L 27 Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven.

(Følgeretsvederlag).

Af: Kulturminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-10-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l27_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2005)

 

 

Kulturministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven (Følgeretsvederlag)

(Lovforslag nr. L 27).

Lovforslaget har til formål at gennemføre direktiv 2001/84/EF af 27. september 2001 om følgeret for ophavsmanden til et originalkunstværk. Direktivet skal være gennemført inden den 1. januar 2006.

Følgeretten indebærer, at kunstneren skal have en procentdel af salgsprisen, når hans eller hendes kunstværk videresælges ved fx auktions- eller gallerisalg.

Følgeretsdirektivet harmoniserer de eksisterende følgeretsordninger inden for EU og indfører følgeretten i de lande, som ikke hidtil har haft en sådan ordning.

I ophavsretsloven har der siden 1990 været en følgeretsordning, hvorefter der ved erhvervsmæssigt videresalg af kunstværker skal betales 5 % af salgsprisen til kunstneren. Der skal ikke betales vederlag i de situationer, hvor salgsprisen ikke overstiger 2.000 kr. Opkrævning og den praktiske administration varetages af Copy-Dan Billedkunst, som videreformidler vederlaget til de berørte kunstnere.

Med lovforslaget søges den nuværende ordning, som må anses for at være velfungerende, så vidt muligt videreført uændret. Som følge af direktivet er det nødvendigt at indføre en degressiv skala for vederlagets beregning i stedet for den gældende enhedssats på 5 %. Direktivet giver mulighed for at bevare en procentsats på 5 % for salg op til 50.000 euro, og denne mulighed foreslås udnyttet.

Endvidere foreslås den gældende mindstegrænse på 2.000 kr. principielt opretholdt, dog omregnet til euro, således at den kommer til at udgøre 300 euro.

Følgeretsvederlaget skal som udgangspunkt betales af sælger, men det foreslås, at også køberen kan pålægges pligt til at betale vederlag i de tilfælde, hvor det alene er køberen, der optræder som professionel på kunstmarkedet.

Endelig foreslås det, at der indføres en ret til indhentning af information. Retten indebærer, at forvaltningsselskabet, Copy-Dan Billedkunst, kan stille krav om, at de professionelle aktører, fx auktionshuse, indsender de oplysninger, der er nødvendige for at sikre vederlagets betaling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Folketingets velvillige behandling.