L 52 Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling.

(Forsikringsmæglervirksomheders oplysningspligter og forbud mod, at forsikringsmæglervirksomheder modtager provision fra forsikringsselskaber).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l52_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (9. november 2005)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling (Forsikringsmæglervirksomheders oplysningspligter og forbud mod at forsikringsmæglervirksomheder modtager provision fra forsikringsselskaber)

(Lovforslag nr. L 52).

Lovforslaget indeholder et forbud mod, at forsikringsmæglervirksomheder modtager provision fra forsikringsselskaberne. Formålet hermed er at skabe klarhed om, at forsikringsmægleren er kundens repræsentant og at sikre, at forsikringsmægleren ikke i sin rådgivning af kunden lader sig lede af hvilket forsikringsselskab, der vil betale mest i provision til forsikringsmægleren.

Eftersom det stadig er kutyme i de fleste EU-lande, at forsikringsmæglernes provision indregnes i præmien, har der været frygt for, at provisionsforbuddet ville afholde de udenlandske forsikringsselskaber fra at afgive forsikringstilbud til de danske kunder. For at opretholde konkurrencen indeholder lovforslaget mulighed for, at forsikringsmæglervirksomhederne gerne må modtage provision fra udenlandske forsikringsselskaber, dog skal en sådan provision videresendes til kunden.

Det foreslås endvidere, at forsikringsmæglervirksomhederne skal indgå en skriftlig samarbejdsaftale med kunden, og heri skal det specificeres, hvad kunden skal betale forsikringsmægleren i forbindelse med etablering af forsikringsordningen, og hvad forsikringsmæglerens ydelser koster kunden i det første år af forsikringens løbetid.

Herudover foreslås det, at forsikringsmæglervirksomhederne forpligtes til at sende kunderne en årlig opgørelse af, hvad forsikringsmæglerens ydelser har kostet kunden i det forgangne år, samt hvilke vederlag forsikringsmæglervirksomheden har modtaget fra tredjemand.

Endvidere foreslås mindre justeringer af loven.

Lovforslaget er udarbejdet som opfølgning på en redegørelse om aflønning af forsikringsmæglere af 7. marts 2005. Redegørelsen blev udarbejdet på grund af en langvarig offentlig debat om forsikringsmæglernes uvildighed, når der formidles pensionsordninger til kunder. Den indeholder en gennemgang af de lovmæssige rammer og af forsikringsmæglernes aktiviteter og aflønning. Redegørelsen er offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside, www.finanstilsynet.dk.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.