Skriftlig fremsættelse (29. marts
2006)
Miljøministeren
(Flemming Hansen, fg.):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
forurenet jord (Ændring af kortlægning af forurenede
arealer m.v.)
(Lovforslag nr. L 213).
Hovedindholdet i forslaget er, at
kortlægningskriteriet for forurenet jord hæves,
så den lettere forurenede jord ikke længere skal
kortlægges. I stedet skal der ske en
områdeklassificering af lettere forurenede større,
sammenhængende områder. Samtidig mindskes de ulemper,
forureningskortlægningen medfører for borgerne. Med
forslaget koncentreres og målrettes indsatsen mod de
områder, der virkelig betyder noget, de store forureninger,
der kan udgøre en risiko for beboernes sundhed og for
grundvandet.
Baggrunden for lovforslaget er den tidligere
miljøministers redegørelse om jordforureningsloven
fra december 2003 samt arbejdet i kriteriegruppen og
jordforureningsgruppen.
Med områdeklassificeringen
afgrænses de områder, der med høj sandsynlighed
er lettere forurenede. Som udgangspunkt er hele byzonen
områdeklassificeret, men kommunalbestyrelsen kan udtage eller
inddrage større, sammenhængende områder.
Områdeklassificeringen betyder, at kommunalbestyrelsen
får mulighed for at målrette generel rådgivning
om den lille sundhedsrisiko, der kan være ved at bo og
opholde sig på lettere forurenet jord, og at kontrollere, at
forurenet jord ikke spredes til uforurenede arealer.
Samtidig bliver miljøministerens
hjemmel til at fastsætte regler om anmeldepligten for
flytning af jord udvidet, blandt andet kan miljøministeren
pålægge kommunalbestyrelsen at fastsætte
regulativer om anmeldeordningen. I løbet af 2006 skal der
arbejdes videre med de forenklingsmuligheder, der ligger i
områdeklassificeringen og regulativerne, således at de
nødvendige bekendtgørelser kan udstedes samtidig med
lovens ikrafttrædelse.
Den stærkere jordforurening skal
kortlægges som hidtil, og efter kommunalreformen er det
regionsrådet, der har opgaven med at kortlægge. Med
forslaget opstrammes tidsgrænserne for kortlægningen,
så borgerne ikke skal leve længe i uvished om, hvorvidt
deres ejendom skal forureningskortlægges. Hvis en
boligejendom kortlægges, nuanceres kortlægningen efter
den risiko, forureningen udgør for boliganvendelsen.
Med henblik på særlig beskyttelse
af børn indeholder forslaget en hjemmel til, at
regionsrådet i særlige tilfælde kan udføre
undersøgelsesprojekter og afværgeforanstaltninger
på arealer med lettere forurenet jord, der anvendes til
børneinstitutioner eller offentlige legepladser.
Når et areal tages i brug til bolig,
børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller
sommerhus, skal ejeren eller brugeren sikre, enten at det
øverste 50 cm jordlag af det ubebyggede areal ikke er
forurenet, eller at der er etableret en varig, fast
belægning.
Forslaget betyder også, at en grundejer,
som ønsker en erklæring om forureningstilstanden
på hans egen grund, har krav på at få en
sådan erklæring, hvis han selv får foretaget en
forureningsundersøgelse.
Det foreslås, at lovændringen
træder i kraft den 1. januar 2007, samtidigt med
ikrafttrædelsen af kommunalreformen.