om et informationspålæg i forbindelse med en retssag om immaterialretskrænkelsen. Pålægget omfatter oplysninger om de varer eller tjenesteydelser, retssagen vedrører. Disse oplysninger vil i nogle tilfælde, men ikke altid have betydning for afgørelsen af den verserende sag. Retten kan ikke afvise at imødekomme anmodningen alene under henvisning til, at oplysningerne ikke har betydning for sagen. Vil imødekommelse af begæringen i urimeligt omfang trække sagen i langdrag, kan anmodningen dog efter omstændighederne nægtes efter en proportionalitetsafvejning, jf. forslaget til stk. 3.

Det er en forudsætning for at pålægge en person et informationspålæg efter den foreslåede § 306, at det må lægges til grund, at der foreligger en krænkelse eller overtrædelse som nævnt i § 653, stk. 2. Det vil efter omstændighederne være fornødent, at retten tager stilling til dette spørgsmål ved en delafgørelse efter retsplejelovens § 253. Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er tale om en krænkelse eller overtrædelse afgøres efter de almindelige regler herom.

Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende råder over de pågældende oplysninger.

Det er efter forslaget en betingelse for at kunne give en person et informationspålæg, at vedkommende som led i erhvervsvirksomhed er fundet i besiddelse af de pågældende varer, i færd med at anvende de pågældende tjenesteydelser eller i færd med at yde tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter. Herudover kan der gives en person et informationspålæg, hvis vedkommende ifølge de nævnte personer har medvirket til fremstilling, distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.

Afgrænsningen af den persongruppe, der kan pålægges at give oplysninger, svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets artikel 8, stk. 1, litra a-d. En tjenesteydelse, der krænker en ophavsret, kan f.eks. være ulovligt salg af musikfiler via Internettet. En virksomhed eller person, der yder »tjenester, der anvendes i de pågældende aktiviteter«, kan eksempelvis være en internetudbyder.

Det påhviler rettighedshaveren at godtgøre, at en person er omfattet af den foreslåedes bestemmelse.

Forslaget til stk. 2 fastlægger, hvilke oplysninger der er omfattet af oplysningspligten. Oplysningerne omfatter navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere indehavere af de pågældende varer og tjenesteydelser samt på grossister og detailhandlere, som varerne eller tjenesteydelserne var bestemt for. Endvidere opfatter oplysningspligten oplysninger om de producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og den pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser. Forslaget til bestemmelsen svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets artikel 8, stk. 2.

Oplysningspligten er et supplement til de almindelige regler om bevisførelse i forbindelse med den verserende sag og forudsætter ikke, at oplysningerne har betydning for den verserende sag. Retten kan dog afslå en anmodning fra rettighedshaveren om et pålæg til at give information efter en proportionalitetsafvejning, jf. forslaget til stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt en imødekommelse af rettighedshaverens anmodning vil trække den verserende sag i langdrag i videre omfang, end det er rimeligt. Dette vil navnlig kunne anføres, hvor de ønskede oplysninger ikke har betydning for afgørelsen af den verserende sag.

Bestemmelsen vil ligeledes kunne finde anvendelse, hvor berettigede hensyn til den anmodedes erhvervshemmeligheder taler for det, og rettighedshaverens interesse i oplysningerne efter en konkret vurdering findes at måtte vige for disse hensyn.

Lov om behandling af personoplysninger finder også anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med et informationspålæg. Den person, der har fået et informationspålæg af en domstol, må behandle almindelige ikke-følsomme oplysninger, jf. § 6, stk. 1, nr. 3 i lov om behandling af personoplysninger, hvorefter behandling af sådanne oplysninger kan finde sted, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

Et informationspålæg omfatter ikke oplysninger, som personen efter retsplejelovens § 169-172 ikke har pligt til at afgive forklaring om som vidne, jf. forslaget til stk. 4. Immaterialretskrænkelser mv. kan almindeligvis medføre straf, og bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter der ikke er vidnepligt, såfremt forklaringen ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd, er således navnlig relevant i den forbindelse. Det følger af henvisningen til retsplejelovens § 173, at retten skal vejlede om indholdet af vidneudelukkelses- og vidnefritagelsesbestemmelserne, såfremt omstændighederne giver grund dertil.

Undlader en part eller tredjemand uden lovlig grund at efterkomme et informationspålæg, finder reglerne i retsplejelovens § 178 om tvangsmidler over for vidner anvendelse. Retten kan således bl.a. pålægge personen en bøde eller en løbende bøde i op til 6 måneder, lade personen afhente af politiet eller lade personen tage i forvaring i op til 6 måneder. En parts undladelse uden lovlig grund at efterkomme et informationspålæg kan tillige tillægges processuel skadevirkning, jf. forslaget til stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Til § 307

Den foreslåede bestemmelse fastsætter de nærmere regler om behandlingen af en anmodning om et informationspålæg efter forslaget til § 306.

Det følger af stk. 2 , at modparten og den, anmodningen vedrører, skal have lejlighed til at udtale sig, før der træffes afgørelse om et informationspålæg. Modparten vil således have lejlighed til at fremkomme med bemærkninger, selv hvor anmodningen er rettet mod tredjemand. Modparten kan således eksempelvis finde, at imødekommelse af anmodningen vil trække sagen i langdrag i højere grad end det er rimeligt, og at anmodningen derfor bør nægtes efter en proportionalitetsvurdering, jf. § 306, stk. 4.

Det er efter bestemmelsen overladt til retten nærmere at fastsætte, hvordan pålægget skal efterkommes. Dette kan f.eks. ske ved indsendelse af en skriftlig erklæring eller ved, at den forpligtede giver møde i retten.

En erklæring i henhold til et informationspålæg er ikke en vidneforklaring. Afvigelse af bevidst urigtige oplysninger vil dog efter omstændighederne kunne straffes efter de almindelige regler herom.

Spørgsmålet om omkostninger i forbindelse med et informationspålæg afgøres efter retsplejelovens almindelige regler herom, jf. retsplejelovens kapitel 30. Det følger af stk. 3 , at t redjemand kan kræve sine udgifter ved at efterkomme pålægget forudbetalt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling. Bestemmelsen svarer til § 300, stk. 3, om tredjemandsedition.

Til nr. 2 (§ 653, stk. 1)

Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer, at det ikke længere vil indgå som en betingelse for gennemførelse af en bevissikringsundersøgelse, at rekvisitus har begået en immaterialretskrænkelse mv. som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang. Er der tale om tilfælde af krænkelser mv., der antager et ubetydeligt omfang, vil en bevissikringsundersøgelse dog efter omstændighederne kunne nægtes efter en konkret interesseafvejning. Dette gælder ikke mindst, når undersøgelsen begæres foretaget i et privat hjem. I henhold til § 653, stk. 4, skal der ved afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades, altid foretages en sådan interesseafvejning, og ved denne vil integritetshensyn i reglen veje tungere, når der begæres undersøgelse i et privat hjem, end når der begæres undersøgelse i forretningslokaler mv.

Der henvises endvidere til den foreslåede præcisering af § 653, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.

Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer herudover, at fogedretten efter anmodning fra rettighedshaveren eller en anden, der er beføjet til at påtale en krænkelse af en immaterialret eller en overtrædelse som nævnt i stk. 2 (rekvirenten), kan bestemme, at der hos en anden (rekvisitus) skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen, hvis det sandsynliggøres, at rekvisitus har begået eller vil begå en sådan krænkelse, og der er grund til at antage, at bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang kan findes i de lokaler, der ønskes undersøgt.

Forslaget indebærer således, at en bevissikringsundersøgelse fremover også vil kunne være rettet mod planlagte krænkelser, hvis rekvirenten kan sandsynliggøre, at rekvisitus vil begå en sådan krænkelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2 og 4.2.3.

Til nr. 3 (§ 653, stk. 2, nr. 4)

Forslaget er en konsekvensændring som følge af en ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed ved lov nr. 1052 af 17. december 2002, hvorved § 75 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev til § 91.

Til nr. 4 (653, stk. 3, 2. pkt.)

Forslaget indebærer, at bestemmelsen i § 653, stk. 3, 2. pkt. ophæves. Efter denne bestemmelse kan en bevissikringsundersøgelse ikke foretages med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder til halvlederprodukters udformning.

En anmodning om en bevissikringsundersøgelse vedrørende processer eller udstyr omfattet af bestemmelsen vil dog efter omstændighederne kunne nægtes efter en konkret interesseafvejning. I henhold til § 653, stk. 4, skal der ved afgørelsen af, om en undersøgelse bør tillades, altid foretages en sådan interesseafvejning. I denne afvejning indgår bl.a. berettigede hensyn til rekvisiti erhvervshemmeligheder. En bevissikringsundersøgelse vil således efter omstændighederne kunne nægtes, såfremt der er risiko for at påføre rekvisitus væsentlig skade i form af afsløring af erhvervshemmeligheder. I afvejningen indgår endvidere hensynet til rekvirentens behov for en bevissikringsundersøgelse for at kunne forfølge sit krav. Findes rekvirenten at kunne dokumentere sit krav på anden måde, f.eks. fordi bevisbyrden for en krænkelse efter patentlovens § 64 a påhviler krænkeren, vil rekvisitus efter omstændighederne lettere kunne påberåbe sig, at rekvirentens interesse i en undersøgelse står i misforhold til den skade eller ulempe, som en sådan undersøgelse vil påføre rekvisitus.

Der henvises endvidere til den foreslåede præcisering af § 653, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.

Til nr. 5 (§ 653, stk. 4)

Lovforslaget indebærer, at det præciseres i selve lovteksten, at hensynet til privatlivets fred og til beskyttelsen af erhvervshemmeligheder vil kunne føre til, at fogedretten helt eller delvis meddeler afslag på en anmodning om undersøgelse, fordi der er væsentlig risiko for, at undersøgelsen vil påføre rekvisitus skade eller ulempe, som står i misforhold til rettighedshaverens interesse i undersøgelsens gennemførelse. Som hidtil vil også andre hensyn kunne indgå i proportionalitetsvurderingen, herunder f.eks. rettighedshaverens behov for en undersøgelse for at kunne forfølge sit krav.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.5.

Til nr. 6 (§ 653 c, stk. 1, 2. pkt.)

Forslaget indebærer, at rekvisitus vil skulle fremsætte en anmodning om tilbagelevering af beslaglagte genstande og andet bevismateriale fra en bevissikringsundersøgelse og om, at det under undersøgelsen fremkomne ikke kan anvendes som bevis for krænkelser eller overtrædelser, såfremt rekvirenten ikke rettidigt anlægger retssag efter gennemførelsen af en bevissikringsundersøgelse.

Fogedretten vejleder om nødvendigt rekvisitus om dennes retsstilling, såfremt rekvisitus ikke møder ved advokat, jf. retsplejelovens § 653 d, jf. § 500.

Der er ikke knyttet formkrav til en anmodning fra rekvisitus efter den foreslåede bestemmelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.7.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2006. Ifølge direktivets artikel 20, stk. 1, er den 29. april 2005 frist for rettidig gennemførelse af direktivet i dansk ret.

1) Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004 L 157 s. 45).