Skriftlig fremsættelse (12. oktober
2005)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
afgift af affald og råstoffer (Afgiftsændring for
bentonit, cement og dolomit- og magnesiumkalk samt
afgiftsgodtgørelse ved eksport)
(Lovforslag nr. L 34).
Forslaget indeholder en række
ændringer af råstofafgiften.
Dansk indvundet bentonit foreslås
pålagt afgift €" svarende til afgiften på
importeret bentonit. På baggrund af den ensidige
afgiftspålæggelse af importeret bentonit kan der rejses
tvivl om, hvorvidt råstofafgiften er i overensstemmelse med
EU-retten. Forslaget skønnes at medføre et merprovenu
på ca. 0,1 mio. kr.
Importører af cement foreslås
igen at få mulighed for at betale råstofafgift af den
dokumenterede mængde råstoffer til fremstilling af
cement €" ved hjælp af de såkaldte
leverandør- og fabrikanterklæringer.
Genindførelse af dokumentationsmuligheden samt tilsvarende
regler for danske producenter af cement bringer lovgivningen i
overensstemmelse med EU-retten. Provenutabet ved forslaget
skønnes med betydelig usikkerhed til ca. 0,5 mio. kr.
Forslaget er en følge af EU-regler, og mindreprovenuet kan
derfor kompenseres gennem forhøjelser af andre skatter og
afgifter.
Den kompenserende råstofafgift
foreslås lagt på importeret dolomit- og magnesiumkalk.
Dolomit- og magnesiumkalk kan substituere dansk kalk. Med forslaget
ligestilles dansk kalk og importeret kalk. Merprovenuet ved
forslaget skønnes til ca. 0,5 mio. kr.
Det foreslås, at der genindføres
mulighed for afgiftsgodtgørelse ved eksport af
videreforarbejdede råstoffer, såsom moler, tegl,
mursten, tagsten mv., for at imødegå forringelse af
konkurrenceevnen. I dag kan udelukkende simpelt forarbejdede
råstoffer opnå afløftelse af afgiften ved
eksport. Simpelt forarbejdede råstoffer har maksimalt
været underkastet en enkelt bearbejdning, såsom
sortering, nedknusning, lufttørring eller lignende simpel
bearbejdning. Med betydelig usikkerhed skønnes provenutabet
ved forslaget til ca. 2 mio. kr.
Det foreslås, at afregningstidspunktet
for råstoffer, der indgår i en videregående
proces, ændres fra udtagningstidspunktet til
tilførselstidspunktet. Den afgiftspligtige mængde
risikerer i dag at omfatte et eventuelt vandindhold.
Videregående processer omfatter opvarmning, brænding
eller lignende samt tilførsel af andre materialer end vand.
Afgiftslettelsen som følge af forslaget skønnes med
betydelig usikkerhed til under 1 mio. kr.
Forslaget skønnes samlet at
medføre et provenutab på ca. 3 mio. kr. på
helårsbasis og i finansåret 2006.
Ændringerne af råstofafgiften
foreslås at få virkning fra den 1. januar 2006.
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale
forslaget til Folketingets velvillige behandling.