Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2005)
Justitsministeren (Lene
Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om
økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse
børsstrafferetlige sager mv.)
(Lovforslag nr. L 26).
Hovedformålet med lovforslaget er at
sikre en hurtigere og mere hensigtsmæssig behandling af
navnlig større økonomiske straffesager under
iagttagelse af sædvanlige retssikkerhedskrav.
Store straffesager om økonomisk
kriminalitet har altid været meget tidskrævende
både i efterforskningsfasen og i forbindelse med
domstolsbehandlingen. Hensynet til en hensigtsmæssig
anvendelse af retssystemets ressourcer, til den sigtede eller
tiltalte og til muligheden for at sikre beviset taler generelt for
en så hurtig og effektiv sagsbehandling som muligt. Dette
må dog naturligvis ske under iagttagelse af sædvanlige
retssikkerhedskrav.
Lovforslaget bygger på betænkning
nr. 1454/2004 om behandlingen af større straffesager om
økonomisk kriminalitet mv., der er afgivet af
Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet mv. (Brydensholt-udvalget). Udvalget har i
betænkningen gennemgået den samlede proces fra
efterforskningens start til endelig dom og overvejet, om
behandlingen af straffesager kan forbedres og effektiviseres
på nogle punkter. Med lovforslaget gennemføres de af
udvalgets forslag, der kræver lovændringer.
Lovforslaget har desuden til formål at
gennemføre en ændring af reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, som er nødvendig for
gennemførelsen i dansk ret af Rådets og
Europa-Parlamentets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om
insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug). Denne del af
lovforslaget bygger på en rapport afgivet af en
underarbejdsgruppe under Brydensholt-udvalget.
Lovforslaget indeholder følgende
hovedpunkter:
Det foreslås, at det kommer til at
fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, at en part i en
straffesag, når anklageskriftet et indleveret, kan anmode om,
at sagen berammes. Det foreslås endvidere præciseret,
at rettens beslutning vedrørende sagens berammelse kan
kæres til højere ret.
Det foreslås dernæst, at der
bliver mulighed for at lade flere dommere medvirke i
længerevarende og komplicerede straffesager om
økonomisk kriminalitet i første instans,
således at retten sammensættes af 2 dommere og 3
domsmænd. Hensigten er at sikre en bedre ressourceanvendelse
og styrke behandlingen af disse sager. I tilknytning hertil
foreslås det, at sagen kan gennemføres, selv om en
dommer og/eller en domsmand får forfald eller af andre grunde
må fratræde, efter at domsforhandlingen er
påbegyndt.
Det foreslås desuden, at oplæsning
i retten af omfattende sagkyndige erklæringer eller andre
dokumenter i sagen kan undlades eller erstattes af en mundtlig
sammenfatning i retten i domsmandssager. En sådan adgang vil
kunne medvirke til at reducere antallet af retsdage i de
længerevarende straffesager. Retsformanden skal i
sådanne tilfælde sikre, at rettens medlemmer
gennemlæser dokumenterne.
Herudover foreslås det, at et vidnes
forklaring til politirapport efter rettens beslutning kan benyttes
som bevismiddel, når forsvareren og anklagemyndigheden er
enige om det. Dette forudsætter dog, at vidnet ville
være forpligtet til at afgive forklaring, hvis vidnet var
blevet indkaldt som vidne i retten. En sådan adgang vil kunne
virke procesbesparende i nogle tilfælde, f.eks. hvor flere
vidner har afgivet samstemmende forklaringer om et forhold.
Endelig foreslås det, at retsplejelovens
regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden ændres,
således at det efter omstændighederne vil være
muligt at indhente teleoplysning ved mistanke om overtrædelse
af forbuddene i lov om værdipapirhandel m.v. om
insiderhandel, videregivelse af intern viden og kursmanipulation.
De øvrige sædvanlige betingelser for indgreb i
meddelelseshemmeligheden vil fortsat skulle være opfyldt.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at
henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal
jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.