Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 16. maj 2006
Forslag
til
Lov om ændring af opkrævningsloven,
selskabsskatteloven
og forskellige andre love
(Opkrævning via én
skattekonto)
§ 1
I lov om opkrævning af skatter og
afgifter m.v. (opkrævningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 289 af 28. april 2003, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 408 af 8. maj 2005,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2,
indsættes som 2.
pkt.:
»I de tilfælde, der er nævnt i
§ 16, gælder loven tillige betalinger efter de
nævnte love vedrørende andet end skatter og
afgifter.«
2. § 2, stk. 6,
ophæves.
Stk. 7 bliver herefter stk. 6.
3. § 7, stk. 1,
affattes således:
»Betales et beløb ikke rettidigt, eller
er der ydet henstand med betalingen, skal der betales en
månedlig rente som fastsat efter stk. 2 med tillæg
af 0,7 procentpoint regnet fra den seneste rettidige betalingsdag
for beløbet, og frem til beløbet betales. Renten
beregnes dagligt. Renten kan ikke fratrækkes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For beløb,
der opkræves efter reglerne i kapitel 5, finder bestemmelsen
om saldoforrentning i § 16 c, stk. 1,
anvendelse.«
4. § 8, stk. 1, nr. 2
og 3, affattes
således:
»2) gebyr efter § 6,
3) renter efter § 7 samt«.
5. I § 8, stk. 1,
indsættes som nr.
4:
»4) renter efter § 16 c, stk. 1
og 2.«
6. I § 12, stk. 1,
ophæves 3. og 4. pkt.
7. I § 12 indsættes
som stk. 5:
»Stk. 5. Negative tilsvar efter
stk. 1, der indgår ved en samlet kontoopgørelse
af virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. efter reglerne
i denne lovs kapitel 5, kan alene udbetales, hvis det negative
tilsvar modsvares af en kreditsaldo opgjort efter § 16 a,
stk. 2, 2. pkt.«
8. I § 13 indsættes
som stk. 2:
»Stk. 2. Overdragelser efter
stk. 1 kan ikke overstige det udbetalingsbeløb, der kan
opgøres efter § 12, stk. 5.«
9. Kapitel 5 affattes
således:
»Kapitel 5
‰n skattekonto
§ 16. Ind- og
udbetalinger vedrørende
1) skatter og afgifter omfattet af denne lovs
§ 1, stk. 1 og 2,
2) selskabsskatteloven,
3) fondsbeskatningsloven,
4) kulbrinteskatteloven,
5) toldloven,
6) ligningslovens § 17 E,
7) pensionsafkastbeskatningsloven,
8) pensionsbeskatningsloven,
9) lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse
afgifter,
10) lov om stempelafgift,
11) lov om afgift af tinglysning og registrering
af ejer- og panterettigheder m.v.,
12) lov om afgift af spillekasinoer,
13) lov om afgift af gevinster ved lotterispil
m.v.,
14) lov om lokale totalisatorspil,
15) lov om afgift efter brændstofforbrug
for visse personbiler,
16) lov om afgift af vejbenyttelse,
17) lov om vægtafgift af
motorkøretøjer,
18) registreringsafgiftsloven,
19) bekendtgørelse om gebyrer på
blyakkumulatorer (under miljøbeskyttelsesloven),
20) bekendtgørelse om gebyr og tilskud til
nyttiggørelse af dæk (under
miljøbeskyttelsesloven) og
21) bøder, gebyrer og renter
vedrørende de ovennævnte love og
bekendtgørelser
fra og til virksomheder, selskaber, fonde og
foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår
i én samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter
reglerne i dette kapitel.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 16 a, § 16 b, stk. 1,
og § 16 c, stk. 1 og 2, finder tilsvarende
anvendelse på betalinger efter lov om afgifter efter
brændstofforbrug for visse personbiler, lov om
vægtafgift for visse køretøjer, lov om afgift
af vejbenyttelse og registreringsafgiftsloven fra eller til en
fysisk person.
§ 16 a. Ind- og
udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af
§ 16, stk. 1 og 2, modregnes automatisk efter et
saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af
skattekontoen.
Stk. 2. Overstiger den samlede sum af
registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto den
samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til
virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede
beløb, som virksomheden skylder told- og
skatteforvaltningen. Er den samlede sum af registrerede og
forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod
mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger
til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen)
virksomhedens samlede tilgodehavende fra told- og
skatteforvaltningen.
Stk. 3. Krav på ind- og
udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt,
hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed
kan opgøres.
Stk. 4. Krav på indbetalinger
fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen
efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for
beløbet.
Stk. 5. Indbetalinger fra virksomheder
til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker
(krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra
indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.
Stk. 6. Tilgodehavender til
virksomheder omfattet af dette kapitel påvirker (krediteres)
saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor
beløbet kan opgøres efter § 12.
Stk. 7. Udbetalinger til virksomheder
til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres)
saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt,
hvor der sker udbetaling til virksomheden.
Stk. 8.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til
betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav,
går betalingen til dækning af det ældst forfaldne
krav først .
Stk. 9
. Ubetalte krav til told- og skatteforvaltningen, der er oversendt
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, behandles
efter reglerne i inddrivelseslovgivningen.
§ 16 b.
Beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad
betalingen skal dække, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Foretages der frivillig
indbetaling af acontoskat efter selskabsskattelovens § 29
B, stk. 6, eller frivillig indbetaling af acontoskat efter
pensionsafkastbeskatningsloven, skal det fremgå af
indbetalingen, at der er tale om frivillig indbetaling af
acontoskat.
Stk. 3. Foretages der indbetaling af
beløb efter stk. 2, anvendes beløbet alene til
dækning af frivillig acontoskat, hvis der ikke på
indbetalingstidspunktet består en debetsaldo.
§ 16 c. En
debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i § 7,
stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives
månedligt. Renten er ikke fradragsberettiget.
Stk. 2. En kreditsaldo forrentes med
den rentesats, der er fastsat i § 7, stk. 2. Renten
beregnes fra den dag, hvor kreditsaldoen er fremkommet. Renten
beregnes dagligt og tilskrives månedligt. En kreditsaldo, der
overstiger 5.000 kr., forrentes ikke. Renten er ikke
skattepligtig.
Stk. 3. Overstiger en debetsaldo for
en virksomhed 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales
straks, og told- og skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev
herom til virksomheden. Told- og skatteforvaltningen udsender ikke
rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder.
Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også
hvor debetsaldoen er mindre end 5.000 kr. Betales beløbet
ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan
beløbet overgives til inddrivelse. Et beløb, der
overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen. Der
pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af
rykkerbrev.
Stk. 4. En kreditsaldo udbetales til
virksomhedens nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en
beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo.
Kreditsaldoen udbetales først, når den er på 100
kr. eller derover, medmindre virksomheden tilkendegiver at ville
have ethvert beløb uanset størrelse udbetalt.
Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, i det omfang
virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder
eller at indsende selvangivelse, jf. § 12,
stk. 4.
Stk. 5. Udbetaling af en kreditsaldo
afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste
rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens
opståen. Opstår kreditsaldoen som følge af,
at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt,
udbetales kreditsaldoen dog senest efter fristen i § 12,
stk. 2.
§ 16 d.
Sikkerhed stillet efter § 11 kan anvendes til
dækning af en debetsaldo efter § 16 c, stk. 3,
uanset hvilke krav der indgår i debetsaldoen.
Stk. 2. Sikkerhed stillet efter andre
love end denne lov kan alene anvendes til dækning af en
debetsaldo efter § 16 c, stk. 3, for det eller de
krav, som den stillede sikkerhed vedrører.«
§ 2
I lov om indkomstbeskatning af selskaber
m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1125
af 21. november 2005, som ændret senest ved § 9 i
lov nr. 406 af 8. maj 2006, foretages følgende
ændringer:
1.§ 24 affattes
således:
Ȥ 24. Skatter
efter denne lov opkræves efter skattelovgivningens
almindelige regler, for så vidt de efter deres indhold er
anvendelige på de selskaber og foreninger m.v., der er
nævnt i denne lov. Opkrævningsloven, bortset fra
kapitel 3, finder anvendelse på opkrævningen af
indkomstskat af selskaber og foreninger m.v.
Opkrævningslovens kapitel 2 finder anvendelse i det omfang,
det følger af reglerne i lovens kapitel 5.«
2. § 29 A, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5. Ordinær
acontoskat forfalder til betaling i 2 rater henholdsvis den 1.
marts og den 1. november i indkomståret. Sidste rettidige
indbetalingsdag er den 20. i forfaldsmåneden. Betales
beløbet ikke rettidigt, forrentes det efter § 7,
stk. 1, jf. stk. 2, i opkrævningsloven.
Forrentningen tilfalder statskassen.«
3. § 29 B, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5. Det beløb,
hvormed indkomstskatten måtte være mindre end summen af
ordinære acontoskatter med tillæg af eventuel
udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 67, stk. 2,
reguleret for tillæg efter stk. 6 og af eventuelle
frivillige acontobetalinger ligeledes reguleret for tillæg
efter stk. 6, benævnes overskydende skat. Ved beregning
af overskydende skat indgår de ordinære acontoskatter,
uanset om betaling er sket. Ved tilbagebetaling af overskydende
skat ydes der selskabet eller foreningen m.v. en godtgørelse
på den efter stk. 7 fastsatte godtgørelsesprocent
af den overskydende skat. Der kan kun ske tilbagebetaling af
beløb, der faktisk er indbetalt. Told- og
skatteforvaltningen overfører overskydende skat inklusive
godtgørelse til skattekontoen senest 2 bankdage efter den
20. november i kalenderåret efter indkomståret eller
ved et forskudt indkomstår senest 2 bankdage efter den 20.
november i kalenderåret efter det kalenderår, som det
forskudte indkomstår træder i stedet for. Er den 20.
november en lørdag eller søndag, overføres
betalingen dog senest 3 bankdage efter den 20. november. Ved
opløsning efter § 5, stk. 1, 1. pkt., eller
§ 7 kan tilbagebetaling af overskydende skat dog ske
før. Der ydes i disse tilfælde ikke godtgørelse
efter 3. pkt.«
4. § 29 B, stk. 7,
ophæves.
Stk. 8-11 bliver herefter stk. 7-10.
5. I § 30, stk. 1,
udgår 2. pkt.
6.§ 30, stk. 2, 3.
pkt., affattes således:
»Beløb som nævnt i 1. og 2. pkt.
forrentes efter § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i
opkrævningsloven pr. påbegyndt måned fra den 1.
november i kalenderåret eller ved forskudt indkomstår
fra den 1. november i kalenderåret efter det
kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i
stedet for, og til og med den måned, hvori opkrævningen
udskrives.«
7.§ 30, stk. 4, 2.
pkt., affattes således:
»Betales beløbet ikke rettidigt,
forrentes det efter § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i
opkrævningsloven.«
8.§ 30, stk. 5, 3.
pkt., affattes således:
»Af de i 1. og 2. pkt. nævnte
beløb tilkommer der selskabet eller foreningen m.v. en rente
i henhold til § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i
opkrævningsloven pr. påbegyndt måned fra den 1.
november i kalenderåret efter indkomståret eller ved
forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret
efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår
træder i stedet for. Renten medregnes ikke til den
skattepligtige indkomst.«
§ 3
I lov om ansættelse og
opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, jf.
lovbekendtgørelse nr. 793 af 29. september 1993, som
ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 277 af 13. maj 1998,
§ 6 i lov nr. 956 af 20. december 1999, § 38 i
lov nr. 165 af 15. marts 2000 og senest ved § 36 i lov
nr. 428 af 6. juni 2005, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1 indsættes
efter stk. 2, som nyt stykke:
»Stk. 3. Kapitel 5 i
opkrævningsloven finder anvendelse på opkrævning
af betalinger og udbetalinger efter denne lov.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. § 4, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4. Er et beløb, som
den skattepligtige efter stk. 1 skal indbetale til det
offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den skattepligtige betale
en rente i henhold til § 7, stk. 1, jf. stk. 2,
i opkrævningsloven. Rentebeløbet tilfalder
statskassen.«
§ 4
I toldloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 867 af 13. september 2005, foretages følgende
ændringer:
1. § 30 a, stk. 3,
affattes således:
» Stk. 3 . Overskrides
den betalingsfrist, der er fastsat efter stk. 1 eller 2,
beregnes renter efter de i § 37 fastsatte regler,
således at beløbet forrentes med en daglig rente, som
beregnes for hver påbegyndt dag regnet fra den seneste
rettidige angivelses- og betalingsdag for beløbet. Renten
tilskrives månedligt.«
2.§ 36, stk. 3, 2.
pkt., affattes således:
»Et overskydende beløb, der
indgår ved en samlet kontoopgørelse af en
varemodtagers tilsvar af skatter og afgifter m.v. efter kapitel 5 i
opkrævningsloven, kan alene udbetales, såfremt det
negative tilsvar modsvares af en kreditsaldo opgjort efter
opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, 2.
pkt.«
3. I § 37 indsættes
som stk. 2:
»Stk. 2. Kapitel 5 i
opkrævningsloven, bortset fra bidrag efter § 30,
stk. 4, finder tilsvarende anvendelse på de
beløb, der er nævnt i stk. 1.«
§ 5
I lov om beskatning af visse
pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 899 af 22. september 2005, som
ændret senest ved § 5 i lov nr. 1428 af 21.
december 2005, foretages følgende ændringer:
1.§ 23, stk. 1, 2.
og 3. pkt . , affattes således:
»Pengeinstituttet skal tilbageholde skatten og
angive og indbetale den til told- og skatteforvaltningen inden for
3 hverdage (bankdage) efter, at pengeinstituttet har udbetalt den
skattepligtige ydelse. Hvor ophævelsen ikke medfører,
at der sker udbetaling, skal det pågældende
pengeinstitut tilbageholde skatten og angive og indbetale den til
told- og skatteforvaltningen inden for 1 måned efter, at
pengeinstituttet har fået kendskab til
ophævelsen.«
2.§ 23, stk. 2, 1.
pkt., affattes således:
»Pengeinstituttet angiver og indbetaler senest
den 15. december umiddelbart efter indkomstårets udløb
den resterende skyldige skat efter stk. 1 med tillæg af
beregnede renter efter stk. 3 til told- og
skatteforvaltningen.«
3.§ 23, stk. 3, 2.
pkt., affattes således:
»Renten svarer til den i
opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf.
stk. 2, nævnte rente.«
4. I § 28 indsættes
før stk. 1 som nyt stykke:
»Opkrævningslovens kapitel 5 finder
anvendelse på opkrævningen af betalinger og
udbetalinger omfattet af denne lov.«
Stk. 1 og 2 bliver herefter stk. 2 og
3.
5.§ 28, stk.1, 2. pkt.,
der bliver stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Renten svarer til den rente, der er fastsat i
§ 7, stk. 1, jf. stk. 2, 2. pkt., i
opkrævningsloven.«
§ 6
I lov om beskatning af pensionsordninger
m.v. (pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
824 af 25. august 2005, som ændret senest ved § 7 i
lov nr. 406 af 8. maj 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I § 38 indsættes
efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Opkrævningslovens
kapitel 5 finder anvendelse på indbetaling af afgift som
nævnt i stk. 1.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
2.§ 38, stk. 3, der
bliver stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Hvis indbetaling ikke
finder sted inden udløbet af den frist, der er nævnt i
stk. 1, skal den tilbageholdelsespligtige betale rente efter
§ 7, stk. 1, jf. stk. 2, i
opkrævningsloven.«
3. I § 49 A,
stk. 8, ændres »§ 38, stk. 5
og 6« til: »§ 38, stk. 6 og
7«.
4. I § 49 B,
stk. 8, ændres »§ 38, stk. 5
og 6« til: »§ 38, stk. 6 og
7«.
§ 7
I lov om beskatning af fonde og visse
foreninger (fondsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 800 af 18. august 2005, foretages følgende
ændring:
1.§ 3A, stk. 6, 5. pkt.,
affattes således:
»Betales indskudsafgiften ikke rettidigt, skal
der betales rente efter § 7, stk. 1, jf.
stk. 2, i opkrævningsloven.«
§ 8
I lov om fremskyndet tilbagebetaling af
visse afgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 675 af 15.
september 1998, som ændret bl.a. ved § 42 i lov nr.
165 af 15. marts 2000 og senest ved § 26 i lov nr. 428 af
6. juni 2005, foretages følgende ændringer:
1. I § 3 indsættes
efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Opkrævningslovens
kapitel 5 finder anvendelse på udbetaling og tilbagebetaling
af beløb efter §§ 1 og 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 3, stk. 3, som
bliver stk. 4, ændres »beløb efter
stk. 2« til: »beløb efter
stk. 3«.
§ 9
I lov om stempelafgift, jf.
lovbekendtgørelse nr. 321 af 21. maj 2002, som ændret
ved § 34 i lov nr. 325 af 18. maj 2005 og § 65
i lov nr. 428 af 6. juni 2005, foretages følgende
ændringer:
1.§ 21, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5. Betales
afgiftsbeløbet ikke rettidigt af de særlige
stempelmærkeforhandlere, der er nævnt i stk. 1,
eller af de virksomheder, der er nævnt i stk. 3, der har
tilladelse til selv at stemple dokumenter, skal der betales rente
efter § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i
opkrævningsloven.«
2. I § 21 indsættes
som stk. 7:
»Stk. 7. Indbetaling af afgift
som nævnt i stk. 5 sker efter kapitel 5 i
opkrævningsloven.«
§ 10
I lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift
af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.,
som ændret bl.a. ved § 46 i lov nr. 165 af 15.
marts 2000 og senest ved § 4 i lov nr. 560 af 24. juni
2005, foretages følgende ændringer:
1.§ 19, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. For indbetaling af
tinglysningsafgift fra personer, der sker senere end den i
stk. 2 anførte frist, betales rente efter
§ 7, stk. 2, i opkrævningsloven med
tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt
måned fra den 1. i den måned, i hvilken det
afkrævede beløb skal betales.«
2. I § 19 indsættes
efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. For indbetaling af
tinglysningsafgift fra virksomheder, herunder virksomheder, der er
registreret efter § 17, stk. 1, der sker senere end
den frist, der er anført i stk. 2, betales rente efter
§ 7, stk. 1, jf. stk. 2, i
opkrævningsloven.
Stk. 5. Kapitel 5 i
opkrævningsloven finder anvendelse på opkrævning
og indbetaling af tinglysningsafgift fra virksomheder, selskaber,
fonde og foreninger.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
§ 11
I lov om afgift af spillekasinoer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1145 af 2. december 2005, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2. Opkrævningslovens
kapitel 5 finder anvendelse på indbetaling af afgift som
nævnt i stk. 1.«
2. § 4, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2. Betales afgiften ikke
rettidigt, skal der betales rente efter § 7, stk. 1,
jf. stk. 2, i opkrævningsloven.«
3. § 6, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. Betales afgiften ikke
rettidigt, skal der betales rente efter § 7, stk. 1,
jf. stk. 2, i opkrævningsloven.«
§ 12
I lov om afgift af gevinster ved
lotterispil m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 2.
december 2005, foretages følgende ændringer:
1. I § 5 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2. Kapitel 5 i
opkrævningsloven finder anvendelse på indbetaling af
afgift som nævnt i stk. 1.«
2. § 8, stk. 1,
affattes således:
»Såfremt skyldig afgift ikke indbetales
rettidigt, svares rente efter § 7 stk. 1, jf.
stk. 2, i opkrævningsloven. Dette beløb med
påløbne renter inddrives om fornødent ved
udpantning.«
§ 13
I lov om lokale totalisatorspil, jf.
lovbekendtgørelse nr. 22 af 16. januar 2006, foretages
følgende ændringer:
1.§ 10, stk. 1,
affattes således:
»Skatteministeren fastsætter de
nærmere regler om anmeldelse af afgiften og dennes
indbetaling. Indsendelse af afgiftsanmeldelse kan om
fornødent fremtvinges ved pålæg af daglige
bøder, der pålægges af skatteministeren.
Indbetales den skyldige afgift ikke rettidigt, forrentes
afgiftsbeløbet efter § 7, stk. 1, jf.
stk. 2, i opkrævningsloven. Den skyldige afgift med
påløbne renter inddrives om fornødent ved
udpantning.«
2. I § 10 indsættes
efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Kapitel 5 i
opkrævningsloven finder anvendelse på indbetaling af
afgift som nævnt i stk. 1.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I § 11, stk. 1,
2. pkt., ændres »§ 10,
stk. 2« til: »§ 10,
stk. 3«.
§ 14
I lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001, som
ændret senest ved § 12 i lov nr. 408 af 8. maj
2006, foretages følgende ændring:
1. I § 88, stk. 2,
indsættes som 4.
pkt.:
»Ministeren kan, hvor der foreligger
særlige grunde til det, fastsætte andre regler om
rente.«
§ 15
I lov om afgift efter
brændstofforbrug for visse personbiler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 864 af 22. oktober 2002, som
ændret senest ved § 22 i lov nr. 309 af 19. april
2006, foretages følgende ændringer:
1. § 4, stk. 5, 3.
pkt., ophæves.
2.§ 10 ophæves.
3.§ 11, stk. 1, 1.
pkt., affattes således:
»Hvis afgiften ikke betales rettidigt, fjerner
politiet snarest køretøjets nummerplader, hvis told-
og skatteforvaltningen anmoder derom.«
§ 16
I lov om vægtafgift af
motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
978 af 4. december 2003, som ændret senest ved § 25
i lov nr. 309 af 19. april 2006, foretages følgende
ændringer:
1. § 6, stk. 5, 3.
pkt., ophæves.
2.§ 12, stk. 1, 1.
pkt., affattes således:
»Hvis afgiften ikke betales rettidigt, fjerner
politiet snarest køretøjets nummerplader, hvis told-
og skatteforvaltningen anmoder derom.«
§ 17
I lov om afgift af vejbenyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 2006, som ændret
ved § 24 i lov nr. 309 af 19. april 2006, foretages
følgende ændring:
1. § 6, stk. 1, 1.
pkt., affattes således:
»Hvis afgiften ikke betales rettidigt, fjerner
politiet snarest køretøjets nummerplader, hvis told-
og skatteforvaltningen anmoder derom.«
§ 18
Stk. 1. Skatteministeren
fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog
stk. 2. Loven finder anvendelse for krav, der har forfaldsdato
efter ikrafttrædelsestidspunktet.
Stk. 2. § 14 træder i
kraft fra dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.