L 224 A Forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven og lov om afgift af lønsum.

(Ændrede momsregler for visse hjemmeplejeydelser og indsættelse af hjemmel til modregning af negative afgiftsbeløb i efterfølgende indkomstår for visse lønsumsafgiftspligtige virksomheder).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 23-05-2006

Optrykt: 23-05-2006

Lovforslag efter 2. behandling

20051_l224a_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 23. maj 2006

Forslag

til

Lov om ændring af merværdiafgiftsloven og lov om
afgift af lønsum

(Ændrede momsregler for visse hjemmeplejeydelser og indsættelse af hjemmel til modregning af negative afgiftsbeløb i efterfølgende indkomstår for visse lønsumsafgiftspligtige virksomheder)

 

§ 1

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005, som ændret ved § 6 i lov nr. 1416 af 21. december 2005 og § 1 i lov nr. 408 af 8. maj 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 13, stk. 1, nr. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Fritagelsen omfatter ikke ydelser, der er visiteret i henhold til § 71 i lov om social service, og som leveres af andre end kommuner efter reglerne for frit leverandørvalg i hjemmeplejen, hvor betalingen for ydelsen afregnes mellem leverandøren og kommunen.«

2. I § 65, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 58, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2,« til: »Opkrævningslovens §§ 4 og 6-8,«.

3. I § 65, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 59, stk. 3,« til: »Opkrævningslovens § 14 og § 18, stk. 4,«.

4. I § 65, stk. 3, 4. pkt., ændres »§ 59, stk. 3,« til: »Opkrævningslovens § 14 og § 18, stk. 4,«.

§ 2

I lov om afgift af lønsum, jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 3. september 2002, som ændret ved § 26 i lov nr. 325 af 18. maj 2005 og § 46 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 4 indsættes som stk. 6:

» Stk. 6 . Virksomheder, som opgør afgiftsgrundlaget efter reglerne i stk. 1, kan benytte negative afgiftsbeløb til modregning i et positivt beregnet afgiftsbeløb i efterfølgende indkomstår.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2006, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Den 1. januar 2007 ændres i § 13, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., i lov om merværdiafgift som indsat ved § 1, nr. 1, »§ 71« til: »§ 83«.