L 35 (som fremsat): Forslag til lov om æmdring
af lov om tjenestemandspension (Bevarelse af tillæg til visse
pensionister til det 67. år og beregning af pension til
tjenestemænd med lavere pligtig afgangsalder end 70
år).
Fremsat den 13. oktober 2005 af
finansministeren (Thor Pedersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
tjenestemandspension
(Bevarelse af tillæg til visse
pensionister til det 67. år og beregning af pension til
tjenestemænd med lavere pligtig afgangsalder end 70
år)
§ 1
I lov om tjenestemandspension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 230 af 19. marts 2004, som
ændret ved § 3 i lov nr. 527 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer:
1. § 6, stk. 4, 1.
pkt., affattes således:
»Der ydes tillæg i henhold til
stk. 3 til det 67. år til egenpensionister, der er
afskediget på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed, er
fratrådt den 1. juli 1999 eller tidligere, har fået
tilkendt førtidspension efter lov om social pension
før den 1. juli 1999 og fylder 65 år den 1. juli 2004
eller senere.«
2. I § 6 indsættes som
nyt stk. 7:
» Stk. 7. Pensionen
nedsættes dog ikke efter stk. 6, når en
tjenestemand begærer afsked efter den aldersgrænse for
pligtig afgang, der er aftalt i medfør af § 29 i
lov om tjenestemænd, men inden en individuelt aftalt
højere aldersgrænse.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
3. I § 12, stk. 2,
indsættes som 2. pkt.:
»Til ægtefællepensionister efter
tjenestemænd eller pensionerede tjenestemænd på
Færøerne, der er ansat i deres stilling før 1.
juli 1999, ydes tillægget, indtil
ægtefællepensionisten opnår folkepensionsalderen,
dog længst til det 67. år.«
4.§ 17 affattes
således:
» § 17. Pensionen
efter § 6 og § 12 fastsættes på
grundlag af den pensionsalder, tjenestemanden ville have
opnået ved tjeneste indtil sit fyldte 70. år, når
den pågældende afskediges efter at være fyldt 60
år, men inden sit fyldte 70. år, som følge af at
den pågældende har nået aldersgrænsen for
pligtig afgang.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder også anvendelse, når en tjenestemand afskediges
eller søger sig afskediget efter den aldersgrænse for
pligtig afgang, der er aftalt i medfør af § 29 i
lov om tjenestemænd, men inden en individuelt aftalt
højere aldersgrænse.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. § 1, nr. 2 og 4, har
virkning for tjenestemænd, der 1. april 2005 eller senere
indgår individuel aftale om en højere pligtig
afgangsalder end den, der er aftalt centralt eller decentralt
Stk. 3. § 1, nr. 3, har
virkning fra den 1. juli 2004.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
indhold
Lovforslaget er hovedsagelig en
opfølgning på aftale- og overenskomstforhandlingerne i
staten i 2005.
1.1. Udvidet ordning for tillæg
til pensionen til det 67. år for visse
svagelighedspensionerede tjenestemænd
Efter en overgangsordning i lov om
tjenestemandspension bevarer 2 årgange af
svagelighedspensionerede tjenestemænd med en
folkepensionsalder på 65 år under visse betingelser et
tillæg til pensionen (under 65-års tillæg) til
det 67. år.
Det foreslås, at denne overgangsordning
udvides til at omfatte alle svagelighedspensionerede
tjenestemænd, der har en folkepensionsalder på 65
år, og som opfylder lovens øvrige betingelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2
nedenfor.
1.2. Pensionsberegning for
tjenestemænd med en pligtig afgangsalder, der er lavere end
70 år
Pensionen til tjenestemænd, der har en
lavere pligtig afgangsalder end 70 år, beregnes efter en
særregel i loven på grundlag af en pensionsalder, som
er fremregnet til det 70. år.
Det foreslås, at den særlige
pensionsberegning også anvendes i tilfælde, hvor der
individuelt er aftalt en højere aldersgrænse for
fratræden, men hvor tjenestemanden fratræder,
før denne aldersgrænse er nået. Dette
gælder uanset afskedsårsag.
Der foreslås tillige en justering af
reglerne om fradrag for førtidspensionering. Justeringen
betyder, at tjenestemanden undgår
førtidspensionsfradrag i tilfælde, hvor
pågældende fratræder, inden den individuelt
aftalte højere aldersgrænse er nået.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3
nedenfor.
1.3. Indførelse af
tillæg til pensionen til det 67. år for visse
ægtefællepensionister på
Færøerne
Det foreslås, at ægtefæller
efter tjenestemænd eller pensionerede tjenestemænd
på Færøerne, der er ansat i deres stilling
før 1. juli 1999, bevarer tillægget til pensionen
(under 65-års tillægget) til det 67. år som
følge af, at folkepensionsalderen på
Færøerne er 67 år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4
nedenfor.
2. Udvidet ordning for tillæg
til pensionen til det 67. år for visse
svagelighedspensionerede tjenestemænd
2.1. Gældende regler
I henhold til § 6, stk. 3, i
lov om tjenestemandspension får tjenestemandspensionister et
tillæg til pensionen, som falder væk, når
pensionisten fylder 65 år (under 65-års
tillæg).
Efter lovens § 6, stk. 4, 1.
pkt., bevarer visse svagelighedspensionerede tjenestemænd dog
tillægget til det 67. år. Betingelserne er, at
pensionisten
1) er afskediget på grund af
helbredsbetinget utjenstdygtighed,
2) er fratrådt den 1. juli 1999 eller
tidligere,
3) har fået tilkendt førtidspension
efter lov om social pension før denne dato og
4) fylder 65 år i perioden 1. juli 2004
til 30. juni 2006.
Tjenestemandspensionen beregnes som en
procentdel af den pensionsgivende løn efter en særlig
vægtet optjening (procentpension). Tjenestemandspensionister,
der ikke har nået folkepensionsalderen, får et
tillæg til procentpensionen. Tillægget falder væk
ved opnåelse af folkepensionsalderen.
I 1999 blev folkepensionsalderen nedsat fra
67 år til 65 år for personer, der fylder 65 år
den 1. juli 2004 eller senere. Som konsekvens heraf blev lov om
tjenestemandspension ændret, så
tjenestemandspensionister i denne aldersgruppe får
tillægget til det 65. år, jf. lov nr. 346 af 2. juni
1999.
Den gældende overgangsordning i lovens
§ 6, stk. 4, 1. pkt., om bevarelse af
tillægget til det 67. år for 2 årgange af
svagelighedspensionerede tjenestemænd blev indført ved
lov nr. 1041 af 17. december 2002. Lovændringen var et led i
opfølgningen på aftale- og overenskomstforhandlingerne
i 2002.
2.2. Finansministeriets
overvejelser
Nedsættelsen af aldersgrænsen fra
67 til 65 år for tillægget til pensionen
indebærer normalt en økonomisk fordel for
tjenestemandspensionister, da folkepensionens grundbeløb
beløbsmæssigt overstiger tillægget til
procentpensionen.
For svagelighedspensionerede
tjenestemænd, der får førtidspension efter lov
om social pension, medfører nedsættelsen af
aldersgrænsen derimod en indtægtsnedgang. Det skyldes,
at folkepensionens grundbeløb beløbsmæssigt
svarer til grundbeløbet i den sociale pension, som falder
væk ved overgangen til folkepension.
Afgrænsningen af den personkreds, som
er omfattet af den gældende overgangsordning, beroede dels
på en afvejning af de forventninger, en tjenestemand kan have
på baggrund af de regler, der gælder på relevante
tidspunkter, dels på en afvejning af den tid, en person har
til at indrette sig på konsekvenserne af en ændret
lovgivning.
Ved aftale- og overenskomstforhandlingerne i
2005 blev den pensionsretlige stilling for svagelighedspensionerede
tjenestemænd med en folkepensionsalder på 65 år
på ny drøftet. Pensionister, der fylder 65 år
efter den 30. juni 2006, er ikke omfattet af overgangsordningen. De
vil imidlertid opleve det samme indtægtstab, når de som
65-årige overgår til folkepension i modsætning
til den »almindelige« tjenestemandspensionist, som ikke
får social pension, og som derfor oplever en forbedret
økonomi ved at få folkepension 2 år
tidligere.
I forbindelse med nedsættelsen af
folkepensionsalderen blev der etableret en overgangsordning i lov
om social pension. Overgangsordningen gælder for personer,
der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, og som har
fået tilkendt førtidspension eller invaliditetsydelse
med virkning fra før den 1. januar 2002. Det er yderligere
en betingelse, at de umiddelbart inden overgangen til folkepension
har modtaget førtidsbeløb, invaliditetsbeløb
eller erhvervsudygtighedsbeløb. Overgangsordningen
indebærer, at de nævnte personer bevarer disse
tillæg til førtidspensionens grundbeløb til det
67. år. Staten afholder udgifterne til de bevarede
tillæg.
På denne baggrund finder
Finansministeriet det samlet set rimeligt at udvide den
eksisterende overgangsordning, så ingen af gruppens
svagelighedspensionerede tjenestemænd, som før
nedsættelsen af folkepensionsalderen havde udsigt til at
få tillægget frem til det 67. år, rammes af
indtægtsnedgang som følge af bortfald af
tillægget 2 år tidligere.
Finansministeren gav derfor som led i aftale-
og overenskomstforhandlingerne i 2005 tilsagn om at søge lov
om tjenestemandspension ændret med henblik på at udvide
overgangsordningen, så den kommer til at omfatte hele
gruppen. Udgiften hertil er indeholdt i den samlede
økonomiske ramme for overenskomstforliget 2005.
3. Pensionsberegning for
tjenestemænd med en pligtig afgangsalder, der er lavere end
70 år
3.1. Gældende regler
Tjenestemænd afskediges fra udgangen af
den måned, hvori de fylder 70 år eller opnår den
alder, der efter den øvrige lovgivning er foreskrevet som
aldersgrænse for vedkommende stilling, eller opnår den
alder over 60 år, som i medfør af § 45 i lov
om tjenestemænd er fastsat ved aftale, jf. § 29 i
lov om tjenestemænd.
Efter § 17 i lov om
tjenestemandspension gælder der særlige regler for
beregning af pension til tjenestemænd, som bliver afskediget
efter at være fyldt 60 år, men inden det fyldte 70.
år som følge af, at de har nået den
aldersgrænse, der gælder for vedkommende stilling.
Pensionen til disse tjenestemænd bliver beregnet på
grundlag af den pensionsalder, de ville have opnået ved
tjeneste indtil 70 års alderen.
Bestemmelsen skal sikre, at
tjenestemænd med en pligtig afgangsalder, der er lavere end
70 år, ikke stilles ringere pensionsmæssigt som
følge af den lavere aldersgrænse.
Efter lovens § 6, stk. 6, skal
pensionen nedsættes, når en tjenestemand begærer
afsked efter at være fyldt 60 år, men inden det 65.
år eller den lavere alder, ved hvilken han skulle have
været afskediget. Nedsættelsen sker i forhold til den
tid, der står tilbage, indtil tjenestemanden fylder 65
år eller opnår den lavere alder, ved hvilken han skulle
have været afskediget.
3.2. Finansministeriets
overvejelser
Visse grupper af tjenestemænd har en
lavere pligtig afgangsalder end 70 år i medfør af
centralt eller decentralt indgåede aftaler. Således er
den pligtige afgangsalder for store grupper af tjenestemænd i
politiet og kriminalforsorgen 63 år. For store grupper af
tjenestemænd i forsvaret er den pligtige afgangsalder 60
år.
Ved aftale- og overenskomstforhandlingerne i
2005 blev der opnået enighed om, at aftaler om lavere pligtig
afgangsalder kan fraviges ved individuel aftale mellem
ansættelsesmyndigheden og den enkelte tjenestemand.
Finansministeriet fandt, at der burde være mulighed for at
sætte aldersgrænsen op i tilfælde, hvor
såvel tjenestemanden som ansættelsesmyndigheden har
interesse i, at ansættelsesforholdet opretholdes. Efter
forhandlingsresultatet kan der individuelt aftales en højere
pligtig afgangsalder end den, der er aftalt centralt eller
decentralt. De nærmere kriterier herfor fastlægges
efter forhandlingsresultatet i en rammeaftale mellem
Finansministeriet og vedkommende forhandlingsberettigede
organisation.
Forhandlingsresultatet forudsatte en
ændring af bestemmelsen i lovens § 17, så den
også kan anvendes på tjenestemænd, der
indgår individuel aftale om en højere pligtig
afgangsalder. Formålet med forslaget er at sikre den enkelte
tjenestemand en uændret retsstilling med hensyn til
pensionsberegning.
Der er tillige behov for en justering af
reglerne om fradrag for førtidspensionering i lovens
§ 6, stk. 6, så det sikres, at tjenestemanden
ikke får forringet sin pensionsmæssige stilling ved at
indgå en aftale om en højere pligtig afgangsalder.
4. Indførelse af tillæg
til pensionen til det 67. år for visse
ægtefællepensionister på
Færøerne
4.1. Gældende regler
Efter § 6, stk. 3, i lov om
tjenestemandspension ydes der et tillæg til pensionen, indtil
tjenestemandspensionisten fylder 65 år.
Tjenestemænd, der er pensioneret fra en
stilling på Færøerne, og som er ansat i denne
stilling før den 1. juli 1999, får tillægget
efter § 6, stk. 3, indtil opnåelse af
folkepensionsalderen, dog længst indtil det 67. år, jf.
lovens § 6, stk. 4, 2. pkt.
Den særlige regel for statens
tjenestemænd på Færøerne blev
indført ved lov nr. 1041 af 17. december 2002 som
opfølgning på aftale- og overenskomstforhandlingerne i
2002, hvor spørgsmålet om en overgangsordning for
tjenestemænd på Færøerne var inddraget.
Baggrunden var, at folkepensionsalderen på
Færøerne fortsat er 67 år.
Der blev imidlertid ikke indført en
tilsvarende regel om bevarelse af tillægget for
ægtefællepensionister efter sådanne
tjenestemænd på Færøerne. Det betyder, at
ægtefællepensionister ikke er ligestillet med
pensionerede tjenestemænd.
4.2. Finansministeriets
overvejelser
Det er Finansministeriets opfattelse, at der
bør søges gennemført en ligestilling mellem
tjenestemandspensionister på Færøerne og
ægtefællepensionister efter disse, da samme hensyn
gør sig gældende for ægtefællepension med
hensyn til bevarelse af tillæg. Det foreslås derfor at
udvide ordningen til også at omfatte ægtefæller
efter disse tjenestemænd for at rette op på den
utilsigtede virkning af lovændringen i 2002.
5. Økonomiske konsekvenser for
det offentlige
De samlede statsudgifter ved
gennemførelse af lovforslagets § 1, nr. 1, om
bevarelse af tillæg til pensionen til det 67. år for
visse svagelighedspensionerede tjenestemænd forventes at
udgøre ca. 153 mio. kr. over en periode på 30
år. Lovforslaget, som er finansieret inden for den samlede
økonomiske ramme for aftale- og overenskomstforliget 2005
på det statslige område, får først
virkning fra 2006, hvor den samlede merudgift forventes at
udgøre 3,1 mio. kr. I 2007, 2008 og 2009 anslås
merudgiften til henholdsvis 9,3 mio. kr., 12,7 mio. kr. og 12,9
mio. kr.
De statslige udgifter som følge af
lovforslagets § 1, nr. 3, om tillæg til pensionen
til visse ægtefællepensionister på
Færøerne skønnes at være ubetydelige.
Lovforslaget vedrører ikke kommunale
tjenestemænd, men tilsvarende ændring som i
§ 1, nr. 1, er aftalt for kommunale tjenestemænd
ved aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2005 på det
kommunale område.
6. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
7. Høring m.v.
Lovforslaget har været sendt til
høring hos Centralorganisationernes Fællesudvalg,
Statsansattes Kartel, Stats- og Kommunalt Ansattes
Forhandlingsfællesskab, Akademikernes Centralorganisation,
Domstolsstyrelsen, KL, Amtsrådsforeningen, Københavns
Kommune, Frederiksberg Kommune, Kommunernes
Lønningsnævn, Hovedstadens Sygehusfællesskab,
Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte,
Københavns og Frederiksbergs
Fællesrepræsentation, Forhandlingsfællesskabet
for Hovedstadens Sygehusfællesskab, Færøernes
Landsstyre og Grønlands Hjemmestyre.
Lovforslaget har i henhold til § 48
i lov om tjenestemænd været forhandlet med
tjenestemændenes centralorganisationer.
Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
| Positive
konsekvenser/mindreudgifter | Negative
konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | De samlede statsudgifter forventes at
udgøre ca.153 mio. kr. over 30 år. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter lovens § 6, stk. 4, 1.
pkt., gælder overgangsordningen om bevarelse af
tillægget (under 65-års tillægget) til det 67.
år for tjenestemænd, der fylder 65 år i perioden
1. juli 2004 til 30. juni 2006. Det foreslås, at
begrænsningen til tjenestemænd, der fylder 65 år
i perioden frem til 30. juni 2006, udgår. Ordningen kommer
derved til at omfatte alle svagelighedspensionerede
tjenestemænd, der fylder 65 år den 1. juli 2004 eller
senere, og som opfylder de øvrige gældende betingelser
om afskedstidspunkt og tidspunkt for tilkendelse af
førtidspension efter lov om social pension.
Til nr. 2
Efter lovens § 6, stk. 6, 1.
pkt., nedsættes pensionen til en tjenestemand, der
begærer afsked efter at være fyldt 60 år, i
forhold til den tid, der står tilbage, indtil han fylder 65
år eller opnår den lavere alder, ved hvilken han skulle
have været afskediget.
For en tjenestemand, der har indgået en
individuel aftale om en højere pligtig afgangsalder, vil
bestemmelsen medføre, at der skal beregnes
førtidspensionsfradrag i pensionen, hvis den
pågældende begærer afsked på et tidspunkt,
der ligger efter den aldersgrænse, der er aftalt centralt
eller decentralt, men inden den pågældende har
nået den individuelt aftalte højere
aldersgrænse.
Det foreslås at indsætte et nyt
stk. 7, som sikrer, at tjenestemanden ikke får forringet
sin pensionsmæssige stilling i tilfælde, hvor der
individuelt er aftalt en højere aldersgrænse, men hvor
den pågældende ønsker at fratræde,
før denne aldersgrænse er nået.
Til nr. 3
Det foreslås, at ægtefæller
efter tjenestemænd eller pensionerede tjenestemænd
på Færøerne, der er ansat i deres stilling
før 1. juli 1999, bevarer tillægget til pensionen
(under 65-års tillægget) til det 67. år som
følge af, at folkepensionsalderen på
Færøerne er 67 år.
Hvis en ægtefællepensionist, der
er omfattet af forslaget, tager bopæl i Danmark og dér
er berettiget til folkepension før det 67. år,
bortfalder tillægget.
Det foreslås, at bestemmelsen har
virkning fra 1. juli 2004, hvor nedsættelsen af
folkepensionsalderen trådte i kraft, jf. forslagets
§ 2, stk. 3.
Til nr. 4
Efter lovens § 17 fastsættes
pensionen til en tjenestemand, der bliver afskediget efter at
være fyldt 60 år, men inden sit fyldte 70. år,
som følge af, at han har nået den aldersgrænse,
der gælder for vedkommende stilling, på grundlag af den
pensionsalder, han ville have opnået ved tjeneste indtil 70
års alderen.
Der foreslås en ændret affattelse
af bestemmelsen, så den tager højde for individuelle
aftaler om en højere pligtig afgangsalder.
Endvidere foreslås, at der
indsættes et nyt stk. 2. Herefter vil en tjenestemand,
der individuelt har aftalt en højere aldersgrænse end
den, der er aftalt centralt eller decentralt, få sin
pensionsalder fremregnet til det 70. år, uanset om
pågældende afskediges eller søger sig
afskediget, inden den aftalte højere aldersgrænse er
nået, og uanset afskedsårsagen. Forslaget skal sikre,
at pensionen ikke forringes i tilfælde, hvor den
højere aldersgrænse ikke nås, f.eks. hvis
tjenestemanden bliver syg.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2006.
I s tk. 2 foreslås det,
at bestemmelsen i § 1, nr. 2 og 4, har virkning for
tjenestemænd, der efter 1. april 2005 indgår individuel
aftale om en højere pligtig afgangsalder end den, der er
aftalt centralt eller decentralt.
I stk. 3 foreslås det, at
bestemmelsen i § 1, nr. 3, har virkning fra 1. juli 2004,
hvor nedsættelsen af folkepensionsalderen trådte i
kraft.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I lov om tjenestemandspension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 230 af 19. marts 2004, som
ændret ved § 3 i lov nr. 527 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 6. --- | | |
Stk. 4 , 1. pkt. Til
egenpensionister, der er afskediget på grund af
helbredsbetinget utjenstdygtighed, er fratrådt den 1. juli
1999 eller tidligere, har fået tilkendt førtidspension
efter lov om social pension før denne dato, og som fylder 65
år i perioden 1. juli 2004 til 30. juni 2006, ydes
tillæg i henhold til stk. 3 til det 67. år. Stk. 5
. --- | | 1.§ 6, stk. 4, 1.
pkt ., affattes således: »Der ydes tillæg i henhold til
stk. 3 til det 67. år til egenpensionister, der er
afskediget på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed, er
fratrådt den 1. juli 1999 eller tidligere, har fået
tilkendt førtidspension efter lov om social pension
før den 1. juli 1999 og fylder 65 år den 1. juli 2004
eller senere.« |
| | |
§ 6. --- | | |
Stk. 6. Når en tjenestemand
begærer afsked efter at være fyldt 60 år,
nedsættes pensionen beregnet efter stk. 1-3 i forhold
til den tid, der står tilbage, indtil han fylder 65 år
eller opnår den lavere alder, ved hvilken han skulle have
været afskediget. Nedsættelsen af pensionen beregnes
samtidig med denne og reguleres efter § 27. | | 2. I
§ 6 indsættes som nyt stk. 7: » Stk. 7. Pensionen
nedsættes dog ikke efter stk. 6, når en
tjenestemand begærer afsked efter den aldersgrænse for
pligtig afgang, der er aftalt i medfør af § 29 i
lov om tjenestemænd, men inden en individuelt aftalt
højere aldersgrænse.« Stk. 7 bliver herefter stk. 8. |
| | |
§ 12. --- | | |
Stk. 2. Til
ægtefællepensionister ydes indtil det 65. år et
tillæg, der for hvert års pensionsalder udgør
1/37 af 23.500 kr. i årligt grundbeløb. Stk. 3.
--- | | 3. I § 12,
stk. 2, indsættes som 2. pkt.: »Til ægtefællepensionister efter
tjenestemænd eller pensionerede tjenestemænd på
Færøerne, der er ansat i deres stilling før 1.
juli 1999, ydes tillægget, indtil
ægtefællepensionisten opnår folkepensionsalderen,
dog længst til det 67. år.« |
| | |
§ 17. Når
en tjenestemand bliver afskediget efter at være fyldt 60
år, men inden sit fyldte 70. år, som følge af,
at han har nået den aldersgrænse, der gælder for
vedkommende stilling, fastsættes pensionen efter
§ 6 og § 12 på grundlag af den
pensionsalder, han ville have opnået ved tjeneste indtil 70
års alderen. | | 4. § 17 affattes
således: » § 17. Pensionen
efter § 6 og § 12 fastsættes på
grundlag af den pensionsalder, tjenestemanden ville have
opnået ved tjeneste indtil sit fyldte 70. år, når
den pågældende afskediges efter at være fyldt 60
år, men inden sit fyldte 70. år, som følge af at
den pågældende har nået aldersgrænsen for
pligtig afgang. |
| | Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder også anvendelse, når en tjenestemand afskediges
eller søger sig afskediget efter den aldersgrænse for
pligtig afgang, der er aftalt i medfør af § 29 i
lov om tjenestemænd, men inden en individuelt aftalt
højere aldersgrænse.« |
| | |
| | § 2 |
| | Stk. 1. Loven træder i kraft den
1. januar 2006. |
| | Stk. 2. § 1, nr. 2 og 4, har
virkning for tjenestemænd, der 1. april 2005 eller senere
indgår individuel aftale om en højere pligtig
afgangsalder end den, der er aftalt centralt eller decentralt. |
| | Stk. 3. § 1, nr. 3, har
virkning fra den 1. juli 2004. |