Skriftlig fremsættelse (27. oktober 2005)

Socialministeren (Eva Kjer Hansen) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Handlepligt ved uenighed, mellemkommunal refusion ved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion, mellemkommunal refusion for plejevederlag, adgang til at indhente oplysninger i forbindelse med refusionspligten og behandling af praksisundersøgelse på møde)

(Lovforslag nr. L 37).

Dette lovforslag samler en række enkeltforslag med præcisering af ansvarsfordelingen mellem kommuner som tema.

Det er lovforslag, der alle udspringer af mit ansvar for løbende at sikre, at lovgivningen fungerer hensigtsmæssigt og rimeligt.

Det er i denne sammenhæng, at forslaget også indeholder en præcisering af det kommunalpolitisk og amtspolitiske ansvar for at følge op på klageinstansernes praksisundersøgelser på det sociale område.

Jeg skal herefter præsentere de enkelte elementer i forslaget.

Den sociale lovgivning bygger på et princip om, at der er én og kun én kommune, der har handlepligten i forhold til borgeren. Det har imidlertid vist sig, at kommunerne i længere perioder kan være uenige om, hvem der er borgerens handlekommune, med den konsekvens, at borgeren ikke kan få den nødvendige hjælp. Om end det kun er sjældent, at kommunerne på denne måde forringer borgernes retssikkerhed, kan problemerne for den enkelte borger være uoverskueligt store. Derfor foreslås det, at det i lovgivningen fastsættes, hvem borgeren kan henvende sig til vedrørende ydelser efter den sociale lovgivning i de tilfælde, hvor to eller flere kommuner ikke kan blive enige om ansvaret.

Der er kommuner, som oplever, at tilflyttere med meget store sociale problemer, burde have fået hjælp langt tidligere end tilfældet er. Disse kommuner, der selv iværksætter den nødvendige hjælp, kan føle, at tilflytternes tidligere opholdskommuner, ved at forholde sig passivt i forhold til de sociale problemer, skubber problemerne €" og udgifterne €" videre til en anden kommune. Lovforslaget indeholder derfor en hjemmel til, at tidligere opholdskommuner, under visse betingelser, kan pålægges refusion, hvis de undlader at iværksætte de nødvendige foranstaltninger, eller hvis de bringer nødvendige foranstaltninger til ophør.

Retssikkerhedslovens grundprincip vedrørende kommunernes handle- og betalingsansvar går ud på, at det er borgerens opholdskommune, der handler og betaler €" også når borgeren opholder sig udenfor kommunegrænsen. Dette princip er dog brudt for så vidt angår hjemmehjælp under midlertidigt ophold i en anden kommune €" den såkaldte sommerhusregel. I dette tilfælde er det den midlertidige kommune, der skal yde hjemmehjælpen. Det samme er for så vidt tilfældet med plejevederlag. Plejevederlag udbetales af den kommune, hvor plejen foregår. Med henblik på at følge princippet om at opholdskommunen betaler for ydelsen, indeholder lovforslaget en bestemmelse om, at udgiften til plejevederlag, ligesom det gælder for udgiften til hjemmehjælp, afholdes af opholdskommunen.

Der findes ikke i lovgivningen beregningsregler for den mellemkommunale refusion. Der har imidlertid i praksis udviklet sig regler for opgørelsen af disse mellemkommunale krav. Det er således fastslået af Ankestyrelsen, at kun udgifter der er direkte personhenførbare kan medtages i kravet. Det betyder blandt andet, at der er store variationer i de krav, som en kommune kan sende videre afhængigt af, om borgeren bor på plejehjem eller i ældrebolig. Dette skyldes, at der er udgifter til lokaler på plejehjem, som ikke kan henføres til enkelte personer. Det gælder for eksempel arealer til genoptræning, personalerum, køkken, cafeteria og kiosk. Lovforslaget indeholder derfor en adgang til at kunne medtage udgiften til disse arealer.

Flere kommuner har peget på det problem, at reglerne om en mellemkommunal refusion fra en tidligere opholdskommune for beboere på forsorgshjem ikke nytter noget, når forsorgshjemsbeboerens færden ikke kan fastlægges. En tidligere opholdskommunes betalingspligt ophører, når borgeren har klaret sig selv i en periode. Efter praksis kan den tidligere opholdskommunes betalingspligt ophøre, uden at borgeren har fået en ny opholdskommune. Lovforslaget forsøger at rette op på denne retstilstand ved at fastslå, at en tidligere opholdskommunes betalingsforpligtelse i forhold til en hjemløs først ophører, når der er en ny kommune, der kan overtage handle- og betalingsansvaret.

Retssikkerhedslovens regler om indhentelse af oplysninger udgør en ændring af persondataloven til gunst for borgerne, idet indhentelsen af oplysninger, med kun få undtagelser, skal ske med samtykke fra den oplysningerne vedrører. Undtagelserne til kravet om samtykke vedrører situationer, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at det er borgeren, der afgør om oplysningerne skal indhentes. Det drejer sig blandt andet om sager om anbringelser af børn og tilbagebetaling af uberettiget modtaget ydelser. Der har imidlertid vist sig endnu en sagstype, hvor det ikke er en god ide at lade borgeren afgøre, om oplysningerne skal indhentes. Det drejer sig om sager, hvor der ydes mellemkommunal refusion fra en tidligere opholdskommune. Denne tidligere opholdskommune har behov for at vide, hvad pengene bruges til. Lovforslaget indeholder derfor en begrænset adgang til at indhente oplysninger om den person, som kommunen yder refusion for.

De sociale nævn og Ankestyrelsen har efter lovgivningen mulighed for at udarbejde undersøgelser om kommunernes praksis. Erfaringen viser imidlertid, at undersøgelserne ikke altid kommer de ansvarlige i kommunerne og amterne for øre. Derfor foreslås det, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet er forpligtet til at behandle klageinstansernes undersøgelser af kommunens eller amtskommunens egen praksis på et møde.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.