L 37 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Handlepligt ved uenighed, mellemkommunal refusion ved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion, mellemkommunal refusion for plejevederlag, adgang til at indhente oplysninger i forbindelse med refusionspligten og behandling af praksisundersøgelse på møde).

Fremsat den 27. oktober 2005 af socialministeren (Eva Kjer Hansen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Handlepligt ved uenighed, mellemkommunal refusion ved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion, mellemkommunal refusion for plejevederlag, adgang til at indhente oplysninger i forbindelse med refusionspligten og behandling af praksisundersøgelse på møde)

§ 1

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 1442 af 22. december 2004, § 2 i lov nr. 400 af 1. juni 2005, § 39 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 574 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 9 indsættes som stk. 7 :

»Stk. 7. Opstår der uenighed mellem to eller flere kommuner, om hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1.«

2. § 9 b affattes således:

» § 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen.

Stk. 2. Plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende, jf. §§ 105 og 107 i lov om social service, udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted.

Stk. 3. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommunen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.«

3. § 9 c affattes således:

» § 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fra den tidligere opholdskommune efter stk. 2-5.

Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i

1) boformer efter §§ 91-94 og 140 i lov om social service,

2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen,

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, eller

6) anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i lov om social service.

Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 62 a, stk. 3, i lov om social service.

Stk. 4. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune eller amtskommune efter

1) § 92, stk. 3, og § 140 i lov om social service eller

2) § 58 a i lov om almene boliger m.v.

Stk. 5. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2-4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. §§ 49 og 51 i lov om social service, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Stk. 6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende, jf. §§ 105 og 107 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2.

Stk. 7. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten blev tilkendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2, 4 og 5 udskyder retten til refusion efter 1. pkt.

Stk. 8. De udgifter som opholdskommunen kan få dækket efter stk. 2-5, inkluderer opholdskommunens udgifter til servicearealer.

Stk. 9. Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter servicelovens § 94 består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Stk. 10. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-5 indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 11. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-7 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.«

4. § 11 c, stk. 1 , affattes således:

»Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om

1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 8 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 38 i lov om social service,

2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension,

3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,

4) tilbagebetaling af sociale ydelser og

5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes refusion for:

a) Cpr-nummer.

b) Hjemmel til udgiften.

c) Udgiftens elementer.

d) Antal af enheder.«

5. Efter § 79 indsættes:

» § 79 a. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet behandler Ankestyrelsens og de sociale nævns undersøgelser af kommunens eller amtskommunens praksis på et møde.«

§ 2

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 1442 af 22. december 2004, § 2 i lov nr. 400 af 1. juni 2005, § 39 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 574 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. § 9 b affattes således:

» § 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen.

Stk. 2. Plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende, jf. §§ 120 og 122 i lov om social service, udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted.

Stk. 3. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommunen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.«

2. § 9 c affattes således:

» § 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fra den tidligere opholdskommune efter stk. 2-5.

Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i

1) boformer efter §§ 107-110 og 191 i lov om social service,

2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen,

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, eller

6) anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 67 og 142 i lov om social service.

Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i lov om social service.

Stk. 4. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune eller amtskommune efter

1) § 108, stk. 2, og § 191 i lov om social service eller

2) § 58 a i lov om almene boliger m.v.

Stk. 5. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2-4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. §§ 67 og 142 i lov om social service, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Stk. 6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende, jf. §§ 120 og 122 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2.

Stk. 7. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten blev tilkendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2, 4 og 5 udskyder retten til refusion efter 1. pkt.

Stk. 8. De udgifter som opholdskommunen kan få dækket efter stk. 2-5, inkluderer opholdskommunens udgifter til servicearealer.

Stk. 9. Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter servicelovens § 110 består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Stk. 10. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-5 indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 11. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-7 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.«

3. § 11 c, stk. 1 , affattes således:

»Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om

1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i lov om social service,

2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension,

3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,

4) tilbagebetaling af sociale ydelser og

5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes refusion for:

a) Cpr-nummer.

b) Hjemmel til udgiften.

c) Udgiftens elementer.

d) Antal af enheder.«

4. Efter § 79 indsættes:

» § 79 a. Kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens og nævnenes undersøgelser af kommunens praksis på et møde.«

§ 3

Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. januar 2006 .

Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 3. I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lov omfatter refusion efter § 9 c, stk. 5, refusion for foranstaltninger iværksat 1. januar 2006 eller senere.

Stk. 4. I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lov omfatter refusion efter § 9 c, stk. 6, refusion for udgifter til plejevederlag mv. udbetalt 1. januar 2006 eller senere.

Stk. 5. Beregningsreglen i § 9 c, stk. 8, anvendes på krav vedrørende ydelser leveret 1. januar 2006 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forslagets indhold og formål

Forslagets indhold og formål

Formålet med lovforslaget er at præcisere ansvarsfordelingen mellem kommunerne i de tilfælde, hvor der opstår spørgsmål i forhold til de gældende opholdskommuneregler. Lovforslaget præciserer desuden det kommunalpolitiske og amtskommunale ansvar for at følge op på klageinstansernes praksisundersøgelser på det sociale område.

Lovforslagets præciseringer af forskellige aspekter af ansvarsfordelingen i forhold til reglerne om handlepligt og mellemkommunal refusion er i sidste ende til gavn for borgerens retssikkerhed. Gennemskuelige og klare og sammenhængende regler på området forebygger at borgeren bliver kastebold mellem to kommuner, pga. en uhensigtsmæssig praksis. Ligeledes vil lovforslagets element om praksisundersøgelser være et skridt i retningen mod at understrege kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes ansvar for at implementere retssikkerhed i kommuner og amtskommuner.

Baggrunden for ændringerne

Hovedreglen på det sociale område er, at det er den kommune, som handler i forhold til borgeren, som også skal betale for regningen. Reglerne om mellemkommunal refusion er en undtagelse til denne hovedregel, således at det er borgerens oprindelige hjemkommune, der betaler for foranstaltninger, der gives i en anden kommune. Reglerne sikrer, at borgeren bliver garanteret den bedste sociale indsats uanset i hvilken kommune, indsatsen kan gives.

Reglerne blev oprindeligt indført for at begrænse kommunernes incitamenter til "eksport" af sociale problemer ved at sende borgere, der medførte store økonomiske udgifter til social hjælp til andre kommuner. Reglerne modvirker også, at borgerne visiteres til foranstaltninger alene fordi foranstaltningen befinder sig i en anden kommune.

Socialministeriet er løbende blevet gjort opmærksomt på situationer, hvor borgerne på grund af uklarheder i ansvarsfordelingen mellem kommunerne risikerer at kommune i klemme, fordi de gældende regler ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de pågældende situationer eller fordi situationernes specielle karakter gør reglerne uhensigtsmæssige.

Socialministeriet er ligeledes i sin løbende indsats for at forbedre restsikkerheden for borgeren blevet opmærksom på, at de praksisundersøgelser, der bliver udarbejdet på området, sjældent medfører, at kommunalbestyrelsen forholder sig til undersøgelserne i de tilfælde, hvor der er uhensigtsmæssigheder i forhold til kommunens administration af loven.

Lovforslaget består af 7 delelementer:

1) En sikring af borgerens retssikkerhed ved at fastlægge, hvilken kommune, som skal træffe afgørelse, hvis to kommuner er uenige om handleforpligtelsen.

2) En genindførelse af en retstilstand, hvor kommuner, der udviser passivitet i forhold til handleforpligtelse, kommer til at hæfte for betalingen, hvis den burde have iværksat foranstaltninger selv, men en anden kommunen har ydet hjælpeforanstaltningen.

3) En sikring af, at kommunerne med forsorgshjem ikke belastes økonomisk, fordi betalingsforpligtelsen for forsorgshjemmenes borgere efter praksis i visse tilfælde overgår til den kommune, hvor forsorgshjemmet er beliggende.

4) En harmonisering af reglerne om adgang til refusion fra for plejevederlag til pasning af døende med retstilstanden i forhold til midlertidig hjemmehjælp, således at den kommune, hvor borgeren normalt bor, skal betale for pasning, der finder sted i en midlertidig kommune.

5) En ændring af praksis, således der i opgørelsen af refusion mellem to kommuner kan medtages udgifter til servicearealer. Servicearealer er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

6) En øget gennemsigtighed i betalingsforpligtelsen mellem to kommuner i og med, at en betalingskommune kan få visse oplysninger vedrørende den regning, som skal betales.

7) En understregning af det politiske ansvar i forhold til praksis ved at fastsætte krav om, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal tage stilling til nævnenes og Ankestyrelsens praksisundersøgelser.

De enkelte dele af lovforslaget præciseres nedenfor:

1. Uenighed om handleforpligtelsen

Lovforslaget sikrer borgerens retssikkerhed, ved at præcisere hvilken kommune, som har ansvaret for at hjælpe borgeren i de tilfælde, hvor to kommuner er uenige om handleforpligtelsen.

Handlekommunereglerne sikrer, at der altid kan findes en handlekommune, der kan hjælpe borgeren efter den sociale lovgivning. Lovgivningen tager højde for, at handlekommunen er den kommune, som borgeren har og har tænkt sig at have mest tilknytning til. Reglerne betyder, at der i visse tilfælde skal foretages et skøn for at fastlægge hvilken kommune, der har handleforpligtelsen. Dermed opstår der risiko for, at kommunerne ikke i alle tilfælde er enige om, hvilken kommune der skal handle i forhold til en konkret borger. Selv om det sjældent sker, er det til stor gene for borgeren i de tilfælde, hvor to kommuner ikke kan blive enige om, hvem der skal tage vare på borgerens sag. Borgeren risikerer at blive kastebold mellem flere kommuner, og må i værste fald måtte vente på, at ankeinstansen træffer afgørelse om ansvarsfordelingen.

Det har været overvejet, om det ville være mere hensigtsmæssigt at fastsætte mere objektive regler for afgørelsen af handlekommuneforpligtelsen. Det vil imidlertid i mange tilfælde medføre, at borgeren får en handlekommune et sted, hvor borgeren ikke har nogen tilknytning og€" heller ikke ønsker at være tilknyttet.

Lovforslaget ændrer således ikke på de gældende regler om, hvilken kommune der har handlepligten, men tilføjer en bestemmelse om, hvilken kommune, der skal handle i forhold til borgeren, når kommunerne ikke kan blive enige. Kommunerne kan således fortsætte deres uenighed om handleforpligtelsen sideløbende med, at borgeren kan få den hjælp der er behov for. Når kommunernes uenighed er afgjort og det er fastlagt hvilken kommune, der efter reglerne har handleforpligtelsen, fx efter en nævnsafgørelse, er det denne kommune, som fremover skal handle i forhold til borgeren.

2. En indførelse af en retstilstand, hvor den tidligere hjemkommune betaler på grund af udvist passivitet

Lovforslaget understreger kommunernes ansvar for at hjælpe de borgere, der har behov for hjælp. En kommune, der ved passivitet har undladt at hjælpe en borger, bør fortsat være økonomisk ansvarlig for hjælpen, hvis en ny kommune i stedet træder til med hjælpen.

Frem til 2003 var det forudsat af Ankestyrelsen og de sociale nævn, at der efter retssikkerhedslovens § 9 c kunne tilkendes en kommune refusion, hvis en tidligere opholdskommune bevidst havde undladt at handle i forhold til en borger, og borgeren senere havde taget ophold i en kommune, som havde iværksat de nødvendige foranstaltninger. Ankestyrelsen har ganske vist aldrig truffet en afgørelse, hvor en kommune blev refusionspligtig på grund af bevidst undladelse, men dette skyldes at der ikke i sagerne har været tilstrækkelig bevis for "ond tro".

Højesteret afsagde i 2003 dom (U.2003.1536 H) i en sag, hvor påstanden havde været refusion med henvisning til passivitet i forhold til en familie med flere børn, der på et tidligt tidspunkt burde have været anbragt udenfor hjemmet. Højesteret fandt i sagen, at der ikke kunne tilkendes refusion til opholdskommunen, idet forholdet savnede hjemmel i retssikkerhedsloven.

Lovforslaget skaber hjemmel til, at der kan blive refusionspligt for en kommune, når det er åbenbart, at der kræves handling og det er åbenbart, at den omhandlede kommune vidste dette. Det er ikke tanken, at bestemmelsen skal give en videre adgang til refusion, end forudsat frem til 2003.

Bestemmelsen har endvidere til hensigt at fjerne incitamentet for kommunen til at hjemgive et barn, når hjemgivelsen ikke er begrundet i barnets forhold. Børn får selvstændig opholdskommune, når de anbringes udenfor hjemmet. Det betyder, at den kommune som træffer afgørelse om en anbringelse har handle- og betalingspligt overfor barnet, så længe anbringelsen varer. Hvis forældremyndighedsindehaveren i mellemtiden er flyttet til en ny kommune vil en hjemgivelse medføre, at forældremyndighedsindehaverens kommune bliver barnets nye opholdskommune. Da det således er denne nye opholdskommune, som i givet fald skal træffe afgørelse om foranstaltninger €" og betale for dem €", kan det give et anbragt barns selvstændige handlekommune et incitament til at hjemgive barnet i vel god tid.

3. Betalingsforpligtelsen for hjemløse og "farende svende" opretholdes indtil de har fået en anden opholdskommune

Lovforslaget retter op på en række ulemper ved den nugældende lovgivning, således at der finder en mere retfærdig fordeling sted mellem kommunerne i forhold til betaling for udgifter til borgere på forsorgshjem.

Kommuner med forsorgshjem har i dag ret til refusion fra en tidligere opholdskommune, når en borger ankommer til kommunen for at få ophold på forsorgshjem mv. jf. § 9 c, stk. 2. Der er for så vidt angår forsorgshjem mv. det specielle i forhold til de andre opholdssteder, botilbud mv. som er nævnt i § 9 c, stk. 2, at beboere på forsorgshjem mv. ikke visiteres fra en kommune. De er selvvisiterende. Derfor har en tidligere kommune ikke medvirket ved borgerens flytning til et forsorgshjem mv. Problemet for de kommuner som huser forsorgshjem mv. er, at det ikke altid efter gældende praksis er muligt at fastslå, hvilken kommune der er den tidligere opholdskommune.

Principielt kan der for alle borgere udpeges en opholdskommune på et givent tidspunkt. Problemet er, at det for forsorgshjemmenes brugerkreds kan være vanskeligt efterfølgende at fastslå den faktiske færden. Det betyder, at der af bevismæssige årsager ikke kan findes en tidligere opholdskommune, som regningen skal sendes til. Praksis viser, at de sociale nævn har været meget tilbageholdende med at udpege en kommune som opholdskommune, hvis ikke borgeren har været i kontakt med myndighederne i den periode, hvor borgeren har haft ophold i kommunen.

Praksis har desuden slået fast, at en betalingskommune for en borger på et forsorgshjem bliver frigjort for sin refusionsforpligtelse, når borgeren har forladt forsorgshjemmet og klaret sig selv i en vis periode.

For de kommuner som huser forsorgshjem mv., er problemet ikke kun, at der ikke er en tidligere opholdskommune at sende regningen til. Problemet er også, at forsorgshjemskommunen risikerer at være seneste opholdskommune og altså betalingskommune for borgeren for fremtiden.

Lovforslaget tager sigte på, at der for alle borgere, som dukker op på et forsorgshjem mv., skal kunne findes en tidligere opholdskommune og dermed betalingskommune. Det betyder, at en tidligere opholdskommune ikke bliver frigjort for sin betalingsforpligtelse ved at en borger har klaret sig selv i en periode, hvis ikke der i denne periode er etableret en ny opholdskommune.

4. Borgerens hjemkommune betaler for plejevederlag til pasning af døende, der gives midlertidigt i en anden kommune

I forbindelse med lovforslaget om plejevederlag blev forholdet vedrørende udbetaling af plejevederlag sammenlignet med forholdet vedrørende ydelse af hjemmehjælp under midlertidige ophold uden for opholdskommunen. Der bør derfor så vidt muligt være harmoni mellem de to regelsæt med hensyn til betalingsforpligtelsen.

Plejevederlag til pasning af døende udbetales efter praksis, af den kommune, hvor plejen finder sted. Det er ikke i alle tilfælde den plejekrævendes opholdskommune, da plejen kan finde sted i plejerens opholdskommune. Når plejen finder sted i en anden kommune end den kommune, hvor den plejekrævende har opholdskommune svarer dette til forholdet for personlig og praktisk hjælp under midlertidige ophold uden for opholdskommunen (sommerhusreglen). For personlig og praktisk hjælp havde der dannet sig en praksis, hvorefter hjemmehjælpen blev ydet af den kommune, hvor det midlertidige ophold fandt sted. Hjemlen til mellemkommunal refusion for udgiften blev indført ved lov nr. 1168 af 19. december 2003.

Lovforslaget skaber harmoni og en ensartet praksis i forholdet mellem personlig og praktisk hjælp og plejevederlag.

5. En ændring af praksis, således at der i opgørelsen om refusion mellem to kommuner kan medtages udgiften til servicearealer

Lovforslaget retter op på en uhensigtsmæssig praksis, hvorefter udgifter til dækning af servicearealer ikke kan refunderes, selv om de omhandlede lokaler er en sædvanlig og ofte nødvendig del af ydelse som borgeren modtager.

Kommunerne skal selv foretage en beregning af de refusionspligtige udgifter. Ankestyrelsen har løbende haft anledning til at tage stilling til, hvilke udgiftsposter der måtte medregnes og dermed fastlagt nogle principper for beregningen. Efter praksis kan udgiften til servicearealer ikke medtages ved beregningen. Denne mulighed indføres nu med lovforslaget.

6. En øget gennemsigtighed i betalingsforpligtelsen mellem to kommuner i og med, at en betalingskommune kan få visse oplysninger vedrørende den regning, som skal betales.

De gældende regler tager ikke højde for, at der i forhold til administrationen af mellemkommunal refusion kan være behov for gennemsigtighed på en sådan måde, at betalingskommunen kan sikre sig, at udgifterne ikke løber løbsk og at borgeren får den hjælp, som borgeren har brug for. Dette bliver der med lovforslaget rettet op på.

Indhentelse af oplysninger til brug for behandling af sager efter den sociale lovgivning forudsætter, med meget få undtagelser, et samtykke fra den, som oplysningerne omhandler.

Kommunerne har overfor Socialministeriet påpeget, at der er et problem i, at de kommuner som er betalingskommuner overfor en borger i en anden kommune ikke har mulighed for at indhente oplysninger om borgeren og grundlaget for betalingen. Principielt må kommunen kun indhente det cpr-nummer som betalingen vedrører og det beløb, som skal betales. Det kan synes urimeligt at forlange, at kommunerne skal betale for sociale ydelser til en borger, uden at vide hvad pengene går til.

Den betalende kommune kan for eksempel have behov for flere oplysninger af følgende årsager:

- Hvis forholdene for den pågældende borger ændrer sig meget, kan det betyde, at betalingskommunens forpligtelser ophører.

- Nærmere oplysninger om udgiftens oprindelse kan udgøre en kontrolforanstaltning i forhold til om kravet opgøres korrekt, og om der kun medtages elementer som må medtages mv.

- Kravets sammensætning kan sige noget om prognosen for krav de kommende år.

Det må således konstateres, at kommunerne kan have en begrundet og kvalificeret interesse i at få oplysninger, ikke så meget om borgeren men om kravet, om end der er en nær sammenhæng. Det drejer sig om oplysninger om cpr.-nummer., hjemmel til udgiften, udgiftens elementer og antal af enheder. På denne baggrund giver lovforslaget mulighed for indhentning af oplysninger om kravet i begrænset omfang.

7. En understregning af det politiske ansvar i forhold til praksis ved at fastsætte krav om, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal tage stilling til nævnenes og Ankestyrelsens praksisundersøgelser.

De sociale nævn og Ankestyrelsen har efter lovgivningen mulighed for at udarbejde undersøgelser om kommunernes praksis. Socialministeriet har dog erfaret, at undersøgelserne ikke altid kommer til kommunalbestyrelsernes kundskab. Da det i sidste ende er kommunalbestyrelsernes ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning, bør det fastsættes i lovgivningen, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt undersøgelserne, således at de får kendskab til eventuelle uregelmæssigheder i administrationens i praksis.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedslovens kapitel om koordinering af praksis, hvorefter henholdsvis kommunalbestyrelsen og amtsrådet er forpligtet til at behandle klageinstanserne undersøgelser af kommunens eller amtskommunens egen praksis på et møde. Forslaget omfatter de undersøgelser, som foretages i kommunen eller amtskommunen af de sociale nævn og Ankestyrelsen.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og private

Udgifter til behandling af sager om uenighed mellem kommuner om refusionskrav ved uenighed om handleforpligtelsen, jf. § 9, stk. 7.

Erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Høring

Forslaget har været sendt til høring i Ankestyrelsen, Den Sociale Sikringsstyrelse, Styrelsen for Social Service, Statsamtmandsforeningen, Foreningen af statsamtsjurister, Datatilsynet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Kommunernes Revision, Dansk socialrådgiverforening, De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen Ældre Sagen, Det Centrale Handicapråd, Ældremobiliseringen, KMD, Socialchefforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Rigsrevisionen.

Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 9, stk. 7)

Fastlæggelsen af hvilken kommune der har handlepligten sker, efter de gældende regler, ud fra en konkret vurdering af, hvor den pågældende borger (sædvanligvis) opholder sig. Denne bestemmelse ændres ikke, og det er således fortsat en konkret vurdering, der endeligt afgør hvilken kommune, der er handlekommune.

Med lovforslaget suppleres reglerne om fastlæggelse af handlekommune med en bestemmelse, der kun finder anvendelse, når to eller flere kommuner ikke på grundlag af de almindelige handlekommuneregler kan blive enige om handleforpligtelsen. Denne supplerende handlekommuneregel sikrer borgeren imod, at der opstår en situation, hvor ingen kommune anser sig som handlekommune. Det fastlægges nemlig, hvilken kommune der skal fungere som handlekommune, indtil handlekommuneproblemet er løst €" eventuelt ved en ankeafgørelse.

Der bliver således to handlekommunekriterier, dels et kriterium om handlepligt på baggrund af den skønsmæssige bestemmelse i § 9, stk. 1, om bopæl eller sædvanligt ophold og dels et kriterium om handlepligt på baggrund af den objektivt konstaterbare bestemmelse i § 9, stk. 7, om folkeregisterregistrering.

Med to handlekommunekriterier, om end det ene vedrører fastlæggelsen af hvem der skal fungere som handlekommune i en kortere periode, opstår der risiko for, at begge kommuner påtager sig handlekommuneforpligtelsen overfor den samme borger. I den forbindelse er det vigtigt, at kommunerne er enige om, at de er uenige, således at det aftales, at der handles i henhold til bestemmelserne om fungerende handlekommune.

Såfremt handlekommunen ikke er den kommune, som under uenigheden har handlet i forhold til borgeren, overgår handleforpligtelsen således. Derudover overgår også forpligtelsen til at betale for den hjælp der iværksættes i forhold til borgeren og der skal ydes refusion for alle udgifter den fungerende handlekommune har haft under uenigheden.

Lovforslaget vil derfor ikke give kommunerne et incitament til ikke at påtage sig handleforpligtelsen. Det er nemlig sådan, at den kommune som ender med handleforpligtelsen også ender med regningen for de foranstaltninger som er iværksat af en anden kommune og altså uden at handlekommunen har haft indflydelse på indsatsen.

Der udpeges en fungerende handlekommune mens de uenige kommuner får klarlagt deres forpligtelser. Den fungerende kommune vælges ud fra et objektivt kriterium €" folkeregisteradressen. Hvis den uheldige borger har haft folkeregisteradresse i en af de uenige kommuner, bliver det den kommune, som borgeren senest har haft folkeregisteradresse i, som er fungerende handlekommune. Har borgeren aldrig haft folkeregisteradresse i de uenige kommuner, er det den kommune som borgeren aktuelt er folkeregistertilmeldt, som er borgerens handlekommune. Det kan i princippet være en kommune der ligger langt borte, men hensynet til et objektivt kriterium for udvælgelsen af fungerende kommune vejer tungt. Endvidere vil den fungerende handlekommune formodes kun at være aktuel i en kortere periode.

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 9 b, stk. 2)

I lovforslaget til § 9 b, stk. 2, foreslås det at det lovfæstes, at plejevederlag udbetales, af den kommune hvori den plejekrævende opholder sig under plejeforholdet. § 9 b, stk. 2, er en kodificering af ankestyrelsens praksis.

Plejevederlag udbetales til den, der plejer den døende af den kommune, hvori plejen finder sted. Når dette ikke er den døendes opholdskommune, fx hvor den døende har taget ophold hos plejeren i dennes kommune, og den døende har bevaret sin bopæl mv. i sin opholdskommune, skaber lovforslaget hjemmel til, at den døendes opholdskommune skal yde refusion til plejerens opholdskommune. Udbetalingen af plejevederlag af den kommune hvor plejen finder sted udgør en undtagelse til de almindelige opholdskommuneregler. Det er således kun plejevederlaget og hjælp til sygeplejeartikler m.v., som skal udbetales af denne kommune, mens hjælpemidler mv. fortsat, som udgangspunkt, skal stilles til rådighed af den døendes opholdskommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 9 c)

Lovforslaget til § 9 c indeholder ud over redaktionelle ændringer følgende nyheder: Stk. 5, stk. 6, 2. punktum, stk. 8 og stk. 9, 2. punktum.

Til nr. 3 (§ 9 c, stk. 5)

Forslaget til § 9 c, stk. 5 indeholder en mulighed for at kunne pålægge en tidligere opholdskommune refusion, hvis denne kommune har udvist passivitet i forhold til at iværksætte foranstaltninger som nævnt i § 9 c, stk. 2-4. Med lovforslaget indføres den retstilstand, som har været forudsat frem til 2003. Lovforslaget medfører således ingen ændring i, at det fortsat vil kræve et sikkert bevis for 1) at der er en situation, der kræver handling, og 2) at den tidligere kommune var klar over dette.

Den forholdsvis snævre adgang til refusion i de omhandlede tilfælde skyldes, at refusionen i disse tilfælde nærmere har karakter af en erstatning. Derfor er det ønsket, at refusionen kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor det er klart at en kommune har opført sig forkert.

Typetilfældet er en familie med truede børn, hvor den tidligere kommune burde have iværksat en anbringelse, inden familien flyttede fra kommunen. Men der kan også tænkes at være andre situationer €" fx i forhold til personer med vidtgående handicaps, hvor en kommune ikke iværksætter de nødvendige foranstaltninger, og hvor personen så på eget initiativ flytter til en anden kommune.

Man skal være opmærksom på, at refusion for undladelsen af at iværksætte de nødvendige foranstaltninger ikke kun er til gavn for de kommuner som uretmæssigt overtager en social udgift. Refusionsadgangen antages at have en vis præventiv virkning i forhold til visse kommuner, som derfor ventes at iværksætte den nødvendige foranstaltning i rette tid. En kommune som forholder sig passiv i forhold til et presserende problem skal i øvrigt som hidtil indbringes for det kommunale tilsyn.

Det er iværksættelsen af de foranstaltninger, som er nævnt i § 9 c, stk. 2 - 4, som skal kunne udløse refusion efter den foreslåede bestemmelse fra en tidligere opholdskommune. Betingelsen er ikke, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket ved opholdet. Betingelsen er, at behovet for foranstaltningen også var til stede inden flytningen, og at den tidligere kommune var klar over dette behov, men alligevel undlod at iværksætte foranstaltningen.

Bestemmelsen stiller store bevismæssige krav. Både for så vidt angår at behovet var til stede, og at den tidligere kommune var bekendt med dette behov.

Når bestemmelsen anvendes i forhold til anbringelsen af børn, vil den kommune som træffer afgørelse om anbringelse og får krav på refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, blive barnets selvstændige handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4.

Der fastsættes endvidere adgang til refusion, når behovet for en anbringelse skyldes, at den tidligere opholdskommune har truffet afgørelse om hjemgivelse af et barn, og det var åbenbart, at foranstaltningen skulle have fortsat.

I sager om for tidlig hjemgivelse vil det ligeledes være et krav, at anbringelsesgrundlaget fortsat er til stede samt at dette er åbenbart.

Til nr. 3 (§ 9, stk. 6, 2. pkt.)

Lovforslaget indfører mellemkommunal refusion for udgiften til plejevederlag, når plejeforholdet finder sted udenfor den døendes opholdskommune.

Ankestyrelsen har fastlagt en praksis, hvorefter plejevederlag udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted. Denne praksis foreslås med nærværende lovforslag lovfæstes. Ankestyrelsen har i forhold til refusion for udgiften til plejevederlag fundet at forholdet bør behandles på samme måde som refusion for udgiften til hjemmehjælp under midlertidige ophold i en anden kommune. Da reglerne for hjemmehjælp under midlertidige ophold i en anden kommune nu medfører, at der er refusion for udgiften bør der ligeledes indføres adgang til refusion for plejevederlaget.

Retten til mellemkommunal refusion for udgiften til plejevederlaget har den kommune som udbetaler plejevederlag i relation til en døende, som opholdskommune i en anden kommune.

Når der er refusion for plejevederlag er der ligeledes refusion for sygeplejeartikler m.v. jeg. Servicelovens § 107.

Til nr. 3 (§ 9 c, stk. 8)

Beregningen af den mellemkommunale refusion har ikke hidtil hvilet på lovregler, men Ankestyrelsen har haft anledning til at tage stilling til visse dele af beregningen. Lovforslaget ændrer ikke denne praksis, bortset fra at lovforslaget indfører adgang til, at der nu kan medtages udgifter til servicearealer ved beregningen af den mellemkommunale refusion.

 Der er typisk tale om funktioner, der normalt ikke foregår i en bolig, men i en institution eller i en klinik. Servicearealer er fx arealer/ lokaler til: Genoptræning, hjemmesygepleje, personalets vagtstue, køkken, cafeteria, kiosk, fodpleje og frisør.

Til nr. 3 (§ 9 c, stk. 9, 2. pkt.)

Det er hensigten med lovforslaget, at kommuner som har forsorgshjem mv. skal have mulighed for, i videre omfang end hidtil, at få refusion efter § 9 c. Efter praksis ophører en tidligere opholdskommunes betalingsforpligtelse, når en person har klaret sig selv i en periode. Med lovforslaget indføres en retstilstand, hvorefter der for en person på forsorgshjem altid kan findes en tidligere opholdskommune, idet en tidligere opholdskommune ikke bliver frigjort fra fremtidige forpligtelser, selvom en person har klaret sig selv i en periode eller i øvrigt har haft ophold der ikke har medført, at der kan fastlægges en ny opholdskommune i denne periode.

Det skal bemærkes, at i de situationer, hvor en borger efter et ophold på et forsorgshjem tager ophold i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger er forsorgshjemskommunen blevet ny opholdskommune. Ligeledes kan en person have opnået opholdskommune i en forsorgshjemskommune inden personen tager ophold på forsorgshjem.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 11 c, stk. 1)

Stk. 1, nr. 1-4 svarer med redaktionelle ændringer til gældende bestemmelse. Forslaget til stk. 1, nr. 5, er ny.

Lovforslaget indeholder en undtagelse til princippet om, at indhentelse af oplysninger til behandling af sociale sager kræver samtykke. Det er således fastsat, at en kommune, som yder mellemkommunal refusion til en anden kommune kan indhente visse oplysninger om refusionskravet. En betalingskommune kan kræve oplyst, efter hvilke hjemler, der er ydet hjælp til den pågældende borger, hvilke elementer, der indgår i beregningen, hvor mange enheder og enhedspriserne der indgår.

Det skal således ikke fremgå, hvilket specifikt botilbud/ opholdssted den pågældende borger bor på, men hvilken hjemmel der er for opholdet. Ligeledes skal det ikke oplyses, hvad grundlaget for hjælpen er €" altså hvilke forhold hos borgeren der begrunder hjælpen og eventuelle ændringer i behov. Det skal oplyses, hvilke beregninger der ligger til grund for kravet €" herunder hvilke delelementer der er medtaget. Hvis borgeren modtager personlig og praktisk hjælp mv., kan betalingskommunen forlange at blive gjort bekendt med, hvor mange timer der bevilges, og hvilken beregning der ligger til grund for prisen på en times hjælp.

Forslaget fraviger persondataloven til ugunst for borgeren.

Til nr. 5 (§ 79 a)

Forslaget indebærer, at de praksisundersøgelser, der i forvejen foretages vedrørende den enkelte kommune/ det enkelte amt nu skal optages på dagsordenen på byrådsmøde/ amtsrådsmøde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til § 2

I § 2 indsættes de ændringer, som er foreslået i § 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, således som loven er ændret som følge af kommunalreformen. Der ændres således i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som ændret ved lov nr. 574 af 24. juni 2005 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og andre love og om ophævelse af lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. og lov om gennemførelse af visse tjenestemandsretlige og pensionsmæssige forhold m.v. i forbindelse med gennemførelse af lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand (Konsekvensrettelser på det sociale område som følge af kommunalreformen). Lov nr. 574 af 24. juni 2005 træder i kraft den 1. januar 2007.

Forslaget medtager ikke bestemmelsen i § 9, stk. 7, da denne bestemmelse ikke er ændret som følge af kommunalreformen. Den under § 1 foreslåede § 9, stk. 7, vil således fortsat være gældende efter den 1. januar 2007.

Til nr. 1-3

Det foreslås, at de under § 1 foreslåede ændringer også indsættes i §§ 9 b og 9 c samt § 11 c, således som bestemmelserne er affattet ved lov nr. 574 af 24. juni 2005. Der er tale om ændrede henvisninger til bestemmelserne i lov nr. 573 af 24. juni 2005 om social service, som træder i kraft den 1. januar 2007.

Til nr. 4

Den foreslåede bestemmelse i § 79 a svarer til den under § 1 foreslåede § 79 a med de ændringer, som følger af lov nr. 574 af 24. juni 2005. Det vil sige, at amtsrådet ikke vil være omfattet af bestemmelsen fra den 1. januar 2007. Undersøgelser foretaget af såvel Ankestyrelsen, de sociale nævn som beskæftigelsesankenævnene vil være omfattet af bestemmelsen.

Til § 3

Til stk. 1

§ 1 træder i kraft 1. januar 2006.

Til stk. 2

§ 2 træder i kraft 1. januar 2007.

Til stk. 3-5

Der indføres overgangsregler for udgifter, som med lovændringen bliver refusionspligtige. Refusion efter bestemmelserne § 9 c, stk. 5, 6 og 8 kan således kun ske, når udgiften er afholdt efter 1. januar 2006. Dermed sikres, at der ikke lovgives med tilbagevirkende kraft.