L 52 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om forsikringsformidling.
(Forsikringsmæglervirksomheders oplysningspligter og forbud
mod at forsikringsmæglervirksomheder modtager provision fra
forsikringsselskaber).
Fremsat den 9. november 2005 af
økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
forsikringsformidling
(Forsikringsmæglervirksomheders
oplysningspligter og forbud mod at
forsikringsmæglervirksomheder modtager provision fra
forsikringsselskaber)
§ 1
I lov om forsikringsformidling, jf.
lovbekendtgørelse nr. 767 af 5. august 2005, foretages
følgende ændringer:
1. I § 13, stk. 1, ændres
»Senest samtidig med at« til: »Inden«.
2. I § 13 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2. Inden en konkret
forsikringsaftale indgås, skal
forsikringsmæglervirksomheden som et minimum skriftligt
formulere kundens krav og behov, navnlig på basis af kundens
egne oplysninger. Forsikringsmæglervirksomheden skal
ligeledes skriftligt begrunde den rådgivning, kunden
får vedrørende en bestemt forsikringsløsning.
Denne rådgivning afpasses efter kompleksiteten af den
forsikringsløsning, der forelægges.«
3. § 14 affattes
således:
Ȥ 14.
Inden en konkret forsikringsaftale indgås, skal
forsikringsmæglervirksomheden indgå en skriftlig
samarbejdsaftale med kunden med angivelse af, hvilke ydelser
forsikringsmæglervirksomheden skal levere. I
samarbejdsaftalen skal de to parter aftale størrelsen af det
beløb, som kunden eller ejere af en forsikringsordning hos
kunden skal betale forsikringsmæglervirksomheden for
etablering af en forsikringsordning eller en rammeaftale og for
eventuelle øvrige ydelser i det første år af
forsikringens løbetid.
Stk. 2. Forsikringsmæglervirksomheden
skal skriftligt en gang årligt meddele kunden
1) størrelsen af de samlede omkostninger,
der har været forbundet med at anvende
forsikringsmæglervirksomheden i det pågældende
år, samt
2) størrelsen af ethvert vederlag, som
forsikringsmæglervirksomheden har modtaget fra tredjemand i
forbindelse med kundeforholdet.«
4. Efter § 14
indsættes:
Ȥ 14 a.
Når en forsikringsmæglervirksomhed indhenter tilbud
på forsikringsaftaler for kunden hos et eller flere
forsikringsselskaber, skal forsikringsmæglervirksomheden
samtidig give de informationer til forsikringsselskabet, der er
nødvendige for, at forsikringsselskabet kan fastsætte
prisen på forsikringen.
Stk. 2. En
forsikringsmæglervirksomhed må ikke modtage provision
eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det
konkrete kundeforhold.
Stk. 3. Et forsikringsselskab kan dog
på kundens vegne varetage formidlingen af de i § 14,
stk. 1, nævnte beløb til
forsikringsmæglervirksomheden. Kunden og forsikringsselskabet
kan endvidere indgå aftale om finansiering af kundens
betaling til forsikringsmæglervirksomheden.
Stk. 4. Uanset stk. 2 må en
forsikringsmæglervirksomhed modtage provision fra et
forsikringsselskab, der ikke har hjemsted eller er etableret ved en
filial her i landet. Forsikringsmæglervirksomheden er dog
forpligtet til at videresende en modtagen provision til kunden.
§ 14 b.
Finanstilsynet kan fastsætte regler om de procedurer, som
forsikringsmæglervirksomheden skal iagttage, når en
kundes forsikringsordninger sendes i udbud hos et eller flere
forsikringsselskaber.«
5. I § 15, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »senest samtidig med at« til:
»inden«.
6. I § 16 ændres
»§§ 13-15« to steder til: »§§
13, 14 og 15«.
7. I § 43, stk. 1, udgår:
»eller som grænseoverskridende virksomhed«.
8. I § 49 a, stk. 2, nr. 2,
ændres »§§ 13-15, 33, 34 og 40« til:
»§§ 13 og 14, § 14 a, stk. 2 og stk. 4, 2.
pkt., §§ 15, 33, 34 og 40«.
9. I § 54, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§§ 13-15, 17 og 18,« til:
»§§ 13 og 14, § 14 a, stk. 2 og stk. 4, 2.
pkt., §§ 15, 17 og 18,«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1.
juli 2006, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Informationspligten efter §
14, stk. 2, som affattet i denne lovs § 1, nr. 3, træder
i kraft den 1. juli 2007.
§ 3
Stk. 1. Modtager en
forsikringsmæglervirksomhed provision eller andet vederlag i
tilknytning til det konkrete kundeforhold i henhold til aftale
indgået inden den 1. juli 2006 med et forsikringsselskab,
finder § 14 a, stk. 2, som affattet i denne lovs § 1, nr.
4, anvendelse fra den 1. juli 2011.
Stk. 2. Ændres en aftale, der er
omfattet af stk. 1, finder § 14 a, stk. 2, som affattet i
denne lovs § 1, nr. 4, anvendelse på den ændrede
aftale.
Stk. 3. Forsikringsselskaberne skal senest
den 1. august 2006 underrette Finanstilsynet om, hvorvidt de har
aftaler med forsikringsmæglervirksomheder om betaling af
provision eller andet vederlag omfattet af stk. 1. Såfremt et
forsikringsselskab har sådanne aftaler, skal
forsikringsselskabet en gang årligt indberette antallet
heraf, samt angive med hvilke forsikringsmæglervirksomheder
aftalerne er indgået. Indberetningen skal foretages pr. den
1. juli, første gang pr. den 1. juli 2006. Indberetningen
skal være modtaget i Finanstilsynet senest den 1. august.
Indberetningerne offentliggøres på Finanstilsynet s
hjemmeside.
Stk. 4. Forsikringsmæglervirksomheden
skal skriftligt oplyse kunden om aftaler, der er omfattet af stk.
1, og som er relevant for det konkrete kundeforhold. Dette
gælder både ved etablering af nye samarbejdsaftaler og
ved ændringer af eksisterende samarbejdsaftaler.
Stk. 5. Overtrædelse af stk. 3 og 4
straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 4
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Grønland med de
afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
I en langvarig offentlig debat om
forsikringsmæglernes uvildighed, når der formidles
pensionsordninger til kunder, er der rejst kritik af
forsikringsmæglernes aflønningsform. Kritikken
består overordnet af fire punkter:
Der er ikke fuld gennemsigtighed omkring
aflønningsformen mellem forsikringsmægler og
forsikringsselskab. Det medfører, at kunden ikke er
tilstrækkeligt informeret om, at forsikringsmægleren
modtager provision, og at provisionen stammer fra en del af kundens
præmieindbetaling.
Forsikringsmæglerne placerer
forsikringsaftalerne hos de forsikringsselskaber, der tilbyder
høje etableringsprovisioner til
forsikringsmæglerne.
Forsikringsselskaberne kritiserer
forsikringsmæglernes håndtering af kundens ønske
om at indbyde flere forsikringsselskaber til at give tilbud
på en forsikringsløsning ved at sende kundens
forsikringsbehov i udbud.
De høje etableringsprovisioner giver
forsikringsmæglerne et incitament til at anbefale hyppigt
skift mellem forsikringsselskaber.
På baggrund af denne kritik afgav
Finanstilsynet den 7. marts 2005 en redegørelse til
økonomi- og erhvervsministeren om aflønning af
forsikringsmæglere. Redegørelsen er offentliggjort
på Finanstilsynet s hjemmeside, www.finanstilsynet.dk.
Redegørelsen indeholder en gennemgang af
de lovmæssige rammer og af forsikringsmæglernes
aktiviteter og aflønning. Til brug for redegørelsen
var indhentet oplysninger fra forsikringsmæglerbranchen,
Dansk Industri, Forsikring & Pension samt syv livs- og
pensionsforsikringsselskaber.
I arbejdet med udarbejdelsen af dette lovforslag
om ændring af forsikringsformidlingsloven har det vist sig
hensigtsmæssigt, at reglerne om forsikringsmægleres
aflønning gælder ved formidling af såvel
livsforsikringer som skadesforsikringer.
2. Indhold
2.1.
Forsikringsmæglervirksomheders aflønning
Efter gældende lov skal en
forsikringsmæglervirksomhed skriftligt oplyse kunden om, at
der modtages provision fra et forsikringsselskab, og at kunden
på anmodning kan få oplyst provisionens
størrelse. Forsikringsmæglervirksomheden skal
indgå en samarbejdsaftale med kunden, der angiver, hvilke
ydelser forsikringsmægleren skal levere. Samarbejdsaftalen
skal også indeholde oplysning om, hvilken honorering
forsikringsmægleren modtager.
For at imødekomme den rejste kritik af
forsikringsmæglernes uvildighed foreslås reglerne om
forsikringsmæglernes aflønning ændret, så
der ikke opstår tvivl om, at forsikringsmægleren er
kundens repræsentant og at mægleren ikke lader sig lede
af egne interesser.
Det foreslås, at kunden og
forsikringsmægleren skal aftale kundens betaling for
forsikringsmæglerens ydelser, og at
forsikringsmæglerens vederlag betales af kunden. Det vil
efter forslaget være muligt for kunden at aftale med
forsikringsselskabet, at forsikringsmæglerens vederlag ved
etablering af forsikringsaftalen kan finansieres af
forsikringsselskabet.
Som udgangspunkt forslås et forbud mod, at
forsikringsmæglere modtager provision eller andet vederlag
fra forsikringsselskaberne. Udenlandske forsikringsselskaber
indregner kutymemæssigt forsikringsmæglerens provision
i forsikringspræmien. I situationer, hvor en kunde
vælger at placere sin forsikring i et udenlandsk
forsikringsselskab, der ikke er etableret her i landet,
foreslås derfor en undtagelse fra provisionsforbuddet,
således at kundens forsikringsmæglere i disse
tilfælde kan modtage provision fra det udenlandske
forsikringsselskab. Lovforslaget indeholder dog en pligt til, at
forsikringsmæglerne skal videresende provisionen til
kunden.
2.2. Overgangsordning
Det er almindeligt, at forsikringsselskaber og
forsikringsmæglere har indgået en kontrakt, der
beskriver hvilke rettigheder og pligter, der skal gælde i
forholdet mellem parterne, herunder opgavefordelingen mellem
parterne, forsikringsmæglerens aflønning og om
parternes adgang til at opsige aftalen. Der er almindeligvis i
disse kontrakter aftalt et opsigelsesvarsel på 3
måneder til den 1. i en måned. Nogle
forsikringsselskaber opsiger sædvanemæssigt disse
kontrakter hvert år med henblik på genforhandling af
blandt andet forsikringsmæglernes aflønning. Den nye
aftale mellem parterne skal i sådanne tilfælde opfylde
de nye regler om aflønning. I de tilfælde, hvor en
eksisterende aftale ikke opsiges eller genforhandles foreslås
en overgangsbestemmelse, der giver parterne en frist på 5
år til at indrette sig på det nye regelsæt.
Overgangsordningen betyder, at aftaler mellem
forsikringsselskaber og forsikringsmæglervirksomheder om
provision eller andet vederlag fortsat kan anvendes indtil 1. juli
2011, medmindre aftalerne ændres. Ændrede aftaler
må ikke indeholde bestemmelser om, at forsikringsselskabet
aflønner forsikringsmæglervirksomheden med provision
eller andet vederlag.
Forsikringsselskaberne skal årligt
indberette antallet af aftaler omfattet af overgangsordningen, samt
angive hvilke forsikringsmæglervirksomheder aftalerne er
indgået med. Indberetningerne offentliggøres på
Finanstilsynet s hjemmeside.
Forsikringsmæglervirksomhederne skal - i
det omfang det er relevant for det konkrete kundeforhold -
skriftligt oplyse sine kunder om aftaler, der er omfattet af den
5-årige overgangsperiode.
2.3. Oplysningspligter
For at skabe åbenhed om
forsikringsmæglerens aflønning foreslås det, at
forsikringsmægleren skal meddele kunden størrelsen af
omkostningerne ved forsikringsordningens etablering og prisen for
eventuelle øvrige ydelser i det første år af
forsikringens løbetid.
Det foreslås samtidig, at
forsikringsmægleren en gang årligt oplyser kunden om,
dels hvad det har kostet at benytte forsikringsmæglerens
bistand, og dels om størrelsen af eventuelle vederlag, som
forsikringsmægleren har modtaget fra tredjemand i forbindelse
med kundeforholdet. Herved sikres gennemsigtighed om
forsikringsmæglernes andre indtægter, og kunden kan
lade disse oplysninger indgå i sine overvejelser om
forsikringsmæglerens vederlag.
2.4. Udbud
I den offentlige debat er der rejst kritik af det
materiale, forsikringsmægleren udarbejder om en kundes
forsikringsbehov, når forsikringsmægleren via en
udbudsrunde indhenter tilbud fra flere forsikringsselskaber
på en løsning af kundens forsikringsbehov. Det er
anført, at forsikringsmægleren ved sin gennemgang af
de indhentede forsikringstilbud ikke giver kunden et relevant
grundlag for sammenligning af de indkomne tilbud eller mulighed for
at sammenholde disse tilbud med kundens eventuelle eksisterende
forsikring.
Det foreslås, at Finanstilsynet får
hjemmel til at udstede regler om, hvordan et udbud skal
gennemføres, således at kundens interesser varetages
bedst muligt. Hjemlen vil kun blive benyttet, såfremt
markedets parter ikke i fællesskab fastsætter
retningslinjer herom.
Det skal tilstræbes, at forholdene omkring
udbudet sikrer gennemsigtighed, således at der skabes tillid
til, at udbudsrunder foregår redeligt og loyalt for alle
involverede parter.
Etiske regler og retningslinjer for hvordan et
udbud bør gennemføres, kan med fordel udarbejdes i et
samarbejde mellem forsikringsbranchen, forsikringsmæglernes
organisationer og de interesseorganisationer, der
repræsenterer kundernes interesser. På denne måde
sikres den nødvendige forståelse for og efterlevelse
af reglerne.
2.5. Grænseoverskridende
tjenesteydere
Efter de nugældende regler har
forsikringsformidlere fra andre EU- og EØS-lande adgang til
at udøve forsikringsformidling her i landet på
grundlag af en hjemlandsregistrering og forudgående
underretning af Finanstilsynet.
Forsikringsformidlingsdirektivet giver imidlertid
det enkelte medlemsland mulighed for at tillade
grænseoverskridende virksomhed uden forudgående
anmeldelse herom.
Der er ikke behov for underretning om en
forsikringsformidlers tjenesteydelsesvirksomhed, idet tilsynet med
forsikringsformidleren udøves af tilsynsmyndigheden i
formidlerens hjemland.
På den baggrund foreslås, at
adgangsbetingelserne lempes således, at tjenesteydere fra
andre medlemslande, der tilbyder forsikringsformidling kan
påbegynde tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, uden at
tilsynsmyndigheden i forsikringsformidlerens hjemland har anmeldt
dette til Finanstilsynet.
2.6. Andet
Bestemmelserne i forslagets § 1, nr. 1-5,
til §§ 13 og 14, § 14 a, stk. 1 og 2, og § 15,
stk. 1, er, som den øvrige lov om forsikringsformidling,
offentligretlige regler, som indeholder en udmøntning af
samfundets krav til, hvordan forsikringsmæglervirksomheder
skal udøve deres aktiviteter. Opfylder
forsikringsmæglervirksomheden ikke disse krav, er det
sanktioneret med bødestraf, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning. Derimod vil manglende
overholdelse af bestemmelserne ikke i sig selv have civilretlige
konsekvenser for parternes indbyrdes forhold. Det betyder f.eks. at
en samarbejdsaftale som indgås mellem en mægler og en
kunde ikke kan ophæves, alene fordi samarbejdsaftalen f.eks.
ikke indeholder faste beløbsangivelser for
forsikringsmæglerens aflønning.
Spørgsmålet om en eventuel ophævelse af aftalen
vil henhøre under domstolene.
3. Arbejdsgruppe om
etableringsomkostninger
Åbenhed og gennemsigtighed om
forsikringsmæglernes honorarer har affødt et krav i
den offentlige debat om, at forsikringsselskaberne, på
tilsvarende måde som pengeinstitutterne, skal oplyse om de
omkostninger og gebyrer m.m. selskaberne pålægger deres
kunder. Dermed vil der skabes fuld åbenhed omkring
selskabernes omkostninger.
Der vil derfor blive nedsat en arbejdsgruppe i
Finanstilsynet med deltagelse af Forsikring & Pension,
forsikringsmæglernes brancheorganisationer og
kunderepræsentanter.
Arbejdsgruppen får til opgave at se
på kundernes omkostninger i forbindelse med etablering af en
forsikringsaftale, herunder de omkostninger kunden betaler for
salgspersonalets aflønning. Arbejdsgruppen skal vurdere, om
der skal stilles forslag til regler, som kan forbedre
åbenheden og gennemsigtigheden omkring
etableringsomkostningerne.
Gruppens arbejde skal være afsluttet den 1.
juli 2006 med forslag til eventuelle lovændringer eller
bekendtgørelsesændringer.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Lovforslaget forventes ikke at medføre at
medføre nævneværdige økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget medfører en mindre
administrativ byrde for forsikringsselskaberne.
Forsikringsselskaber, der inden 1. juli 2006 har indgået
aftaler med forsikringsmæglervirksomheder om provision og
andet vederlag i forbindelse med forsikringsformidlingen, skal i en
5-årig overgangsperiode indberette hvilke
forsikringsmæglervirksomheder, de har aftaler med.
Lovforslaget indebærer økonomiske
konsekvenser for forsikringsmæglererhvervet, der forventes at
blive påvirket af forbuddet mod provision. Det kan ikke
udelukkes, at en række eksisterende
forsikringsmæglervirksomheder vil få vanskeligt ved at
indrette deres virksomhed herpå.
Lovforslaget medfører både
økonomiske og administrative konsekvenser for
forsikringsmæglerbranchen, idet kravene til indholdet af
forsikringsmæglerens samarbejdsaftale med kunden øges,
og der stilles krav om, at forsikringsmæglerne årligt
skal udsende information til sine kunder.
Forslaget har været forelagt Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering, der
vurderer, at forslaget indeholder administrative konsekvenser for
erhvervslivet i et omfang, der nødvendiggør en
undersøgelse i et virksomhedspanel. Ifølge
undersøgelsen skønnes det, at lovforslagets
bestemmelser om yderligere krav til indholdet af
forsikringsmæglerens samarbejdsaftale med kunden og den
årlige informationspligt over for kunden på
samfundsniveau udgør ca. 4,8 mio. kr. i
omstillingsomkostninger og 12,7 mio. kr./år i løbende
omkostninger.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for
miljøet.
7. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have konsekvenser
for borgerne.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Forsikringsmæglernes aflønning er
ikke reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/92/EF om forsikringsformidling. Kommissionen har vist
interesse for problemstillingen om forsikringsmæglernes
aflønningsform, og den overvejer at drøfte
problemstillingen med medlemslandene.
9. Høring
Lovforslaget har forud for fremsættelsen
været i høring hos følgende myndigheder og
organisationer: Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i
Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks
Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk
Industri, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening,
Datatilsynet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Finansforbundet,
Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af
Firmapensionskasser, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Foreningen Registrerede Revisorer, Forsikring & Pension,
Forsikringsmæglerforeningen i Danmark,
Forsikringsmæglernes Brancheforening, HTS
Interesseorganisationen, Håndværksrådet,
Kommunernes Landsforening, Landsorganisationen i Danmark (LO),
Lokale Pengeinstitutter, Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender, Realkreditrådet, Rederiforeningen af
1895, Regionale Bankers Forening, Rigsombudsmanden i
Grønland.
Vurdering af konsekvenser af
forslaget |
| Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang) |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Forslaget vil have økonomiske
konsekvenser for forsikringsmæglervirksomhederne. Nogle forsikringsmæglervirksomheder
forventes at lukke, fordi de ikke kan klare sig økonomisk,
når forbuddet mod provisioner gennemføres. Omstillingsomkostninger er vurderet til 4,8
mio. kr. og løbende omkostninger er vurderet til 12,7 mio.
kr. |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Forslaget vil have administrative
konsekvenser for forsikringsmæglervirksomhederne, idet de
skal give yderligere oplysninger i samarbejdsaftaler om deres
honorar samt sende en årlig information til kunden. Forslaget vil have mindre administrative
konsekvenser for forsikringsselskaberne, idet de skal indberette
med hvilke forsikringsmæglervirksomheder, de har
indgået provisionsaftaler. |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Ingen |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 5
Det forslås at ændre formuleringen af
§ 13, stk. 1, og § 15, stk. 1, 1. pkt., således, at
»senest samtidig med at« ændres til
»inden«. Dermed får bestemmelserne samme
formulering som de regler i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling,
som bestemmelserne gennemfører.
Ændringen betyder, at en række
informationer, som forsikringsmægleren skal give til kunden,
nu skal foreligge på et tidligere tidspunkt.
Til nr. 2
Det foreslås, at indsætte et nyt
stykke i den gældende lovs § 13. Dette nye stk. 2 svarer stort set til det
gældende § 14, stk. 1.
Efter den gældende lovs § 14, stk. 1,
skal forsikringsmæglervirksomheden analysere kundens behov og
begrunde sin rådgivning senest samtidig med, at en konkret
forsikringsaftale indgås. Dette skal i henhold til direktivet
ske, inden en konkret forsikringsaftale indgås. I praksis
må det antages, at forsikringsmæglerens behovsanalyse
m.v. er på plads, når
forsikringsmæglervirksomheden indhenter tilbud, jf.
forslagets § 1, nr. 4 om en ny § 14 a, stk. 1. I
forslaget er der valgt samme formulering som i artikel 12, stk. 3,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9.
december 2002 om forsikringsformidling.
Det følger af stk. 1 i den gældende
lovs § 14, at forsikringsmæglervirksomheden som kundens
uvildige rådgiver har en særlig pligt til at sikre, at
den bedst mulige afdækning af kundens forsikringsbehov sker
ud fra en grundig analyse af kundens forhold, og at den endelige
anbefaling af forsikringsløsning begrundes og afpasses efter
forsikringsløsningens kompleksitet. Der vil f.eks. kunne
kræves en mere indgående rådgivning og
begrundelse for anbefaling af en kompliceret livsforsikringsaftale
end for valg af et standardiseret skadesforsikringsprodukt.
I forhold til den nugældende bestemmelse
ændres formuleringen i 1.
pkt. således, at »senest samtidig med at«
ændres til »inden«. Dermed får bestemmelsen
samme formulering som de regler i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om
forsikringsformidling, som bestemmelserne gennemfører.
Bestemmelsen medvirker til at sikre, at
forsikringsmægleren ikke sætter egne interesser,
herunder indtjeningsforhold, frem for kundens interesser. Det
harmonerer med lovens § 17 om, at
forsikringsmæglervirksomheden alene repræsenterer
kunden, og at der ikke må være tvivl om
forsikringsmæglerens uafhængighed af
forsikringsselskaberne.
Er kunden f.eks. en brancheforening, der
ønsker etableret en rammeaftale for medlemsvirksomhederne,
kan forsikringsmæglerens skriftlige behovsanalyse og
efterfølgende rådgivning tage udgangspunkt i en
overordnet analyse af medlemsvirksomhedernes generelle
forsikringsbehov, som er oplyst af brancheforeningen.
Forsikringsmæglerens pligt til skriftligt at udarbejde en
analyse af den enkelte medlemsvirksomheds behov anses herved for
opfyldt. Forsikringsmægleren skal dog stadig rådgive
den enkelte medlemsvirksomhed om fordele og ulemper ved at
tilslutte sig den etablerede brancheaftale.
Efter 2.
pkt. skal forsikringsmæglervirksomheden ligeledes
inden en konkret forsikringsaftale indgås skriftligt begrunde
den rådgivning, kunden får vedrørende en bestemt
forsikringsløsning. Denne rådgivning skal efter 3. pkt. afpasses efter
kompleksiteten af den forsikringsløsning, der
forelægges.
Til nr. 3
Den ændrede formulering af § 14 retter sig mod
forholdet mellem forsikringsmæglervirksomheden og dennes
kunder.
Ved begrebet »ejere af en
forsikringsordning« forstås medarbejdere, der har en
arbejdsgiveradministreret forsikringsordning; men det kan
også være personer, som er omfattet af en
pensionsordning etableret f.eks. i foreningsregi. Begrebet er i
overensstemmelse med pensionsbeskatningslovens terminologi.
I loven anvendes udtrykket »
forsikringsaftale« som en samlebetegnelse, der dækker
over både livs- og skadesforsikringsaftaler.
Det lovfæstes, at parterne skal indgå
en samarbejdsaftale, der fastsætter, hvilke opgaver
forsikringsmægleren skal udføre for kunden. I
samarbejdsaftalen skal parterne angive det beløb, som kunden
skal betale for forsikringsmæglerens ydelser i forbindelse
med forsikringsordningens etablering og øvrige ydelser i det
første år af forsikringsforholdets løbetid samt
for eventuel løbende servicering.
Det følger allerede af
bekendtgørelsen om god forsikringsmæglerskik, at der
skal indgås en samarbejdsaftale, hvor det skal angives,
hvilken type honorering forsikringsmægleren modtager. Det nye
i lovforslaget er, at det tydeliggøres, at det nu er kunden,
der betaler forsikringsmægleren, og at det skal fremgå
som en del af samarbejdsaftalen, hvad kunden skal betale for
forsikringsmæglerens ydelser. Herved sikres, at den
mæglerbetjente kunde er vidende om, at det er kunden selv,
der som rekvirent skal betale for forsikringsmæglerens
ydelser, og at det ikke er omkostningsfrit for kunden at anvende en
forsikringsmægler.
Kravene til prisoplysninger svarer til
principperne i Advokatrådets vejledende etiske
retningslinjer, der foreskriver oplysningspligt om, hvad en bestemt
rådgivningsydelse koster klienten. Disse regler er vedtaget
bl.a. på baggrund af klienternes ønske om
større gennemsigtighed om ydelse og pris.
I stk. 1 foreslås, at der i den
skriftlige aftale mellem forsikringsmægler og kunde
særskilt skal angives, hvad forsikringsmæglerens
ydelser koster kunden i forbindelse med etablering af
forsikringsordningen.
Som eksempler på etableringsomkostninger
kan nævnes betaling for den behovsanalyse og rapport, som
forsikringsmægleren ifølge forslagets § 1, nr. 2,
til § 13, stk. 2, skal udarbejde i det enkelte kundeforhold og
som danner grundlag for forsikringsmæglerens
rådgivning. Det kan ligeledes være udgifter til
forsikringsmæglerens analyse af kundens eksisterende
forsikringsordninger og for indhentning af tilbud fra nye
forsikringsleverandører.
Ved at anvende begrebet »størrelsen
af det beløb« i stk. 1, 2. pkt., fremhæves, at
der skal gives så præcise beløbsangivelser som
muligt. Det vil sige, at forsikringsmægleren ikke blot kan
angive, at betalingen f.eks. udgør en vis procentdel af
præmieindbetalingerne for etablering af forsikringsaftalen og
forsikringsmæglerens ydelser til kunden i forsikringens
første år.
§ 14 gælder også for
rammeaftaler, der f.eks. kan forekomme ved pensionsordninger, der
oftest bliver etableret ved, at arbejdsgiveren indgår en
rammeaftale med et forsikringsselskab, og som i varierende omfang
kan give medarbejderne valgmuligheder. Pensionsordningens
etablering kan ske med bistand fra en forsikringsmægler
oftest efter gennemførelsen af en udbudsrunde, hvor flere
forsikringsselskaber kan afgive tilbud. Når rammeaftalen er
etableret med arbejdsgiveren, indgår forsikringsselskabet
derefter forsikringsaftaler med de enkelte medarbejdere og udsteder
policer til disse.
Foretages der tilføjelser, ændringer
eller udvidelser af en samarbejdsaftale, der er indgået inden
den 1. juli 2006 mellem en forsikringsmæglervirksomhed og en
kunde, finder § 14, stk. 1, anvendelse på denne del af
aftalen, der således i det hele betragtes som en ny aftale.
Det vil herefter alene være rent formelle ændringer af
en eksisterende samarbejdsaftaleaftale, såsom
adresseændringer, der ikke bevirker, at de nye krav til
samarbejdsaftalens indhold finder anvendelse.
I stk. 2, nr. 1, foreslås det, at
forsikringsmæglervirksomheden får pligt til
årligt at informere kunden om de samlede udgifter, der har
været forbundet med at benytte
forsikringsmæglervirksomheden.
Det foreslås, at kunden både det
første år og i de efterfølgende år skal
have fuld klarhed over omkostningerne ved at benytte sig af
forsikringsmæglervirksomheden. I aftalen mellem kunden og
forsikringsmægleren kan der være mulighed for, at den
enkelte ejer af en forsikringsordning modtager en årlig
rådgivning om sin forsikringsordning. I dette tilfælde
skal det angives, om en sådan rådgivning skal betales
af den enkelte ejer, der måtte gøre brug heraf, eller
om samtlige ejere i forsikringsordningen skal belastes med et
standardbidrag som betaling for muligheden for at modtage
rådgivning. Der skal endvidere være taget stilling til
størrelsen af enten et standardbidrag eller det individuelle
bidrag.
I stk. 2, nr. 2, foreslås det, at
forsikringsmæglervirksomheden tillige årligt skal
oplyse kunden om ethvert vederlag, som virksomheden får fra
tredjemand i forbindelse med kundeforholdet. Baggrunden herfor er
et ønske om at fremme gennemsigtigheden vedrørende
forsikringsmæglernes samlede aflønningsforhold.
Betaling fra tredjemand kan aldrig forstås
som vederlag fra et forsikringsselskab for udførelsen af
særlige opgaver for forsikringsselskabet, der relaterer sig
til det konkrete kundeforhold, idet dette vil være i strid
med provisionsforbuddet i forslaget til § 14 a, stk. 2.
Betaling fra tredjemand, som
forsikringsmægleren kan modtage, kan f.eks. forekomme i
tilfælde, hvor forsikringsmæglervirksomheden benytter
en bestemt ingeniørvirksomhed, når der er behov for
ingeniøranalyser i forsikringsmæglervirksomhedens
arbejde for kunderne, og hvor ingeniørvirksomheden giver
forsikringsmæglervirksomheden provision, rabat eller lignende
i den anledning.
Som et andet eksempel kan nævnes, at
forsikringsmægleren modtager provision eller andet vederlag
fra en porteføljeforvalter som led i udførelsen af
forsikringsformidlingsopgaven for kunden (de såkaldte
kick-backs fra virksomheder, hvor kundens indbetalte pensionsmidler
senere forvaltes).
I vederlagsaftalen mellem kunden og
forsikringsmæglervirksomheden kan der eksempelvis tages
stilling til, om en sådan betaling skal godskrives kunden. I
de af Advokatrådet vedtagne etiske regler for advokater er
det angivet, at et sådant vederlag bør godskrives
kunden.
Til nr. 4
§ 14 a
Den foreslåede § 14 a sigter mod at
regulere relationerne mellem forsikringsmæglervirksomheder og
forsikringsselskaber.
Det forslås i stk. 1 , at
forsikringsmægleren i forbindelse med indhentning af tilbud
på forsikring hos de relevante forsikringsselskaber giver de
informationer, der er nødvendige for, at
forsikringsselskabet kan fastsætte prisen på
forsikringen.
Ved nødvendige informationer forstås
de informationer, der kan sætte forsikringsselskabet i stand
til at fastsætte den rigtige pris på
forsikringsproduktet, herunder information om kundens
forsikringsbehov (behovsanalyse), hvilke ydelser der leveres af
forsikringsmægleren, og af forsikringsselskabet i forbindelse
med forsikringsaftalen.
Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt
for forsikringsselskabet at have kendskab til det aftalte vederlag
mellem forsikringsmægleren og kunden.
I de situationer, hvor kunden ønsker at
lade forsikringsselskabet varetage formidlingen af kundens vederlag
til forsikringsmægleren efter § 14 a, stk. 3, vil
aftalen om forsikringsmæglerens vederlag dog være en
oplysning, som forsikringsselskabet nødvendigvis skal
modtage for at kunne forestå formidlingen efter stk. 3. Efter
stk. 1 er oplysningen om det aftalte vederlag derimod ikke en
nødvendig oplysning, for at forsikringsselskabet kan
fastsætte prisen på egne ydelser. Derfor er det ikke et
krav, at oplysningen om vederlaget meddeles forsikringsselskabet
samtidig med, at mægleren indhenter tilbud på
forsikring.
Kundens ønske, om at forsikringsselskabet
skal formidle eller finansiere kundens betaling til
forsikringsmæglervirksomheden, kan eventuelt indgå som
en del af udbudsmaterialet.
Når de nødvendige informationer skal
meddeles forsikringsselskabet samtidig med, at
forsikringsmægleren indhenter tilbud på
forsikringsaftaler, bliver informationerne en del af det
udbudsmateriale, som forsikringsselskabet skal anvende i
forbindelse med tilbudsgivningen.
I loven anvendes udtrykket
»forsikringsaftale« som en samlebetegnelse, der
dækker over både livs- og skadesforsikringsaftaler.
Stk. 2 indeholder et generelt forbud
mod, at en forsikringsmæglervirksomhed modtager provision
eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i forbindelse med
forsikringsformidlingen i det konkrete kundeforhold.
Forsikringsmæglerens honorering er reguleret i § 14,
stk. 1.
Bestemmelsen finder anvendelse på
formidling af både livs- og skadesforsikringsaftaler.
Provisionsforbuddet i stk. 2, knytter sig alene
til formidlingen af forsikringer i det konkrete kundeforhold.
Ved det konkrete kundeforhold forstås, at
aftalen er indgået mellem en forbruger eller erhvervsdrivende
på den ene side og en forsikringsmægler på den
anden. Forsikringsselskabet er i denne forbindelse ikke omfattet af
begrebet erhvervsdrivende.
Forbuddet i stk. 2 udelukker ikke en
forsikringsmæglervirksomhed fra at indgå aftaler med
forsikringsselskaber på områder, som ikke har relation
til et konkret kundeforhold, og fra at modtage betaling herfor. En
forsikringsmægler må f.eks. udøve aktivitet som
konsulent, udføre markedsundersøgelser og udvikle
forsikringsprodukter for forsikringsselskaber. Det er en
forudsætning, at samarbejdet mellem den enkelte
forsikringsmægler og forsikringsselskabet ikke har relation
til et konkret kundeforhold.
Bestemmelsen åbner ikke mulighed for, at
forsikringsselskabet og forsikringsmæglervirksomheden
på et senere tidspunkt kan indgå aftale om, at
forsikringsmæglervirksomheden mod betaling fra
forsikringsselskabet skal varetage f.eks. nogle af selskabets
administrative opgaver i relation til den konkrete kunde.
Stk. 2 regulerer alene spørgsmålet
om, hvorfra en forsikringsmæglervirksomhed må modtage
betaling for udøvelsen af en konkret aktivitet. Hvorvidt en
aktivitet antager en sådan karakter, at aktiviteten skal
udøves i et andet selskab, jf. lovens § 12, beror
på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt. ,
at et forsikringsselskab kan formidle kundens betaling til
forsikringsmæglervirksomheden. Det indebærer, at
selskabet kan sende en del af det præmiebeløb, som
modtages fra kunden, videre til forsikringsmægleren. Dette
kan være hensigtsmæssigt navnlig i aftaler om livs- og
pensionsordninger af hensyn til administrative og
skattemæssige forhold hos virksomheden (kunden) og de
medarbejdere, der er ejere af forsikringsordningen.
Det skal fremhæves, at det er kunden og
forsikringsselskabet, der kan indgå aftale om formidling af
forsikringsmæglervirksomhedens vederlag. Dette medvirker til
at sikre, at der ikke ved denne formidling kan rejses tvivl om
uvildighed og gennemsigtighed med hensyn til
forsikringsmæglervirksomhedens ydelser og vederlag
herfor.
Kunden kan endvidere have et behov for at
få lånefinansieret sin betaling til
forsikringsmæglervirksomheden navnlig i de situationer, hvor
kunden og forsikringsmæglervirksomheden har aftalt, at der
skal erlægges et større beløb i forbindelse med
etableringen af forsikringen til at dække de
etableringsomkostninger, som er forbundet med formidlingen af
forsikringsaftalen og for ydelser det første år. I
stk. 3, 2. pkt., åbnes der op for, at kunden og
forsikringsselskabet kan indgå aftale om, at
forsikringsselskabet finansierer lånet til kunden.
Forslagets bestemmelse om forsikringsselskabets
mulighed for lånefinansiering af kundens betaling af
forsikringsmæglervirksomhedens honorar, er alene udtryk for
en præcisering af gældende praksis. Hvis et
forsikringsselskab beslutter at tilbyde kunden denne
lånemulighed, skal lånet ydes på
markedsvilkår og i overensstemmelse med reglerne i lov om
finansiel virksomhed.
Hvis forsikringsselskabet og kunden aftaler, at
forsikringsselskabet skal finansiere det aftalte vederlag til
forsikringsmæglervirksomheden, skal kunden og
forsikringsselskabet i deres indbyrdes aftale tage stilling til,
hvordan lånet indfries, hvis kunden ønsker at skifte
forsikringsleverandør i afviklingsperioden. Det kan
således ikke aftales, at lånet helt eller delvist
afskrives.
I stk. 4 foreslås en undtagelse
fra provisionsforbuddet i stk. 2. Provisionsforbuddet i stk. 2
omfatter umiddelbart danske forsikringsmæglervirksomheder,
der er meddelt tilladelse af Finanstilsynet. Da provisionsforbuddet
foreslås indført for at fremme kundens tillid til
forsikringsmæglerens uvildighed og uafhængighed, er der
i § 14, stk. 1, foreslået regler, der tydeliggør
at det er kunden, der betaler for forsikringsmæglerens
ydelser. I § 14 a, stk. 2, er det fastsat, at
forsikringsmægleren derfor ikke må modtage nogen form
for betaling fra forsikringsselskabet i forbindelse med det
konkrete kundeforhold.
I medfør af EU-traktatens artikel 50, stk.
3, kan reglerne i § 14 og § 14 a også finde
anvendelse på de forsikringsmæglervirksomheder, der
udøver virksomhed her i landet ved filial eller
udøver grænseoverskridende
tjenesteydelsesvirksomhed.
En kunde, der henvender sig til en
forsikringsmæglervirksomhed her i landet, har en forventning
om at blive omfattet af lovforslagets beskyttelse uanset, om
forsikringsmæglervirksomheden har valgt at etablere sig eller
udøve grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed
fra hjemlandet.
Provisionsforbuddet er som udgangspunkt
gældende, uanset om mægleren henvender sig til et dansk
forsikringsselskab eller et udenlandsk forsikringsselskab, der
udøver virksomhed her i landet gennem en filial eller ved
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed fra hjemlandet
i medfør af forsikringsdirektiverne.
Når det er hensynet til kunden, der
varetages ved lovforslagets regler, indebærer det imidlertid
også, at reglerne bør kunne fraviges i det omfang, det
bedst tjener kundens interesser.
Provisionsforbuddet i stk. 2 foreslås
derfor fraveget i stk. 4, i de tilfælde, hvor der
mægles til et forsikringsselskab, der hverken har hjemsted
her i landet eller er etableret ved en filial her i landet.
Et forsikringsselskab har ikke hjemsted her i
landet, når forsikringsselskabet ikke har sit
vedtægtsmæssige hjemsted eller sit hovedkontor her.
Et forsikringsselskab anses for at være
etableret ved en filial her i landet, når
forsikringsselskabet er permanent til stede her i landet under
ledelse af personer, der er under kontrol og ledelse af
forsikringsselskabet i hjemlandet.
Dette betyder, at også en filial af et
forsikringsselskab fra et såkaldt tredjeland, dvs. fra et
land uden for Den Europæiske Union som Fællesskabet
ikke har indgået aftale med på det finansielle
område, omfattes af provisionsforbuddet.
Der kan dog opstå tilfælde, hvor et
forsikringsselskabs filial her i landet ikke kan tegne den
forsikring, som kunden efterspørger. Det er derfor
nødvendigt for forsikringsmægleren at henvende sig
direkte til det udenlandske forsikringsselskabs hovedkontor, der
må have adgang til at indregne mæglerprovision i
forsikringspræmien mod, at forsikringsmægleren
videresender provisionen til kunden.
Undtagelsen i stk. 4 finder anvendelse på
de forsikringsselskaber, der udøver
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed her i landet i
medfør af reglerne i forsikringsdirektiverne.
Nogle forsikringsaftaler indgås på
det internationale marked, når kundens forsikringsbehov er af
en sådan karakter, at de danske forsikringsselskaber eller
filialer af udenlandske forsikringsselskaber ikke vurderes at kunne
løfte opgaven. I disse tilfælde er det kundens behov,
der er årsag til at et udenlandsk forsikringsselskab
kontaktes.
Internationalt opererende forsikringsselskaber er
vant til at tilpasse deres produkter og tilbudsgivning til
forskellig national lovgivning. Normalt vil det derfor ikke skabe
problemer, at et udenlandsk forsikringsselskab skal stille en pris
uden indregning af mæglerprovision.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at nogle
udenlandske forsikringsselskaber enten ikke kan eller ønsker
at afgive tilbud på en forsikring til en dansk kunde uden
indregning af provision til forsikringsmægleren.
I sådanne situationer kan de danske kunder
risikere, at det bliver sværere at få tegnet en
forsikring i de udenlandske forsikringsselskaber.
For at varetage sådanne kunders behov for
forsikringsdækning foreslås det derfor at acceptere det
udenlandske forsikringsselskabs praksis med indregning af
provision. Derved undgås, at danske kunders
forsikringsforhold forringes som følge af et
provisionsforbud, der også gælder udenlandske
forsikringsselskabers forretning med danske kunder.
Det foreslås samtidig, at en provision, der
af det udenlandske forsikringsselskab indregnes i præmien,
skal videresendes til kunden. Dette udelukker ikke, at
forsikringsmægleren kan modregne den modtagne provision i det
honorar, som kunden skal betale for forsikringsmæglerens
ydelser. Dette kan være tilfældet, hvor den modtagne
provision er mindre end det samlede honorar, som kunden skal betale
til forsikringsmægleren.
Undtagelsen vil især kunne finde anvendelse
inden for tegning af skadesforsikringer for store, danske
virksomheder. Undtagelsen vil også kunne finde anvendelse,
hvor en virksomhed, der har personale både i Danmark og i
udlandet, ønsker medarbejderne dækket af en
pensionsordning, der ikke fuldt ud kan placeres i et dansk
forsikringsselskab.
Forslaget ændrer ikke på, at en dansk
kunde som hidtil kan benytte en udenlandsk forsikringsmægler.
Uanset om kunden i den situation vælger at placere sine
forsikringer i et dansk eller udenlandsk forsikringsselskab, vil
den udenlandske forsikringsmægler ikke være omfattet af
forbuddet med at modtage provision i stk. 2. Kunden har i en
sådan situation selv valgt at give afkald på den
beskyttelse, der tilstræbes med reglerne om åbenhed og
gennemsigtighed om forsikringsmæglerens honorar og betaling,
som er formålet med lovforslagets provisionsforbud og
oplysningsforpligtelser. Og dette gælder, selvom den
udenlandske forsikringsmæglervirksomhed måtte
være etableret her i landet ved en filial, når kunden
har fravalgt sig betjening af denne filial.
§ 14 b
Det foreslås i § 14 b, at der
indsættes en hjemmel for Finanstilsynet til at
fastsætte regler om de procedurer, som
forsikringsmægleren skal iagttage, når en
forsikringsordning sendes i udbud hos et eller flere
forsikringsselskaber.
Hjemlen påtænkes kun anvendt, hvis
markedets parter ikke kan blive enige om fælles
retningslinjer for udbud.
Hjemlen skal i så fald anvendes til at
fastsætte regler, der kan medvirke til at sikre
gennemsigtighed med henblik på, at udbudsrunder foregår
redeligt og loyalt for alle involverede parter.
Reglerne skal bl.a. fastsætte, hvordan
udbudsrunder tilrettelægges og gennemføres, herunder
hvilke oplysninger, der skal indgå i udbudsmaterialet.
Til nr. 6
Ændringerne af § 16 er en konsekvens af, at
der i lovforslagets § 1, nr. 4, indsættes to nye
paragraffer, nemlig §§ 14 a og 14 b, der ikke skal
indgå i opremsningen.
Til nr. 7
I lovens § 43 er artikel 6 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF om
forsikringsformidling om underretning af grænseoverskridende
forsikringsformidling gennemført. Bestemmelsen giver
forsikringsformidlere, der er registreret i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet
har indgået aftale med på det finansielle område,
adgang til at udøve forsikringsformidling her i landet
på grundlag af en hjemlandsregistrering og forudgående
underretning af Finanstilsynet.
Der er i medfør af direktivet mulighed for
at meddele Kommissionen, at et medlemsland ikke ønsker
underretning fra hjemlandets myndighed om grænseoverskridende
virksomhed ind i værtslandet, eller at der kun ønskes
forudgående underretning om forsikringsformidleres
filialetableringer i værtslandet og f.eks. ikke underretning
om grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.
Det foreslås at § 43, stk. 1
ændres således, at kravet om forudgående
underretning af Finanstilsynet alene gælder for
forsikringsformidleres filialetableringer her i landet og ikke ved
tjenesteydelsesvirksomhed.
Der er ikke behov for underretning af
Finanstilsynet om en forsikringsformidlers
tjenesteydelsesvirksomhed, idet tilsynet med forsikringsformidleren
udøves af tilsynsmyndigheden i formidlerens hjemland.
Forslaget indebærer, at en forsikringsformidler kan
påbegynde tjenesteydelsesvirksomhed her i landet, når
hjemlandsmyndigheden er underrettet.
Committee of European Insurance and Occupationel
Pensions Supervisors (CEIOPS) har udarbejdet forslag til en
samarbejdsprotokol af 30. juni 2005, der nærmere
fastlægger samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i
medlemslandene. I samarbejdsprotokollen er det fastlagt, at
såfremt en tilsynsmyndighed ønsker underretning om
grænseoverskridende forsikringsformidling - uanset om det er
i form af filialetablering eller som grænseoverskridende
tjenesteydelsesvirksomhed - skal denne tilsynsmyndighed
bekræfte modtagelsen af en underretning over for den
myndighed i forsikringsformidlerens hjemland, som har sendt
underretningen.
Forslaget indebærer derfor en mindre
administrativ lettelse for Finanstilsynet, der herefter alene
overfor hjemlandsmyndigheden skal bekræfte modtagelsen af
underretning om en udenlandsk forsikringsformidlers
filialetablering her i landet.
Forslaget indebærer samtidig en lempelse af
adgangsbetingelserne for forsikringsformidlere, der alene har til
hensigt at udøve grænseoverskridende
forsikringsformidling direkte fra hjemlandet.
Til nr. 8
Det foreslås, at § 49 a, stk. 2, nr.
2, ændres
således, at de foreslåede § 14 a, stk. 2 og
stk. 4, 2. pkt., bliver omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at
Finanstilsynet kan offentliggøre navnet på en
forsikringsmægler, som har overtrådt forbuddet mod at
modtage provision eller andet vederlag fra et forsikringsselskab,
når det skønnes at være i kundernes interesse.
Det samme gælder, hvis forsikringsmægleren har undladt
at videresende en modtagen provision til kunden efter forslagets
til § 14 a, stk. 4.
Til nr. 9
Det foreslås, at § 54, stk. 1, 1. pkt.,
ændres således, at overtrædelse af det
foreslåede § 14 a, stk. 2, om forbud mod at modtage
provision eller andet vederlag straffes med bøde. Det samme
gælder, såfremt en forsikringsmægler ikke
videresender en modtagen provision til kunden efter § 14 a,
stk. 4, 2. pkt.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i
kraft den 1. juli 2006.
Dog foreslås i stk. 2 , at
forsikringsmæglervirksomhedernes årlige
informationspligt først træder i kraft den 1. juli
2007. Herved får virksomhederne en rimelig periode til at
tilpasse deres IT-systemer m.v. til at kunne opfylde det nye
informationskrav overfor kunden.
Når det årlige informationskrav
træder i kraft den 1. juli 2007 medfører det, at
forsikringsmæglervirksomhederne senest den 30. juni 2008 skal
have sendt den første skriftlige meddelelse til de kunder,
som der er indgået aftale med inden den 1. juli 2007.
Til § 3
I stk. 1
foreslås en overgangsbestemmelse for provisionsaftaler, der
er indgået mellem et forsikringsselskab og en
forsikringsmæglervirksomhed før den 1. juli 2006.
Modtager en forsikringsmæglervirksomhed
provision eller andet vederlag i tilknytning til det konkrete
kundeforhold i henhold til en provisionsaftale indgået med et
forsikringsselskab inden den 1. juli 2006, finder forbuddet mod, at
forsikringsmæglervirksomheden modtager provision eller andet
vederlag, anvendelse fra den 1. juli 2011.
Med overgangsbestemmelsen gives der
forsikringsmæglervirksomheder og forsikringsselskaber en
rimelig periode til at indrette sig på de nye regler.
Eksisterende provisionsaftaler vil således
fortsat kunne anvendes i en 5-årig periode fra lovens
ikrafttræden, medmindre aftalerne ændres.
I stk. 2
foreslås, at såfremt der ændres i en
provisionsaftale, der er indgået mellem et forsikringsselskab
og en forsikringsmæglervirksomhed før den 1. juli
2006, må den ændrede aftale ikke indeholde bestemmelser
om, at forsikringsselskabet aflønner
forsikringsmæglervirksomheden med provision eller andet
vederlag.
Det betyder, at hvis der ændres i en
provisionsaftale i løbet af den 5-årige
overgangsperiode, træder forbuddet mod, at
forsikringsmæglervirksomheden modtager provision eller andet
vederlag fra forsikringsselskabet i kraft fra det tidspunkt, hvor
den ændrede aftale har virkning.
Ved ændringer i en provisionsaftale
forstås enhver materiel ændring af aftalen, herunder
tilføjelser og udvidelser af aftalen, hvorimod rent formelle
ændringer, som f.eks. ændring af aftaleparternes
adresse, ikke omfattes.
Det foreslås i stk. 3 , at forsikringsselskaber
senest den 1. august 2006 skal underrette Finanstilsynet, om de har
aftaler med forsikringsmæglervirksomheder om betaling af
provision eller andet vederlag omfattet af overgangsperioden i stk.
1.
Hvis et forsikringsselskab har sådanne
aftaler, skal forsikringsselskabet indberette antallet af disse
aftaler en gang årligt pr. 1. juli, første gang pr. 1.
juli 2006. Indberetningen skal være modtaget i Finanstilsynet
senest 1. august og skal angive, med hvilke
forsikringsmæglervirksomheder der stadig er aftaler.
Et forsikringsselskabs indberetningspligt
bortfalder, når forsikringsselskabet ikke længere har
provisionsaftaler omfattet af overgangsordningen.
Overgangsordningen udløber den 1. juli
2011, det betyder, at forsikringsselskabet sidste gang skal
indberette pr. den 1. juli 2010.
Indberetningerne offentliggøres på
Finanstilsynet s hjemmeside. Det vil således blive
offentliggjort, hvor mange provisionsaftaler det enkelte
forsikringsselskab har med de forskellige
forsikringsmæglervirksomheder, samt navnet på den
enkelte forsikringsmæglervirksomhed.
Indberetningerne giver mulighed for at
følge afviklingen af de provisionsaftaler, der er omfattet
af den 5-årige overgangsperiode. En hurtig afvikling af de
eksisterende provisionsaftaler mellem forsikringsselskab og
forsikringsmæglervirksomhed fremmer lovforslagets intention
om, at det er kunden, som benytter sig af
forsikringsmæglervirksomhedens ydelser, der betaler
herfor.
Efter stk.
4 skal forsikringsmæglervirksomhederne, i det omfang
det er relevant for det konkrete kundeforhold, skriftligt oplyse
sine kunder om provisionsaftaler, der er omfattet af den
5-årige overgangsperiode efter stk. 1.
Efter de nye regler er det kunden, der selv skal
betale for forsikringsmæglervirksomhedens ydelser. Når
kunden skal vurdere størrelsen af
forsikringsmæglervirksomhedens honorar, er det en relevant
oplysning, om forsikringsmæglervirksomheden modtager
provision eller andet vederlag fra nogle forsikringsselskaber.
Informationskravet gælder både ved
etablering af nye samarbejdsaftaler og ved ændringer af
eksisterende samarbejdsaftaler mellem en
forsikringsmæglervirksomhed og en kunde.
Efter stk.
5 straffes overtrædelse af forsikringsselskabernes
indberetningspligt efter stk. 3 og
forsikringsmæglervirksomhedernes informationspligt efter stk.
4 med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning. Selskaber m.v. (juridiske personer)
kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Til § 4
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft på Grønland med de afvigelser, som de
særlige grønlandske forhold tilsiger.
Loven kan ikke sættes i kraft for
Færøerne, idet forsikringsformidling er et
færøsk særanliggende.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | I lov om forsikringsformidling, jf.
lovbekendtgørelse nr. 767 af 5. august 2005, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 13. Senest
samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås, skal en
forsikringsmæglervirksomhed som minimum give kunden
information | | 1. I § 13, stk.
1, ændres »Senest samtidig med at« til:
»Inden«. |
| | |
| | 2. I § 13 indsættes som
stk. 2 : |
| | |
§ 13. Senest
samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås, skal en
forsikringsmæglervirksomhed som minimum give kunden
information | | |
1) om forsikringsmæglervirksomhedens navn
og adresse, | | |
2) om, hvilket register
forsikringsmæglervirksomheden og de ansatte
forsikringsmæglere er optaget i, og hvorledes registreringen
kan kontrolleres, | | |
3) om, hvorvidt
forsikringsmæglervirksomheden yder rådgivning på
basis af en analyse af et så stort antal af de på
markedet disponible forsikringsløsninger som muligt, jf.
§ 2, nr. 1, 1. led, | | |
4) om, at forsikringsmæglervirksomheden har
en direkte eller indirekte andel på over 10 pct. af
stemmerettighederne eller kapitalen i et bestemt
forsikringsselskab, hvis dette er tilfældet, | | |
5) om, at et bestemt forsikringsselskab eller
moderselskabet til et bestemt forsikringsselskab har en direkte
eller indirekte andel på over 10 pct. af stemmerettighederne
eller kapitalen i forsikringsmæglervirksomheden, hvis dette
er tilfældet, og | | |
6) om, hvorledes kunder og andre berørte
parter kan klage over forsikringsmæglervirksomheden, og om
der i givet fald findes udenretslige klageprocedurer. | | |
| | » Stk. 2. Inden en konkret
forsikringsaftale indgås, skal
forsikringsmæglervirksomheden som et minimum skriftligt
formulere kundens krav og behov, navnlig på basis af kundens
egne oplysninger. Forsikringsmæglervirksomheden skal
ligeledes skriftligt begrunde den rådgivning, kunden
får vedrørende en bestemt forsikringsløsning.
Denne rådgivning afpasses efter kompleksiteten af den
forsikringsløsning, der forelægges.« |
| | |
| | 3. §
14 affattes således: |
| | |
§ 14. Senest
samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås,
formulerer forsikringsmæglervirksomheden navnlig på
basis af kundens egne oplysninger som et minimum kundens krav og
behov og begrunder samtidig den rådgivning, kunden får
vedrørende en bestemt forsikringsaftale. Denne
rådgivning afpasses efter kompleksiteten af den forsikring s
løsning, der forelægges. | | »§ 14.
Inden en konkret forsikringsaftale indgås, skal
forsikringsmæglervirksomheden indgå en skriftlig
samarbejdsaftale med kunden med angivelse af, hvilke ydelser
forsikringsmæglervirksomheden skal levere. I
samarbejdsaftalen skal de to parter aftale størrelsen af det
beløb, som kunden eller ejere af en forsikringsordning hos
kunden skal betale forsikringsmæglervirksomheden for
etablering af en forsikringsordning eller en rammeaftale og for
eventuelle øvrige ydelser i det første år af
forsikringens løbetid. |
Stk. 2. Modtager
forsikringsmæglervirksomheden provision eller andet vederlag
som følge af forsikringsformidlingen, skal kunden
gøres bekendt hermed. Endvidere skal
forsikringsmæglervirksomheden gøre kunden bekendt med
adgangen til at få oplyst provisionens eller vederlagets
størrelse og på forespørgsel oplyse denne. | | Stk. 2. Forsikringsmæglervirksomheden
skal skriftligt en gang årligt meddele kunden 1) størrelsen af de samlede omkostninger,
der har været forbundet med at anvende
forsikringsmæglervirksomheden i det pågældende
år, samt 2) størrelsen af ethvert vederlag, som
forsikringsmæglervirksomheden har modtaget fra tredjemand i
forbindelse med kundeforholdet.« |
| | |
| | 4. Efter § 14
indsættes: |
| | |
§ 14. Senest
samtidig med at en konkret forsikringsaftale indgås,
formulerer forsikringsmæglervirksomheden navnlig på
basis af kundens egne oplysninger som et minimum kundens krav og
behov og begrunder samtidig den rådgivning, kunden får
vedrørende en bestemt forsikringsaftale. Denne
rådgivning afpasses efter kompleksiteten af den forsikring
s løsning, der forelægges. | | |
Stk. 2. Modtager
forsikringsmæglervirksomheden provision eller andet vederlag
som følge af forsikringsformidlingen, skal kunden
gøres bekendt hermed. Endvidere skal
forsikringsmæglervirksomheden gøre kunden bekendt med
adgangen til at få oplyst provisionens eller vederlagets
størrelse og på forespørgsel oplyse denne. | | |
Stk. 3. En
forsikringsmæglervirksomhed må uanset stk. 2 ikke
modtage provision fra forsikringsselskabet i forbindelse med
offentligt udbud, begrænset offentligt udbud eller offentligt
udbud efter forhandling. | | |
| | Ȥ 14 a.
Når en forsikringsmæglervirksomhed indhenter tilbud
på forsikringsaftaler for kunden hos et eller flere
forsikringsselskaber, skal forsikringsmæglervirksomheden
samtidig give de informationer til forsikringsselskabet, der er
nødvendige for, at forsikringsselskabet kan fastsætte
prisen på forsikringen. |
| | Stk. 2. En
forsikringsmæglervirksomhed må ikke modtage provision
eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det
konkrete kundeforhold. |
| | Stk. 3. Et forsikringsselskab kan dog
på kundens vegne varetage formidlingen af de i § 14,
stk. 1, nævnte beløb til
forsikringsmæglervirksomheden. Kunden og forsikringsselskabet
kan endvidere indgå aftale om finansiering af kundens
betaling til forsikringsmæglervirksomheden. |
| | Stk. 4. Uanset stk. 2 må en
forsikringsmæglervirksomhed modtage provision fra et
forsikringsselskab, der ikke har hjemsted eller er etableret ved en
filial her i landet. Forsikringsmæglervirksomheden er dog
forpligtet til at videresende en modtagen provision til kunden. |
| | § 14 b.
Finanstilsynet kan fastsætte regler om de procedurer, som
forsikringsmæglervirksomheden skal iagttage, når en
kundes forsikringsordninger sendes i udbud hos et eller flere
forsikringsselskaber.« |
| | |
§ 15. Når
en forsikringsmæglervirksomhed udelukkende benytter et eller
flere bestemte forsikringsselskaber, uden at der er indgået
udtrykkelig aftale med forsikringsselskaberne herom, skal kunden
gøres bekendt hermed, senest samtidig med at en konkret
forsikringsaftale indgås. Endvidere skal kunden gøres
bekendt med adgangen til at få oplyst navnene på de
forsikringsselskaber, forsikringsmæglervirksomheden
benytter. | | 5. I § 15, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »senest samtidig med at« til:
»inden«. |
| | |
§ 16. De i
§§ 13-15 angivne oplysninger skal gives på en
tydelig og nøjagtig måde, der er forståelig for
kunden og på dansk, medmindre andet sprog er aftalt mellem
parterne. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om,
hvorledes de i §§ 13-15 angivne oplysninger skal
meddeles kunden. | | 6. I § 16 ændres
»§§ 13-15« to steder til: »§§
13, 14 og 15«. |
| | |
§ 43. En
forsikringsmægler- eller genforsikringsmæglervirksomhed
eller en forsikringsagent- eller underagentvirksomhed, der er
registreret i et andet land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale
med på det finansielle område, kan påbegynde
virksomhed her i landet gennem en filial eller som
grænseoverskridende virksomhed 1 måned efter, at
Finanstilsynet fra den kompetente myndighed i hjemlandet er
underrettet om virksomhedens hensigt. | | 7. I § 43, stk. 1, udgår:
»eller som grænseoverskridende virksomhed«. |
| | |
§ 49 a. Stk. 2. Offentliggørelse kan ske i
sager om -- 2) overtrædelse af §§ 13-15, 33,
34 og 40 og af bekendtgørelse om information udstedt i
medfør af § 16 og § 35, | | 8. I § 49 a, stk. 2, nr. 2,
ændres »§§ 13-15, 33, 34 og 40« til:
»§§ 13 og 14, § 14 a, stk. 2 og stk. 4, 2.
pkt., §§ 15, 33, 34 og 40«. |
| | |
§ 54.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 4,
§ 11, stk. 1 og 2, §§ 13-15, 17 og
18, § 20, stk. 1-3, og §§ 27, 28, 33,
34, 36, 37, 40 og 41 straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. | | 9. I § 54, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§§ 13-15, 17 og 18,« til:
»§§ 13 og 14, § 14 a, stk. 2 og stk. 4, 2.
pkt., §§ 15, 17 og 18,«. |