L 26 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager m.v.).

Fremsat den 5. oktober 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven 1)

(Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsstrafferetlige sager mv.)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 560 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 18 indsættes som stk. 3:

»S tk. 3. I byretssager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, kan landsrettens præsident efter indstilling fra dommeren bestemme, at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. For så vidt angår Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde træffes bestemmelsen af rettens præsident. Såfremt byretten er en af de i § 17, stk. 1 eller 4, nævnte retter, beskikkes en af dommerne efter § 45. Som retsformand fungerer den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller, hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen, den efter embedsalder ældste dommer, medmindre dommerne aftaler andet. Uden for domsforhandlingen kan en enkelt dommer handle på rettens vegne.«

2. I § 31 b, 1. pkt., indsættes efter »928 a, stk. 2 og 3,«: »eller er dokumenter undladt oplæst, jf. § 927 c,«.

3. I § 41 c indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Undlades oplæsning af dokumenter, der indgår i domsforhandlingen, jf. § 927 c, kan disse gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. I § 214, stk. 3, ændres:»Såfremt en dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag eller i en domsmandssag ved landsret« til: »Såfremt en dommer, en nævning eller en domsmand i en nævningesag, i en domsmandssag ved landsret eller i en sag, der behandles efter § 18, stk. 3,«.

5. I § 781, stk. 3, 2. pkt. indsættes efter »telekommunikationstjeneste«: », eller såfremt mistanken angår en overtrædelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 35, stk. 1, § 36 eller § 39, stk. 1«.

6. I § 840 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. En part kan anmode retten om at beramme sagen, når anklageskrift er indleveret til retten.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

7. I § 877 indsættes som nyt stk. 4:

»Stk. 4. Et vidnes forklaring til politirapport kan herudover efter rettens bestemmelse benyttes som bevismiddel, hvis parterne er enige herom, og vidnet ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis pågældende var blevet indkaldt som vidne i retten.«

8. Efter § 927 b indsættes:

»§ 927 c. Retten kan efter høring af parterne beslutte, at oplæsning af omfattende sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades. Retsformanden skal i så fald sikre, at rettens medlemmer gennemlæser disse dokumenter. Det skal fremgå af retsbogen, hvilke af de fremlagte bilag der er behandlet efter denne bestemmelse. Retten kan bestemme, at der helt eller delvis skal gives en mundtlig sammenfatning af dokumenter, hvor oplæsning er undladt, i retten.«

9. Efter § 928 b indsættes:

»§ 928 c. Ved afstemninger har hver dommer og hver domsmand én stemme. I sager, der behandles efter § 18, stk. 3, har, hvis undtagelsesvis kun 1 dommer medvirker, denne 2 stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½ stemme, hvis der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd«.

10. I § 965 d indsættes efter »927 b«: », 927 c«.

11. I § 968, stk. 2, indsættes efter »når og for så vidt beslutningen«: »angår sagens berammelse eller«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1, har virkning for sager, hvor anklageskriftet indgives efter lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Hovedformålet med lovforslaget er at sikre en hurtigere og mere hensigtsmæssig behandling af navnlig større økonomiske straffesager under iagttagelse af sædvanlige retssikkerhedskrav.

Forslagene bygger på betænkning nr. 1454/2004 om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet mv., som Justitsministeriet s udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget) afgav i december 2004. Forslagene bygger endvidere på et af Justitsministeriet udarbejdet notat af 12. januar 2004 om effektive midler i forhold til lang sagsbehandlingstid i straffesager, der er optrykt som bilag 1 til betænkningen.

Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre en ændring af reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, som er nødvendig for gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (EF-Tidende 2003 L 96 side 16). Denne del af lovforslaget bygger på en rapport om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsretlige overtrædelser, som en underarbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget afgav i januar 2005. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

1.2. Baggrund

Store straffesager om økonomisk kriminalitet har altid været meget tidskrævende både i efterforskningsfasen og i forbindelse med domstolsbehandlingen og dermed meget ressourcekrævende for hele retssystemet. Det har derfor løbende givet anledning til overvejelser, hvordan tids- og ressourceforbruget kunne begrænses inden for rammerne af de sædvanlige retssikkerhedskrav, der gælder for straffesagers behandling.

Gennem de seneste år er der i vidt omfang sket en stigning i ressourceforbruget i de enkelte sagskomplekser vedrørende økonomisk kriminalitet. En af grundene hertil har været, at der har været mange store straffesager, der har været meget komplicerede, og at der i flere sager end tidligere er internationale aspekter €" enten ved samvirkende kriminelle fra flere lande, ved at gerningsmænd og ofre er bosat i forskellige lande eller ved sagens økonomiske transaktioner. Endvidere har selskabstømningssagerne i en årrække lagt beslag på en meget stor del af de ressourcer, der er til rådighed til behandling af større økonomiske straffesager.

Denne udvikling giver i sig selv anledning til fornyede overvejelser om muligheden for at effektivisere den samlede proces i større økonomiske straffesager.

Også hensynet til den sigtede/tiltalte taler generelt for en så hurtig og effektiv sagsbehandling som muligt. I de store økonomiske sager må den sigtede/tiltalte i flere tilfælde vente flere år på en endelig afgørelse af sin sag. Det følger af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver har ret til en rettergang »inden en rimelig frist«, og en stor del af de klager, der indgives til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Danmark, vedrører helt eller delvis spørgsmål om sagsbehandlingstid. Har sagsbehandlingstiden været særlig langvarig, kan dette bl.a. få betydning ved straffens udmåling, som det er sket i flere tilfælde i forbindelse med afgørelsen af større økonomiske straffesager.

Endelig er spørgsmålet om bevissikring et yderligere argument for at effektivisere den samlede proces i større økonomiske sager. Eksempelvis kan værdien af vidnebeviser svækkes, hvis der forløber lang tid mellem det begåede forhold og tidspunktet, hvor vidnet føres.

Brydensholt-udvalget har i betænkning nr. 1454 fra december 2004 om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet gennemgået den samlede proces fra efterforskningens start til endelig dom og overvejet, om behandlingen af straffesager kan forbedres og effektiviseres på nogle punkter.

Udvalget har opdelt processen i følgende hovedperioder: Perioden fra anmeldelse/sigtelse til anklageskrift, perioden fra anklageskrift til domsforhandlingens start og perioden fra domsforhandlingens start til dom. Udvalget fremkommer i betænkningen med en række anbefalinger og forslag, hvoraf nogle kan gennemføres administrativt, mens andre forudsætter lovændringer. Med dette lovforslag gennemføres de af udvalgets forslag, der kræver lovændringer. For så vidt angår forslag og anbefalinger, der kan gennemføres administrativt, henvises til pkt. 1.4 nedenfor.

En arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget har endvidere i januar 2005 afgivet en rapport om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser. Arbejdsgruppen konkluderer, at det for at gennemføre artikel 12, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) er påkrævet at ændre retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, således at der kan foretages teleoplysning ved mistanke om visse grove overtrædelser af lov om værdipapirhandel, nærmere bestemt insiderhandel, strafbar videregivelse af intern viden og kursmanipulation.

1.3. Hovedtræk af lovforslaget

Lovforslaget indebærer ændringer af retsplejeloven på en række punkter med henblik på en mere hensigtsmæssig og effektiv behandling af navnlig større økonomiske straffesager under iagttagelse af sædvanlige retssikkerhedskrav.

Lovforslaget indebærer, at der indsættes en ny bestemmelse som retsplejelovens § 840, stk. 2, hvorefter sagens parter kan anmode retten om at beramme sagen, når anklageskriftet er indleveret på rettens kontor (lovforslagets § 1, nr. 6).

Det foreslås i tilknytning hertil, at retsplejelovens § 968, stk. 2, ændres, således at adgangen til at kære rettens beslutning om berammelse præciseres (lovforslagets § 1, nr. 11).

Lovforslaget indebærer dernæst en mulighed for i sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, at lade flere dommere medvirke i første instans, således at retten sammensættes af 2 dommere og 3 domsmænd. Den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller €" hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen €" den efter embedsalder ældste dommer fungerer som retsformand, medmindre dommerne aftaler andet. En enkelt dommer kan uden for domsforhandlingen handle på rettens vegne (lovforslagets § 1, nr. 1).

Det foreslås, at retsplejelovens § 214, stk. 3, også skal finde anvendelse i sådanne sager, således at sagen kan gennemføres, selv om en dommer og/eller en domsmand får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at domsforhandlingen er påbegyndt (lovforslagets § 1, nr. 4).

I tilknytning hertil foreslås, at der i retsplejeloven som § 928 c indsættes en bestemmelse om stemmefordeling, når en dommer og/eller en domsmand må fratræde (lovforslagets § 1, nr. 9).

Lovforslaget indebærer ligeledes, at der som § 927 c i retsplejeloven indsættes en ny bestemmelse om, at oplæsning i retten af omfattende sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan undlades i domsmandssager. Retsformanden skal i sådanne tilfælde sikre, at rettens medlemmer gennemlæser dokumenterne, og retten kan bestemme, at der helt eller delvis skal gives en mundtlig sammenfatning i retten af de dokumenter, der ikke er oplæst (lovforslagets § 1, nr. 8).

I tilknytning hertil sikres offentligheden adgang til at gennemse de dokumenter, der ikke er oplæst i retten. Beslutninger om lukkede døre, navneforbud mv. skal også finde anvendelse på sådanne bilag (lovforslagets § 1, nr. 2 og 3).

Lovforslaget indebærer herudover, at der som retsplejelovens § 877, stk. 4, indsættes en ny bestemmelse om, at et vidnes forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan benyttes som bevismiddel, hvis parterne er enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis vidnet var blevet indkaldt som vidne i retten (lovforslagets § 1, nr. 7).

Lovforslaget indebærer endelig, at retsplejelovens § 781, stk. 3, ændres, således at der kan indhentes teleoplysninger ved mistanke om en overtrædelse af forbuddene i lov om værdipapirhandel m.v. om insiderhandel (§ 35, stk. 1), videregivelse af intern viden (§ 36) eller kursmanipulation (§ 39, stk. 1) (lovforslagets § 1, nr. 5). Herved gennemføres artikel 12, stk. 2, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug), og efterforskningsmulighederne ved børsstrafferetlige overtrædelser styrkes. De øvrige sædvanlige betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden vil fortsat skulle være opfyldt.

1.4. Andre initiativer på baggrund af betænkningen

Som nævnt under punkt 1.2 indeholder Brydensholt-udvalgets betænkning en række anbefalinger og forslag vedrørende behandlingen af større økonomiske straffesager, der kan gennemføres administrativt. Justitsministeriet har på den baggrund drøftet betænkningens anbefalinger og forslag med Rigsadvokaten.

Udvalget foreslår, at der etableres en administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser, således at der foretages en indberetning til den overordnede anklagemyndighed i sager, hvor der, 2 år efter at der er rejst sigtelse, endnu ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet. Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville iværksætte en sådan administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser.

Det kan i den forbindelse yderligere nævnes, at det i regeringsgrundlaget »Nye mål«, der blev offentliggjort i februar 2005, er tilkendegivet, at regeringen vil anmode Strafferetsplejeudvalget om at se nærmere på mulige tiltag, som vil kunne begrænse udstrækningen af bl.a. sigtelser, herunder på muligheden for at fastlægge generelle regler om den maksimale tid, en person kan være sigtet. Justitsministeriet har på den baggrund anmodet Strafferetsplejeudvalget om at foretage en vurdering af, hvorledes der kan iværksættes yderligere hensigtsmæssige tiltag, som uden at tilsidesætte hensynet til en effektiv efterforskning og kriminalitetsbekæmpelse vil kunne begrænse den tidsmæssige udstrækning af bl.a. sigtelser. Strafferetsplejeudvalget er anmodet om at inddrage både mulige lovgivningsmæssige og administrative/praktiske tiltag i vurderingen.

Udvalget har herudover foreslået, at der iværksættes en forelæggelsesordning vedrørende spørgsmålet om en beskæring af sagen af ressourcemæssige grunde, således at sager, der forventes at blive berammet til over 25-30 retsdage, forelægges for den overordnede anklagemyndighed med henblik på at sikre, at der på et velovervejet grundlag tages stilling til spørgsmålet om beskæring. Rigsadvokaten har oplyst at ville gennemføre en sådan forelæggelsesordning.

I Justitsministeriet s notat af 12. januar 2004, jf. nærmere herom under pkt. 2.1.2, anbefales det bl.a., at der udarbejdes retningslinjer om muligheden for at klage til den overordnede anklagemyndighed over politiets sagsbehandlingstid, herunder en nærmere beskrivelse af den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks. i form af at pålægge den underordnede anklagemyndighed at træffe afgørelse inden en vis frist. En sådan regulering af muligheden for at klage over sagsbehandlingstiden vil efter Justitsministeriet s opfattelse kunne tillægges betydning ved vurderingen af, om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 om effektive retsmidler i tilfælde af en krænkelse af konventionens artikel 6 om rettergang inden en rimelig frist er overholdt.

Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville udarbejde retningslinjer om behandlingen af sådanne klager over politiets sagsbehandlingstid.

For så vidt angår en række af udvalgets øvrige anbefalinger, herunder vedrørende forhåndsberammelse af domsforhandlingen, forberedende retsmøder, revisionsberetninger og syn og skøn, har Rigsadvokaten oplyst, at disse allerede i vidt omfang må antages at være indarbejdet i praksis. Det er heller ikke i dag ualmindeligt, at der sættes 2 anklagere på større økonomiske straffesager. Rigsadvokaten vil dog, når lovforslaget er vedtaget, henlede politikredsenes opmærksomhed på de anbefalinger, der fremgår af udvalgets betænkning. Dette gælder også udvalgets anbefaling om, at der tildeles tilstrækkelige personaleressourcer til den enkelte sag, og om, at hensynet til reglerne om en rettergang inden en rimelig frist efter omstændighederne kan tale for, at der tages stilling til tiltalespørgsmålet, selv om det ikke har været muligt for politiet at gennemføre alle afhøringer.

Endelig peger udvalget i betænkningen på, at spørgsmålet om teknologisering af processen er meget centralt ved dokumenttunge sager. Udvalget vurderer således, at anvendelse af IT i hele sagsforløbet vil kunne medføre en væsentlig besparelse af den samlede procestid og vil kunne bidrage til den optimale tilgængelighed af alle relevante sagsoplysninger. Regeringen vil til efteråret fremlægge forslag til en sammenhængende politireform, som bl.a. vil understøtte den nødvendige teknologiske omstilling, der skal være med til at sikre en bedre udnyttelse af de muligheder for effektivisering af politiets arbejde, der følger af den teknologiske udvikling. Endvidere har Domstolsstyrelsen meddelt, at udvalgets anbefalinger indgår i Danmarks Domstoles it-strategi, hvorefter der fremover bliver mulighed for digital modtagelse og lagring af sagens dokumenter, og dermed også for digital anvendelse under sagens behandling i retssalen. Domstolene planlægger at igangsætte en forsøgsordning med digital kommunikation i begyndelsen af 2007. Domstolsstyrelsen analyserer endvidere, hvilke krav der skal være opfyldt, for at en retssal er hensigtsmæssigt indrettet til anvendelse af digitale dokumenter under selve domsforhandlingen.

1.5. Særlig sagkundskab ved domsforhandlingen

Af betænkningen fremgår, at Brydensholt-udvalget endvidere har drøftet spørgsmålet om rettens sammensætning i sager om økonomisk kriminalitet, herunder om der i større økonomiske straffesager bør medvirke sagkyndige meddommere. Udvalget har navnlig overvejet hensigtsmæssigheden af at indføre en ordning med særligt sagkyndige domsmænd.

Et enigt udvalg finder, at spørgsmålet må bero på en afvejning af en række modstående hensyn. Blandt disse er nævnt navnlig, at en medvirken af sagkyndige domsmænd ville kunne medføre en tidsbesparelse under domsforhandlingen og en større garanti for resultatets rigtighed, fordi retten har den fornødne baggrund for at forstå de komplicerede sammenhænge.

Omvendt ville en sådan ordning imidlertid medføre en risiko for en ekspertorientering af domsforhandlingen, hvilket ville bryde med det grundlæggende princip bag lægdommerordningen i den danske strafferetspleje, hvorefter en straffesag skal forelægges retten på en sådan måde, at den er forståelig for almindelige mennesker uden specialviden eller særlige forudsætninger. Er der behov for specialviden under sagen, må forholdene gøres forståelige for retten enten af anklagemyndigheden selv eller ved indkaldelse af sagkyndige.

Udvalget har delt sig i spørgsmålet om, hvorvidt udvalget skal foreslå en regulering af spørgsmålet om sagkyndige meddommere. Udvalgets flertal finder således, at afvejningen overvejende er et retspolitisk spørgsmål, og flertallet finder derfor hverken at burde anbefale eller fraråde, at der indføres regler om sagkyndige meddommere i sager om økonomisk kriminalitet. Et mindretal finder, at der bør indføres en ordning med sagkyndige meddommere.

Justitsministeriet har overvejet spørgsmålet bl.a. på baggrund af det i betænkningen anførte. I overvejelserne er bl.a. indgået, at Retsplejerådet flere gange har overvejet spørgsmålet om sagkyndige lægdommere og senest i forbindelse med Retsplejerådets udtalelse om betænkning 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet har udtalt sig imod regler om særligt sagkyndige domsmænd, herunder i sager om økonomisk kriminalitet. Retsplejerådet har til støtte herfor udtalt bl.a., at det er et grundlæggende princip bag lægdommerordningen i den danske strafferetspleje, at en straffesag skal forelægges retten på en sådan måde, at den er forståelig for almindelige mennesker uden specialviden eller særlige forudsætninger. Justitsministeriet kan tilslutte sig dette principielle udgangspunkt.

Efter Justitsministeriet s opfattelse kan der anføres en række grunde til støtte for, at der bør indføres en ordning med særligt sagkyndige domsmænd i større straffesager om økonomisk kriminalitet. Bl.a. kan det ikke afvises, at sagkyndige domsmænd lettere og hurtigere end domsmænd udpeget efter de gældende regler vil kunne tilegne sig den viden om økonomiske sammenhænge mv., som er nødvendig i den omhandlede type af straffesager.

Bl.a. i lyset af de grundlæggende principper i den danske lægdommerordning, der er omtalt ovenfor, er det imidlertid Justitsministeriet s opfattelse, at en ordning med særligt sagkyndige domsmænd i straffesager €" som ikke i dag findes ved de almindelige domstole €" rejser meget væsentlige principielle spørgsmål. I den forbindelse taler meget efter Justitsministeriet s opfattelse for, at sådanne spørgsmål i givet fald bør drøftes og overvejes i et bredere perspektiv end det, som udvalget har haft mulighed for at anlægge. Som anført af udvalget opstår spørgsmålet om anvendelse af sagkyndige domsmænd således ikke kun i den type af straffesager, som udvalget har beskæftiget sig med, men også i andre typer af sager, herunder f.eks. straffesager om miljø- og lægeansvar og sager om seksuelle overgreb mod børn. I overensstemmelse hermed har Vestre Landsret i et høringssvar over Brydensholt-udvalgets betænkning bl.a. anført, at spørgsmål om ændringer i den gældende domsmandsordning i givet fald må undergives en nærmere sagkyndig udredning.

Til det anførte kommer, at der ikke synes at være nærmere holdepunkter for at antage, at det ikke i dag skulle være muligt €" bl.a. ved en hensigtsmæssig forelæggelse og gennemgang fra anklagemyndighedens side, ved syn og skøn og ved indkaldelse af sagkyndige vidner €" at bibringe de udpegede domsmænd den forståelse for den konkrete sags økonomiske forhold og omstændigheder mv., som er nødvendig for, at der kan træffes en korrekt afgørelse i sagen.

Det kan i den forbindelse tilføjes, at domstolene ikke har tilkendegivet et ønske om en ordning med særligt sagkyndige domsmænd, jf. bl.a. det, der er anført ovenfor om Vestre Landsrets høringssvar.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet efter en samlet vurdering ikke, at der i den foreliggende sammenhæng er grundlag for at foreslå en sådan ordning. Lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser om særligt sagkyndige domsmænd.

2. Lovforslagets udformning

2.1. Straffesagens berammelse

2.1.1. Gældende ret

Tiltale mod en person rejses ved, at anklagemyndigheden udfærdiger og underskriver et anklageskrift, jf. retsplejelovens § 831 og § 926. Anklageskriftet indleveres til retten, der berammer sagen til domsforhandling. Retten giver parterne meddelelse om berammelsen, jf. retsplejelovens § 840, der umiddelbart gælder for landsretssager, men ifølge § 927 også finder anvendelse i byretssager.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af retsplejeloven, at parterne har mulighed for at anmode retten om at beramme sagen inden for en rimelig frist.

Rettens afgørelse under domsforhandlingen om at udsætte sagen kan kæres, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2.

2.1.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Til brug for udvalgets overvejelser har Justitsministeriet i et notat af 12. januar 2004 om effektive retsmidler i forhold til lang sagsbehandlingstid i straffesager gennemgået de krav, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om rettergang »inden en rimelig frist« i bl.a. straffesager og artikel 13 om effektive retsmidler i tilfælde af en krænkelse heraf. Notatet indeholder endvidere en beskrivelse af eksisterende retsmidler i dansk ret og en vurdering af, om disse retsmidler opfylder konventionens krav. Justitsministeriet s notat er optrykt som bilag 1 til betænkningen.

Det fremgår af notatet, at der efter Justitsministeriet s opfattelse i straffesager findes effektive retsmidler, jf. artikel 13 i konventionen, over for påståede krænkelser af retten til en rettergang inden en rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i konventionen. Dette gælder, hvad enten der er tale om perioden forud for sagens indbringelse for domstolene, mens sagen behandles af domstolene, eller efter sagens afslutning, hvad enten sagen afsluttes ved en afgørelse truffet af politiet, anklagemyndigheden eller domstolene.

For så vidt angår muligheden for at klage til den overordnede anklagemyndighed over påståede krænkelser af retten til en rettergang inden en rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i konventionen, anbefales det imidlertid, at der udarbejdes retningslinier for behandlingen af sådanne sager, f.eks. i form af en meddelelse fra Rigsadvokaten om muligheden for at klage over politiets sagsbehandlingstid, herunder en nærmere beskrivelse af den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks. i form af at pålægge den underordnede anklagemyndighed at træffe afgørelse inden en fastsat frist.

Det anbefales ligeledes, at det præciseres i f.eks. retsplejeloven, at der er mulighed for at anmode om at få berammet en sag, hvis tiltalte/anklagemyndigheden f.eks. mener, at retten til en rettergang inden en rimelig frist er blevet krænket eller er ved at blive krænket, og at beslutningen om berammelse kan kæres til højere ret.

Af betænkningen fremgår, at udvalget har gennemgået det tidsmæssige forløb af en række tilfældigt udvalgte sager hos Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet, der i vidt omfang er repræsentative for den tungere del af de økonomiske sager. Udvalget understreger, at gennemgangen ikke kan tages som udtryk for en statistisk oversigt, men bemærker, at tallene viser ret lange berammelsestider (perioden mellem anklagemyndighedens indlevering af anklageskriftet til retten og domsforhandlingens start).

Udvalget bemærker bl.a. på baggrund af Justitsministeriet s notat, at den lange berammelsestid kan udgøre et problem i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, fordi sagen ofte ligger helt stille i denne periode, hvilket er et af de momenter, der tillægges vægt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser.

Udvalget bemærker, at retsstillingen i dag er sådan, at anklagemyndigheden og den tiltalte har mulighed for at anmode retten om at beramme sagen til domsforhandling og kan protestere mod eventuelle udsættelser, og udvalget henviser i den forbindelse til retspraksis herom.

Udvalget tilslutter sig dog de anbefalinger, som er indeholdt i Justitsministeriet s notat af 12. januar 2004, og foreslår på den baggrund en udtrykkelig bestemmelse om, at anklagemyndigheden og den tiltalte kan anmode retten om at beramme en sag. Udvalget finder, at bestemmelsen i givet fald kunne placeres i retsplejelovens kapitel 80 som et nyt stk. 2 til retsplejelovens § 927 a. Udvalget bemærker, at kapitel 80 kun vedrører byretssager, og at der herved ikke tages stilling til nævningesager. Udvalget finder imidlertid, at det særligt er ved de store sager om økonomisk kriminalitet, at problemstillingen vedrørende lang sagsbehandlingstid kan blive aktuel, og disse sager starter altid som byretssager.

Udvalget foreslår endvidere, at det i retsplejelovens § 968, stk. 2, om kære af rettens afgørelser om bl.a. udsættelse tydeliggøres, at en beslutning om ikke at beramme eller først at beramme langt ude i fremtiden eller om ikke at fremme en påbegyndt domsforhandling mest muligt, f.eks. ved kun at anvende én retsdag om ugen i en meget omfattende sag, kan påkæres, uanset at der formelt set ikke foreligger en udsættelse.

Der henvises til betænkningen side 66-69 og side 128.

2.1.3. Justitsministeriet s overvejelser

For så vidt angår perioden inden sagen er indbragt for domstolene, henvises til pkt. 1.4 ovenfor, hvoraf fremgår, at Rigsadvokaten har tilkendegivet at ville udarbejde retningslinjer om muligheden for at klage over politiets sagsbehandlingstid og om den overordnede anklagemyndigheds reaktionsmuligheder, f.eks. i form af pålæg til den underordnede anklagemyndighed om at træffe afgørelse inden en fastsat frist.

For så vidt angår perioden efter at sagen er indbragt for domstolene, kan Justitsministeriet, som det også fremgår af notatet af 12. januar 2004, tilslutte sig, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at parterne kan anmode retten om at beramme en sag, efter at anklageskriftet er indleveret.

Justitsministeriet finder dog, at en sådan bestemmelse ikke bør begrænses til straffesager, der behandles i 1. instans under medvirken af domsmænd. Det foreslås derfor, at bestemmelsen indsættes i § 840 i retsplejelovens kapitel 76 om iværksættelse af tiltale og forberedelse af domsforhandling for landsret. Bestemmelsen vil herefter finde anvendelse i nævningesager og i kraft af henvisningsreglerne i retsplejelovens § 927, § 939 og § 965 a ligeledes i straffesager, der behandles ved byretten og i landsrettens behandling af ankesager.

Justitsministeriet vil endvidere nu overveje, om der også for så vidt angår de civilretlige sager bør indføres en udtrykkelig adgang til, at parterne kan anmode retten om at beramme en sag.

Justitsministeriet kan endelig tilslutte sig udvalgets forslag om, at det præciseres i retsplejeloven, at rettens afgørelser vedrørende berammelsen kan kæres.

Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 og 11.

2.2. Flere dommere i 1. instans

2.2.1. Gældende ret

Hovedparten af straffesager om økonomisk kriminalitet behandles i 1. instans ved byretten under medvirken af en dommer og to domsmænd, jf. retsplejelovens § 686 og § 18, stk. 2. Ved afstemninger har dommeren og domsmændene hver en stemme.

Kun en dommer og en domsmand, som har overværet sagens mundtlige forhandlinger i deres helhed, kan deltage i sagens afgørelse, jf. retsplejelovens § 214, stk. 3. Efter bestemmelsen kan en nævningesag eller domsmandssag ved landsretten gennemføres, selv om en nævning, en domsmand og/eller en dommer får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at domsforhandlingen er begyndt. Der er derimod som udgangspunkt ikke efter de gældende regler mulighed for at gennemføre en straffesag ved byretten, såfremt en dommer eller en domsmand får forfald eller må fratræde, efter at domsforhandlingen er begyndt. I et sådant tilfælde må sagen derfor udsættes eller gå om.

Antages domsforhandlingen at ville blive af længere varighed, kan der dog udpeges en suppleant for dommeren, der indtræder i stedet for denne, såfremt vedkommende bliver forhindret i at deltage ved sagens behandling og pådømmelse, jf. retsplejelovens § 18. Der kan tilsvarende udpeges en eller eventuelt to suppleanter for domsmændene. Suppleanterne overværer domsforhandlingen og kan efter dommerens bestemmelse også overvære rettens rådslagninger og afstemninger, men deltager ikke i disse.

2.2.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget bemærker, at sager om økonomisk kriminalitet, som ofte vedrører velkendte problemstillinger inden for strafferetten, også fortsat naturligt vil kunne behandles ved byretterne som første instans under medvirken af en juridisk dommer og to domsmænd. Udvalget henviser i den forbindelse til, at udviklingen i de seneste årtier har vist en klar tendens i retning af at udvide byretternes kompetence i både civile sager og straffesager, og at byretsdommere således er vant til at behandle både store og komplicerede sager inden for begge områder. Udvalget henviser endvidere til, at Retsplejerådet har foreslået, at også nævningesager fremover skal behandles ved byretterne i 1. instans under medvirken af 2 juridiske dommere og 6 nævninger, jf. betænkning nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager.

Visse sager om økonomisk kriminalitet har imidlertid et sådant omfang, at behandlingen i retten med to retsdage om ugen varer ½ år eller mere. Da disse sager tillige ofte indeholder komplicerede bevismæssige og juridiske problemstillinger, kan de være en betydelig belastning ikke mindst for den juridiske dommer. Der vil ofte i sådanne sager af hensyn til risikoen for dommerens forfald være udpeget en suppleant for dommeren. Dommeren kan i et vist omfang rådføre sig med suppleanten, men suppleanten deltager ikke i rettens rådslagninger og afstemninger.

For at udnytte de medvirkende dommeres arbejdskraft bedst muligt finder udvalget derfor, at det vil være hensigtsmæssigt, at begge dommere medvirker i behandlingen, og at ordningen får et bredere anvendelsesområde.

Er der tale om en byret, der består af kun én eller to dommere, jf. retsplejelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, foreslår udvalget, at den anden dommer beskikkes efter retsplejelovens § 45. Efter denne bestemmelse kan landsrettens præsident meddele midlertidig beskikkelse som yderligere dommer, når byrettens forhold tilsiger det. Beskikkelsen meddeles en af de dommere i landsretskredsen, der efter retsplejelovens § 15, stk. 6, er ansat fortrinsvis til varetagelse af de i § 45 nævnte opgaver (»rejsedommere«).

Udvalget foreslår, at den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller €" hvis denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen €" den efter embedsalder ældste dommer fungerer som retsformand. Dommerne kan dog aftale andet. Udvalget foreslår endvidere, at en enkelt dommer kan handle på rettens vegne uden for domsforhandlingen.

Udvalget finder videre, at det for at bevare domsmændenes flertal som konsekvens af forslaget om flere dommere vil være naturligt at udvide domsmændenes antal til 3. Hvis én af domsmændene må melde forfald, kan de resterende 2 domsmænd tillægges hver 1½ stemme.

Udvalgets forslag omfatter alene sager om økonomisk kriminalitet af længere varighed. Udvalget angiver som et udgangspunkt, der kan fraviges i begge retninger, sager med mindst 50 retsdage. Udvalget bemærker, at forslaget ikke medfører udgifter til aflønning af en ekstra dommer under sagen, hvis man undlader at udpege en suppleant for de juridiske dommere.

Herudover finder udvalget, at det i disse tilfælde bør overvejes at udvide bestemmelsen i retsplejelovens § 214, stk. 3, hvorefter en sag kan fortsætte i tilfælde af en dommers, en nævnings eller en domsmands forfald, til også at omfatte disse store sager om økonomisk kriminalitet, således at hverken en dommers eller en domsmands forfald vil betyde, at sagen skal gå om. I så fald vil det ikke være nødvendigt at udpege en suppleant for hverken dommer eller domsmand, medmindre sagen er af helt ekstraordinær lang varighed.

Der henvises til betænkningen side 119-121 og 134-135.

2.2.3. Justitsministeriet s overvejelser

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at det vil være hensigtsmæssigt i længerevarende og komplicerede sager om økonomisk kriminalitet, at retten sammensættes af to juridiske dommere. Ikke mindst i de sager, hvor der i dag af hensyn til risikoen for forfald er udpeget en suppleant for dommeren i medfør af retsplejelovens § 18, stk. 1, vil det være naturligt, at begge virker ved sagens behandling. En sådan ordning vil ud over en bedre ressourceanvendelse desuden styrke behandlingen af disse sager.

Justitsministeriet er desuden enig i forslaget om, at der for at bevare domsmændenes flertal bør medvirke 3 domsmænd i sådanne sager frem for som i dag 2.

Udvalget har foreslået, at der skal medvirke 2 dommere og 3 domsmænd i alle sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed. Udvalget har ikke nærmere afgrænset, hvad der skal forstås ved en økonomisk straffesag, men har anført, at begrebet »af længere varighed« som udgangspunkt forudsætter en varighed på mindst ca. 50 retsdage. Udvalget har samtidig anført, at ordningen efter en konkret vurdering af bl.a. sagens kompleksitet kan finde anvendelse i sager, hvor den forventede varighed er f.eks. 40 retsdage, og at ordningen i andre tilfælde kan virke overflødig i nogle sager på f.eks. 60 retsdage. Det fremgår således, at der efter udvalgets forslag er overladt et skøn til domstolene, hvori også hensynet til sagens kompleksitet indgår.

Justitsministeriet er enig i, at ordningen bør rette sig mod længerevarende økonomiske straffesager af en vis kompleksitet, og at 50 retsdage kan tjene som udgangspunkt for, om en sag må anses for længerevarende.

Det vil herefter bero på en konkret vurdering, hvorvidt sagens kompleksitet er af en sådan beskaffenhed, at der skal medvirke 2 dommere. Justitsministeriet finder derfor, at bestemmelsen bør udformes således, at udpegningen af 2 dommere i de længerevarende økonomiske straffesager ikke er pligtmæssig, men fakultativ. Kompetence til at træffe afgørelse herom tillægges den stedlige landsretspræsident efter indstilling af dommeren eller ved de præsidentledede embeder byrettens præsident.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter den dommer, der i øvrigt beklæder den pågældende ret, eller såfremt denne dommer ikke deltager i domsforhandlingen, den efter embedsalder ældste dommer virker som retsformand, medmindre dommerne aftaler andet. Uden for domsforhandlingen kan en enkelt dommer handle på vegne af retten.

Som konsekvens heraf forslår Justitsministeriet, at der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven om stemmefordeling ved forfald. Herefter skal hver dommer og hver domsmand have én stemme ved afstemninger. I sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, hvori der medvirker 2 dommere og 3 domsmænd, har, hvis undtagelsesvis kun en dommer medvirker, denne to stemmer. På samme måde har hver domsmand 1½ stemme, hvis der undtagelsesvis kun medvirker 2 domsmænd.

Det må antages, at der næppe vil være behov for i disse sager tillige at udpege en suppleant efter reglerne i retsplejelovens § 18, stk. 1 og 2, henset til lovforslagets § 1, nr. 4 (retsplejelovens § 214, stk. 3), hvorefter sagen vil kunne gennemføres i tilfælde af, at en dommer og/eller en domsmand får forfald eller af andre grunde må fratræde.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, nr. 4 og nr. 9.

2.3. Forberedelse på skriftligt grundlag

2.3.1. Gældende ret

Den almindelige regel om mundtlighed i retsplejen i videst muligt omfang er fastslået i grundlovens § 65. Efter retsplejelovens § 148 forhandles retssager mundtligt, og skrift anvendes kun i det omfang, loven særligt bestemmer det. Mundtlighedsprincippet er dog ikke undtagelsesfrit. For så vidt angår straffesager kan bl.a. nævnes muligheden for skriftlig forelæggelse, jf. retsplejelovens § 927 b, og for indlevering af parternes procedure skriftligt, jf. retsplejelovens § 928 a, stk. 2 og 3.

Dokumenter, der benyttes som bevismiddel i sagen, oplæses som udgangspunkt i retten, jf. retsplejelovens § 877, der vedrører nævningesager, men som ifølge retsplejelovens § 928, stk. 3, og § 965 a, finder tilsvarende anvendelse på domsmandssager ved byretten og ankebehandlingen af domme afsagt af byretterne.

2.3.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Af udvalgets gennemgang af en række tilfældigt udvalgte straffesager om økonomisk kriminalitet fremgår, at der navnlig i første instans ofte er tale om domsforhandlinger, der strækker sig over mange retsdage. Udvalget har på den baggrund overvejet mulighederne for at effektivisere domsforhandlingen.

Udvalget bemærker, at de gældende regler om skriftlig forelæggelse og procedure formuleringsmæssigt synes at være fuldt tilstrækkelige, og at en øget anvendelse af reglerne må antages at kunne indebære en tidsmæssig gevinst. Udvalget har herefter overvejet mulighederne for forberedelse på skriftligt grundlag, således at revisionsrapporter og andre omfattende dokumenter kunne forudsættes læst. Herefter kunne oplæsning i retten af de pågældende dokumenter undlades, idet det dog i et vist omfang ville kunne være nødvendigt med forklarende mundtlige gennemgange og mere detaljerede gennemgange af punkter, hvor der er uenighed. Udvalget anbefaler en sådan mulighed for skriftlig forberedelse.

Udvalget har overvejet, om en sådan forberedelse på skriftligt grundlag kunne finde sted i perioden mellem anklageskriftets indlevering til retten og indledningen af domsforhandlingen, hvor sagen ligger stille. Udvalget finder dog, at forberedelsen på skriftligt grundlag bør foretages efter påbegyndelsen af domsforhandlingen, da det er nødvendigt, at sagen har været forelagt, og at tiltalte har haft mulighed for at afgive forklaring, for at dommerne og domsmændene skal kunne få tilstrækkeligt udbytte af en sådan forberedelse.

Det er udvalgets opfattelse, at en sådan ordning ud over at være tidsbesparende for de fleste domsmænds vedkommende vil give mulighed for en bedre tilegnelse af de ofte komplicerede problemstillinger på et mere hensigtsmæssigt tidspunkt i processen, idet materialet ofte er meget vanskeligt at få overblik over i forbindelse med en omfattende mundtlig gennemgang.

Udvalget er opmærksom på, at en ordning som beskrevet vil betyde en udvidelse af domsmændenes arbejdsopgaver til også at kræve forberedelse uden for afholdelsen af retsmøderne. Udvalget finder, at gennemlæsningen bør ske således, at alle rettens medlemmer mødes på aftalte tidspunkter, således at gennemlæsningen sker i rettens lokaler. Ordningen vil medføre, at nogle retsmøder med deltagelse af alle aktører vil kunne undgås, men til gengæld vil ordningen kræve, at domsmændene og dommeren uden for retsmøderne skal etablere arbejdsformer, hvor dokumentgennemgangen kan finde sted. Dette er efter udvalgets opfattelse næppe mindre tidskrævende end den traditionelle dokumentation i retten. Det er således navnlig anklageren, forsvareren og den tiltalte, der vil kunne opnå en tidsbesparelse ved ordningen.

Udvalget bemærker samtidig, at domsmændenes egen gennemlæsning af omfattende dokumenter ikke må føre til, at domsmændene på forhånd €" inden resten af bevisførelsen under domsforhandlingen og inden proceduren €" lægger sig fast på forståelsen af disse dokumenters indhold. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at i de tilfælde, hvor dette kunne være et problem, kan problemet løses ved supplerende mundtlige gennemgange i retten samt etablering af møder mellem retsformanden og domsmændene til afklaring af tvivlsspørgsmål i forbindelse med gennemlæsningen.

Udvalget finder, at ordningen skal gælde for alle sagkyndige erklæringer, f.eks. revisionsberetninger, responsa (f.eks. om skat eller kursskæringer ved aktiesalg) og syn- og skønserklæringer. Det vil efter udvalgets opfattelse herefter i retsmødet være tilstrækkeligt at omtale konklusioner mv. i det for sagen nødvendige omfang. Ordningen skal ikke forhindre, at omtvistede dele gøres til genstand for udførlig behandling under domsforhandlingen, ligesom undladelsen af oplæsning normalt bør forudsætte, at begge parter er indforstået dermed.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres en frist for indsigelser mod revisionsberetninger mv., således at disse er afklaret forud for gennemlæsningen. Imidlertid finder udvalget, at tvivlsspørgsmål og indsigelser bør afklares inden den endelige udformning af revisionsberetningen, og som hovedregel allerede når revisionstemaerne fastlægges. Dette gælder, uanset om tvivlsspørgsmålet forsøges afklaret gennem modrevision eller gennem syn og skøn. En frist for indsigelser ville være processuelt hensigtsmæssig, men vil som følge af den nævnte afklaring som hovedregel ikke være nødvendig, ligesom en sådan bestemmelse ville lægge større begrænsninger på adgangen til forsvar, end hvad der er almindeligt i dansk ret. Dertil kommer, at den fulde forståelse af sådanne erklæringer for så vidt angår de mere komplicerede spørgsmål ofte forudsætter, at erklæringerne er afhjemlet i retten. Udvalget har på den baggrund ikke fundet anledning til at foreslå en frist for indsigelser.

Udvalget finder, at der for at tilgodese kravet om offentlighed i retsplejen samtidig skal gives offentligheden adgang til at gennemse revisionsberetninger mv. i hvert fald de dage, hvor indholdet indgår i domsforhandlingen. Under hensynstagen til, at der kan være behov for i stedet at følge domsforhandlingen på netop de dage, foreslår udvalget, at gennemsynsfristen udstrækkes med yderligere en uge. Desuden foreslår udvalget, at der i retsplejelovens § 31 a indsættes en henvisning til, at beslutninger om lukkede døre, navneforbud mv. også finder anvendelse på de dokumenter, der ikke oplæses, således at der ikke er adgang til indsigt i sådanne dokumenter.

Udvalget finder, at ordningen om gennemlæsning uden afholdelse af retsmøde bør kunne anvendes i domsmandssager i såvel 1. som 2. instans, men ikke i nævningesager. En bestemmelse om den nævnte ordning kan derfor indsættes i retsplejelovens kapitel 80 om tiltale og domsforhandling for byret mv. Udvalget foreslår, at bestemmelsen indsættes som retsplejelovens § 927 c.

Der henvises til betænkningen side 78-79, 91-92 og 130-131.

2.3.3. Justitsministeriet s overvejelser

En adgang for retten til at beslutte, at oplæsning af omfattende sagkyndige erklæringer eller andre bilag i sagen kan undlades eller erstattes af en mundtlig sammenfatning, vil kunne reducere antallet af retsdage i de længerevarende straffesager.

En sådan adgang vil derfor efter omstændighederne kunne bidrage til en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af disse straffesager, idet det tidsrum, hvor alle sagens aktører skal være til stede, herved begrænses. En begrænsning af antallet af retsdage vil navnlig frigøre ressourcer for anklagemyndigheden og forsvareren og efter omstændighederne også mindske belastningen for den tiltalte, mens der i almindelighed ikke vil være tale om en ressourcebegrænsning for retterne, idet det vil være op til retsformanden at sikre, at rettens medlemmer gennemlæser bilagene. Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at dette bør ske, ved at alle rettens medlemmer mødes på aftalte tidspunkter, således at gennemlæsningen sker i rettens lokaler.

Justitsministeriet er ligeledes enig i, at en gennemlæsning i rettens lokaler, eventuelt ledsaget af en mundtlig sammenfatning i retten, efter omstændighederne vil kunne give domsmændene bedre mulighed for at tilegne sig de ofte komplicerede problemstillinger på et mere hensigtsmæssigt tidspunkt i processen end en omfattende mundtlig oplæsning i retten.

Under disse omstændigheder finder Justitsministeriet ikke, at det grundlæggende princip om mundtlighed i retsplejen taler afgørende imod indførelse af en sådan ordning, der skal ses som et redskab til i videst muligt omfang at sikre den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af navnlig meget langvarige og komplicerede straffesager. Efter Justitsministeriet s opfattelse bør det overlades til retten efter en samlet vurdering at afgøre, hvorvidt det i det enkelte tilfælde vil være hensigtsmæssigt at udnytte denne adgang. Retten bør dog høre parterne, inden der træffes afgørelse herom, og som anført af udvalget bør undladelse af oplæsning af dokumenter i sagen normalt forudsætte, at begge sagens parter er indforstået dermed.

Justitsministeriet er enig i det af udvalget anførte om, at det i fornødent omfang ved supplerende mundtlige gennemgange i retten samt etablering af møder mellem retsformanden og domsmændene til afklaring af tvivlsspørgsmål i forbindelse med gennemlæsningen vil kunne forhindres, at domsmændene på forhånd €" inden resten af bevisførelsen under domsforhandlingen og inden proceduren €" lægger sig fast på forståelsen af disse dokumenters indhold.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, hvorefter adgang til at undlade oplæsning begrænses til domsmandssager i 1. og 2. instans og således ikke finder anvendelse i nævningesager.

Justitsministeriet er desuden enig med udvalget i, at hensynet til offentlighed i retsplejen tilsiger, at gennemførelsen af en adgang som den foreslåede bør suppleres af en bestemmelse om, at offentligheden får adgang til i en uge at gennemse bilagene i retten. Justitsministeriet finder, at en sådan bestemmelse mest hensigtsmæssigt kan placeres i retsplejelovens § 41 c.

Justitsministeriet er endelig enig med udvalget i, at der som en konsekvens i retsplejelovens § 31 a bør indsættes en henvisning til, at beslutninger om lukkede døre, navneforbud mv. også finder anvendelse på de dokumenter, der ikke oplæses, således at der ikke er adgang til indsigt i sådanne dokumenter.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, nr. 3, nr. 8 og nr. 10.

2.4. Vidnebevis

2.4.1. Gældende ret

Det følger af bevisumiddelbarhedsprincippet, at vidneforklaring som udgangspunkt afgives i forbindelse med domsforhandlingen for den ret, ved hvilken sagen behandles. Et vidnes forklaring i et retsmøde til retsbogen kan dog også efter omstændighederne anvendes som bevismiddel, og forklaringen oplæses så i retten. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt vidnet er død eller af anden grund ikke kan afhøres på ny, eller retten har fundet det mest hensigtsmæssigt, at vidneforklaring i stedet afgives for en anden byret, jf. retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 3.

I ankesager kan vidners og syn- og skønsmænds forklaringer til retsbogen benyttes som bevis, hvis ingen af parterne inden domsforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring, jf. retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Forklaringer til politirapporter kan derimod almindeligvis ikke anvendes som bevismiddel. Efter retsplejelovens § 877, stk. 3, kan et vidnes forklaring til politirapport kun benyttes som bevismiddel, når retten undtagelsesvis giver tilladelse til det. Tiltaltes forklaring om sigtelsen til politirapport kan dog i udeblivelsessager benyttes som bevismiddel, når forsvareren begærer det, jf. retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 6.

Forsvareren overværer normalt ikke politiets afhøringer af andre end sigtede, jf. retsplejelovens § 745 c modsætningsvis. Er der undtagelsesvis tale om afhøringer, der kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, skal forsvareren ifølge retsplejelovens § 745 d underrettes, så denne kan få lejlighed til at være til stede. Kan forsvareren ikke deltage, eller kan politiet ikke give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 fastslår retten til en retfærdig rettergang (»fair trial«). Af konventionens artikel 6, stk. 3, litra d, fremgår, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, mindst skal have adgang til at afhøre eller lade afhøre vidner ført imod ham og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham.

Bevisumiddelbarhedsprincippet er også ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis et grundlæggende princip, men afvigelse fra princippet accepteres i et vist omfang. Ved vurderingen af, om forklaringer, som ikke afgives under domsforhandlingen, kan indgå som bevis i sagen, indgår det som et centralt element, om den anklagede eller dennes repræsentant har haft mulighed for at imødegå forklaringerne ved kontraafhøring mv. Det indgår endvidere bl.a., om der er rimelig grund til at fravige udgangspunktet om bevisumiddelbarhed, om forsvarets rettigheder er respekteret, og endelig om den pågældende forklaring er det eneste eller det afgørende bevis.

2.4.2. Udvalgets overvejelser og forslag

Udvalget har gennemgået praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og danske afgørelser i relation hertil og har på den baggrund overvejet procesbesparende muligheder i forbindelse med vidneførsel. En mulighed kunne være en adgang til at lade vidnet vedstå sin forklaring til politirapport frem for at foretage en helt ny afhøring i retten. En anden mulighed kunne være en adgang til at benytte vidnets forklaring til politirapport som bevis (dokumentation af politirapport), såfremt parterne er enige herom.

Et flertal i udvalget finder, at der bør udfærdiges en klar hjemmel til, at dokumentation af rapportforklaringer kan benyttes, hvis parterne er enige om det. Formålet med bestemmelsen er at opnå en procesbesparelse, således at det f.eks. kan undgås at skulle afhøre flere vidner med ensartede forklaringer. Flertallet ønsker ikke ved en sådan bestemmelse at ændre på praksis efter retsplejelovens § 877, stk. 3, hvorefter erklæringer og vidnesbyrd, der ikke falder ind under § 877, stk. 1 eller 2, kun undtagelsesvis kan dokumenteres, men flertallet finder, at det vil være praktisk, hvis parterne selv kan tage stilling til spørgsmålet, frem for at retten skal give tilladelse hertil.

Flertallet finder samtidig, at adgangen til at dokumentere rapportforklaringer skal begrænses til de tilfælde, hvor den person, der har afgivet forklaring, ville være omfattet af en pligt til at afgive vidneforklaring i retten. I modsat fald ville man kunne dokumentere en rapportforklaring fra en person, der er sigtet i en anden sag, og som har afgivet forklaring til politirapport i den nu verserende sag. Hvis denne person ved at afgive forklaring i den nu verserende sag ville risikere at inkriminere sig selv (udsætte sig selv for straf) i relation til den sag, hvor han selv er sigtet, ville han være fritaget for at afgive vidneforklaring, og flertallet finder, at det ville være uheldigt, hvis hans rapportforklaring herefter skulle kunne dokumenteres.

Et mindretal i udvalget er af principielle grunde imod, at der kan ske dokumentation af rapportforklaringer, uanset parternes enighed herom. Mindretallet bemærker, at indenretligt afgivne forklaringer til tider afviger ganske væsentligt fra de i politirapporterne gengivne forklaringer, også i tilfælde hvor ingen med kendskab til sagen havde anledning til at tro, at det ville forholde sig sådan. Mindretallet anfører, at også praktiske erfaringer derfor taler for at fastholde princippet om bevisumiddelbarhed.

Mindretallet finder endvidere, at der ikke ses at være påvist noget behov for en sådan regel. I ekstraordinære situationer vil en politirapport indeholdende forklaringer således allerede i dag kunne dokumenteres i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, og er der tale om forklaringer vedrørende faktiske omstændigheder, som ikke bestrides af nogen af parterne, vil disse kunne afgive en proceserklæring, således at disse spørgsmål ikke gøres til genstand for bevisførelse. Dette sidste forudsætter ganske vist, at der ikke er tale om spørgsmål af central betydning for sagen, jf. princippet om den materielle sandhed. Det eneste formål, en regel som den foreslåede ville kunne have, ville være at erstatte centrale vidneudsagn med dokumentationen af den pågældende politirapport, og netop ved centrale vidneudsagn er dels de principielle synspunkter, dels de ovennævnte praktiske erfaringer af største betydning.

Der henvises til betænkningen side 84-88 og side 131-133.

2.4.3. Justitsministeriet s overvejelser

Forslaget om adgang til at anvende vidners forklaring til politirapport som bevismiddel omfatter kun tilfælde, hvor såvel forsvareren som anklagemyndigheden €" der begge vil være bekendt med forklaringen €" samtykker heri, og hvor der desuden er tale om en forklaring afgivet af en person, som ville være forpligtet til at afgive forklaring som vidne i retten efter bestemmelserne i retsplejelovens §§ 168-172.

På denne baggrund gør de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der i almindelighed knytter sig til dokumentation af vidners forklaringer til politirapport, og som medfører, at sådanne forklaringer efter gældende ret kun undtagelsesvis kan benyttes som bevis i straffesager, sig efter Justitsministeriet s opfattelse ikke gældende i samme grad. Samtidig må det antages, at kravet om enighed i praksis vil betyde, at ordningen fortrinsvis vil blive anvendt i forbindelse med mere perifere vidneforklaringer, således at dokumentation af vidners forklaringer til politirapport også fortsat vil have undtagelsens karakter.

Justitsministeriet er enig med udvalgets flertal i, at en adgang som den foreslåede vil kunne virke procesbesparende i nogle tilfælde, f.eks. hvor flere vidner har afgivet samstemmende forklaring om et forhold, og Justitsministeriet kan tilslutte sig indførelsen af en sådan adgang.

Efter Justitsministeriet s opfattelse bør det i sidste ende være rettens afgørelse, om dokumentation af et vidnes forklaring til politirapport bør tillades. Det forudsættes imidlertid, at retten som hovedregel giver tilladelse hertil, såfremt parterne er enige.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7.

2.5. Mulighed for indhentelse af teleoplysninger i sager om insiderhandel og kursmanipulation mv.

2.5.1. Gældende ret

Reglerne om politiets mulighed for at foretage teleoplysning findes i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning.

Teleoplysning er ifølge retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3, indhentelse af oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse hertil.

Det følger af retsplejelovens § 781, stk. 1, at indgreb i meddelelseshemmeligheden kun må foretages, såfremt

1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller overtrædelse af en række specifikt nævnte straffebestemmelser.

Efter retsplejelovens § 781, stk. 2 og 3, kan teleoplysning endvidere foretages, såfremt betingelserne i § 781, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt, og mistanken angår fredskrænkelser (straffelovens § 263, stk. 2, eller § 263, stk. 3, jf. stk. 2), gentagne overtrædelser af et polititilhold (straffelovens § 265), databedrageri (straffelovens § 279 a) eller brugstyveri begået ved anvendelse af en telekommunikationstjeneste (straffelovens § 293, stk. 1).

Adgangen til indgreb i meddelelseshemmeligheden er begrænset af et proportionalitetskrav, idet et indgreb ikke må foretages, såfremt det ville være uforholdsmæssigt efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, jf. retsplejelovens § 782.

Et indgreb i meddelelseshemmeligheden sker ved forudgående retskendelse, medmindre formålet ville forspildes, hvis man skulle afvente retskendelse. I så fald forelægger politiet efterfølgende indgrebet for retten til godkendelse, jf. retsplejelovens § 783.

Inden retten afsiger kendelse om et indgreb i meddelelseshemmeligheden, skal der beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 784.

Når indgrebet er afsluttet, skal der som udgangspunkt gives underretning om indgrebet til indehaveren af den pågældende telefon. Har den pågældende været mistænkt, skal der også gives underretning om dette og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået, jf. retsplejelovens § 788.

2.5.2. Rapporten om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser afgivet af en arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget.

Brydensholt-udvalget afgav i 1999 betænkning nr. 1377 om børnepornografi og IT-efterforskning, hvori udvalget bl.a. gennemgik retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Af betænkningen fremgår, at et flertal af udvalgets medlemmer fandt, at der kunne være anledning til at overveje udvidelser af mulighederne for indgreb i meddelelseshemmeligheden bl.a. for så vidt angår efterforskning af sager om misbrug af intern viden og kursmanipulation efter lov om værdipapirhandel mv. På den baggrund nedsattes en arbejdsgruppe, der i januar 2005 afgav en rapport om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser.

Rapporten gennemgår bl.a. relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug). Direktivet er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 95 og indeholder regler om ansvarsfordeling, retshåndhævelse og samarbejde med henblik på at bekæmpe insiderhandel og kursmanipulation.

Gennemførelsen af direktivet hører for hovedpartens vedkommende under Finanstilsynets kompetence og er gennemført ved bl.a. lov nr. 1460 af 22. december 2004 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og lov om finansiel virksomhed (gennemførelse af markedsmisbrugs- og prospektdirektivet) samt ved bekendtgørelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Fristen for gennemførelse af direktivet var den 12. oktober 2004.

Af direktivets artikel 11, stk. 1, fremgår, at hver medlemsstat, uden at det påvirker retsmyndighedernes kompetence, udpeger en enkelt administrativ myndighed med kompetence til at sikre anvendelsen af bestemmelser vedtaget i medfør af direktivet. Finanstilsynet er udpeget til kompetent myndighed for Danmarks vedkommende.

Den kompetente myndighed tillægges efter direktivets artikel 12, stk. 1, alle de nødvendige tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, for at den kan udøve sine funktioner. Disse beføjelser omfatter ifølge artikel 12, stk. 2, litra d, også »mindst retten til € at kræve oplysninger om foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik«.

Der er dog efter direktivets artikel 12, stk. 1, overladt medlemsstaterne et vist skøn med hensyn til, hvorledes den kompetente myndighed udøver sine funktioner, og arbejdsgruppen vurderer på den baggrund, at bestemmelsen kan opfyldes ved, at der etableres et samarbejde mellem Finanstilsynet og politiet inden for de områder, hvor tilsynet ikke selv har kompetence.

Artikel 12, stk. 2, litra d, omfatter efter sin ordlyd alene »foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik«. Bestemmelsen kræver således alene, at der skal kunne indhentes historiske oplysninger, men pålægger ikke medlemsstaterne nye forpligtelser til at registrere eller lagre oplysninger.

Arbejdsgruppen anfører videre, at bestemmelsen €" også henset til andre sprogversioner af direktivet €" formentlig må forstås således, at der både kan stilles krav om indhentning af foreliggende oplysninger om indholdet af telefonsamtaler (båndoptagelser) og datatrafik (f.eks. indholdet af e-mails) samt fortegnelser over, hvilke telefoner eller datakommunikationsapparater der har været sat i forbindelse med et bestemt apparat i et givent tidsrum (teleoplysninger). Ved indhentelse af båndoptagelser og oplysninger om indholdet af e-mails mv. bruges retsplejelovens regler om edition og ransagning. Derudover har Finanstilsynet i kraft af reglerne i lov om værdipapirhandel m.v. § 87, stk. 1 og 2, adgang til at kræve udlevering af visse oplysninger, f.eks. båndoptagelser af kundesamtaler foretaget af værdipapirhandlere. Der er derimod ikke i dag hjemmel til at foretage teleoplysning i tilfælde af mistanke om overtrædelse af lov om værdipapirhandel.

Arbejdsgruppen anfører, at da artikel 12, stk. 2, litra d, må forstås i sammenhæng med direktivets artikel 12, stk. 1, hvoraf fremgår, at den kompetente myndighed skal tillægges »alle nødvendige tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser for, at den kan udøve sine funktioner«, kan det formentlig heraf udledes, at der alene skal kunne indhentes oplysninger vedrørende telefonsamtaler og datatrafik, som er nødvendige og relevante i forbindelse med efterforskning af sager om overtrædelse af direktivets bestemmelser. Da det generelt må antages, at behovet for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden vil være mest udtalt i sager om overtrædelse af forbuddene mod insiderhandel, videregivelse af intern viden og kursmanipulation, finder arbejdsgruppen, at adgangen til at indhente oplysninger om foreliggende telefonsamtaler og foreliggende datatrafik bør begrænses til alene at gælde i sådanne sager.

Arbejdsgruppen bemærker endelig, at der generelt bør sættes snævre grænser for indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der dog kan være særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke rækker til. Der bør derfor foretages en overordnet afvejning mellem på den ene side en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til borgernes privatliv. Et flertal af arbejdsgruppen finder efter en sådan afvejning, at der er tilstrækkeligt grundlag for, at reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden i et vist omfang udvides til også at omfatte visse børsstrafferetlige overtrædelser, mens et mindretal finder, at de nugældende regler ikke bør laves om. Der er dog i arbejdsgruppen enighed om, at gennemførelsen af direktivet nødvendiggør nye bestemmelser på området.

2.5.3. Justitsministeriet s overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at hensynet til borgernes privatliv tilsiger, at der generelt bør sættes snævre grænser for indgreb i meddelelseshemmeligheden, men at der kan være særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmuligheder ikke rækker til.

Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) indeholder en forpligtelse til at sikre, at medlemsstaternes kompetente myndigheder har mulighed for at foretage teleoplysninger med henblik på at afsløre markedsmisbrug.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag for så vidt angår udformningen af en bestemmelse til gennemførelse af forpligtelsen. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

3. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indebærer en ændring af retsplejelovens bestemmelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden, som er nødvendig for gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug).

4. Høring

Brydensholt-udvalgets betænkning nr. 1454/2004 om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v. og rapporten om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved børsstrafferetlige overtrædelser, der er afgivet i januar 2005 af en arbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget, har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Institut for Menneskerettigheder, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Forbrugerrådet, Håndværksrådet, Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, Dansk Handel og Service, HTS €" Interesseorganisationen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Foreningen Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Landbrugsrådet, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening og Danmarks Rederiforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 18)

Det foreslås, at retten i sager i 1. instans om økonomisk kriminalitet, der forventes at have en længere varighed, kan sammensættes således, at der medvirker 2 dommere og 3 domsmænd. I dag medvirker i sådanne sager 1 dommer og 2 domsmænd, men for at imødegå risikoen for, at sagen trækkes i langdrag eller må gå om som følge af forfald, vil der ofte være udpeget en suppleant for dommeren.

Hensigten med bestemmelsen er at udnytte de medvirkende dommeres ressourcer bedre i disse sager, der ofte indeholder komplicerede bevismæssige og juridiske problemstillinger. Udnyttes adgangen til at udpege to dommere, er det for at bevare domsmændenes flertal bestemt, at der i så fald skal medvirke 3 domsmænd.

Bestemmelsen omfatter alene sager om økonomisk kriminalitet. Økonomisk kriminalitet er ikke skarpt afgrænset og omfatter berigelseskriminalitet i bred forstand. Bestemmelsen er således ikke begrænset til formueforbrydelser, jf. straffelovens kapitel 28. Afgørende for, om muligheden for at udpege to dommere bør udnyttes, er navnlig en konkret vurdering af sagens omfang og kompleksitet. Ved sager af længere varighed forstås som udgangspunkt sager af en varighed på mindst 50 retsdage.

Afgørelsen om beskikkelse af flere dommere træffes af den stedlige landsretspræsident eller ved de præsidentledede byretter af byrettens præsident, jf. retsplejelovens § 45, stk. 1. Behandles sagen ved en byret, der efter retsplejelovens § 17, stk. 1 eller stk. 4, består af en eller to dommere, beskikkes dommeren af landsrettens præsident efter reglerne i retsplejelovens § 45.

Efter bestemmelsen virker stedets almindelige dommer og ellers den efter embedsalder ældste dommer som retsformand. Dommerne kan dog aftale andet.

Det fremgår endelig af bestemmelsen, at hver af dommerne kan handle på rettens vegne uden for domsforhandlingen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 2 (§ 31 b)

Den foreslåede bestemmelse skal ses i tilknytning til den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) om, at retten kan beslutte, at oplæsning af omfattende dokumenter i sagen kan undlades. Bestemmelsen indebærer, at retten kan forbyde offentlig gengivelse af indholdet af dokumenter i sagen, der ikke er oplæst, i det omfang der under en tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure kan ske dørlukning eller nedlægges referatforbud efter retsplejelovens regler herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 41 c)

Den foreslåede bestemmelse skal ses i tilknytning til den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) om, at retten kan beslutte, at oplæsning af omfattende dokumenter i sagen kan undlades. Bestemmelsen sikrer offentlighedens adgang til at gennemse dokumenter i sagen, der ikke oplæses. Bestemmelsen indebærer, at dokumenter i sagen, der ikke oplæses, kan gennemses i retten den pågældende dag og en uge frem.

Fristen regnes fra den dag, hvor det efter den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (§ 927 c) er noteret til retsbogen, at dokumenterne er behandlet efter denne bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 214, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at i sager om økonomisk kriminalitet af længere varighed, hvor der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 1), medvirker 2 dommere og 3 domsmænd, kan sagen gennemføres, såfremt højst én dommer og én domsmand får forfald eller af andre grunde må fratræde, efter at domsforhandlingen er begyndt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 781, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan indhentes teleoplysning i sager, hvor efterforskningen angår visse grovere overtrædelser af lov om værdipapirhandel, nærmere bestemt insiderhandel, videregivelse af intern viden og kursmanipulation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 840, stk. 2)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at en part i en straffesag kan anmode retten om at beramme sagen til domsforhandling, når anklageskriftet er indleveret.

Det vil fortsat påhvile retten at beramme sagen, når anklagemyndigheden har rejst tiltale og indleveret anklageskriftet til retten. Det må allerede antages at følge af gældende ret, at parterne kan anmode om berammelse, såfremt retten ikke berammer sagen inden for rimelig tid. Der er således tale om en lovfæstelse af gældende ret med det formål at tydeliggøre parternes reaktionsmulighed, såfremt retten ikke berammer sagen inden for en rimelig frist. Det følger af forslaget til ændring af retsplejelovens § 968, stk. 2, at parterne kan kære rettens afgørelse om berammelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 877)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et vidnes forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan indgå som bevis i straffesagen, hvis parterne er enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet ikke er omfattet af en vidneudelukkelsesgrund eller en vidnefritagelsesgrund, jf. retsplejelovens §§ 169-172.

Er der holdepunkter for at antage, at vidnet ikke ville være forpligtet til at afgive forklaring, f.eks. fordi pågældende er sigtet i en anden sag og eventuelt ville inkriminere sig selv ved at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, må vidnet tilsiges og vejledes om retten til at nægte at afgive forklaring.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af retsplejelovens § 752, at en sigtet inden politiets afhøring udtrykkelig skal gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal fremgå af rapporten, at disse regler er iagttaget. Ved afhøring af en person, der ikke er sigtet, skal politiet vejlede om indholdet af reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, såfremt omstændighederne giver grund til det, jf. retsplejelovens § 753, jf. § 173.

Da bestemmelsen forudsætter, at anklagemyndigheden og forsvareren er enige om at dokumentere vidnets forklaring til politirapport, må bestemmelsen forventes hovedsageligt at blive anvendt som et procesbesparende redskab i forbindelse med vidner, der ikke har afgørende betydning for sagen.

Det er efter bestemmelsen rettens beslutning, om vidnets forklaring skal dokumenteres. Det forudsættes, at retten som hovedregel tillader dokumentation, såfremt parterne er enige herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 927 c)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i straffesager indføres en adgang for retten til at beslutte, at der efter høring af parterne undlades oplæsning i et retsmøde af meget omfattende dokumenter, der indgår i sagen, eventuelt suppleret af en mundtlig sammenfatning i retten af de dokumenter eller dele heraf, hvor oplæsning er undladt. Bestemmelsen tager navnlig sigte på sagkyndige erklæringer, men er ikke begrænset hertil.

Beslutter retten, at oplæsning kan undlades, påhviler det retsformanden at sikre, at rettens medlemmer læser bilagene. Det er forudsat, at læsningen sker i rettens lokaler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 928 b)

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget til retsplejelovens § 214, stk. 3, (lovforslagets § 1, nr. 5), om stemmefordelingen i tilfælde, hvor en dommer og/eller en domsmand får forfald eller af andre grunde må fratræde i en sag, hvor retten i medfør af den foreslåede bestemmelse til retsplejelovens § 18, stk. 3, (lovforslagets 1, nr. 2) er sammensat af to dommere og tre domsmænd.

Bestemmelsens ordlyd svarer i øvrigt til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 965 e, der vedrører tilfælde hvor en dommer og/eller en domsmand må fratræde under landsrettens behandling af en ankesag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 965 d)

Bestemmelsen indebærer, at den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 927 c (lovforslagets § 1, nr. 9), hvorefter retten kan undlade oplæsning af omfattende sagkyndige dokumenter, også finder anvendelse i landsrettens behandling af en ankesag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (968, stk. 2)

Bestemmelsen præciserer, at rettens undladelse af at fremme en sag kan kæres. Bestemmelsen tager f.eks. sigte på tilfælde, hvor retten beslutter ikke at beramme en sag, først berammer en sag langt ude i fremtiden eller kun anvender én retsdag om ugen i en meget omfattende sag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2006. Dette indebærer, at loven finder anvendelse i forhold til sager, der verserer på dette tidspunkt, såvel som nye sager, jf. stk. 1. Dog har bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 1, (retsplejelovens § 18, stk. 3) virkning for sager, hvor anklageskrift indgives til retten efter lovens ikrafttræden, jf. stk.2.

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (EF-Tidende 2003 nr. L 96, side 16).