L 199 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om tinglysning og forskellige andre love. (Digital tinglysning).

Fremsat den 31. marts 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om tinglysning
og forskellige andre love

(Digital tinglysning)

§ 1

I lov om tinglysning, jf. l ovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, ændres "lyses til tinge" til: "tinglyses".

2. Efter § 1 indsættes:

"§ 1 a. Underpant i ejerpantebreve skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der indgås om pantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod ejendommen.

Stk. 2. Underpant efter stk. 1 og aftale eller retsforfølgning efter § 1, stk. 1, der skal kunne fortrænge en utinglyst ret i et ejerpantebrev eller inden for et ejerpantebrevs ramme, skal selv være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Stk. 3. En panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev kan i god tro med sikkerhed i ejerpantebrevet og med prioritet forud for senere tinglyste panterettigheder i eller inden for rammen af ejerpantebrevet og retsforfølgning udvide det sikrede gældsforhold indtil det tidspunkt, hvor meddelelse om de efterstående rettigheder er kommet frem til panthaveren.

Stk. 4. Overdragelse eller anden overførsel af rettigheder som nævnt i stk. 1 skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der indgås om pantebrevet, og mod retsforfølgning."

3.§ 2 affattes således:

" § 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at rettigheder, der i henhold til lovgivningen har gyldighed efter § 1 uden tinglysning, og som fremgår af et almindeligt tilgængeligt offentligt register, ikke kan tinglyses.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om udslettelse af tinglyste rettigheder, der er omfattet af regler udstedt i medfør af stk. 1."

4. I § 5, 2. pkt., udgår: ", og ved overdragelse af pantebreve på overdragelsens tid".

5. § 6, 2. pkt., ophæves.

6.§ 7 affattes således:

" § 7. Tinglysning sker i tingbogen.

Stk. 2. Ved dokumenter og påtegninger forstås i denne lov digitale dokumenter og digitale påtegninger.

Stk. 3. Tinglysning kan alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur.

Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte nærmere regler om de tekniske krav til dokumenter og digitale signaturer.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne heraf."

7. I § 8, stk. 1, ændres "dagbog og tingbog" til: "tingbogen", i stk. 2 ændres "indleveret" til: "anmeldt", og i stk. 3 ændres "stk. 3" til: "stk. 2".

8.§ 9 affattes således:

" § 9. Et dokument, der anmeldes til tinglysning, skal indeholde oplysning om vedkommende ejendoms matrikelnummer og adresse. Dokumentet skal desuden indeholde oplysning om person- eller CVR-nummer på de ifølge dokumentet forpligtede og berettigede samt på anmelder, og det skal angive, til hvem meddelelser om tinglysningen med bindende virkning kan sendes.

Stk. 2. Det skal fremgå af dokumentet, hvis det er udstedt i henhold til fuldmagt, jf. kapitel 7 a, eller af en autoriseret anmelder, jf. kapitel 7 b.

Stk. 3. Der kan ikke tinglyses flere rettighedstyper ved samme dokument."

9. I § 10, stk. 1, indsættes efter "ejendom": "eller i et ejerpantebrev med pant i en bestemt fast ejendom", og "- eller ved pantebreve ifølge transport -" udgår.

10.§ 10, stk. 2, ophæves.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.

11. I § 10, stk. 6, der bliver stk. 5, indsættes efter "påtaleberettigede": ", samt om servitutten er tidsbegrænset og i givet fald den periode, dokumentet skal være tinglyst. Perioden kan forlænges ved ny tinglysning. Desuden skal servituttens geografiske udstrækning angives, og det skal fremgå, hvilken eller hvilke ejendomme der er herskende i henhold til servitutten".

12.§ 11, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

"Til udslettelse af pantebreve eller rettigheder i et ejerpantebrev kræves samtykke fra den ifølge tingbogen berettigede eller bevis for, at retten er ophørt ifølge retsbeslutning."

13.§ 12 affattes således:

" § 12. Ved tinglysning af meddelelse om dom eller anden offentlig retshandling, der går ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over en bestemt fast ejendom eller i et ejerpantebrev med pant i en bestemt fast ejendom, skal der fremsendes erklæring fra vedkommende myndighed, der har foretaget handlingen, eller udskrift af dens bøger, og handlingen skal angå en person, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde over en ret over ejendommen.

Stk. 2. Ved tinglysning af hævd kræves enten en erklæring om anerkendelse af hævd af den, mod hvem hævden er vundet, eller dom for, at hævd er vundet.

Stk. 3. Hvis sagsøgeren fremsætter anmodning derom, kan domstolen i retssager om fast ejendom, når stævningen er forkyndt, træffe beslutning om, at meddelelse om retssagen kan tinglyses. Ved tinglysning af sådan meddelelse skal der fremsendes udskrift af retsbogen og kopi af stævningen. Bortfalder sagen uden dom, eller går dommen sagsøgeren imod, og ankefristen udløber uden påanke, kan sagsøgte ved fremsendelse af udskrift af retsbogen begære meddelelsen aflyst."

14.§ 13 affattes således:

" § 13. Ved udlæg, bortset fra udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, og arrest i fast ejendom og i tilfælde af en ejendoms salg eller overtagelse ved endelig tvangsauktion skal fogeden snarest muligt foranledige meddelelse herom tinglyst. I tilfælde af konkurs og behandling af dødsbo ved bobestyrer skal skifteretten foranledige meddelelse herom tinglyst, når kurator eller bobestyrer meddeler skifteretten, at boet omfatter fast ejendom.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at meddelelse om andre afgørelser, der træffes af en domstol, skal anmeldes til tinglysning af denne."

15.§ 14 affattes således:

" § 14. Dokumenter, der anmeldes til tinglysning, indføres ved modtagelsen i tingbogen. Dokumenterne anses for modtaget på det tidspunkt, hvor de er kommet frem til retten, og retsvirkningerne regnes fra dette tidspunkt. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis dokumenterne ikke opfylder de i henhold til denne lov fastsatte tekniske specifikationer. Dokumenter, der modtages samtidig, ligestilles.

Stk. 2. Tidspunktet for modtagelsen meddeles anmelderen og anses for korrekt, medmindre der føres fuldt bevis for det modsatte.

Stk. 3. Indeholder dokumentet ikke de i § 9, stk. 1, anførte oplysninger, afvises det. Det samme gælder, hvis dokumentet ikke er forsynet med digital signatur. Justitsministeren kan bestemme, at andre fejl og mangler skal have samme virkning.

Stk. 4. Kan dokumentet ikke tinglyses med det samme, gives der anmelderen meddelelse herom samt om årsagen og det forventede tinglysningstidspunkt."

16. I § 15, stk. 1, ændres "Efter indførelsen i dagbogen undersøger" til: "Efter modtagelse undersøger".

17.§ 15, stk. 2, 2. og 3. pkt ., ophæves.

18. I § 15, stk. 3, udgår "(f.eks. eksekutorbevilling, fuldmagt, skifteudskrift, udskrift af handels- eller aktieselskabsregister o.lign.)", og efter "bevislighed" indsættes: ", jf. dog § 49 b, stk. 4".

19.§ 15, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

20. I § 15, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter "disse": ", jf. dog stk. 6", og 2. pkt . udgår.

21. I § 15 indsættes som stk. 6 :

" Stk. 6 . Et dokument vedrørende panteret, bortset fra retspant, lovbestemt pant og underpant i et ejerpantebrev, skal altid angive de enkelte foranstående hæftelser i ejendommen samt disses beløb. Et dokument vedrørende panteret inden for et ejerpantebrevs ramme skal desuden angive de enkelte foranstående rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme. Et dokument vedrørende underpant i et ejerpantebrev skal alene angive de enkelte foranstående rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme."

22. I § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres "indføres det i tingbogen" til: "tinglyses det", og i 3. pkt. ændres "samme dag" til: "samtidig", og "samt på genparten" udgår.

23. I § 16, stk. 2,ændres "indført i tingbogen" til: "tinglyst", og "og genparten" udgår, og "den dag, det er indført i dagbogen" ændres til: "modtagelsestidspunkt", og "dagbogsnummer" ændres til: "løbenummer".

24. I § 16, stk. 2, indsættes som 2. pkt .:

"Meddelelse om tinglysningen og vilkårene for denne sendes til anmelderen eller den, anmelderen har angivet som modtager af meddelelser om tinglysningen."

25. I § 16, stk. 4, 1. pkt., ændres "anmeldelse til dagbogen" til: "modtagelse", og 2. og 3. pkt . ophæves.

26.§ 16, stk. 5, ophæves.

27. I § 17, stk. 2, 1. pkt., ændres: "den dag, dokumentet er indført i dagbogen" til: "modtagelsestidspunkt", og "dagbogsnummer" ændres til: "løbenummer".

28. I § 17, stk. 3, indsættes efter 2. pkt.:

"Ved panterettigheder inden for rammen af et ejerpantebrev anføres tillige prioritetsstillingen i og inden for rammen af ejerpantebrevet. Ved underpanterettigheder i et ejerpantebrev anføres alene prioritetsstillingen i og inden for rammen af ejerpantebrevet."

29. I § 17, stk. 4, ændres "§ 50 c, stk. 5" til: "§ 50 c, stk. 7".

30.§ 18 affattes således:

" § 18. For hver ejendom findes en elektronisk akt indeholdende en fuldstændig gengivelse af de på ejendommen tinglyste dokumenter. Udslettede dokumenter overføres til en historisk akt."

31. I § 19 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

" Stk. 2. Forinden der første gang tinglyses en rettighed på et sådant ejendomsblad, skal bygningens geografiske placering på grunden noteres. Som grundlag for denne notering kan retten forlange en erklæring af en landinspektør med beskikkelse. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering af den geografiske placering af de pågældende bygninger."

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

32. I § 22, stk. 1, 1. pkt., ændres: "om, hvorvidt de på ejendommen tinglyste servitutter påhviler hele ejendommen eller kun enkelte af de grundstykker, hvori den ønskes delt, og da hvilke" til: "om den geografiske udstrækning af de på ejendommen tinglyste servitutter, og hvilke af grundstykkerne disse påhviler", og som 3. pkt . indsættes: "Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering af den geografiske udstrækning af servitutter", og stk. 8 affattes således:

" Stk. 8. Reglerne i stk. 1-7 finder tilsvarende anvendelse ved opdeling i ejerlejligheder. Opfyldelse af betingelserne i § 23, stk. 3, påses i disse tilfælde af retten."

33. I § 23, stk. 1, ændres "Arealoverførsel må kun foretages, såfremt" til: "Matrikelmyndighederne må kun foretage arealoverførsel, hvis", og stk. 3 affattes således:

" Stk. 3 . Den i stk. 1 foreskrevne fremgangsmåde kan dog undlades, hvis den påtænkte matrikulære ændring kan ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden og kun giver anledning til en ubetydelig formindskelse af ejendommens værdi. Matrikelmyndighederne afgør, om disse betingelser er opfyldt. Til brug for matrikelmyndighedernes afgørelse skal der foreligge erklæring fra en landinspektør med beskikkelse. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse af erklæringen."

34.§ 25 affattes således:

" § 25. Et dokument anses for tinglyst, når det er indført i tingbogen, og der er afsendt meddelelse om, at dokumentet er tinglyst."

35. I § 27, 1. pkt., udgår "og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret", og "- eller ifølge transport på et pantebrev -" udgår, og som 3. pkt . indsættes:

"Ved overdragelse af et tinglyst negotiabelt pantebrev til eje eller pant gælder endvidere reglerne i §§ 27 a og 27 b."

36. I § 27 indsættes som stk. 2 :

" Stk. 2. Et tinglyst pantebrev, bortset fra et skadesløsbrev, der giver pant i fast ejendom, er negotiabelt, medmindre der i pantebrevet er indføjet ordene "ikke til ordre" eller tilsvarende forbehold."

37. Efter § 27 indsættes:

"§ 27 a. Når et tinglyst negotiabelt pantebrev er overdraget til eje eller pant af den ifølge tingbogen berettigede, og erhververen i god tro har fået tinglyst overdragelsen, kan erhververen ikke mødes med nogen af de af gældsbrevslovens § 15, stk. 1, omfattede indsigelser fra skyldneren.

Stk. 2. Skyldneren bevarer selv over for en godtroende erhverver sine indsigelser efter gældsbrevslovens § 16. Det samme gælder for skyldnerens indsigelser efter gældsbrevslovens § 17.

§ 27 b. Når et tinglyst negotiabelt pantebrev er overdraget til eje eller pant af den ifølge tingbogen berettigede, og erhververen i god tro har fået tinglyst sin ret, hindrer det ikke erhververens ret, at den ifølge tingbogen berettigede var umyndig eller manglede ret til at råde over pantebrevet.

§ 27 c. Over for den, som har fået tinglyst en overdragelse af et negotiabelt pantebrev til eje eller pant, kan skyldneren kun kræve modregning med fordringer på overdrageren, hvis erhververen vidste, at skyldneren havde en fordring, der kunne benyttes til modregning, og at skyldneren ville lide tab ved overdragelsen, hvis den afskar modregning.

Stk. 2. Adgangen til at modregne fordringer, der udspringer af samme retsforhold som pantebrevsfordringen, bevares dog trods overdragelsen, medmindre andet følger af reglerne om indsigelser fra dette forhold."

38.§ 28 ophæves.

39. I § 29, stk. 1, indsættes efter "grundbyrdeafgifter": ", renter og afdrag på tinglyste negotiable pantebreve".

40.§ 29, stk. 2, affattes således:

" Stk. 2 . Når et tinglyst negotiabelt pantebrev er overdraget til eje eller pant, kan en skyldner i god tro med frigørende virkning betale forfaldne renter til overdrageren. Det samme gælder om afdrag, som efter det tinglyste pantebrev skal betales til bestemt angivne tidspunkter."

41. Efter § 29 indsættes:

" § 29 a. Skyldneren ifølge et tinglyst negotiabelt pantebrev eller ifølge en tinglyst underpantsætning af et ejerpantebrev er kun forpligtet til at betale gælden mod aflysning af pantebrevet eller underpantsætningen.

§ 29 b. Betaler skyldneren ifølge et tinglyst negotiabelt pantebrev afdrag før forfaldstid, herunder ekstraordinære afdrag, kan skyldneren kræve pantebrevet nedlyst hermed. Betaler skyldneren efter forfaldstid afdrag, der efter pantebrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter, kan skyldneren kun forlange særskilt kvittering.

Stk. 2. Er skyldforholdet ophørt, kan skyldneren forlange pantebrevet aflyst. Er skyldforholdet ændret ved aftale, modregningserklæring, dom eller opsigelse, kan skyldneren forlange dette tinglyst."

42. I § 31 indsættes som 2. pkt .:

"Det samme gælder den godtroende erhverver, der som følge af reglen i § 27 a, stk. 2, 2. pkt., skal respektere en indsigelse vedrørende pantebrevet."

43. I § 34, stk. 1, ændres "en fejlagtig anmeldelsesdato" til: "et fejlagtigt modtagelsestidspunkt".

44. I § 36, 3. pkt., ændres "dagbog eller tingbog" til: "tingbogen".

45.§ 39, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

"Overdrageren kan forlange, at panthaveren giver pantebrevet en påtegning om gældsovertagelsen."

46.§ 42 d, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:

" Stk. 3. Underpant i ejerpantebreve, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c, skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod motorkøretøjet.

Stk. 4. Underpant og retsforfølgning efter stk. 1 og underpant efter stk. 3, som skal fortrænge en utinglyst ret i et ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c, eller inden for ejerpantebrevets ramme, skal selv være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 1 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c.

Stk. 6. Bestemmelserne i § 15, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse ved tinglysning af rettigheder i et ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c, eller inden for ejerpantebrevets ramme.

Stk. 7. Overdragelse eller anden overførsel af de i stk. 1 og 3 nævnte rettigheder skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om den pågældende rettighed, og mod retsforfølgning mod rettigheden."

47. I § 42 e, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter "køretøj": "eller i et ejerpantebrev med pant i et bestemt køretøj".

48. I § 42 e, stk. 2, 3. pkt., ændres "§ 9, stk. 4 og 5, og § 10, stk. 3" til: "§ 7, stk. 3, § 9, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, og § 10, stk. 2".

49.§ 42 e, stk. 3, affattes således:

" Stk. 3 . Ved pantebreve finder § 11, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Ved tinglysning af retsforfølgning finder § 13 tilsvarende anvendelse."

50.§ 42 f, stk. 1, affattes således:

"Ved modtagelsen indføres dokumentet i bilbogen. § 8, stk. 2 og 3, § 14, stk. 1, 2.-4. pkt., og stk. 2-4, samt § 15, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse."

51. I § 42 f, stk. 2, 2. pkt.,ændres ", og stk. 5, 1. pkt." til: "og 5", og i stk. 3, 1. pkt., ændres "indføres det i bilbogen" til: "forsynes det med oplysning om, at det er tinglyst, om modtagelsestidspunkt samt om løbenummer", og i stk. 3, 3. pkt ., ændres "stk. 2-4" til: "stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 og 4".

52. I § 42 g, stk. 1, 1. pkt., ændres "og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret" til: ", og der er afsendt meddelelse om, at dokumentet er tinglyst", og 2. og 3. pkt. ophæves.

53. I § 42 g indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

" Stk. 3. Ved overdragelse til eje eller pant af tinglyste negotiable pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c, finder §§ 27 a-31 tilsvarende anvendelse. Et tinglyst pantebrev, herunder et ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c, er ikke negotiabelt, medmindre dette klart fremgår af pantebrevet. Skadesløsbreve er ikke negotiable pantebreve."

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

54.§ 42 j, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:

" Stk. 3. Underpant i ejerpantebreve, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod andelen.

Stk. 4. Underpant og retsforfølgning efter stk. 1 og underpant efter stk. 3, som skal fortrænge en utinglyst ret i et ejerpantebrev, der giver pant andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, eller inden for ejerpantebrevets ramme, skal selv være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 1 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i.

Stk. 6. Bestemmelserne i § 15, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse ved tinglysning af rettigheder i et ejerpantebrev, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, eller inden for ejerpantebrevets ramme.

Stk. 7. Overdragelse eller anden overførsel af de i stk. 1 og 3 nævnte rettigheder skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om den pågældende rettighed, og mod retsforfølgning mod rettigheden."

Stk. 4 bliver herefter stk. 8.

55. I § 42 k, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter "andel": "eller i et ejerpantebrev med pant i en bestemt andel".

56. I § 42 k, stk. 2, 3. pkt., ændres "§ 9, stk. 4 og 5, og § 10, stk. 3" til: "§ 7, stk. 3, § 9, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, og § 10, stk. 2".

57. I § 42 k, stk. 3, udgår "§ 10, stk. 2, 1. og 3.-5. pkt., og", og som 2. pkt . indsættes:

"Ved tinglysning af retsforfølgning finder § 13 tilsvarende anvendelse."

58.§ 42 k, stk. 4, ophæves, og i stk. 5 , der bliver stk. 4, ændres "fremlægges udskrift med andelens adresse fra" til: "andelens adresse fremgå af", og "samt erklæring fra" ændres til: ", og der skal foreligge erklæring fra".

59. I § 42 k indsættes efter stk. 5, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

" Stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om, hvorledes de i stk. 4 nævnte oplysninger skal dokumenteres."

60. I § 42 k, stk. 6, ændres "retsbogsudskriften" til: "retsforfølgningen".

61. I § 42 k, stk. 7, 1. pkt., ændres "udskrift og erklæring efter stk. 5" til: "dokumentation efter stk. 4", og "fremskaffelse af udskriften og erklæringen" ændres til: "dokumentation", og i 2. pkt . indsættes efter "forlænges": ", hvis der foreligger en særlig begrundelse herfor".

62.§ 42 l, stk. 1, affattes således:

"Ved modtagelsen indføres dokumentet i andelsboligbogen. § 8, stk. 2 og 3, § 14, stk. 1, 2.-4. pkt., og stk. 2-4, samt § 15, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse."

63. I § 42 l, stk. 2, 2. pkt.,ændres ", og stk. 5, 1. pkt." til: "og 5", og i stk. 3, 1. pkt., ændres "indføres det i andelsboligbogen" til: "forsynes det med oplysning om, at det er tinglyst, om modtagelsestidspunkt samt om løbenummer", og i stk. 3, 3. pkt., ændres "stk. 2-4" til: "stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 og 4".

64. I § 42 m, stk. 1, 1. pkt., ændres "og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret" til: ", og der er afsendt meddelelse om, at dokumentet er tinglyst", og 2. og 3. pkt . ophæves.

65. I § 42 m indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

" Stk. 2 . Ved overdragelse til eje eller pant af tinglyste negotiable pantebreve, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, finder §§ 27 a-31 tilsvarende anvendelse. Et tinglyst pantebrev, herunder et ejerpantebrev, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, er ikke negotiabelt, medmindre dette klart fremgår af pantebrevet. Skadesløsbreve er ikke negotiable pantebreve."

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

66. I § 43, stk. 1,ændres "ikke" til: "hverken", og efter "kapitel 6 a" indsættes: "eller 6 b".

67. I § 43 a, stk. 1, indsættes efter "dokumenter": "samt registrering af testamenter oprettet for notar".

68. I § 43 b, stk. 1, udgår "og skal øverst på første side angive anmelderens navn, adresse og eventuelle telefonnummer.", og i stk. 2, 1. pkt ., ændres "§ 9, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 4-6, § 10, stk. 1-3" til: "§ 7, stk. 3, § 9, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, § 10, stk. 1 og 2", og stk. 2, 2. pkt. , og stk. 3 ophæves.

69.§ 44 affattes således:

" § 44. Ved modtagelsen indføres dokumentet i personbogen. § 8, stk. 2 og 3, § 14, stk. 1, 2.-4. pkt., og stk. 2-4, samt § 15, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 . Pantebreve skal angive de enkelte foranstående hæftelser og disses beløb. § 15, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse."

70. Efter § 44 indsættes:

" § 45. Foreligger der ingen hindring for tinglysningen, eller kan dokumentet tinglyses med anmærkning, forsynes det med oplysning om, at det er tinglyst, om modtagelsestidspunkt samt om løbenummer. En eventuel anmærkning indføres kort i personbogen. § 16, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om tinglysningsmåden."

71. I § 46, 1. pkt., ændres "og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret" til: ", og der er afsendt meddelelse om, at dokumentet er tinglyst", og 2. pkt . ophæves.

72. I § 47, stk. 1, ændres "Pantebreve, der giver underpant" til: "Underpant", og "få gyldighed" ændres til: "opnå beskyttelse".

73. I § 47 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

" Stk. 2. Underpant i ejerpantebreve, der giver pant i løsøre, skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod løsøret.

Stk. 3. Underpant efter stk. 1 og underpant i ejerpantebreve efter stk. 2, der skal fortrænge en utinglyst underpanteret i et ejerpantebrev eller inden for ejerpantebrevets ramme, skal selv være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 1 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i løsøre.

Stk. 5. Bestemmelserne i § 15, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse ved tinglysning af rettigheder i et ejerpantebrev, der giver pant i løsøre, eller inden for ejerpantebrevets ramme.

Stk. 6. Overdragelse eller anden overførsel af rettigheder som nævnt i stk. 1 og 2 skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om den pågældende rettighed, og mod retsforfølgning mod rettigheden.

Stk. 7. Ved overdragelse til eje eller pant af tinglyste negotiable pantebreve, der giver pant i løsøre, finder §§ 27 a-31 tilsvarende anvendelse. Et pantebrev, herunder et ejerpantebrev, der giver pant i løsøre, er ikke negotiabelt, medmindre dette klart fremgår af pantebrevet. Skadesløsbreve er ikke negotiable pantebreve."

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 8-10.

74. I § 47, stk. 4, der bliver stk. 10, ændres "stk. 1 og 2" til: "stk. 1 og 8", og som 2. pkt . indsættes:

"Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på pantebreve, der kan tinglyses efter reglerne i denne lov."

75. I § 47 c, stk. 4, nr. 2, ændres "§ 42 j, stk. 4" til: "§ 42 j, stk. 8".

76. I § 48, 1. pkt., ændres: "få gyldighed" til: "opnå beskyttelse".

77. I § 48 ophæves 2. pkt ., og som stk. 2 indsættes:

" Stk. 2 . Ejer den, der er frataget den retlige handleevne, fast ejendom, skal afgørelsen tillige tinglyses på ejendommen."

78. I § 49 ændres "lov nr. 56 af 18. marts 1925" til: "lov om ægteskabets retsvirkninger".

79.Overskriften til afsnit III affattes således:

"III. Fælles bestemmelser."

80. Efter § 49 a indsættes i afsnit III :

"Kapitel 7 a.

Fuldmagter.

§ 49 b. Den, der er berettiget til at råde over eller erklære sig om en ret over en bestemt fast ejendom, kan efter reglerne stk. 2 og 3 samt de regler, der fastsættes i medfør af stk. 5, give en anden person fuldmagt til at udstede og anmelde dokumenter vedrørende den pågældende ret til tinglysning, herunder afgive erklæringer vedrørende ejendommen. Fuldmagten kan indsendes, inden den pågældende er berettiget til at råde.

Stk. 2. Fuldmagten skal indsendes til Tinglysningsretten elektronisk eller på papir. Retten sender meddelelse om registrering af fuldmagten til den, der har indsendt fuldmagten. Elektroniske fuldmagter skal være forsynet med fuldmagtsgivers digitale signatur. Fuldmagter, der indsendes på papir, skal være dateret og underskrevet af fuldmagtsgiver, og dennes underskrift skal, hvis fuldmagten angår udstedelse og anmeldelse af skøder eller pantebreve, være bekræftet af en advokat eller to andre vitterlighedsvidner. Vidnerne skal udtrykkelig bevidne underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og fuldmagtsgivers myndighed. Vidnernes personnummer skal angives. Nævnte bekræftelse er dog ikke nødvendig, når fuldmagten udstedes af en offentlig myndighed.

Stk. 3. En fuldmagt kan alene danne grundlag for udstedelse og anmeldelse af dokumenter til tinglysning, herunder afgivelse af erklæringer, i den periode, den angiver at være gyldig.

Stk. 4. Er fuldmagten ikke registreret inden modtagelsen af et dokument, der anmeldes til tinglysning på grundlag af fuldmagten, tinglyses dokumentet med en frist på 6 hverdage til indsendelse af fuldmagten. Lørdage, grundlovsdag, den 24. december og den 31. december anses ikke for hverdage ved beregning af fristen. Dokumentet slettes, hvis fuldmagten ikke er kommet frem til retten inden fristens udløb. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder dog ikke ved tinglysning af påtegning på et tidligere tinglyst dokument eller ved aflysning af et dokument.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udformningen og indholdet af fuldmagter, der skal indsendes til Tinglysningsretten, herunder at fuldmagten skal indeholde oplysning om person- eller CVR-nummer på fuldmagtsgiver og fuldmagtshaver, og at papirfuldmagter skal være oprettet således, at de kan aflæses maskinelt, samt om en længste gyldighedsperiode for fuldmagter. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om rettens adgang til på begæring at forlænge fristen i stk. 4 og om, at retten i forbindelse med tinglysning efter stk. 1 skal sende meddelelse til den, der ifølge tingbogen er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed, herunder om fuldmagtshavers betaling af et gebyr for denne meddelelse.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på dokumenter vedrørende rettigheder, der skal tinglyses i bilbogen, andelsboligbogen eller personbogen, jf. kapitel 6 a, 6 b og 7.

Kapitel 7 b.

Autoriserede anmeldere.

§ 49 c. Dokumenter vedrørende panterettigheder i fast ejendom kan af anmeldere, der er autoriseret efter § 49 d, udstedes og anmeldes til tinglysning forsynet med anmelderens digitale signatur.

Stk. 2. Anmelderen skal kontrollere, at dokumentet hidrører fra den, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende ret, eller er udstedt med hans samtykke, og at han har forpligtet sig som anført i dokumentet. Det skal af anmeldelsen fremgå, at anmelderen har foretaget denne kontrol.

Stk. 3. Lider nogen tab som følge af anmelderens virksomhed som anmelder, har skadelidte ret til erstatning fra anmelderen efter dansk rets almindelige regler.

Stk. 4. Erstatning for tab, som staten har betalt i medfør af § 31, kan kræves erstattet af anmelderen, hvis dokumentet, der giver anledning til tabet, er anmeldt af anmelderen i henhold til stk. 1.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at retten i forbindelse med tinglysning i henhold til stk. 1, skal sende meddelelse til den, der ifølge tingbogen er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed, herunder om anmelderens betaling af et gebyr for denne meddelelse.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på dokumenter vedrørende panterettigheder og ejendomsforbehold, der skal tinglyses i bilbogen, jf. kapitel 6 a, samt panterettigheder, der skal tinglyses i andelsboligbogen eller personbogen, jf. kapitel 6 b og 7.

§ 49 d. Autorisation som anmelder meddeles af Tinglysningsretten.

Stk. 2. Autorisation kan meddeles til:

1) virksomheder, der i henhold til § 7 i lov om finansiel virksomhed har tilladelse som pengeinstitut,

2) virksomheder, der i henhold til § 8 i lov om finansiel virksomhed har tilladelse som realkreditinstitut,

3) personer, der i henhold til § 25 i lov om omsætning af fast ejendom er registreret som ejendomsmægler,

4) personer, der i henhold til § 119 i retsplejeloven er beskikket som advokat,

5) personer, der i henhold til § 1 i lov om landinspektørvirksomhed er beskikket som landinspektør, og

6) personer, der i henhold til § 3 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer er beskikket som statsautoriseret henholdsvis registreret revisor.

Stk. 3. Autorisation som anmelder kan endvidere meddeles til personer og virksomheder, der her i landet udøver aktiviteter af den i stk. 2 omhandlede art i henhold til EU-rettens regler om fri bevægelighed.

Stk. 4. Den, der ansøger om autorisation som anmelder, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve virksomheden forsvarligt.

Stk. 5. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af dennes virksomhed som anmelder, jf. § 49 c, stk. 3 og 4. Justitsministeren kan bestemme, at en ansøger opfylder kravet om sikkerhedsstillelse ved at opfylde krav, der stilles i anden lovgivning.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om udformning og indhold af ansøgninger om autorisation som anmelder og om betingelserne for at opnå autorisation, herunder om betaling af et gebyr for autorisation, om sikkerhedsstillelsens størrelse, art og tidsmæssige udstrækning, og om hvilke vilkår der kan knyttes til en autorisation.

Stk. 7. Autorisation som anmelder kan endvidere meddeles til andre personer, end de i stk. 2 og 3 nævnte, som opfylder betingelserne i stk. 4 og 5, og som

1) ikke er umyndige, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

2) ikke har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

3) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

4) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen som autoriseret anmelder.

Stk. 8. Autorisation som anmelder kan ud over de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde endvidere meddeles til aktieselskaber eller anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som opfylder betingelserne i stk. 4 og 5. Det er endvidere en betingelse for meddelelse af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i stk. 7, nr. 1, og at direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i stk. 7, nr. 2-4. Der kan under samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lignende. Udenlandske selskaber m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 9. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskaber m.v., der er autoriseret efter stk. 8, inden 14 dage anmelde dette til Tinglysningsretten, der herefter afgør, om autorisationen kan opretholdes.

Stk. 10. Autorisation efter stk. 8 kan kun meddeles, hvis personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen i stk. 7, nr. 4.

§ 49 e. En autorisation kan tilbagekaldes, hvis anmelderen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at anmelderen ikke vil udøve virksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 2. En autorisation skal tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 49 d, stk. 2, nævnte vilkår om tilladelse, registrering eller beskikkelse, hvis det i § 49 d, stk. 3, nævnte grundlag for autorisationen bortfalder, eller hvis autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 49 d, stk. 5, nævnte vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk. 3. En autorisation bortfalder, hvis anmelderen dør, kommer under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs."

81.Overskriften til kapitel 8 affattes således:

"Kapitel 8.

Administrative bestemmelser, straffebestemmelser m.v."

82. I § 50 ophæves stk. 1, og i stk. 2 , der herefter bliver stk. 1, ændres "herunder eventuelt om oplysning om personnumre ved tinglysning i bilbog, andelsboligbog eller personbog, indleveringstid for dokumenter og indretning og førelse af dagbog, tingbog, bilbog, andelsboligbog og personbog samt" til: "om indretning og førelse af tingbog, bilbog, andelsboligbog og personbog samt om", og i stk. 3, 1. pkt ., der bliver stk. 2, 1. pkt., ændres "Dagbogen, tingbogen" til: "Tingbogen", og "kan" udgår, og stk. 3, 2. pkt. , der bliver stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i § 50 a ændres "stk. 3" til: "stk. 2".

83. I § 50 c, stk. 2, 1. pkt., ændres "tinglysningskontoret" til: "Tinglysningsretten eller til en byret", og i 2. pkt. udgår: ", der opstilles på tinglysningskontorerne eller andre steder efter justitsministerens bestemmelse".

84. I § 50 c, indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

" Stk. 5 . Oplysninger i edb-registrene kan i øvrigt videregives til enhver i forbindelse med en tinglysningsekspedition.

Stk. 6. Meddelelse om ændring af oplysninger i edb-registrene kan sendes til enhver, med hvem der er indgået aftale herom. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom."

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 7-9.

85. I § 50 c, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres "stk. 2-4" til: "stk. 2-6".

86. I § 50 e, 1. pkt., ændres "§ 50 c, stk. 6" til: "§ 50 c, stk. 8".

87. I § 50 f, stk. 1, ændres "skal være oprettet på blanketter, der er godkendt af justitsministeren" til: "skal indeholde henvisning til de af justitsministeren fastsatte standardvilkår".

88.§ 50 f, stk. 2, affattes således:

" Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal indeholde bestemte oplysninger, og at disse skal indberettes i en bestemt rækkefølge."

89.§ 50 f, stk. 3 og 4 , ophæves.

§ 2

I lov om gældsbreve, jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 23. september 1986, som ændret ved § 5 i lov nr. 389 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 11, stk. 2, nr. 3, udgår: "fast ejendom eller".

2. I § 11 indsættes som stk. 3 :

" Stk. 3 . Reglerne i dette kapitel finder dog ikke anvendelse på tinglyste digitale gældsbreve, jf. dog tinglysningslovens § 27 a."

3. I § 26, stk. 1, indsættes efter "§ 11,": "stk. 2,".

4. I § 26 indsættes som stk. 2 :

" Stk. 2 . Reglerne i dette kapitel, bortset fra § 31, finder tillige anvendelse på tinglyste digitale simple gældsbreve, jf. tinglysningslovens § 27, stk. 2, § 42 g, stk. 3, § 42 m, stk. 2, og § 47, stk. 7."

5.§ 48, stk. 2, ophæves.

§ 3

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 27. september 2005, som ændret bl.a. ved § 13 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 og senest ved lov nr. 1399 af 21. december 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 478, stk. 4, indsættes som 2. pkt .:

"I de i stk. 1, nr. 6, nævnte tilfælde kan fuldbyrdelse endvidere foretages hos den, der som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter har forpligtet sig ved et digitalt pantebrev, der er eller har været tinglyst."

2. I § 488, stk. 2, indsættes som 3. pkt .:

"Ved digitale pantebreve, der er eller har været tinglyst, skal anmodningen i stedet indeholde en præcis henvisning til dokumentet i tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen eller personbogen."

§ 4

I lov om mortifikation af værdipapirer, jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 16. september 1986, som ændret ved § 4 i lov nr. 1082 af 20. december 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 4, udgår: ", hvorhos meddelelse derom optages i tingbladet".

2. § 9, stk. 2, 3. pkt., affattes således:

"Et tinglyst pantebrev kan alene forlanges udstedt som et digitalt pantebrev."

3.§ 15 ophæves.

§ 5

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986, som ændret senest ved § 31 i lov nr. 451 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 57, stk. 2, ændres "sikret ret i den forsikrede faste ejendom" til: "i tingbogen eller bilbogen sikret ret".

§ 6

I lov nr. 271 af 22. maj 1986 om høstpant, som ændret ved § 5 i lov nr. 560 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1, indsættes efter "et": "digitalt".

2. I § 5, stk. 3, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

"2) oplysning om person- eller CVR-nummer på de ifølge pantebrevet forpligtede og berettigede samt på anmelder,

3) oplysning om, til hvem meddelelser om tinglysningen med bindende virkning kan sendes,"

Nr. 2-5 bliver herefter nr. 4-7.

§ 7

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1429 af 21. december 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 49 a, stk. 1, 1. pkt., ændres "tinglysningsregistrene" til: "tingbogen, personbogen og andelsboligbogen", og "stk. 3" ændres til: "stk. 4".

2. I § 49 a, stk. 2, ændres "150 kr." til: "120 kr.", og "stk. 3" ændres til: "stk. 4".

3. I § 49 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

" Stk. 3. For automatisk opslag i tinglysningsregistrene i forbindelse med en tinglysningsekspedition betales afgift som efter stk. 1 og 2. Afgiftspligten bortfalder dog, hvis det dokument, ekspeditionen vedrører, anmeldes til tinglysning inden 6 hverdage, efter at opslaget er foretaget. Lørdage, grundlovsdag, den 24. december og den 31. december anses ikke for hverdage ved beregning af fristen. "

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

4. I § 49 a, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres "stk. 1 og 2" til: "stk. 1-3".

5. I § 49 b, stk. 1, 1. pkt., ændres "§ 49 a, stk. 1-3" til: "§ 49 a, stk. 1, 2 og 4".

6. I § 49 b, stk. 2, ændres "§ 49 a, stk. 4" til: "§ 49 a, stk. 5".

§ 8

I lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v., jf. lov nr. 382 af 2. juni 1999, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 944 af 20. december 1999, lov nr. 485 af 7. juni 2001, § 16 i lov nr. 458 af 9. juni 2004 og senest ved § 4 i lov nr. 560 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

"Lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.

(tinglysningsafgiftsloven)"

2. I § 1, stk. 1, nr. 4, ændres "jf. §§ 7 og 9" til: "jf. §§ 6 a, 7 og 9".

3. § 4, stk. 2, 3.-7. pkt., ophæves.

4. I § 4, stk. 3, 1. pkt., ændres "8. pkt." til: "3. pkt.".

5. § 5, stk. 5, 2. pkt., affattes således:

"For tinglysning af andre ændringer end de i 1. pkt. og i stk. 3 nævnte vedrørende panthæftelsen, herunder pantsætterskifte, beregnes afgiften efter § 7, jf. dog § 8, stk. 1, nr. 8."

6. § 6, 2. pkt., affattes således:

"Tinglysning af transport til en ny debitor er omfattet af § 7."

7. Efter § 6 indsættes:

" § 6 a. For tinglysning af adkomstændringer ved selskabers mv. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber, udgør afgiften 1.400 kr. Der skal ved anmeldelsen afgives en erklæring om, at ændringen er omfattet af 1. pkt."

8. § 7, stk. 1, affattes således:

"For andre tinglysninger, der ikke er omfattet af §§ 4-6 a, udgør afgiften 1.400 kr., jf. dog § 8."

9. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 7-9 :

" 7) Underpant i et ejerpantebrev, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 1, § 42 d, stk. 3, § 42 j, stk. 3, eller § 47, stk. 2, samt videreoverdragelse af et allerede tinglyst underpant i et ejerpantebrev til en anden panthaver, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 4, § 42 d, stk. 7, § 42 j, stk. 7, eller § 47, stk. 6.

8) Overdragelse til eje eller pant af et allerede tinglyst pantebrev til en anden panthaver, forudsat at der ikke sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb.

9) Påtegning i medfør af tinglysningslovens § 29 b, stk. 2, 2. pkt."

10. I § 9 ændres "efter §§ 4, 5 eller 7" til: "efter §§ 4, 5, 6 a eller 7".

§ 9

I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 3. september 2002, som ændret bl.a. ved § 81 i lov nr. 428 af 6. juni 2005 og senest ved § 33 i lov nr. 535 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:

1. § 47 A affattes således:

"§ 47 A. Senest samtidig med, at et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til tinglysning, skal erhververen give oplysning om overdragelsen og vilkårene for denne i en særlig digital salgsindberetning.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger indberetningen skal indeholde, samt til hvilke myndigheder disse oplysninger skal sendes."

§ 10

I lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 21. juni 2005, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 1421 af 21. december 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 29, stk. 3, indsættes som 3. pkt .:

"Socialministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om erklæringens udformning."

§ 11

I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 494 af 12. juni 2003, som ændret ved § 21 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 19 indsættes som stk. 2 :

" Stk. 2 . Der må ikke ske arealoverførsel eller sammenlægning, hvis der derved vil fremkomme en samlet fast ejendom, som består af 200 eller flere matrikelnumre."

§ 12

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004, som ændret senest ved lov nr. 571 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1.§ 31, stk. 2, ophæves.

2. Efter § 31 indsættes:

" § 31a. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens pligt til i henhold til § 23a, stk. 1 og 6, § 25, stk. 1, § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, nr. 3, at sende planer, planforslag og kommuneplanstrategier til de myndigheder, hvis interesser berøres, skal opfyldes ved, at kommunalbestyrelsen sender planen, planforslaget eller strategien digitalt til det register, som miljøministeren har oprettet i medfør af § 54b, sammen med oplysning om, hvilke myndigheder der skal orienteres."

3.§ 33, stk. 4, affattes således:

" Stk. 4. Kommunalbestyrelsen indberetter digitalt oplysninger om ophævede byplanvedtægter og lokalplaner til det register, som miljøministeren har oprettet i medfør af § 54b."

4. Efter § 54a indsættes:

"§ 54b. Miljøministeren opretter et landsdækkende digitalt register, der skal indeholde oplysninger om planer, der er tilvejebragt efter denne lov. Registret skal endvidere indeholde oplysning om de i stk. 6 nævnte planer. Drift, udformning og placering af registret sker efter forhandling med de kommunale parter.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen til registret digitalt skal indberette oplysninger om forslag til og endeligt vedtagne lokalplaner, samt forslag til og endeligt vedtagne rammer i kommuneplaner for lokalplaners indhold.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen digitalt skal indberette oplysninger om andre emner i kommuneplaner til registret.

Stk. 4. Registret er offentligt tilgængeligt og brug af registret er gratis.

Stk. 5. Miljøministeren fastsætter regler for kommunalbestyrelsens digitale indsendelse og indberetning af planer og planforslag mv. til registret, herunder regler om tekniske krav mv.

Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om, at gældende byudviklingsplaner, bygningsvedtægter, byplanvedtægter, lokalplaner, rammer i kommuneplaner for lokalplaners indhold, herunder oplysninger om zonestatus, der er endeligt vedtaget inden den 15. september 2006, skal indberettes digitalt til registret inden en bestemt dato. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om, at følgende planer mv. i henhold til den tidligere bygge- og byplanlovgivning skal indberettes digitalt til registret inden en bestemt dato, i det omfang de er opretholdt: Markplaner, reguleringsplaner, udredningsplaner, retningsplaner, magelægsplaner, beslutninger om friholdelse af et område for bebyggelse samt beslutninger om bevaring af bebyggelsers ydre fremtræden.

Stk. 7. Miljøministeren fastsætter regler, der skal sikre sammenhængen mellem registret og matriklen i forbindelse med matrikulære forandringer af ejendomme, der er omfattet af en lokalplan, herunder regler om tekniske krav mv."

§ 13

Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter for så vidt angår tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen og personbogen.

Stk. 3. Loven finder anvendelse i sager, der behandles af Tinglysningsretten. I tinglysningssager, der behandles ved byret, anvendes de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Lovens § 2, nr. 1, finder kun anvendelse på gældsbreve, der er oprettet efter lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Lovens § 12, nr. 2 og 4, træder i kraft den 15. september 2006.

Stk. 6. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 12, nr. 1 og 3.

§ 14

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Lovens §§ 2, 4 og 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

§ 15

Stk. 1. Rettigheder over et tinglyst pantebrev, der forud for lovens ikrafttræden har opnået beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning efter reglerne i gældsbrevsloven, bevarer denne beskyttelse efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7.

Stk. 2. Rettigheder som nævnt i stk. 1 kan tinglyses. Ved tinglysningen skal de i stk. 1 nævnte pantebreve konverteres til digitale pantebreve.

Stk. 3. Ved tinglysning af nye rettigheder over eller ændringer i et forud for lovens ikrafttræden tinglyst pantebrev skal pantebrevet konverteres til et digitalt pantebrev.

Stk. 4. Ved anmeldelse til konvertering efter stk. 2 og 3 skal anmelderen indsende det originale pantebrev til Tinglysningsretten. Er pantebrevet bortkommet, skal anmelderen, før konvertering kan finde sted, anlægge mortifikationssag efter reglerne i lov om mortifikation af værdipapirer.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på rettigheder, som forud for lovens ikrafttræden har opnået beskyttelse mod aftaler og retsforfølgning, og som er knyttet til papirbaserede dokumenter, der er tinglyst som hæftelse. Ved anmeldelse til konvertering efter stk. 2 og 3 skal anmelderen indsende det originale dokument til Tinglysningsretten eller på anden betryggende måde dokumentere sin ret.

Stk. 6. Ikkenegotiable pantebreve udstedt til realkreditinstitutter i henhold til lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. anses for konverteret fra lovens ikrafttræden.

Stk. 7. Rettigheder i tinglyste ejerpantebreve, som inden denne lovs ikrafttræden har opnået beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning efter reglerne i gældsbrevsloven, skal senest 5 år efter lovens ikrafttræden tinglyses efter reglerne i tinglysningsloven, for at bevare denne beskyttelse. Det er tilstrækkelig for overholdelse af fristen, at rettigheden er anmeldt til tinglysning, og at der er indsendt fornøden dokumentation efter stk. 9 inden fristens udløb. Ved tinglysning af rettigheder i et ejerpantebrev som nævnt i 1. pkt., skal ejerpantebrevet samtidig konverteres til et digitalt ejerpantebrev.

Stk. 8. Ved tinglysning af nye rettigheder eller ændringer i et forud for lovens ikrafttræden tinglyst ejerpantebrev skal ejerpantebrevet konverteres til et digitalt ejerpantebrev.

Stk. 9. Ved konvertering efter stk. 7 og 8 skal anmelderen indsende det originale ejerpantebrev til Tinglysningsretten. Er ejerpantebrevet bortkommet, skal anmelderen, før konvertering kan finde sted, anlægge mortifikationssag efter reglerne i lov om mortifikation af værdipapirer, jf. dog stk. 11. Anmelderen skal endvidere angive, hvorvidt der består andre rettigheder i ejerpantebrevet eller inden for rammen af ejerpantebrevet, samt i givet fald angive rettighedshavernes identitet og rettighedernes indbyrdes placering i prioritetsordenen.

Stk. 10. Ihændehaveren af et ejerpantebrev som nævnt i stk. 7 og 8 har på begæring af pantsætteren eller af andre rettighedshavere pligt til at medvirke til gennemførelsen af en konvertering af ejerpantebrevet efter stk. 9.

Stk. 11. Ejerpantebreve med sikkerhed i fast ejendom, hvor hovedstolen maksimalt udgør 45.000 kr., kan på begæring af en anmelder, der har fået tinglyst en meddelelsespåtegning, konverteres til et digitalt ejerpantebrev.

Stk. 12. Et papirbaseret pantebrev har efter konvertering til et digitalt pantebrev ikke længere nogen retsvirkning.

Stk. 13. Ved anmeldelse efter dennes lovs ikrafttræden af dokumenter, der giver panteret inden for rammen af et papirbaseret ejerpantebrev, gælder reglen i tinglysningslovens § 15, stk. 6, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 21, ikke.

Stk. 14. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til anmeldelsen i forbindelse med konvertering af papirbaserede pantebreve til digitale pantebreve.

Stk. 15. Tinglysning af rettigheder efter stk. 2, 1. pkt., og stk. 7, 1. pkt., kan indtil 5 år fra lovens ikrafttræden ske afgiftsfrit.

§ 16

Reglen i udstykningslovens § 19, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 11, nr. 1, gælder ikke for en samlet fast ejendom, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden består af 200 eller flere matrikelnumre. Sker der efter lovens ikrafttræden arealoverførsel eller sammenlægning vedrørende en samlet fast ejendom som nævnt i 1. pkt., og fremkommer der herved en samlet fast ejendom, der består af færre end 200 matrikelnumre, finder § 19, stk. 2, i udstykningsloven, som affattet ved denne lovs § 11, nr. 1, herefter anvendelse for så vidt angår denne ejendom.

§ 17

Tinglysningsretten indfører oplysning i tingbogen om personnumre på ejere, debitorer, kreditorer og andre personer, hvis navne fremgår af tingbogen.

§ 18

Stk. 1. Når genparterne af de inden denne lovs ikrafttræden tinglyste dokumenter er gjort tilgængelige i den elektroniske akt, jf. tinglysningslovens § 18, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 30, kan disse tilintetgøres.

Stk. 2. Genparter af pantebreve i løsøre, der er tinglyst før den 1. april 1994, kan tilintetgøres.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Formålet med lovforslaget er at skabe det lovgivningsmæssige grundlag for at indføre digital tinglysning i Danmark. Lovforslaget skal således ses i sammenhæng med regeringens målsætning om at etablere en digital offentlig forvaltning. Indførelse af digital tinglysning vil gøre det muligt for borgere og virksomheder at anmelde rettigheder over fast ejendom mv. til tinglysning via digital kommunikation.

Indførelse af digital tinglysning vil medføre et mere effektivt tinglysningssystem, og tinglysningens brugere, herunder borgere, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, advokater, ejendomsmæglere og landinspektører, vil i de fleste sager opnå en væsentlig hurtigere sagsbehandling og registrering af rettigheder. De papirdokumenter, der i dag anvendes som grundlag for tinglysning, vil således kunne erstattes af digitale dokumenter. Der etableres et tinglysningssystem, der er let og hurtigt tilgængeligt, og lovforslaget bidrager således til at gøre det enklere og billigere at købe, sælge og eje fast ejendom samtidig med, at de administrative byrder for erhvervslivet reduceres.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 168 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), der blev fremsat i Folketinget af justitsministeren den 1. marts 2006. Lovforslaget om en politi- og domstolsreform indeholder bl.a. forslag om den fremtidige organisering og varetagelse af tinglysningsopgaven. Det foreslås således, at der oprettes en særlig tinglysningsret (Tinglysningsretten), der fremover skal varetage tinglysningsopgaven for hele landet (lovforslagets § 1, nr. 3). Det er hensigten, at Tinglysningsretten skal overtage opgaverne både vedrørende tinglysning af rettigheder over fast ejendom, der i dag sker ved de enkelte byretter, og vedrørende tinglysning af rettigheder over biler, andelsboliger og personers formue, der i dag sker for hele landet ved retten i Århus. Centraliseringen af tinglysningen sikrer, at tinglysningsarbejdet kan tilrettelægges mere effektivt. I lyset af det pågældende lovforslags forslag om oprettelse af Tinglysningsretten anvendes denne betegnelse for den centrale tinglysningsmyndighed også i dette lovforslag.

På baggrund af den foreslåede tinglysningsreforms nære sammenhæng med gennemførelsen af domstolsreformen nedsatte Domstolsstyrelsen i foråret 2005 en projektorganisation for at forberede overgangen til digital tinglysning. Projektorganisationen har sideløbende med det lovforberedende arbejde vedrørende digital tinglysning arbejdet på bl.a. en kravspecifikation for det it-system, der er grundlaget for en digital tinglysningsordning. Kravspecifikationen mv. forventes i givet fald færdiggjort i løbet af foråret 2006.

1.2. I august 2003 nedsatte Justitsministeriet et udvalg, der fik til opgave at komme med forslag til en samlet modernisering og effektivisering af tinglysningen (herefter "udvalget"). Udvalget skulle navnlig komme med forslag til, hvordan der bedst muligt kan gennemføres en fuldstændig "papirløs" tinglysning, og overveje, om varetagelsen af tinglysningsopgaven kan organiseres på en bedre og mere effektiv måde. Udvalget blev bredt sammensat af repræsentanter for berørte myndigheder og organisationer.

Udvalget overvejede først, om varetagelsen af tinglysningsopgaven kan organiseres på en bedre og mere effektiv måde. Udvalget afgav betænkning herom i juni 2005 (betænkning nr. 1461/2005 om varetagelse af tinglysningsopgaven). Det var udvalgets opfattelse, at det ud fra generelle administrative og ressourcemæssige hensyn vil være mest hensigtsmæssigt, at tinglysningen samles ét sted for hele landet.

Udvalget fandt, at det vil være den mest hensigtsmæssige løsning, at tinglysningsopgaven organiseres i en offentlig-privat samarbejdsmodel, som tager udgangspunkt i at bevare den gennemprøvede tinglysningsordning med hensyntagen til de muligheder for effektivisering, der foreligger. Modellen går ud på at centralisere det nuværende tinglysningsvæsen i domstolsregi med størst mulig medinddragelse af private aktører i opgaveløsningen. Bl.a. bør udvikling, drift og vedligeholdelse af de forudsatte it-løsninger i meget væsentligt omfang overlades til private.

Udvalget foreslog således en centralisering af de funktioner, der i dag er henlagt til tinglysningskontorerne ved de nuværende byretter, således at der etableres én tinglysningsmyndighed for hele landet i domstolsregi. Denne myndighed bør træffe alle tinglysningsafgørelser i første instans med sædvanlig kæreadgang til den stedlige landsret. Udvalget fandt i den forbindelse, at ansvaret for tinglysningsopgavens varetagelse fortsat bør være placeret hos en dommer, som er embedschef for den centrale tinglysningsmyndighed.

Udvalget har herefter overvejet de spørgsmål af retlig, praktisk og teknisk karakter, som gennemførelse af en papirløs og digital tinglysningsordning giver anledning til. I februar 2006 afgav udvalget betænkning herom (betænkning nr. 1471/2006 om digital tinglysning).

Dette lovforslag svarer i det væsentlige til udvalgets lovudkast i betænkning nr. 1471/2006 om digital tinglysning. Udvalgets anbefalinger vedrørende organisatoriske spørgsmål er dog indeholdt i lovforslag nr. L 168 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), der er omtalt ovenfor. Betænkningen indeholder på enkelte punkter mindretalsudtalelser, og lovforslaget er i disse tilfælde udformet i overensstemmelse med flertallets forslag. Endvidere er der i lovforslaget medtaget en ændring af retsafgiftsloven, planloven og vurderingsloven. Der henvises til afsnit 4.4., 4.12.5., 4.12.8. og 4.12.9.

1.3. Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

€" Anvendelse af digitale dokumenter

Lovforslaget indeholder forslag til nye regler i tinglysningsloven, der skal muliggøre gennemførelse af en digital og papirløs tinglysningsordning, hvor de nuværende papirbaserede og manuelle sagsgange i meget vidt omfang afløses af digitale og automatiske sagsgange. Det betyder bl.a., at den hidtidige papirbaserede tinglysning erstattes af en tinglysningsordning, hvor kommunikationen mellem Tinglysningsretten og brugerne foregår digitalt, og at de nuværende papirbaserede tinglysningsdokumenter afskaffes. Der foreslås således ændringer i måden, hvorpå tinglysningsprocessen forløber, men ikke i de grundlæggende betingelser for tinglysning.

€" Anvendelse af digital signatur

Det er af afgørende betydning, at Tinglysningsretten kan efterprøve, om den, der disponerer over en ret over fast ejendom, er berettiget hertil. Dette sker i dag ved kontrol af underskriften på det dokument, der skal tinglyses. For at opretholde muligheden for at foretage denne prøvelse foreslås det, at digitale dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal være forsynet med digital signatur. En digital signatur kan sikre autenticiteten og integriteten af et digitalt dokument. Underskriverens identitet vil således kunne fastslås entydigt, og det vil kunne konstateres, om der er foretaget ændringer i det digitale dokument efter anvendelsen af den digitale signatur.

Det foreslås, at det meget lille antal rettighedshavere, der ikke kan få en digital signatur (dvs. personer, der ikke har dansk personnummer eller CVR-nummer), fortsat skal kunne foretage anmeldelse til tinglysning ved indsendelse af fysiske dokumenter.

€" Fuldmagtsordning og anmelderordning

I tilknytning til forslaget om indførelse af digital tinglysning baseret på digitale dokumenter og digital signatur, foreslås der også indført ordninger, der muliggør, at personer, der ikke selv har mulighed for at anvende moderne teknologi, herunder digital signatur, kan få foretaget digital tinglysning. Forslaget herom består af en fuldmagtsordning og en anmelderordning.

Fuldmagtsordningen vil gøre det muligt for personer eller virksomheder uden digital signatur mv. at give andre personer eller virksomheder, herunder professionelle rådgivere, fuldmagt til at foretage tinglysning. Fuldmagten skal efter forslaget udarbejdes på en standardblanket, der sendes til og registreres hos Tinglysningsretten, hvorefter fuldmagtshaver ved anvendelse af sin digitale signatur vil kunne råde over fuldmagtsgiverens ejendom i tinglysningsmæssig henseende.

Det foreslås at supplere fuldmagtsordningen med en anmelderordning, hvorefter særligt autoriserede anmeldere uden indsendelse af fuldmagt til Tinglysningsretten kan anmelde digitale dokumenter til tinglysning ved brug af egne digitale signaturer. Det foreslås, at anmelderordningen begrænses til at gælde ved tinglysning af panterettigheder, idet en sådan ordning vil kunne dække det behov for realtidstinglysning, som fuldmagtsordningen ikke fuldt ud dækker. Anmelderordningen vil bl.a. muliggøre realtidstinglysning i forbindelse med låneomlægninger i fast ejendom €" også for personer, som ikke selv har en digital signatur, og som ikke på forhånd har indsendt en fuldmagt til Tinglysningsretten.

€" Særlige regler om overdragelse af pantebreve

Anvendelsen af digitale dokumenter rejser en række særlige spørgsmål i relation til pantebreve udstedt ved brug af digitale signaturer. Gældsbrevslovens regler om omsætningsgældsbreve vil ikke længere være egnede ved løsning af konflikter om konkurrerende rettigheder over pantebreve eller til løsning af spørgsmål om ekstinktion af indsigelser og rettigheder, idet reglerne herom i vidt omfang knytter retsvirkninger til fysisk rådighedsberøvelse eller ihændehavelse af pantebrevet.

Det foreslås derfor, at kravet om fysisk rådighedsberøvelse eller ihændehavelse som sikringsakt erstattes af et krav om tinglysning. Det betyder bl.a., at overdragelse eller anden overførsel af pantebreve fremover skal tinglyses for at opnå omsætningsbeskyttelse.

Forslaget indebærer endvidere, at reglerne om ekstinktion af rettigheder og indsigelser samt reglerne om betalingslegitimation videreføres i tinglysningsloven, og at reglerne kommer til at omfatte alle negotiable pantebreve, uanset hvilket aktiv de giver pant i. Det betyder, at tingbogens såkaldte positive troværdighed kan udvides til at omfatte overdragelse af negotiable pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, i andele i andelsboligforeninger mv. og i løsøre. Aftaleerhververe i god tro, der som følge af en såkaldt stærk indsigelse ikke vinder ret, vil således kunne kræve et eventuelt tab erstattet af statskassen.

For så vidt angår de ikkenegotiable pantebreve, herunder skadesløsbreve, indebærer lovforslaget at reglerne om denuntiation som sikringsakt erstattes af et krav om tinglysning. Det betyder, at overdragelse eller anden overførsel af ikkenegotiable pantebreve fremover vil skulle tinglyses for at opnå omsætningsbeskyttelse.

Som følge af de særlige forhold, der gør sig gældende ved pantsætning af ejerpantebreve, der i dag typisk håndpantsættes til en eller flere håndpanthavere, foreslås det, at der indsættes bestemmelser i tinglysningsloven, hvorefter der kan tinglyses underpant i ejerpantebreve, uanset hvilket aktiv de giver pant i.

€" Reglerne om tinglysning i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen

Det foreslås, at en digital og papirløs tinglysningsordning også skal omfatte tinglysning af rettigheder i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen. Det vil give de samme fordele for brugerne af tinglysningen, som digitaliseringen af tingbogen giver. En digitalisering af alle fire tinglysningsregistre vil bl.a. give brugerne den samme enkle og ensartede indgang til tinglysningssystemet, uanset hvilket aktiv den pågældende rettighed angår.

€" Andre forslag

Der foreslås ændringer i reglerne om afgivelse af uskadelighedsattest, så mindre sager om arealoverførsel kan gennemføres på en mere enkel og omkostningsbesparende måde samtidig med, at panthavernes interesser behørigt beskyttes. Forslaget indebærer bl.a., at uskadelighedsattester fremover skal udarbejdes af landinspektører, og at matrikelmyndighederne skal afgøre, om betingelserne for arealoverførsel er opfyldt.

Der foreslås også en række nye regler om stedfæstelse af servitutter, der bl.a. indebærer, at servitutter geografisk skal stedfæstes. Servitutter skal også kunne tidsbegrænses, så de ikke henstår tinglyst efter at have mistet deres betydning.

Det foreslås endvidere, at retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse ændres, så det sikres, at der også kan ske tvangsfuldbyrdelse på grundlag af digitale pantebreve, der er eller har været tinglyst i det digitale tinglysningssystem.

Endelig foreslås der visse ændringer i mortifikationsloven, forsikringsaftaleloven, høstpantebrevsloven, retsafgiftsloven, tinglysningsafgiftsloven, vurderingsloven, almenboligloven, udstykningsloven og planloven som følge af indførelsen af digital tinglysning.

2. Det nuværende tinglysningssystem i hovedtræk

Efter tinglysningslovens § 1, stk. 1, skal rettigheder over fast ejendom som udgangspunkt tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning. Rettigheder opnår således kun denne prioritetsbeskyttelse uden tinglysning, hvis det særligt er foreskrevet ved lov.

Det er en forudsætning for tinglysning, at et anmeldt dokument stifter, fastslår, forandrer eller ophæver en eller flere rettigheder over en fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1. Dette krav er bl.a. opfyldt for dokumenter om ejendomsoverdragelser, panterettigheder og servitutter. Karakteren og indholdet af de konkrete dokumenter afhænger af den enkelte rettighedstype.

Ved ejendomsoverdragelse anvendes et skøde, jf. tinglysningslovens § 6. Denne dokumentbetegnelse anvendes ved alle typer af overdragelse af ejendomsretten til ejendommen. Ved pantstiftende dokumenter anvendes flere forskellige dokumenttyper afhængig af, om pantet stiftes ved aftale eller ved offentlig retshandling som f.eks. tvangsfuldbyrdelse. Hvis pantsætningsforholdet er baseret en aftale, er retten til pantet almindeligvis indeholdt i et pantebrev. For sådanne pantebreve gælder der såkaldt formulartvang, idet pantebrevet skal være oprettet på Justitsministeriets pantebrevsformular. Ved dokumenter vedrørende servitutter afhænger stiftelsesdokumentets indhold og karakter af grundlaget for rettighedens opståen.

Tinglysningens retsvirkninger

De væsentligste retsvirkninger af tinglysning af rettigheder over fast ejendom benævnes normalt prioritetsvirkningen og gyldighedsvirkningen.

Prioritetsvirkningen er betegnelsen for den retsvirkning, der er knyttet til tinglysning af en rettighed over fast ejendom i forhold til andre aftaler eller anden retsforfølgning mod samme ejendom, dvs. en fastlæggelse af flere rettigheders indbyrdes prioritet efter tidspunktet for tinglysning.

Den grundlæggende regel om prioritetsvirkningen af tinglysning findes i tinglysningslovens § 1, stk. 1, hvorefter rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning. En rettighedshaver, som ikke sørger for at få sin ret tinglyst, risikerer således at få sin ret fortrængt af andre rettighedshavere (ekstinktion). Rettighedens fortrængning er dog betinget af, at den senere aftaleerhverver eller kreditor selv får tinglyst sin rettighed, og at erhververen ifølge aftalen er i god tro om den utinglyste ret, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2.

Retsvirkningen efter bestemmelsen i tinglysningslovens § 1 betegnes ofte som princippet om tingbogens negative troværdighed, hvorved forstås, at en rettighedshaver, som har fået tinglyst sin egen ret, som udgangspunkt bør kunne stole på, at vedkommende ikke skal respektere en modstående ret, som ikke er tinglyst. Rettigheder, der tinglyses, har således netop prioritet eller indbyrdes rang efter den foretagne tinglysning.

Princippet om prioritetsvirkningen suppleres for så vidt angår rettigheder over fast ejendom af et princip om gyldighedsvirkning, hvorefter en aftaleerhverver, der i god tro afleder rettigheder fra en allerede tinglyst ret, som udgangspunkt bør kunne stole på, at den tinglyste ret gyldigt består. Denne retsvirkning betegnes også som princippet om tingbogens positive troværdighed, jf. tinglysningslovens § 27.

Gyldighedsvirkningen indebærer, at en aftaleerhverver, der €" uagtet tinglysning €" mødes af indsigelser fra en tidligere aftaleerhverver, som udgangspunkt bevarer den erhvervede ret over den faste ejendom i forholdet til den tidligere erhverver og således fortrænger de fremførte indsigelser. Dette gælder f.eks. i tilfælde af indsigelse om udnyttelse eller svig. Visse indsigelser kan dog ikke fortrænges. Dette gælder de såkaldte stærke ugyldighedsgrunde såsom falsk, forfalskning, umyndighed, personlig vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan. Gyldighedsvirkningen indebærer dog, at en senere godtroende aftaleerhverver i disse tilfælde i stedet opnår erstatning fra statskassen for det tab, der lides ved, at aftalen ikke kan gøres gældende i overensstemmelse med sit indhold, jf. tinglysningslovens § 31.

Tinglysningsprøvelsen

En væsentlig årsag til, at tinglysningen kan tillægges de ovenfor nævnte vidtrækkende retsvirkninger, er den prøvelse (undersøgelse og kontrol) af et anmeldt dokument og den dertil knyttede rettighed, der finder sted i forbindelse med den enkelte tinglysningsekspedition, før rettigheden indføres i tingbogen, jf. tinglysningslovens § 15. Prøvelsen foretages af den for tinglysningen ansvarlige dommer eller den medarbejder (jurist eller kontorfunktionær), dommeren konkret har bemyndiget dertil.

Ved prøvelsen af rettigheden undersøges indledningsvis, om det anmeldte dokument opfylder de formkrav, der gælder i henhold til tinglysningsloven og tinglysningsbekendtgørelsen, herunder om der er indleveret genpart af et dokument vedrørende fast ejendom. Det undersøges endvidere, om udstederen af dokumentet, eller den, som en offentlig handling angår, er berettiget til at råde over den pågældende ret over ejendommen. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, afvises dokumentet, og det indføres ikke i tingbogen.

Opfylder dokumentet de grundlæggende betingelser, undersøges det dernæst, om den, der disponerer over ejendommen, også ifølge tingbogen er berettiget hertil €" dvs. om vedkommende har tingbogslegitimation. Hvis udstederen af dokumentet ikke er anført som adkomsthaver til ejendommen, skal der derfor foreligge dokumentation for, at udstederen alligevel er berettiget til at disponere over ejendommen. Denne dokumentation kan f.eks. foreligge i form af en fuldmagt fra adkomsthaver, jf. tinglysningslovens § 15, stk. 3.

Ved prøvelsen kontrolleres tillige, om den anmeldte rettighed opfylder en lang række mere specielle privat- og offentligretlige lovkrav om bl.a. erklæringer og tilladelser mv. Det påses således bl.a., om der foreligger en såkaldt sommerhuserklæring i henhold til § 8, stk. 2, i lov om sommerhuse og campering, og at reglerne om tilbudspligt i lejelovens kapitel 16 er overholdt.

I de situationer, hvor prøvelsen af udstederens tingbogslegitimation eller kontrollen af lovkrav vedrørende erklæringer og tilladelser mv. giver anledning til det, gives der anmelderen en frist til at fremskaffe den fornødne dokumentation, jf. tinglysningslovens § 15, stk. 3. Dokumentet indføres således i tingbogen, men med frist til berigtigelse af fejlen eller manglen.

Det prøves herudover, om dokumentet kan opnå den prioritetsstilling, som det selv angiver. Hvis et dokument efter sit eget indhold ikke respekterer allerede tinglyste rettigheder over ejendommen, eller dokumentet angiver de tinglyste rettigheder på en måde, der ikke er i overensstemmelse med tingbogen, tinglyses dokumentet, men med anmærkning om på hvilken måde dokumentet ikke stemmer overens med tingbogen, jf. tinglysningslovens § 15, stk. 4.

Hvis betingelserne for tinglysning er opfyldt, registreres det anmeldte dokument med den anførte rettighed i den elektroniske tingbog, jf. tinglysningslovens § 16. Dokumentet registreres bl.a. med en kort angivelse af rettighedens karakter, dets udsteder og modtager samt datoen for indførelsen i dagbogen, jf. tinglysningslovens § 17, stk. 2. Har dokumentet fået retsanmærkning, eller er dokumentet lyst med frist til berigtigelse af fejl eller mangler, føres disse oplysninger også i tingbogen, jf. tinglysningslovens § 16, stk. 1, og § 17, stk. 2, 2. pkt.

Er et dokument blevet tinglyst med frist til berigtigelse af fejl eller mangler, og rettes fejlen eller manglen ikke inden fristens udløb (f.eks. ved fremsendelse af oplysninger eller dokumentation), slettes dokumentet automatisk fra tingbogen, jf. tinglysningslovens § 16, stk. 3.

Ved indførelsen i tingbogen udskrives der en påtegning til dokumentet. Påtegningen indeholder oplysning om, at dokumentet er tinglyst, og om datoen for tinglysning. I det omfang dokumentets angivne prioritet strider mod allerede tinglyste rettigheder, eller i øvrigt ikke fuldt ud opfylder betingelserne for at blive tinglyst uden dog at være blevet afvist, anføres dette på påtegningen. Påtegningen indeholder herudover oplysning om foreviste eller påsete bevisligheder (f.eks. fuldmagt, erklæring o.l.) og påtegningens sidenummer. Hvis der er tale om en såkaldt storkunde, der efter bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 17, stk. 1, betaler tinglysningsafgift månedligt bagud, indeholder påtegningen derudover oplysning om det afgiftsbeløb, den pågældende senere vil blive afkrævet.

Efter prøvelsen og indførelsen i tingbogen, men inden afslutningen af tinglysningsekspeditionen, kontrolleres det, om en eventuel tinglysningsafgift er betalt korrekt. Er det ikke tilfældet, sendes dokumentet ikke retur til anmelder, men videresendes direkte til afgiftsmyndigheden, der foretager den videre behandling, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19. Anmelderen bliver orienteret særskilt herom.

Når selve tinglysningsekspeditionen er afsluttet, vedhæftes dokumentet tinglysningspåtegningen, og dokumentet sammenholdes med den genpart, som skal indleveres sammen med originaldokumentet. Dette sker for at sikre, at der ikke er uoverensstemmelser mellem dokumenterne. Genparten sættes derefter i en aktmappe, der indeholder en papirgenpart af samtlige fortsat gældende dokumenter for hver enkelt fast ejendom. Det tinglyste dokument returneres til anmelderen, og tidspunktet for dokumentets tilbagesendelse noteres i tingbogen.

Erstatning

Tinglysningsloven indeholder i §§ 31, 32, 34 og 35 nogle bestemmelser om statens erstatningsansvar i forbindelse med tab forårsaget ved tinglysningsekspeditioner. Disse bestemmelser suppleres af dansk rets almindelige erstatningsregler.

De særlige erstatningsregler i tinglysningsloven skal ses i lyset af den samfundsmæssige interesse i et enkelt og velfungerende system til omsætning og belåning mv. af fast ejendom, hvor brugerne samtidig har tillid til, at de anmeldte rettigheder på behørig vis undersøges og kontrolleres forud for registrering. Erstatningsbestemmelserne har således nær sammenhæng med tinglysningens prioritets- og gyldighedsvirkning, dvs. princippet om tingbogens negative og positive troværdighed.

Bestemmelserne er baseret på forskellige ansvarsgrundlag. Enkelte bestemmelser indebærer således et objektivt ansvar, mens de øvrige forudsætter, at tabet er opstået ved forsætlig eller uagtsom adfærd og dermed subjektivt kan bebrejdes den erstatningsansvarlige. Erstatning kræver altid, at den skadelidte har lidt et kausalt og adækvat tab, ligesom der ved vurderingen af erstatningskravet skal tages højde for eventuelle ansvarsfrihedsgrunde.

Statens ansvar på rent objektivt grundlag er bl.a. reguleret i tinglysningslovens § 31, der vedrører den situation, hvor en aftaleerhverver i god tro har fået tinglyst sin egen ret, og alligevel mødes af en stærk ugyldighedsindsigelse fra en tidligere rettighedshaver, der fortrænger den tinglyste ret, jf. tinglysningslovens § 27. I denne situation opnår den fortrængte aftaleerhverver krav på erstatning, således at vedkommende økonomisk stilles, som om det tinglyste dokument havde været gyldigt. Det gælder uanset om tinglysningspersonalet konkret kan bebrejdes noget.

Statens ansvar efter tinglysningslovens § 32 er tilsvarende objektivt. Bestemmelsen vedrører ansvaret i de tilfælde, hvor en rettighed, der efter tinglysningslovens § 20 er slettet som åbenbart ophørt, viser sig fortsat at bestå.

I visse tilfælde kan fejlagtige registreringer i tingbogen direkte tilskrives forhold, der subjektivt kan bebrejdes tinglysningspersonalet. Dette gælder således bl.a. manuelle fejl begået ved registrering eller manglende registrering af rettigheder i tingbogen eller ved gengivelsen af rettigheden i akten. I disse tilfælde har den forurettede krav på erstatning efter tinglysningslovens § 34, stk. 1, for det lidte tab. Herudover indeholder tinglysningsloven i § 35, stk. 1, en regel om, at statskassen yder erstatning for tab som følge af fejl, dvs. forsætlige eller uagtsomme handlinger eller undladelser, som begås af tinglysningspersonalet.

Bilbogen, personbogen og andelsboligbogen

Ved retten i Århus findes et særligt landsdækkende tinglysningskontor, der foretager tinglysning i bilbogen, andelsboligbogen og personbogen, jf. tinglysningslovens §§ 42 e, 42 k og 43 a.

I bilbogen tinglyses ejendomsforbehold, underpant og udlæg i de køretøjer, der er nævnt i tinglysningslovens § 42 d, jf. § 42 c (biler, motorcykler, campingvogne mv.). Derimod tinglyses adkomstforhold vedrørende disse køretøjer ikke.

Dokumenter, der ikke skal tinglyses i bilbogen, og som enten angår en persons rådighed over løsøre eller en persons formue i almindelighed, tinglyses i personbogen i de tilfælde, der er nævnt i tinglysningslovens kapitel 7, og hvor det i øvrigt er bestemt i lovgivningen, jf. tinglysningslovens § 43. De dokumenter, der kan være tale om, er blandt andet underpant i løsøre, høstpant, ægtepagter, meddelelser om fratagelse af en persons retlige handleevne og notartestamenter. De centrale registre over ægtepagter og testamenter er en integreret del af personbogen.

I andelsboligbogen tinglyses pant og retsforfølgning i andele i andelsboligforeninger, aktier i boligaktieselskaber og anparter i boliganpartsselskaber, omfattet af kapitel II og III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. tinglysningslovens kapitel 6 b.

Tinglysningen af dokumenter i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen foregår efter samme principper, som vedrørende fast ejendom.

På et væsentligt punkt adskiller tinglysningen i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen sig dog fra tinglysningen af rettigheder over fast ejendom, idet der ikke er krav om indlevering af genparter ved anmeldelse til tinglysning. Der findes derfor ikke en akt med genparter af de tinglyste dokumenter. Hvis en kreditor eller andre har behov for flere oplysninger om indholdet af et tinglyst dokument, end de, der fremgår af tinglysningsregistret, må vedkommende derfor rette henvendelse til rettighedshaveren for at få afklaret spørgsmålet.

3. Beskrivelse af den forventede fremtidige digitale tinglysningsmodel

Som det fremgår under afsnit 1 ovenfor, nedsatte Domstolsstyrelsen i foråret 2005 en projektorganisation for at forberede overgangen til digital tinglysning. Projektorganisationen har siden nedsættelsen arbejdet på en kravspecifikation for det it-system, der er grundlaget for digital tinglysning.

Dette lovforslag forventes at føre til et fuldt digitalt tinglysningssystem baseret på digitale dokumenter forsynet med digital signatur. Prøvelsen af, om betingelserne for tinglysning af et dokument er til stede, vil i alt væsentligt skulle ske efter de nugældende regler, men prøvelsen vil i videst muligt omfang blive foretaget maskinelt og automatisk.

Det forventes, at den maskinelle prøvelse af tinglysningsdokumenterne navnlig vil kunne gennemføres for dokumenttyper, der er kendetegnet ved en høj grad af ensartethed, og som ikke giver anledning til særligt komplicerede juridiske og praktiske overvejelser. Det gælder eksempelvis almindelige skøder og pantebreve. I de undersøgelser, der ligger til grund for udvalgets overvejelser, skønnes det, at samlet set ca. 69 pct. af den manuelle sagsbehandling i forbindelse med tinglysning af rettigheder over fast ejendom vil kunne automatiseres.

Det indebærer, at der fortsat vil være behov for manuel sagsbehandling af en række af de digitale dokumenter, der modtages til tinglysning. Det gælder eksempelvis rettigheder, som inden for den pågældende kategori varierer betydeligt, f.eks. servitutter, eller som rejser vanskeligere juridiske spørgsmål.

Prøvelsen af disponentens adgang til at disponere, der i dag foregår ved en manuel sammenligning af navne og underskrifter, vil i det fremtidige system kunne ske maskinelt og automatisk ved en sammenligning af oplysninger i den digitale signatur med oplysninger i tingbogen om disponentens person- eller virksomhedsnummer. Tingbogen vil derfor skulle indeholde oplysninger om disponenters person- og CVR-numre.

Det digitale tinglysningssystem forventes at ville bestå af en elektronisk tinglysningsakt, der er en database indeholdende alle tingbogens data, herunder digitale kort og en scannet version af de nuværende papirbaserede tinglysningsdokumenter. Den elektroniske akt vil således indeholde information om alle tinglyste rettigheder og udgøre grundlaget for systemet.

Systemet forventes endvidere opbygget med en såkaldt tinglysningsmotor. Tinglysningsmotoren er den funktion i systemet, der maskinelt og automatisk kan udføre en væsentlig del af det arbejde, som i dag udføres manuelt på landets tinglysningskontorer. Ved modtagelse af et anmeldt tinglysningsdokument vil modtagelsestidspunktet blive registreret automatisk, hvilket vil sikre en nøjagtig fastlæggelse af det tidspunkt, hvorfra tinglysningens retsvirkninger skal regnes.

Der vil endvidere ske automatisk indhentelse data, der er nødvendige for at foretage tinglysning. Disse data vil kunne hentes fra den elektroniske akt og fra andre relevante eksterne edb-systemer, herunder oplysninger om navne og adresser fra de centrale person- og virksomhedsregistre og oplysninger om matrikulære forhold fra Kort & Matrikelstyrelsens registre. Prøvelsen af, om betingelserne for tinglysning er opfyldt, vil i vidt omfang også blive foretaget automatisk, og der vil blive sendt besked om udfaldet af prøvelsen til anmelder.

Hvis tinglysning ikke umiddelbart kan finde sted maskinelt, vil dokumentet automatisk blive sendt til manuel behandling eller afvist. Ved oversendelse til manuel behandling vil der blive givet besked herom til den, der har anmeldt dokumentet til tinglysning, og om den forventede sagsbehandlingstid.

Det forventes, at den fremtidige digitale tinglysning vil muliggøre prøvetinglysning, hvorved en rettighedshaver vil kunne få besked om det forventede resultat af en egentlig tinglysning og om afgiftens størrelse. Det er endvidere planen at opbygge en særlig facilitet, hvorefter der vil være mulighed for at lagre dokumenter i en elektronisk postkasse, hvis dokumenterne f.eks. på grund af manglende digital signatur endnu ikke er klar til tinglysning. Dette vil muliggøre, at f.eks. advokater og pengeinstitutter kan gøre dokumenter klar til tinglysning med henblik på, at den berettigede fra sin egen pc forsyner dokumenterne med digital signatur.

Indførelsen af digital tinglysning vil endvidere muliggøre, at tinglysningens brugere kan abonnere på bestemte hændelser i tinglysningssystemet. Kreditorer vil således f.eks. kunne abonnere på oplysning om salg af de ejendomme, hvori de pågældende har pant, eller oplysning om, hvornår en adkomstoverdragelse er tinglyst.

Det er planen at opbygge systemet således, at det vil give mulighed for, at brugerne kan have egne standardtekster eller standardvilkår lagret, og ved senere tinglysning af tilsvarende dokumenter vil der blot kunne henvises til allerede godkendte standarder.

Det fremtidige tinglysningssystem forventes i øvrigt opbygget med en ekstern portal, der er en internetbaseret service, som vil give enhver adgang til at anmelde dokumenter til tinglysning på egen hånd. Den eksterne portal er særligt er rettet mod private brugere og mindre erhvervsdrivende, og den vil derfor indeholde en række hjælpefunktioner ved anmeldelse af dokumenter.

Systemet forventes også opbygget med en servicesnitflade, der muliggør at tinglysningens brugere kan etablere adgang til tinglysningssystemet via egne edb-systemer enten i forbindelse med søgning af oplysninger eller i forbindelse med anmodning om tinglysning af dokumenter. Servicesnitfladen er særligt rettet mod de professionelle brugere af tinglysningen, herunder pengeinstitutter, realkreditinstitutter, advokater, ejendomsmæglere og landinspektører. Servicesnitfladen bygger på åbne standarder og beskriver de krav til data og sikkerhed, der skal være opfyldt for at give de eksterne brugeres egne systemer direkte adgang til tinglysningssystemet.

Tinglysningssystemet vil også skulle indeholde en intern brugerflade som tinglysningsmedarbejdernes adgang til tinglysningsmotoren. De dokumenter, som systemet sender til manuel behandling, vil skulle behandles ved hjælp af denne portal. Et forventeligt meget begrænset antal papirdokumenter, der modtages fra (udenlandske) rettighedshavere, der ikke kan få en digital signatur, vil også skulle indføres i det digitale tinglysningssystem via den interne brugerflade.

Der henvises til betænkningen side 89 ff.

4. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget indeholder forslag til de ændringer i tinglysningsloven og andre love, der er nødvendige for at indføre digital tinglysning.

Det indebærer således bl.a. krav om anvendelse af digitale dokumenter i forbindelse med tinglysning og indførelse af en elektronisk tinglysningsakt med de tinglyste dokumenter (afsnit 4.1. nedenfor). I tilknytning hertil foreslås det, at der skal anvendes digital signatur til signering af digitale tinglysningsdokumenter (afsnit 4.2. nedenfor). Som alternativ til selv at udstede og anmelde dokumenter ved anvendelse af egen digital signatur foreslås en fuldmagtsordning og en anmelderordning (afsnit 4.3. og 4.4. nedenfor). Disse ordninger vil navnlig henvende sig til personer, der ikke selv kan eller vil anvende digital signatur. Lovforslaget indeholder herudover særlige regler om indførelse af digitale pantebreve (afsnit 4.5. nedenfor), og forslag til ændringer af anden lovgivning som følge af digitaliseringen (afsnit 4.12. nedenfor). Lovforslaget indeholder i øvrigt en række forslag til ændringer af tinglysningsloven, som er hensigtsmæssige i forbindelse med indførelse af digital tinglysning (afsnit 4.6.-4.10. nedenfor). Det foreslås således bl.a., at domstolene i vidt omfang selv skal sørge for tinglysning af egne afgørelser om bl.a. udlæg, arrest og tvangsauktion, at servitutter skal stedfæstes mere nøjagtigt end tidligere, og at visse rettigheder ikke længere skal kunne tinglyses, hvis tinglysning ikke er nødvendig til rettighedens beskyttelse. Endelig foreslås for bilbogen, personbogen og andelsboligbogens vedkommende en række ændringer, der i væsentligt omfang svarer til de foreslåede ændringer af tingbogen (afsnit 4.11. nedenfor).

4.1. Digitalisering af tinglysningsdokumenterne

4.1.1. Gældende ret

Når der skal ske tinglysning af en rettighed efter de gældende regler, anvendes som grundlag et papirdokument, der underskrives med en traditionel, håndskrevet underskrift og sendes til tinglysning. Angår rettigheden fast ejendom, vedlægges en genpart af dokumentet. Tinglysningskontorernes sagsbehandling knytter sig således til papirdokumenter.

Et indleveret papirdokument gennemgår en manuel judiciel prøvelse på tinglysningskontoret med henblik på at konstatere, om de formelle og materielle betingelser for tinglysning er til stede. Ved tinglysningen registreres dokumentet i tingbogen, der føres elektronisk. Dokumentet tilbagesendes herefter til disponenten, mens genparten af dokumentet opbevares i rettens papirakt, hvor det er muligt for enhver at efterse dokumentet.

Den praktiske fremgangsmåde for tinglysning i det nuværende tinglysningssystem er således baseret på anvendelse af papirdokumenter og på manuelle arbejdsgange. Det er imidlertid ikke blot den praktiske del af tinglysningen, der er baseret på håndtering af papirdokumenter. En række af tinglysningslovens bestemmelser er udformet, så de udtrykkeligt eller indirekte forudsætter anvendelse af papirdokumenter.

Det fremgår således af bl.a. tinglysningslovens § 9, stk. 1, at der som grundlag for tinglysning kræves et dokument, der anmeldes for vedkommende dommer til tinglysning. Endvidere skal der samtidig indleveres genpart af dokumentet. Det fremgår endvidere af § 9, stk. 6, at der i visse tilfælde skal ske påtegning på det dokument, der anmeldes til tinglysning. Anvendelse af papirdokumenter er endvidere forudsat i tinglysningslovens § 11, hvorefter udslettelse af pantebreve bl.a. kan ske ved fremlæggelse af selve dokumentet i kvitteret stand.

Krav om anvendelse af dokumenter og påtegninger findes herudover i en lang række af tinglysningslovens øvrige bestemmelser.

Dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal i henhold til bestemmelsen i tinglysningslovens § 9, stk. 3, endvidere indeholde en række bestemte oplysninger. De skal således øverst på første side angive vedkommende ejendoms matrikelnummer samt anmelderens navn, adresse og eventuelle telefonnummer. Skøder og pantebreve skal tillige angive gade og husnummer, hvor sådant findes. Et pantebrev skal angive debitors og kreditors bopæl, medmindre den må anses for almindeligt bekendt, eller bopælen for en anden, der er berettiget til at modtage forkyndelser, meddelelser og betalinger på debitors vegne. Disse oplysninger tjener til at identificere de berettigede og forpligtede i forhold til rettigheden og til at identificere den ejendom, hvorpå rettigheden tinglyses.

Såfremt der ved et dokument stiftes flere rettigheder, skal det i henhold til tinglysningslovens § 9, stk. 6, endvidere ved påtegning på dokumentet oplyses, hvilke rettigheder der skal tinglyses.

Når et dokument modtages til tinglysning, registreres dagen for dets modtagelse i dagbogen, jf. herved reglerne i tinglysningslovens §§ 7 og 8. Det skyldes, at retsvirkningerne af tinglysning, medmindre andet er bestemt i loven, regnes fra den dag, dokumentet anmeldes til tinglysning, jf. lovens § 25, og ikke fra tinglysningstidspunktet. Det følger endvidere, at dokumenter, der anmeldes samme dag, ligestilles. Rettighedsbeskyttelsen i henhold til tinglysningslovens § 1 indtræder således fra den dag, hvor dokumentet anmeldes til tinglysning.

Når selve tinglysningsekspeditionen er afsluttet og et dokument dermed er tinglyst, lægges genparten af det tinglyste dokument i den pågældende ejendoms aktmappe. Det følger af bestemmelsen i tinglysningslovens § 18, at genparter af tinglyste dokumenter for hver ejendom samles i en akt, hvis omslag angiver, hvor ejendommen findes i tingbogen. Der findes således i hver af de 82 retskredse en fysisk aktmappe, der indeholder de nævnte kopier for hver fast ejendom i kredsen.

4.1.2. Lovforslagets udformning

Udvalget finder, at det er en forudsætning for indførelse af digital tinglysning, at papirdokumenterne erstattes af digitale dokumenter. Derfor må formkrav, der direkte eller indirekte følger af den nuværende tinglysningslov, ændres, så det bliver muligt at omlægge nuværende manuelle sagsgange til automatiserede og maskinelle sagsgange. Udvalget foreslår på den baggrund en generel regel om, at tinglysning skal ske på baggrund af digitale dokumenter. Reglen indebærer, at såvel skøder som pantebreve og servitutter vil skulle indsendes i digital form og ikke vil kunne indsendes på papir.

Som en helt klar undtagelse fra kravet om anvendelse af digitale dokumenter anbefaler udvalget, at tinglysning skal kunne ske på grundlag af traditionelle papirdokumenter i de forventeligt meget få tilfælde, hvor den berettigede ikke opfylder betingelserne for at få en digital signatur. De nærmere regler herom foreslås fastsat administrativt.

Udvalget foreslår også en bestemmelse om, at henvisninger i tinglysningsloven til dokumenter og påtegninger overalt skal forstås som henvisninger til digitale dokumenter og digitale påtegninger. Dermed vil tinglysningslovens dokumentbegreb være tilpasset det digitale system, og der er således efter udvalgets opfattelse ikke behov for at foretage særskilte ændringer i de enkelte bestemmelser.

I relation til de tekniske krav, der må stilles til elektroniske dokumenter, foreslår udvalget en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler herom. Dette vil muliggøre en løbende justering af kravene til digitale dokumenter i takt med den teknologiske udvikling.

Udvalget finder endvidere, at der også i en digital tinglysningsordning vil være behov for at identificere anmeldere, berettigede og forpligtede i henhold til tinglyste rettigheder. Udvalget anbefaler på den baggrund, at de gældende oplysningskrav erstattes med krav om, at digitale tinglysningsdokumenter skal indeholde oplysning om personnummer eller CVR-nummer på berettigede eller forpligtede personer eller selskaber.

Det vil muliggøre, at Tinglysningsretten ved kommunikation med eksterne edb-systemer, herunder Det Centrale Personregister og Det Centrale Virksomhedsregister, vil kunne hente oplysninger om adresser mv. på personer og registrerede selskaber og kunne integrere disse i tinglysningssystemet.

For så vidt angår digitale tinglysningsdokumenters indhold bemærker udvalget, at en hurtig, smidig, maskinel og automatiseret prøvelse af rettigheder ikke fuldt ud vil kunne opnås, såfremt det fortsat skal være muligt at fremsende dokumenter, der indeholder flere rettighedstyper, f.eks. en servitut, der både skal tinglyses pantstiftende og som byrde på ejendommen.

Udvalget anbefaler derfor, at det ikke længere skal være muligt at tinglyse flere rettighedstyper ved det samme dokument. Dette vil dog ikke være til hinder for, at det samme dokument tinglyses på flere ejendomme, eller at flere dokumenter anmeldes på samme tid.

Indførelsen af et digitalt tinglysningssystem vil i øvrigt gøre det teknisk og praktisk muligt at registrere det nøjagtige modtagelsestidspunkt for anmeldte tinglysningsdokumenter, og ikke blot modtagelsesdagen. Udvalget finder, at der dermed ikke vil være behov for den dagbog, der anvendes i det nuværende tinglysningssystem. Udvalget foreslår derfor, at dagbogen afskaffes, og at reglerne i tinglysningslovens §§ 7-8 om førelse af dagbogen ophæves.

Som følge af muligheden for at registrere et nøjagtigt modtagelsestidspunktet for digitale dokumenter og af muligheden for straks at foretage (maskinel) prøvelse af dokumentet anbefaler udvalget, at retsvirkningerne af tinglysning skal regnes fra modtagelsestidspunktet og ikke længere fra modtagelsesdagen. Dermed vil ligestilling i prioritetsordenen forudsætte, at to eller flere dokumenter modtages ikke blot samme dag, men på nøjagtig samme tidspunkt. Dette er i princippet teknisk muligt, men må forventes at forekomme uhyre sjældent. Forslaget bidrager dermed i væsentligt omfang til, at prioritetskonflikter undgås.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at akten for hver ejendom skal føres som en elektronisk aktmappe, der indeholder en fuldstændig gengivelse af de på ejendommen tinglyste dokumenter. Det er en forudsætning for at kunne integrere tinglysningsakten i det digitale tinglysningssystem, at akten er elektronisk. Dermed kan oplysningerne i akten anvendes i forbindelse med tinglysningsprøvelsen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 87 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, 8, 15 og 30 (forslag til tinglysningslovens §§ 7, 9, 14 og 18), samt bemærkningerne hertil.

4.2. Anvendelse af digital signatur

4.2.1. Indledning

Det er et kendetegn for den nuværende tinglysningsordning, at der er en høj grad af troværdighed knyttet til tingbogens oplysninger. En sådan troværdighed forudsætter, at der er tillid til rigtigheden af oplysningerne i tingbogen.

Det er derfor vigtigt, at der ikke tinglyses dokumenter, der er udstedt af personer, som ikke er berettiget til at råde i tinglysningsmæssig henseende. Tinglysningspersonalet foretager i dag kontrol af, hvem der er udsteder af et anmeldt tinglysningsdokument. Kontrollen foretages ved at efterprøve om den, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende rettighed, er identisk med den, der har underskrevet det indleverede dokument.

Det følger endvidere af tinglysningslovens § 10, stk. 2, at ved skøder og pantebreve skal udstederens underskrift være bekræftet af en advokat eller to andre vitterlighedsvidner. Vidnerne, der afgiver erklæring under strafansvar, skal udtrykkelig bevidne underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og udstederens myndighed. Kravet om vitterlighedspåtegning medvirker således til at sikre rigtigheden af de oplysninger, som bevidnes, og er begrundet i hensynet til at undgå tinglysning af falske eller forfalskede pantebreve og skøder.

Der vil også i et digitalt og papirløst tinglysningssystem være behov for at kontrollere, hvem der er udsteder af et tinglysningsdokument. Digitale dokumenter kan imidlertid ikke påføres en traditionel håndskrevet underskrift, men kan i stedet forsynes med en digital signatur, der angiver, at dokumentet stammer fra en bestemt udsteder.

Udvalget har på den baggrund vurderet, om et krav om digital signatur vil være egnet til erstatte kravet om traditionelle underskrifter på indleverede tinglysningsdokumenter.

En digital signatur er et elektronisk redskab, som benyttes til digitalt at signere en meddelelse, så modtageren kan konstatere meddelelsens autenticitet, dvs. identiteten af meddelelsens afsender, og meddelelsens integritet, dvs. at meddelelsens indhold ikke er blevet ændret efter signeringen. Autenticiteten og integriteten af et digitalt dokument sikres ved hjælp af en bestemt regnemetode kaldet hashværdien, der omdanner dokumentet til en talrække. Denne talrække kan afkodes af dokumentets modtager ved hjælp af de funktioner, der er indbygget i den digitale signatur. Det er usandsynligt, at forskellige digitale dokumenter omdannes til den samme hashværdi, og det er ligeledes usandsynligt, at indholdet af et digitalt dokument kan udledes ud fra hashværdien. Dermed opnår modtageren af dokumentet en høj grad af sikkerhed for rigtigheden af dokumentets indhold.

En digital signatur vil dermed kunne udgøre et væsentligt bevis ved bedømmelsen af, om et digitalt dokument med et givent indhold stammer fra den angivne udsteder. En digital signatur kan herved sammenlignes med en traditionel underskrift.

Der er dog naturlige forskelle på en digital signatur og en traditionel underskrift. Det er således karakteristisk for en håndskrevet underskrift, at denne er uadskilleligt knyttet til én bestemt person, og det antages derfor, at det ved grafologiske undersøgelser vil kunne sandsynliggøres, at en underskrift er skrevet af den pågældende person. En håndskrevet underskrift antages derfor i vidt omfang at udgøre bevis for, hvem der har underskrevet og dermed forpligtet sig i overensstemmelse med det underskrevne dokument. I modsætning hertil er en digital signatur med den nuværende teknologi ikke uadskilleligt knyttet til en bestemt person, men er derimod elektroniske data, som ikke blot den retmæssige indehaver, men også andre kan komme i besiddelse af, f.eks. hvis de får adgang til den computer, hvor den digitale signatur er lagret, og til den adgangskode, som er knyttet til den digitale signatur.

En uretmæssig anvendelse vil derfor ikke kunne sandsynliggøres på samme måde som ved undersøgelse af en håndskrevet underskrift. Hvis der opstår mistanke om uretmæssig anvendelse af en digital signatur, vil det forholdet dog kunne søges efterprøvet ved gennemgang af en række elektroniske spor, der i øvrigt afgives i forbindelse med elektronisk kommunikation.

For så vidt angår spørgsmålet om retsvirkningerne ved anvendelse af digital signatur, har et særligt udvalg under Justitsministeriet afgivet betænkning nr. 1456/2004 herom (betænkning om e-signaturs retsvirkninger).

Det anføres heri, at brugen af digital signatur kun i teknisk henseende adskiller sig fra brugen af håndskrevne underskrifter. Brugen af moderne teknik til at udføre selve underskriftshandlingen medfører således i almindelighed ikke nogen ændring i forhold til de regler, som angiver retsvirkningen af den pågældende underskrift. Det afgørende er således tilkendegivelsen gennem handling eller undladelse af en vilje til at blive forpligtet. En digital signatur må derfor i almindelighed sidestilles med en almindelig papirbaseret underskrift, og der er efter e-signaturudvalgets opfattelse ikke nogen grund til at knytte særlige retsvirkninger til aftaler, retshandler eller meddelelser, der afgives med digital signatur.

Ved lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer gennemførtes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer. Lovens formål er at sikre, at der på det danske marked findes digitale signaturer, som lever op til en række krav, der gør signaturen sikker at bruge. Samtidig søges det sikret, at der er balance mellem forretningsmæssige, forbrugermæssige og samfundsmæssige hensyn. Loven regulerer alene udstedelse af såkaldte kvalificerede certifikater, hvorimod andre typer af digitale signaturer ikke er omfattet af loven.

Lovens etablerer en tilsyns- og kontrolordning for certificeringscentre etableret i Danmark, der ønsker at udbyde kvalificerede signaturer og regulerer i tilknytning hertil certificeringscentres drift og erstatningsansvar over for henholdsvis underskrivere og modtagere af kvalificerede certifikater. Loven opstiller således en række krav til de certificeringscentre, der udsteder certifikater, herunder krav til økonomi, sikkerhed og procedurer ved udstedelse.

Det følger i øvrigt af artikel 4, stk. 2, i direktivet, at medlemslandene skal sikre fri bevægelighed for elektroniske signaturprodukter, der overholder direktivets bestemmelser. Dette krav er gennemført i lovens § 13, hvorefter bestemmelser i lovgivning, der kræver, at en elektronisk meddelelse er forsynet med signatur, skal anses for opfyldt, hvis meddelelsen er forsynet med en avanceret elektronisk signatur, der er baseret på et kvalificeret certifikat.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling fastsatte i 2002 den såkaldte OCES-standard (Offentlige Certifikater til Elektroniske Services) for at skabe et større marked for digitale signaturer på et højt sikkerhedsniveau, idet udbredelsen af kvalificerede certifikater var meget begrænset.

OCES-standarden er ikke omfattet af lov om elektroniske signaturer, men standarden afspejler i videst muligt omfang kravene i lov om elektroniske signaturer. OCES-certifikater adskiller sig således ikke rent teknisk fra kvalificerede certifikater, og de giver dermed også sikkerhed for identiteten på certifikatindehaveren (autenticitet) samt for, at et signeret dokument ikke kan ændres, uden at det senere vil kunne konstateres (integritet).

Fra 2003 har der via en statslig aftale med TDC ­A/S været mulighed for, at alle borgere gratis kan erhverve og over for offentlige myndigheder bruge en digital OCES-signatur. Denne aftale udløber i juni 2008. En OCES-signatur kan anskaffes ved på TDC€™s hjemmeside at udfylde en elektronisk ansøgningsblanket.

Ved certifikatudstedelsen foretages en række kontroller, der skal sikre, at certifikatet udstedes til den rette. På baggrund af det indtastede personnummer og postnummer indhentes ansøgerens navn og adresse i Det Centrale Personregister, og den pågældendes alder kontrolleres. Den angivne e-postadresse benyttes til fremsendelse af installationsvejledning og installationslink til certifikatet. I tillæg til disse kontroller sendes et postbesørget brev til ansøgeren på dennes folkeregisteradresse med en pinkode, der skal benyttes, når certifikatet installeres. Ved udstedelse af en OCES-signatur benyttes således to forskellige kommunikationskanaler, der skal sikre, at det er den rette person, der erhverver signaturen, og at signaturen kun kan benyttes af den person, som den er udstedt til.

Ved bestilling af virksomheds- og medarbejdercertifikater skal der angives oplysninger om virksomhedens CVR-nummer og navn på en tegningsberettiget person fra virksomhedens ledelse. Udstedelse af virksomhedscertifikater forudsætter endvidere angivelse af navn og e-postadresse på en kontaktperson. Ved udstedelse af medarbejdercertifikater skal opgives navn på en person, som skal være ansvarlig i forbindelse med udstedelsen af de enkelte medarbejdercertifikater.

Der er også etableret alternative muligheder for at få udstedt en OCES-signatur. Personer med navne- og adressebeskyttelse kan således få udleveret brevet med pinkoden hos bopælskommunen efter at have identificeret sig med billedlegitimation i form af sygesikringsbevis og pas eller dansk kørekort, og danskere, der har bopæl i udlandet, kan afhente pinkoden personligt enten hos Københavns Kommune eller en dansk repræsentation i udlandet efter at have identificeret sig med dansk pas.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 108 ff.

4.2.2. Lovforslagets udformning

Det er udvalgets opfattelse, at digitale signaturer vil være egnede til at erstatte traditionelle underskrifter på tinglysningsdokumenter, idet digitale signaturer giver en høj grad af sikkerhed for identiteten på underskriveren af et digitalt dokument og sikrer, at indholdet af dokumentet ikke kan ændres efter signeringen, uden at det senere vil kunne konstateres.

Reglerne om retsvirkningerne af underskrifter er teknologineutrale, og det er således muligt at gøre brug af digitale signaturer, uden at det er nødvendigt at indføre særlige regler.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at der i tinglysningsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter digitale dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal være forsynet med udstederens digitale signatur.

For så vidt angår de tekniske krav, der stilles til digitale signaturer, foreslår udvalget en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler herom. Det vil gøre det muligt at justere kravene til digitale signaturer, såfremt den teknologiske udvikling nødvendiggør det.

Udvalget anbefaler i den forbindelse, at den digitale signatur som udgangspunkt bør baseres på OCES-standarden eller på digitale signaturer med et sikkerhedsniveau, der som minimum er på niveau med OCES, og som er teknisk kompatible med OCES. Baggrunden for, at udvalget ikke anbefaler en egentlig kvalificeret signatur er for det første, at OCES-standarden i videst mulig omfang afspejler kravene i lov om elektroniske signaturer, og at OCES-signaturer således ikke rent teknisk adskiller sig fra kvalificerede signaturer. Det betyder, at en OCES-signatur på samme måde som et kvalificeret certifikat giver en høj grad af sikkerhed for identiteten på underskriveren af et digitalt dokument og sikrer, at indholdet af dokumentet ikke kan ændres efter signeringen, uden at det senere vil kunne konstateres. For det andet er udbredelsen af kvalificerede digitale signaturer meget begrænset, og der findes i øjeblikket ikke udbydere af sådanne signaturer i Danmark. Der er derimod udstedt ca. 585.000 OCES-signaturer til borgere og virksomheder/medarbejdere i Danmark.

Udvalget anbefaler endvidere, at det skal være muligt at anvende kvalificerede digitale signaturer som omfattet af lov om elektroniske signaturer, i hvert fald i det omfang artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer forpligter medlemsstaterne til at anerkende disse signaturer.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at kravet om vitterlighedspåtegning i tinglysningslovens § 10, stk. 2, ophæves. Baggrunden herfor er, at en digital signatur sikrer et digitalt dokuments autenticitet og integritet, så modtageren med stor sikkerhed kan identificere afsenderen og konstatere, om dokumentets indhold, herunder dateringen, er blevet ændret. På grundlag af det indtastede personnummer vil tinglysningssystemet umiddelbart kunne fastslå om den, der disponerer, er myndig. Systemet indeholder endvidere i personbogen oplysninger om fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, jf. tinglysningslovens § 48, og dermed vil det automatisk kunne kontrolleres, om der er tinglyst meddelelse om fratagelse af den pågældendes retlige handleevne. Den funktion, som vitterlighedsvidnerne i dag varetager, vil således i vidt omfang kunne udføres automatisk i forbindelse med den maskinelle og automatiske prøvelse.

Endelig anbefales det, at der tilvejebringes en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse personer fortsat kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne heraf, idet det på nuværende tidspunkt ikke er muligt for enhver at få en digital signatur. Det er således en forudsætning, at ansøgeren er i besiddelse af personnummer eller CVR-nummer. Hvis kravet om anvendelse af digitale dokumenter forsynet med digital signatur var ufravigeligt, ville det i praksis udelukke en række personer fra selv at anmelde rettigheder til tinglysning. Det ville i særlig grad gælde udenlandske personer, herunder personer fra EU-lande og EØS-lande.

I relation til sikkerheden ved anvendelse af digital signatur anfører udvalget, at det digitale tinglysningssystem bør indrettes således, at det giver den højest mulige grad af sikkerhed for rigtigheden af tingbogens oplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at der består visse misbrugsmuligheder, idet en digital signatur vil kunne udstedes til en forkert person, hvis denne er i besiddelse af en anden persons personnummer og har adgang til denne persons post, og en eksisterende signatur vil kunne misbruges, hvis der er adgang til indehaverens pc og password til den digitale signatur.

Deloitte Consulting A/S har i en it-analyse af tinglysningen fra februar 2005 vurderet, at risikoen ved den digitale tinglysning ikke er højere end ved den nuværende papirbaserede tinglysning, og at der dermed findes tilfredsstillende sikkerhedsløsninger for en papirløs tinglysningsordning. Denne vurdering er baseret på, at brugeren af den digitale signatur iagttager de mest basale sikkerhedsforanstaltninger, dvs. opbevarer pinkode og/eller password til den digitale signatur på betryggende vis og beskytter adgangen til sin pc, herunder mod virus mv.

Udvalget finder, at der herudover bør udarbejdes en samlet risikoanalyse for det digitale tinglysningssystem. En sådan analyse bør tage udgangspunkt i kravspecifikationen og designet af det samlede system.

Der henvises til betænkningen side 124 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 10 (forslag til tinglysningslovens § 7 og forslag til ophævelse af lovens § 10, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet lægger afgørende vægt på, at en kommende digital tinglysningsordning fortsat kan skabe den fornødne sikkerhed i omsætningen og belåningen af fast ejendom mv., og det må derfor sikres, at de oplysninger, der digitalt anmeldes til tinglysning, er korrekte og stammer fra en person, der er berettiget til råde i tinglysningsmæssig henseende. Det forudsætter, at det er sikkert at anvende en digital OCES-signatur til signering af digitale tinglysningsdokumenter.

Justitsministeriet er på det foreliggende grundlag enig med udvalget i, at en digital tinglysningsordning som udgangspunkt må baseres på digitale OCES-signaturer. OCES-signaturen adskiller sig ikke rent teknisk fra kvalificerede signaturer og giver dermed en tilsvarende høj grad af sikkerhed for identiteten på underskriveren af et digitalt dokument og for, at indholdet af dokumentet ikke ændres efter signeringen, uden at det senere vil kunne konstateres. Samtidig er udbredelsen af kvalificerede digitale signaturer som anført meget begrænset, og der udbydes ikke i øjeblikket denne form for digitale signaturer i Danmark. Et papirløst tinglysningssystem, som borgere og virksomheder i almindelighed skal kunne betjene sig af, vil dermed ikke kunne baseres alene på kvalificerede signaturer.

OCES-signaturen er en såkaldt softwarebaseret signatur, idet den leveres over internettet og lagres på indehaverens computerudstyr. Det giver principielt set mulighed for, at signaturen udstedes til en forkert person. De sikkerhedsmekanismer, der er indbygget i processen i forbindelse med udstedelse af signaturen reducerer dog risikoen herfor betydeligt, idet en uberettiget person både skal være i besiddelse af den berettigedes personnummer og have adgang til dennes post.

De ovenfor omtalte begrænsede risikovurderinger, der foreligger på nuværende tidspunkt, giver ikke Justitsministeriet anledning til at foreslå et krav om, at signaturer, der skal kunne anvendes til tinglysning, skal være udleveret til certifikatindehaveren ved personligt fremmøde, som det kræves ved de egentlige kvalificerede signaturer. Justitsministeriet er dog enig med udvalget i, at der skal foretages en samlet risikoanalyse af det kommende digitale tinglysningssystem, når kravspecifikationen foreligger, og at de sikkerhedsmæssige spørgsmål vedrørende OCES-signaturen skal indgå i risikoanalysen.

Der er endvidere mulighed for uberettiget kopiering af en eksisterende signatur og aflytning af password, hvis ikke signaturindehaveren beskytter sit edb-udstyr forsvarligt. Det kan ske ved angreb med et computerprogram, en såkaldt trojansk hest, som uberettiget installeres på signaturindehaverens computer, og giver den, der har installeret programmet, adgang til den angrebne computer. Dette vil dog forudsætte, at signaturindehaveren ikke på tilstrækkelig måde har beskyttet sit computerudstyr med et antivirusprogram og en firewall. Det adskiller sig helt principielt ikke fra, at også uforsvarlig omgang med en traditionel underskrift vil kunne føre til misbrug. Udviser man også en rimelig grad af forsigtighed ved håndteringen af sin digitale signatur, må riskoen for misbrug tilsvarende anses for minimal.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har over for Justitsministeriet oplyst, at OCES-signaturen teknisk set er opbygget ved brug af en avanceret matematisk algoritme, der i forhold til det nuværende teknologiske udviklingsniveau og den nuværende datakraft almindeligvis formodes at være tilstrækkeligt sikker i 5-6 år frem i tiden. Der er således ikke i dag kendte eksempler på, at det er muligt at bryde de koder, der sikrer autenticiteten og integriteten af et digitalt dokument, der er påført en digital OCES-signatur. Hertil kommer, at gyldighedsperioden for en OCES-signatur er begrænset til 2 år, hvorefter den vil skulle fornys. Leverandøren af OCES-signaturen er i øvrigt forpligtet sig til at tage højde for usikkerhed, der muligvis vil kunne opstå inden for den nævnte 5-6 årige periode.

Det er endvidere relevant at fremhæve, at de her omtalte problemstillinger af sikkerhedsmæssig karakter ikke vil have nogen betydning for allerede tinglyste digitale dokumenter. Disse dokumenter og de anvendte digitale signaturer vil være lagret i tinglysningssystemets databaser uden mulighed for, at uvedkommende efterfølgende kan foretage ændring i dokumenterne. Når et dokument først er tinglyst, er det med andre ord afskærmet fra påvirkning udefra, og det vil således være uden betydning, at den digitale signatur, der er anvendt ved signering af dokumentet, på et senere tidspunkt overhales af den tekniske udvikling.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling vil løbende foretage vurderinger af OCES-signaturens sikkerhed. Hvis det skulle vise sig at være nødvendigt, vil der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i tinglysningslovens § 7, stk. 4, administrativt kunne ændres i de tekniske krav, der stilles til digitale signaturer, der anvendes til tinglysning. Det muliggør, at sikkerheden ved digital tinglysning vil kunne fastholdes på et tilstrækkeligt højt niveau.

I et system, der teknisk er baseret på OCES-signaturen, vil der naturligvis også kunne anvendes kvalificerede digitale signaturer fra eksempelvis andre EU-lande, idet de tekniske specifikationer er tilsvarende, og det EU-retlige krav om, at disse signaturer skal anerkendes her i landet, vil dermed være opfyldt.

4.3. Fuldmagtsordning

4.3.1. Indledning

Udvalget har overvejet, om et digitalt tinglysningssystem baseret på digitale dokumenter og den berettigedes digitale signaturer i tilstrækkelig grad vil kunne sikre, at enhver fortsat i praksis har mulighed for at få foretaget tinglysning.

Udvalget finder, at et ubetinget krav om anvendelse af den berettigedes digitale signatur på digitale tinglysningsdokumenter ville indebære en række væsentlige praktiske problemstillinger, idet det må påregnes, at mange vanskeligt eller slet ikke vil kunne skaffe sig eller anvende en digital signatur. Det gælder personer, som ikke er i besiddelse af det nødvendige computerudstyr, der gør dem i stand til over internettet at bestille og anvende en digital signatur, og formentlig mange, som ikke er fortrolige med anvendelse af moderne teknologi.

Hertil kommer den trods alt begrænsede udbredelse af digitale signaturer og de manglende praktiske erfaringer med håndtering af et meget stort antal samtidige bestillinger af digitale signaturer. Hensynet til, at borgere og virksomheder kan få tinglyst dokumenter, f.eks. i forbindelse med en bølge af lånekonvertinger, taler for alternativer til et ubetinget krav om anvendelse af den berettigedes egen digitale signatur. Det bør være muligt at få foretaget tinglysning, selv om der måtte opstå problemer med udstedelse eller håndtering af et meget stort antal digitale signaturer.

Udvalget finder på den baggrund, at der er behov for at supplere den foreslåede hovedindgang til det digitale tinglysningssystem, således at tinglysning ikke ubetinget skal ske på grundlag af dokumenter forsynet med den berettigedes digitale signatur.

4.3.2. Lovforslagets udformning

Udvalget anbefaler, at der udformes en fuldmagtsordning, hvorefter det skal være muligt for en fuldmagtshaver at udstede og anmelde dokumenter til tinglysning, herunder afgive erklæringer, på grundlag af en fuldmagt fra den, der er berettiget til at råde over en ret over en fast ejendom. En fuldmagtshaver vil således på baggrund af en fuldmagt kunne indsende dokumenter til tinglysning, der er forsynet med fuldmagthavers egen digitale signatur.

Udvalgets anbefaling vil muliggøre, at den, der er berettiget til at disponere over en rettighed over en bestemt fast ejendom, dvs. ejere og andre med en begrænset ret i relation til en fast ejendom, vil kunne give en anden person fuldmagt til at råde over den pågældende ret i tinglysningsmæssig henseende. Fuldmagtshaver vil typisk være en professionel rådgiver, f.eks. en advokat eller et pengeinstitut, men kan være en hvilken som helst fysisk eller juridisk person.

Den foreslåede bestemmelse vil således muliggøre, at en rettighedshaver kan lade en anden person varetage sine interesser i tinglysningsmæssig henseende, hvor dette måtte være ønskeligt, og fuldmagtshaverens digitale signatur vil dermed i fuldt omfang kunne træde i stedet for fuldmagtsgivers digitale signatur.

Fuldmagtshaver vil afhængig af fuldmagtens omfang kunne udstede og anmelde såvel skøder som pantebreve og servitutter til tinglysning. Fuldmagten vil imidlertid også kunne udformes således, at den omfatter afgivelse af erklæringer, herunder f.eks. om, hvorvidt reglerne om tilbudspligt i lejelovens kapitel 16 er overholdt, og om såkaldte sommerhuserklæringer i henhold til § 8, stk. 2, i lov om sommerhuse og campering. Fuldmagter vil også kunne gives af personer, der endnu ikke er berettigede til at råde over en bestemt fast ejendom, således at fuldmagten er registreret og klar til anvendelse, når det bliver nødvendigt. En køber af fast ejendom kan således give sin rådgiver fuldmagt, inden køber har fået adkomst til ejendommen, således at rådgiveren eksempelvis kan sørge for tinglysning af nye lån i ejendommen som led i berigtigelsen af købesummen.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at det også skal være muligt at udstede og anmelde dokumenter til tinglysning i bilbogen, andelsboligbogen og personbogen på grundlag af en fuldmagt.

Efter udvalgets forslag skal en fuldmagt kunne indsendes elektronisk eller på papir til Tinglysningsretten, idet der skal foretages prøvelse af fuldmagtsgivers tingbogslegitimation, og dermed fuldmagtsgivers berettigelse til at give fuldmagt.

For at imødegå risikoen for falske fuldmagter anbefaler udvalget, at papirfuldmagter, der angår udstedelse og anmeldelse af skøder og pantebreve, skal forsynes med vitterlighedspåtegning om underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og udstederens myndighed. Vitterlighedsvidnerne skal i øvrigt angive deres personnummer, så de kan identificeres entydigt. Den funktion, som vitterlighedsvidnerne i dag varetager i henhold til tinglysningslovens § 10, stk. 2, vil således også være nødvendig ved indsendelse af papirfuldmagter.

Udvalget foreslår, at en fuldmagt skal angive en gyldighedsperiode, så den alene skal kunne danne grundlag for udstedelse og anmeldelse af dokumenter til tinglysning i den angivne periode. Hensynet til fuldmagtsgivers retssikkerhed, navnlig når fuldmagtsgiver er en forbruger, tilsiger, at der fastsættes krav om angivelse af en gyldighedsperiode, idet det kan være vanskeligt for en sådan fuldmagtsgiver at overskue konsekvenserne af en tidsubegrænset fuldmagt. Angivelse af en gyldighedsperiode vil endvidere i mange tilfælde gøre det unødvendigt for fuldmagtsgiver at tilbagekalde fuldmagten efter dens anvendelse. Udvalget finder i tilknytning hertil, at der administrativt bør fastsættes en længste gyldighedsperiode for fuldmagter. Det vil sikre, at en fuldmagt ikke i meget lang tid kan henstå registreret og dermed give tingbogslegitimation til en fuldmagtshaver.

Udvalget foreslår i øvrigt en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der skal kunne sendes en meddelelse til fuldmagtsgiver i forbindelse med tinglysningsekspeditioner foretaget med fuldmagt. En sådan meddelelse vil ikke have betydning for retsvirkningerne af tinglysning, men vil kunne give fuldmagtsgiveren mulighed for at efterkontrollere en foretagen ekspedition.

Anvendelse af papirfuldmagter vil medføre, at såvel tinglysningens brugere som Tinglysningsretten pålægges en administrativ byrde ved at skulle håndtere sådanne dokumenter. For at minimere denne byrde anbefaler udvalget, at fuldmagter skal oprettes på standarddokumenter og udfyldes maskinelt. Sådanne formkrav vil sikre mindst mulig administration, idet standarddokumenter efter en manuel prøvelse af underskrifterne vil kunne læses maskinelt og scannes og på den måde overføres til det digitale tinglysningssystem.

Et dokument, der anmeldes til tinglysning på grundlag af en registreret fuldmagt, vil kunne tinglyses lige så hurtigt som et dokument, der er forsynet med den berettigedes digitale signatur. Selve tinglysningen af f.eks. skødet eller pantebrevet, vil ikke tage længere tid ved anvendelse af fuldmagt, end hvis den pågældende rettighedshaver selv havde signeret dokumentet digitalt. De fordele, der er forbundet med, at tinglysning normalt vil kunne ske, mens man afventer svar fra tinglysningssystemet, vil således også kunne opnås ved tinglysning på baggrund af en registreret fuldmagt.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at det skal være muligt at tinglyse et dokument med frist, såfremt dokumentet anmeldes på grundlag af en endnu ikke registreret fuldmagt. Det vil i et vist omfang give den berettigede mulighed for at opnå de fordele, der knytter sig til realtidstinglysning, herunder at tinglysningens retsvirkninger regnes fra modtagelsen af dokumentet, og at dokumentet dermed tillægges prioritet fra det tidspunkt, hvor det modtages i Tinglysningsretten. Udvalget foreslår, at der fastsættes en frist på 6 hverdage til indsendelse af fuldmagten. Har Tinglysningsretten ikke modtaget fuldmagten inden fristens udløb, slettes dokumentet fra tingbogen.

Der henvises til betænkningen side 137 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (forslag til lovens § 49 b), og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet skal særligt bemærke, at ministeriet er enig med udvalget i, at der er behov for at supplere hovedreglen om anvendelse af den berettigedes digitale signatur på tinglysningsdokumenter med en særlig fuldmagtsordning, der muliggør, at personer uden en sådan signatur også fortsat kan få foretaget tinglysning.

En sådan supplerende ordning vil efter Justitsministeriets opfattelse gøre det muligt at foretage tinglysning i samme omfang som ved anvendelse af den berettigedes egen digitale signatur og dermed opnå de fordele, som er forbundet med realtidstinglysning, dvs. tinglysning uden nævneværdig ventetid.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den fuldmagtsordning, som udvalget har anbefalet, opfylder disse kriterier. Fuldmagtsordningen er således generel i relation til dens anvendelsesområde, og det vil dermed være muligt at anmelde enhver rettighed og eventuelle erklæringer, der knytter sig hertil, til tinglysning i alle tingbogens rubrikker samt i bilbogen, andelsboligbogen og personbogen.

Fuldmagtsordningen giver endvidere mulighed for, at enhver kan gives fuldmagt, og personer uden digital signatur behøver dermed ikke at vælge en professionel rådgiver, men kan også give fuldmagt til et familiemedlem mv.

Hertil kommer, at tinglysning med fuldmagt vil kunne ske maskinelt og automatisk. Selve tinglysningsekspeditionen vil dermed ikke blive forsinket som følge af, at dokumentet er forsynet med fuldmagtshavers €" og ikke rettighedshavers €" digitale signatur. Det er således også muligt at foretage realtidstinglysning af rettigheder, der indsendes til tinglysning med fuldmagt.

Som følge af den relativt begrænsede udbredelse af digitale signaturer forventer Justitsministeriet i øvrigt, at fuldmagtsordningen vil blive anvendt i væsentligt omfang i praksis, herunder i forbindelse med berigtigelse af ejendomshandler og ved tinglysning af pantebreve. Det må således formodes, at ordningen i vidt omfang vil blive brugt i forbindelse med professionel rådgivning, der indebærer tinglysning.

4.4. Anmelderordning

4.4.1. Indledning

Som beskrevet i forrige afsnit vil fordelene ved realtidstinglysning gennem fuldmagtsordningen kunne opnås også af rettighedshavere, der ikke er i besiddelse af en digital signatur, idet det vil være muligt at udstede og anmelde tinglysningsdokumentet ved brug af en fuldmagtshavers digitale signatur. Hvis fuldmagten ikke er registreret af Tinglysningsretten inden tinglysningsdokumentet anmeldes, kan der imidlertid kun ske tinglysning med frist, og endelig tinglysning må da afvente, at fuldmagten modtages af Tinglysningsretten.

Udvalget vurderer, at det i forbindelse med omlægning af lån i fast ejendom ofte i praksis ikke vil være muligt på forhånd at udarbejde, indsende og registrere en fuldmagt. Hertil kommer, at Tinglysningsretten i forbindelse med konverteringsbølger forventeligt ville skulle håndtere et meget stort antal fuldmagter i løbet af meget kort tid. Samfundets forventninger til rettens sagsbehandlingstider vil let kunne komme til at stå i misforhold til de muligheder, der i praksis vil være for at håndtere sådanne spidsbelastninger.

I disse situationer vil den foreslåede fuldmagtsordning således nok sikre, at der vil kunne ske tinglysning, men det vil ikke være muligt at opnå de fordele, som realtidstinglysning giver.

Hvis fuldmagten ikke på forhånd er registreret af Tinglysningsretten, vil pantesikkerheden for et nyt lån skulle tinglyses med frist til indsendelse af fuldmagten. Det vil bevirke, at realkreditlånet ikke kan udbetales, medmindre der stilles garanti for, at den forudsatte pantsikkerhed opnås, idet det følger af lov om realkreditlån og realkreditobligationer ( lov nr. 454 af 10. juni 2003 ) og bekendtgørelse nr. 826 af 7. oktober 2003 om realkreditinstitutters udlån mod midlertidig garanti mv., at der normalt ikke kan ske udbetaling af et realkreditlån, inden tinglysningen er endelig og uden præjudicierende retsanmærkninger. I disse tilfælde vil anvendelsen af en fuldmagtsordning således fortsat nødvendiggøre indgåelse af fastkursaftaler eller udgifter til garanti for, at den forudsatte pantsikkerhed opnås.

Udvalget finder på den baggrund, at fuldmagtsordningen ikke i tilstrækkelig grad vil kunne dække behovet for realtidstinglysning.

4.4.2. Lovforslagets udformning

4.4.2.1. Anmelderordningens udstrækning

Det er udvalgets opfattelse, at det digitale tinglysningssystem bør indrettes, så den kan dække behovet for realtidstinglysning, og således navnlig sikre, at tinglysning ikke fortsat nødvendiggør fastkursaftaler. Udvalget har derfor overvejet at supplere fuldmagtsordningen med en anmelderordning.

En anmelderordning vil muliggøre, at særligt autoriserede anmeldere, på grundlag af en fuldmagt fra den, der er berettiget til at råde over en ret over en fast ejendom, kan udstede og anmelde rettigheder til tinglysning, således at anmelderens digitale signatur på et digitalt dokument træder i stedet for den berettigedes digitale signatur.

I modsætning til fuldmagtsordningen skal der imidlertid ikke indsendes en fuldmagt til Tinglysningsretten, og anmelderen indestår selv for, at fuldmagten foreligger. En anmelder vil således umiddelbart ved anvendelse af sin digitale signatur kunne anmelde rettigheder til tinglysning på andres ejendomme. Realtidstinglysning under en anmelderordning er således ikke afhængig af, at den berettigede har en digital signatur, eller at fuldmagt er registreret.

Udvalgets flertal (22 medlemmer) finder, at der er behov for et supplement til fuldmagtsordningen så det sikres, at der vil kunne ske realtidstinglysning i forbindelse låneomlægninger, herunder særligt i relation til personer, som ikke på forhånd har indsendt en fuldmagt til Tinglysningsretten. Flertallet anbefaler på den baggrund, at der etableres en anmelderordning, der er begrænset til panterettigheder.

Forslaget om en anmelderordning vil indebære den principielle problemstilling, at Tinglysningsretten ikke kan efterprøve, om anmelderen er forsynet med fuldmagt til den konkrete disposition, eller om disponenten er identisk med den person, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde i tinglysningsmæssig henseende, idet tinglysning skal ske uden indsendelse af dokumentation for, at fuldmagtsgiver er berettiget til at råde over den pågældende rettighed. Denne kontrol vil i stedet skulle foretages af anmelderen. Hvis der fejlagtigt tinglyses pantebreve under en anmelderordning, vil der kunne opstå tab. Disse tab vil imidlertid altid være af rent økonomisk art, og erstatning efter tinglysningslovens regler vil derfor efter udvalgets opfattelse normalt opleves som en tilfredsstillende kompensation. Det er derfor flertallets opfattelse, at det vil være forsvarligt at indføre en sådan ordning.

Endvidere vil pantebreve i mange tilfælde være tinglyst i væsentligt kortere tid end adkomster og byrder (servitutter mv.), idet pantebreve ofte konverteres, og fejl i pantebreve vil derfor ofte hurtigere blive opdaget og dermed indebære en mindre risiko for tab. I øvrigt tinglyses pantebreve typisk på standardiserede dokumenter, hvilket må formodes at mindske risikoen for fejl. Udvalgets flertal anfører endvidere, at risikoen for tab som følge af fejl i tingbogen vil kunne reduceres ved at opstille krav om, at Tinglysningsretten skal sende en meddelelse til den berettigede, når der sker tinglysning efter anmelderordningen.

Udvalget har overvejet, om der er det samme behov for en helt generel anmelderordning, der omfatter tinglysning af alle rettighedstyper, herunder adkomster og byrder. Det er efter flertallets opfattelse ikke tilfældet. Det skyldes, at tinglysning af adkomst og byrder oftest ikke tidsmæssigt er så presserende som tinglysning af panterettigheder. Der vil som regel være god tid for en sælger €" og eventuelt en køber €" af en fast ejendom til at indsende den eller de nødvendige fuldmagter, inden der er behov for at anmelde rettigheder til tinglysning.

Der er efter flertallets opfattelse endvidere grund til væsentlige betænkeligheder i relation til en sådan helt generel ordning. Ordningen indebærer således €" på samme måde som den anbefalede begrænsede anmelderordning €" at Tinglysningsretten ikke kan efterprøve, om anmelderen er forsynet med fuldmagt til den konkrete disposition, eller om disponenten overhovedet er identisk med den person, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde i tinglysningsmæssig henseende. Hermed vil risikoen for fejl, som Tinglysningsretten ikke kan efterprøve imidlertid omfatte alle rettighedstyper i tingbogen og ikke blot panterettigheder.

Hvis der opstår fejl i forbindelse med tinglysning af adkomster og byrder, vil dette f.eks. kunne indebære, at en skadelidt ikke opnår adkomst til en ejendom eller ikke opnår ret til at færdes over et grundstykke. Udbetaling af erstatning vil i sådanne situationer nok kunne sikre økonomisk kompensation til den skadelidte, men da tabet ikke umiddelbart er rent økonomisk, vil erstatningen i mange tilfælde ikke opleves som en helt tilfredsstillende kompensation. Fejl i forbindelse med tinglysning af adkomster og byrder vil således efter flertallets opfattelse i højere grad i praksis kunne svække tilliden til tingbogen end fejl i forbindelse med tinglysning af panterettigheder.

Flertallet bemærker endvidere, at en mere generel udbredelse af anmelderordningen i højere grad vil indebære, at et afgørende led af den judicielle prøvelse ikke ligger hos domstolene. En sådan anmelderordning ville dermed medføre en mere generel overførsel af myndighedsopgaver fra domstolene til private aktører. Hertil kommer, at en bredere anmelderordning alt andet lige vil kunne påvirke antallet af fejl i tingbogen €" fejl som Tinglysningsretten ikke vil have mulighed for at opdage.

Et mindretal i udvalget (1 medlem) finder ikke, at der er behov for den foreslåede anmelderordning. Hvis der skal indføres en anmelderordning, bør den være generel, idet en sådan ordning er mindre skadelig for konkurrencen mellem ejendomsmarkedets professionelle aktører.

Et andet mindretal (1 medlem) finder, at en anmelderordning, der er begrænset til alene panterettigheder, og en fuldmagtsordning, der forudsætter, at der er indhentet en fuldmagt, som skal være indsendt til og registreret af Tinglysningsretten, ikke fuldt ud vil kunne dække det praktiske behov for tinglysning af navnlig skøder i en ejendomshandel, i de situationer, hvor den berettigede ikke har en digital signatur.

Udvalget har særligt overvejet, om en begrænset anmelderordning både bør omfatte negotiable og ikkenegotiable panterettigheder.

Udvalget finder ikke, at der er særlige problemstillinger forbundet med at lade ikkenegotiable pantebreve være omfattet, og udvalget anbefaler derfor, at disse omfattes af anmelderordningen.

For så vidt angår negotiable pantebreve bemærker udvalget, at sådanne pantebreve er egnet til omsætning, idet en erhverver i god tro vil kunne ekstingvere indsigelser og rettigheder, der måtte knytte sig til udstedelsen eller til tidligere overdragelser af panterettigheden. Det er imidlertid ikke muligt at ekstingvere en stærk indsigelse som f.eks. falsk. Hvis der således under en anmelderordning tinglyses et negotiablet pantebrev, mod hvilket der kan rettes en stærk indsigelse, vil det kunne indebære tab for en erhverver af pantebrevet. Et sådant tab vil imidlertid i medfør af reglen i tinglysningslovens § 31 kunne erstattes af statskassen på objektivt grundlag, og som følge af tabets økonomiske karakter vil erstatning som klart udgangspunkt udgøre et acceptabelt alternativ til den tinglyste panterettighed.

Hertil kommer, at der efter udvalgets opfattelse er klare fordele ved at lade anmelderordningen omfatte negotiable panterettigheder. Det vil sikre, at tinglysningsekspeditionen i en lånesag uanset pantebrevstypen vil kunne udføres ensartet, hurtigt og effektivt, og tinglysning vil for alle pantebreve kunne ske i nærmest realtid.

Udvalget anbefaler derfor, at anmelderordningen også omfatter negotiable panterettigheder.

Udvalget har desuden overvejet, om ejendomsforbehold i motorkøretøjer bør være omfattet af en begrænset anmelderordning. Reglerne om ejendomsforbehold i kreditaftaleloven giver mulighed for, at en kreditgiver kan få sikkerhed for et tilgodehavende i en solgt løsøregenstand. Sikkerheden består i, at kreditgiveren €" såfremt køberen af genstanden misligholder sin betalingsforpligtelse €" kan søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende ved at tage den solgte løsøregenstand tilbage. Et ejendomsforbehold sikrer således €" på samme måde som en panteret €" en kreditors økonomiske krav mod en debitor, og giver kreditor en mulighed for at søge sig fyldestgjort for dette krav i det sikrede.

Ved salg af motorkøretøjer på kredit sikrer kreditor ofte sit tilgodehavende ved et ejendomsforbehold og ikke ved pant. Udvalget finder på den baggrund, at der er behov for, at en anmelderordning kan anvendes i forbindelse med tinglysning af ejendomsforbehold i motorkøretøjer. Udvalget finder tillige, at der er en sådan lighed mellem panterettigheder og ejendomsforbehold, at ejendomsforbehold bør være omfattet af en begrænset anmelderordning.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgsflertallets synspunkter vedrørende behovet for og omfanget af en anmelderordning. Justitsministeriet er endvidere enig i udvalgets opfattelse af, at en begrænset anmelderordning bør omfatte både negotiable og ikkenegotiable panterettigheder samt ejendomsforbehold i biler.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (forslag til tinglysningslovens § 49 c, stk. 1 og 6), og bemærkningerne hertil.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der et praktisk behov for den foreslåede anmelderordning, idet det i forbindelse med større lånekonverteringer kan være vanskeligt for den enkelte boligejer på forhånd at udarbejde og indsende en fuldmagt, inden tinglysning er aktuel. Endvidere kan der ikke bortses fra, at det efter omstændighederne vil kunne være vanskeligt for Tinglysningsretten at håndtere et stort antal fuldmagter i løbet af kort tid i forbindelse med en konverteringsbølge. Hertil kommer, at tinglysning med frist ikke vil være tilstrækkeligt til at spare forbrugeren for udgifter til kurssikring mv.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at de eventuelle tab, som måtte være forbundet med fejlagtig tinglysning af pantebreve, normalt vil kunne erstattes fuldt ud med et pengebeløb. Den, der lider tab som følge af en fejlagtig tinglysning af et pantebrev, vil således normalt opleve den økonomiske erstatning som en tilfredsstillende kompensation.

Justitsministeriet er i øvrigt enig i flertallets synspunkter vedrørende en generel anmelderordning. Justitsministeriet finder således ikke, at der for disponenterne er behov for at indføre en helt generel anmelderordning, idet tinglysning af adkomst og byrder oftest ikke tidsmæssigt er så presserende som tinglysning af panterettigheder.

Hertil kommer, at tab, som måtte være forbundet med fejlagtig tinglysning af adkomst og byrder ofte ikke alene er af økonomisk art, og økonomisk erstatning til den skadelidte vil derfor €" i modsætning til erstatning for fejlagtig tinglysning af panterettigheder €" i mange tilfælde ikke blive oplevet som en helt tilfredsstillende kompensation af den tabslidende.

4.4.2.2. Kriterier for at opnå autorisation som anmelder

Indførelse af en anmelderordning vil give mulighed for, at autoriserede anmeldere umiddelbart ved anvendelse af egne digitale signaturer kan udstede og anmelde dokumenter til tinglysning på fast ejendom mv., der tilhører andre, idet der ikke skal indsendes dokumentation for et fuldmagtsforhold til Tinglysningsretten. Anmelder vil således kunne handle med retsvirkning for en berettiget, uden at Tinglysningsretten kan efterprøve berettigelsen hertil, og med den virkning, at der ved fejl, der medfører tab, kan kræves erstatning fra statskassen.

Udvalget finder på den baggrund, at det bør være en betingelse for at virke som anmelder, at man er i besiddelse af en offentlig autorisation, der meddeles af Tinglysningsretten.

Udvalget anbefaler, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter med tilladelse i henhold til lov om finansiel virksomhed, advokater med beskikkelse i henhold til retsplejeloven, ejendomsmæglere registreret i henhold til lov om omsætning af fast ejendom samt landinspektører med beskikkelse i henhold til landinspektørloven skal kunne autoriseres som anmeldere. Udenlandske personer og virksomheder, der her i landet udøver tilsvarende aktiviteter i henhold til EU-rettens regler om fri bevægelighed, skal også kunne autoriseres på samme grundlag.

Den lovgivning, der regulerer de nævnte erhverv indeholder detaljerede kriterier for at opnå godkendelse, beskikkelse, autorisation mv. eller for at være medlem af direktion eller bestyrelse for en virksomhed med sådan godkendelse. Det følger således af retsplejelovens § 119, at det er en forudsætning for at opnå beskikkelse som advokat, at en person er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, samt at vedkommende ikke har anmeldt betalingsstandsning og ikke er under konkurs. En person vil endvidere kunne nægtes beskikkelse, hvis vedkommende er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve advokatvirksomhed, eller har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover. Reglerne i § 25 i lov om omsætning af fast ejendom og § 1 i landinspektørloven indeholder tilsvarende eller lignende krav.

Det er udvalgets opfattelse, at disse kriterier også er relevante i relation til udøvelse af hvervet som autoriseret anmelder. Det ville imidlertid indebære unødig administration for såvel ansøgere som for Tinglysningsretten, hvis kriterierne selvstændigt skulle dokumenteres og påses i forbindelse med en ansøgning om autorisation. Ved at knytte autorisation som anmelder til denne lovgivning sikres det endvidere, at kredsen af anmeldere er undergivet tilsyn.

Efter udvalgets opfattelse bør der dog opstilles to selvstændige betingelser for at få autorisation som anmelder. En ansøger bør således gøre det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden forsvarligt, og ansøgeren bør stille betryggende sikkerhed for virksomheden som anmelder.

Også andre personer og virksomheder end de opregnede må forventes at kunne have interesse i at få autorisation som anmelder, herunder finansieringsselskaber og udenlandske virksomheder og personer. Udvalget anbefaler, at sådanne virksomheder og personer skal kunne meddeles autorisation, hvis de opfylder de samme krav, som følger af den lovgivning, der regulerer godkendelse og beskikkelse mv. af advokater, ejendomsmæglere, landinspektører mv., herunder krav om, at ansøgeren ikke er umyndig eller under værgemål, ikke har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs, ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige og ikke er dømt for forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen som autoriseret anmelder. Hertil kommer kravene om, at ansøgeren skal gøre det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden forsvarligt, og at ansøgeren stiller betryggende sikkerhed for virksomheden som anmelder.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at der fastsættes regler om tilbagekaldelse af autorisationer. Autorisationer bør således kunne tilbagekaldes, hvis anmelderen overtræder vilkår for autorisationen, hvis der er særlig grund til at antage, at anmelderen ikke vil udføre sit hverv på forsvarlig måde, eller hvis den pågældende fratages sin godkendelse, beskikkelse mv. til at udøve virksomhed som advokat, ejendomsmægler mv.

Udøvelse af virksomhed som anmelder vil kunne give anledning til fejl. En anmelder kan således f.eks. undlade at anmelde et pantebrev til tinglysning, anmelde et pantebrev med urigtig angivelse af hovedstol eller rentesats eller anmelde et falsk pantebrev. En anmelder vil være underlagt de almindelige regler om erstatningsansvar i og uden for kontrakt, og vil på det grundlag kunne drages til ansvar for tab, som skyldes virksomheden som anmelder.

Udvalget finder, at det bør præciseres, at anmelderen er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider tab som følge af anmelderens virksomhed som anmelder, og anbefaler derfor, at der i tinglysningsloven indsættes en bestemmelse herom.

Der er principielt mulighed for, at en anmelder vil kunne foretage en fejlagtig tinglysningsmæssig disposition, der medfører tab, selv om anmelderen i enhver henseende har udvist den omhu og faglige dygtighed, som man med rimelighed kan kræve. I en sådan situation vil anmelderen ikke blive pålagt erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler, idet anmelderen ikke har begået fejl eller forsømmelser.

En erhverver i god tro, der i en sådan situation mister sin ret, vil i stedet kunne kræve erstatning fra staten i medfør af reglen i tinglysningslovens § 31, såfremt tabet skyldes en stærk indsigelse i henhold til tinglysningslovens § 27, 2. pkt. (indsigelser om falsk, forfalskning, vold og umyndighed). § 31 pålægger i disse tilfælde staten et objektivt ansvar.

Det er udvalgets opfattelse, at hensynet til tingbogens troværdighed nødvendiggør, at det i sådanne situationer skal være muligt at opnå erstatning fra staten på objektivt grundlag, selv om det vil indebære, at staten skal erstatte tab, der er begrundet af en anmelders forhold. Staten vil kunne rette et regreskrav mod anmelderen, hvis denne har udvist ansvarspådragende adfærd. Udvalget har imidlertid overvejet, om staten også bør have adgang til på objektivt grundlag at søge regres hos anmelderen.

Udvalgets flertal (23 medlemmer) finder, at der bør påhvile anmeldere det samme ansvar, som i dag påhviler de offentlige tinglysningsmyndigheder, idet anmelderordningen flytter dele af prøvelsen fra tinglysningen til anmelderne. Der bør således være parallelitet mellem anmelderens opgavevaretagelse og ansvar. Staten bør således ikke i sidste ende bære risikoen for tab, der måtte opstå som følge af anmelderes forhold, og flertallet finder derfor, at staten på objektivt grundlag bør kunne søge erstatningsudbetalinger i henhold til tinglysningsloven § 31 dækket ved regres hos den autoriserede anmelder, der har anmeldt det dokumentet, der giver anledning til tabet.

Det er flertallets opfattelse, at ansvaret må følge med opgaven. I det nuværende tinglysningssystem er det staten, der må tilrettelægge tinglysningsprøvelsen på en sådan måde, at man kan leve med risikoen for et objektivt erstatningsansvar for tab som følge af misbrug af eventuelle svagheder i systemet. På samme måde må en autoriseret anmelder indrette sin kontrol og sine procedurer, så anmelderen kan bære risikoen for misbrug. Tinglysningsretten vil ikke have nogen som helst mulighed for at imødegå det objektive ansvar, idet den relevante del af prøvelsen ikke vil ligge hos retten, men hos anmelderen. Det objektive ansvar bør således efter flertallets opfattelse reelt påhvile den, der er nærmest til at forebygge fejl, også selv om der ikke konkret er noget at bebrejde den pågældende.

Flertallet finder endvidere, at en regresmulighed på objektivt grundlag i processuel henseende vil føre til det mest enkle og hensigtsmæssige system, idet langstrakte tvister om, hvorvidt anmelderen har begået fejl eller forsømmelser, kan undgås.

Et mindretal (1 medlem) finder ikke, at der er saglige begrundelser for at pålægge en autoriseret anmelder et hæftelsesansvar på objektivt grundlag. Mindretallet finder således ikke, at staten skal have mulighed for, når en fejl skyldes et hændeligt forhold, at søge regres hos anmelder, og anbefaler i stedet, at anmelderen skal hæfte i de tilfælde, hvor anmelderen ikke kan bevise, at han ikke har begået fejl eller forsømmelser.

Det er udvalgets opfattelse, at muligheden for at få tab dækket ikke i væsentlig grad må forringes som følge af, at ansvaret kan påhvile en autoriseret anmelder. Udvalget anbefaler derfor, at anmeldere bør stille betryggende sikkerhed for, at de kan bære det økonomiske ansvar, som virksomheden som anmelder vil kunne medføre.

Udvalgets flertal (23 medlemmer) finder, at sikkerhedsstillelsen skal sikre både erstatningskrav, som kan gøres gældende mod anmelderen på grundlag af danske rets almindelige erstatningsregler, og regreskrav, som staten kan gøre gældende på objektivt grundlag. Et mindretal (1 medlem) finder som omtalt ovenfor ikke, at statens regreskrav skal kunne gøres gældende over for anmelder på objektivt grundlag.

For så vidt angår sikkerhedsstillelsens størrelse, art og tidsmæssige udstrækning anbefaler udvalget, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom.

Ved fastsættelse af regler om sikkerhedens størrelse er det udvalgets opfattelse, at der må foretages en vurdering af, hvilke tab der må forventes at ville kunne forekomme, og der bør tages hensyn til de pågældende erhvervsdrivendes eksisterende forsikringsordninger. Den lovgivning, der regulerer forholdene for visse af de relevante erhvervsgrupper, som kan blive anmeldere, indeholder således allerede regler om sikkerhedsstillelse, krav om forsikringsdækning af tab mv.

For at tilpasse behovet for sikkerhedsstillelse til forskellige erhvervsdrivendes faktiske virke finder udvalget endvidere, at der bør indføres differentierede krav til sikkerhedsstillelsen, så denne kan relateres til autorisationens omfang. På den baggrund €" og ud fra en vurdering af den nuværende situation på boligmarkedet €" er det udvalgets umiddelbare vurdering, at der i hvert fald er behov for fem typer af autorisationer, der giver mulighed for at anmelde pantebreve på indtil et maksimumbeløb på henholdsvis 2,5 mio., 3,5 mio., 5 mio., 10 mio. og 50 mio. kr.

Der bør efter udvalgets opfattelse stilles sikkerhed i form af en forsikring for det objektive ansvar og erstatningsansvar pådraget ved uagtsomhed. For forsætlige forhold bør der stilles en garanti. Den samlede årlige forsikringssum for de tre typer af autorisationer bør være mindst henholdsvis 2,5 mio., 3,5 mio., 5 mio., 10 mio. og 15 mio. kr. Der bør stilles garanti for tilsvarende beløb. Der bør være mulighed for, at en erhvervsgruppe eller brancheorganisation kan etablere en kollektiv forsikringsordning.

For så vidt angår forsikringen, bør der efter udvalgets opfattelse indføres regler om genopretning af forsikringssummen, hvis der udbetales af summen inden for forsikringsåret. Dette indebærer, at anmelderen efter en skadesanmeldelse skal betale en tillægspræmie til forsikringsselskabet for at genoprette den samlede årlige forsikringssum. Regler om genopretning vil sikre, at den betryggende sikkerhed ikke reelt forsvinder efter anmeldelsen af en større skade i begyndelsen af et forsikringsår. Et krav om genopretning er et alternativ til en generel forhøjelse af forsikringssummen, der vedvarende ville belaste anmelderen med en højere forsikringspræmie.

For så vidt angår sikkerhedsstillelsens tidsmæssige udstrækning, finder udvalget, at sikkerhedsstillelsen som udgangspunkt bør dække eventuelle erstatningskrav, indtil disse forældes, hvilket efter gældende ret sker senest 20 år efter tinglysningen. En 10-årig afløbsdækning vil dog efter udvalgets opfattelse være tilstrækkelig i forbindelse ophøret af en autorisation som anmelder, herunder på grund af konkurs eller dødsfald.

Fastlæggelsen af de mere detaljerede krav til forsikringsdækning og garantistillelse, herunder eksempelvis regler om selvrisiko, bør i øvrigt efter udvalgets opfattelse ske i samråd med de relevante brancheorganisationer.

Udvalget har overvejet, om pengeinstitutter og realkreditinstitutter bør kunne opfylde kravet om betryggende sikkerhedsstillelse ved €" i stedet for at tegne forsikring og stille garanti €" at opfylde de krav, der stilles til deres virksomhed i anden lovgivning. Udvalget har således overvejet, om pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil kunne forventes at have tilstrækkelig økonomisk soliditet til at kunne imødekomme eventuelle erstatningskrav, såfremt de overholder de krav til deres virksomhed, der stilles i lov om finansiel virksomhed samt €" for realkreditinstitutters vedkommende €" lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv.

Disse regler indebærer bl.a., at basiskapitalen i pengeinstitutter og realkreditinstitutter mindst skal udgøre 8 pct. af de risikovægtede poster (solvenskravet) og 5 mio. euro (minimumskapitalkravet), jf. § 124, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. For så vidt angår minimumskapitalkravet gælder dog lempeligere regler for visse mindre pengeinstitutter, jf. § 124, stk. 2. Operationelle risici, herunder ansvarsrisikoen som autoriseret anmelder, vil fra 2007, hvor de nye Basel-II regler forventes at træde i kraft, indgå som et blandt mange risikoforhold ved fastlæggelsen af solvenskravet.

Det er udvalgets opfattelse, at overholdelsen af de krav, der følger af lov om finansiel virksomhed, herunder solvenskravet, vil give en væsentlig sikkerhed for, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil kunne opfylde eventuelle erstatningskrav.

Udvalgets flertal (23 medlemmer) anbefaler på den baggrund at pengeinstitutter og realkreditinstitutter bør kunne undtages fra krav om forsikringsdækning og garantistillelse. Flertallet finder det heller ikke umiddelbart nødvendigt at anbefale, at der for pengeinstitutter og realkreditinstitutter stilles krav om afløbsdækning.

Et mindretal (1 medlem) påpeger, at manglende forsikringskrav til pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil bevirke en konkurrenceforvridning i forhold til andre anmeldere. Mindretallet anbefaler derfor, at der stilles de samme forsikringskrav for alle anmeldere.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser i relation til kriterierne for autorisation som anmelder og i relation til sikkerhedsstillelsens størrelse og tidsmæssige udstrækning. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgsflertallets synspunkter i relation til ansvarsgrundlaget for autoriserede anmeldere, karakteren af de krav, der skal være dækket af sikkerhedsstillelsen og sikkerhedsstillelsens art.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (forslag til tinglysningslovens § 49 c-49 e), og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet er således enig i, at visse erhvervsgrupper med godkendelse efter anden relevant lovgivning skal kunne meddeles autorisation uden på ny at skulle dokumentere, at de opfylder kriterierne efter denne lovgivning. Der er under høringen blevet peget på, at statsautoriserede og registrerede revisorer med beskikkelse i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer også burde kunne beskikkes efter denne særlige ordning. Justitsministeriet er enig heri, og statsautoriserede og registrerede revisorer foreslås således medtaget i opregningen i tinglysningslovens § 49 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 80.

De pågældende vil over for Tinglysningsretten skulle dokumentere godkendelsen, beskikkelsen mv. og gøre det antageligt, at virksomheden som anmelder vil kunne udøves forsvarligt, samt stille betryggende sikkerhed.

Personer og virksomheder, der udøver tilsvarende virksomhed her i landet i medfør af EU-reglerne om fri bevægelighed, vil på samme måde kunne autoriseres, hvis de over for Tinglysningsretten dokumenterer, at de har de fornødne godkendelser, beskikkelser mv. fra deres hjemland, og de gør det antageligt, at virksomheden som anmelder vil kunne udøves forsvarligt, samt stiller betryggende sikkerhed.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at det også skal være muligt for andre personer og virksomheder, herunder andre udenlandske personer og virksomheder, at få autorisation som anmelder. Som følge af, at sådanne personer og virksomheder ikke er omfattet af godkendelsesordninger mv. efter anden lovgivning, vil Tinglysningsretten dog skulle påse, at alle kriterierne for autorisation er opfyldt.

For så vidt angår ansvarsgrundlaget for autoriserede anmeldere, bør der efter Justitsministeriets opfattelse være parallelitet mellem tinglysningsopgaverne og det erstatningsansvar, der kan være forbundet hermed. Anmelderen må således anses for at være den nærmeste til at bære det økonomiske ansvar for tab, der kan opstå som følge af anmelderens opgavevaretagelse. Hvis staten ikke i alle disse tilfælde skulle kunne rette et regreskrav mod anmelderen, kunne det medføre, at staten måtte dække tab, som staten ikke på nogen måde kunne forebygge gennem en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af tinglysningsprøvelsen mv. Justitsministeriet er således enig med udvalgsflertallet i, at erstatning for tab, som staten har måttet betale i medfør af tinglysningslovens § 31, bør kunne kræves dækket af anmelderen, hvis det dokument, der giver anledning til tabet, er anmeldt som led i dennes virksomhed som anmelder. Justitsministeriet kan i øvrigt tilslutte sig udvalgets forslag om, at det i tinglysningsloven præciseres, at anmelderen er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider tab som følge af anmelderens virksomhed som anmelder.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at der bør stilles krav om, at autoriserede anmeldere stiller betryggende sikkerhed for pengekrav, som kan opstå som følge af virksomheden som anmelder, og i udvalgets anbefalinger vedrørende sikkerhedsstillelsens størrelse og tidsmæssige udstrækning. Det er således af afgørende betydning, at muligheden for at få dækket et tab ikke forringes som følge af, at en autoriseret anmelder har varetaget en del af den tinglysningsmæssige sagsbehandling i stedet for Tinglysningsretten.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgsflertallets forslag om, at sikkerhedsstillelsen både skal omfatte erstatningskrav, som kan gøres gældende direkte mod anmelderen på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, og regreskrav, som staten kan gøre gældende på objektivt grundlag.

I relation til sikkerhedsstillelsens art er Justitsministeriet enig i, at der som udgangspunkt bør stilles krav om forsikring og garantistillelse. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgsflertallets opfattelse af, at der ikke vil være anledning til at kræve, at virksomheder, der er underlagt fornødne kapitalkrav i anden lovgivning, skal tegne forsikring og stille garanti for de forpligtelser, der måtte opstå som følge af virksomheden som anmelder, når risikoen ved denne virksomhed indgår ved opgørelsen af kapitalkravene. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om, at der administrativt skal kunne fastsættes regler herom. Det er samtidig Justitsministeriets umiddelbare opfattelse, at reglerne i lov om finansiel virksomhed om solvenskrav og Finanstilsynets tilsyn i relation hertil giver fornøden sikkerhed for, at pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil kunne imødekomme eventuelle erstatningskrav som følge af virksomheden som anmelder. Manglende overholdelse af solvenskravet vil endvidere kunne indebære, at autorisationen tilbagekaldes. Justitsministeriet forventer på den baggrund at ville kunne fastsætte administrative regler om, at kravet om sikkerhedsstillelse uden videre vil være opfyldt for pengeinstitutters og realkreditinstitutters vedkommende.

Justitsministeriet vil inddrage de relevante organisationer ved udarbejdelsen af de administrative regler i medfør af den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 49 d, stk. 6, jf. lovforslaget § 1, nr. 80.

4.5. Reglerne om overdragelse af pantebreve

4.5.1. Gældende ret

Panterettigheder i fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed over for pantsætters aftaleerhververe i god tro og kreditorer, jf. tinglysningslovens § 1. Derimod behøver overdragelse eller anden overførsel af tinglyste panterettigheder som følge af reglen i tinglysningslovens § 2 ikke tinglysning for at få gyldighed mod aftaler, der i god tro indgås om ejendommen, og mod retsforfølgning. Tilsvarende bestemmelser gælder for overdragelse af panterettigheder, der er tinglyst i bilbogen, jf. § 42 d, stk. 3, og i andelsboligbogen, jf. § 42 j, stk. 3. Ligeledes skal overdragelser eller anden overførsel af panterettigheder i løsøre ikke tinglyses i personbogen for at opnå gyldighed, jf. § 47, stk. 1, modsætningsvist. For at opnå omsætningsbeskyttelse mod overdragerens aftaleerhververe i god tro og kreditorer kræves imidlertid, at erhververen foretager rådighedsberøvelse af det papirbaserede pantebrev efter reglerne herom i gældsbrevsloven.

Gældsbrevsloven indeholder tillige regler, der regulerer, under hvilke betingelser erhververen af et pantebrev kan ekstingvere indsigelser mv. Herudover indeholder tinglysningsloven bestemmelser, der regulerer ekstinktion af indsigelser mv. ved overdragelse af pantebreve, der giver pant i fast ejendom. Disse regler forudsætter også tilstedeværelsen af et papirbaseret pantebrev.

Negotiable pantebreve

Pantebreve, der giver pant i fast ejendom, er som udgangspunkt negotiable gældsbreve (omsætningsgældsbreve), jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, medmindre de udtrykkeligt er gjort ikkenegotiable ved indføjelse af ordene "ikke til ordre" eller tilsvarende forbehold (rektaklausul). Ved negotiable gældsbreve forstås gældsbreve, der som følge af de særlige regler om ekstinktion af rettigheder og indsigelser i gældsbrevslovens kapitel II, er med til at sikre en let omsættelighed, idet en aftaleerhverver i god tro i almindelighed vinder ret i overensstemmelse med indholdet i det negotiable pantebrev.

Ved overdragelse til eje af negotiable gældsbreve, herunder negotiable pantebreve, skal erhververen sørge for at bringe pantebrevet ud af overdragerens besiddelse for at forhindre ekstinktion til fordel for en anden aftaleerhverver, der er i god tro, og som i øvrigt opfylder betingelserne for at ekstingvere, jf. gældsbrevslovens § 14. Erhververen er imidlertid beskyttet over for overdragerens retsforfølgende kreditorer allerede ved aftalens indgåelse.

Ved overdragelse af et negotiabelt pantebrev til sikkerhed gælder det samme som ved overdragelse til eje i relation til beskyttelse mod overdragerens aftaleerhververe i god tro, jf. gældsbrevslovens § 14, mens der til sikkerhed over for overdragerens kreditorer stilles krav om rådighedsberøvelse i medfør af gældsbrevslovens § 22.

Ekstinktion af rettigheder og indsigelser er reguleret ved gældsbrevslovens §§ 14-17 og for så vidt angår pantebreve, der giver pant i fast ejendom, tillige ved tinglysningslovens §§ 27-28. Det følger af disse regler, at en erhverver af et negotiabelt pantebrev skal have fået pantebrevet i hænde samt have været i god tro om den kolliderende rettighed mv. for at kunne ekstingvere denne.

Tinglysningsloven indeholder i § 5 en angivelse af, hvad der i tinglysningsloven forstås ved god tro. Ved god tro forstås således, at erhververen ikke kender den utinglyste ret eller indsigelse, eller at erhververen ikke ved grov uagtsomhed er skyld i sit ukendskab til den.

Gældsbrevsloven indeholder ikke en tilsvarende generel bestemmelse om, hvornår der foreligger god tro. Derimod indeholder de enkelte bestemmelser i gældsbrevsloven en angivelse af, hvornår der foreligger god tro. Eksempelvis følger det af gældsbrevslovens § 15, stk. 2, at en indsigelse ikke går tabt, "når erhververen vidste, at der forelå omstændigheder, hvorpå indsigelsen kunne støttes, eller havde grund til mistanke derom." Gældsbrevslovens godtrosbegreb svarer til det almindelige godtrosbegreb i dansk ret, hvorefter simpel uagtsomhed medfører ond tro. Det må i almindelighed antages, at tinglysningslovens § 5 leder til ekstinktion mv. i flere tilfælde end gældsbrevsloven, da erhververen efter § 5 først bringes i ond tro ved grov uagtsomhed €" og ikke allerede ved simpel uagtsomhed.

Spørgsmålet om skyldnerens adgang til over for erhververen at kræve modregning med en ikkekonneks fordring på overdrageren er reguleret ved gældsbrevslovens § 18, der i lighed med ekstinktionsbetingelserne stiller krav om, at en erhverver af et negotiabelt pantebrev skal have fået pantebrevet i hænde samt have været i god tro for at kunne modsætte sig skyldnerens modregning.

Gældsbrevslovens § 21 indeholder bestemmelser om betaling af gæld og afdrag i henhold til negotiable gældsbreve, herunder negotiable pantebreve. Disse bestemmelser forudsætter også i et vist omfang den fysiske tilstedeværelse af pantebrevet. Det bestemmes således ved stk. 1, 1. pkt., at skyldneren kun er forpligtet til at betale gælden mod udlevering af gældsbrevet, og ved stk. 2, 2. pkt., bestemmes, at ekstraordinære afdrag kan kræves afskrevet på gældsbrevet.

Ikkenegotiable (simple) pantebreve

Pantebreve, der giver pant i fast ejendom, og hvori der er indsat en klausul med ordene ikke til ordre eller tilsvarende forbehold (rektaklausul), er ikkenegotiable pantebreve, jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3. Pantebreve, der er udstedt af realkreditinstitutter, indeholder sædvanligvis en rektaklausul. Herudover er pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, i andele i andelsboligforeninger eller i løsøre, som udgangspunkt ikkenegotiable, medmindre de er gjort negotiable i henhold til reglerne i gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 1, 2 og 4.

Ved overdragelse af ikkenegotiable gældsbreve er sikringsakten meddelelse til debitor (denuntiation) om overdragelsen i medfør af gældsbrevslovens § 31, hvad enten overdragelsen sker til eje eller sikkerhed. Beskyttelsen gælder i dette tilfælde både over for overdragerens aftaleerhververe i god tro og over for kreditorer.

Skadesløsbreve

Ved udstedelsen af et skadesløsbrev giver pantsætter panthaveren sikkerhed i sin ejendom inden for et nærmere i skadesløsbrevet fastsat maksimumbeløb for, hvad pantsætter måtte blive panthaveren skyldig. Pantsætter erkender således ikke at skylde et bestemt beløb, men sikrer derimod ved skadesløsbrevet en underliggende fordring, der er uafhængig af skadesløsbrevet. Et skadesløsbrev er således ikke et gældsbrev, og som følge heraf er der heller ingen negotiabilitetsvirkning tilknyttet dette.

Ejerpantebreve

Ved udstedelsen af et ejerpantebrev giver pantsætter sig selv eller den, til hvem ejerpantebrevet måtte blive overdraget, panteret for et nærmere angivet beløb med eller uden personligt gældsansvar. Herefter kan ejerpantebrevet håndpantsættes til sikkerhed for en underliggende fordring. Herved opnår den reelle kreditor på samme måde som ved anvendelse af skadesløsbreve at få pantesikkerhed for en underliggende fordring, der frit kan variere, men hvor ejerpantebrevets ramme udgør det beløbsmæssige maksimum for sikkerheden.

Anvendelsen af ejerpantebreve giver mulighed for at stifte sekundære, tertiære osv. håndpantrettigheder over ejerpantebrevet. Den sekundære panthaver opnår beskyttelse mod pantsætters aftaleerhververe i god tro og kreditorer ved at foretage rådighedsberøvelse, hvilket i praksis gennemføres ved at give meddelelse til den primære håndpanthaver.

En ledig plads inden for et ejerpantebrevs ramme kan tillige udnyttes ved at oprette et indbrudspantebrev, der giver sikkerhed i ejendommen, og som på sædvanlig måde skal tinglyses.

I tilknytning til udnyttelsen af en ledig plads inden for et ejerpantebrevs ramme vil forskellige principper for oprykning finde anvendelse. Ved sekundær håndpantsætning i et ejerpantebrev gælder der automatisk oprykning for den sekundære panthaver ved nedbringelse af gælden til primær panthaver, da forholdet opfattes som pantsætning af en fordring.

Hvis pantsætter indfrier gælden til håndpanthaver, vil ejerpantebrevet kunne genanvendes til sikring af nye fordringer over for den samme eller en ny primær håndpanthaver, uden at der skal foretages tinglysning.

For så vidt angår betaling af tinglysningsafgift, er der i dag visse fordele forbundet med anvendelse af ejerpantebreve. Der betales ikke afgift ved håndpantsætning af et tinglyst ejerpantebrev, herunder ved en sekundær håndpantsætning, og genanvendelse af et ejerpantebrev skal heller ikke tinglyses. Derimod skal der efter de gældende regler i tinglysningsafgiftsloven (lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv., som ændret senest ved § 4 i lov nr. 560 af 24. juni 2005) svares tinglysningsafgift ved tinglysning af et indbrudspantebrev, jf. lovens § 1, nr. 2, og § 5.

4.5.2 Lovforslagets udformning

4.5.2.1. Overdragelse af panterettigheder

Udvalget har foreslået, at digitale pantebreve, der er signeret ved brug af digital signatur, skal erstatte de papirbaserede pantebreve (dematerialisering). Det betyder, at de gældende regler i gældsbrevsloven, hvorefter der til omsætningsbeskyttelse stilles krav om rådighedsberøvelse af det papirbaserede gældsbrev, ikke længere vil være egnet til at regulere spørgsmålene om prioritetskonflikter ved overdragelse af pantebreve. Udvalget foreslår derfor, at tinglysning fremover bør erstatte kravet om rådighedsberøvelse, således at tinglysning vil være den relevante sikringsakt ved overdragelse af pantebreve.

Som konsekvens heraf foreslår udvalget, at den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 2 ophæves. Det indebærer, at overdragelser af pantebreve i fast ejendom fremover skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1. De tilsvarende bestemmelser foreslås ophævet i relation til overdragelse af pantebreve, der er tinglyst i bilbogen eller andelsboligbogen. Udvalget foreslår i tilknytning hertil, at der indsættes en bestemmelse i tinglysningslovens kapitler om henholdsvis bilbogen, andelsboligbogen og personbogen, hvorefter overdragelse eller anden overførsel af tinglyste rettigheder skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om rettigheden, og mod retsforfølgning mod rettigheden.

Der henvises til betænkningen side 183-184.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Tinglysning må anses for en praktisk og let konstaterbar sikringsakt ved overdragelse af fremtidens digitale pantebreve. Det vil således være muligt ved opslag på det enkelte pantebrev i tinglysningssystemet at konstatere, om pantebrevet er overdraget og i givet fald til hvem. Herudover vil det i tilfælde af en dobbeltoverdragelse være muligt at fastslå det eksakte tidspunkt for, hvornår den første overdragelse er anmeldt til tinglysning, og beskyttelsen dermed er indtrådt. Justitsministeriet bemærker i øvrigt, at de foreslåede bestemmelser om overdragelse af panterettigheder i lovens kapitler om bilbogen, andelsboligbogen og personbogen er nødvendige, idet der for disse bøger ikke gælder en generel regel svarende til tinglysningslovens § 1, stk. 1, hvorefter alle rettigheder skal tinglyses.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 46, 54 og 73 (forslag til ophævelse af tinglysningslovens §§ 2, 42 d, stk. 3, og 42 j, stk. 3, samt forslag til indsættelse af §§ 1 a, stk. 4, 42 d, stk. 7, 42 j, stk. 7 og 47, stk. 6), samt bemærkningerne hertil.

4.5.2.2. Ekstinktion af indsigelser og rettigheder mv.

Som beskrevet i afsnit 4.5.1. ovenfor reguleres spørgsmålet om ekstinktion af rettigheder og indsigelser mv. ved overdragelse af negotiable pantebreve i dag primært af reglerne i gældsbrevsloven. Udvalget har overvejet, om denne placering er hensigtsmæssig, eller om det vil være mere hensigtsmæssigt i forbindelse med den revision af reglerne, som udvalgets forslag til digital tinglysning nødvendiggør, at flytte reglerne, der angår overdragelse af tinglyste pantebreve, over i tinglysningsloven.

For så vidt angår overdragelsen af tinglyste negotiable pantebreve har udvalget fundet det mest hensigtsmæssigt at samle alle regler vedrørende overdragelse af tinglyste negotiable pantebreve i tinglysningsloven. Det skyldes, at tinglysningsloven i forvejen indeholder regler, der vedrører ekstinktion af rettigheder mv. ved overdragelse af tinglyste negotiable pantebreve.

Endvidere indebærer placeringen af reglerne i tinglysningsloven den fordel, at tinglysningslovens § 5, der indeholder en definition af, hvad der forstås ved god tro i relation til tinglysningsloven, hermed vil finde anvendelse i alle forhold, der angår tinglyste negotiable pantebreve, medmindre andet er udtrykkeligt anført.

På den baggrund foreslår udvalget, at der i tinglysningslovens afsnit I vedrørende fast ejendom indsættes bestemmelser om ekstinktion af indsigelser og rettigheder i forbindelse med overdragelse af tinglyste negotiable panterettigheder. Udvalget foreslår således, at der indsættes en ny bestemmelse i tinglysningsloven, der skal videreføre reglerne i gældsbrevslovens §§ 15-17 om ekstinktion af skyldnerens indsigelser. Reglen tilsigter i vidt omfang at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter en erhverver af et negotiabelt pantebrev i god tro kan ekstingvere skyldnerens svage indsigelser. Udvalget foreslår dog som en konsekvens af dematerialiseringen, at tinglysning fremover skal erstatte kravet om ihændehavelse af pantebrevet som betingelse for ekstinktion.

Desuden foreslår udvalget at indsætte en ny bestemmelse om ekstinktion af rettigheder, der tilsigter at videreføre den gældende retstilstand efter gældsbrevslovens § 14. Udvalget foreslår på samme måde som ved ekstinktion af indsigelser, at tinglysning erstatter kravet om ihændehavelse som betingelse for ekstinktion.

Herudover forslår udvalget, at der indsættes en bestemmelse svarende til gældsbrevslovens § 18, der regulerer skyldnerens mulighed for over for en godtroende erhverver af et negotiabelt pantebrev at modregne fordringer på overdrageren. Som det er tilfældet ved de foreslåede ekstinktionsregler foreslås det, at tinglysning fremover skal erstatte kravet om ihændehavelse som betingelse for at udelukke modregningsadgangen.

Udvalget har endvidere fundet det nødvendigt som følge af dematerialiseringen at foreslå en bestemmelse, der giver skyldneren mulighed for at få tinglyst ophør af eller ændringer i skyldforholdet. Bestemmelsen skal erstatte reglerne i gældsbrevslovens § 21, hvorefter skyldneren kan forlange at få tilført pantebrevet en påtegning om sådanne forhold. Skyldneren vil dermed ved at tinglyse ekstraordinære betalinger eller ændringer i skyldforholdet kunne forhindre, at en erhverver i god tro kan ekstingvere skyldnerens indsigelser herom.

Desuden foreslår udvalget visse ændringer i tinglysningslovens § 29 om betalingslegitimation, der vil medføre, at en skyldner i god tro €" udover at kunne betale med frigørende virkning til den materielt berettigede €" vil kunne betale med frigørende virkning til den ifølge tingbogen berettigede eller til overdrageren.

Endelig foreslår udvalget en ændring af tinglysningslovens § 31 om statens erstatningsansvar. Ændringen er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i tinglysningsloven, der skal videreføre den gældende retstilstand efter gældsbrevslovens regler vedrørende ekstinktion af skyldnerens indsigelser. Der er således ikke tilsigtet nogen realitetsændringer i retstilstanden, idet det antages, at gældsbrevslovens § 17 om skyldnerens stærke indsigelser hidtil har været indfortolket i tinglysningslovens § 27, 2. pkt., hvortil den gældende bestemmelse i § 31 henviser. I de tilfælde, hvor erhververen således ikke opnår den tilsagte ret over det tinglyste negotiable pantebrev, vil erhververen på samme måde som efter gældende ret i stedet kunne rette et erstatningskrav mod statskassen, der hæfter på objektivt grundlag.

Som konsekvens af forslaget om at placere reglerne om tinglyste negotiable pantebreve i tinglysningsloven foreslår udvalget endvidere at indsætte en bestemmelse i gældsbrevslovens kapitel II, der generelt undtager tinglyste digitale gældsbreve fra kapitlets anvendelsesområde. Herudover foreslår udvalget en konsekvensændring af gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, så papirbaserede gældsbreve, der giver pant i fast ejendom, ikke længere som udgangspunkt skal anses som omsætningsgældsbreve. Det skyldes, at papirbaserede pantebreve fremover ikke vil kunne tinglyses og dermed opnå omsætningsbeskyttelse, hvorefter det ikke længere vil være relevant at knytte negotiabilitetsvirkninger til dem.

Der henvises til betænkningen side 184-185.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 35-42 (forslag til tinglysningslovens §§ 27-29 b og 31) og bemærkningerne hertil samt til § 2, nr. 1 og 2 (forslagene til gældsbrevslovens § 11), og bemærkningerne hertil.

Udvalget finder, at der efter indførelsen af digital tinglysning fortsat bør være adgang til at udstede såvel negotiable som ikkenegotiable pantebreve i fast ejendom. Som det er tilfældet efter den gældende bestemmelse i gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, vil tinglyste pantebreve, der giver pant i fast ejendom, og som udstedes efter lovens ikrafttræden, som udgangspunkt være negotiable efter forslaget.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i gældsbrevsloven, hvorefter et tinglyst digitalt pantebrev, der giver pant i fast ejendom, ved indsættelse af en klausul med ordene "ikke til ordre" eller tilsvarende forbehold vil kunne gøres ikkenegotiabelt og dermed vil være omfattet af reglerne i gældsbrevslovens kapitel III. Det vil i praksis kunne gennemføres ved, at det ved markering på det digitale pantebrev angives, at det skal være ikkenegotiabelt.

For så vidt angår reglerne om ekstinktion af indsigelser, betalingslegitimation mv. ved overdragelse af tinglyste ikkenegotiable pantebreve, har udvalget fundet, at det vil være mest hensigtsmæssigt at bevare reglerne herom i gældsbrevsloven. Udvalget finder dog, at der er behov for at undtage tinglyste digitale gældsbreve fra gældsbrevslovens § 31, da tinglysning €" og ikke denuntiation €" efter udvalgets opfattelse fremover bør være den relevante sikringsakt.

Der henvises til betænkningen side 186.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er således enig i, at reglerne i gældsbrevslovens kapitel III fortsat er egnede til at finde anvendelse ved regulering af ekstinktion af indsigelser, rettigheder, betaling mv., idet reglerne ikke forudsætter, at der er anvendt et fysisk dokument. Justitsministeriet er desuden enig med udvalget i, at tinglysning vil være den egnede sikringsakt ved overdragelse af fremtidens digitale ikkenegotiable pantebreve. Hermed indføres et ensartet og enkelt system for foretagelsen af den relevante sikringsakt, uanset om pantebrevet er negotiabelt eller ikkenegotiabelt.

Justitsministeriet har i relation til spørgsmålet om, hvornår et pantebrev er negotiabelt, fundet det nødvendigt at indsætte en bestemmelse herom i tinglysningsloven. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et pantebrev, der giver pant i fast ejendom, vil være negotiabelt, medmindre det indeholder en såkaldt rektaklausul.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 36 (forslag til tinglysningslovens § 27, stk. 2), og § 2, nr. 4 (forslag til gældsbrevslovens §§ 26, stk. 2), samt bemærkningerne hertil.

4.5.2.3. Pantebreve i motorkøretøjer, i andele i andelsboligforeninger mv. og i løsøre

Pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, andele i andelsboligforeninger eller løsøre, er efter gældende ret som udgangspunkt ikkenegotiable pantebreve, medmindre de er gjort negotiable efter de gældende regler i gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 1, 2 og 4. Udvalget finder, at det på samme måde som ved pantebreve, der giver pant i fast ejendom, bør være muligt at udstede såvel negotiable som ikkenegotiable pantebreve. Pantebrevene vil herefter som udgangspunkt være ikkenegotiable, medmindre de ved markering på det digitale pantebrev er gjort negotiable.

Udvalget finder endvidere, at de foreslåede regler om ekstinktion af indsigelser mv. bør omfatte alle negotiable pantebreve, uanset hvilket aktiv de giver pant i. Det betyder, at tingbogens positive troværdighed og den hermed forbundne gyldighedsvirkning kan udvides til at omfatte overdragelse af negotiable pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, i andele i andelsboligforeninger og i løsøre. En godtroende erhverver af et pantebrev, der bliver mødt med en stærk indsigelse, vil dermed som udgangspunkt kunne kræve sit eventuelle tab erstattet af statskassen.

Der henvises til betænkningen side 186-187.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der bør tilstræbes en høj grad af ensartethed i reguleringen af panterettigheder, uanset hvilket aktiv der tinglyses pant i.

Justitsministeriet har i relation til spørgsmålet om, hvornår et pantebrev er negotiabelt, fundet det nødvendigt at indsætte bestemmelser herom i tinglysningslovens kapitler om bilbogen, andelsboligbogen og personbogen. De foreslåede bestemmelser indebærer, at et pantebrev, der giver pant i motorkøretøjer, andele i andelsboligforeninger mv. og løsøre, kun vil være negotiabelt, hvis dette klart fremgår af pantebrevet. Dette giver anledning til en ændring af gældsbrevslovens § 26, der regulerer anvendelsesområdet for lovens kapitel III.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 53, 65 og 73 (forslagene til tinglysningslovens §§ 42 g, stk. 3, 42 m, stk. 2, og 47, stk. 7), og § 2, nr. 4 (forslag til gældsbrevslovens § 26, stk. 2), samt bemærkningerne hertil.

4.5.2.4. Særligt om digitale skadesløsbreve og ejerpantebreve

Udvalget har overvejet, om der fortsat er behov for at kunne anvende ejerpantebreve i det fremtidige digitale tinglysningssystem, eller om anvendelsen af skadesløsbreve fremover vil kunne udfylde det behov for fleksibel pantsætning, som hidtil er blevet dækket af ejerpantebreve.

Udvalget har fundet, at muligheden for at anvende ejerpantebreve bør bevares. Det skyldes bl.a., at ejerpantebreve har en meget stor udbredelse, idet anvendelsen er forbundet med stor fleksibilitet. Udvalget finder det således hensigtsmæssigt at bevare et pantsætningsinstrument, som har de samme egenskaber, som ejerpantebreve har i dag. Det gælder f.eks. muligheden for at sikre flere skyldforhold ved samme pantebrev og muligheden for umiddelbart at genanvende ejerpantebrevet, når det sikrede skyldforhold er indfriet. Herudover har udvalget fundet, at ordningen med ejerpantebreve umiddelbart lader sig videreføre i et digitalt tinglysningssystem uden større vanskeligheder.

Overgangen til digitale pantebreve indebærer imidlertid, at disse ikke længere vil kunne håndpantsættes, og sikringsakten ved pantsætning af ejerpantebreve vil derfor ikke fortsat kunne være rådighedsberøvelse. Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes bestemmelser i tinglysningsloven, hvorefter der kan tinglyses underpant i et ejerpantebrevs ramme, der opnår beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om ejerpantebrevet eller den pantsatte genstand, og mod retsforfølgning med virkning fra det tidspunkt, hvor underpanteretten anmeldes til tinglysning.

For så vidt angår sekundær håndpantsætning af ejerpantebreve, som i dag i praksis sikres ved at give meddelelse til den primære håndpantsætter, kan den eksisterende ordning på sin vis bestå uændret. Udvalget finder dog, at tinglysning fremover som udgangspunkt bør være sikringsakten ved overdragelse af panterettigheder, og en konsekvent gennemførelse heraf medfører, at tinglysning også bør være den relevante sikringsakt ved sekundær underpantsætning af ejerpantebreve.

Efter gældende ret har en meddelelse om håndpantsætning i sin egenskab af sikringsakt samtidig haft den funktion, at den sikrer mod den primære håndpanthavers udvidelse i god tro af et gældsforhold sikret ved ejerpantebrevet. Udvalget finder, at en primær panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev i god tro med sikkerhed i ejerpantebrevet og med prioritet forud for senere tinglyste panterettigheder i eller inden for rammen af ejerpantebrevet og retsforfølgning skal kunne udvide det sikrede gældsforhold indtil det tidspunkt, hvor meddelelse om de efterstående rettigheder er kommet frem til panthaveren.

På den baggrund foreslår udvalget, at en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev i god tro med sikkerhed i ejerpantebrevet og med prioritet forud for senere tinglyste panterettigheder i ejerpantebrevet eller inden for rammen af ejerpantebrevet og retsforfølgning kan udvide det sikrede gældsforhold indtil det tidspunkt, hvor meddelelse om de efterstående rettigheder er kommet frem til panthaveren.

Der henvises til betænkningen side 187-189.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at muligheden for at udstede ejerpantebreve bør bevares, idet ejerpantebrevet er et meget udbredt og indarbejdet pantsætningsinstrument som følge af de særligt fleksible egenskaber, der knytter sig til det. Det gælder eksempelvis muligheden for at sikre flere skyldforhold ved samme pantebrev og muligheden for umiddelbart at genanvende ejerpantebreve, når det sikrede skyldforhold er indfriet. Hertil kommer, at en ordning med digitale ejerpantebreve som anført af udvalget umiddelbart lader sig videreføre i et digitalt tinglysningssystem uden nævneværdige vanskeligheder. Med videreførelsen sikres det således samtidig, at der også fremover vil være forskellige pantsætningsinstrumenter at vælge imellem, når der oprettes et skyldforhold.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 46, 54 og 73 (forslag til tinglysningslovens §§ 1 a, 42 d, 42 j og 47), samt bemærkningerne hertil.

4.5.3. Overgangsregler, herunder spørgsmål om konvertering af eksisterende fysiske pantebreve mv.

I forbindelse med forslaget om, at pantebreve fremover skal være digitale, for at de kan tinglyses, opstår der spørgsmål om, hvorledes man skal forholde sig med de hidtil tinglyste fysiske pantebreve. Udvalget har ved overvejelserne af spørgsmålet på den ene side lagt vægt på, at tinglysningsregistrene bør give et retvisende billede af forholdene omkring et pantebrev. På den anden side har udvalget lagt vægt på, at der bør tages behørigt hensyn til, at personer, der efter gældende ret har et sikret pant, ikke mister denne ret.

Udvalget foreslår på den baggrund en overgangsordning, hvorefter alle papirbaserede pantebreve ved lovens ikrafttræden forbliver gyldige og bevarer deres retsvirkninger. Det betyder bl.a., at eksisterende papirbaserede pantebreve fortsat vil kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens regler herom. Udvalget finder imidlertid, at der af hensyn til håndteringen af dokumenterne i det digitale tinglysningssystem er behov for, at de papirbaserede pantebreve konverteres til digitale pantebreve, hvis der skal foretages dispositioner vedrørende dokumenterne, der kræver tinglysning.

Fra lovens ikrafttræden vil sikringsakten også ved stiftelse af rettigheder over et eksisterende pantebrev, herunder særligt ved overdragelse af pantebrevet, være tinglysning. Med henblik på, at denne tinglysning kan ske i det digitale tinglysningssystem, foreslår udvalget, at papirbaserede pantebreve skal konverteres til digitale pantebreve, når der skal tinglyses rettigheder over eller ændringer i et sådant pantebrev efter lovens ikrafttræden. Endvidere foreslås det, at papirbaserede pantebreve i øvrigt til enhver tid skal kunne konverteres til digitale pantebreve.

De foreslåede bestemmelser indebærer, at pantekreditor vil bevare beskyttelsen i henhold til et traditionelt pantebrev i hele lånets løbetid, hvis ikke der skal foretages ændringer mv. i pantebrevet, og kreditor i øvrigt ikke vælger at konvertere pantebrevet.

Da ejerpantebreve ikke har en løbetid og derfor kan bestå uden nogen tidsbegrænsning, finder udvalget det nødvendigt, at der indføres særlige regler om ejerpantebreve, for at tingbøgerne på sigt skal kunne give et retvisende billede af rettighedsforholdene vedrørende ejerpantebreve.

Udvalget foreslår på den baggrund, at det bestemmes, at rettigheder i tinglyste ejerpantebreve, som inden lovens ikrafttræden har opnået beskyttelse, senest 5 år efter lovens ikrafttræden skal være tinglyst for at bevare denne beskyttelse. I øvrigt foreslår udvalget, at der som ved de øvrige pantebreve skal ske konvertering af papirbaserede ejerpantebreve til digitale pantebreve, når nye rettigheder eller ændringer skal tinglyses i et ejerpantebrev, der oprindelig er tinglyst før lovens ikrafttræden. Ligeledes skal papirbaserede ejerpantebreve frivilligt kunne konverteres til digitale ejerpantebreve.

Efter udvalgets opfattelse bør der i den forbindelse ikke stilles krav om konvertering, når der foretages indbrudspant i et ejerpantebrev. Indehaveren af et ejerpantebrev bør således ikke pålægges at skulle konvertere, når en anden €" og ham uvedkommende €" person får et indbrudspant. Derfor skal indbrudspanthaver heller ikke have pligt til at angive, hvilke foranstående rettigheder der er i ejerpantebrevet, da det netop vil være umuligt, når ejerpantebrevet ikke er konverteret.

For så vidt angår den praktiske fremgangsmåde ved konvertering af pantebreve foreslår udvalget, at anmelderen som udgangspunkt skal indsende det originale pantebrev. Er pantebrevet bortkommet vil det med de foreslåede ændringer af mortifikationsloven være muligt at få pantebrevet mortificeret, hvorefter der kan kræves udstedt et digitalt pantebrev svarende til det papirbaserede pantebrev. Pantebrevet vil herefter anses for konverteret, og der vil kunne stiftes rettigheder mv. over dette i medfør af tinglysningslovens regler herom.

Udvalget finder dog, at der bør indføres to undtagelser til kravet om indsendelse eller mortifikation af pantebrevet som betingelse for, at konvertering kan finde sted.

For så vidt angår ikkenegotiable pantebreve, der er udstedt til realkreditinstitutter i henhold til lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv., vil Tinglysningsretten i forvejen være i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om pantebrevet til automatisk at kunne foretage konverteringen, og der vil derfor umiddelbart kunne ske konvertering til digitalt pantebrev, når loven træder i kraft.

Herudover foreslår udvalget, at ejerpantebreve, der giver pant i fast ejendom, og hvis hovedstol maksimalt udgør 45.000 kr., vil kunne konverteres efter anmodning fra en rettighedshaver, der har fået tinglyst en såkaldt meddelelsespåtegning i tingbogen. Reglen er praktisk begrundet og tager særligt sigte på de mange ejerpantebreve, der ligger til sikkerhed for ejerforeningers krav mod medlemmerne på betaling af fællesudgifter mv. Det vil efter udvalgets opfattelse kunne være vanskeligt at fremskaffe de originale ejerpantebreve, idet det ofte vil være mange år siden, at pantebrevene er tinglyst og håndpantsat til ejerforeningen. Hertil kommer, at det vil kunne være vanskeligt at fremskaffe alle håndpantsætningserklæringerne fra de enkelte medlemmer af foreningen.

Endelig foreslår udvalget €" med henblik på at fremskynde konverteringen fra papirbaserede til digitale pantebreve €" at det bestemmes, at tingslysning af rettigheder i pantebreve i en periode på 5 år, kan ske uden betaling af tinglysningsafgift.

Der henvises til betænkningen side 189-192.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet finder således, at der inden for en begrænset periode bør ske en udskiftning af de papirbaserede pantebreve til digitale pantebreve, således at systemet efter en overgangsperiode kun skal håndtere pantebreve, der foreligger i digital form. Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at de fleste almindelige pantebreve forventes at blive konverteret inden for en kortere årrække som følge af kravet om konvertering til digitale pantebreve ved overdragelse eller ved ændringer. Justitsministeriet bemærker i øvrigt, at det ved kravet om indsendelse af det originale pantebrev som betingelse for konvertering sikres, at det papirbaserede og det digitale pantebrev ikke kan anvendes sideløbende. Justitsministeriet finder dog, at tungtvejende hensyn taler for, at kravet ikke skal gælde ved konvertering af tinglyste realkreditpantebreve. Det gælder navnlig det uforholdsmæssigt store ressourceforbrug ved håndtering af det meget betydelige antal tinglyste realkreditpantebreve, der i givet fald skulle indsendes til Tinglysningsretten. Hertil kommer, at Tinglysningsretten allerede vil være i besiddelse af de fornødne oplysninger, herunder navnlig oplysningerne om panthaver, for automatisk at kunne gennemføre konverteringen af pantebrevene. Justitsministeriet kan desuden ikke afvise, at der for ejerforeninger vil kunne være særlige praktiske problemer forbundet med at skulle indsende de originale ejerpantebreve, der ligger til sikkerhed for ejerforeningers krav mod medlemmer af foreningen. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om en undtagelse for så vidt angår også disse pantebreve.

Justitsministeriet har i tilknytning hertil fundet behov for at foreslå en overgangsordning, hvorefter overgangsbestemmelserne vedrørende pantebreve finder tilsvarende anvendelse på rettigheder, som forud for lovens ikrafttræden har opnået beskyttelse mod aftaler og retsforfølgning, og som er knyttet til papirbaserede dokumenter, der er tinglyst som hæftelse. Herved sikres det, at f.eks. tinglyste meddelelser om ejendomsforbehold og tinglyste pantstiftende servitutter vil kunne konverteres til digitale dokumenter eksempelvis ved overdragelse af rettigheden. Idet det må antages, at reglerne i mortifikationsloven ikke finder anvendelse på de her omhandlede dokumenter, foreslås det imidlertid, at anmelderen, hvis dokumentet er bortkommet, på anden betryggende måde skal kunne dokumentere sin ret over for Tinglysningsretten.

Skøder og servitutdokumenter er ikke genstand for overdragelse, og der er dermed ikke umiddelbart noget behov for, at der sker konvertering af de eksisterende papirbaserede dokumenter. Disse dokumenter vil således fortsat kunne bevare deres gyldighed uden konvertering efter lovens ikrafttræden. Som følge af forslaget om scanning af den eksisterende papirakt, vil også disse dokumenter efter en tid kunne ses i den elektroniske akt. Der vil endvidere som følge af forslaget om, at alle dokumenter, der efter lovens ikrafttræden anmeldes til tinglysning, skal være digitale, ske en løbende udskiftning af de papirbaserede dokumenter.

Opgaven med scanning af samtlige papirbaserede dokumenter forventes at tage 5-8 år. Indtil arbejdet hermed er afsluttet, vil enhver efter anmodning og mod betaling af sædvanlig retsafgift som i dag kunne få kopi af papirbaserede dokumenter vedrørende en bestemt fast ejendom.

Der henvises til lovforslagets § 15 og bemærkningerne hertil.

4.6. Tinglysning af afgørelser, der træffes af en domstol

4.6.1. Gældende ret

Domstolsafgørelser, der fastslår, stifter, forandrer eller ophæver en rettighed over en fast ejendom, skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1. For at kunne tinglyse et udlæg, en dom eller en anden offentlig retshandling skal der fremlægges en erklæring fra den myndighed, der har foretaget handlingen, eller en bekræftet udskrift af dens bøger, jf. tinglysningslovens § 12, stk. 1.

Ved afgørelser om privat skifte og om en ægtefælles hensidden i uskiftet bo tinglyses skifteudskrift eller erklæring fra skifteretten om, at arvingerne har overtaget boet til privat skifte, eller at boet er udleveret ægtefællen til uskiftet bo. Sådan udskrift eller erklæring er da tilstrækkeligt grundlag for, at de pågældende kan få tinglyst dokumenter på ejendommen, jf. tinglysningslovens § 12, stk. 3.

Det fremgår af § 13, stk. 1, at fogeden i tilfælde af en ejendoms salg eller overtagelse ved endelig tvangsauktion og kurator henholdsvis skifteretten i tilfælde af konkurs og offentligt skifte, der omfatter fast ejendom, skal sende meddelelse herom til tinglysning. Det påhviler bobestyrer at foranledige tinglysning om dødsfald, hvis boet omfatter fast ejendom.

4.6.2. Lovforslagets udformning

Udvalget anbefaler, at de i §§ 12 og 13 beskrevne fremgangsmåder forenkles i forbindelse med indførelse af digital tinglysning.

Udvalget foreslår, at fogeden henholdsvis skifteretten skal foranledige tinglysning af meddelelse om udlæg, tvangsauktion, konkurs og dødsbobehandling ved bobestyrer. Baggrunden for forslaget er, at fogden og skifteretten i et digitalt tinglysningssystem uden større vanskeligheder vil kunne foranledige sådanne meddelelser tinglyst, og der er derfor ikke grundlag for at opretholdende den gældende ordning, hvorefter tinglysning sker på foranledning af en rekvirent, kurator eller bobestyrer. Den foreslåede ordning vil således indebære en administrativ lettelse for disse. Samtidig vil ordningen indebære, at der ikke først skal anmeldes en elektronisk meddelelse, der tinglyses med frist til indsendelse af dokumentation, eksempelvis i form af retsbogsudskrift. Rettens meddelelse vil være tilstrækkelig til, at der med det samme kan ske endelig tinglysning.

For så vidt angår udlæg og arrest i fast ejendom og salg eller overtagelse af en ejendom ved endelig tvangsauktion anbefaler udvalget, at fogeden af egen drift lader meddelelser herom tinglyse, da fogeden i disse tilfælde umiddelbart vil have grundlag for at foranledige tinglysning.

Tinglysning af afgørelser om konkurs eller dødsbobehandling ved bobestyrer vil derimod alene være relevant, i det omfang konkursboet eller dødsboet omfatter fast ejendom. Udvalget anbefaler derfor, at tinglysning af meddelelser om sådanne afgørelser bør være betinget af en meddelelse fra kurator henholdsvis bobestyreren om, at boet omfatter fast ejendom.

Udvalget foreslår endvidere, at ordningen også omfatter tinglysning af retsforfølgning i motorkøretøjer og andele i andelsboligforeninger mv.

Udvalget har overvejet, om den nævnte fremgangsmåde for tinglysning burde omfatte alle afgørelser, der træffes af en domstol. Det ville efter udvalgets opfattelse indebære en ønskelig forenkling og administrativ lettelse for brugerne af tinglysningssystemet, men de tekniske forudsætninger herfor vurderes endnu ikke at være til stede. Udvalget foreslår derfor en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at andre meddelelser om afgørelser, der træffes af en domstol, skal anmeldes til tinglysning af denne. Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt at udvide ordningen til også at omfatte andre domstolsafgørelser, hvis det måtte vise sig hensigtsmæssigt.

Der henvises til betænkningen side 192 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Dog foreslås det, at retten ikke skal foranledige tinglysning af meddelelse om udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, idet disse udlæg i almindelighed ikke tinglyses. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt at lade disse udlæg være omfattet af ordningen, og de vil derfor efter de almindelige regler skulle tinglyses på udlægshavers foranledning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13, 14, 49 og 57 (forslag til tinglysningslovens §§ 12, 13, 42 e, stk. 3, og 42 k, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

4.7. Geografisk stedfæstelse af rettigheder mv.

4.7.1. Gældende ret

Det følger af tinglysningslovens § 19, at en bygning, der tilhører en anden end grundens ejer, får sit eget ejendomsblad i tingbogen og behandles efter loven som en selvstændig fast ejendom. Der kan f.eks. være tale om fabriksbygninger, lagerhaller, skure, garager og tekniske anlæg i varig forbindelse med den pågældende lejede grund.

I forbindelse med oprettelsen af et sådant selvstændigt ejendomsblad i tingbogen vil der alene foreligge oplysning om, at den pågældende bygning er placeret på den pågældende grund, hvorimod det ikke vil være oplyst og derfor heller ikke fremgå af tingbogen, hvilken geografisk placering bygningen har på den pågældende grund.

Det følger af tinglysningslovens § 22, at der, forinden en udstykning fuldbyrdes ved tinglysning af skøder på de enkelte grundstykker, skal foreligge en attest fra dommeren om, hvorvidt de på ejendommen tinglyste servitutter påhviler hele ejendommen eller kun enkelte af de grundstykker, hvori ejendommen ønskes delt, og da hvilke. Som grundlag herfor kan dommeren kræve en erklæring af en landinspektør om spørgsmålet. Baggrunden for bestemmelsen er at sikre en geografisk fordeling, således at servitutter efter udstykningen kun er tinglyst på den eller de ejendomme, servitutten vedrører. Herved undgås det, at tingbogen indeholder oplysninger, der ikke har betydning.

Efter § 22 noteres det således i tingbogen, hvis der hviler servitutter på en udstykket grund, men derimod ikke nærmere om servituttens geografiske placering på grunden.

4.7.2. Lovforslagets udformning

En digital tinglysningsordning vil muliggøre anvendelse af digitale kort. Disse kort vil nærmere kunne angive den geografiske placering af bygninger på lejet grund og af servitutter. Endvidere vil sådanne digitale kort kunne sammenstilles med de øvrige ejendomsoplysninger, der fremgår af matrikelkortet, hvorved der kan skabes sammenhæng mellem tingbogens oplysninger og oplysninger i andre ejendomsregistre.

Udvalget finder, at en sådan nærmere geografisk stedfæstelse af rettigheder vil sikre bedre muligheder for at identificere de rettigheder og indskrænkninger, der hviler på en fast ejendom. Geografisk stedfæstelse af servitutter om f.eks. nedgravede spildevandsledninger, lyslederkabler og højspændingsledninger vil kunne give relevant viden om den nærmere placering af sådanne anlæg, hvilket kan have stor betydning, idet ukendskab hertil kan føre til skader, f.eks. i forbindelse med gravearbejde. Også i forhold til vejrettigheder kan en stedfæstelse være af væsentlig betydning. Det gælder ikke blot ved udøvelse eller respekt af vejretten, men også i forbindelse med udstykning eller arealoverførsel, hvor det vil være relevant på en enkel måde at kunne konstatere, om vejretten hviler på den udskilte del af grunden eller på det resterende grundstykke.

Udvalget anbefaler derfor, at der ved tinglysning af nye servitutter og ved udstykning skal ske notering af servitutters geografiske udstrækning. Som grundlag for noteringen bør dommeren efter udvalgets opfattelse også her kunne forlange en erklæring af en landinspektør om spørgsmålet.

Udvalget anbefaler endvidere, at der ved bygninger på lejet grund skal ske en notering af bygningens geografiske placering, inden der første gang tinglyses en rettighed på en sådan bygnings ejendomsblad. Som grundlag for noteringen skal dommeren kunne forlange en erklæring af en landinspektør om spørgsmålet.

I tilknytning til reglerne om stedfæstelse af servitutter foreslår udvalget, at der skal være mulighed for at angive, om servitutten er tidsbegrænset og i givet fald hvor længe, servitutten skal være tinglyst. En sådan mulighed vil kunne sikre, at servitutter, der kun er aktuelle i en vis periode, automatisk vil kunne fjernes fra tingbogen, så den ikke indeholder uaktuelle rettigheder. Udvalget foreslår endvidere, at det skal fremgå, hvilken eller hvilke ejendomme der er herskende i henhold til en servitut. Herved vil det let kunne konstateres, hvilke andre ejendomme en bestemt ejendom har servitutrettigheder over.

Der henvises til betænkningen side 195 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, 31 og 32 (forslag til lovens §§ 10, stk. 6, 19, stk. 2, og 22, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

4.8. Offentliggørelse af dokumenter, der anmeldes til tinglysning

4.8.1. Gældende ret

Det følger af tinglysningslovens § 50, stk. 1, at alle adkomstdokumenter og pantebreve vedrørende fast ejendom, der anmeldes til tinglysning, snarest muligt skal gøres offentligt tilgængelige. Denne offentliggørelse sker i dag, ved siden af indførelsen i dagbogen, i den del af Statstidende, der traditionelt betegnes Tingbladet.

Tingbladet indeholder således oplysninger om de adkomstdokumenter og pantebreve, der er anmeldt til tinglysning, hvorimod det ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt de pågældende dokumenter er tinglyst, herunder med frist, eller er blevet afvist. Tingbladet er en del af den elektroniske udgave af Statstidende, der er tilgængelig på internettet.

4.8.2. Lovforslagets udformning

Udvalget har anført, at alle tinglyste dokumenter bliver tilgængelige i elektronisk form i forbindelse med overgangen til digital tinglysning, og det bliver muligt at abonnere på udvalgte hændelser, f.eks. om hvilke ejendomme, der sælges inden for et bestemt område. Ved en lovændring i december 2005 er der endvidere tilvejebragt det nødvendige lovgrundlag i tinglysningslovens § 50 c, stk. 3, for, at man via internettet kan få adgang til oplysningerne i tingbogen.

Efter udvalgets opfattelse er der næppe behov for en særskilt adgang til oplysninger om anmeldte dokumenter. Hertil kommer, at der i et system, hvor de modtagne dokumenter tinglyses i nærmest realtid, ikke vil være noget praktisk behov for oplysninger om anmeldte, men ikke tinglyste rettigheder.

Udvalget anbefaler derfor, at kravet om offentliggørelse af adkomstdokumenter og pantebreve ophæves.

Der henvises til betænkningen side 198 f.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 82 (forslag til ophævelse af lovens § 50, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

4.9. Tinglysning af rettigheder, der har gyldighed efter § 1 uden tinglysning

4.9.1. Gældende ret

Der foretages i dag i en række tilfælde tinglysning af rettigheder, selv om tinglysningen ikke i sig selv er nødvendig til beskyttelse af rettigheden mod godtroende aftaleerhververe og mod retsforfølgning. Det er bl.a. tilfældet i forhold til lokalplaner og byggelinjer.

Lokalplaner

Det følger af planlovens § 31, stk. 2, at lokalplaner skal tinglyses på de ejendomme, der er omfattet af planen.

I en lokalplan fastlægger kommunalbestyrelsen mere detaljeret, hvordan et mindre, afgrænset område i kommunen skal anvendes og se ud i fremtiden. En lokalplan indeholder således typisk bestemmelser om arealanvendelse, udstyknings-, vej- og stiforhold, placering, omfang og udformning af bebyggelse, bevaring af bygninger og landskabstræk, samt om områdets forsyning med friarealer og fællesanlæg. En lokalplan indebærer således rådighedsbegrænsninger for de ejendomme, der er omfattet af planen.

Kravet om tinglysning af lokalplaner skal vurderes i lyset af reglen i planlovens § 18, hvorefter der ikke må etableres forhold i strid med en lokalplan, når planen er blevet offentligt bekendtgjort. Når lokalplaner er endeligt vedtaget af en kommunalbestyrelse, skal planen bekendtgøres offentligt, hvilket oftest sker ved annoncering i lokalaviser og gennem direkte besked til grundejerne og til de, der er kommet med indsigelser mod lokalplanforslaget.

Tinglysningen har ikke nogen rettighedsbeskyttende funktion, men bidrager alene til at give borgere, virksomheder og offentlige myndigheder oplysning om lokalplanen.

Byggelinjer

Ifølge § 34 i lov om offentlige veje kan en vejbestyrelse pålægge ejendomme byggelinjer, der fastsætter begrænsninger i relation til f.eks. muligheden for at bebygge et areal. Fastsættelse af byggelinjer kan ske med henblik på vejudvidelser eller til sikring af gennemførelse af nye veje eller vejforlægninger. En vejbestyrelse kan endvidere fastsætte bestemmelser om begrænsning af adgangen til offentlige veje.

Det følger af § 37, stk. 1, at pålæg om byggelinjer skal kundgøres i stedlige blade efter vejbestyrelsens bestemmelse, ligesom vejbestyrelsen skal sende meddelelse til de ejere og brugere, hvis ejendomme berøres af pålægget. I henhold til § 37, stk. 3, skal vejbestyrelsen endvidere drage omsorg for tinglysning af byggelinjebestemmelserne på de berørte ejendomme med angivelse af hjemmel. Byggelinjebestemmelser, som er offentligt kundgjort, skal imidlertid efter § 37, stk. 2, respekteres allerede fra kundgørelsens dato af såvel ejendommenes ejere og brugere som af panthavere og andre rettighedshavere.

Vejbestyrelsens tinglysning af byggelinjebestemmelser har således €" i lighed med tinglysning af lokalplaner €" ikke rettighedsbeskyttende funktion, men tjener også her et oplysende formål.

4.9.2. Lovforslagets udformning

Efter udvalgets opfattelse har tingbogen navnlig til formål at fungere som et rettighedsregister, der giver oplysninger om rettigheder, som skal respekteres, og om deres indbyrdes prioritetsstilling. Formålet med tingbogen er således ikke at give mere generelle informationer om rettigheder mv. over fast ejendom.

Udvalget finder derfor, at tingbogen principielt alene bør indeholde rettigheder, som skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaleerhververe i god tro og mod retsforfølgning. Derimod bør oplysninger om rettigheder, der opnår sådan beskyttelse uden tinglysning, som udgangspunkt ikke registreres i tingbogen.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at rettigheder, der i henhold til lovgivningen har gyldighed efter tinglysningslovens § 1 uden tinglysning, ikke kan tinglyses. Det skal dog være en forudsætning for fastsættelse af sådanne regler, at de pågældende rettigheder fremgår af et andet elektronisk tilgængeligt og opdateret offentligt register, der online kan sammenstilles med tingbogens oplysninger. Dette vil muliggøre, at Tinglysningsretten i forbindelse med den maskinelle prøvelse elektronisk vil kunne indhente oplysning om disse rettigheder fra et sådant register på samme måde, som hvis oplysningerne var integreret i tinglysningssystemet. Hertil kommer, at købere af fast ejendom og andre interesserede vil have adgang til at gøre sig bekendt med de pågældende rettigheder, selv om de ikke længere fremgår af tingbogen.

Efter udvalgets opfattelse vil fastsættelse af sådanne regler i givet fald skulle ske i sammenhæng med ændringer af særlovgivningens regler om tinglysning.

Der henvises i den forbindelse til afsnit 4.12.8. nedenfor om oprettelse af et nyt planregister og ophævelse af tinglysningskravet i planloven.

Der henvises til betænkningen side 199 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til lovens § 2), og bemærkningerne hertil.

4.10. Overførsel af arealer af ubetydelig værdi

4.10.1. Gældende ret

For småsager om arealoverførsel findes i tinglysningslovens § 23, stk. 3, en regel, hvorefter overførsel kan ske uden panthaversamtykke, hvis dommeren afgiver en såkaldt uskadelighedsattest. Den bliver til på grundlag af et oplæg fra en landinspektør med beskikkelse og et medlem af det lokale vurderingsankenævn.

Det er en forudsætning for udstedelse af uskadelighedsattest, at det areal, som ønskes overført, er ubetydeligt i forhold til ejendommens størrelse og værdi, og at overførslen kan ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden.

Arealoverførsel med uskadelighedsattest skal sikre enkel og smidig gennemførelse af småsager om arealoverførsel samtidig med, at hensynet til panthaverne varetages. Anvendelse af uskadelighedsattest indebærer en væsentlig administrativ lettelse, og fremgangsmåden er væsentligt omkostningsbesparende i forhold til udgangspunktet i tinglysningslovens § 23, stk. 1, hvorefter panthavernes godkendelse skal foreligge.

Udvalget anfører, at anvendelse af uskadelighedsattester ved arealoverførsler i praksis har vist sig at være vanskelig, idet ubetydelighedskravet er blevet fortolket meget restriktivt. Hertil kommer, at der ofte forlanges en lang række oplysninger vedrørende en given ejendom, forinden der tages stilling til spørgsmålet om afgivelse af uskadelighedsattest. Sådanne krav besværliggør anvendelsen af reglen i § 23, stk. 3. Konsekvensen heraf er, at småsager om arealoverførsel enten opgives eller gennemføres uden registrering af ændringerne, idet omkostningerne ved at anvende fremgangsmåden i § 23, stk. 1, i mange tilfælde er højere end værdien af det areal, der overføres. Dette indebærer en risiko for, at der er uoverensstemmelse mellem matrikelkortet og de faktiske forhold.

4.10.2. Lovforslagets udformning

Udvalget finder, at de gældende regler om arealoverførsel og fortolkningen af disse medfører en uhensigtsmæssig besværliggørelse og fordyrelse af småsager om arealoverførsel.

Udvalget anbefaler derfor, at reglerne om arealoverførsel ændres. Udvalget finder, at der bør tilvejebringes en ordning, der i praksis muliggør, at småsager om arealoverførsel kan gennemføres på en enkel og omkostningsbesparende måde, samtidig med at panthavernes interesser behørigt beskyttes.

En sådan ændring vil indebære en væsentligt hurtigere sagsbehandling og en mærkbar besparelse for borgerne i forbindelse med småsager om arealoverførsel. En ændring af reglerne om afgivelse af uskadelighedsattest forventes endvidere at medføre, at flere ændringer fremover vil blive registreret, hvilket vil være medvirkende til at styrke matrikelkortets troværdighed. Der er således store ejendomsretlige og administrative fordele for samfundet ved, at ejendomsregistreringen afspejler den faktiske ejendomssituation.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, hvilke kriterier der bør opstilles som betingelse for arealoverførsel med uskadelighedsattest. Udvalget har endvidere overvejet kompetenceforholdene i forbindelse med afgivelse af uskadelighedsattest

Ubetydelighedskravet

Ubetydelighedskravet skal efter den gældende regel i § 23, stk. 3, opfyldes både målt i forhold til ejendommens størrelse og dens værdi. For panthaverne er det centrale imidlertid, at ejendommens værdi i handel og vandel opretholdes, hvorimod størrelsen af det overførte areal er af mindre betydning.

Udvalget finder navnlig på denne baggrund, at ubetydelighedskravet bør ændres, så vurderingen alene skal foretages i relation til ejendommens værdi. Det bør således være afgørende om værdien af det afståede areal er ubetydeligt i forhold til værdien af den samlede ejendom. Ved fastlæggelse af værdien af det afståede, bør der tages udgangspunkt i det aftalte vederlag, idet denne værdi dog ikke kan være mindre end den værdi, der kan beregnes ud fra den offentlige grundværdi. Hvis indgrebet er ubetydeligt, vil det i praksis betyde, at ejendommens offentlige ejendomsværdi opretholdes.

Udvalget finder, at det ved beregningen bør være muligt at anvende et såkaldt nettoprincip, når der sker gensidige jordomlægninger mellem flere ejendomme. Anvendelse af et nettoprincip indebærer, at værdien af et modtaget jordstykke skal modregnes i værdien af det afgivne jordstykke. Der bliver således her tale om en differenceværdi. Nettoprincippet vil kunne medføre, at den berørte ejendom stiger i værdi.

Udvalget finder videre, at der bør fastsættes en øvre grænse for værdien, herunder differenceværdien, af et areal, der ønskes overført ved uskadelighedsattest. Dette skyldes, at anvendelse af uskadelighedsattest særligt er rettet mod småsager. Ved fastsættelse af denne værdigrænse bør der efter udvalgets opfattelse tages udgangspunkt i udstykningslovens § 25, stk. 3, hvorefter visse sager om arealoverførsel kan gennemføres efter en særlig €" og billigere procedure. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1165 af 1. december 2004 om matrikulære afgifter og gebyrer, at denne procedure kan gennemføres, såfremt værdien af det overførte areal ikke overstiger 40.000 kr. Udvalget anbefaler, at der på tilsvarende måde fastsættes en beløbsgrænse, der bliver afgørende for, om der kan ske arealoverførsel ved uskadelighedsattest.

Pantesikkerheden

Udvalget finder, at det eksisterende krav om, at arealoverførslen skal kunne ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden må opretholdes. Dette skyldes, at der er et afgørende hensyn at tage til pantekreditorerne, når et areal ønskes afgivet. Selv et ubetydeligt indgreb kan have vidtrækkende konsekvenser for en ejendoms brugsværdi og dermed for ejendommens værdi, hvis indgrebet foretages uheldigt.

Der bør derfor €" ud over ubetydelighedsvurderingen €" anlægges en vurdering af indgrebets konsekvenser for ejendommens funktionalitet og anvendelse, så det sikres, at pantet fortsat er dækket af ejendommens værdi.

Kompetence

Udvalget anbefaler, at fremgangsmåden for udstedelse af uskadelighedsattester forenkles. Udvalget foreslår derfor, at matrikelmyndighederne (Kort & Matrikelstyrelsen samt Københavns og Frederiksberg Kommuner) fremover skal foretage vurderingen af, om en påtænkt matrikulær ændring kan ske uden nogen som helst fare for pantsikkerheden og kun giver anledning til en ubetydelig formindskelse af ejendommens værdi. Til brug for denne vurdering skal der efter udvalgets opfattelse foreligge en erklæring fra en landinspektør med beskikkelse.

Det foreslås således, at uskadelighedsattester fremover skal udarbejdes af landinspektører med beskikkelse, idet det allerede efter den gældende ordning er landinspektører, der udarbejder det oplæg, der bruges som grundlag for dommerens udstedelse af uskadelighedsattest. På baggrund af attesten vil matrikelmyndighederne kunne vurdere, om betingelserne for arealoverførsel er til stede. Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om afgivelse af uskadelighedsattest, herunder om den ovenfor nævnte beløbsgrænse.

Udvalget finder ikke, at den foreslåede regel om udstedelse af uskadelighedsattester skal gælde ved ændringer i opdelingen af en fast ejendom i ejerlejligheder. Uskadelighedsattest bør i disse tilfælde fortsat udstedes af dommeren på grundlag af et oplæg fra en landinspektør. Begrundelsen herfor er, at Kort & Matrikelstyrelsen som matrikelmyndighed ikke i øvrigt træffer afgørelse ved opdeling i ejerlejligheder.

Der henvises til betænkningen side 204 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 33 (forslag til lovens § 23), og bemærkningerne hertil.

4.11. Reglerne i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen

4.11.1. Gældende ret

Tinglysningslovens kapitel 6 a, 6 b og 7 indeholder regler for tinglysning i bilbogen, andelsboligbogen og personbogen.

Reglerne om tinglysning i bilbogen gælder for motorkøretøjer, påhængs- og sættevogne til biler samt campingvogne, jf. tinglysningslovens § 42 c. I bilbogen tinglyses i henhold til tinglysningslovens § 42 d ejendomsforbehold, underpant og retsforfølgning i de køretøjer, der er nævnt i § 42 c. Der sker derimod ikke tinglysning i bilbogen af adkomstforholdene i relation til de nævnte køretøjer.

Reglerne om tinglysning i andelsboligbogen gælder for andele i andelsboligforeninger omfattet af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. tinglysningslovens § 42 i. I andelsboligbogen tinglyses pant og retsforfølgning i de andele, der er nævnt i § 42 i.

Dokumenter, der ikke skal tinglyses i bilbogen, og som enten angår en persons rådighed over løsøre eller over en persons formue i almindelighed, tinglyses i personbogen i de tilfælde, der er nævnt i tinglysningslovens kapitel 7, samt hvor det i øvrigt er bestemt i lovgivningen, jf. tinglysningslovens § 43. De dokumenter, der tinglyses i personbogen er blandt andet dokumenter vedrørende underpant i løsøre, høstpant, ægtepagter, meddelelser om fratagelse af en persons retlige handleevne og notartestamenter. De centrale registre over ægtepagter og testamenter er en integreret del af personbogen.

Tinglysning af rettigheder i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen adskiller sig fra tinglysning af rettigheder i tingbogen derved, at der ikke skal indleveres genparter af dokumenter, der anmeldes til tinglysning. Der findes således ikke en papirakt med genparter af tinglyste dokumenter, og kreditorer mv. er derfor henvist til at rette henvendelse til en given rettighedshaver, hvis de ønsker oplysninger om det nærmere indhold af et tinglyst dokument.

Tinglysning af dokumenter sker imidlertid efter de samme principper, som gælder for tinglysning af dokumenter i tingbogen, og bestemmelserne i tinglysningslovens kapitler 6 a, 6 b og 7 om tinglysning af dokumenter har således i vidt omfang karakter af henvisningsbestemmelser, der henviser til de almindelige regler om tinglysning i tingbogen.

4.11.2. Lovforslagets udformning

Udvalget finder, at de hensyn, som begrunder en digitalisering af dokumenter, der anmeldes til tinglysning i tingbogen, med samme styrke gør sig gældende i relation til dokumenter, der skal tinglyses i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen. En digitalisering af kommunikationen mellem tinglysningens brugere og Tinglysningsretten i relation til disse dokumenter vil således indebære de samme fordele, som er forbundet med digitalisering af dokumenter vedrørende fast ejendom. En overgang til digital og papirløs tinglysning af rettigheder i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen vil medføre, at kommunikationen mellem Tinglysningsretten og brugerne vil forløbe hurtigere, og tinglysning af rettigheder vil kunne foregå i nærmest realtid, hvorved ventetid i forbindelse med den tinglysningsmæssige ekspedition i væsentligt omfang vil kunne reduceres.

Efter udvalgets opfattelse er det endvidere væsentligt, at en ny digital tinglysningsordning opbygges som et samlet system, der fremstår ensartet, uanset om der er tale om tinglysning af rettigheder i tingbogen, bilbogen, personbogen eller andelsboligbogen. Det vil efter udvalgets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis fremgangsmåden for tinglysning i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen afviger markant fra fremgangsmåden for tinglysning i tingbogen. En sådan løsning ville for brugerne af tinglysningen indebære to forskellige tinglysningssystemer, der administrativt skulle håndteres forskelligt.

Endelig sker tinglysning i disse bøger efter de samme principper som tinglysning i tingbogen, hvilket også efter udvalgets opfattelse taler for indførelse af digital tinglysning i alle fire tinglysningsregistre.

Udvalget foreslår derfor, at reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, 6 b og 7 ændres således, at tinglysning af rettigheder i bilbogen, personbogen og andelsboligbogen skal ske på samme måde, som udvalget har anbefalet i relation til tinglysning af rettigheder i tingbogen.

Dette vil bl.a. indebære, at dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal anses for modtaget på det tidspunkt, hvor de er kommet frem til Tinglysningsrettens centrale modtagelse, og retsvirkningerne skal regnes fra dette tidspunkt, medmindre dokumenterne ikke opfylder de fastsatte tekniske specifikationer. Dokumenter, der modtages samtidig, bør endvidere på samme måde ligestilles.

Hensynet til bilbogens, personbogens og andelsboligbogens troværdighed og til en ensartet behandling af rettigheder i tingbogen og de tre andre registre taler efter udvalgets opfattelse endvidere for, at tingbogens positive troværdighed udbredes til sidstnævnte registre. Efter gældende ret har en godtroende erhverver, hvis ret ekstingveres på grund af en stærk indsigelse således €" i modsætning til ved tinglysning i tingbogen €" ikke ret til erstatning fra statskassen efter reglen i tinglysningslovens § 31, såfremt rettigheden er tinglyst i bilbogen, personbogen eller andelsboligbogen. Udvalget anbefaler, at tinglysningslovens § 31 om statens objektive erstatningsansvar også bør omfatte disse bøger.

Udvalget bemærker i øvrigt, at det af tekniske årsager kan være vanskeligt at iværksætte digital tinglysning for alle bøger på samme tid. Udvalget foreslår derfor, at justitsministeren bemyndiges til at bestemme, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter for så vidt angår tingbogen, bilbogen, personbogen og andelsboligbogen. Dette vil muliggøre, at digital tinglysning kan iværksættes for de enkelte bøger, når det er muligt.

Der henvises til betænkningen side 212 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 46-78 og § 13, stk. 2 (forslag til §§ 42 d, stk. 3-7, 42 e, stk. 2, 2. pkt., 42 e, stk. 2, 3. pkt., 42 e, stk. 3, 42 f, stk. 1, 42 f, stk. 3, 1. pkt., 42 g, stk. 1, 1. pkt., 42 g, stk. 3, 42 j, stk. 3-7, 42 k, stk. 2, 2. pkt., 42 k, stk. 2, 3. pkt., 42 k, stk. 3, 42 k, stk. 4, 42 k, stk. 5, 42 k, stk. 6, 42 k, stk. 7, 1. pkt., 42 l, stk. 1, 42 l, stk. 3, 1. pkt., 42 m, stk. 1, 1. pkt., 42 m, stk. 2, 43, 43 a, stk. 1, 43 b, stk. 1, 44, 45, 46, 1. pkt., 47, stk. 1, 47, stk. 2-7, 47, stk. 10, 47 c, stk. 4, nr. 2, 48, stk. 1, 1. pkt., 48, stk. 2, og 49), samt bemærkningerne hertil.

4.12. Konsekvenser i anden lovgivning

4.12.1. Tvangsfuldbyrdelse

4.12.1.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6, kan tvangsfuldbyrdelse bl.a. ske på grundlag af pantebreve. For så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve kan tvangsfuldbyrdelsen dog kun ske, når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne. Bestemmelsen omfatter utinglyste pantebreve og tillige pantebreve med personligt gældsansvar, hvor panteretten er bortfaldet ved pantets bortsalg på tvangsauktion.

Tvangsfuldbyrdelse kan foretages hos enhver, der ved sin underskrift på pantebrevet har forpligtet sig som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter, jf. retsplejelovens § 478, stk. 4. Det følger desuden af retsplejelovens § 488, stk. 2, at der ved fremsættelse af anmodning om tvangsfuldbyrdelse i henhold til et pantebrev skal indleveres originalt pantebrev.

4.12.1.2. Lovforslagets udformning

Udvalget bemærker, at indførelse af en digital tinglysningsordning ikke længere vil muliggøre indlevering af et originalt pantebrev, der er påført en underskrift, til fogedretten.

Udvalget finder derfor, at retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse bør ændres således, at også digitale pantebreve kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Udvalget foreslår, at tvangsfuldbyrdelse skal kunne foretages på grundlag et digitalt pantebrev, der er eller har været tinglyst, idet digitale pantebreve kun kan tinglyses, hvis personer, der forpligter sig, har afgivet sin digitale signatur eller har givet fuldmagt til at lade sig forpligte ved en andens digitale signatur.

Efter udvalgets opfattelse bør tvangsfuldbyrdelse på grundlag af et tinglyst papirbaseret pantebrev fortsat følge de gældende regler. I dette tilfælde vil det originale pantebrev altså skulle fremlægges.

Der henvises til betænkningen side 218 f.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag har økonomi- og erhvervsministeren fremsat forslag til lov om ændring af søloven og forskellige andre love (Digital skibsregistrering, pant, udlæg mv. i fiskerirettigheder, fordeling af bjærgeløn og skibes hjemsted). Forslaget indeholder en tilsvarende ændring af retsplejeloven, der skal muliggøre, at digitale pantebreve i skibe mv. kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten. Som følge af den indbyrdes sammenhæng mellem de to ændringer af retsplejeloven, må det forventes, at det vil være nødvendigt at stille et ændringsforslag til det lovforslag, der vedtages senest.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1 og 2 (forslag til ændring af retsplejelovens §§ 478, stk. 4, og 488, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

4.12.2. Mortifikation

4.12.2.1. Gældende ret

Når et pantebrev antages at være tilintetgjort eller bortkommet, kan det ved dom erklæres dødt og magtesløst på begæring af den, som må antages at have mistet det og have adkomst som berettiget ifølge dokumentet, jf. mortifikationslovens § 2, jf. § 1.

Når mortifikation er givet nogen som berettiget ifølge et pantebrev, og den ret, som dokumentet hjemlede, består, kan han af skyldneren forlange udstedt et nyt dokument, der svarer til det mortificerede, mod betaling af udgifterne hertil, jf. mortifikationslovens § 9, stk. 2. Tilsvarende pligt til at medvirke ved udstedelse af et nyt pantebrev påhviler ejeren af pantet. Et nyt pantebrev forsynes af retten efter begæring med bemærkning om, at det giver samme panteret som det mortificerede pantebrev.

Efter mortifikationslovens § 15 skal Justitsministeriet føre et kartotek over mortificerede massegældsbreve og aktier samt forældede massegældsbreve, medmindre de allerede efter deres eget indhold må antages at være forældede. Det er retten, som har afsagt mortifikationsdom, der indsender meddelelse herom til Justitsministeriet.

4.12.2.2. Lovforslagets udformning

Udvalget bemærker, at der efter en overgang til digital tinglysning fortsat vil kunne eksistere papirbaserede pantebreve, der ikke er tinglyst. Der vil således fortsat være behov for regler, der muliggør, at tilintetgjorte eller bortkomne papirbaserede pantebreve kan mortificeres.

I det omfang, der er tale om tinglyste pantebreve, finder udvalget det imidlertid ikke hensigtsmæssigt, at der i mortifikationsloven bevares en adgang for en mortifikant til at forlange, at skyldneren og eventuelt ejeren af et pant, når denne ikke er identisk med skyldneren medvirker til udstedelsen af et nyt papirbaseret pantebrev. Udvalget anbefaler derfor, at mortificerede tinglyste pantebreve alene skal kunne forlanges udstedt som digitale pantebreve. Det sikres herved, at papirbaserede tinglyste pantebreve, der er blevet mortificeret, konverteres til digitale pantebreve. Konverteringen medvirker til, at de elektroniske tingbøger på sigt vil komme til at give et retvisende billede af forholdene omkring pantebreve.

Tinglysning af pantebreve er ikke en pligt, men alene en mulighed for at opnå beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1. Muligheden for at forlange udstedelse af et nyt papirbaseret pantbrev bør derfor bevares i de tilfælde, hvor der er tale om et papirbaseret pantebrev, der ikke er tinglyst.

Da kun Tinglysningsretten bør indestå for tinglyste pantebreves panteret, finder udvalget imidlertid ikke, at det fortsat bør være muligt på begæring at få et nyt pantebrev forsynet med bemærkning om, at det giver samme panteret som det mortificerede pantebrev. Bestemmelsen herom foreslås derfor ophævet. I det omfang et papirbaseret tinglyst pantebrev konverteres til et tinglyst digitalt pantebrev, vil pantebrevets prioritetsstilling mv. fremgå af tinglysningsregistrene, og der findes således ikke behov for, at det digitale pantebrev tilføjes en bemærkning om, at pantebrevet giver samme panteret som det mortificerede pantebrev.

Udvalget har endvidere overvejet, om mortifikationslovens § 15 hvorefter justitsministeren opretter et kartotek over de massegældsbreve og aktier, der er mortificeret, bør ophæves. Efter udvalgets opfattelse må bestemmelsen i mortifikationslovens § 15 anses for utidssvarende, og udvalget anser det for ubetænkeligt at foreslå bestemmelsen ophævet.

Der henvises til betænkningen side 219 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at mortifikationslovens § 15 bør ophæves, idet det bemærkes, at ministeriet har modtaget et yderst begrænset antal indberetninger til kartoteket, ligesom der stort set aldrig modtages forespørgsler om oplysninger registreret i kartoteket. Hertil kommer, at massegældsbreve og aktier, der er omfattet af kravet om indberetning til kartoteket, i vidt omfang registreres i Værdipapircentralen, jf. lov om værdipapirhandel mv.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 1-3 (forslag til ændring af mortifikationslovens §§ 6, stk. 4, og 9, stk. 2, samt ophævelse af § 15), og bemærkningerne hertil.

4.12.3. Forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2

4.12.3.1. Gældende ret

En tingsforsikring anses som udgangspunkt for at være tegnet til fordel for enhver, der som ejer, panthaver mv. vil lide tab, hvis den forsikrede genstand bliver beskadiget eller går til grunde, jf. forsikringsaftalelovens § 54. I sådanne tilfælde, hvor forsikringen også er tegnet til fordel for tredjemand, f.eks. en panthaver, tilkommer erstatningen efter en skade den pågældende tredjemand, men forsikringstageren er fortsat berettiget til at aftale erstatningens størrelse med selskabet og til at modtage erstatningsbeløbet. Dette gælder dog ikke, hvis selskabet har fået meddelelse om den pågældende tredjemands ret, eller hvis der er tale om en tinglyst ret i en forsikret fast ejendom, jf. § 57, stk. 2.

Forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, indebærer således, at forsikringsselskabet ved forsikring af fast ejendom ikke med frigørende virkning kan udbetale erstatning til forsikringstageren, hvis den sikrede tredjemand har en ret i ejendommen, der er sikret ved tinglysning.

Højesteret har i dommen gengivet i UfR 2005.3437 fastslået, at forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, ikke pålægger forsikringsselskaber en pligt til at undersøge bilbogen for eventuelle rettighedshavere, inden der udbetales totalskadeerstatning for en bil. Dommen indebærer således, at § 57, stk. 2, alene pålægger forsikringsselskaberne at undersøge tingbogen, men ikke bilbogen.

4.12.3.2. Lovforslagets udformning

Den af udvalget foreslåede reform indebærer, at de forskellige tinglysningsregistre i form af tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen og personbogen i større omfang ligestilles. Udvalget har på den baggrund overvejet, om der bør ske en tilsvarende ligestilling i forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, således at forsikringsselskaber heller ikke ved tingsforsikringer, der angår forhold omfattet af de forskellige øvrige tinglysningsregistre, med frigørende virkning kan udbetale erstatning til en forsikringstager, hvis en sikret tredjemand har en ret, der er sikret ved tinglysning.

Udvalget har ikke fundet det hensigtsmæssigt at udvide § 57, stk. 2, til at omfatte rettigheder sikret ved tinglysning i andelsboligbogen. Tinglyst pant eller retsforfølgning i en andel i en andelsboligforening indebærer ikke, at en pant- eller udlægshaver har sikkerhed i den faste ejendom, der tilhører andelsboligforeningen. Den pågældende rettighedshaver har således alene sikkerhed i andelshaverens del af andelsboligforeningens formue og ikke i bygningen.

Ligeledes har udvalget ikke fundet det hensigtsmæssigt at udvide § 57, stk. 2, til at omfatte rettigheder sikret ved tinglysning i personbogen. Det vil pålægge forsikringsselskaberne uforholdsmæssigt store administrative byrder at pålægge dem i alle tilfælde, hvor der kan være stiftet og tinglyst rettigheder over en forsikret løsøregenstand, at skulle afklare, om det er tilfældet. Det vil endvidere ofte ikke være tilstrækkeligt at slå op i personbogen, da det kan kræve nærmere undersøgelse at fastlægge, om der er identitet mellem en løsøregenstand, der står anført i personbogen, og en forsikret løsøregenstand. Det skyldes, at beskrivelsen af løsøregenstande i personbogen ofte ikke er fyldestgørende.

Udvalget har derimod fundet, at vægtige grunde taler for at udvide forsikringsaftalens § 57, stk. 2, til at omfatte rettigheder, der er sikret ved tinglysning i bilbogen. Det vil således i langt de fleste tilfælde være nemt at sikre, at der er identitet mellem køretøjet, der står anført i bilbogen, og det forsikrede køretøj.

Udvalget har til brug for sine overvejelser indhentet en udtalelse fra Forsikring & Pension, der er imod en udvidelse af forpligtelserne efter forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2. Forsikring & Pension har oplyst, at der i dag eksisterer et velfungerende system med notering af panthaverdeklarationer, som efter organisationens opfattelse giver panthaverne en bedre retsstilling på en række områder, end panthaverne kan få ved at få tinglyst deres rettigheder i bilbogen, og man risikerer at underminere disse fordele, hvis § 57, stk. 2, ændres som foreslået af udvalget. Forsikring & Pension har desuden anført, at oplysningerne i bilbogen i dag ikke er dækkende og fuldt ud opdateret. Dette indebærer, at forsikringsselskaberne som følge af en eventuel lovændring vil være nødsaget til at få berigtiget oplysningerne i bilbogen forud for udbetaling af kontanterstatninger i forbindelse med totalskadede biler, som i dag drejer sig om 40.000-50.000 sager på årsbasis. Dette vil kunne indebære en væsentlig længere sagsbehandlingstid til ulempe for forsikringstagerne. Der henvises til betænkningen side 224 og 225.

Udvalget har hertil anført, at bilbogen almindeligvis kun indeholder rettigheder, der fortsat kan gøres gældende. Da det er vanskeligt at sælge et behæftet køretøj, vil bilens ejer have et stærkt incitament til at sørge for, at bilbogen ajourføres, hvilket også sker i praksis. For så vidt angår indfriede pantebreve og udlæg, bliver der på nuværende tidspunkt aflyst ca. 10.000 om måneden. Hertil kommer, at tinglyste rettigheder udslettes af bilbogen, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning, jf. tinglysningslovens § 42 g, stk. 2.

Endvidere har udvalget påpeget, at der ved den foreslåede tinglysningsreform sikres en nem adgang til oplysningerne i bilbogen, og bortset fra omkostninger i en indkøringsperiode har udvalget ikke fundet, at den foreslåede udvidelse af forsikringsselskabernes forpligtelser bør medføre væsentlige merudgifter for selskaberne. Tværtimod taler vægtige hensyn ifølge udvalget til fordel for eventuelle øvrige rettighedshavere, herunder finansieringsselskaber med ejendomsforbehold i biler, for at udvide forsikringsselskabernes forpligtelser i så henseende. Udvalget har ikke fundet, at forsikringsselskabernes mulighed for fortsat at tilbyde panthavere mv. panthaverdeklarationer bør tillægges afgørende vægt.

På den baggrund har udvalget foreslået, at forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, ændres, således at forsikringsselskaber ikke med frigørende virkning kan udbetale erstatning til forsikringstageren, hvis en sikret tredjemand har en ret, der er sikret ved tinglysning i bilbogen.

Der henvises til betænkningen side 223-226.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter. Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at der af hensyn til beskyttelsen af de rettighedshavere, der efter reglerne i bilbogen har fået tinglyst panterettigheder og ejendomsforbehold i motorkøretøjer som nævnt i tinglysningslovens 42 c, er behov at ændre forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2. Ændringen indebærer, at forsikringsselskaber ikke uden videre med frigørende virkning vil kunne udbetale erstatning til forsikringstageren, hvis en tredjemand har en ret, der er sikret ved tinglysning i bilbogen. Det må i øvrigt forventes, at bilbogen under den fremtidige digitale tinglysningsordning normalt vil indeholde en retvisende gengivelse af aktuelle rettigheder i motorkøretøjer.

For så vidt angår hensynet til forsikringsselskabernes mulighed for fortsat at tilbyde panthaverdeklarationer til panthavere mv. finder Justitsministeriet ligesom udvalget, at dette hensyn ikke bør tillægges afgørende vægt. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede lovændring ikke udelukker, at der i fremtiden fortsat vil kunne udbydes panthaverdeklarationer, der giver panthavere mv. en bedre beskyttelse end den foreslåede § 57, stk. 2.

Justitsministeriet er også enig med udvalget i, at ændringen af § 57, stk. 2, ikke bør omfatte rettigheder i andelsboligbogen og personbogen.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag. Der henvises til lovforslagets § 5 (forslag til ændring af forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2).

Der foreslås samtidig en ændring af retsafgiftsloven, således at der fremover afgiftsfrit kan foretages opslag i bilbogen. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 1.

4.12.4. Høstpantebreve

4.12.4.1. Gældende ret

Efter høstpantebrevslovens § 5, stk. 1, stiftes høstpant ved oprettelse af et høstpantebrev på en pantebrevsformular, der er godkendt af justitsministeren. Pantebrevet skal indeholde oplysning om ejendommens matrikelnr., leverandørens navn og adresse, rå- og hjælpestoffernes art, mængde og pris, den aftalte leveringsperiode, den aftalte dato for første leverance jf. stk. 3. Et høstpantebrev tinglyses efter reglerne for tinglysning af underpant i løsøre jf. høstpantebrevslovens § 6, stk. 2, l. pkt.

4.12.4.2. Lovforslagets udformning

Efter udvalgets opfattelse bør der som konsekvens af indførelsen af digital tinglysning foretages en ændring af høstpantebrevslovens § 5, stk. 1, således at et høstpantebrev for fremtiden kun kan tinglyses digitalt. Endvidere bør der efter udvalgets opfatelse foretages en konsekvensrettelse af lovens § 5, stk. 3, så der stilles krav om, at pantebrevet indeholder oplysning om person- eller CVR-nummer på de ifølge pantebrevet berettigede og forpligtede samt på anmelder, og oplysning om, til hvem meddelelser om tinglysningen med bindende virkning kan sendes. Disse oplysninger er nødvendige for, at der kan gennemføres en maskinel prøvelse ved tinglysning af høstpantebreve.

Der henvises til betænkningen side 358.

Justitsministeriet er enig i udvalgets anbefalinger, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil.

4.12.5. Afgiftsmæssige spørgsmål

4.12.5.1. Gældende ret

Tinglysning er afgiftsbelagt i medfør af reglerne i lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. (tinglysningsafgiftsloven). Efter lovens § 1, stk. 1, nr. 2, betales der afgift ved tinglysning af pant, bortset fra retspant (udlæg mv.), jf. lovens §§ 5, 9 og 10. Der betales desuden afgift i de tilfælde, hvor der f.eks. foretages navne- eller adresseændringer i et pantebrev, hvilket f.eks. er tilfældet ved tinglysning af en meddelelsespåtegning, jf. lovens § 7, stk. 3.

Ved tinglysning af pant betales som udgangspunkt en fast afgift på 1.400 kr. samt et variabelt beløb svarende til 1,5 pct. af det pantsikrede beløb, jf. lovens § 5, stk. 1, 1. pkt. Ved tinglysning af navne- og adresseændringer, herunder tinglysning af meddelelsespåtegninger, betales som udgangspunkt 1.400 kr., jf. lovens § 7, stk. 3.

For elektroniske forespørgsler i tinglysningsregistrene ved ekstern terminaladgang eller ved anvendelse af den offentlige informationsserver (OIS) betales i dag en afgift på 30 kr. pr. opslag, jf. retsafgiftslovens § 49 a, stk. 1. Ved et opslag forstås én forespørgsel pr. ejendom om henholdsvis adkomst, byrder, pantehæftelser, dagbogsoplysning og andre oplysninger. En fuldstændig forespørgsel forudsætter derfor i dag fem opslag svarende til en afgift på 150 kr. For en fuldstændig udskrift vedrørende en fast ejendom betales tilsvarende en afgift på 150 kr., jf. retsafgiftslovens § 49 a, stk. 2. Den elektroniske bilbog er indrettet således, at der alene kræves et opslag pr. køretøj svarende til en afgift på 30 kr.

4.12.5.2. Lovforslagets udformning

En række dispositioner vedrørende pantebreve skal i dag ikke tinglyses, men vil med de foreslåede ændringer af reglerne i tinglysningsloven og gældsbrevsloven fremover kræve tinglysning. Det gælder overdragelse eller anden overførsel af panterettigheder, som fremover kræves tinglyst, for at erhververen opnår omsætningsbeskyttelse over for overdragerens aftaleerhververe i god tro og kreditorer. Herudover vil de foreslåede ændringer betyde, at en skyldner fremover må lade ekstraordinære betalinger eller andre ændringer i skyldforholdet tinglyse på det digitale pantebrev for at sikre sig mod ekstinktion af en godtroende erhverver af pantebrevet. Endelig medfører de foreslåede ændringer, at ejerpantebreve alene vil kunne underpantsættes, hvortil der kræves tinglysning for at opnå omsætningsbeskyttelse mod pantsætterens aftaleerhververe i god tro og kreditorer.

Efter de gældende regler i tinglysningsafgiftsloven vil der skulle betales tinglysningsafgift ved tinglysning af de nævnte dispositioner. Skatteministeriet finder imidlertid, at indførelsen af digital tinglysning bør være neutral i afgiftsmæssig forstand. På den baggrund foreslås det at ændre tinglysningsafgiftsloven, så de nævnte dispositioner vil kunne tinglyses afgiftsfrit.

Når en bruger iværksætter en digital tinglysningsekspedition, foretages der automatisk opslag i tinglysningsregistret, der herefter leverer alle oplysninger vedrørende den relevante ejendom til brug for den videre tinglysningsekspedition. Formålet med at basere tinglysningsekspeditionen på de eksisterende oplysninger i tingbogen er at sikre, at tinglysningsprøvelsen i videst muligt omfang kan ske maskinelt og automatisk uden anvendelse af manuelle sagsgange.

For at sikre, at der ikke pålægges borgerne en ny tvungen afgift, bør der ikke kræves afgift af opslag, der skal foretages i forbindelse med en sådan tinglysningsekspedition. Ud fra hensynet til at sikre mod omgåelse bør det dog være en forudsætning, at tinglysningsekspeditionen gennemføres, og at dokumentet anmeldes til tinglysning inden for en kortere periode, efter at opslaget er foretaget. Det foreslås derfor, at indhentning af oplysninger fra tingbogen i forbindelse med en tinglysningsekspedition i afgiftsmæssig henseende som udgangspunkt behandles som andre forespørgsler i tinglysningsregistrene, der foretages ved ekstern terminaladgang eller ved anvendelse af den offentlige informationsserver (OIS), men således at opslagsafgiften tilbagebetales, hvis tinglysningsekspeditionen gennemføres, og dokumentet anmeldes til tinglysning inden for 6 hverdage.

Skal en bruger f.eks. tinglyse et pantebrev i en fast ejendom, vil der i forbindelse med denne tinglysningsekspedition automatisk blive indhentet oplysninger fra tingbogen svarende til op til fire opslag (idet dagbogen foreslås afskaffet). Afgiftspligten vil således i dette tilfælde kunne udgøre op til 120 kr., der bortfalder, hvis pantebrevet tinglyses inden for 6 hverdage. Er afgiften allerede betalt, fordi der er tale om en anmelder, der ikke betaler afgiften månedsvis bagud, tilbagebetales beløbet i forbindelse med opkrævning af tinglysningsafgiften.

Der henvises til lovforslagets §§ 7 og 8 og bemærkningerne hertil.

4.12.6. Afgivelse af erklæringer i forbindelse med anmeldelse af dokumenter til tinglysning

4.12.6.1. Gældende ret

Der findes forskellige steder i lovgivningen bestemmelser om, at der ved anmeldelse til tinglysning af et dokument skal afgives en erklæring. En sådan erklæring skal eksempelvis dokumentere faktiske forhold, der er en betingelse for, at endelig tinglysning af dokumentet kan finde sted. Det gælder eksempelvis § 29, stk. 3, i lov om almene boliger m.v., hvorefter der ved anmeldelse af et pantebrev, der giver pant i en fast ejendom, der tilhører en almen boligorganisation, skal foreligge en erklæring om, at kommunalbestyrelsens godkendelse af udstedelse af pantebrevet er ufornøden, jf. lovens § 29, stk. 1, nr. 1-4.

Herudover findes der regler fastsat ved administrative forskrifter, hvorefter der skal afgives forskellige erklæringer ved anmeldelse af dokumenter til tinglysning. Det gælder f.eks. reglerne i § 4 i bekendtgørelse om erhvervelse af fast ejendom for så vidt angår visse EF-statsborgere og EF-selskaber samt visse personer og selskaber fra lande, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvorefter der skal afgives erklæring om, at anmelderen opfylder betingelserne for at erhverve fast ejendom i Danmark.

4.12.6.2. Lovforslagets udformning

I et digitalt tinglysningssystem vil det efter udvalgets opfattelse være nødvendigt, at erklæringer, som skal afgives i forbindelse med anmeldelse til tinglysning, i videst muligt omfang vil kunne indsendes digitalt. Herved muliggøres det, at erklæringerne kan aflæses maskinelt i tinglysningssystemet, og det undgås dermed, at sådanne tinglysningsekspeditioner skal udtages til manuel behandling.

Udvalget har på den baggrund foretaget en gennemgang af de bestemmelser i lovgivningen, der stiller krav om afgivelse af en erklæring i forbindelse med anmeldelse af et dokument til tinglysning. Udvalget har i den forbindelse fundet det nødvendigt at foreslå en ændring af § 29, stk. 3, i lov om almene boliger mv. Efter forslaget kan socialministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om erklæringens udformning. Herved sikres det, at erklæringen kan udformes digitalt, og at den vil kunne aflæses maskinelt i det digitale tinglysningssystem.

Udvalget har desuden i forbindelse med spørgsmålet om afgivelse af erklæringer fundet behov for, at der indsættes en bestemmelse i lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv., hvorefter der ved anmeldelse til tinglysning af adkomstændringer ved selskabers mv. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber skal afgives en erklæring herom. Det vil således være nødvendigt til elektronisk afregning af tinglysningsafgift at modtage en digital erklæring om, hvorvidt adkomstændringer, der anmeldes til tinglysning, vedrører selskabers mv. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber.

Der henvises til betænkningen side 228 f.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Efter lovforslagets vedtagelse vil der endvidere blive foretaget en gennemgang af de administrative forskrifter, der indeholder regler om afgivelse af erklæringer ved anmeldelse af dokumenter til tinglysning, med henblik på at foretage nødvendige ændringer, så erklæringerne kan aflæses maskinelt i det digitale tinglysningssystem.

Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 7 (forslag til tinglysningsafgiftslovens § 6 a), og § 10 (forslag til lov om almene boliger mv. § 29, stk. 3, 3. pkt.).

4.12.7. Begrænsning i antallet af matrikelnumre, der kan udgøre en samlet fast ejendom

4.12.7.1 Gældende ret

I udstykningslovens kapitel 3 om ejendomsdispositioner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 12. juni 2003 om udstykning og anden registrering i matriklen, som ændret ved lov nr. 542 af 24. juni 2005 § 21) findes bl.a. en række bestemmelser om forskellige begrænsninger i retten til udstykning, matrikulering, arealoverførelse eller sammenlægning. Der gælder f.eks. begrænsninger i arealoverførsel mv., hvis der derved vil fremkomme en samlet fast ejendom, som ikke har adgang til offentlig vej. Der er ikke fastsat nogen begrænsninger for, hvor mange matrikelnumre der ved overførsel eller sammenlægning kan udgøre en samlet fast ejendom.

4.12.7.2. Lovforslagets udformning

Med den foreslåede indførelse af digital tinglysning, vil der fremover som udgangspunkt udelukkende ske maskinel behandling af ejendomsdata. Udvalget har i den forbindelse peget på, at det vil være uhensigtsmæssigt og ressourcekrævende at skulle dimensionere it-systemerne til at skulle håndtere ejendomme, der består af et ubegrænset antal matrikelnumre. Det gælder det nye tinglysningssystem, matrikelsystemet og andre offentlige og private it-systemer, der har behov for at arbejde med ejendomsdata. Fremtidens tætte samspil mellem tinglysningssystemet og en række andre it-systemer hos anmeldere og andre brugere af tinglysningssystemet forstærker desuden behovet for at fastsætte en øvre grænse for antallet af matrikelnumre i en ejendom.

På den baggrund foreslår udvalget en ændring af udstykningsloven, så der fastsættes en begrænsning i antallet af matrikelnumre, der ved arealoverførsel eller sammenlægning, kan udgøre en samlet fast ejendom.

Udvalget har i den forbindelse overvejet, hvad der vil udgøre en passende begrænsning i antallet af matrikelnumre. Kort & Matrikelstyrelsen har til brug herfor oplyst, at styrelsen efter en nærmere undersøgelse har konstateret, at kun syv ejendomme omfatter mere end 200 matrikelnumre. Disse syv ejendomme tilhører i alle tilfælde boligselskaber.

Kort & Matrikelstyrelsen har som matrikelmyndighed hjemmel i udstykningslovens § 31, stk. 1, til at foretage tekniske ændringer af matrikelbetegnelsen og dermed hjemmel til administrativt at inddrage sammengrænsende matrikelnumre under samme ejendom, således at ejendommen fremover kommer til at bestå færre matrikelnumre. Kort & Matrikelstyrelsen vil derfor rette henvendelse til de pågældende boligselskaber med henblik på at opnå en hensigtsmæssig løsning for de syv ejendomme.

Uanset om de syv ejendomme nedbringes til under 200 matrikelnumre, vil det efter Kort & Matrikelstyrelsens opfattelse være hensigtsmæssigt at fastsætte en øvre grænse for, hvor mange matrikelnumre en samlet fast ejendom kan bestå af. Det skyldes, at der i de senere år har været en stigende interesse for at samle flere og flere matrikelnumre i en samlet fast ejendom, uden at dette kan begrundes i ejendomsretlige forhold. De store ejendomme med mange matrikelnumre, der er dannet i nyere tid, er opstået efter ønske fra kommuner og andre offentlige myndigheder, der under henvisning til administrative forhold har ønsket at samle nyerhvervede ofte spredt beliggende arealer under én samlet ejendom. Den administrative fordel synes ofte at have sammenhæng med et ønske om at spare udstykningsafgiften på 5.000 kr., når arealerne overføres til en eksisterende ejendom, som de ejer i forvejen, i stedet for at blive udstykket som nye ejendomme. I sådanne tilfælde er det rimeligt, at der fastsættes en øvre grænse på 200 matrikelnumre, som foreslået, idet der ofte er tale om at overføre arealer, der ligger med en indbyrdes afstand på flere kilometer eller i forskellige kommuner.

Udvalget finder på den baggrund, at en begrænsning i antallet af matrikelnumre, der efter en arealoverførsel eller sammenlægning kan udgøre en samlet fast ejendom, bør fastsættes til 200.

Der henvises til betænkningen side 229 f.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der er dog anledning til at indføre en overgangsbestemmelse for de ejendomme, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden består af flere end 200 matrikelnumre. Hensynet til ejernes mulighed for at disponere over disse ejendomme taler for, at der bør være adgang til at foretage arealoverførsel eller sammenlægning, selv om der derved vil fremkomme en samlet fast ejendom, der består af flere end 200 matrikelnumre. Overgangsbestemmelsen finder imidlertid kun anvendelse indtil det tidspunkt, hvor der ved arealoverførelse eller sammenlægning af matrikelnumre fra en af de syv ejendomme fremkommer en samlet fast ejendom, der udgør mindre end 200 matrikelnumre. Herefter vil en sådan ejendom være omfattet af begrænsningen i den foreslåede bestemmelse i udstykningslovens § 19, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets § 11 (forslag til udstykningslovens § 19, stk. 2) og § 16.

4.12.8. Oprettelse af et register for planer (PlansystemDK)

4.12.8.1. Gældende ret

Ifølge reglerne i planloven skal kommunalbestyrelserne hvert 4. år offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen og i den forbindelse tage stilling til behovet for at revidere kommuneplanen. Kommuneplanen fastsætter de overordnede mål og rammer for arealanvendelsen i kommunen. I planen fastlægges hovedstrukturen for kommunen samt nærmere rammer for lokalplanlægningen. I lokalplaner kan kommunalbestyrelserne fastsætte bestemmelser om en lang række forhold. Kerneområdet for lokalplanerne er regulering af udstyknings-, vej-, og bebyggelsesforhold samt anvendelsen af de forskellige arealer og bygninger. Lokalplanen er bindende for de enkelte grundejere, der er omfattet af planen.

Lokalplaner skal bl.a. bekendtgøres offentligt samt tinglyses på de ejendomme, der er omfattet af planen. Tinglysningen har alene til formål at oplyse om lokalplanen, da planens retsvirkninger indtræder ved den offentlige bekendtgørelse efter reglerne i planloven. Ved ophævelse af visse byplanvedtægter og lokalplaner, der ikke afløses af en ny lokalplan, skal planen aflyses fra tingbogen.

Kommunalbestyrelsens strategi for kommuneplanlægningen samt forslag til kommuneplaner og lokalplaner skal offentliggøres og sendes til de myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget. Tilsvarende skal endeligt vedtagne planer samt oplysning om, hvorvidt der er sket ændringer i kommuneplanstrategien, offentligt bekendtgøres og sendes til de myndigheder, som har fået strategien eller forslaget til planen tilsendt.

4.12.8.2. Lovforslagets udformning

Som det fremgår af afsnit 4.9. ovenfor, foreslås det, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at rettigheder, der i henhold til lovgivningen har gyldighed efter tinglysningslovens § 1 uden tinglysning, ikke kan tinglyses. Det anføres i den forbindelse, at det bør være en forudsætning for fastsættelse af sådanne regler, at de pågældende rettigheder fremgår af et andet elektronisk offentligt tilgængeligt register, der online kan sammenstilles med tingbogens oplysninger. Dette vil således muliggøre, at Tinglysningsretten i forbindelse med den maskinelle prøvelse elektronisk vil kunne indhente oplysninger om disse rettigheder fra et sådant register på samme måde, som hvis oplysningerne var integreret i tinglysningssystemet. Hertil kommer, at købere og andre rettighedshavere vil have adgang til at gøre sig bekendt med de pågældende rettigheder, selv om de ikke længere fremgår af tingbogen.

Den nærmere fastsættelse af sådanne regler vil efter udvalgets opfattelse i givet fald skulle ske i sammenhæng med ændringer af særlovgivningens regler om tinglysning, herunder bl.a. reglerne i planloven om tinglysning af lokalplaner.

Miljøministeriet har i den forbindelse foreslået, at det nuværende krav i planloven om tinglysning af lokalplaner på de ejendomme, der er omfattet af planen, afløses af en registrering i et nyetableret register, "PlansystemDK", der fremover skal kunne registrere kommunernes lokalplaner, byplanvedtægter, kommuneplanrammer samt kort over byzone og sommerhusområder mv. Planernes egenskabsdata og den geografiske udstrækning samt de juridiske plandokumenter i digital form (pt. i pdf-format) vil desuden kunne være tilgængelige i systemet. Systemet vil herudover kunne udvides til også at omfatte andre planemner.

Opbygningen af systemet vil ske efter principperne i den såkaldte Serviceorienterede IT-arkitektur (SOA), som anbefales af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Det betyder, at "PlansystemDK" vil kunne arbejde sammen med andre systemer i fremtidens digitale forvaltning.

"PlansystemDK" er udviklet som et projekt under Servicefællesskabet for Geodata, som er et samarbejde mellem staten, amterne og kommunerne om geografiske data og datastandarder. En følgegruppe bestående af Miljøministeriet, Erhvervs- og Byggestyrelsen og Kommunernes Landsforening har sammen med en række kommuner udarbejdet en datamodel for udviklingen af systemet.

Med den foreslåede etablering af "PlansystemDK" skal planer kun registreres et sted, og alle myndigheder, der ifølge planloven skal have tilsendt planerne, samt andre interesserede parter, som kommunerne vurderer bør have tilsendt planerne, vil automatisk modtage besked om nye planer fra systemet. Systemet tilvejebringer dermed en enkel måde, hvormed kommunerne kan indsende planer til staten og andre interesserede myndigheder og samtidig forbedres tilgængeligheden til kommunernes planer for alle interesserede.

Det foreslås at indrette systemet, så der vil være flere muligheder for at indberette planer i systemet. Planer vil for det første kunne registreres og digitaliseres online via det almindelige internet. Det vil også være muligt at indberette planer direkte fra kommunernes egne systemer, f.eks. GIS-systemer, som er systemer, der kan håndtere digitale kort.

Lokalplaner indeholder af hensyn til planens retsvirkning en fuldstændig opregning af de ejendomme (matrikelnumre), der er omfattet af planen, og en præcis afgrænsning af lokalplanområdet på et kortbilag. "PlansystemDK" vil dels sikre sammenhæng mellem lokalplanerne og det digitale matrikelkort, dels sikre at lokalplandata bliver tilgængelige i en form, der svarer til tingbogens nuværende oplysninger om lokalplaner.

Når en plan er registreret i systemet, vil kommunen modtage en kvittering med oplysning om, hvilke data der er indberettet, og hvem der har modtaget planen.

Det vil være muligt for alle at kunne se planerne på baggrund af forskellige grundkort, hente planerne ned til egen pc eller koble sig på systemet. Det vil herudover være muligt for den enkelte kommune at koble sagsbehandlersystemer direkte sammen med "PlansystemDK", således at de data, som anvendes i sagsbehandlingen, trækkes online fra det fælles plansystem.

Kommunen vil endvidere kunne se egne planer i sammenhæng med andre kommuners planlægning. Herved bliver det blandt andet muligt via "PlansystemDK" at sammenstille planer på tværs af kommunegrænserne.

Plandata vil kunne hentes online fra systemet. Fra tidspunktet for etableringen af "PlansystemDK" vil systemet endvidere kunne levere plandata til den offentlige informationsserver (OIS). Det vil således være de samme planoplysninger, der vil kunne ses i de to systemer.

Det foreslås i tilknytning til etableringen og driften af systemet at give miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvordan planer indberettes til systemet, og standarder for hvordan plandata skal være bygget op. Det foreslås, at miljøministeren også skal kunne fastsætte regler for, hvordan plansystemet vedligeholdes i forbindelse med lokalplaners virkeliggørelse ved udstykning eller i forbindelse med matrikulære ændringer inden for lokalplanlagte områder.

Endelig foreslås det, at "PlansystemDK" skal afløse det eksisterende planregister, der er oprettet i medfør af cirkulære nr. 57 af 19. april 1989, der indeholder bestemmelser om et register til registrering af planer. Registeret har vist sig uhensigtsmæssigt og forældet, bl.a. fordi det ikke kan håndtere geografiske registreringer. Data fra det eksisterende planregister vil dog fortsat efter begæring kunne stilles til rådighed for de enkelte kommuner.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til tinglysningslovens § 2), og § 12 (forslag til ændring af lov om planlægning) samt bemærkningerne hertil.

4.12.9. Skødepåtegning

4.12.9.1. Gældende ret

Efter gældende ret skal et skøde, inden det kan tinglyses, sendes til kommunen til påtegning om ejendomsværdien. Ved kravet om skødepåtegning sikres for det første, at der beregnes korrekt tinglysningsafgift, idet skødepåtegningen angiver afgiftsgrundlaget, der enten er købesummen eller ejendomsværdien afhængig af, hvilket af de to beløb der er størst, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, 1. pkt. For det andet sikres, at erhververen af ejendommen ved samme lejlighed afleverer indberetningsskema i medfør af vurderingslovens § 47 A, stk. 1, hvorefter erhververen af en fast ejendom skal give oplysning om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Oplysningerne i indberetningsskemaet bruges i forbindelse med opkrævning af de kommunale ejendomsskatter og ved påligningen af ejendomsværdiskatten.

4.12.9.2. Lovforslagets udformning

I det foreslåede digitale tinglysningssystem vil oplysningen om ejendommens vurdering kunne hentes automatisk, og der vil således ikke være behov for skødepåtegning. Herudover vil det digitale tinglysningssystem, inden tinglysning finder sted, kunne sende underretning til den kommune, hvori ejendommen er beliggende, hvorved det sikres, at beliggenhedskommunen og vurderingsmyndighederne får underretning om ejendomsoverdragelsen senest samtidig med tinglysningen. Denne besked vil kunne indeholde oplysninger, som er nødvendige for disse myndigheders sagsbehandling.

Det foreslås på den baggrund, at vurderingslovens § 47A ændres, så der fremover ved anmeldelse af et skøde til tinglysning i stedet for skødepåtegning skal afgives oplysninger til Tinglysningsretten om overdragelsen og vilkårene for denne i en særlig digital salgsindberetning, der vil kunne være en integreret del af det digitale tinglysningsdokument. I tilknytning hertil foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal gives, og til hvilke myndigheder oplysningerne skal sendes. Skatteministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, som overvejer den nærmere udformning af salgsindberetningen.

Forslaget til ændring af vurderingslovens § 47A giver anledning til en konsekvensændring af tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, så denne bestemmelse ikke længere indeholder regler om afgivelse af oplysninger om ejendomsværdien i form af skødepåtegninger.

Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 3 og 4 (forslag til tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2 og 3), og § 9 (forslag til vurderingslovens § 47 A), samt bemærkningerne hertil.

5. Øvrige spørgsmål

5.1. Lovovervågning

Lovforslaget indeholder forslag om indførelse af en fuldmagtsordning og en anmelderordning bl.a. som følge af, at den digitale signatur endnu ikke har en sådan udbredelse, at det kan forventes, at alle disponenter vil være i besiddelse af en digital signatur eller være i stand til at bruge den. Der henvises herom til afsnit 4.3. og 4.4. ovenfor. Det må forventes, at denne problemstilling vil blive reduceret væsentligt i takt med udbredelsen af digital signatur.

Udvalget anbefaler derfor, at det efter en årrække bør vurderes, om der fortsat er behov for en fuldmagtsordning, der giver mulighed for indsendelse af papirfuldmagter, og en anmelderordning, der indebærer, at Tinglysningsretten ikke kan efterprøve disponentens identitet.

Justitsministeriet deler denne opfattelse, og loven vil derfor blive undergivet lovovervågning, så Justitsministeriet senest 5 år efter lovens ikrafttræden fremlægger en redegørelse for Folketinget om behovet for en fortsat anvendelse af fuldmagtsordningen og anmelderordningen.

5.2. Følgegruppe for digital tinglysning

Som beskrevet i afsnit 1 nedsatte Domstolsstyrelsen i foråret 2005 en projektorganisation, der sideløbende med udvalgets overvejelser har arbejdet på at udvikle et nyt digitalt tinglysningssystem. I den forbindelse blev der nedsat en projektgruppe med repræsentanter for alle væsentlige interessenter i tinglysningen. Baggrunden herfor var at sikre, at kravspecifikationen for it-løsningen bliver udarbejdet på grundlag af input fra et bredt sammensat brugerpanel af offentlige og private aktører, således det sikres, at løsningen i videst mulig omfang kan integreres med de relevante aktørers it-systemer.

Udvalget anbefalede i betænkning nr. 1461/2005 om varetagelse af tinglysningsopgaven, at der etableres et forum, der også i tiden efter, at en digitalisering af tinglysningen er gennemført, kan komme med væsentlige bidrag til den løbende videreudvikling af det digitale tinglysningssystem.

Det blev i den forbindelse anført som væsentligt, at tinglysningens største brugergrupper, herunder særligt pengeinstitutter, realkreditkreditinstitutter, advokater og ejendomsmæglere, får mulighed for løbende at indgå i en dialog med Domstolsstyrelsen som systemansvarlig om behovet for tilpasning og udvikling af systemet. Endvidere var det udvalgets opfattelse, at et sådant forum også bør være kunne bidrage med teoretisk sagkundskab på højt niveau, eksempelvis ved at en universitetsjurist med særligt kendskab til tinglysning indgår.

Det er således udvalgets opfattelse, at der bør oprettes en følgegruppe for digital tinglysning, der på baggrund af konkrete erfaringer med anvendelsen af det papirløse og digitale tinglysningssystem vil kunne være rådgivende for Domstolsstyrelsen i relation til den løbende tekniske tilpasning af det digitale tinglysningssystem. Følgegruppen bør endvidere kunne tage spørgsmålet om behov for eventuelle lovændringer op, hvis der måtte være anledning til det.

Udvalget finder, at følgegruppen bør sammensættes af repræsentanter for alle væsentlige interessenter i den digitale tinglysning. Følgegruppen bør således sammensættes af repræsentanter for Advokatrådet, Dansk Ejendomsmæglerforening, Den Danske Landinspektørforening og Praktiserende Landinspektørers Forening, Finansrådet, Realkreditrådet, Kommunernes Landsforening, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Kort & Matrikelstyrelsen, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Skatteministeriet og Justitsministeriet.

Som følge af det tætte samspil mellem lovgrundlaget for digital tinglysning og de tekniske løsninger bør følgegruppen endvidere have et medlem, der besidder teoretisk sagkundskab på højt niveau, og en universitetsjurist med særligt kendskab til tinglysning bør derfor være medlem af følgegruppen.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling, og der vil således i forbindelse med overgangen til digital tinglysning blive nedsat en følgegruppe, der vil kunne rådgive Domstolsstyrelsen om spørgsmål vedrørende den tekniske indretning af det digitale tinglysningssystem, og som vil kunne drøfte eventuelle spørgsmål, der måtte opstå, om behov for lovændringer.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

De økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget om digitalisering af tinglysningen skal ses i sammenhæng med den centralisering af tinglysningsopgaven, der i forbindelse med domstolsreformen er foreslået ved etablering af Tinglysningsretten, jf. L 168 Forslag til lov om ændring retsplejeloven og forskellig andre love (Politi- og domstolsreform).

Som det fremgår af L 168, er det forventningen, at en digitalisering og centralisering af tinglysningsopgaverne samlet set vil medføre en betydelig effektivisering af opgavevaretagelsen på tinglysningsområdet. På baggrund af foreløbige beregninger udarbejdet af konsulentfirmaet Deloitte skønnes årsværksforbruget ved tinglysningen således på sigt at kunne reduceres med op til 220 årsværk i forhold til i dag. Når det nye tinglysningssystem er færdigudviklet og taget i brug, skønnes digitaliseringen og centraliseringen foreløbigt at kunne reducere statens driftsudgifter ved tinglysningen med ca. 70 mio. kr. årligt.

De ved tinglysningsreformen afledte personalereduktioner forventes gennemført ved naturlig afgang, frivillige fratrædelsesordninger eller anden ansættelse ved domstolene.

Overgangen til papirløs tinglysning forudsætter betydelige investeringer i et nyt digitalt tinglysningssystem. Konsulentfirmaet Deloitte har foreløbigt skønnet de samlede implementeringsudgifter til mellem 203-267 mio. kr. over 10 år. Udgifterne er navnlig knyttet til udvikling og idriftsættelse af det nye digitale system og til digitalisering af de eksisterende tinglysningsdokumenter.

Udviklingen af det digitale tinglysningssystem og samlingen af tinglysningsopgaverne fra de nuværende 82 retskredse i den nyetablerede tinglysningsret rummer flere usikkerhedsfaktorer, der først vil kunne afklares, når systemet har været i udbud. Blandt andet kan det på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed fastslås, hvor stor en andel af tinglysningssagerne der vil kunne prøves maskinelt, og dermed hvor mange sager, som vil skulle ekspederes manuelt i Tinglysningsretten. Andre usikkerhedsfaktorer er omkostningerne til systemudviklingen og den nærmere tidshorisont herfor.

Domstolsstyrelsen er i samarbejde med eksterne konsulenter ved at udarbejde kravspecifikationen til gennemførelse af et EU-udbud af det digitale tinglysningssystem. De økonomiske skøn vedrørende tinglysningsreformen og det forventede tidspunkt for reformens ikrafttræden vil på sædvanlig vis blive kvalificeret yderligere og forelagt Folketingets Finansudvalg, når EU-udbuddet er gennemført i efteråret 2006.

De foreslåede fuldmagts- og anmelderordninger, der giver borgere og virksomheder mulighed for at lade eksempelvis professionelle rådgivere ordne deres tinglysningsforretninger, vil €" isoleret set €" kunne medføre visse merudgifter for staten. Af hensyn til sikkerheden i disse ordninger vil der efter de foreslåede bestemmelser i tinglysningslovens § 49 b, stk. 5, og § 49 c, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 80, kunne fastsættes administrative regler om, at Tinglysningsretten i forbindelse med sådanne tinglysninger skal sende meddelelse til den, der ifølge tingbogen er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed. Dette medfører ekspeditions- og portoudgifter for staten, som dog forventes finansieret af brugerne ved opkrævning af et gebyr, som vil blive fastsat på baggrund af de faktiske omkostninger forbundet med ordningerne. Dermed vil ordningerne samlet set være udgiftsneutrale for staten. Gebyret forventes at udgøre 10-15 kr. pr. underretning.

Lovforslaget indeholder herudover en række konsekvensændringer af gældende afgiftsregler på tinglysningsområdet, herunder bl.a. forslag om afskaffelse af afgiften på elektroniske opslag i bilbogen, jf. afsnit 4.12.3. og 4.12.5. Lovforslaget indebærer endvidere, at nogle tinglysningsekspeditioner og opslag i tingbogen, som i dag udløser afgift, fremover kan foretages afgiftsfrit som led i den digitale tinglysning.

De foreslåede ændringer skønnes samlet set at reducere statens indtægter fra tinglysningen med i størrelsesordenen 100 mio. kr. årligt.

Det foreslåede krav om, at kommunerne skal omlægge deres plandata, således at de overholder den fælles standard (PlanDK2), jf. afsnit 4.12.8., skønnes at medføre visse engangsudgifter for kommunerne. Merudgifterne vurderes dog bl.a. at blive modsvaret af de administrative lettelser i sagsbehandlingen, der følger af, at kommunerne fremover kun skal fremsende lokalplaner mv. til et nyetableret register ("PlansystemDK"), hvor alle lokalplaner, byplanvedtægter, kommuneplanrammer samt kort over byzone og sommerhusområder vil blive samlet i digital form. I dag skal kommunerne indsende lokalplaner mv. til i alt ca. 20 statsinstitutioner, herunder også til det eksisterende planregister.

Staten vil etablere og i en overgangsperiode selv drive PlansystemDK. Den fremtidige drift vil blive aftalt i forbindelse med samarbejdet omkring Danmarks Miljøportal i regi af Projekt Kommunalreform og Digital Forvaltning.

Staten vil have myndighedsansvaret for registrets opbygning og drift. Kommunerne har ansvar for kvaliteten af plandata i registret. Fremtidige ændringer af data- og registeropbygning aftales mellem parterne.

Der er igangsat forhandlinger med de kommunale parter om de økonomiske konsekvenser af PlansystemDK. Forhandlingerne er endnu ikke afsluttet.

Digitaliseringen af tinglysningen vil betyde, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og advokater vil kunne overgå til digital sagsbehandling. Konsulentfirmaet Deloitte har skønnet, at erhvervslivet derved vil kunne opnå besparelser på 200-300 mio. kr. årligt. Hertil kommer ifølge Deloitte direkte besparelser for borgerne på 100-150 mio. kr. årligt i form af sparet mellemfinansiering og tidsforbrug.

Forslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering for en vurdering af forslagets administrative konsekvenser for erhvervslivet. En digital tinglysningsordning forventes at medføre administrative lettelser for de berørte virksomheder, dvs. banker, realkreditinstitutter og advokater. Dels forventes virksomhedernes tidsforbrug på den enkelte tinglysning at blive reduceret, dels vil virksomhedernes administrative omkostninger til papir, porto mv. bortfalde.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Høring

Betænkning nr. 1471/2006 om digital tinglysning har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Automobilforhandler Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske Landinspektørforening, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Pantefogeder i Danmark, FRR - Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HTSi €" Erhvervsorganisationen, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Københavns Universitet (Juridisk Fakultet), Landbrugsraadet, Landsbyggefonden, Politiforbundet i Danmark €" PDT, Praktiserende Landinspektørers Forening PLF, Realkreditrådet, Aalborg Universitet (Landinspektørstudiet) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).

Lovforslagets § 12 (ændring af planloven) indeholder kun bestemmelser, der kan forpligte kommunerne, og forbedrer i øvrigt myndigheders, virksomheders og borgeres adgang til kommunernes planer. Under hensyn hertil og til, at Miljøministeriet finder, at det er hensigtsmæssigt at fremsætte forslaget om ændring af planloven sammen med forslagene til lovændringer som følge af Tinglysningsudvalgets betænkning, har Miljøministeriet ikke fundet det nødvendigt at udsende lovforslagets § 12 i ekstern høring. Forslaget har alene været forhandlet med Kommunernes Landsforening, der har oplyst, at man støtter det.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

(Tinglysningsloven)

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1)

Den foreslåede ændring indebærer alene en sproglig ajourføring af bestemmelsen i tinglysningslovens § 1, stk. 1. Der foretages således ingen indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 2 (§ 1 a)

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, der giver mulighed for at stifte underpant i et ejerpantebrev, der vil skulle tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om ejerpantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod ejendommen i medfør af § 1, stk. 1.

Efter gældende ret giver en pantsætter ved udstedelse af et ejerpantebrev sig selv eller den, til hvem ejerpantebrevet måtte blive overdraget, panteret for et nærmere angivet beløb med eller uden personligt gældsansvar. Sikringsakten i forbindelse hermed er tinglysning i medfør af lovens § 1, stk. 1. Herefter vil ejerpantebrevet typisk blive håndpantsat til en eller flere håndpanthavere til sikkerhed for en underliggende fordring. Herved opnår den reelle kreditor på samme måde som ved anvendelse af skadesløsbreve at få pantesikkerhed for en underliggende fordring, der frit kan variere, men hvor ejerpantebrevets ramme udgør det beløbsmæssige maksimum for sikkerheden. Sikringsakten ved håndpantsætning €" eller ved en håndpanthavers (videre)overdragelse af ejerpantebrevet med tilhørende underliggende fordringer (frempantsætning) €" er fysisk rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet.

Ved en sekundær håndpantsætning gennemføres rådighedsberøvelsen teknisk set ved, at den sekundære håndpanthaver sender meddelelse om håndpantsætningen til den primære håndpanthaver, der herefter besidder ejerpantebrevet såvel på egne som på den sekundære håndpanthavers vegne. Meddelelsen har desuden den funktion, at den også sikrer imod, at en primær håndpanthaver i god tro foretager udvidelse af det sikrede gældsforhold med sikkerhed i ejerpantebrevet med prioritet forud for senere håndpanterettigheder, indbrudspant og retsforfølgning.

Som følge af dematerialiseringen vil der imidlertid ikke længere kunne foretages rådighedsberøvelse, og ejerpantebrevet vil derfor ikke længere kunne håndpantsættes. Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil rettigheder i et ejerpantebrev fremover kunne stiftes ved underpant, hvor tinglysning vil være den nødvendige og tilstrækkelige sikringsakt ved stiftelse af primære underpanterettigheder. En sekundær underpanthaver vil fremover skulle tinglyse sin ret i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 og herudover give en foranstående underpanthaver meddelelse om rettigheden, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indføres der således en særregel, der skal sikre, at der efter lovens ikrafttræden fortsat kan stiftes beskyttede panterettigheder i et digitalt ejerpantebrevs ramme. Rettigheder over andre pantebreve end ejerpantebreve vil skulle tinglyses i medfør af lovens øvrige bestemmelser herom. Overdragelse eller anden overførsel af pantebreve, der giver pant i fast ejendom, vil eksempelvis skulle tinglyses i medfør af reglen i tinglysningslovens § 1, stk. 1. Se hertil bemærkningerne til den foreslåede ophævelse af § 2 i lovforslagets § 1, nr. 3.

Efter gældende ret kan der endvidere stiftes indbrudspant i ejendommen inden for rammen af et ejerpantebrev. Sikringsakterne er i sådanne tilfælde tinglysning i medfør af tinglysningslovens § 1, stk. 1, til sikring mod aftaler om eller retsforfølgning mod ejendommen og meddelelse til foranstående håndpanthavere i medfør af gældsbrevslovens § 14 til sikring mod såvel de foranstående håndpanthaveres udvidelse af kreditten i god tro som mod sekundære håndpanthavere.

Fremover vil der fortsat kunne stiftes indbrudspant i ejendommen inden for rammen af et digitalt ejerpantebrev, og der vil til sikring heraf skulle foretages tinglysning i medfør af § 1, stk. 1, samt gives meddelelse om rettigheden til eventuelle foranstående underpanthavere, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

Ved udstedelse af ejerpantebreve, der giver pant i fast ejendom, vil ejeren af ejendommen for at sikre ejerpantebrevet mod andre aftaler om eller retsforfølgning mod ejendommen som hidtil skulle tinglyse ejerpantebrevet i medfør af tinglysningslovens § 1, og med den foreslåede ophævelse af tinglysningslovens § 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, vil enhver overdragelse af ejerpantebrevet i fremtiden skulle tinglyses.

Ved overdragelse af et ejerpantebrev med tilhørende underliggende fordringer ændres der ikke ved den nuværende resttilstand, bortset fra at kravet om rådighedsberøvelse i medfør af gældsbrevslovens bestemmelser erstattes af et krav om tinglysning i medfør af § 1, stk. 1, til sikring af overdragelsen af ejerpantebrevet. Ved overdragelse eller anden overførsel af en underpanteret i et ejerpantebrev finder den foreslåede bestemmelse i stk. 4 anvendelse, jf. herom nedenfor til stk. 4.

Hvis en kreditor får sikkerhed i form af underpant i et ejerpantebrev, der ikke er tinglyst af ejeren, skal kreditor både anmelde ejerpantebrevet til tinglysning i ejendommen i medfør af tinglysningslovens § 1, stk. 1, og anmelde sin underpanteret i ejerpantebrevet til tinglysning i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 1. Tinglysning af underpanteretten i ejerpantebrevet forudsætter således, at ejerpantebrevet er tinglyst, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, med de ændringer, der følger af lovforslagets § 1, nr. 9 (forslaget til tinglysningslovens § 10, stk. 1).

Ifølge retspraksis kan der ikke foretages kreditorforfølgning mod et ejerpantebrev. Den foreslåede § 1 a, stk. 1, ændrer ikke herved. Udlæg vil som hidtil kunne foretages mod ejendommen inden for rammen af et ejerpantebrev, forudsat at dette er tinglyst på sidste prioritet i ejendommen. Til sikring heraf vil der fremover kræves tinglysning i medfør af § 1, stk. 1, til sikring mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning. Endvidere skal der gives meddelelse om rettigheden til eventuelle foranstående underpanthavere for at undgå udvidelser af gældsforholdet på den foranstående prioritet, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil en ret i form af underpant efter stk. 1 eller en aftale om eller retsforfølgning mod ejendommen i medfør af § 1, stk. 1, der skal fortrænge en utinglyst ret i ejerpantebrevet eller inden for ejerpantebrevets ramme, selv skulle være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at såvel rettigheder i form af underpant i ejerpantebrevet som aftaler om eller retsforfølgning mod ejendommen fremover vil skulle tinglyses for at opnå beskyttelse. Ved en konflikt imellem eksempelvis en sekundær underpanthaver og en indbrudspanthaver vil tinglysning i fremtiden således være den nødvendige og tilstrækkelige sikringsakt, hvorefter et tinglyst indbrudspantebrev i ejendommen, der placerer sig inden for rammen af et ejerpantebrev, vil kunne fortrænge en utinglyst underpanteret i ejerpantebrevet, forudsat at indbrudspanthaveren er i god tro, jf. lovens § 5. Efter bestemmelsens ordlyd vil en tinglyst underpanteret under de samme betingelser omvendt også kunne fortrænge en utinglyst indbrudspanteret i ejendommen.

Herudover vil et tinglyst udlæg i ejendommen, der placerer sig inden for rammen af et ejerpantebrev, forudsat at dette er tinglyst på sidste prioritet i ejendommen, kunne fortrænge en utinglyst underpanteret i ejerpantebrevet i medfør af den foreslåede bestemmelse. Omvendt vil en tinglyst underpanteret i ejerpantebrevet kunne fortrænge et utinglyst udlæg i ejendommen inden for rammen af ejerpantebrevet, hvis underpanthaveren er i god tro om det foretagne udlæg. Udlæg i ejendommen, bortset fra pantebrevsudlæg, vil dog efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 14 (tinglysningslovens § 13) blive anmeldt til tinglysning af fogeden snarest muligt efter udlæggets foretagelse.

I stk. 3 foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev i god tro kan udvide et gældsforhold med sikkerhed i ejerpantebrevet og med prioritet forud for senere tinglyste panterettigheder i ejerpantebrevet eller inden for rammen af ejerpantebrevet og retsforfølgning indtil det tidspunkt, hvor meddelelse om de efterstående rettigheder er kommet frem til panthaveren. Med denne regel bevares den nugældende retstilstand, hvorefter en primær håndpanthaver (fremover en underpanthaver) ikke behøver at foretage en nærmere undersøgelse af tingbogen for nye efterstående rettighedshavere, inden der gives tilsagn om gældsudvidelse med sikkerhed i ejerpantebrevet. Der kan således ske udvidelser af gældsforholdet med sikkerhed i ejerpantebrevet og med prioritet forud for efterstående rettighedshavere, indtil det tidspunkt, hvor den foranstående underpanthaver får meddelelse om den tinglyste efterstående rettighed.

Muligheden for udvidelse af gældsforholdet med prioritet i ejerpantebrevet ophører på det tidspunkt, hvor meddelelse om en efterstående rettighedshaver er kommet frem til den foranstående underpanthaver. Hvis dette tidspunkt ligger forud for tidspunktet for anmeldelse til tinglysning af den senere tinglyste efterstående rettighed, vil retsvirkningen efter stk. 3 først indtræde ved det sidstnævnte tidspunkt.

Har den foranstående underpanthaver tegnet abonnement på oplysning om hændelser på et tinglyst ejerpantebrev, jf. lovforslagets § 1, nr. 84 (forslaget til tinglysningslovens § 50 c, stk. 6), vil Tinglysningsretten automatisk ved anmeldelse af nye rettigheder i ejerpantebrevet eller inden for rammen af ejerpantebrevet sende meddelelse herom til abonnenten. En sådan meddelelse vil imidlertid ikke kunne erstatte den meddelelse, der skal gives efter den foreslåede bestemmelse, men den vil kunne medvirke til at bringe den foranstående underpanthaver i ond tro om tinglysningen, hvorefter der ikke længere vil kunne kreditudvides til skade for den sekundære rettighedshavers plads i prioritetsordenen.

Med den foreslåede bestemmelse er det i øvrigt ikke tilsigtet at foretage ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter det antages, at den sekundære rettighedshaver, herunder en indbrudspanthaver eller en udlægshaver, trods tinglysning og trods meddelelse til foranstående håndpanthavere må acceptere kreditudvidelser, som ikke kan afværges, som er vederlag for aftalte ydelser, eller som er nødvendige for at afværge tab.

Endelig foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i stk. 4, hvorefter overdragelse eller anden overførsel af underpanterettigheder i et ejerpantebrev skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod retsforfølgning.

Det antages efter gældende ret, at en håndpanthaver med sikkerhed i et ejerpantebrev ved frempantsætning kan overdrage håndpanteretten såvel med som uden den underliggende sikrede fordring. Det antages endvidere, at håndpanthaverens kreditorer kan foretage udlæg i den underliggende fordring med tilhørende sikkerhed i ejerpantebrevet.

Efter gældende ret skal sikringsakterne i gældsbrevsloven iagttages ved overdragelse af den underliggende fordring uden den tilhørende sikkerhed i ejerpantebrevet. Da der som oftest vil være tale om overdragelse af simple fordringer, er sikringsakten meddelelse til skyldneren, jf. gældsbrevslovens § 31. I forhold til overdragelse af ejerpantebreve, herunder en håndpanteret i et ejerpantebrev, antages sikringsakten efter gældende ret at følge gældsbrevslovens regler om negotiable fordringer, hvorefter erhververen må sørge for at rådighedsberøve ejerpantebrevet for at opnå beskyttelse over for overdragerens aftaleerhververe og kreditorer. Når den underliggende fordring overdrages sammen med den tilhørende sikkerhed i ejerpantebrevet er det efter gældende ret tvivlsomt, om erhververen både skal give meddelelse til skyldneren og rådighedsberøve ejerpantebrevet, eller om erhververen kan nøjes med at vælge en af sikringsakterne.

I lovforslaget præciseres retsstillingen i § 1 a, stk. 4, således, at overdragelse eller anden overførsel af en underpanteret i et ejerpantebrev skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod overdragerens godtroende aftaleerhververe og kreditorer. For overdragelse af den underliggende fordring finder gældsbrevslovens regler fortsat anvendelse. Erhververen af den underliggende fordring med tilhørende sikkerhed i ejerpantebrevet skal således tillige iagttage gældsbrevslovens regler og dermed som oftest give meddelelse til skyldneren.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter det antages, at der ikke kan foretages udlæg i et ejerpantebrev. Pantsætters kreditorer kan således alene foretage udlæg i det aktiv, der er pantsat ved ejerpantebrevet, og panthavers kreditorer kan som ovenfor nævnt alene foretage udlæg i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i ejerpantebrevet.

Til nr. 3 (§ 2)

Der foreslås en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 2, stk. 1 , hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at der ikke længere kan ske tinglysning af nærmere bestemte rettigheder over fast ejendom, som har gyldighed mod enhver uden tinglysning, og som fremgår af et almindeligt tilgængeligt offentligt register.

Efter gældende ret har en række rettigheder over fast ejendom gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning uden tinglysning.

Dette er bl.a. tilfældet for så vidt angår brugsrettigheder på sædvanlige vilkår, jf. tinglysningslovens § 3, samt skatter og afgifter, jf. tinglysningslovens § 4.

Bestemmelser om, at rettigheder har gyldighed efter § 1 uden tinglysning, betragtes som undtagelser fra den almindelige regel i tinglysningslovens § 1 om, at alle rettigheder over fast ejendom skal tinglyses. Baggrunden for at opstille sådanne undtagelser til den almindelige regel er for de fleste undtagelsers vedkommende, at der er tale om almindeligt forekommende forpligtelser, der hviler på de fleste ejendomme, og sådanne forpligtelser må derfor forventes uden videre af kreditorer og aftaleerhververe. Tinglysning af disse rettigheder ville medføre en opfyldning af tingbogen og dermed mindre overskuelighed.

En række rettigheder har efter regler i anden lovgivning på samme måde gyldighed uden tinglysning. Det gælder f.eks. lokalplaner, jf. planlovens § 31, stk. 2, byggelinjer, jf. lov om offentlige veje, og fredninger efter naturbeskyttelseslovens kap. 6. Sådanne begrænsninger for anvendelse af en fast ejendom skal typisk respekteres af enhver, når de er offentligt bekendtgjort. I disse tilfælde påbyder lovgivningen imidlertid, at rettighederne tinglyses på berørte ejendomme. Tinglysningen tjener i sådanne tilfælde udelukkende et oplysende formål og har ikke nogen selvstændig rettighedsbeskyttende virkning.

Det foreslås, at der etableres en internetportal med oplysning om rettigheder over fast ejendom. En sådan portal forventes at give mulighed for, at oplysninger fra en række ejendomsregistre kan sammenstilles og præsenteres for brugerne på baggrund af en enkelt informationssøgning. Med en portalløsning vil der ikke længere være behov for, at tingbogen indeholder oplysninger af rent informativ karakter, og tingbogen vil derfor kunne forbeholdes de rettigheder, for hvilke tinglysning har gyldighedsvirkning. Brugerne af ejendomsportalen vil ikke opleve nogen forringelse i forhold til det nuværende informationsniveau. Oplysningerne vil blot rent teknisk blive hentet i et andet register end tingbogen. Det forudsættes således, at oplysningerne er tilgængelige i elektronisk form.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er et ønske om at sikre en overskuelig tingbog. Tingbogen skal være et register, der virker til beskyttelse af rettigheder, og den bør ikke indeholde rettigheder alene af oplysningshensyn.

Ved den offentlige informationsserver (OIS) sammenstilles i dag en række oplysninger om fast ejendom, og OIS er således udtryk for en (foreløbig) samlet indgang til oplysninger om fast ejendom.

Miljøministeriet, Erhvervs- og Byggestyrelsen og Kommunernes Landsforening har oplyst, at der i overensstemmelse med Hvidbog om IT-arkitektur, der er udgivet i 2003 af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, pågår en udvikling, som vil muliggøre, at der via OIS eller en tilsvarende internetportal skabes adgang til oplysninger om en lang række af "særlige byrder", herunder eksempelvis lokalplaner.

For at der ikke skal herske tvivl om, hvorvidt en bestemt rettighed kan tinglyses, er der behov for en udtrykkelig angivelse af, hvilke rettigheder der ikke kan tinglyses. Da opregningen af rettigheder vil ændre sig over tid, i takt med at oplysninger om flere rettigheder gøres almindeligt tilgængelige, foreslås derfor en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte, at bestemte rettigheder ikke længere kan tinglyses. Rettighederne skal opfylde lovens krav om, at de har gyldighed uden tinglysning, og oplysninger om rettighederne skal fremgå af et almindeligt tilgængeligt offentligt register (ejendomsportalen).

Som stk. 2 foreslås endvidere en bemyndigelsesbestemmelse til justitsministeren om fastsættelse af nærmere regler om udslettelse af allerede tinglyste rettigheder, der bliver omfattet af § 2, stk. 1. I takt med, at bestemte rettigheder ikke længere kan tinglyses, fordi de gøres almindeligt tilgængelige i et andet offentligt register og kan ses via f.eks. ejendomsportalen, vil allerede tinglyste dokumenter vedrørende de pågældende rettigheder kunne slettes af tingbogen i takt med, at rettighederne omfattes af den nye bekendtgørelse.

Bestemmelsen skal sikre, at tingbogen kun indeholder rettigheder, der kan tinglyses, og at allerede tinglyste dokumenter af en type, der ikke er længere kan tinglyses, dermed kan slettes og udgå af den elektroniske akt.

Forslaget om en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 2 indebærer endvidere en ophævelse af den gældende bestemmelse i § 2 om, at overdragelse eller anden overførsel af tinglyste pantebreve ikke behøver tinglysning.

Forslaget om ophævelse af den nugældende bestemmelse i § 2 er en konsekvens af forslaget om indførelse af digitale pantebreve. Efter de gældende regler er sikringsakten ved overdragelse af et pantebrev typisk rådighedsberøvelse af pantebrevet, hvilket i praksis sker ved, at modtageren får pantebrevet i hænde. En sådan ordning kan ikke fungere i et papirløst tinglysningssystem, og retsvirkningerne må derfor knyttes til registrering af rettighederne. Sikringsakten ved overdragelse eller anden overførsel af digitale pantebreve, herunder skadesløsbreve og ejerpantebreve, vil således i fremtiden være tinglysning i overensstemmelse med lovens ordning i øvrigt, hvorved sikringsakten ved overdragelse eller anden overførsel af panterettigheder bliver den samme som ved overdragelse af andre rettigheder over fast ejendom, jf. § 1, stk. 1.

Efter gældende ret skal alle rettigheder over fast ejendom som udgangspunkt tinglyses i medfør af § 1, stk. 1. Dette gælder ikke blot rettigheder, der stiftes i forhold til ejendommens ejer, men antages også at omfatte rettigheder, der stiftes i forhold til den, der har en begrænset ret i ejendommen. Ved overdragelse af et pantebrev, der giver pant i fast ejendom eller anden overførsel af et pantebrev eksempelvis i form af et udlæg, stiftes der således rettigheder i forhold til panthaveren, der har en begrænset (pante)ret i ejendommen. Sådanne rettigheder vil med den foreslåede ophævelse af § 2 fremover skulle tinglyses efter tinglysningslovens § 1, stk. 1, og vil dermed skulle lyses på ejendommens blad i tingbogen.

Til nr. 4 (§ 5, 2. pkt.)

Den foreslåede ændring indebærer, at erhververe af panterettigheder i fast ejendom må være i god tro i relation til en utinglyst ret, når aftalen om overdragelsen af pantebrevet anmeldes til tinglysning.

Efter gældende ret skal erhververen af et pantebrev være i god tro på tidspunktet for overdragelsen af pantebrevet.

Den foreslåede ændring indebærer, at der skabes ensartethed i relation til tidspunktet for, hvornår erhververe af forskellige rettigheder over fast ejendom må være i god tro for at kunne ekstingvere modstridende utinglyste rettigheder. Den foreslåede ændring indebærer således for alle typer af rettigheder, at erhververen må være i god tro på tidspunktet for anmeldelse af aftalen til tinglysning. Dette tidspunkt er identisk med det tidspunkt, som i forslaget til tinglysningslovens § 14, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, fastlægges som retsvirkningstidspunktet for tinglysning.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at overgangen til papirløs tinglysning vil indebære, at pantebreve i fast ejendom €" i lighed med alle øvrige dokumenter, der knytter rettigheder til fast ejendom €" dematerialiseres og dermed ikke længere knyttes til papirdokumenter, jf. herved den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 7, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 6).

Overdragelse af pantebreve vil herefter €" i overensstemmelse med den foreslåede ophævelse af den gældende § 2 €" skulle tinglyses for at opnå omsætnings- og kreditorbeskyttelse, og erhververen skal være i god tro, når aftalen om overdragelse anmeldes til tinglysning.

Til nr. 5 (§ 6, 2. pkt.)

Ændringen af § 6 er en konsekvens af afskaffelsen af papirdokumenter. Ejendomsoverdragelse vil således i et papirløst tinglysningssystem ikke kunne ske ved transport på selve skødet. Tinglysningssystemet vil imidlertid blive indrettet således, at der ved anmeldelse af et dokument om ejendomsoverdragelse i givet fald vil kunne henvises til et tidligere tinglyst skøde, således at eksempelvis de individuelle vilkår, der måtte være fastlagt ved en tidligere ejendomsoverdragelse, også kan finde anvendelse ved den senere overdragelse.

Til nr. 6 (§ 7)

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer med de ændringer, der følger af digitaliseringen af tinglysningen, til de gældende bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Tinglysningsretten alene skal føre en tingbog og ikke en dagbog. Dagbogen fungerer i dag som en fortegnelse over de dokumenter, der er anmeldt til tinglysning.

Baggrunden for forslaget om afskaffelse af dagbogen er, at det digitale tinglysningssystem automatisk vil registrere indkomne dokumenter og tidspunktet for modtagelsen af disse. Dagbogen vil dermed ikke være nødvendig efter digitaliseringen af tinglysningen.

Der er ikke med bestemmelsen i øvrigt tilstræbt nogen ændringer.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i stk. 2, hvorefter der ved dokumenter og påtegninger i tinglysningsloven forstås digitale dokumenter og digitale påtegninger.

Overalt i tinglysningsloven skal henvisninger til dokumenter og påtegninger herefter fortolkes i lyset af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2. Det indebærer, at enhver omtale i tinglysningsloven af eksempelvis skøder, pantebreve, servitutter og påtegninger på disse dokumenter skal forstås som en henvisning til digitale dokumenter og påtegninger.

Bestemmelsen indebærer, at tinglysning alene kan ske på grundlag af digitale dokumenter og påtegninger, der sendes elektronisk til Tinglysningsretten.

Det vil efter forslaget ikke længere være muligt at anmelde papirdokumenter til tinglysning, jf. dog det foreslåede stk. 5.

Endvidere foreslås en bestemmelse i stk. 3, hvorefter tinglysning alene kan ske på baggrund af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur.

Digitale dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal være forsynet med en digital signatur fra den, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende ejendom eller rettighed. Ligger der en fuldmagt til grund for anmeldelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 49 b (lovforslagets § 1, nr. 80), skal dokumentet være forsynet med fuldmagtshavers digitale signatur. Udstedes og anmeldes dokumentet af en autoriseret anmelder, jf. den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 49 c (lovforslagets § 1, nr. 80), er det anmelders digitale signatur, der skal være knyttet til dokumentet.

Baggrunden for at stille krav om anvendelse af digital signatur er, at tinglysningssystemet entydigt og med en høj grad af sikkerhed kan identificere udstederen af et dokument, der er anmeldt til tinglysning, hvis dokumentet er forsynet med en sådan signatur.

Anvendelse af digital signatur gør det således muligt at verificere, at udstederen af dokumentet er berettiget til at råde over den pågældende ret som angivet i dokumentet.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i stk. 4, der bemyndiger justitsministeren til efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling at fastlægge nærmere regler om de tekniske krav til digitale dokumenter, påtegninger og signaturer. Som det er tilfældet med de gældende tekniske forskrifter for tinglysningssystemet, forventes det, at oplæg til udarbejdelse og ændring af de tekniske forskrifter også i det kommende digitale tinglysningssystem vil blive udformet af Domstolsstyrelsen som ansvarlig for tinglysningssystemet.

Der vil herved bl.a. kunne opstilles krav til digitale signaturer, der skal kunne anvendes i tinglysningssystemet, eksempelvis at der skal være tale om en digital signatur, der er baseret på en certifikatløsning, som lever op til kravene i OCES-standarden (Offentlige certifikater til elektroniske services), eller på såkaldte kvalificerede certifikater.

Baggrunden for forslaget om en bemyndigelsesbestemmelse er, at digitale dokumenter og signaturer til stadighed udvikles i såvel teknisk som sikkerhedsmæssig henseende. Ved at regulere kravene til de digitale dokumenter og signaturer, der skal kunne anvendes i forbindelse med tinglysning, i en bekendtgørelse, vil det kunne sikres, at tinglysningssystemet til enhver tid kan stille de højest mulige krav til sikkerhed ved eksempelvis identifikation af personer, der indsender dokumenter til tinglysning.

Det må derfor forudses, at der med mellemrum vil kunne opstå behov for at ændre de tekniske specifikationer og standarder, som skal anvendes i forbindelse med den digitale kommunikation mellem anmeldere af dokumenter og Tinglysningsretten.

Endelig foreslås en bestemmelse i stk. 5 , der giver justitsministeren mulighed for at fastsætte regler med henblik på, at der som en helt klar undtagelse kan ske tinglysning på grundlag af traditionelle papirdokumenter i de forventeligt meget få tilfælde, hvor den berettigede ikke opfylder betingelserne for at få en digital signatur. Det vil navnlig dreje sig om udenlandske personer og selskaber, der ikke har dansk person- eller CVR-nummer.

Der vil i den forbindelse bl.a. kunne fastsættes regler om indsendelse og aflevering af dokumenter og om retsvirkningerne af en anmeldelse af et papirdokument. Eksempelvis vil der være behov for regler om, fra hvilket tidspunkt rettigheden tillægges prioritet. Der skal herved tages hensyn til samspillet med de anmeldelser, der efter de almindelige regler modtages elektronisk. For at sikre en betryggende retsstilling for de personer og virksomheder, der ikke kan få en digital signatur, skal reglerne udformes således, at dokumenterne får prioritetsvirkning med den kortest mulige forsinkelse i forhold til det tidspunkt, hvor de modtages. Det er dog samtidig €" ikke mindst af hensyn til tinglysningssystemets troværdighed €" helt afgørende, at rettigheder, der er anmeldt på papir, ikke tillægges prioritet med tilbagevirkende kraft forud for en elektronisk anmeldt rettighed, som er blevet tinglyst. Anmelderne skal uden undtagelse kunne stole på de meddelelser om tinglysning, der udsendes. Den papirbaserede rettighed vil således tidligst kunne få prioritet fra det tidspunkt, hvor det i tinglysningssystemet markeres, at den er modtaget, og hvorefter anmeldere af digitale dokumenter vedrørende samme ejendom vil modtage meddelelse om, at tinglysning afventer Tinglysningsrettens behandling af et papirdokument. Der vil endvidere bl.a. kunne opstilles krav til Tinglysningsrettens sagsbehandlingstider vedrørende papirdokumenter.

Til nr. 7 (§ 8)

Den gældende formulering af § 8, stk. 1, foreslås ændret, således at dokumenter, der anmeldes til tinglysning, alene skal indføres i tingbogen og ikke længere tillige i dagbogen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at dagbogen afskaffes i forbindelse med overgangen til papirløs tinglysning. Dagbogen fungerer i dag som en fortegnelse over de dokumenter, der er anmeldt til indførsel i tingbogen. Denne funktion vil i fremtiden blive integreret i tingbogen, der automatisk vil registrere indkomne dokumenter og tidspunktet for modtagelsen af disse.

Det er således ikke længere nødvendigt at føre en dagbog i forbindelse med varetagelse af tinglysningsopgaven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 7, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Den foreslåede ændring af det gældende stk. 2 er alene en konsekvens af, at dokumenter fremover anmeldes elektronisk og således ikke længere indleveres på papir.

Endelig foreslås en konsekvensændring af stk. 3 som følge af den ophævelse af et tidligere stk. 2, der fandt sted ved lov nr. 281 af 29. april 1992. I den forbindelse blev henvisningen i det nuværende stk. 3 til bestemmelsen om tinglysning med frist i det nuværende stk. 2 ikke ændret.

Til nr. 8 (§ 9)

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastlægger, hvilke oplysninger der skal findes i et digitalt dokument, for at dette kan anvendes som grundlag for tinglysning.

Den foreslåede bestemmelse viderefører i et vist omfang de krav, der følger af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 3. Efter gældende ret skal dokumenter således angive ejendommens matrikelnummer, og skøder og pantebreve skal endvidere angive ejendommens adresse, hvor en sådan findes. Disse krav foreslås videreført.

Den foreslåede bestemmelse er i øvrigt udformet med henblik på, at prøvelsen i vidt omfang vil ske maskinelt.

Der indføres således krav om, at et digitalt dokument skal indeholde oplysning om person- eller CVR-nummer på parten eller parterne samt på anmelder. Disse oplysninger vil gøre Tinglysningsretten i stand til fra Det Centrale personregister og Det Centrale Virksomhedsregister at indhente relevante identifikationsoplysninger, herunder korrekt navn og adresse. Kravet om, at dokumentet indeholder person- eller CVR-nummer, vil endvidere kunne sikre en helt entydig identifikation af den, der ønsker at disponere over en ret over fast ejendom, og vil dermed muliggøre, at der kan gennemføres en automatisk prøvelse af disponentens identitet i forbindelse med tinglysningen.

Forekommer det helt undtagelsesvis, at en eller flere af de personer, der skal angives i dokumentet, ikke har hverken personnummer eller CVR-nummer, vil reglen ikke være til hinder for, at dokumentet alligevel kan tinglyses. I så fald vil Tinglysningsretten kunne sørge for, at der skabes et nummer, der kan bruges til entydig angivelse af den pågældende person i det dokument, der anmeldes til tinglysning.

Da de relevante idenfikationsoplysninger således kan findes elektronisk i de nævnte registre, er der ikke længere behov for udtrykkeligt at angive navn, adresse og telefonnummer. Det gældende krav herom foreslås derfor ophævet.

Det forudsættes, at der ud over person- og CVR-nummer vil være mulighed for at angive yderligere oplysninger til identifikation af anmelder, eksempelvis navn på en bestemt medarbejder i eller afdeling af en virksomhed. Det kan være relevant for den pågældende virksomhed, eksempelvis af hensyn til den interne kontrol i virksomheden. Justitsministeren vil i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 88 (forslaget til tinglysningslovens § 50 f, stk. 2), kunne opstille krav om, at sådanne oplysninger skal angives.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen indebærer endvidere, at det i § 9, stk. 2, gældende krav om skødeforevisning bortfalder. Efter gældende ret skal skødet på en fast ejendom således vedlægges, når et pantebrev anmeldes til tinglysning. Denne regel muliggør, at det på et mere sikkert grundlag kan kontrolleres, at pantsætter er berettiget til at råde over ejendommen i panteretlig henseende, og reglen mindsker derfor risikoen for, at der tinglyses falske pantebreve.

I forbindelse med digitaliseringen af tinglysningen indføres der, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6), krav om, at alle dokumenter skal være forsynet med digital signatur. Den digitale signatur muliggør, at man entydigt kan verificere, om anmelderen af et pantebrev er berettiget til at råde panteretligt over ejendommen. Der vil således ikke længere af kontrolmæssige årsager være behov for forevisning af skødet. Endvidere kan et krav om forevisning af skøde i sagens natur ikke opretholdes i et papirløst tinglysningssystem, hvor adkomstdokumenterne er digitale.

Den foreslåede ophævelse af den gældende bestemmelse i stk. 1 indebærer endvidere, at der ikke længere skal medsendes en genpart af det dokument, der anmeldes til tinglysning. Genparten af et tinglyst dokument opbevares i det nuværende papirbaserede tinglysningssystem i den pågældende ejendoms akt på tinglysningskontoret, hvilket giver mulighed for at efterse indholdet af de fysiske dokumenter, der er tinglyst på den pågældende ejendom.

I forbindelse med overgangen til digital tinglysning oprettes der, jf. den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 18 (lovforslagets § 1, nr. 31), en elektronisk akt indeholdende en fuldstændig gengivelse af de på ejendommen tinglyste dokumenter. Tinglyste dokumenter vil herefter være tilgængelige i elektronisk form overalt, hvor der er adgang til tingbogen.

Ophævelsen af kravet om, at der skal medsendes en genpart af anmeldte dokumenter, er således en konsekvens af overgangen til digitale dokumenter.

Den foreslåede bestemmelse indeholder endvidere et krav om, at anmelderen i dokumentet skal angive, hvem der med bindende virkning kan modtage meddelelser om tinglysningen. Der kan €" og vil typisk €" være tale om anmelderen selv, men der kan i givet fald også indtastes en anden persons elektroniske eller fysiske postadresse.

Dette er en ændring i forhold til den gældende bestemmelse i § 9, stk. 4, hvorefter sådanne meddelelser altid kan gives til anmelderen, jf. dog den gældende bestemmelse i § 16, stk. 4, 3. pkt., hvorefter anmelderen kan angive, at det tinglyste eller afviste dokument skal tilbagesendes til en anden.

Efter det foreslåede stk. 2 skal det fremgå af dokumentet, hvis det er udstedt i henhold til fuldmagt, jf. de foreslåede bestemmelser i tinglysningslovens kapitel 7 a, eller af en autoriseret anmelder, jf. de foreslåede bestemmelser i tinglysningslovens kapitel 7 b.

Det foreslås, at der som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter der ikke kan tinglyses flere rettighedstyper ved det samme digitale dokument. Herved forstås rettigheder, der skal tinglyses i forskellige rubrikker i tingbogen (adkomst, byrde eller hæftelse). Et digitalt dokument vil således godt kunne indeholde flere rettigheder af samme type, eksempelvis flere rettigheder, der alle skal tinglyses i byrderubrikken. Et dokument, der indeholder en rettighed, vil også fortsat kunne tinglyses på flere ejendomme.

Efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 6, kan der ved et dokument stiftes flere rettigheder.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at det papirløse tinglysningssystem vil blive opbygget således, at de enkelte rettigheder registreres og prøves hver for sig. Det ville ikke umiddelbart være teknisk muligt for det digitale tinglysningssystem at adskille flere rettighedstyper, der anmeldes samlet i ét dokument, med henblik på at foretage en prøvelse af hver rettighedstype for sig.

I afgiftsmæssig henseende vil den foreslåede ændring ikke medføre yderligere omkostninger for anmeldere af dokumenter, idet der i dag betales tinglysningsafgift for hver enkelt rettighed, der tinglyses, uanset om rettighederne fremgår af et eller flere dokumenter.

Til nr. 9 (§ 10, stk. 1)

Bestemmelsen er €" som en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a), der giver mulighed for at tinglyse underpant i et ejerpantebrev €" udvidet til også at omfatte rettigheder i et ejerpantebrev.

For tinglysning af underpant i ejerpantebreve betyder ændringen, at underpanthavere i ejerpantebrevet kun kan få tinglyst underpantet, hvis ejerpantebrevet er tinglyst i ejendommens hæftelsesrubrik, og underpantsætteren har tinglyst adkomst til ejendommen. Det bemærkes i relation hertil, at der med den foreslåede ophævelse af tinglysningslovens § 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og med den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 1 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, fremover kræves tinglysning ved overdragelse af et pantebrev, herunder et ejerpantebrev, til opnåelse af omsætningsbeskyttelse.

Ved anmeldelse af en underpanteret i et ejerpantebrev vil det som følge af reglen i stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 2. 1. pkt., skulle angives, hvad ejerpantebrevet tjener til sikkerhed for. Ligger ejerpantebrevet f.eks. til sikkerhed for al nuværende og fremtidig gæld til underpanthaveren, skal dette således fremgå af dokumentet.

Det foreslås endvidere, at der fremover skal gælde den samme legitimationsregel for pantebreve som for andre dokumenter. Det opnås som følge af forslaget om ophævelse af den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Sikringsakten ved overdragelse af pantebreve i fast ejendom vil i overensstemmelse hermed fremover være tinglysning. Det vil således af tingbogen fremgå, hvem der er legitimeret til at råde over det pågældende pantebrev.

Endvidere indebærer digitaliseringen af tinglysningen, at tinglyste pantebreve i fast ejendom ikke længere vil være knyttet til noget dokument. Pantebrevskreditorer vil således ikke længere kunne være legitimeret efter reglerne i gældsbrevslovens § 13.

Tinglysning af et dokument kan således for alle dokumenters vedkommende fremover alene ske, hvis det pågældende dokument fremtræder som udstedt af den, der ifølge tingbogen er beføjet til at råde over den pågældende ret, eller med hans samtykke, jf. i øvrigt tinglysningslovens § 15, stk. 2. Den foreslåede ændring indebærer således, at udstedere af alle typer af dokumenter, der ønskes tinglyst, skal have tingbogslegitimation.

Til nr. 10 (§ 10, stk. 2)

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 10, stk. 2, hvorefter der ved skøder og pantebreve stilles krav om vitterlighedsvidner, ophæves.

Efter gældende ret skal vitterlighedsvidner udtrykkelig bevidne underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og udstederens myndighed. Begrundelsen for kravet om vitterlighedsvidner er, at der er behov for at sikre, at de pågældende oplysninger er korrekte.

Kravet i den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6), om anvendelse af digital signatur vil fremover sikre rigtigheden af de oplysninger, som vitterlighedsvidnerne i dag skal bevidne. I forbindelse med anvendelsen af den digitale signatur vil Tinglysningsretten således entydigt kunne identificere udstederen af dokumentet, ligesom tidsstempling foregår elektronisk. Den digitale signatur indebærer endvidere, at dokumentudsteders myndighed vil kunne efterprøves.

Anvendelse af den digitale signatur vil således betyde, at den kontrol, der i dag foretages af vitterlighedsvidner, ikke længere vil være påkrævet, og det gældende krav foreslås derfor ophævet.

Til nr. 11 (§ 10, stk. 6)

Der foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter det ved anmeldelse af servitutter skal angives, om servitutten er tidsbegrænset og i givet fald for hvilken periode. Perioden vil kunne forlænges ved ny tinglysning. Forslaget indebærer, at tingbogen i højere grad end i dag kun vil indeholde oplysninger om servitutter, der er gældende og relevante. I dag foretages der kun i begrænset omfang en løbende oprydning i tingbogen, der derfor indeholder oplysninger om meget gamle byrder, der for længst har mistet deres betydning. Ved at angive en gyldighedsperiode kan tinglysningssystemet automatisk udslette servitutten og overføre den til det historiske arkiv, medmindre dens gyldighed forinden er forlænget ved ny tinglysning.

Endvidere foreslås det, at servituttens geografiske udstrækning skal angives. Afhængig af den elektroniske tingbogs nærmere udformning kan der eksempelvis blive tale om angivelse ved geokoordinater eller på digitale kort. Er der eksempelvis tale om en vejret over ejendommen, vil det skulle fremgå, hvor på grunden servitutten giver den eller de berettigede adgang til at færdes. Det vil højne informationsniveauet i tingbogen, og samtidig vil det gøre det enklere at tage stilling til, hvorledes man skal forholde sig med de enkelte servitutdokumenter, hvis ejendommen på et senere tidspunkt opdeles.

Endelig foreslås, at det €" hvor det er muligt €" af et servitutdokument skal fremgå, hvilken eller hvilke ejendomme der er herskende i henhold til servitutdokumentet, dvs. €™indehaver€™ af den pågældende rettighed.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at en registrering af den herskende ejendom €" i modsætning til i dag €" vil kunne give et overblik over, hvilke rettigheder over andre ejendomme der tilkommer en given ejendom. Sker der eksempelvis opdeling af en sådan ejendom på et senere tidspunkt, vil der være anledning til at tage stilling til, hvilken eller hvilke af de nye ejendomme rettigheden tilkommer. Endvidere vil en sådan registrering gavne ejeren af den tjenende ejendom i tilfælde, hvor der eksempelvis skal indhentes samtykke til handlinger i strid med servitutten.

Justitsministeren vil i medfør af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 6 og 88 (tinglysningslovens § 7, stk. 4, og § 50 f, stk. 2) kunne fastsætte nærmere tekniske og indholdsmæssige regler om, hvilke oplysninger et servitutdokument skal indeholde om den geografiske placering og udstrækning af nye servitutter. Reglerne vil svare til de bestemmelser, der fastsættes vedrørende stedfæstelse af bygninger på lejet grund, jf. lovforslagets § 1, nr. 31 (tinglysningslovens § 19, stk. 2), og af eksisterende servitutter i forbindelse med udstykning, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 (tinglysningslovens § 22, stk. 1).

Det er væsentligt, at stedfæstelsen, hvor dette er relevant, foretages på en entydig og standardiseret måde, så oplysningerne er lette at forstå for brugere af tingbogen. Informationerne skal derfor umiddelbart kunne sammenstilles med ejendomssituationen, som findes på matrikelkortet, og andre relevante geografiske data, f.eks. bygninger, plangrænser mv. Endvidere skal standardisering sikre, at registreringen ikke forældes, men at stedfæstelsen fortsat er forståelig og entydig, så længe servitutten er gældende.

Reglerne vil blive udformet under hensyn til de forskellige typer af servitutter. Visse servitutter, f.eks. vedrørende vindmøller, kan stedfæstes til et punkt. Andre servitutter, f.eks. udsigtsservitutter, vedrører et afgrænset område inden for et eller flere matrikelnumre. Servitutter vedrørende vejrettigheder vil typisk være fastlagt i forhold til matrikelskel. Andre servitutter vedrører strækningsanlæg, f.eks. forsynings- eller kloakledninger, som gennemskærer flere matrikelnumre, mens andre servitutter ikke med mening lader sig stedfæste.

Reglerne vil blive udformet i samarbejde med Domstolsstyrelsen, Miljøministeriet, Kort & Matrikelstyrelsen, Den Danske Landinspektørforening og Foreningen af Praktiserende Landinspektører.

Til nr. 12 (§ 11, stk. 2, 1. pkt.)

Bestemmelsen i § 11, stk. 2, 1. pkt., foreslås ændret således, at der til udslettelse af pantebreve kræves samtykke fra den ifølge tingbogen berettigede eller bevis for, at panteretten er ophørt ifølge retsbeslutning.

Således ophæves det gældende krav om, at udsletning forudsætter fremlæggelse af dokumentet i kvitteret stand.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af afskaffelsen af papirdokumenterne. Der vil ikke længere kunne fremlægges et papirdokument forsynet med kvittering fra den ifølge tingbogen berettigede.

Samtykke fra den ifølge tingbogen berettigede vil i stedet skulle meddeles elektronisk ved anvendelse af digital signatur. Der ændres ikke ved det grundlæggende krav om, at udslettelse af et pantebrev forudsætter samtykke fra den, der er berettiget ifølge tingbogen.

Som en konsekvens af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a), nr. 46 (forslaget til tinglysningslovens § 42 d, stk. 3), nr. 54 (forslaget til tinglysningslovens § 42 j, stk. 3), og nr. 73 (forslaget til tinglysningslovens § 47, stk. 2), hvorefter der kan tinglyses underpant i ejerpantebreve, udvides bestemmelsen til også at omfatte udslettelse af rettigheder i et ejerpantebrev, der på tilsvarende måde som ved udslettelse af andre panterettigheder enten kræver samtykke af den ifølge tingbogen berettigede eller kræver bevis for, at retten er ophørt ifølge retsbeslutning.

Til nr. 13 (§ 12)

Ved den foreslåede bestemmelse i stk. 1 videreføres den gældende ordning efter tinglysningslovens § 12, stk. 1, stort set uændret. Det indebærer, at tinglysning af domme og andre offentlige retshandlinger sker efter anmodning fra en af sagens parter. Meddelelsen om den pågældende dom eller retshandling vil dog fremover skulle fremsendes til tinglysning i elektronisk form forsynet med anmelders digitale signatur. Erklæringen fra myndigheden eller udskriften af dens bøger (eksempelvis en retsbogsudskrift), der udgør bevis for den anmeldte ret, må dog forventes ofte kun at ville foreligge i form af et fysisk dokument. Tinglysning af den elektronisk anmeldte meddelelse vil derfor ske med frist til indsendelse af de fornødne bevisligheder.

Dog foreslås det, at udlæg, bortset fra pantebrevsudlæg, og arrest ikke længere anmeldes af en af sagens parter efter den her skitserede procedure, men derimod af fogedretten, jf. den foreslåede § 13, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 14.

Endvidere omfatter § 12, stk. 1, meddelelse om afgørelser truffet af skifteretten €" som i dag reguleres i den gældende § 12, stk. 3 €" om, at arvingerne har overtaget boet til privat skifte, eller at boet er udleveret ægtefællen til uskiftet bo. Arvingerne vil som hidtil kunne disponere over ejendommen i tinglysningsmæssig henseende på grundlag af tinglysning af en sådan meddelelse.

Bestemmelsen omfatter desuden afgørelser, der angår rettigheder over ejerpantebreve med pant i en bestemt fast ejendom. Denne udvidelse er en konsekvens af, at det foreslås, at underpant i ejerpantebreve fremover skal sikres ved tinglysning. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til tinglysningslovens § 1 a).

Bestemmelsen i det foreslåede stk. 2 om tinglysning af hævd er uændret i forhold til det gældende stk. 3. Fremover vil meddelelse om hævd dog skulle fremsendes elektronisk forsynet med rettighedshavers digitale signatur, jf. tinglysningslovens § 7, stk. 2 og 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6. Meddelelsen vil blive lyst med frist til fremsendelse af dokumentation for rettigheden som anført i det foreslåede stk. 2, typisk i form af et fysisk dokument.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 12, stk. 4, om tinglysning af stævningen i retssager om fast ejendom. Bestemmelsen er dog tilpasset en digital tinglysningsordning således, at der kan tinglyses en €" digital €" meddelelse om retssagen. Det vil som hidtil være op til den ret, der behandler den civile retssag om fast ejendom, at træffe beslutning om, hvorvidt der er anledning til at tinglyse en meddelelse om sagen. Tinglysning af meddelelsen vil ske med frist til indsendelse af en udskrift af retsbogen som dokumentation for rettens beslutning om tinglysning samt en kopi af stævningen, der forventes at kunne gøres tilgængelig i elektronisk form i tingbogen. Sagsøgte kan anmode om, at meddelelsen aflyses, hvis sagsøgte taber sagen, og den ikke ankes inden ankefristens udløb, eller hvis sagen bortfalder uden dom.

Til nr. 14 (§ 13)

Det foreslås i stk. 1, at fogeden snarest muligt skal anmelde meddelelser om udlæg og arrest i fast ejendom og om salg eller overtagelse ved endelig tvangsauktion af fast ejendom til tinglysning. Baggrunden for forslaget er, at der ikke er tvivl om, at de pågældende afgørelser skal tinglyses, at der er tale om ensartede afgørelser, og at der på disse områder på kortere sigt vil kunne foretages en integration mellem de almindelige retters sagsbehandlingssystemer og tinglysningssystemet, således at retterne let kan foretage anmeldelse. Bestemmelsen omfatter ikke udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, idet disse udlæg i almindelighed ikke tinglyses. Skulle udlægshaver i henhold til et pantebrevsudlæg ønske udlægget tinglyst, følges fremgangsmåden i den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 12, jf, lovforslagets § 1, nr. 13.

Der foreslås ingen ændring af gældende praksis med hensyn til tinglysning af afgørelser, der er anket, og afgørelser, for hvilke ankefristen ikke er udløbet.

Den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, finder ikke anvendelse, når retten foranlediger en afgørelse tinglyst. Der vil ikke være behov for indsendelse af yderligere bevisligheder, idet rettens digitale signatur på meddelelsen vil være at anse som tilstrækkeligt bevis for den anmeldte rettighed. Tinglysning på grundlag af en meddelelse fra retten vil således straks kunne ske endeligt. Ordningen indebærer dermed en væsentlig lettelse for den af sagens parter, der ellers skulle have foranlediget afgørelsen tinglyst, samtidig med at retten påføres mindst mulige byrder.

For meddelelser om konkurs og behandling af dødsbo ved bobestyrer gør tilsvarende hensyn sig gældende. Skifteretten vil dog som udgangspunkt ikke være bekendt med, om boet omfatter fast ejendom. Pligten til at foranledige disse anmeldelser tinglyst foreslås derfor betinget af, at kurator henholdsvis bobestyrer meddeler skifteretten, hvilken fast ejendom meddelelsen skal tinglyses på.

Med henblik på at kunne udvide ordningen til også at omfatte andre afgørelser, der træffes af en domstol, hvis det måtte vise sig at være hensigsmæssigt, indeholder det foreslåede stk. 2 en bemyndigelse til justitsministeren. Der vil således med tiden kunne blive tale om, at ordningen også kommer til at omfatte eksempelvis tinglysning af auktionsskøder og skifteretsattester samt notering af gældssanering og bosondring.

Bestemmelsen i det nuværende stk. 2 i tinglysningslovens § 13 foreslås ikke videreført, idet reglerne om tinglysning af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne i stedet foreslås samlet i tinglysningslovens § 48, jf. lovforslagets § 1, nr. 77.

Til nr. 15 (§ 14)

Der foreslås indsat en bestemmelse i stk. 1 , hvorefter dokumenter, der anmeldes til tinglysning, indføres i tingbogen ved modtagelsen og anses for modtaget på det tidspunkt, hvor det er kommet frem til Tinglysningsretten. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenterne ikke opfylder de tekniske krav, der fastsættes i henhold til loven.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger endvidere, at retsvirkningerne af tinglysningen regnes fra modtagelsen af dokumentet.

Dokumentets nøjagtige modtagelsestidspunkt vil fremover være afgørende for, hvornår retsvirkningerne af tinglysning indtræder. Modtagelsestidspunktet bliver dermed afgørende for omsætnings- og kreditorbeskyttelsens indtræden, ligesom det har betydning i relation spørgsmålet om prioritetsstillingen for indbyrdes modstridende rettigheder. Hvorvidt tinglysningssystemet vil foretage en tidsstempling, der er mere nøjagtig end på sekundet, afhænger af den nærmere tekniske indretning af systemet. Under alle omstændigheder vil dokumenter, der i tinglysningssystemets forstand modtages samtidig, blive ligestillet.

Hvis et dokument ikke opfylder de tekniske specifikationer, som er fastsat af justitsministeren efter bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6, herunder kravene vedrørende den digitale signatur, vil dokumentet imidlertid ikke kunne anses for modtaget, og der vil ikke være retsvirkninger forbundet med afsendelse og modtagelse (anmeldelse) af et sådant dokument.

Den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, hvorefter anmeldte dokumenter €" for hver anmeldt rettighed €" skal indføres i dagbogen, foreslås ophævet.

Baggrunden herfor er, at Tinglysningsretten i overensstemmelse med den foreslåede ophævelse af den gældende bestemmelse i § 7, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, fremover alene skal føre en tingbog og ikke længere en dagbog. Dagbogen fungerer som en fortegnelse over de dokumenter, der er anmeldt til tinglysning den pågældende dag. Modtagelsestidspunktet vil i det elektroniske tinglysningssystem blive registreret automatisk. Dagbogen vil derfor ikke længere være nødvendig, og de modtagne dokumenter vil i stedet ved modtagelsen blive indført i tingbogen. Kan dokumentet ikke tinglyses med det samme, eksempelvis fordi det skal underkastes manuel prøvelse, anføres det i tingbogen, at dokumentet endnu ikke er tinglyst.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal modtagelsestidspunktet meddeles anmelderen.

Bestemmelsen skal dels sikre, at anmeldere af dokumenter til tinglysning, der fremover anvender digital kommunikation, får mulighed for at kunne konstatere, hvorvidt en meddelelse er kommet frem til Tinglysningsretten, dels at der efterfølgende som udgangspunkt ikke opstår tvist om, fra hvilket tidspunkt retsvirkningerne af tinglysningen regnes. Medmindre der føres fuldt bevis for det modsatte, anses det tidspunkt, der er anført i meddelelsen om tinglysning, således for korrekt. Dette led af bestemmelsen er en videreførelse af den nuværende formodningsregel i det gældende stk. 3, men dog med den ændring, at det nu er modtagelsestidspunktet og ikke indleveringsdagen, der anses for korrekt. Denne ændring er en konsekvens af, at modtagelsestidspunktet og ikke modtagelsesdagen bliver afgørende i relation til tidspunktet for indtræden af retsvirkningerne af tinglysning. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 3 afvises et dokument fra tinglysning, hvis det mangler fornøden angivelse af ejendommen eller oplysninger om anmelder og de ifølge dokumentet forpligtede og berettigede, hvis oplysningerne er forkerte, eller hvis dokumentet mangler digital signatur, herunder fra en fuldmagtshaver eller en autoriseret anmelder efter reglerne i kapitel 7 a og 7 b, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 80. I det omfang dokumentet angiver at være påført en sådan signatur, vil der blive foretaget en (maskinel) kontrol af, at signaturindehaveren enten er autoriseret anmelder eller er udstyret med fuldmagt.

Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om, at andre fejl og mangler også skal kunne føre til afvisning af et anmeldt dokument.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 2, idet manglende digital signatur tillige foreslås som afvisningsgrund. Anvendelsen af digital signatur er afgørende for, om et dokument overhovedet kan anses for underskrevet. Den digitale signatur er endvidere nødvendig for, at Tinglysningsretten kan identificere anmelderen og bekræfte, at denne er berettiget til at råde over den pågældende ejendom i tinglysningsmæssig henseende. Der henvises herved til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 7, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Efter den gældende bestemmelse i § 14, stk. 2, 3. pkt., afvises et dokument endvidere fra tinglysning, hvis det ikke er underskrevet, herunder ved pantebreve og skøder af vitterlighedsvidner, eller der mangler genpart. Denne bestemmelse foreslås ophævet, idet den digitale signatur erstatter underskriften, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6). Endvidere afskaffes kravet om vitterlighedsvidner ved den foreslåede ophævelse af § 10, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, ligesom digitaliseringen medfører, at der ikke længere skal indleveres genparter af anmeldte dokumenter.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse til justitsministeren er en videreførelse af den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 14, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås, at der efter stk. 4 skal gives meddelelse til anmelderen om årsagen og om forventet tinglysningstidspunkt, hvis der ikke med det samme kan ske tinglysning.

Baggrunden for forslaget er, at der hos anmeldere af digitale dokumenter vil være en forventning om, at tinglysning sker med det samme. Derfor bør der af oplysningsmæssige grunde sendes en meddelelse til anmelder, hvis tinglysning ikke umiddelbart kan ske.

Retsvirkningerne af tinglysningen regnes i overensstemmelse med den foreslåede regel i stk. 1 fra modtagelsen af dokumentet, og det faktiske tinglysningstidspunkt vil derfor ikke have nogen prioritetsmæssig betydning.

Til nr. 16 (§ 15, stk. 1)

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 15, stk. 1, ændres, således at undersøgelsen af, om der efter tingbogen er noget til hinder for tinglysning, foretages efter dokumentets modtagelse.

Efter den gældende bestemmelse foretages undersøgelsen efter dokumentets indførelse i dagbogen.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der efter overgangen til papirløs tinglysning ikke længere føres en dagbog, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, og den foreslåede ophævelse af den gældende bestemmelse i § 7, stk. 2. Der henvises herom til lovforslagets § 1, nr. 6.

Den foreslåede ændring er således en konsekvens af afskaffelsen af dagbogen.

Til nr. 17 (§ 15, stk. 2, 2. og 3. pkt.)

Det foreslås, at den gældende regel i 2. pkt. ophæves. Bestemmelsen indebærer, at et dokument afvises, hvis det er udstedt af en person med betinget adkomst til ejendommen og ikke indeholder oplysning om betingelsen. I det kommende digitale tinglysningssystem vil der automatisk blive foretaget en kontrol af adkomsten og betingelsen, og en angivelse heraf i det anmeldte dokument vil derfor ikke have nogen selvstændig betydning. Det anmeldte dokument vil herefter kunne tinglyses med betingelse om, at udstederen opnår endelig adkomst.

Det foreslås endvidere, at den gældende bestemmelse i 3. pkt., hvorefter afvisning af et dokument allerede kan ske ved dets anmeldelse til dagbogen, ophæves.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om, at der i det digitale tinglysningssystem ikke føres en dagbog. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 6 (tinglysningslovens § 7, stk. 1).

Til nr. 18 (§ 15, stk. 3)

Det foreslås, at angivelsen af eksempler på manglende bevisligheder, der kan føre til tinglysning med frist, udgår. Da der alene er tale om eksempler, indebærer forslaget således ikke i realiteten nogen ændring af, at det er op til Tinglysningsretten at afgøre, om de konkrete omstændigheder i sagen bør føre til, at der tinglyses med frist til fremlæggelse af yderligere dokumentation for, at anmelder er berettiget til at råde i overensstemmelse med dokumentets indhold. Henvisningen til tinglysningslovens § 49 b, stk. 4, indebærer, at fristreglen i § 15, stk. 3, ikke finder anvendelse, hvis der er tale om et dokument, der anmeldes i medfør af den foreslåede fuldmagtsordning, inden fuldmagten er indsendt. I så fald gælder den dér foreslåede fristregel, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (tinglysningslovens § 49 b, stk. 4).

Til nr. 19 (§ 15, stk. 4, 2. pkt.)

Den gældende bestemmelse i § 15, stk. 4, 2. pkt., foreslås ophævet, således at påtegning om mangler ved et anmeldt dokument ikke længere tillige skal anføres på genparten af et dokument.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der efter digitaliseringen af tinglysningen ikke længere vil skulle indleveres genparter af dokumenter, der anmeldes til tinglysning. Der henvises i den forbindelse til forslaget i § 1, nr. 8 (tinglysningslovens § 9, stk. 1).

Til nr. 20 (§ 15, stk. 5)

Det foreslås at ændre bestemmelsen således, at alle bestemmelser om, hvilke særlige oplysninger der skal gives ved anmeldelse af et dokument vedrørende panteret, samles i et nyt stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 21. Det foreslås derfor at ophæve 2. pkt. og i stedet indsætte en henvisning til stk. 6 i 1. pkt.

Til nr. 21 (§ 15, stk. 6)

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i stk. 6 om, hvilke oplysninger der skal angives i et dokument, hvori der anmeldes panterettigheder til tinglysning. I bestemmelsens 1. pkt. foreslås indsat en bestemmelse svarende til den gældende § 15, stk. 5, 2. pkt., hvorefter et dokument, hvori der anmeldes panterettigheder til tinglysning, skal angive de enkelte foranstående hæftelser og disses beløb. Der stilles dog efter forslaget ikke krav om angivelse af foranstående hæftelser (samt disses beløb) i ejerpantebrevets ramme ved anmeldelse af underpant i ejerpantebreve, idet tingbogen ikke indeholder oplysninger om, hvor stort et beløb de underliggende gældsforhold, der har sikkerhed i ejerpantebrevet, udgør.

I bestemmelsens 2. pkt. foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter der ved anmeldelse af et dokument, der giver pant i ejendommen inden for rammen af et ejerpantebrev (indbrudspant), desuden vil skulle angives de foranstående rettigheder (men ikke hæftelsernes beløb), som er tinglyst i ejerpantebrevet eller inden for ejerpantebrevets ramme.

Baggrunden for kravet er, at der som følge af ejerpantebrevets særlige egenskaber vil kunne stiftes flere rettigheder over dette, hvorved der opstår en særskilt prioritetsrækkefølge i ejerpantebrevet (underpanterettigheder) og i visse tilfælde også inden for rammen (indbrudspant). Prioritetsrækkefølgen har hidtil været administreret af den primære håndpanthaver på baggrund af de meddelelser, som sekundære håndpanthavere og indbrudspanthavere har givet i medfør af gældsbrevslovens § 14, men prioritetsrækkefølgen vil for fremtiden fremgå af tingbogen, jf. herom bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 28 (tinglysningslovens § 17, stk. 3, 3. pkt.). Den nye rettighedshaver må derfor i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse angive prioritetsstillingen for at undgå retsanmærkning i medfør af tinglysningslovens § 15, stk. 4, 1. pkt.

For så vidt angår tinglysning af et indbrudspantebrev vil der således i relation til foranstående hæftelser både skulle angives foranstående hæftelser i ejendommen i medfør af § 15, stk. 6, 1. pkt., og foranstående hæftelser i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme i medfør af den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. De foranstående prioriteter i ejendommen vil for ejerpantebrevets vedkommende være angivet ved tinglysningen af ejerpantebrevet i medfør af tinglysningslovens § 1, stk. 1.

I 3. pkt. foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter der i et dokument, hvori der anmeldes underpant i et ejerpantebrev til tinglysning, alene skal angives de foranstående rettigheder i og inden for rammen af ejerpantebrevet. Det betyder, at der ikke skal gives de i 1. pkt. nævnte oplysninger, men alene de i 2. pkt. omhandlede oplysninger. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 22 (§ 16, stk. 1, 1. og 3. pkt.)

Den foreslåede ændring af 1. pkt. er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen, og om, at dokumenter indføres i tingbogen allerede ved modtagelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Det foreslås derfor, at § 16, stk. 1, 1. pkt., affattes således, at dokumentet tinglyses, hvis der ingen hindringer foreligger herfor, eller hvis dokumentet kan tinglyses med retsanmærkning.

Den gældende formulering af bestemmelsens 3. pkt. foreslås ændret således, at retsanmærkning vedrørende rettigheder, der er i strid med hinanden, fremover skal gives, hvis de pågældende rettigheder er anmeldt til tinglysning på samme tidspunkt.

Den foreslåede ændring skyldes, at der fremover vil blive registreret et helt nøjagtigt tidspunkt for dokumenternes modtagelse. Dokumenter, der modtages samme dag, vil derfor ikke længere blive anset for modtaget samtidig.

Flere rettigheder €" der indbyrdes kommer i strid med hinanden €" vil således kun kunne få samme prioritet, såfremt de er modtaget på nøjagtig samme tidspunkt hos Tinglysningsretten. Denne situation vil næppe forekomme i praksis, men da forskellige dokumenter vedrørende den samme ejendom kan anmeldes ad forskellige kanaler omtrent samtidig, er det teoretisk muligt, at der på samme tidspunkt vil kunne modtages flere digitale dokumenter vedrørende en bestemt ejendom til tinglysning. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15 (tinglysningslovens § 14, stk. 1), vedrørende tidspunktet for Tinglysningsrettens modtagelse af dokumenter.

Som konsekvens af afskaffelsen af kravet om indlevering af en genpart af et tinglysningsdokument foreslås endvidere en ophævelse af kravet om notering af retsanmærkning på genparten.

Til nr. 23 (§ 16, stk. 2)

Forslagets første led er en konsekvens af forslaget til ændring af tinglysningslovens § 16, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

Den gældende bestemmelse i § 16, stk. 2, foreslås endvidere ændret, således at der ikke længere stilles krav om, at oplysninger om, at et dokument er tinglyst mv., skal påføres en genpart af det anmeldte dokument.

Forslaget er en konsekvens af afskaffelsen af kravet om indlevering af genparter af tinglysningsdokumenter. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 8 (tinglysningslovens § 9, stk. 1).

Det gældende bestemmelse foreslås endvidere ændret således, at det tinglyste dokument €" ud over oplysning om, at det er tinglyst €" forsynes med oplysning om modtagelsestidspunkt og om løbenummer.

Et tinglyst dokument vil herefter ikke længere skulle forsynes med oplysning om den dag, det er indført i dagbogen, og om dagbogsnummer.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, dagbogen afskaffes i forbindelse med digitaliseringen af tinglysningen, idet dagbogens funktion vil blive overtaget af tingbogen. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 6 (tinglysningslovens § 7, stk. 1).

Til nr. 24 (§ 16, stk. 2, 2. pkt.)

Det foreslås, at der som 2. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter meddelelse om tinglysningen sendes til den, anmelderen har oplyst, at meddelelser om tinglysningen kan sendes til. Udgangspunktet vil ved anmeldelser via internettet være, at der angives en e-post-adresse, hvortil meddelelserne kan sendes. Anmelderen kan angive sig selv eller en anden, der mere hensigtsmæssigt kan modtage oplysningerne. Er der tale om system-til-system-kommunikation, vil udgangspunktet være, at meddelelsen sendes til det system, det anmeldte dokument er indsendt fra.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at tinglysning fremover vil ske på grundlag af digitale dokumenter. Der vil derfor ikke længere være tale om, at et originalt dokument skal tilbagesendes til anmelder, jf. herved de gældende bestemmelser i tinglysningslovens § 16, stk. 4 og 5, og reglerne i bekendtgørelsen om tinglysning i tingbogen.

Den foreslåede bestemmelse skal således €" i lighed med de gældende regler €" sikre, at der gives oplysning om tinglysningen til den relevante person.

Til nr. 25 (§ 16, stk. 4)

Den gældende bestemmelse i stk. 4, 1. pkt., foreslås ændret, således 10-dagesfristen for et dokuments prøvelse og tinglysning fremover regnes fra tidspunktet for dokumentets modtagelse. Om tidspunktet for modtagelse af et dokument henvises til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 14, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 15.

Den foreslåede ændring indebærer, at det ikke længere er dokumentets anmeldelse til dagbogen, der er afgørende ved beregning af fristen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at dagbogen afskaffes i forbindelse med digitaliseringen af tinglysningen, idet dagbogens funktion vil blive varetaget automatisk af det elektroniske tinglysningssystem. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6.

De gældende bestemmelser i stk. 4, 2. og 3. pkt., foreslås endvidere ophævet. Det drejer sig om bestemmelsen om, at der straks gives anmelderen meddelelse om afvisning og om foreløbig indførelse, og bestemmelsen om, at det indførte eller afviste dokument tilbagesendes til anmelderen eller en anden, som anmelderen udpeger.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at der efter forslaget i lovforslagets § 1, nr. 15 (tinglysningslovens § 14, stk. 4), vil blive givet meddelelse til anmelderen, hvis tinglysning ikke kan ske med det samme, herunder om årsagen. Efter forslaget i lovforslagets § 1, nr. 24 (tinglysningslovens § 16, stk. 2, 2. pkt.), vil anmelderen eller den, anmelderen har angivet som modtager af meddelelser, endvidere få meddelelse om tinglysningen og om vilkårene herfor.

Der vil således fortsat blive udsendt relevante oplysninger om tinglysning om dokumentet.

Til nr. 26 (§ 16, stk. 5)

Det foreslås, at den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 16, stk. 5, hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved tilbagesendelse af dokumenter, ophæves.

I medfør af bemyndigelsesbestemmelsen, har justitsministeren ved § 4 i bekendtgørelse nr. 1024 af 15. december 1993 om tinglysning i tingbogen fastsat regler om tilbagesendelse af dokumenter.

Den foreslåede ophævelse af bemyndigelsesbestemmelsen er begrundet i, at fysiske tinglysningsdokumenter erstattes af digitale dokumenter. Der vil således som hovedregel ikke længere være dokumenter, der skal tilbagesendes. I stedet vil der i medfør den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 24, blive givet meddelelse om tinglysningen.

Til nr. 27 (§ 17, stk. 2, 1. pkt.)

Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at tingbogen kommer til at indeholde en angivelse af dokumenternes modtagelsestidspunkt og løbenummer.

Den foreslåede ændring indebærer, at der ikke længere stilles krav om, at der i tingbogen indføres oplysninger om dagen for indførelse af dokumentet i dagbogen og om dagbogsnummer.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at dagbogen afskaffes i forbindelse med digitaliseringen af tinglysningen, idet dagbogens funktion integreres i tingbogen. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede ændring af tinglysningslovens § 7, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 6).

Til nr. 28 (§ 17, stk. 3, 3. og 4. pkt.)

Det foreslås at indføje et nyt 3. pkt. i § 17, stk. 3, hvorefter der ved tinglysning af panterettigheder i en ejendom inden for rammen af et ejerpantebrev vil skulle ske angivelse i tingbogen af prioritetsstillingen i ejerpantebrevet og inden for rammen af ejerpantebrevet. Oplysningerne anføres i tilknytning til de, der skal anføres efter § 17, stk. 3, 2. pkt.

Herudover foreslås det at indsætte en bestemmelse i 4. pkt., hvorefter der ved underpanterettigheder i et ejerpantebrev alene skal angives prioritetsstillingen i ejerpantebrevet og inden for rammen af ejerpantebrevet.

Den foreslåede bestemmelse i 4. pkt. undtager underpanterettigheder i ejerpantebreve fra kravet i tinglysningslovens § 17, stk. 3, 2. pkt., hvorefter pantesum, rentefod og prioritetsstilling normalt skal anføres i tingbogen. Disse oplysninger vil for så vidt angår ejerpantebreve og indbrudspantebreve i fornødent omfang blive anført i tingbogen ved tinglysning af disse i medfør af § 1, stk. 1. Ejerpantebreve ligger imidlertid normalt til sikkerhed for underliggende skyldforhold, der eksempelvis vil kunne være oprettet ved anvendelse af alskyldserklæringer. Tingbogen indeholder derfor ikke nærmere oplysninger om det skyldige beløb, som ejerpantebrevet ligger til sikkerhed for, eller oplysninger om rentefoden.

Det er imidlertid nødvendigt, at tingbogen indeholder en angivelse af prioritetsrækkefølgen vedrørende de tinglyste rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme, bl.a. som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 21 (tinglysningslovens § 15, stk. 6), hvortil der henvises.

Til nr. 29 (§ 17, stk. 4)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af tilføjelsen af et yderligere stykke i § 50 c, jf. forslaget i § 1, nr. 84.

Til nr. 30 (§ 18)

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i § 18, hvorefter der for hver ejendom findes en elektronisk akt, der indeholder en fuldstændig gengivelse af de på ejendommen tinglyste dokumenter.

Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt., indebærer, at der €" som i dag €" findes en akt (dokumentmappe) for hver ejendom. Til forskel fra den gældende ordning vil der dog være tale om en database med digitale dokumenter i stedet for fysiske aktmapper med papirdokumenter. I den elektroniske akt vil der findes en fuldstændig gengivelse af alle de dokumenter, der er tinglyst på den pågældende ejendom.

Som følge heraf foreslås den gældende bestemmelse i den gældende § 18 om den nuværende fysiske akt ophævet.

Den elektroniske akt vil omfatte både digitale dokumenter, der fremover vil blive tinglyst i det elektroniske tinglysningssystem, og dokumenter, der er tinglyst efter den nugældende ordning. De sidstnævnte dokumenter vil efter overgangen til papirløs tinglysning blive scannet og efterfølgende gjort tilgængelige i den elektroniske akt.

Den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. indebærer, at den gældende regel om opbevaring af fysiske genparter af dokumenter, der ikke længere er gældende, erstattes af en regel om, at udslettede dokumenter overføres til en (elektronisk) historisk akt.

Til nr. 31 (§ 19, stk. 2)

Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter den geografiske placering af en bygning på lejet grund mv. skal noteres i tingbogen, inden der første gang sker tinglysning af en rettighed på en sådan bygnings blad i tingbogen. Tinglysningsretten kan som grundlag for en sådan notering forlange en erklæring fra en landinspektør om spørgsmålet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at tingbogen vil indeholde oplysning om den nærmere geografiske placering af en bygning på lejet grund.

En sådan ordning vil bidrage til at forbedre informationsniveauet i tingbogen. Oplysninger om bygningens placering vil også gøre det muligt at tage stilling til, om bygningen eksempelvis kan være til hinder for tinglysning af en senere anmeldt servitut, der skal påhvile hele eller dele af grunden.

Det beror i øvrigt på rettens skøn, om en landinspektørerklæring skal indhentes, men det må forventes, at der stilles krav herom i de fleste sager om tinglysning af rettigheder over bygninger på lejet grund mv. Der henvises i øvrigt til den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, der vedrører anvendelse af landinspektørerklæringer i forbindelse med udstykning.

Der foreslås endvidere som 3. pkt. en bemyndigelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om registreringen af den geografiske placering af bygninger på lejet grund. Landinspektøren vil skulle afgive en evt. erklæring i henhold til de fastsatte regler. Reglerne vil svare til de bestemmelser, der fastsættes vedrørende stedfæstelse af nye servitutter, jf. lovforslagets § 1, nr. 11 (tinglysningslovens § 10, stk. 6), og af eksisterende servitutter i forbindelse med udstykning, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 (tinglysningslovens § 22, stk. 1). Der henvises herved til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 32 (§ 22, stk. 1, 1. og 3. pkt., og stk. 8)

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., ændres, således at der forinden fuldbyrdelse af udstykning ved tinglysning skal foreligge en attest fra Tinglysningsretten om den geografiske udstrækning af tinglyste servitutter og om, hvilke af grundstykkerne disse påhviler.

Tinglysningsretten kan som grundlag for en sådan attest forlange en erklæring fra en landinspektør om spørgsmålet.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen viderefører det gældende krav om en servitutattest i forbindelse med sager om udstykning, men ændringen indebærer, at det ikke længere vil være tilstrækkeligt, at servitutattesten fastlægger, på hvilket eller hvilke af de nye grundstykker servitutten hviler.

Bestemmelsen kræver således, at den nærmere geografiske udstrækning af servitutter bliver fastlagt. Hermed sikres ikke blot €" som efter gældende ret €" en geografisk fordeling, således at servitutter kun tinglyses på den eller de nye grundstykker, som servitutten vedrører, men også at det bliver muligt mere nøjagtigt at stedfæste servitutterne på de enkelte (nye) ejendomme. Den geografiske udstrækning af servitutter skal fastlægges på alle de grundstykker, hvori en ejendom deles. For så vidt angår restejendommen, skal servitutternes geografiske udstrækning alene fastlægges i det omfang, hvori det er muligt på grundlag af oplysninger i de tinglyste servitutdokumenter, mens fastlæggelsen af servitutters geografiske udstrækning på nye ejendomme kan nødvendiggøre mere omfattende undersøgelser.

Det beror i øvrigt €" som efter den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1 €" på rettens skøn, om en servituterklæring fra en landinspektør skal indhentes til brug for attestens udarbejdelse. I praksis indhentes der landinspektørerklæring i de fleste sager efter den nugældende bestemmelse, hvorfor det €" i lyset af, at detaljeringsgraden af attesterne øges med den foreslåede bestemmelse €" må det formodes, at retten også efter denne bestemmelse i de fleste tilfælde vil kræve en servituterklæring.

Der foreslås endvidere som 3. pkt. en bemyndigelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om registreringen af den geografiske placering og udstrækning af tinglyste servitutter. Landinspektøren vil skulle afgive en evt. erklæring i henhold til de fastsatte regler. Reglerne vil svare til de bestemmelser, der fastsættes vedrørende stedfæstelse af nye servitutter, jf. lovforslagets § 1, nr. 11 (tinglysningslovens § 10, stk. 6), og af bygninger på lejet grund, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 (tinglysningslovens § 19, stk. 2). Der henvises herved til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

Den foreslåede ændring af stk. 8 indebærer, at den foreslåede overførsel til landinspektøren/matrikelmyndighederne af dommerens kompetence til at udstede uskadelighedsattest, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, ikke vil gælde ved opdeling af en fast ejendom i ejerlejligheder. Uskadelighedsattest vil i disse tilfælde fortsat skulle udstedes af dommeren (Tinglysningsretten) på grundlag af et oplæg fra landinspektøren. Begrundelsen herfor er, at Kort & Matrikelstyrelsen som matrikelmyndighed ikke i øvrigt træffer afgørelse ved opdeling i ejerlejligheder. I Københavns og Frederiksberg Kommuner udøves matrikelmyndigheden af henholdsvis Stadskonduktøren og Stadslandinspektøren og i resten af landet af Kort & Matrikelstyrelsen under Miljøministeriet.

Til nr. 33 (§ 23, stk. 1 og 3)

Ændringen af stk. 1 er alene udtryk for en præcisering af den gældende bestemmelse. Det foreslås således, at det af bestemmelsen skal fremgå, at afgørelsen om arealoverførsel træffes af matrikelmyndighederne. Det vil for Københavns og Frederiksberg Kommuners vedkommende sige kommunen ved henholdsvis Stadskonduktøren og Stadslandinspektøren og for resten af landet Kort & Matrikelstyrelsen under Miljøministeriet.

Forslaget til ændret affattelse af stk. 1 indebærer ingen ændring i kravene til de samtykker og attester, der som udgangspunkt skal foreligge for, at matrikelmyndigheden kan foretage arealoverførsel.

Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., indebærer visse justeringer af krav, der efter den gældende bestemmelse opstilles, for at arealoverførsel kan ske uden panthaversamtykke.

Efter den gældende bestemmelse er det således en betingelse, at det såkaldte ubetydelighedskrav er opfyldt. Kravet skal efter de gældende regler opfyldes både i forhold til ejendommens størrelse og værdi.

Kravet foreslås videreført, men dog med den ændring, at der fremover ved vurderingen af, om der er tale om en ubetydelig arealoverførsel, kun skal henses til ejendommens værdi. Det overførte areals størrelse i forhold til den samlede ejendom er normalt ikke af betydning for panthaverne.

Ved vurderingen af, om ubetydelighedskravet er opfyldt, sammenholdes ejendomsværdien af den samlede ejendom med værdien af det areal, der ønskes afstået. Ved fastlæggelse af værdien af det afståede bør der tages udgangspunkt i det aftalte vederlag, idet denne værdi dog ikke kan være mindre end den værdi, der kan beregnes ud fra den offentlige grundværdi. Såfremt indgrebet er ubetydeligt, vil det i praksis betyde, at ejendommens offentlige ejendomsværdi opretholdes.

Ved beregningen vil det såkaldte nettoprincip kunne anvendes, hvis der sker gensidige jordomlægninger mellem flere ejendomme. Det vil dog være en forudsætning for anvendelsen af nettoprincippet, at der ikke herved omlægges jorder af betydelig værdi, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Anvendelse af et nettoprincip indebærer, at værdien af et modtaget jordstykke skal modregnes i værdien af det overførte jordstykke. Der bliver således her tale om en differenceværdi. Nettoprincippet kan i øvrigt ofte medføre, at de berørte ejendomme stiger i værdi.

I tilknytning til dette ubetydelighedskrav fastholdes det gældende krav om, at arealoverførslen skal ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden.

Baggrunden for at opretholde dette krav er, at et ubetydeligt indgreb kan have videregående konsekvenser for en ejendoms brugsværdi og dermed for ejendommens værdi, hvis indgrebet foretages uhensigsmæssigt. Der må således €" ud over ubetydelighedsvurderingen €" ligesom i dag foretages en vurdering af indgrebets konsekvenser for ejendommens funktionalitet og anvendelse, således at det sikres, at pantesikkerheden ikke forrykkes.

I stk. 3, 2. pkt., fastslås, at matrikelmyndigheden afgør, om betingelserne for at foretage arealoverførsel i medfør af 1. pkt. er opfyldt. Til brug for denne afgørelse skal der i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 3. pkt., foreligge en erklæring fra en landinspektør med beskikkelse. Forslaget indebærer således, at grundlaget for at træffe afgørelse om at foretage arealoverførsel uden panthavernes samtykke som hidtil tilvejebringes af en landinspektør med beskikkelse efter lov om landinspektørvirksomhed. Efter de gældende regler er det domstolene, der udsteder de såkaldte uskadelighedsattester, mens den tilsvarende afgørelse fremover foreslås truffet af matrikelmyndigheden. Landinspektøren, der tilvejebringer grundlaget for afgørelsen, er i besiddelse af kendskab til ejendommene i et givent geografisk område og til det konkrete indgreb og er således i stand til at vurdere indgrebets værdimæssige konsekvenser.

Matrikelmyndighedernes afgørelse om arealoverførsel kan efter udstykningslovens § 12 ikke påklages til anden administrativ myndighed. Der må således anlægges sag ved domstolene, hvis matrikelmyndighedens afgørelse skal prøves. Et afslag på anmodning om arealoverførsel på grundlag af uskadelighedsattest indebærer imidlertid ikke, at arealoverførsel ikke kan gennemføres, men blot at rekvirenten må anvende hovedreglen i § 23, stk. 1, og sikre sig panthavernes accept af arealoverførslen.

Lider en panthaver tab som følge af en forringelse af ejendommens værdi i forbindelse med en arealoverførsel, der sker på grundlag af uskadelighedsattest, skal matrikelmyndighederne erstatte tabet på samme grundlag, som tinglysningsdommeren i dag kan ifalde ansvar, hvis der lides et sådant tab. Tabet skal opstå som følge af, at myndigheden begår fejl eller forsømmelse i forbindelse med afgørelsen om arealoverførsel. Efterfølgende værdiforringelser af ejendommen, der ikke skyldes arealoverførslen, kan ikke begrunde et erstatningsansvar. Det her omtalte erstatningsansvar er i praksis kun relevant i forhold til panthavere. Ejendommens ejer vil normalt ikke kunne gøre et ansvar gældende, idet reglerne varetager hensynet til panthavers interesser. Prisen på det overførte areal fastsættes i øvrigt ikke på grundlag af myndighedernes afgørelse eller landinspektørens erklæring, men ud fra købers og sælgers vurdering af arealets værdi.

Har landinspektøren begået fejl eller forsømmelse ved afgivelse af uskadelighedsattesten, vil matrikelmyndigheden efter dansk rets almindelige regler kunne have et regreskrav mod landinspektøren.

Der foreslås endvidere et stk. 3, 4. pkt., hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for landinspektørens afgivelse af erklæring om, at arealoverførsel kan foretages uden fare for pantesikkerheden. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal muliggøre, at justitsministeren efter inddragelse af de berørte relevante brancheorganisationer kan fastsætte regler for fremgangsmåden for afgivelse af uskadelighedsattester, således at det sikres, at arealoverførsel kan gennemføres, så panthavernes interesser behørigt beskyttes. Landinspektøren vil således skulle afgive attesten i henhold til de regler, der fastsættes af justitsministeren, og matrikelmyndigheden påser, at erklæringen er i overensstemmelse med reglerne.

Der forventes fastsat en øvre grænse for værdien, herunder differenceværdien, af det overførte, idet overførsel ved anvendelse af uskadelighedsattest særligt er rettet mod småsager. Ved fastsættelse af denne værdigrænse vil der kunne tages udgangspunkt i udstykningslovens § 25, stk. 3, hvorefter visse sager om arealoverførsel kan gennemføres efter en særlig €" og billigere procedure. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1165 af 1. december 2004 om matrikulære afgifter og gebyrer, at denne procedure kan gennemføres, hvis værdien af det overførte areal ikke overstiger 40.000 kr.

Til nr. 34 (§ 25)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et dokument anses for tinglyst, når det er indført i tingbogen, og der er afsendt meddelelse om tinglysningen til den, der i medfør af tinglysningslovens § 9, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, med bindende virkning kan sendes sådan meddelelse til.

Baggrunden for forslaget er, at dagbogen forslås afskaffet, og at dokumenter vedrørende fast ejendom, der modtages til tinglysning, indføres i tingbogen allerede ved modtagelsen i medfør af tinglysningslovens § 14, stk.1, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dokumenterne kan derfor først anses for tinglyst, når der er afsendt meddelelse om tinglysningen.

Forslaget om at ophæve den gældende bestemmelse i 2. pkt., hvorefter retsvirkningerne af tinglysning som hovedregel regnes fra dagen for anmeldelse til tinglysning, er en konsekvens af, at der ved de foreslåede bestemmelser i tinglysningslovens § 14, stk. 1, og § 16, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 og 22, indføres en ordning, hvorefter retsvirkningerne af tinglysning regnes fra det nøjagtige tidspunkt for dokumentets anmeldelse til tinglysning, og at dette tidspunkt også er afgørende i relation til prioritetsordenen mellem indbyrdes modstridende rettigheder.

Med samme begrundelse foreslås endvidere ophævelse af den gældende bestemmelse i 3. pkt. om ligestilling af dokumenter, der anmeldes til tinglysning samme dag.

Til nr. 35 (§ 27, 1. og 3. pkt.)

Tinglysningslovens § 27, 1. pkt., fastslår tinglysningens gyldighedsvirkning, hvorved forstås, at en rettighed, der er tinglyst, kan anses som gyldig af aftaleerhververe, som afleder deres ret fra den tinglyste rettighed. Det er således gennem retsvirkningerne af § 27 i kombination med erstatningsbestemmelsen i § 31, at tingbogen opnår sin positive troværdighed.

Der er ikke €" bortset fra de foreslåede særlige bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens §§ 27 a-27 c), vedrørende overdragelse af negotiable pantebreve €" tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand. Bestemmelsen i tinglysningslovens § 27 vil således fortsat kunne påberåbes i bl.a. det indbyrdes forhold imellem pantsætter og panthaver i overensstemmelse med den udviklede retspraksis herom.

Bestemmelsen vil herudover fortsat finde anvendelse f.eks. i en situation, hvor der tinglyses et falsk skøde, hvorved den berettigede ifølge det falske skøde opnår at få tingbogslegitimation. Denne tingbogslegitimation vil herefter kunne udnyttes til at udstede og tinglyse et pantebrev, der giver pant i den faste ejendom. Pantebrevet vil herefter kunne overdrages til eje eller pant til en godtroende erhverver. Den godtroende erhverver vil i overensstemmelse med reglen i § 27, 1. pkt., som udgangspunkt ikke kunne mødes med nogen indsigelse, men da indsigelsen i dette eksempel vedrører falsk, vil den godtroende erhverver i medfør af § 27, 2. pkt., ikke kunne ekstingvere denne. Erhververen må i stedet rette et eventuelt erstatningskrav mod statskassen i medfør af reglen i tinglysningslovens § 31. Da indsigelsen således vedrører det ugyldige skøde og derfor ikke, som det er tilfældet i den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a), knytter sig til udstedelsen af pantebrevet eller panteforholdet i øvrigt, vil reglerne i § 27, 1. og 2. pkt., efter lovens ikrafttræden fortsat kunne være relevante i forbindelse med overdragelse af pantebreve.

Den gældende bestemmelse i § 27, 1. pkt., foreslås ændret, således at der kan gøres indsigelser gældende vedrørende et dokuments gyldighed, indtil det tidspunkt, hvor meddelelse om tinglysningen er afsendt fra Tinglysningsretten, og hvor tinglysning derfor anses for at have fundet sted efter den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 25, jf. lovforslagets § 1, nr. 34.

Efter gældende ret er udlevering eller afsendelse af det fysiske dokument fra tinglysningskontoret afgørende for, om indsigelser vedrørende dokumentets gyldighed kan gøres gældende.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at tinglysningen digitaliseres fuldt ud, og der vil derfor ikke ske udlevering eller afsendelse af tinglyste dokumenter fra Tinglysningsretten. Der vil i stedet blive givet meddelelse til anmelderen om, at tinglysning har fundet sted. Afsendelsen af denne meddelelse vil således være afgørende for, om der kan gøres indsigelser gældende mod det tinglyste dokumentet.

Der henvises endvidere til den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 24, hvorefter der sendes meddelelse om tinglysning til anmelderen mv.

Den gældende bestemmelse foreslås endvidere ændret, således at det i relation til beskyttelsen af godtroende aftaleerhververe alene bliver afgørende, at disse har erhvervet rettigheder over ejendommen ifølge tinglyst aftale. Bestemmelsen om, at man kan opnå beskyttelse af sin ret ifølge transport på et pantebrev, har ikke længere nogen selvstændig betydning, idet sikringsakten ved overdragelse af pantebreve fremover vil være tinglysning, jf. den foreslåede ophævelse af § 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 10, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Det foreslås endvidere at indsætte en bestemmelse i 3. pkt., der henviser til de foreslåede nye bestemmelser i tinglysningslovens §§ 27 a og 27 b, der særligt vedrører overdragelse af tinglyste negotiable pantebreve til eje eller pant, jf. lovforslagets § 1, nr. 37. For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår et pantebrev, der giver pant i fast ejendom, er negotiabelt, henvises der til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 27, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 36.

Til nr. 36 (§ 27, stk. 2)

Det foreslås at indsætte et nyt stykke i § 27, hvorefter tinglyste pantebreve, herunder ejerpantebreve, der giver pant i fast ejendom, er negotiable, medmindre der i pantebrevet er indføjet ordene "ikke til ordre" eller tilsvarende forbehold (rektaklausul). Indeholder det digitale pantebrev en rektaklausul, vil reglerne i gældsbrevslovens kapitel III om simple gældsbreve, bortset fra § 31, finde anvendelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 (forslaget til gældsbrevslovens § 26, stk. 2).

Med forslaget er det tilsigtet at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter pantebreve, der giver pant i fast ejendom, er at anse som omsætningsgældsbreve medmindre, der er indføjet en rektaklausul, jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3.

Skadesløsbreve er ikke gældsbreve, og der kan ikke knyttes negotiabiltetsvirkninger til disse.

Til nr. 37 (§§ 27 a, 27 b og 27 c)

Til § 27 a

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 27 a om ekstinktion af indsigelser , hvorefter en skyldner ifølge et tinglyst negotiabelt pantebrev, der overdrages til eje eller pant, som udgangspunkt ikke kan gøre nogen af de af gældsbrevslovens § 15, stk. 1, omfattede indsigelser gældende over for en godtroende erhverver. Det er hermed tilsigtet at bevare den gældende retstilstand efter gældsbrevslovens § 15, der som følge af den foreslåede bestemmelse i gældsbrevslovens § 11, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, ikke vil finde direkte anvendelse ved overdragelse af tinglyste digitale pantebreve.

Som følge af dematerialiseringen af tinglyste pantebreve vil kravet om ihændehavelse i gældsbrevslovens § 15 som betingelse for ekstinktion imidlertid ikke længere kunne opfyldes. Det foreslås derfor at erstatte dette krav med et krav om tinglysning af overdragelsen.

I relation til erhververens gode tro vil det efter lovens ikrafttræden være bestemmelsen i tinglysningslovens § 5, der vil være afgørende for vurderingen heraf. Efter denne bestemmelse vil en erhverver være i god tro, hvis han på tidspunktet for anmeldelsen af overdragelsen til tinglysning hverken kendte eller ved grov uagtsomhed var skyld i sit ukendskab til den relevante indsigelse.

Herudover er der ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet ændringer af de gældende ekstinktionsbetingelser, herunder at der skal foreligge en gyldig aftale om overdragelsen, at overdrageren havde en i formen lovlig adkomst til at råde over det pågældende pantebrev, og at erhververen skal have sikret sin ret over for tredjemand.

For så vidt angår overdragelse af en håndpanteret i et ejerpantebrev (frempantsætning), antages det efter gældende ret, at dette kan ske med eller uden overdragelse af den underliggende fordring. Herudover antages det efter gældende ret, at en overdragelse af en håndpanteret med tilhørende underliggende fordringer medfører, at der i relation til sikringsakter, ekstinktion af indsigelser mv. må sondres mellem overdragelsen af panteretten og overdragelsen af den sikrede fordring, når erhververens retsstilling i forbindelse med overdragelsen skal fastlægges.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen ændringer heri. Det betyder bl.a., at det må antages, at en erhverver i god tro i visse tilfælde vil kunne ekstingvere en svag indsigelse, f.eks. falsk der er knyttet til udstedelsen af en underpanteret i et ejerpantebrev. Der vil imidlertid ikke kunne ske ekstinktion af indsigelser for så vidt angår den underliggende fordring, medmindre denne undtagelsesvis måtte være negotiabel, jf. princippet i gældsbrevslovens § 27.

I den foreslåede § 27 a, stk. 2, 1. pkt., foreslås at indsætte en henvisning til gældsbrevslovens § 16, hvorefter indsigelser om ordinære betalinger bevares selv over for en godtroende erhverver. Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand. Det samme gælder i relation til henvisningen i forslaget til 2. pkt. til gældsbrevslovens § 17, der opregner en række stærke indsigelser, som skyldneren bevarer selv over for en erhverver i god tro, herunder f.eks. falsk og forfalskning.

Det bemærkes, at hverken gældsbrevslovens § 15, stk. 1, eller § 17 kan anses for at være udtømmende, og det antages efter gældende ret, at indsigelser, der ikke er nævnt i de to bestemmelser, vil kunne henføres som henholdsvis svage eller stærke indsigelser ud fra analogiovervejelser.

Til § 27 b

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 27 b om ekstinktion af rettigheder.

De nugældende regler i tinglysningslovens § 28 og gældsbrevslovens § 14 indeholder regler, der letter omsætteligheden af tinglyste pantebreve ved at betrygge retsstillingen for godtroende aftaleerhververe, som det er tilfældet med reglerne i gældsbrevslovens §§ 15-18. Erhververe kan efter gældende ret således i almindelighed påregne, at de opnår den tilsagte ret over pantebrevet, når de handler med en person, der er formelt legitimeret til at disponere, og de samtidig sørger for at få pantebrevet i deres besiddelse.

Med indførelsen af bestemmelsen i § 27 b er det således tilsigtet at videreføre den nuværende retstilstand ved overdragelse af tinglyste negotiable pantebreve, men som følge af dematerialiseringen af pantebrevene vil det nuværende krav om rådighedsberøvelse dog blive erstattet af et krav om tinglysning. For så vidt angår de øvrige ekstinktionsbetingelser henvises der til bemærkningerne til § 27 a.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne finde anvendelse i et tilfælde, hvor en overdrager på falsk grundlag har opnået tingbogslegitimation. En godtroende erhverver af det tinglyste digitale pantebrev, der selv får overdragelsen tinglyst, vil således trods den stærke indsigelse om falsk kunne vinde ret over pantebrevet og dermed ekstingvere en tidligere rettighedshaver.

Tinglysningslovens § 28 og gældsbrevslovens § 14 indeholder et godtrosbegreb, hvorefter en erhverver er i ond tro, hvis han ved erhvervelsen handlede (simpelt) uagtsomt. Dette godtrosbegreb foreslås ændret således, at det fremover kræves, at erhververen er i god tro ved anmeldelsen af sin ret til tinglysning i overensstemmelse med bestemmelsen herom i tinglysningslovens § 5. En erhverver, der efter lovens ikrafttræden erhverver et tinglyst digitalt pantebrev fra den ifølge tingbogen berettigede, vil således vinde ret, medmindre han kender til eller ved grov uagtsomhed er skyld i sit ukendskab til, at der f.eks. er tale om en falsk tingbogslegitimation.

Til § 27 c

Endelig foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 27 c svarende til den gældende bestemmelse i gældsbrevslovens § 18 om skyldnerens adgang til at modregne over for en erhverver af et omsætningsgældsbrev. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden, bortset fra at betingelsen om ihændehavelse erstattes af en betingelse om tinglysning af overdragelsen. Herudover er ordet "gældsbrevsfordring" i gældsbrevslovens § 18, stk. 2, i det foreslåede stk. 2 blevet ændret til "pantebrevsfordring" i overensstemmelse med tinglysningslovens terminologi. Der er ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændringer.

Det bemærkes i øvrigt, at reglerne i gældsbrevslovens kapitel II med den foreslåede bestemmelse i gældbrevslovens § 11, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, fortsat vil finde anvendelse på papirbaserede pantebreve, der er tinglyst før lovens ikrafttræden, og som endnu ikke er blevet konverteret til digitale pantebreve efter den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 15.

Til nr. 38 (§ 28)

Det foreslås at ophæve den nuværende bestemmelse i tinglysningslovens § 28, hvorefter den, der har et tinglyst pantebrev i hænde med en i formen lovlig adkomst, ikke er pligtig at udlevere det til den, fra hvem det er bortkommet, medmindre det godtgøres, at han ved erhvervelsen har gjort sig skyldig i uagtsomhed. § 28 regulerer erhververens mulighed for ekstinktion af tidligere stiftede rettigheder, hvilket fremover ved overdragelse af tinglyste digitale pantebreve vil være reguleret ved den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 b).

Med den foreslåede ændring af gældbrevslovens § 11, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, vil reglerne i gældsbrevslovens kapitel II fortsat finde anvendelse på papirbaserede pantebreve, der er tinglyst før lovens ikrafttræden, og som ikke er blevet konverteret til digitale pantebreve efter den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 15.

Til nr. 39 (§ 29, stk. 1)

Det foreslås at tilføje ordene "renter og afdrag på et tinglyst negotiabelt pantebrev" i den gældende legitimationsregel i tinglysningslovens § 29, stk. 1, hvorefter tingbogens udvisende fremover vil være kreditors legitimation til at modtage betaling ifølge et tinglyst digitalt pantebrev. Skyldneren vil herefter altid i god tro med frigørende virkning kunne betale renter og afdrag, uanset om disse er forfaldne eller uforfaldne, ordinære eller ekstraordinære, til den person, der efter tingbogen er beføjet til at modtage betaling. Herudover vil skyldneren som efter gældende ret altid kunne betale til den materielt berettigede.

Hvis pantebrevet overdrages til eje eller pant, vil skyldneren endvidere i visse tilfælde kunne betale med frigørende virkning til overdrageren efter reglerne herom i den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 40 (forslaget til tinglysningslovens § 29, stk. 2), hvortil der henvises.

Til nr. 40 (§ 29, stk. 2)

Det foreslås at ophæve den gældende regel i § 29, stk. 2. Baggrunden herfor er, at der foreslås en ændring af gældsbrevsloven således, at lovens kapitel II ikke længere skal finde anvendelse på tinglyste digitale gældsbreve, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 (forslaget til gældsbrevslovens § 11, stk. 3).

Det foreslås endvidere at indsætte en ny regel i stk. 2, hvorefter en skyldner ifølge et tinglyst negotiabelt digitalt pantebrev med frigørende virkning kan betale forfaldne renter og tidsfæstede afdrag til overdrageren, forudsat at betalingen sker i god tro om overdragelsen.

Bestemmelsen svarer til gældsbrevslovens § 20, stk. 1, hvorefter skyldneren med frigørende virkning kan betale forfaldne renter og ordinære afdrag til overdrageren, medmindre han vidste, at overdrageren ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller havde grund til mistanke derom.

Det er med den foreslåede bestemmelse tilsigtet at bevare den nugældende retstilstand dog med den ændring, at tinglysningslovens § 5 finder anvendelse ved vurderingen af skyldnerens gode tro. Herefter vil en skyldner ikke kunne betale med frigørende virkning til overdrageren, hvis skyldneren i forbindelse med betalingen er bekendt med overdragelsen eller ved grov uagtsomhed er skyld i sit ukendskab til denne.

Skyldneren vil i øvrigt kunne betale med frigørende virkning til den materielt berettigede eller i god tro til den ifølge tingbogen berettigede i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 39 (forslaget til tinglysningslovens § 29, stk. 1), hvortil der henvises.

Til nr. 41 (§§ 29 a og 29 b)

Til § 29 a

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 29 a, hvorefter skyldneren ifølge et tinglyst digitalt pantebrev eller ifølge en tinglyst underpanteret i et ejerpantebrev kun er forpligtet til at betale gælden mod aflysning efter reglerne i den foreslåede § 11, stk. 2, i tinglysningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter der til udslettelse af et pantebrev eller underpant i et ejerpantebrev enten skal indhentes samtykke fra den ifølge tingbogen berettigede eller foreligge en retsbeslutning.

Baggrunden herfor er, at der bør indføres en regel svarende til gældsbrevslovens § 21, stk. 1, hvorefter skyldneren ved indfrielse af restgælden kan forlange udlevering af gældsbrevet for at undgå ekstinktion i medfør af gældsbrevslovens § 15, stk. 1, 3. led.

Med den foreslåede bestemmelse i tinglysningsloven vil en skyldner, der indfrier restgælden ifølge et tinglyst digitalt pantebrev, således kunne gardere sig mod ekstinktion af indfrielsen af en godtroende erhverver af pantebrevet ved at kræve pantebrevet aflyst.

Aflysningen af pantebrevet vil i praksis f.eks. kunne ske ved, at en skyldner indbetaler restgælden på en spærret konto, hvorefter beløbet frigives til kreditor, når aflysningen er foretaget, og skyldneren har fået dokumentation herom i form af meddelelse fra Tinglysningsretten.

Til § 29 b

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., hvorefter en skyldner ifølge et digitalt pantebrev vil kunne kræve betaling af såvel et ordinært afdrag før forfaldstid som et ekstraordinært afdrag tinglyst ved at nedlyse pantebrevet. Bestemmelsen tilsigter at videreføre reglen i gældsbrevslovens § 21, stk. 2, 2. pkt., hvorefter skyldneren kan kræve en kvitteringspåtegning om afdrags- og rentebetalinger, der ikke er omfattet af gældsbrevslovens § 16 om ordinære betalinger, påført gældsbrevet.

Med den foreslåede bestemmelse vil skyldneren således ved at kræve en betaling tinglyst kunne gardere sig mod ekstinktion af indsigelsen om betalingen af en godtroende erhverver af pantebrevet efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a, stk. 1).

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt. vil skyldneren i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i gældsbrevslovens § 21, stk. 2, 1. pkt., alene kunne kræve særskilt kvittering for betaling af tidsfæstede afdrag efter forfaldstid. Baggrunden herfor er, at skyldneren i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a, stk. 2, 1. pkt.) bevarer en indsigelse om, at der er betalt tidsfæstede afdrag selv over for en godtroende erhverver af pantebrevet.

Efter forslaget til stk. 2, 1. pkt., kan skyldneren forlange, at pantebrevet aflyses, hvis skyldforholdet er ophørt. Efter den foreslåede regel i stk. 2, 2. pkt., kan skyldneren kræve ændringen tinglyst, hvis skyldforholdet er ændret ved aftale, modregningserklæring, dom eller opsigelse. Ved opsigelse gælder dette, uanset om gælden opsiges af kreditor eller skyldneren.

De foreslåede bestemmelser tilsigter at videreføre reglen i gældsbrevslovens § 21, stk. 3, hvorefter skyldneren, når han har interesse deri, kan kræve en kvitteringspåtegning på gældsbrevet om afdrag, som er betalt, og reglen i gældsbrevslovens § 21, stk. 4, hvorefter en skyldner kan kræve at få en påtegning om, at gældsbrevet er opsagt. Efter de nævnte bestemmelsers analogi kan skyldneren efter gældende ret endvidere kræve, at pantebrevet udstyres med en påtegning om, at skyldforholdet er ændret ved dom eller aftale. Skyldneren vil på den måde kunne gardere sig mod ekstinktion af de nævnte indsigelser i medfør af reglen i gældsbrevslovens § 15, stk. 3.

Med de foreslåede bestemmelser i stk. 2, 1. og 2. pkt., vil skyldneren således i stedet for en påtegning på et papirbaseret pantebrev kunne forlange at få sådanne ændringer i skyldforholdet tinglyst på det digitale pantebrev for at hindre ekstinktion efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a, stk. 1).

Til nr. 42 (§ 31, 2. pkt.)

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i tinglysningslovens § 31, 2. pkt., hvorefter en godtroende erhverver af et pantebrev, der bliver mødt med en stærk indsigelse efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a, stk. 2, 2. pkt.), vil kunne kræve erstatning.

Efter gældende ret vil en godtroende erhverver have ret til erstatning i medfør af tinglysningslovens § 31, hvis erhververen bliver mødt af en indsigelse om, at dokumentet er falsk, forfalsket, at det er fremkaldt retsstridigt ved personlig vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, eller en indsigelse om, at udstederen af dokumentet var umyndig jf. tinglysningslovens § 27, 2. pkt.

Herudover antages det efter gældende ret, at der vil kunne ydes erstatning, hvis erhververen bliver mødt med en indsigelse, der er omfattet af gældsbrevslovens § 17, der i praksis indfortolkes i tinglysningslovens § 27, 2. pkt. Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor der fremsættes indsigelse om, at udstederen er frataget den retlige handleevne eller manglede evne til at handle fornuftsmæssigt. Hertil kommer øvrige relevante indsigelser nævnt i gældsbrevslovens § 17 samt indsigelser, der som følge af en analogi eller en udvidende fortolkning af den ikke udtømmende bestemmelse efter en konkret vurdering må anses som stærke indsigelser.

Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse at foretage realitetsændringer.

Det antages i almindelighed, at tab, der skyldes en aftales ugyldighed, alene erstattes med den såkaldte negative kontraktsinteresse, hvilket indebærer, at den skadelidte kan kræve at blive stillet økonomisk, som om aftalen ikke var indgået. For så vidt angår erstatning i henhold til tinglysningslovens § 31 er det imidlertid på baggrund af bestemmelsens ordlyd blevet antaget, at den erstatningssøgende kan kræve at blive stillet, som hvis han havde ekstingveret den indsigelse, der har ledt til dokumentets ugyldighed. Dette gælder tilsvarende i forhold til indsigelser efter den foreslåede § 27 a, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 37.

Til nr. 43 (§ 34, stk. 1)

Den foreslåede ændring af stk. 1, hvorefter der henvises til modtagelsestidpunkt i stedet for til anmeldelsesdato, er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 15 (tinglysningslovens § 14, stk. 1), om, at retsvirkningerne af tinglysning regnes fra Tinglysningsrettens modtagelse af dokumentet, der vil blive registreret nøjagtigt.

Til nr. 44 (§ 36, 3. pkt.)

Det foreslås, at bestemmelsen i § 36, 3. pkt., ændres, således at bemærkning om kære alene skal indføres i tingbogen.

Den foreslåede ændring indebærer en ophævelse af kravet om, at der gøres bemærkning om kære i dagbogen, der afskaffes i forbindelse med digitaliseringen af tinglysningen, hvor dagbogen integreres i tingbogen. Der henvises herved til den foreslåede ændring af § 7, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 6).

Til nr. 45 (§ 39, stk. 1, 3. pkt.)

Det foreslås at ophæve det gældende krav om, at panthaver skal underskrive en påtegning om debitorskifte på et pantebrev, således at disse (fremover digitale) påtegninger efter de almindelige regler i den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 7, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, skal være forsynet med panthavers digitale signatur.

Der er således tale om en ren konsekvensændring som følge af, at påtegninger på pantebreve digitaliseres, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 6 (tinglysningslovens § 7, stk. 2).

Den, der overdrager pantegælden, vil således fortsat kunne forlange, at panthaver giver pantebrevet en påtegning om gældsovertagelsen.

Til nr. 46 (§ 42 d, stk. 3-7)

Det foreslås at ophæve den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 42 d, stk. 3, hvorefter overdragelse eller anden overførsel af de i stk. 1 nævnte rettigheder i motorkøretøjer (ejendomsforbehold, underpant og retsforfølgning, i det omfang skyldneren ikke er berøvet rådigheden af køretøjet), ikke behøver tinglysning. Ændringen er en konsekvens af dematerialiseringen af dokumenterne, hvorefter det fremover vil være nødvendigt at sikre overdragelse eller anden overførsel af tinglyste rettigheder ved tinglysning.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i stk. 3 svarende til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a, stk. 1), hvorefter der gives mulighed for at stifte underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøjer, der herefter vil skulle tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om ejerpantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod motorkøretøjet.

Med den foreslåede bestemmelse indføres der en særregel, der skal sikre, at der efter lovens ikrafttræden fortsat kan stiftes panterettigheder i et digitalt ejerpantebrevs ramme. Rettigheder over andre pantebreve end ejerpantebreve vil skulle tinglyses i medfør af lovens øvrige bestemmelser herom.

Overdragelse eller anden overførsel af underpanteretten vil skulle tinglyses i medfør af den foreslåede regel i stk. 7, jf. bemærkningerne hertil nedenfor.

Efter gældende ret vil ejerpantebreve, der giver pant i løsøre, herunder i motorkøretøjer, som udgangspunkt være ikkenegotiable pantebreve, medmindre de er gjort negotiable efter reglerne i gældsbrevslovens § 11, stk. 2. Det må i relation til overdragelse af ikkenegotiable løsøreejerpantebreve antages, at sikringsakten efter gældende ret som ved overdragelse af negotiable pantebreve er rådighedsberøvelse. Det samme gælder ved primær og sekundær håndpantsætning. Rådighedsberøvelse ved sekundær håndpantsætning gennemføres efter gældende ret ved at give bindende underretning til den primære håndpanthaver i overensstemmelse med, hvad der gælder for de negotiable pantebreve. Hjemmelen for sikringsakten i form af rådighedsberøvelse må antages at være gældsbrevslovens § 31, stk. 4, om gældsbreve af særlig beskaffenhed. I de tilfælde, hvor løsøreejerpantebrevet er gjort negotiabelt, finder reglerne om sikringsakter mv. i gældsbrevslovens kapitel II anvendelse.

Da løsøreejerpantebreve således i dag håndpantsættes med rådighedsberøvelse som sikringsakt, vil dematerialiseringen nødvendiggøre, at der indføres en til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a), svarende bestemmelse. Med den foreslåede bestemmelse vil tinglysning således være den nødvendige og tilstrækkelige sikringsakt ved stiftelse af primære underpanterettigheder. En sekundær underpanthaver vil imidlertid fremover såvel skulle tinglyse sin ret i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 til sikring mod aftaler om ejerpantebrevet og mod retsforfølgning som give en foranstående underpanthaver meddelelse om rettigheden, jf. den foreslåede henvisning i stk. 5 til den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil underpant og retsforfølgning i motorkøretøjet, der er tinglyst efter bestemmelsen i stk. 1, kunne fortrænge en utinglyst underpanteret i ejerpantebrevet, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Omvendt vil en tinglyst underpanteret i ejerpantebrevet efter den foreslåede regel i stk. 3 kunne fortrænge en utinglyst panteret i form af indbrudspant eller et utinglyst udlæg i køretøjet.

Det foreslås i stk. 5 at indsætte en ny bestemmelse, hvorefter § 1 a, stk. 3, skal finde tilsvarende anvendelse for en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøj som nævnt i § 42 c, og der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a, stk. 3).

Med stk. 6 foreslås det at indsætte en henvisning til bestemmelserne i § 15, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, hvorefter der ved anmeldelse af indbrudspant inden for rammen af et ejerpantebrev skal angives de enkelte foranstående hæftelser i ejendommen og disses beløb samt de foranstående rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme. Ved anmeldelse af underpant i et ejerpantebrev skal alene de foranstående rettigheder i ejerpantebrevet og inden for ejerpantebrevets ramme angives.

Med henvisning til tinglysningslovens § 15, stk. 6, vil der endvidere være behov for, at prioritetsstillingen i og inden for rammen af et ejerpantebrev, der giver pant i et motorkøretøj, fremgår af bilbogen. Der foreslås imidlertid ikke en henvisning til reglerne i tinglysningslovens § 17, stk. 3, om hvilke oplysninger der skal fremgå af tingbogen i relation til panterettigheder i et ejerpantebrev eller inden for rammen af et ejerpantebrev. Baggrunden herfor er, at reglerne om, hvilke oplysninger der skal fremgå af bilbogen, findes i bekendtgørelse nr. 304 af 10. maj 1993 om tinglysning i bilbogen med senere ændringer. En regel svarende til § 17, stk. 3, foreslås derfor for så vidt angår bilbogen gennemført ved bekendtgørelse.

Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21 (forslaget til tinglysningslovens § 15, stk. 6) og nr. 28 (forslaget til tinglysningslovens § 17, stk. 3).

Det foreslås endelig at indsætte en ny bestemmelse i stk. 7 , hvorefter enhver overdragelse eller anden overførsel af de i stk. 1 og 3 nævnte rettigheder, dvs. ejendomsforbehold, underpant, retspant i motorkøretøjer (hvis ejeren ikke er berøvet rådigheden over køretøjet) og underpant i ejerpantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, vil skulle tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om den pågældende rettighed, og mod retsforfølgning mod rettigheden. Bestemmelsen omfatter også overdragelse eller anden overførsel af ejerpantebreve, der giver pant i motorkøretøjer. Om sikringsakten ved overdragelse af en underpanteret i et ejerpantebrev med eller uden ­tilhørende underliggende fordring(er) henvises der til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Bestemmelsen medfører bl.a., at overdragelse eller anden overførsel af ejendomsforbehold fremover vil skulle tinglyses i bilbogen. Herudover vil f.eks. en transport af rettigheder i henhold til et tinglyst pantebrev, der giver pant i et motorkøretøj, f.eks. i form af et udlæg i pantebrevet, ligeledes skulle tinglyses på det pantsatte motorkøretøjs blad i bilbogen. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter det antages, at der ikke kan foretages udlæg i et ejerpantebrev. Pantsætters kreditorer kan således alene foretage udlæg i det aktiv, der er pantsat ved ejerpantebrevet, og panthavers kreditorer kan alene foretage udlæg i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i ejerpantebrevet.

Til nr. 47 (§ 42 e, stk. 2, 2. pkt.)

Det foreslås at tilføje ordene "eller i et ejerpantebrev med sikkerhed i et bestemt køretøj" til bestemmelsens 2. pkt. Ændringen er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 46 (tinglysningslovens § 42 d, stk. 3), hvorefter der skal ske tinglysning af underpant i et tinglyst ejerpantebrev, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (tinglysningslovens § 10, stk. 1).

Til nr. 48 (§ 42 e, stk. 2, 3. pkt.)

Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af de gældende bestemmelser i § 9, stk. 4 og 5. Bestemmelsen i det foreslåede § 9, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, erstatter det gældende § 9, stk. 4. I overensstemmelse hermed foreslås henvisningen i § 42 e, stk. 2, 3. pkt., til § 9, stk. 4 og 5, ændret til § 9, stk. 1, 2. pkt. Det foreslås endvidere ved henvisning til tinglysningslovens § 9, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, fastsat, at det skal fremgå af et anmeldt dokument, hvis det er udstedt i henhold til fuldmagt eller af en autoriseret anmelder, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (tinglysningslovens kapitel 7 a og 7 b), samt at der ikke kan tinglyses flere rettighedstyper ved samme dokument. Henvisningen til § 7, stk. 3, indebærer, at dokumenter og påtegninger, der anmeldes til tinglysning i bilbogen, skal være forsynet med digital signatur, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Den foreslåede henvisning til tinglysningslovens § 10, stk. 2, er en konsekvens af, at den gældende bestemmelse i § 10, stk. 3, som der i dag henvises til, bliver § 10, stk. 2, som følge af forslaget i lovforslagets § 1, nr. 10 (ophævelse af § 10, stk. 2).

Til nr. 49 (§ 42 e, stk. 3)

Ophævelsen af henvisningen i 1. pkt. til tinglysningslovens § 10, stk. 2, er en konsekvens af ophævelsen af kravet om vitterlighedsvidner, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 (tinglysningslovens § 10, stk. 2). Det foreslåede 2. pkt. erstatter den nuværende bestemmelse om tinglysning af retsforfølgning. Forslaget indebærer, at fogedretten foranlediger meddelelse om udlæg, bortset fra udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, arrest, konkurs og behandling af dødsbo ved bobestyrer tinglyst efter den bestemmelse, der foreslås indsat i tinglysningslovens § 13.

Meddelelse om retsforfølgning mv., der ikke er omfattet af den forestående ordning, vil efter de almindelige regler skulle tinglyses på rettighedshaverens foranledning og herefter dokumenteres ved indsendelse af en erklæring, der afgives af retten på en standardblanket.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14.

Til nr. 50 (§ 42 f, stk. 1)

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen. I et system med udbredt maskinel prøvelse, hvor den juridiske prøvelse og tinglysningen sker samtidig med at dokumentet modtages, er der ikke behov for en dagbog, og de modtagne dokumenter vil kunne registreres umiddelbart i bilbogen.

Forslaget indebærer således, at alle modtagne dokumenter vedrørende rettigheder over motorkøretøjer mv. indføres i bilbogen. Kan dokumentet ikke tinglyses med det samme, gives der i kraft af den foreslåede henvisning til § 14, stk. 4, anmelderen meddelelse herom samt om årsagen og det forventede tinglysningstidspunkt.

Forslaget er endvidere en konsekvens af ændringen af den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 14. Bestemmelsen i det foreslåede § 14, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, erstatter det gældende § 14, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3. I overensstemmelse hermed foreslås henvisningen i § 42 f, stk. 1, til § 14, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3, erstattet af en henvisning til bestemmelserne i § 14, stk. 1, 2.-4. pkt., og stk. 2. Endelig foreslås det, at henvisningen i § 42 f, stk. 1, også omfatter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, der indeholder hjemmel til at afvise dokumenter, der ikke indeholder de i tinglysningslovens § 9, stk. 1, anførte oplysninger, ikke er forsynet med digital signatur, eller indeholder andre fejl eller mangler, som justitsministeren har bestemt, skal føre til afvisning. For så vidt angår de i tinglysningslovens § 9, stk. 1, anførte oplysninger bemærkes dog, at kun bestemmelsens 2. pkt. finder anvendelse ved anmeldelse af rettigheder til tinglysning i bilbogen, jf. lovforslagets § 1, nr. 48.

Til nr. 51 (§ 42 f, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 1. og 3. pkt.)

Ændringen af henvisningen i stk. 2, 2. pkt., til § 15 er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved tinglysningslovens § 15, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves.

De øvrige forslag er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen. Da de modtagne dokumenter underkastes en juridisk prøvelse og føres i bilbogen allerede ved modtagelsen, opstår der ikke herefter spørgsmål om at indføre dokumentet i bilbogen. Konsekvensen af, at der ikke er hindringer for tinglysningen vil i stedet være, at dokumentet kan forsynes med oplysning om, at det er tinglyst, om modtagelsestidspunkt samt om løbenummer. I medfør af henvisningen til § 16, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 24, gives der meddelelse til anmelder om tinglysningen. Har anmelder i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, anført, at meddelelser skal sendes til en anden, sendes meddelelsen om tinglysning til denne.

Til nr. 52 (§ 42 g, stk. 1)

Den foreslåede ændring af 1. pkt. er en konsekvens af afskaffelsen af papirdokumenter. I et papirløst tinglysningssystem vil dokumenter ikke naturligt kunne anses for tinglyst, når de er "udleveret eller afsendt" fra Tinglysningsretten. I stedet foreslås, at dokumenter anses for tinglyst, når Tinglysningsretten har afsendt meddelelse om tinglysningen.

Bestemmelserne i 2. og 3. pkt., om beregning af tinglysningens retsvirkninger foreslås endvidere ophævet, idet reglerne herom vedrørende tingbogen i stedet finder tilsvarende anvendelse på bilbogen i kraft af henvisningen til § 14, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse i § 42 f, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 50.

Dette indebærer, at dokumenter, der anmeldes til tinglysning i bilbogen, anses for modtaget på nøjagtig det tidspunkt, hvor de kommer frem til Tinglysningsretten, og retsvirkningerne regnes fra dette tidspunkt. Dog anses et dokument ikke for modtaget, hvis det ikke opfylder de tekniske specifikation, der fastsættes i medfør af tinglysningsloven. Modtages to eller flere dokumenter på nøjagtig samme tidspunkt, ligestilles de.

Til nr. 53 (§ 42 g, stk. 3)

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 42 g, stk. 3, hvorefter de foreslåede regler i tinglysningslovens §§ 27 a-31 finder tilsvarende anvendelse ved overdragelse af negotiable pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer som nævnt i § 42 c.

Det betyder bl.a., at en godtroende erhverver af et negotiabelt pantebrev, der giver pant i et motorkøretøj, som får tinglyst en overdragelse, som udgangspunkt ikke vil kunne mødes med nogen indsigelser fra pantebrevets skyldner. Er der tale om en stærk indsigelse fra pantebrevets skyldner, vil erhververen imidlertid ikke kunne ekstingvere denne, men vil i stedet i medfør af § 31 kunne rette et eventuelt erstatningskrav mod staten. Dette vil i modsætning til i dag betyde, at bilbogen i et vist omfang tillægges positiv troværdighed ved overdragelse af pantebreve, der herefter omfatter såvel erhvervelse af pantebreve, der giver pant i fast ejendom, som pantebreve i motorkøretøjer. Da det imidlertid ikke er alle rettigheder, der tinglyses i bilbogen, kan det ikke udelukkes, at der vil kunne opstå en situation, hvor en aftaleerhverver i god tro ikke opnår den tilsagte ret eller erstatning.

Det foreslås herudover at indsætte en bestemmelse i 2. pkt., der giver mulighed for at gøre pantebreve, bortset fra skadesløsbreve, der giver pant i motorkøretøjer, negotiable, hvorefter reglerne i §§ 27 a-31 finder tilsvarende anvendelse i relation til overdragelse, betaling mv. Hertil kræves, at det klart fremgår af pantebrevet, at det skal være negotiabelt, hvilket i praksis vil kunne ske ved markering af et dertil indrettet felt på det digitale pantebrev.

Hermed er det tilsigtet at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter navnegældsbreve som udgangspunkt er simple gældsbreve, medmindre de falder ind under gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. gældsbrevslovens § 26. Overdragelse af tinglyste digitale pantebreve, der giver pant i et motorkøretøj, vil dermed som udgangspunkt fortsat blive reguleret af reglerne i gældsbrevslovens kapitel III om simple gældsbreve. Med den foreslåede bestemmelse i gældsbrevslovens § 26, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, vil sikringsakten ved overdragelse dog fremover være tinglysning i stedet for denuntiation.

I 3. pkt. foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter skadesløsbreve er at anse som ikkenegotiable pantebreve. Bestemmelsen er alene foreslået indsat af klarhedshensyn, og der er hermed ikke tilsigtet nogen ændringer i den bestående retstilstand. Det vil således fortsat ikke være muligt at gøre skadesløsbreve negotiable.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 37-42 (forslagene til tinglysningslovens §§ 27 a-29 b og 31).

Til nr. 54 (§ 42 j, stk. 3-7)

I lighed med forslaget til ophævelse af tinglysningslovens § 42 d, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 46, foreslås det at ophæve den tilsvarende bestemmelse i § 41 j, stk. 3, vedrørende andelsboligbogen, hvorefter overdragelse eller anden overførsel af panterettigheder eller udlæg i andele i andelsboligforeninger mv. som nævnt i § 42 i ikke behøver tinglysning. Om baggrunden herfor kan der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 46 (ophævelse af tinglysningslovens § 42 d, stk. 3).

Det foreslås desuden at indføre nye bestemmelser i andelsboligbogen svarende til de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 46 (tinglysningslovens § 42 d, stk. 3-7), hvortil der henvises.

Det bemærkes i relation til forslaget til stk. 6, at reglerne om, hvilke oplysninger der skal fremgå af andelsboligbogen, findes i bekendtgørelse nr. 1138 af 23. november 2004 om tinglysning i andelsboligbogen. En regel svarende til tinglysningslovens § 17, stk. 3, foreslås derfor for så vidt angår andelsboligbogen gennemført ved bekendtgørelse.

Det bemærkes endvidere i relation til stk. 7, at et udlæg i et pantebrev, der giver pant i en andelsboligforening som nævnt i § 42 i, vil skulle tinglyses på den pantsatte andels blad i den elektroniske andelsboligbog. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter det antages, at der ikke kan foretages udlæg i et ejerpantebrev. Pantsætters kreditorer kan således alene foretage udlæg i det aktiv, der er pantsat ved ejerpantebrevet, og panthavers kreditorer kan alene foretage udlæg i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i ejerpantebrevet.

Om sikringsakten ved overdragelse af en underpanteret i et ejerpantebrev med eller uden tilhørende underliggende fordring(er) henvises der til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Om baggrunden for og indholdet af bestemmelserne henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 46 (tinglysningslovens § 42 d, stk. 3-7).

Til nr. 55 (§ 42 k, stk. 2, 2. pkt.)

Det foreslås at tilføje ordene "eller i et ejerpantebrev med sikkerhed i en bestemt andel" til bestemmelsens 2. pkt. Ændringen er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 54 (tinglysningslovens § 42 j, stk. 3), hvorefter der skal ske tinglysning af underpant i et tinglyst ejerpantebrev, der giver pant i andele i andelsboligforeninger mv. som nævnt i § 42 i.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (tinglysningslovens § 10, stk. 1).

Til nr. 56 (§ 42 k, stk. 2, 3. pkt.)

Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af de gældende bestemmelser i § 9, stk. 4 og 5. Bestemmelsen i det foreslåede § 9, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, erstatter det gældende § 9, stk. 4. I overensstemmelse hermed foreslås henvisningen i § 42 k, stk. 2, 3. pkt., til § 9, stk. 4 og 5, ændret til § 9, stk. 1, 2. pkt. Det foreslås endvidere ved henvisning til tinglysningslovens § 9, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, fastsat, at det skal fremgå af et anmeldt dokument, hvis det er udstedt i henhold til fuldmagt eller af en autoriseret anmelder, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (tinglysningslovens kapitel 7 a og 7 b), samt at der ikke kan tinglyses flere rettighedstyper ved samme dokument. Henvisningen til § 7, stk. 3, indebærer, at dokumenter og påtegninger, der anmeldes til tinglysning i andelsboligbogen, skal være forsynet med digital signatur, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Den foreslåede henvisning til tinglysningslovens § 10, stk. 2, er en konsekvens af, at den gældende bestemmelse i § 10, stk. 3, som der i dag henvises til, bliver § 10, stk. 2, som følge af forslaget i lovforslagets § 1, nr. 10 (ophævelse af § 10, stk. 2).

Til nr. 57 (§ 42 k, stk. 3)

Ophævelsen af henvisningen i 1. pkt. til tinglysningslovens § 10, stk. 2, er en konsekvens af ophævelsen af kravet om vitterlighedsvidner, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 (tinglysningslovens § 10, stk. 2). Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at fogedretten foranlediger meddelelse om udlæg, bortset fra udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, arrest, konkurs og behandling af dødsbo ved bobestyrer tinglyst efter den bestemmelse, der foreslås indsat i tinglysningslovens § 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

En sådan meddelelse vil blive tinglyst med frist til dokumentation efter tinglysningslovens § 42, stk. 5, der bliver stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 58, hvilket vil sige indsendelse af andelsboligforeningens erklæring om ejerforholdene vedrørende den pågældende andel. Retten skal alene foranledige selve meddelelsen om eksempelvis et udlæg tinglyst, og udlægshaver vil derfor selv have ansvaret for at indsende den nævnte dokumentation. Retten bør derfor efter den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 9, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, i anmeldelsen angive, at udlægshaver mv. skal have meddelelse om tinglysningen.

Meddelelse om retsforfølgning mv., der ikke er omfattet af den foreslåede ordning, vil efter de almindelige regler skulle tinglyses på rettighedshavers foranledning og herefter dokumenteres ved indsendelse af en erklæring, der afgives af retten på en standardblanket.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14.

Til nr. 58 (§ 42 k, stk. 4 og 5)

Den foreslåede ophævelse af stk. 4 er en konsekvens af, at tinglysning af retsforfølgning foreslås reguleret ved § 42 k, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 57. Tinglysning af meddelelse om retsforfølgning, der ikke er omfattet heraf, vil efter de almindelige regler skulle tinglyses på rettighedshavers foranledning. Den gældende bekendtgørelse om tinglysning i andelsboligbogen indeholder som bilag en række standarderklæringer, der skal anvendes ved tinglysning af retsforfølgning. I det fremtidige tinglysningssystem vil der på tilsvarende måde blive udformet standardiserede blanketter, der vil skulle anvendes ved dokumentation af de retsafgørelser, som retten ikke skal foranledige tinglyst. Der er derfor ikke behov for at opretholde den nuværende bestemmelse i § 42 k, stk. 4, om tinglysning af retsforfølgning.

Ændringen af stk. 5, der bliver stk. 4, er en konsekvens af, at rettigheder over andele i andelsboligforeninger mv. fremover vil skulle anmeldes elektronisk. Det vil således ikke være påkrævet, at der fremlægges en udskrift fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), idet tinglysningssystemet automatisk vil kunne hente de relevante oplysninger om andelens adresse i BBR. De oplysninger, der i dag kun kan fremskaffes ved en erklæring fra andelsboligforeningen, herunder om andelshaverens medlemskab af foreningen og brugsret til lejligheden, vil fortsat skulle foreligge ved tinglysningen. Bestemmelsen herom foreslås imidlertid omformuleret, så at den giver mulighed for, at oplysningerne kan tilgå Tinglysningsretten på en anden måde end ved fremlæggelse af et papirdokument.

Der foreslås samtidig indsat en ny bestemmelse i § 42 k, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 59, hvorefter justitsministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes erklæringen fra andelsboligforeningen skal dokumenteres. Det vil give mulighed for på et senere tidspunkt at fastsætte, at erklæringen eksempelvis kan afgives i digital form, når den teknologiske udvikling gør dette hensigtsmæssigt.

Til nr. 59 (§ 42 k, stk. 5)

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 58 (tinglysningslovens § 42 k, stk. 5).

Til nr. 60 (§ 42 k, stk. 6)

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 42 k, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 57, hvorefter der ikke længere vil skulle fremlægges en retsbogsudskrift ved tinglysning af meddelelse om retsforfølgning.

Til nr. 61 (§ 42 k, stk. 7, 1. og 2. pkt.)

Den foreslåede ændring af 1. pkt. er en konsekvens af den foreslåede ændring af tinglysningslovens § 42 k, stk. 5, der bliver stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 58.

Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at den frist, der fastsættes til fremskaffelse af erklæring fra andelsboligforeningen, kun kan forlænges, hvis der foreligger en særlig begrundelse herfor. Forslaget skal sikre, at der så vidt muligt sker endelig tinglysning af de anmeldte rettigheder inden for rimelig tid. Hensynet til, at oplysningerne i andelsboligbogen er korrekte, hvilket for den enkelte andels vedkommende først kan fastslås, når erklæringen fra andelsboligforeningen foreligger, taler for, at anmelder inden for den fastsatte frist må bringe forholdet i orden og fremkomme med den dokumentation, der er en forudsætning for endelig tinglysning. Som eksempel på, at der foreligger en særlig begrundelse for forlængelse af fristen, kan nævnes, at andelsboligforeningen ikke udsteder erklæringen trods rettighedshavers anmodning herom, og anmelderen har taget retslige skridt til at indhente denne.

I medfør af andelsboliglovens § 4 a, stk. 1, skal andelsboligforeningen efter anmodning fra andelshaveren, långiveren eller udlægshaveren afgive erklæringen uden ugrundet ophold.

Til nr. 62 (§ 42 l, stk. 1)

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen. I et system med maskinel prøvelse, hvor den juridiske prøvelse og tinglysningen sker samtidig med at dokumentet modtages, er der ikke behov for en dagbog, og de modtagne dokumenter vil kunne registreres umiddelbart i andelsboligbogen.

Forslaget indebærer således, at alle modtagne dokumenter vedrørende rettigheder over andele i andelsboligforeninger mv. indføres i andelsboligbogen. Kan dokumentet ikke tinglyses med det samme, gives der i kraft af den foreslåede henvisning til § 14, stk. 4, anmelderen meddelelse herom samt om årsagen og det forventede tinglysningstidspunkt.

Forslaget er endvidere en konsekvens af ændringen af den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 14. Bestemmelsen i det foreslåede § 14, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, erstatter det gældende § 14, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3. I overensstemmelse hermed foreslås henvisningen i § 42 l, stk. 1, til § 14, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3, erstattet af en henvisning til bestemmelserne i § 14, stk. 1, 2.-4. pkt., og stk. 2. Endelig foreslås det, at henvisningen i § 42 l, stk. 1, også omfatter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, der indeholder hjemmel til at afvise dokumenter, der ikke indeholder de i tinglysningslovens § 9, stk. 1, anførte oplysninger, ikke er forsynet med digital signatur, eller indeholder andre fejl eller mangler, som justitsministeren har bestemt, skal føre til afvisning. For så vidt angår de i tinglysningslovens § 9, stk. 1, anførte oplysninger bemærkes dog, at kun bestemmelsens 2. pkt. finder anvendelse ved anmeldelse af rettigheder til tinglysning i andelsboligbogen, jf. lovforslagets § 1, nr. 56.

Til nr. 63 (§ 42 l, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 1. pkt.)

Ændringen af henvisningen i stk. 2, 2. pkt., til § 15 er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved tinglysningslovens § 15, stk. 2, 2. og 3. pkt., ophæves.

De øvrige forslag er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen. Da de modtagne dokumenter underkastes en juridisk prøvelse og føres i andelsboligbogen allerede ved modtagelsen, opstår der ikke herefter spørgsmål om at indføre dokumentet i andelsboligbogen. Konsekvensen af, at der ikke er hindringer for tinglysningen, vil i stedet være, at dokumentet kan forsynes med oplysning om, at det er tinglyst, om modtagelsestidspunkt samt om løbenummer. I medfør af henvisningen til § 16, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 24, gives der meddelelse til anmelder om tinglysningen. Har anmelder i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, anført, at meddelelser skal sendes til en anden, sendes meddelelsen om tinglysning til denne.

Til nr. 64 (§ 42 m, stk. 1)

Den foreslåede ændring af 1. pkt. er en konsekvens af afskaffelsen af papirdokumenter. I et papirløst tinglysningssystem vil dokumenter ikke naturligt kunne anses for tinglyst, når de er "udleveret eller afsendt" fra Tinglysningsretten. I stedet foreslås, at dokumenter anses for tinglyst, når Tinglysningsretten har afsendt meddelelse om tinglysningen.

Bestemmelserne i 2. og 3. pkt. om beregning af tinglysningens retsvirkninger foreslås endvidere ophævet, idet reglerne herom vedrørende tingbogen i stedet finder tilsvarende anvendelse på andelsboligbogen i kraft af henvisningen til § 14, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse i § 42 l, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 62.

Dette indebærer, at dokumenter, der anmeldes til tinglysning i andelsboligbogen, anses for modtaget på nøjagtig det tidspunkt, hvor de kommer frem til Tinglysningsretten, og retsvirkningerne regnes fra dette tidspunkt. Dog anses et dokument ikke for modtaget, hvis det ikke opfylder de tekniske specifikation, der fastsættes i medfør af tinglysningsloven. Modtages to eller flere dokumenter på nøjagtig samme tidspunkt, ligestilles de.

Til nr. 65 (§ 42 m, stk. 2)

Det foreslås i § 42 m at indsætte en ny bestemmelse som stk. 2, der i lighed med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 53 (forslaget til tinglysningslovens § 42 g, stk. 3), giver mulighed for at gøre pantebreve, bortset fra skadesløsbreve, der giver pant i andele i en andelsboligforening, negotiable, hvorefter reglerne i §§ 27 a-31 finder tilsvarende anvendelse i relation til overdragelse, betaling mv.

Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 53 (tinglysningslovens § 42 g, stk. 3).

Til nr. 66 (§ 43)

Den foreslåede tilføjelse til § 43 er alene en præcisering af den gældende retstilstand. Efter gældende ret finder reglerne i kapitel 7 om tinglysning i personbogen ikke anvendelse på dokumenter, der skal tinglyses efter bestemmelserne i kapitel 6 a om bilbogen eller kapitel 6 b om andelsboligbogen. § 43 indeholder imidlertid i sin nuværende affattelse alene en henvisning til kapitel 6 a.

Til nr. 67 (§ 43 a, stk. 1)

Forslaget er alene en lovgivningsmæssig præcisering af den gældende ordning, hvorefter den centrale registrering af testamenter, der er oprettet for notar, sker i personbogen ved retten i Århus. Når opgaven med at føre personbogen henlægges til Tinglysningsretten, vil retten dermed også skulle udføre registreringsopgaven vedrørende notartestamenter.

Til nr. 68 (§ 43 b, stk. 1, stk. 2, 1. og 2. pkt., og stk. 3)

Der foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 8 (tinglysningslovens § 9, stk. 1), indført krav om, at et digitalt dokument skal indeholde visse oplysninger, herunder om anmelder, for at kunne tinglyses. Som følge af, at der i den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 43 b, stk. 2, 1. pkt., jf. umiddelbart nedenfor, henvises til § 9, stk. 1, 2. pkt., er der ikke behov for en bestemmelse i § 43 b, stk. 1, om angivelse af oplysninger om anmelder. Kravet om disse oplysninger foreslås derfor ophævet.

Forslaget om ændring af stk. 2, 1. pkt., er en konsekvens af ophævelsen af de gældende bestemmelser i § 9, stk. 1, 4, 5 og 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 8. Bestemmelsen i det foreslåede § 9, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, erstatter det gældende § 9, stk. 4. I overensstemmelse hermed foreslås henvisningen i § 43 b, stk. 2, 1. pkt., til § 9, stk. 4, ændret til § 9, stk. 1, 2. pkt. Det foreslås endvidere ved henvisning til tinglysningslovens § 9, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, fastsat, at det skal fremgå af et anmeldt dokument, hvis det er udstedt i henhold til fuldmagt eller af en autoriseret anmelder, jf. lovforslagets § 1, nr. 80 (tinglysningslovens kapitel 7 a og 7 b), samt at der ikke kan tinglyses flere rettighedstyper ved samme dokument. Henvisningen til § 7, stk. 3, indebærer, at dokumenter og påtegninger, der anmeldes til tinglysning i personbogen, skal være forsynet med digital signatur, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Den foreslåede henvisning til tinglysningslovens § 10, stk. 1 og 2, er en konsekvens af, at den gældende bestemmelse i § 10, stk. 3, som der i dag også henvises til, bliver § 10, stk. 2, som følge af forslaget i lovforslagets § 1, nr. 10 (ophævelse af § 10, stk. 2).

Den foreslåede ophævelse af stk. 2, 2. pkt., indebærer en ophævelse af kravet om indlevering af en genpart ved anmeldelse af en ægtepagt, jf. den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 9, stk. 1, 2. pkt. Forslaget er således en konsekvens af digitaliseringen af tinglysningsdokumenterne.

Henvisningen i det gældende stk. 3 til tinglysningslovens §§ 15 og 16 foreslås ophævet, idet der i bestemmelserne i lovforslagets § 1, nr. 69, 70 og 73 (tinglysningslovens § 44, 45 og 47), henvises til §§ 15 og 16 i fornødent omfang.

Til nr. 69 (§ 44)

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen. I et system med maskinel prøvelse, hvor den juridiske prøvelse og tinglysningen sker samtidig med, at dokumentet modtages, er der ikke behov for en dagbog, og de modtagne dokumenter vil kunne registreres umiddelbart i personbogen.

Forslaget til stk. 1 indebærer således, at alle modtagne dokumenter vedrørende rettigheder over løsøre og formue i almindelighed indføres i personbogen. Kan dokumentet ikke tinglyses med det samme, gives der i kraft af den foreslåede henvisning til § 14, stk. 4, anmelderen meddelelse herom samt om årsagen og det forventede tinglysningstidspunkt.

Endvidere indeholder den foreslåede bestemmelse €" i lighed med de tilsvarende bestemmelser vedrørende bilbogen og personbogen €" henvisning til en række bestemmelser om tinglysningsmåden i lovens afsnit om tinglysning i tingbogen. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 50 og 62.

Det foreslåede stk. 2 svarer for personbogens vedkommende til reglerne i tinglysningslovens § 42 f, stk. 2, 1. og 2. pkt., og § 42 l, stk. 2, der vedrører bilbogen henholdsvis andelsboligbogen. Reglerne angår oplysninger i pantebreve om foranstående hæftelser.

Til nr. 70 (§ 45)

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er en konsekvens af forslaget om afskaffelse af dagbogen. Da de modtagne dokumenter underkastes en juridisk prøvelse og føres i personbogen allerede ved modtagelsen, opstår der ikke herefter spørgsmål om at indføre dokumentet i personbogen. Konsekvensen af, at der ikke er hindringer for tinglysningen, vil i stedet være, at dokumentet kan forsynes med oplysning om, at det er tinglyst, om modtagelsestidspunkt samt om løbenummer. I medfør af henvisningen til § 16, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 24, gives der meddelelse til anmelder om tinglysningen. Har anmelder i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, anført, at meddelelser skal sendes til en anden, sendes meddelelsen om tinglysning til denne.

Dette svarer til den foreslåede ordning vedrørende tingbogen, bilbogen og andelsboligbogen, jf. lovforslagets § 1, nr. 24, 51, og 63.

Det foreslåede stk. 2 svarer til de gældende bestemmelser i tinglysningslovens § 42 f, stk. 4, og § 42 l, stk. 4, vedrørende bilbogen og andelsboligbogen, og indebærer, at justitsministeren kan fastsætte administrative regler om tinglysningsmåden for personbogen.

Til nr. 71 (§ 46)

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af afskaffelsen af papirdokumenter. I et papirløst tinglysningssystem vil dokumenter ikke naturligt kunne anses for tinglyst, når de er "udleveret eller afsendt" fra Tinglysningsretten. I stedet foreslås, at dokumenter anses for tinglyst, når Tinglysningsretten har afsendt meddelelse om tinglysningen.

Endvidere foreslås en ophævelse af henvisningen i det gældende 2. pkt. til tinglysningslovens § 42 g, stk. 1, 2. og 3. pkt., om tinglysningens retsvirkninger, idet reglerne herom vedrørende tingbogen i stedet finder tilsvarende anvendelse på personbogen i kraft af henvisningen til tinglysningslovens § 14, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse i § 44, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 69.

Dette indebærer, at dokumenter, der anmeldes til tinglysning i andelsboligbogen, anses for modtaget på nøjagtig det tidspunkt, hvor de kommer frem til Tinglysningsretten, og retsvirkningerne regnes fra dette tidspunkt. Dog anses et dokument ikke for modtaget, hvis det ikke opfylder de tekniske krav, der fastsættes i medfør af tinglysningsloven. Modtages to eller flere dokumenter på samme tidspunkt, ligestilles de. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15 (tinglysningslovens § 14).

Til nr. 72 (§ 47, stk. 1)

De foreslåede ændringer i bestemmelse indebærer alene en sproglig ajourføring af bestemmelsen i tinglysningslovens § 47, stk. 1. Der foretages med de foreslåede ændringer således ikke nogen indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 73 (§ 47, stk. 2-7)

Det foreslås i lighed med de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a), nr. 46 (forslaget til tinglysningslovens § 42 d, stk. 3) og nr. 54 (forslaget til tinglysningslovens § 42 j, stk. 3), at indsætte en ny bestemmelse i stk. 2, hvorefter underpant i et løsøreejerpantebrev skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om ejerpantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod løsøret.

Efter forslaget til stk. 3 vil en tinglyst underpanteret som omhandlet i stk. 2 kunne fortrænge et utinglyst pantebrev. Omvendt vil et tinglyst indbrudspantebrev i medfør af stk. 1 kunne fortrænge en utinglyst underpanteret i et løsøreejerpantebrev, der ikke er tinglyst efter stk. 2. Bestemmelsen er begrænset til kun at omfatte rettigheder i form af underpant, jf. den gældende regel i tinglysningslovens § 47, stk. 1, hvorefter der kun kræves tinglysning af underpant.

Det foreslås i stk. 4 at indsætte en ny bestemmelse, hvorefter § 1 a, stk. 3, skal finde tilsvarende anvendelse for en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i løsøre, og der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a, stk. 3).

I forslaget til stk. 5 er det foreslået at indsætte en henvisning til § 15, stk. 6. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 46 (forslaget til tinglysningslovens § 42 d, stk. 6), og til lovforslagets § 1, nr. 21 (forslaget til tinglysningslovens § 15, stk. 6).

Det bemærkes i relation hertil, at reglerne om, hvilke oplysninger der skal fremgå af personbogen, findes i bekendtgørelse nr. 187 af 15. marts 1994 om tinglysning i personbogen med senere ændringer. En regel svarende til § 17, stk. 3, foreslås derfor for så vidt angår personbogen gennemført ved bekendtgørelse.

I forslaget til stk. 6 er der foreslået indsat en bestemmelse, hvorefter overdragelse eller anden overførsel af underpant i pantebreve, der giver pant i løsøre, samt underpant i ejerpantebreve, der giver pant i løsøre, skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod retsforfølgning mod rettigheden. Bestemmelsen omfatter også overdragelse eller anden overførsel af ejerpantebreve, der giver pant i løsøre.

Baggrunden herfor er, som det er tilfældet i relation til de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 3 (ophævelse af tinglysningslovens § 2), nr. 46 (ophævelse af § 42 d, stk. 3) og nr. 54 (ophævelse af tinglysningslovens § 42 j, stk. 3), at dematerialiseringen af pantebrevene nødvendiggør, at sikringsakten i form af rådighedsberøvelse erstattes af registrering i form af tinglysning.

Det betyder bl.a., at et udlæg foretaget i et tinglyst pantebrev, der giver pant i løsøre, vil skulle tinglyses på den pågældende persons blad i den elektroniske personbog for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod retsforfølgning. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter det antages, at der ikke kan foretages udlæg i et ejerpantebrev. Pantsætters kreditorer kan således alene foretage udlæg i det aktiv, der er pantsat ved ejerpantebrevet, og panthavers kreditorer kan alene foretage udlæg i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i ejerpantebrevet.

Om sikringsakten ved overdragelse af en underpanteret i et ejerpantebrev med eller uden tilhørende underliggende fordring(er) henvises der til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

For udlæg, der foretages direkte i en løsøregenstand, vil der som hidtil indtræde beskyttelse over for såvel aftaleerhververe i god tro som kreditorer uden iagttagelse af særlig sikringsakt, jf. § 47, stk. 1, modsætningsvist.

Det foreslås endelig i stk. 7 at indsætte en ny bestemmelse, hvorefter de foreslåede regler i tinglysningslovens §§ 27 a-31 finder anvendelse ved overdragelse af negotiable pantebreve, der giver pant i løsøre. Bestemmelsen svarer til de i lovforslagets § 1, nr. 53 (tinglysningslovens § 42 g, stk. 3) og nr. 65 (tinglysningslovens § 42 m, stk. 2), foreslåede bestemmelser. Der henvises herom til bemærkningerne til disse bestemmelser samt til lovforslagets § 1, nr. 37-42 (tinglysningslovens §§ 27 a-29 b og 31).

Til nr. 74 (§ 47, stk. 4)

Den foreslåede ændring i bestemmelsens 1. pkt., hvorefter henvisningen til stk. 2 ændres til en henvisning til stk. 8, er alene en konsekvensændring som følge af de foreslåede nye bestemmelser i § 47, stk. 2-7, jf. lovforslagets § 1, nr. 73. Der foretages således ikke herved nogen indholdsmæssige ændringer.

Herudover foreslås det at indsætte et 2. pkt., hvorefter reglen i 1. pkt. ikke finder anvendelse på tinglyste digitale pantebreve. Baggrunden herfor er, at reglen i 1. pkt. ikke bør være til hinder for, at der kan ske tinglysning af overdragelse til sikkerhed af tinglyste digitale pantebreve i det fremtidige tinglysningssystem.

For så vidt angår overdragelse af utinglyste papirbaserede pantebreve vil reglerne i gældsbrevsloven om sikringsakter fortsat finde anvendelse. Disse vil således fortsat være omfattet af bestemmelsens 1. pkt.

Til nr. 75 (§ 47 c, stk. 4, nr. 2)

Forslaget er en konsekvens af ændringen af antallet af stykker i § 42 j, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 54.

Til nr. 76 (§ 48, 1. pkt.)

De foreslåede ændringer i bestemmelsen indebærer alene en sproglig ajourføring af bestemmelsen i tinglysningslovens § 48, 1. pkt.. Der foretages med de foreslåede ændringer således ikke nogen indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 77 (§ 48, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2)

Forslaget indebærer alene, at der foretages en sproglig modernisering af bestemmelsen om, at afgørelser om fratagelse af retlig handleevne både skal tinglyses i personbogen og tingbogen, hvis den pågældende ejer fast ejendom.

Efter § 5 i værgemålsbekendtgørelsen påhviler det værgen at sørge for, at afgørelser om fratagelse af den retlige handleevne tinglyses i personbogen. Hvis den umyndige ejer eller erhverver fast ejendom, skal værgen lade umyndigheden tinglyse på ejendommen. Anmeldelse til tinglysning skal ske straks efter dommen eller erhvervelsen af ejendommen.

Til nr. 78 (§ 49)

Den foreslåede ændring af bestemmelsen er af redaktionel karakter, idet den alene har til formål at tydeliggøre, at den nuværende henvisning til lov nr. 56 af 18. marts 1925 angår lov om ægteskabets retsvirkninger. Der foretages således ikke herved nogen indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 79 (overskriften til afsnit III)

Forslaget er en konsekvens af, at afsnit III foreslås at omfatte tre kapitler. Det gælder det foreslåede kapitel 7 a om fuldmagter, det foreslåede kapitel 7 b om autoriserede anmeldere og det nuværende kapitel 8 vedrørende administrative bestemmelser, gebyr- og straffebestemmelser mv. Det foreslås på den baggrund, at den nuværende overskrift til afsnit III overføres til kapitel 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 81, og at afsnit III gives overskriften €™fælles bestemmelser€™, idet afsnittet herefter indeholder bestemmelser, der gælder for alle fire tinglysningsregistre.

Til nr. 80 (kapitel 7 a og 7 b)

Til kapitel 7 a

Til § 49 b

Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse i tinglysningslovens § 49 b, stk. 1, hvorefter det vil være muligt at udstede og anmelde dokumenter til tinglysning på grundlag af en fuldmagt fra den, der er berettiget til at råde over en ret over fast ejendom. Fuldmagtshaver vil på baggrund af en sådan fuldmagt kunne indsende dokumenter, der er forsynet med fuldmagtshavers egen digitale signatur.

Den foreslåede regel indebærer, at den, der ønsker at disponere over en ham tilhørende rettighed over en bestemt fast ejendom, herunder ejere eller andre med en begrænset ret i relation til en fast ejendom, vil kunne give en anden fuldmagt til at råde over rettigheden i tinglysningsmæssig henseende. Fuldmagtshaver vil typisk være en professionel rådgiver, f.eks. en advokat eller et pengeinstitut, men kan være en hvilken som helst fysisk eller juridisk person.

Den foreslåede bestemmelse skal således muliggøre, at en rettighedshaver kan lade sine professionelle rådgivere eller andre varetage sine interesser i tinglysningsmæssig henseende, hvor dette måtte være ønskeligt.

Henvisningen i stk. 1 til stk. 2 og 3 samt de regler, der fastsættes i medfør af stk. 5, indebærer, at en fuldmagt til at disponere i tinglysningsmæssig henseende skal opfylde disse regler. I det omfang § 49 b regulerer et givent spørgsmål vedrørende fuldmagten, er der således tale om en udtømmende regulering. Det indebærer, at parterne ikke er frit stillet med hensyn til udformning af fuldmagten, men skal overholde de nævnte regler. Ejeren af en fast ejendom kan således eksempelvis ikke give en anden person en tidsubegrænset fuldmagt til at disponere i tinglysningsmæssig henseende, jf. det foreslåede stk. 3. Hvis der i medfør af § 5 fastsættes regler om, at fuldmagten skal indeholde en beløbsgrænse, inden for hvilken fuldmagtshaver kan disponere, vil parterne heller ikke kunne aftale, at fuldmagtsgiver i tinglysningsmæssig henseende kan disponere uden beløbsgrænse. Men der vil naturligvis ikke være noget til hinder for, at parterne i øvrigt aftaler en videregående fuldmagt, f.eks. i forbindelse med en ejendomshandel. En advokat kan således udstyres med en generalfuldmagt fra sin klient, der giver advokaten ret til at på klientens vegne at købe en fast ejendom uanset til hvilken pris. Men fuldmagten, der skal anvendes ved tinglysningsekspeditionen, skal i givet fald indeholde en beløbsgrænse, og ejendommens værdi skal da ligge inden for grænsen.

Fuldmagtsordningen foreslås også at omfatte afgivelse af erklæringer om en bestemt fast ejendom. Dermed vil fuldmagt også kunne gives af personer, der ikke (endnu) er berettiget til at råde over en bestemt fast ejendom, men som dog er berettiget til at afgive erklæringer om ejendommen, eksempelvis de såkaldte sommerhuserklæringer. Erklæringsafgivelse sker under sædvanligt strafansvar.

Køber vil endvidere kunne give fuldmagt til udstedelse og anmeldelse af andre dokumenter vedrørende en bestemt fast ejendom, som han endnu ikke ejer, og fuldmagten vil kunne indsendes og registreres forud for købers overtagelse af ejendommen. Det betyder, at køber kan give fuldmagt til udstedelse af eksempelvis pantebreve, der måtte være behov for som led i berigtigelsen af købesummen vedrørende ejendommen. Når der senere anmeldes et dokument til tinglysning i henhold til fuldmagten, f.eks. i forbindelse med anmeldelse af et skøde, der giver fuldmagtsgiver adkomst til ejendommen, vil Tinglysningsretten automatisk kunne efterprøve, om fuldmagten på det pågældende tidspunkt giver fuldmagtshaver ret til at disponere som angivet i det anmeldte dokument.

Efter stk. 2 skal fuldmagten indsendes til Tinglysningsretten. Baggrunden herfor er, at fuldmagten skal registreres i tinglysningssystemet, således at systemet som led i den automatiske prøvelse af den rettighed, der anmeldes til tinglysning, kan kontrollere, at fuldmagtsforholdet er i orden.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at fuldmagtsgiver kun kan tilbagekalde fuldmagten ved henvendelse til Tinglysningsretten og således ikke alene ved meddelelse til fuldmagtshaver, jf. aftalelovens § 13. Dermed forhindres situationer, hvor fuldmagten tilbagekaldes, uden at det afspejles i tingbogen. Fuldmagtsgiveren vil til enhver tid kunne tilbagekalde fuldmagten skriftligt over for Tinglysningsretten, der på det tidspunkt, hvor tilbagekaldelsen modtages, vil være forpligtet til at foretage registrering heraf.

Ved Tinglysningsretten etableres der €" i tilknytning til tingbogen €" en fuldmagtsdatabase indeholdende oplysninger om alle de fuldmagter, der er modtaget.

Fuldmagten (og en eventuel tilbagekaldelse af denne) kan indsendes såvel elektronisk ved anvendelse af fuldmagtsgivers digitale signatur som ved brug af et papirdokument.

En digital fuldmagt skal være forsynet med fuldmagtsgivers digitale signatur. Det forventes, at tinglysningssystemet vil være i stand til automatisk at kontrollere og registrere digitale fuldmagter.

En papirfuldmagt skal være dateret og underskrevet af disponenten for to vitterlighedsvidner eller en advokat. I lighed med den gældende ordning efter tinglysningslovens § 10, stk. 1, gælder kravet kun fuldmagter, der giver ret til at udstede og anmelde skøder og pantebreve. Vidnernes personnumre skal angives med henblik på i givet fald at kunne identificere de pågældende helt entydigt.

Når en papirfuldmagt modtages, foretages en manuel kontrol af, at den er original, at den er dateret og underskrevet, herunder af vitterlighedsvidner, og at den i øvrigt er udfyldt korrekt. Fuldmagterne scannes derefter ind i fuldmagtsdatabasen, idet der anvendes et programmel, der kan aflæse og omsætte oplysningerne på fuldmagten til data i databasen. Fuldmagterne lagres under person- og CVR-nummer. Det foretages på dette tidspunkt ingen prøvelse af, om fuldmagtsgiver er berettiget til at disponere i forhold til den ejendom, der fremgår af fuldmagten. På denne måde vil det også være muligt at lagre fuldmagter, der først vil skulle bruges senere €" f.eks. i forbindelse med pantsætning efter en ejendomserhvervelse.

Når der modtages et digitalt dokument til tinglysning, hvor underskriften støttes på en allerede fremsendt fuldmagt, skal dette fremgå af en særlig markering (afkrydsning) i dokumentet. Tinglysningssystemet vil derefter undersøge, om der findes en fuldmagt i fuldmagtsdatabasen, der giver fuldmagtshaver ret til at udstede og anmelde dokumenter. Er dette tilfældet, vil systemet €" men først på dette tidspunkt €" undersøge om den ejendom, der er anført i fuldmagten, er identisk med den ejendom, der nu disponeres over, om fuldmagtsgiveren er den, der i henhold til tingbogen er berettiget til at råde, og om den, der har underskrevet digitalt, er den, der har fået fuldmagt.

Denne maskinelle kontrol vil ikke forsinke tinglysningsekspeditionen.

En fuldmagt skal endvidere efter det foreslåede stk. 3 angive en gyldighedsperiode og således være tidsmæssigt begrænset. Dette er først og fremmest af retssikkerhedsmæsige årsager, idet det vil kunne være vanskeligt for fuldmagtsgiver at overskue konsekvenserne af en tidsubegrænset fuldmagt. Ved at tidsbegrænse fuldmagten kan det endvidere i mange tilfælde undgås, at fuldmagtsgiver efterfølgende skal have ulejlighed med at tilbagekalde fuldmagten. I medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 5 vil justitsministeren kunne fastsætte regler om en længste gyldighedsperiode for fuldmagter.

Er fuldmagten endnu ikke registreret, følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 4, at et dokument, der angiver at være udstedt i henhold til fuldmagt, vil blive tinglyst med frist til indsendelse af fuldmagten. Det giver mulighed for at opnå fordele, der knytter sig til tinglysning i realtid, herunder ikke mindst, at dokumentet tillægges prioritet fra modtagelsen, som var det underskrevet digitalt af den, der er berettiget i henhold til tingbogen. Dette er navnlig af betydning i de tilfælde, hvor fuldmagten er papirbaseret, og hvor indsendelse, behandling og registrering af fuldmagten derfor vil forlænge den samlede tid, der medgår til tinglysningsekspeditionen. En regel om afvisning af det anmeldte dokument, hvis fuldmagten ikke er registreret, ville indebære en risiko for, at en anden rettighed i mellemtiden opnåede bedre prioritetsstilling.

I medfør af det foreslåede 4. pkt. i stk. 4 finder bestemmelsen alene anvendelse på dokumenter, der ikke tidligere er tinglyst, mens tinglysning af påtegninger på tidligere tinglyste dokumenter €" herunder kvitteringspåtegninger €" kun vil kunne tinglyses, hvis fuldmagten er modtaget forinden. Det samme gælder anmodninger om aflysning på andet grundlag end en kvitteringspåtegning.

Kravet til en anmelder, der benytter denne ordning, er, at fuldmagtsforholdet meget hurtigt bringes i orden. Der er derfor fastsat en kort frist på 6 hverdage til at indsende fuldmagten til Tinglysningsretten. Anmeldes eksempelvis en mandag et dokument på grundlag af fuldmagt, skal fuldmagten være kommet frem til Tinglysningsretten senest tirsdag i den følgende uge. Dokumentet slettes, hvis fuldmagten ikke er kommet frem til Tinglysningsretten inden fristens udløb. I medfør af bemyndigelsesbestemmelsen, der foreslås indsat i stk. 5, kan justitsministeren fastsætte regler om, at fristen på begæring kan forlænges.

Indsendes et dokument på skrømt eller på anden måde uden, at det har været hensigten at udarbejde en fuldmagt, vil det ud fra den digitale signatur, som dokumentet er forsynet med, helt entydigt kunne fastslås, hvem der har foretaget en uberettigtet anmeldelse. Afgivelse af falsk erklæring til Tinglysningsretten om, at et dokument er udstedt i henhold til fuldmagt, vil efter omstændighederne kunne straffes efter bestemmelserne i straffelovens 19. kapitel om forbrydelser vedrørende bevismidler.

Som stk. 5 foreslås en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler om fuldmagtens form og indhold, herunder at papirfuldmagter skal oprettes således, at de kan aflæses maskinelt.

Der vil bl.a. kunne fastsættes regler om, at fuldmagten kan afgrænses til alene at gælde udstedelse og anmeldelse af enten adkomstdokumenter, pantsætningsdokumenter eller servitutdokumenter. Der vil også kunne fastsættes regler om, hvilke vilkår der skal kunne knyttes til fuldmagten, f.eks. om hvorvidt der kan fastsættes en beløbsgrænse, fuldmagtshaver kan disponere inden for.

Desuden forventes der bl.a. fastsat regler om, at fuldmagten skal indeholde oplysning om fuldmagtsgivers og fuldmagtshavers person- eller CVR-nummer samt om den faste ejendom fuldmagten angår.

For at undgå forsinkende afvisninger fra tinglysning skal fuldmagten være enkel at udfylde og afgrænse. Der vil derfor også kunne fastsættes regler om, at det ikke er muligt at tilføje mere individuelle afgrænsninger af fuldmagten som eksempelvis angivelse af købesummen eller pantets størrelse. For at sikre en hurtig ekspedition af papirfuldmagter forventes det, at disse vil skulle kunne aflæses maskinelt, og der kan derfor også fastsættes nærmere regler herom.

Det foreslås endvidere, at der vil kunne fastsættes regler om, at retten på begæring kan forlænge fristen i stk. 4, og at der skal sendes meddelelse til den person, hvis ejendom der rådes over i medfør af en fuldmagt, herunder at fuldmagtshaver, der ofte vil være en professionel rådgiver, skal betale et gebyr for denne meddelelse. Gebyret vil i givet fald blive fastsat, så det dækker de udgifter, der er forbundet med udskrivning og forsendelse af meddelelsen. Bemyndigelsen til at fastsætte disse regler forventes dog kun udnyttet, hvis der skulle vise sig at være nærmere behov herfor.

I medfør af det foreslåede stk. 6 finder fuldmagtsordningen tilsvarende anvendelse på dokumenter vedrørende rettigheder, der skal tinglyses i bilbogen, andelsboligbogen eller personbogen.

Til kapitel 7 b

Til § 49 c

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at panterettigheder kan anmeldes til tinglysning af autoriserede anmeldere ved anvendelse af anmelderens digitale signatur. Bestemmelsen giver således mulighed for, at visse rettigheder kan tinglyses med fuldmagt, men €" i modsætning til den foreslåede § 49 b €" uden indsendelse af fuldmagten til Tinglysningsretten.

Anmelderordningen omfatter alle såvel negotiable som ikkenegotiable panterettigheder.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er bl.a. at gøre det muligt for personer uden digital signatur eller uden forudsætninger for anvendelse af digital signatur at få foretaget tinglysning i real-tid uden brug af papirfuldmagt.

Anvendelsesområdet for anmelderordningen er begrænset til panterettigheder og vil derfor formentlig navnlig finde anvendelse i forbindelse med lånekonverteringer i fast ejendom. Anmelderordningen sikrer i disse tilfælde, at også personer uden digital signatur kan tinglyse så hurtigt, at det ikke er nødvendigt at lave fastkursaftaler.

For andre rettighedstyper skal tinglysning ske enten ved anvendelse af en disponents egen digitale signatur eller på baggrund af en i tinglysningen registreret fuldmagt, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 49 b.

Såfremt der måtte blive anmeldt rettigheder, som ikke er omfattet af anmelderordningen, herunder skøder og servitutter, må disse afvises fra tinglysning.

Der pålægges anmelderen en række kontrolopgaver, som har til formål at sikre, at en anmeldt rettighed består med det angivne indhold, jf. stk. 2. Udførelsen af disse kontrolopgaver er af central betydning for, at det papirløse tinglysningssystem kan fungere på sikker og hensigtsmæssig vis.

Anmeldelse af digitale dokumenter til tinglysning kan derfor alene foretages af særligt godkendte anmeldere, hvilket medvirker til at sikre, at disse kontrolopgaver foretages på forsvarlig vis. På dette punkt adskiller de foreslåede regler sig således fra, hvad der gælder for det nuværende tinglysningssystem, hvor anmeldelse til tinglysning kan foretages af enhver. Om betingelserne for at opnå godkendelse som anmelder henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 49 d nedenfor.

Hvis et digitalt dokument anmeldes til tinglysning af en anmelder, som ikke €" eller ikke længere €" er godkendt, kan det ikke tjene som grundlag for tinglysning, og må således afvises.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 drejer sig om anmelderens kontrol af, at de rettigheder, der anmeldes til tinglysning, består med det angivne indhold.

Under den gældende tinglysningsordning er det tinglysningsdommeren, der på grundlag af tinglysningsdokumentet, medsendte legitimationsdokumenter mv., kontrollerer, at den anmeldte rettighed består med det angivne indhold. Af tinglysningslovens § 10, stk. 1, følger, at et privat dokument for at kunne tinglyses efter sit indhold skal gå ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over en bestemt ejendom. Dokumentet skal fremtræde som udstedt af den, der ifølge tingbogen eller transport på et pantebrev er beføjet til at råde over den pågældende ret, eller som udstedt med hans samtykke. Dokumentet skal være forsynet med underskrift fra udstederen, og på skøder og pantebreve skal udstederens underskrift være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 2.

Efter de gældende regler indsendes endvidere visse legitimationsdokumenter mv. til tinglysning sammen med tinglysningsdokumentet, således at dokumenterne kan bruges ved tinglysningsdommerens prøvelse af den anmeldte rettighed, jf. bl.a. tinglysningslovens § 9, stk. 2, hvorefter der ved anmeldelse af en panterettighed til tinglysning skal medsendes det sidst tinglyste skøde.

Til forskel fra den gældende ordning vil anmelderordningen være indrettet således, at det alene er anmelderen, der udformer det digitale dokument, der anmeldes til tinglysning. Et digitalt dokument, som skal danne grundlag for tinglysning af en rettighed, vil således ikke være underskrevet af den, der er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed. Kravet om, at tinglysningsdokumentet skal stamme direkte fra den pågældende rettighedshaver og være underskrevet af denne, kan således ikke opretholdes i en anmelderordning.

Det vil være op til anmelderen at kontrollere, at det digitale dokument stammer fra den ifølge tingbogen berettigede eller fra en anden efter samtykke fra den berettigede, og det skal af anmeldelsen fremgå, at anmelderen har foretaget denne kontrol, jf. herved stk. 2. Såfremt den berettigede er et selskab, en forening eller lignende, må anmelderen derfor kontrollere, at den eller de, der disponerer, er berettiget hertil efter selskabets eller foreningens tegningsregler. Anmelderen skal endvidere kontrollere, at den ifølge tingbogen berettigede har forpligtet sig som anført i det digitale dokument, og det skal af anmeldelsen fremgå, at anmelderen har foretaget denne kontrol.

Der er ikke fastsat nærmere regler for, hvorledes anmelderen nærmere skal foretage kontrollen. Tilrettelæggelsen af kontrollen vil således være op til den enkelte anmelder.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer i et vist omfang en skærpelse af anmelderens erstatningsansvar. I det omfang en person lider tab, og dette tab kunne være undgået, hvis anmelderen havde overholdt sine kontrolforpligtelser efter stk. 2, vil anmelderen således €" med mindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende €" ifalde erstatningsansvar i medfør dansk rets almindelige regler. Sådanne erstatningskrav er omfattet af det erstatningsansvar, der beskrives i stk. 3 umiddelbart nedenfor, ligesom sådanne krav udgør en del af de krav, der skal stilles betryggende sikkerhedsstillelse for sådanne erstatningskrav i medfør af den foreslåede § 49 d, stk. 5.

I visse situationer vil personer kunne lide tab som følge af en fejlagtig anmeldelse, selv om anmelderen på fuldt forsvarlig vis har foretaget den kontrol, der nævnes i stk. 2. Medmindre anmelderen på anden vis ved sin culpøse adfærd har været medvirkende til et sådant tab, vil der i sådanne situationer som udgangspunkt ikke kunne rettes et krav mod vedkommende. Det gælder dog ikke i tilfælde omfattet af tinglysningslovens § 31, jf. § 27. I disse vil staten på objektivt grundlag kunne rette et regreskrav mod anmelderen, jf. stk. 4 umiddelbart nedenfor. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor en godtroende erhverver som følge af den indsigelse, at udstederen af pantebrevet var umyndig ved udstedelsen, mister en ellers tinglyst ret. Anmelder bør derfor også søge at kontrollere, at disse forhold ikke gør sig gældende, om end kontrollen ikke fritager anmelder for regresansvaret.

Det kan i den forbindelse oplyses, at det forventes, at systemet indrettes således, at et pantebrev ikke vil kunne tinglyses, hvis det fremgår af anmeldelsen, at den, der er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed, er mindreårig på anmeldelsestidspunktet, eller hvis det fremgår af personbogen, at den pågældende er frataget sin retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6. Anmeldelsen vil derimod ikke blive afvist, hvis den pågældende var mindreårig på det tidspunktet, hvor der rent faktisk blev disponeret, men ikke længere er det på anmeldelsestidspunktet, ligesom der ikke vil ske afvisning, hvis en afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne endnu ikke er tinglyst.

Det præciseres i stk. 3, at anmeldere er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler for tab, som nogen lider som følge af anmelderens virksomhed som anmelder. Anmeldere vil ved deres virksomhed være underlagt et professionsansvar. Anmelderens adfærd vil således blive bedømt ud fra en vurdering af, om han har udvist den omhu og faglige dygtighed, som man med rimelighed kan forlange af en person, der sædvanligvis udøver dette hverv. Der vil være tale om en skærpet culpabedømmelse.

Ifølge stk. 4 kan erstatning for tab, som staten har betalt i medfør af tinglysningslovens § 31, kunne kræves erstattet af anmelderen, hvis dokumentet, der giver anledning til tabet, er anmeldt af den pågældende anmelder. Der er tale om et objektivt erstatningsansvar for statens regreskrav. Det er alene staten, der kan gøre krav gældende mod anmelderen på objektivt grundlag. En skadelidt vil således ikke kunne gøre et krav direkte gældende over for anmelderen i medfør af tinglysningslovens § 31.

Bestemmelsen i stk. 4 indebærer en udvidelse af det professionsansvar, som en anmelder vil være underlagt efter dansk rets almindelige regler, jf. stk. 3.

Der kan ikke søges regres mod anmelderen, hvis tabet skyldes fejl ved Tinglysningsrettens it-system. En anmelders fejlagtige anvendelse af it-systemet vil derimod kunne lede til erstatningsansvar for anmelderen efter dansk rets almindelige regler.

Bestemmelsen i stk. 4 indebærer, at medmindre fejl eller forsømmelser kan tilskrives staten, vil det fulde erstatningsansvar i sidste ende kunne pålægges anmelderen. Har både staten og anmelderen begået fejl eller forsømmelser, vil den endelige fordeling af erstatningsansvaret skulle fortages efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper.

I det omfang det er anmelderen selv, der er skadelidt i tilfælde, hvor der kan rejses krav efter § 31, vil staten kunne afvise kravet med henvisning til statens mulighed for efter stk. 4 umiddelbart at gøre et regreskrav gældende over for anmelderen.

Efter stk. 5 kan justitsministeren fastsætte regler om, at Tinglysningsretten i forbindelse med tinglysning i henhold til stk. 1, skal sende meddelelse til den, der ifølge tingbogen er berettiget til at disponere over den pågældende rettighed, herunder at anmelder skal betale et gebyr for denne meddelelse. Gebyret vil i givet fald blive fastsat, så det dækker de udgifter, der er forbundet med udskrivning og forsendelse af meddelelsen.

Efter stk. 6 finder anmelderordningen tilsvarende anvendelse på dokumenter vedrørende panterettigheder og meddelelser om ejendomsforbehold, der skal tinglyses i bilbogen, samt dokumenter vedrørende panterettigheder, der skal tinglyses i person- eller andelsboligbogen.

Til § 49 d

Bestemmelsen indeholder regler om betingelserne for at opnå autorisation som anmelder. Autorisationsordningen har til formål at sikre, at anmeldere udøver deres virksomhed med en høj grad af troværdighed og sikkerhed. Dette er af afgørende betydning, idet anmelderne bl.a. får til opgave at foretage prøvelse af, om et digitalt dokument hidrører fra den, der ifølge tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende rettighed, og at denne har forpligtet sig som anført i det digitale dokument, jf. herved bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 49 c ovenfor.

Kompetencen til at træffe afgørelse om autorisation af anmeldere foreslås i medfør af stk. 1 tillagt Tinglysningsretten. Rettens afgørelse om meddelelse eller nægtelse af autorisation er judicielle afgørelser, der træffes ved kendelse eller beslutning. Afgørelserne kan kæres til landsretten, jf. retsplejelovens regler herom.

Efter stk. 2 er det en forudsætning for at få autorisation som anmelder, at den ansøgende person har godkendelse, tilladelse, beskikkelse mv. efter anden lovgivning. Den gruppe af personer, der således kan få autorisation er penge- og realkreditinstitutter, ejendomsmæglere, advokater, landinspektører samt statsautoriserede og registrerede revisorer. Opstilling af denne €™positivliste€™ sikrer, at de nævnte ansøgere allerede er undergivet et offentligt tilsyn, ligesom opnåelse af godkendelse, tilladelse, beskikkelse efter den nævnte lovgivning forudsætter overholdelse af en række vandelskrav og krav vedrørende økonomi. Disse kriterier er derfor ikke nødvendige at opstille i forbindelse med autorisation som anmelder efter § 49 d, stk. 2.

Efter stk. 3 kan autorisation endvidere meddeles til personer og virksomheder, der her i landet udøver aktiviteter af den i stk. 2 omhandlede art i henhold til EU-rettens regler om fri bevægelighed. Bestemmelsen sikrer således, at personer og virksomheder, der er statsborgere i henholdsvis har hjemsted i et andet EU- eller EØS-land på lige fod med danske personer og virksomheder kan opnå autorisation i kraft af deres erhverv eller forretningsområde. Reglen sikrer således, at der ikke vil opstå en ulovlig forskelsbehandling i strid med EU-rettens regler. Det gælder både, hvis den pågældende opnår ansættelse i et dansk firma, hvis den pågældende etablerer en filial eller andet forretningssted her i landet, og hvis den pågældende udøver de relevante aktiviteter her i landet uden at have etableret sig her.

Efter stk. 4 skal en ansøger om autorisation gøre det antageligt, at den pågældende vil udøve virksomheden forsvarligt. Det er således et grundlæggende krav til den, der ansøger om autorisation som anmelder, at den pågældende skal kunne sandsynliggøre, at virksomheden som anmelder vil blive drevet forsvarligt. Ved vurderingen heraf vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om den eller de personer, som skal forestå sagsbehandlingen hos anmelderen, har de fornødne faglige kvalifikationer. Det skal ikke være et ufravigeligt krav, at de pågældende personer har forudgående praktisk erfaring på tinglysningsområdet, selv om der dog kan lægges vægt herpå. Ansøgere som på anden måde kan dokumentere, at man besidder de fornødne kvalifikationer, vil således også kunne opnå autorisation. Der stilles imidlertid ikke krav om en særlig uddannelse.

Efter stk. 5 foreslås meddelelse af autorisation betinget af, at ansøgeren har stillet betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af virksomheden som anmelder. De pengekrav, der henvises til, er de erstatningskrav, der beskrives i § 49 c, stk. 3 og 4.

Kravet om sikkerhedsstillelse angår kun krav, der opstår som følge af, at anmelderen har handlet som anmelder. Sikkerhedsstillelsen skal derfor eksempelvis ikke dække ansvaret for fejlagtig juridisk rådgivning i forbindelse med en anmeldelse. Endvidere skal sikkerhedsstillelsen kun dække krav, der opstår, når anmelderen rent faktisk har foretaget en anmeldelse. Erstatningskrav som følge af, at en anmelder ved en forglemmelse undlader at foretage en anmeldelse til tinglysning, er således ikke omfattet af kravet om sikkerhedsstillelse.

Der kan ikke gives en udtømmende opremsning af de erstatningskrav, som er omfattet af kravet om sikkerhedsstillelse. Visse typetilfælde kan dog nævnes. Eksempelvis vil en fejlagtig angivelse af hovedstol og rentesats kunne udløse erstatningskrav omfattet af kravet til sikkerhedsstillelse. Manglende overholdelse af den kontrolforpligtelse, der beskrives i § 49 c, stk. 2, vil ligeledes kunne udløse et erstatningskrav omfattet af kravet til sikkerhedsstillelse.

Desuden omfatter kravet om sikkerhedsstillelse statens regreskrav i medfør af den foreslåede § 49 c, stk. 4.

At der skal være tale om behørig sikkerhed betyder, at både skadelidte og staten skal have væsentlig sikkerhed for at få eventuelle tab dækket. Det vil i hvert fald være tilfældet, hvis der er tegnet forsikring eller stillet garanti, der dækker statens udgifter til de pågældende erstatningsudbetalinger.

Justitsministeren kan bestemme, at en ansøger helt eller delvist opfylder kravet i stk. 4, 1. pkt. €" om betryggende sikkerhedsstillelse €" ved at opfylde krav, der stilles i anden lovgivning. Denne regel vil bl.a. kunne få betydning for virksomheder, der i forvejen skal opfylde krav om økonomisk soliditet.

Justitsministeren fastsætter efter stk. 5 nærmere regler om bl.a. udformningen og indholdet af ansøgninger om autorisation og om betingelserne for at opnå autorisation, herom om sikkerhedsstillelsens størrelse og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler om opkrævning af et gebyr for autorisationen. Gebyret vil i givet fald blive fastsat, så det dækker de udgifter, der er forbundet med behandling af ansøgningen om autorisation. Det foreslås desuden, at det som et vilkår for en autorisation kan fastsættes, at autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at sikkerhedsstillelsen er i kraft.

For så vidt angår de nærmere regler om kravet om betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af dennes virksomhed som anmelder, må der foretages en vurdering af, hvilke tab der må forventes at ville kunne forekomme. Endvidere bør kravene fastsættes under hensyntagen til omfanget af den pågældende anmelders virksomhed, samt under hensyntagen til de lovkrav om solvens mv., der gælder for den erhvervsgruppe, som den pågældende anmelder tilhører.

I det omfang, der kræves særlig sikkerhedsstillelse, vil denne typisk skulle etableres i form af en forsikring, garantistillelse eller begge dele. I de fleste tilfælde vil anmelderen kunne opfylde kravet om sikkerhedsstillelse ved at udvide sine eksisterende aftaler om forsikringsdækning og garantistillelse. Sikkerhedsstillelsen skal give skadelidte og €" ved regreskrav €" staten et direkte krav mod garantistiller eller forsikringsselskab.

Efter stk. 7 kan andre personer end de i stk. 2 nævnte autoriseres som anmeldere, hvis de ud over kravene i stk. 4 og 5 opfylder de krav, der er stilles i stk. 7 vandel og økonomi. Tinglysningsretten påser om betingelserne er opfyldt, jf. stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 8 omhandler betingelserne for at opnå autorisation som anmelder, når ansøgeren er en juridisk person, dvs. selskaber, fonde, foreninger og lignende.

Kravene i stk. 8 går ud på, at direktører og bestyrelsesmedlemmer i en juridisk person, der ansøger om autorisation, skal leve op til de samme krav, som efter stk. 7 stilles til fysiske personer, herunder krav om at stille sikkerhed efter stk. 5.

I medfør af det foreslåede sidste pkt. i stk. 8 vil eksempelvis udenlandske juridiske personer, der er omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, kunne meddeles autorisation som anmelder på lige fod med de i 1. og 3. pkt. nævnte juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet.

Efter stk. 9 skal en juridisk person, der efter stk. 8 er autoriseret som anmelder, give Tinglysningsretten besked om eventuelle ændringer i sammensætningen af bestyrelse eller direktion, således at retten kan vurdere, om betingelserne for autorisationen fortsat er opfyldt. Hvis der som følge af personudskiftningen træffes afgørelse om, at en autorisation ikke kan opretholdes, kan afgørelsen kæres efter retsplejelovens almindelige regler.

Hvis der findes personer, der har en bestemmende indflydelse over et selskab mv., er det efter stk. 10 en betingelse for at meddele autorisation efter stk. 8, at de pågældende personer ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen som autoriseret anmelder. Vedrørende spørgsmålet om, hvornår der kan antages at foreligge en sådan fare, henvises til bemærkningerne til stk. 7. Ved afgørelsen af, om en person har en bestemmende indflydelse over den juridiske person, skal der lægges vægt på, om denne har den samme tilknytning til selskabet mv., som et moderselskab har til et datterselskab.

Til § 49 e

Bestemmelsen indeholder regler om tilbagekaldelse og bortfald af en godkendelse som autoriseret anmelder som følge af, at anmelderen tilsidesætter sine forpligtelser efter loven eller kommer under konkurs eller betalingsstandsning mv. Tinglysningsrettens afgørelser om tilbagekaldelse af autorisation er judicielle afgørelser, der træffes ved kendelse. Afgørelserne kan kæres til landsretten, jf. retsplejelovens regler herom.

Hvis en autoriseret anmelder ikke lever op til den faglige standard, som må kræves, kan en godkendelse tilbagekaldes efter stk. 1. Godkendelsen kan således tilbagekaldes, hvis en anmelder overtræder vilkår for godkendelsen, eller hvis der er særlig grund til at antage, at anmelderen ikke vil udøve hvervet på forsvarlig vis. Det indebærer bl.a., at autorisationen vil kunne tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren får betydelig forfalden gæld til det offentlige eller dømmes for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen som autoriseret anmelder, jf. den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 49 d, stk. 7, nr. 3 og 4 (lovforslagets § 1, nr. 80).

Efter stk. 2 skal godkendelsen tilbagekaldes, hvis kravet om sikkerhedsstillelse ikke opfyldes. Endvidere skal godkendelsen tilbagekaldes, hvis anmelderen ikke længere er registreret, har tilladelse, beskikkelse mv. efter den i § 49 c, stk. 2, nævnte lovgivning.

Efter stk. 3 bortfalder en autorisation, hvis anmelderen dør, kommer under værgemål eller samværgemål, har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs.

Beslutning om tilbagekaldelse vil kunne have meget betydelige konsekvenser for anmelderen, og ikke enhver mindre fejl skal derfor kunne føre til dette skridt. Tilbagekaldelse vil bl.a. blive aktuel, hvis anmelderen groft eller gentagne gange overtræder vilkår for godkendelsen, eller hvis anmelderen gentagne gange begår væsentlige fejl ved udarbejdelsen af tinglysningsdokumenter.

Reglerne om tilbagekaldelse af autorisation suppleres af straffelovens § 79, stk. 1, hvorefter der ved dom for strafbart forhold kan ske frakendelse af retten til at udøve virksomhed, som kræver autorisation eller godkendelse, hvis det udviste forhold begrunder en nærliggende risiko for misbrug af stillingen.

Til nr. 81 (overskriften til kapitel 8)

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 79.

Til nr. 82 (§ 50 og § 50 a)

Den gældende bestemmelse i § 50, stk. 1, foreslås ophævet, således at der ikke længere i tinglysningsloven er et krav om, at adkomstdokumenter og pantebreve mv., der anmeldes til tinglysning, snarest muligt skal gøres offentligt tilgængelige.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at oplysninger om anmeldte dokumenter ikke længere offentliggøres i Tingbladet.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at der med etableringen af en ejendomsportal via eksempelvis den offentlige informationsserver (OIS) bliver adgang til oplysningerne i tinglysningsregistrene fra enhver pc med internetadgang. Der er næppe behov for en særskilt adgang til oplysninger om anmeldte dokumenter, når tinglysningsregistret indeholder de samme oplysninger. Hertil kommer, at der i et system, hvor de modtagne dokumenter tinglyses stort set samtidig med, at de modtages (realtidstinglysning), ikke være noget praktisk behov for oplysninger om anmeldte, men ikke tinglyste, rettigheder. Tingbladet indeholder som anført kun oplysninger om anmeldte rettigheder, og svarer dermed til dagbogen, der foreslås afskaffet. Det fremgår således ikke af Tingbladet, om en anmeldt rettighed siden er blevet tinglyst. Denne oplysning findes kun i tinglysningsregistret.

Den nugældende bemyndigelsesbestemmelse i stk. 2, der bliver stk. 1, foreslås endvidere ændret således, at der sker ophævelse af justitsministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om oplysning af personnumre og om indleveringstid for dokumenter.

Derimod bibeholdes med den foreslåede formulering en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om grundlaget for tinglysning og om indretning og førelse af de forskellige tinglysningsregistre.

Forslaget om at ophæve bemyndigelsen vedrørende oplysning af personnumre er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (tinglysningslovens § 9, stk. 1), hvorefter det ved anmeldelse af dokumenter til tinglysning bliver obligatorisk at oplyse personnummer.

Forslaget om ophævelse af bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende indleveringstid er begrundet i, at det forventes, at der i det digitale tinglysningssystem principielt vil kunne ske anmeldelse til tinglysning på ethvert tidspunkt af døgnet.

Den foreslåede ændring af stk. 3, der bliver stk. 2, indebærer, at tinglysningsregistrene kun kan føres ved hjælp af edb. Bestemmelsen tager i sin nuværende formulering sigte på at muliggøre den gradvise overgang fra traditionelle tingbøger til edb-registrering af tinglyste dokumenter, der blev gennemført frem til 2000. Siden dette tidspunkt har alle landets tinglysningskontorer ført tingbogen ved hjælp af edb. Der er derfor ikke længere behov for at kunne føre et manuelt tinglysningsregister.

Som konsekvens af ændringen af 1. pkt., hvorefter alle tinglysningsregistre føres ved hjælp af edb foreslås det gældende 2. pkt., ophævet.

Den foreslåede ændring af § 50 a er en konsekvens af ændringen af antallet af stykker i § 50, jf. umiddelbart ovenfor.

Til nr. 83 (§ 50 c, stk. 2)

Den gældende formulering af bestemmelsen i § 50 c, stk. 1, 1. pkt., foreslås ændret således, at oplysningerne i edb-registrene vil være tilgængelige ved personlig henvendelse til Tinglysningsretten eller til en byret.

Efter den gældende bestemmelse er oplysningerne tilgængelige ved personlig henvendelse til tinglysningskontoret. Da der som følge af centraliseringen fremover kun vil være et tinglysningskontor (Tinglysningsretten), bør borgere og andre fortsat kunne få adgang til tinglysningsoplysninger hos byretterne, også selv om disse ikke fremover skal beskæftige sig med tinglysning.

Endvidere foreslås en ophævelse af bestemmelsen i 2. pkt. om, at justitsministeren kan bestemme, at brugerterminaler kan opstilles andre steder end på tinglysningskontorerne. Bemyndigelsen har aldrig været udnyttet.

Til nr. 84 (§ 50 c, stk. 5 og 6)

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5, skabes der hjemmel til, at der kan videregives oplysninger fra edb-registrene til brug for digitale tinglysningsekspeditioner. Dette er nødvendigt fordi tinglysningssystemet ved iværksættelse af en tinglysningsekspedition automatisk foretager opslag i tingbogen, bilbogen, personbogen eller andelsboligbogen og her indhenter de oplysninger, der skal bruges i forbindelse med ekspeditionen. Tinglysningsbrugeren præsenteres for disse oplysninger, der f.eks. kan være oplysninger om hæftelser, der skal respekteres, og vil efter omstændighederne skulle forholde sig til disse, herunder ved angivelse af, om hæftelserne respekteres.

Overføres der i den forbindelse oplysninger fra tinglysningsregistrene til brugernes egne edb-systemer, bliver brugerne datansvarlige i henhold til persondataloven og vil dermed være undergivet lovens regler om behandling af personoplysninger.

Med det foreslåede stk. 6 skabes der hjemmel til, at der kan gives meddelelse om ændring af oplysninger i tinglysningsregistrene til brugere af tinglysningsregistrene efter aftale med Tinglysningsretten. De pågældende brugere vil løbende kunne tilsendes information i forbindelse med ændringer vedrørende bestemte dokumenter eller ejendomme mv. F.eks. vil det være muligt at få sendt en meddelelse, hvis en bestemt ejendom afhændes eller pantsættes, eller hvis der tinglyses en servitut på ejendommen. Det vil også efter denne bestemmelse kunne aftales, at der eksempelvis gives meddelelse til kreditor på et pantebrev, når retsanmærkninger på pantebrevet slettes.

Justitsministeren vil i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne foretage en nærmere regulering af den foreslåede abonnementsordning, herunder eksempelvis ved at fastsætte et loft for, hvor mange dokumenter eller ejendomme mv., abonnementet kan omfatte.

Ændringen tilgodeser dels et brugerønske om en automatiseret overvågning af rettigheder vedrørende bestemte ejendomme, dels en fortsat, men væsentlig bedre og mere korrekt, mulighed for opfyldelse af de hensyn, der hidtil har begrundet udgivelsen af Tingbladet, der foreslås afskaffet ved § 1, nr. 82.

Til nr. 85 (§ 50 c, stk. 6)

Den foreslåede ændring af stk. 6, der bliver stk. 8, indebærer, at journalister, der modtager oplysninger fra tinglysningsregistrene i forbindelse med en tinglysningsekspedition, eller som modtager meddelelse om ændring af oplysninger i tinglysningsregistrene, kan anvende oplysningerne eller meddelelsen i journalistisk øjemed. Dette svarer til den gældende ordning, hvorefter massemedier i øvrigt har adgang til at anvende oplysninger fra tinglysningsregistrene i journalistisk øjemed.

Til nr. 86 (§ 50 e, 1. pkt.)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af tilføjelsen af yderligere stykker i § 50 c, jf. forslaget i § 1, nr. 84.

Til nr. 87 (§ 50 f, stk. 1)

Det foreslås, at bestemmelsen i § 50 f, stk. 1, ændres således, at pantebreve, der anmeldes til tinglysning, skal indeholde en henvisning til Justitsministeriets pantebrevsformular (standardvilkår).

Bestemmelsen er i dag formuleret således, at pantebreve skal være oprettet på disse formularer.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der ikke længere skal indleveres papirdokumenter til tinglysning. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6, der generelt fastlægger, at der ved dokumenter i tinglysningsloven skal forstås digitale dokumenter.

Et digitalt pantebrev, som anmeldes til tinglysning, vil herefter alene skulle indeholde en henvisning til den relevante pantebrevsformular.

Til nr. 88 (§ 50 f, stk. 2)

Der foreslås endvidere indsat en ny bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at dokumenter der anmeldes til tinglysning skal indeholde bestemte oplysninger, og at disse skal indberettes i en bestemt rækkefølge.

Bestemmelsen vil muliggøre, at der kan stilles krav om anvendelse af digitale formularer ved anmeldelse til tinglysning. Anmelder vil således skulle indtaste data i et digitalt skema i et format, der gør tinglysningssystemet i stand til at behandle oplysningerne maskinelt.

Den nuværende bestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte, at dokumenter skal være oprettet på blanketter, som er godkendt af justitsministeren, kan ophæves. Disse papirblanketter vil ikke blive anvendt i et papirløst tinglysningssystem.

Til nr. 89 (§ 50 f, stk. 3 og 4)

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 vedrørende maskinel aflæsning af fysiske tinglysningsdokumenter vil ikke være relevant i et digitalt tinglysningssystem, hvor anmeldelse kun kan ske på grundlag af digitale dokumenter. Det foreslås derfor at ophæve stk. 3.

Det foreslås endvidere at ophæve den gældende bemyndigelsesbestemmelse i stk. 4 om forsøg med elektronisk tinglysning. Den foreslåede ophævelse er en konsekvens af den foreslåede digitalisering af tinglysningen, der indebærer, at bestemmelsen om en forsøgsordning ikke længere vil være aktuel.

Til § 2

(Gældsbrevsloven)

Til nr. 1 (§ 11, stk. 2, nr. 3)

Det foreslås at lade ordene "fast ejendom eller" udgå af bestemmelsen. Baggrunden herfor er, at tinglyste pantebreve i fast ejendom efter lovens ikrafttræden som udgangspunkt vil være omfattet af reglerne i tinglysningslovens kapitel 5, herunder de foreslåede bestemmelser i lovforslaget, der særligt tager sigte på negotiable pantebreve. Hertil kommer, at tinglyste pantebreve, der giver pant i fast ejendom, efter lovens ikrafttræden vil være digitale og dermed omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 2 (forslaget til gældsbrevslovens § 11, stk. 3). Der er således ikke længere behov for en særlig regel i gældsbrevsloven, der som udgangspunkt medfører, at pantebreve, der giver pant i fast ejendom, er at anse som negotiable omsætningsgældsbreve.

For utinglyste papirbaserede pantebreve, der giver pant i fast ejendom, og som udstedes efter lovens ikrafttræden, vil der med den foreslåede bestemmelse som udgangspunkt være tale om et ikkenegotiabelt pantebrev. Det vil dog fortsat være muligt at gøre det papirbaserede pantebrev negotiabelt under iagttagelse af reglerne i gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 1, 2 eller 4.

Til nr. 2 (§ 11, stk. 3)

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i gældsbrevslovens § 11, stk. 3, hvorefter tinglyste digitale gældsbreve undtages fra kapitlets anvendelsesområde. Det fremgår af lovens § 11, stk. 1, at gældsbrevslovens kapitel II finder anvendelse på omsætningsgældsbreve, og i stk. 2, er det nærmere defineret, hvad der forstås ved omsætningsgældsbreve. Med indførelsen af digital tinglysning vil der fremover kun kunne tinglyses digitale pantebreve. Reglerne i gældsbrevslovens kapitel II, der i vidt omfang baserer sig på ihændehavelse af papirbaserede dokumenter, er herefter ikke længere egnet til at finde direkte anvendelse på omsætning af tinglyste digitale gældsbreve.

Gældsbrevslovens kapitel II indeholder bl.a. regler om de særlige negotiabilitetsvirkninger, der er knyttet til overdragelse af omsætningsgældsbreve. Ved negotiabilitetsvirkninger forstås navnlig spørgsmålene om ekstinktion af rettigheder og indsigelser over dokumentet ved overdragelse af omsætningsgældsbreve til en aftaleerhverver i god tro, jf. lovens §§ 14-17. Herudover indeholder gældsbrevslovens kapitel II bl.a. regler om kreditor- og omsætningsekstinktion, jf. lovens §§ 14 og 22, samt om betalingsekstinktion, jf. lovens §§ 19-20. Disse regler er i vidt omfang videreført med de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 35-41 (forslagene til tinglysningslovens §§ 27-29 b), og for reglerne i gældsbrevslovens §§ 15-17 er der tale om, at disse er gjort direkte anvendelige via henvisningerne i den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a). Det har nødvendiggjort en henvisning til sidstnævnte bestemmelse i den foreslåede § 11, stk. 3.

Til nr. 3 (§ 26, stk. 1)

Den foreslåede indsættelse af "stk. 2" er alene en lovteknisk præcisering af den gældende bestemmelse. Efter gældende ret forstås ved simple gældsbreve navnegældsbreve, der ikke falder ind under gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3 og 4. Den gældende bestemmelse i § 26 indeholder imidlertid i sin nuværende affattelse en ufuldstændig henvisning til gældsbrevslovens "§ 11, nr. 3 og 4". Der foretages således ikke herved nogen indholdsmæssig ændring.

Til nr. 4 (§ 26, stk. 2)

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i gældsbrevslovens § 26, stk. 2, hvorefter reglerne i gældsbrevslovens kapitel III, bortset fra § 31, finder anvendelse på tinglyste digitale simple gældsbreve. Ved tinglyste digitale simple gældsbreve forstås dels pantebreve, der giver pant i fast ejendom, og som indeholder en rektaklausul, jf. den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 27, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 36, dels tinglyste digitale pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, andele i andelsboligforeninger og løsøre, medmindre de efter deres indhold er gjort negotiable, jf. de foreslåede bestemmelser i tinglysningslovens §§ 42 g, stk. 3, 42 m, stk. 2, og 47, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 53, 65 og 73.

Undtagelsen vedrørende gældsbrevslovens § 31 er en konsekvens af, at der for fremtiden stilles krav om tinglysning ved overdragelse af pantebreve, herunder ikkenegotiable pantebreve.

Ved overdragelse af utinglyste papirbaserede, ikkenegotiable pantebreve vil sikringsakten fortsat være denuntiation efter reglerne i § 31.

Til nr. 5 (§ 48, stk. 2)

Den gældende § 48 indeholder regler om forældelse af massegældsbreve. I bestemmelsens stk. 2 fastsættes, at sådan forældelse skal anmeldes til det kartotek, der føres efter mortifikationslovens § 15. Ved lovforslagets § 4, nr. 3, foreslås mortifikationslovens § 15 ophævet, og det omhandlede kartotek foreslås nedlagt. Den foreslåede ophævelse af gældsbrevslovens § 48, stk. 2, er således en konsekvens heraf.

Til § 3

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 478, stk. 4)

Det foreslås, at tvangsfuldbyrdelse skal kunne foretages på grundlag af et tinglyst digitalt pantebrev. Tilføjelsen til § 478, stk. 4, indebærer således, at der kan ske tvangsfuldbyrdelse hos den, der som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter har forpligtet sig ved et sådant tinglyst digitalt pantebrev. Hvis pantebrevet har været tinglyst, men ikke længere er det, f.eks. fordi pantet er udslettet efter en tvangsauktion, og den personlige gældsforpligtelse fortsat består, vil det også udgøre et tilstrækkeligt grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Indholdet af et sådant digitalt pantebrev, der ikke længere er tinglyst, vil fremgå af den historiske akt i tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen eller personbogen.

I det omfang en forpligtelse fremgår af et digitalt pantebrev i tinglysningsregistret, stilles der således ikke krav om fremvisning af et i traditionel forstand originalt pantebrev i forbindelse med fuldbyrdelsen.

Bestemmelsen finder alene anvendelse på digitale pantebreve, der er eller har været tinglyst. Den finder derimod ikke anvendelse på tinglyste papirbaserede pantebreve, heller ikke selv om genparten af et sådant pantebrev findes som scannet dokument i den elektroniske akt.

Til nr. 2 (§ 488, stk. 2)

Det foreslås, at der ved fremsættelse af anmodning om tvangsfuldbyrdelse i henhold til et digitalt pantebrev, der er eller har været tinglyst, skal henvises entydigt til dokumentet i tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen eller personbogen, hvorefter fogeden vil kontrollere indholdet af det relevante tinglysningsregister.

Henvisningen til dokumentet i tinglysningsregistret vil eksempelvis kunne ske ved angivelse af en fast ejendoms matrikelnummer eller et motorkøretøjs registreringsnummer samt pantebrevets tinglysningstidspunkt eller dets anmeldelsestidspunkt og løbenummer.

Til § 4

(Mortifikationsloven)

Til nr. 1 (§ 6, stk. 4)

Bestemmelsen om, at indkaldelse til mortifikation af et pantebrev optages i tingbladet, udgår som en konsekvens af, at tingbladet foreslås afskaffet.

Til nr. 2 (§ 9, stk. 2, 3. pkt.)

Bestemmelsen indebærer, at en mortifikant af et tinglyst pantebrev ikke kan forlange, at skyldner €" og eventuelt ejer af et pant, hvis denne ikke er identisk med skyldner €" medvirker til, at der udstedes et nyt papirbaseret pantebrev. Derimod vil mortikanten kunne forlange, at skyldneren og ejeren medvirker til udstedelse af et digitalt pantebrev.

Ved bestemmelsen ophæves desuden mulighed for på begæring at få retten til at forsyne et nyt pantebrev med en bemærkning om, at det giver samme panteret som det mortificerede pantebrev. For så vidt angår papirbaserede pantebreve, der konverteres til tinglyste digitale pantebreve, vil pantebrevets prioritetsstilling mv. fremgå af tinglysningsregistrene.

Til nr. 3 (§ 15)

Det foreslås at ophæve mortifikationslovens § 15, hvorefter Justitsministeriet skal føre et kartotek over mortificerede massegældsbreve og aktier samt forældede massegældsbreve, medmindre de allerede efter deres eget indhold må antages at være forældede. Som følge heraf skal der ikke længere foretages indberetning til Justitsministeriet om mortifikation og forældelse af disse dokumenter. Samtidig nedlægges Justitsministeriets kartotek over mortificerede og forældede massegældsbreve mv.

Til § 5

(Forsikringsaftaleloven)

Til nr. 1 (§ 57, stk. 2)

Den gældende bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, indebærer, at et forsikringsselskab ved forsikring af fast ejendom ikke med frigørende virkning kan udbetale erstatning til forsikringstageren, hvis en sikret tredjemand har en ret i ejendommen, der er sikret ved tinglysning.

Bestemmelsen foreslås udvidet til at omfatte tingsforsikringer, der angår biler. Dermed vil et forsikringsselskab heller ikke i denne situation med frigørende virkning kunne udbetale erstatning til en forsikringstager, hvis en tredjemand har en ret, der er sikret ved tinglysning. Forsikringsselskabet vil således forud for udbetaling i sådanne situationer skulle kontrollere, hvilke rettigheder der fremgår af bilbogen.

Ifølge forsikringsaftalelovens § 58, stk. 1, kan et erstatningsbeløb udbetales til ejeren €" til trods for § 57, stk. 2 €" når skaden er udbedret, den af forsikringen og panteretten omfattede genstand er genanskaffet eller lige så betryggende sikkerhed for panthaverens fyldestgørelse stillet. For så vidt angår motorkøretøjsforsikringer indebærer bestemmelsen, at erstatning kan udbetales til ejeren, når denne fremviser dokumentation for udbedring af en skade. Hertil kommer, at der må antages at gælde en bagatelgrænse, hvor selskabet med frigørende virkning uden videre kan afregne en kontanterstatning til ejeren, når det ud fra enhver praktisk betragtning må formodes, at panthavers retsstilling ikke forringes. Konsekvensen heraf er, at ændringen af forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, i praksis alene har betydning ved udbetaling af totalskadeserstatninger.

Til § 6

(Høstpantebrevsloven)

Til nr. 1 (§ 5, stk. 1)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 6 (tinglysningslovens § 7, stk. 2), hvorefter pantebreve fremover kun vil kunne tinglyses på grundlag af digitale dokumenter.

Til nr. 2 (§ 5, stk. 3, nr. 2 og 3)

Det foreslås at indsætte to nye oplysningskrav i nr. 2 og 3, hvorefter pantebrevet skal indeholde oplysning om person- eller CVR-nummer på de ifølge pantebrevet forpligtede og berettigede samt på anmelder og om, til hvem meddelelser om tinglysningen med bindende virkning kan sendes. Ændringen er en konsekvens af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 67 (tinglysningslovens § 43 b, stk. 1), og § 1, nr. 70 (tinglysningslovens § 45).

Forekommer det helt undtagelsesvis, at en eller flere af de personer, der skal angives i dokumentet, ikke har hverken personnummer eller CVR-nummer, vil reglen ikke være til hinder for, at dokumentet alligevel kan tinglyses. I så fald vil Tinglysningsretten kunne sørge for, at der skabes et nummer, der kan bruges til entydig angivelse af den pågældende person i det dokument, der anmeldes til tinglysning.

Til § 7

(Retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 49 a, stk.1, 1. pkt.)

Det foreslås, at opslag i bilbogen skal være afgiftsfri. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forsikringsaftalelovens § 57, stk. 2, jf. lovforslagets § 5, nr. 1, hvorved forsikringsselskaber som noget nyt forud for udbetaling af erstatning med frigørende virkning til en forsikringstager vil skulle kontrollere, hvilke rettigheder der fremgår af bilbogen.

Forslaget om at ændre henvisningen til stk. 3 til en henvisning til stk. 4 er en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring om at indsætte et nyt stykke efter stk. 2 i retsafgiftslovens § 49 a, jf. lovforslagets § 7, nr. 3.

Til nr. 2 (§ 49 a, stk.2)

En fuldstændig forespørgsel på en fastejendom forudsætter i dag fem opslag svarende til en afgift på 150 kr. For en fuldstændig udskrift vedrørende en fast ejendom betales i dag tilsvarende en afgift på 150 kr. Idet dagbogen fremover foreslås afskaffet, vil en fuldstændig forespørgsel på en fast ejendom fremover alene forudsætte fire opslag. Som en konsekvens heraf foreslås afgiften for en fuldstændig udskrift vedrørende en fast ejendom nedsat til 120 kr.

Som følge af den foreslåede ændring om at indsætte et nyt stykke efter stk. 2 i retsafgiftslovens § 49 a, jf. lovforslagets § 7, nr. 3, foreslås henvisningen i § 49 a, stk. 2 til stk. 3 ændret til stk. 4.

Til nr. 3 (§ 49 a, stk. 3)

Når en bruger iværksætter en tinglysningsekspedition, foretager tinglysningssystemet automatisk de nødvendige opslag i tinglysningsregistrene. Det foreslås i afgiftsmæssig henseende at sidestille disse opslag med elektroniske forespørgsler i tinglysningsregistrene, der foretages ved ekstern terminaladgang eller ved anvendelse af OIS, jf. stk. 1 og 2, men således, at pligten til at betale afgift for disse opslag bortfalder, hvis det dokument, ekspeditionen vedrører, anmeldes til tinglysning inden 6 hverdage er forløbet, efter at opslaget er foretaget. Lørdage, grundlovsdag, den 24. december og den 31. december anses ikke herved for hverdage. Bestemmelsen indebærer samtidig, at afgiften i de tilfælde, hvor den allerede er opkrævet, skal tilbagebetales.

Til nr. 4 (§ 49 a, stk. 4)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at indsætte et nyt stykke i retsafgiftslovens § 49 a, jf. lovforslagets § 7, nr. 3.

Til nr. 5 og 6 (§ 49 b)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at indsætte et nyt stykke i retsafgiftslovens § 49 a, jf. lovforslagets § 7, nr. 3.

Til § 8

(Tinglysningsafgiftsloven)

Til nr. 1 (lovens titel)

Lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. foreslås ændret, således at loven forsynes med en forkortet titel "tinglysningsafgiftsloven". Ved fremtidige henvisninger til loven kan der dermed henvises til denne forkortede titel.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringen i lovforslagets § 8, nr. 7.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 2)

Det foreslås at ophæve bestemmelsens 3.-7. pkt. Forslaget er en konsekvens af den foreslåede afskaffelse af skødepåtegninger, jf. lovforslagets § 9 (forslag til vurderingslovens § 47 A). Bestemmelserne i 3.-7. pkt. vedrører alle skødepåtegninger, herunder hvilke oplysninger der skal gives i en påtegning, og hvilke ejendomsværdier der kan anvendes. Herudover indeholder bestemmelsen i stk. 2, 4. pkt., regler om, at dokumentet skal afvises, hvis påtegning om ejendomsværdien mangler. Disse bestemmelser vil ikke længere være relevante, idet oplysninger om ejendommens vurdering hentes automatisk i det digitale tinglysningssystem. Meddelelser om ændring af ejendomsværdien vil ligeledes blive hentet automatisk.

Til nr. 4 (§ 4, stk. 3)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring af bestemmelsens stk. 2, hvorefter 8. pkt. fremover vil være 3. pkt.

Til nr. 5 (§ 5, stk. 5, 2. pkt.)

Efter den gældende bestemmelse i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 2. pkt., udløser tinglysning af andre ændringer end de i stk. 3. og i 1. pkt. nævnte vedrørende panthæftelsen, herunder panthaver- eller pantsætterskifte, en afgift på 1.400 kr. Henvisningen til lovens § 5, stk. 3, samt § 5, stk. 5, 1. pkt., vedrører inddragelse af yderligere pant samt forhøjelser af det pantsikrede beløb. Et kreditorskifte er således omfattet af udtrykket "andre ændringer", jf. lovens § 5, stk. 5, 2. pkt., og vil medføre en afgift på 1.400 kr.

Som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede ændring i tinglysningsafgiftslovens § 8, jf. lovforslagets § 8, nr. 9, vil overdragelse til en anden panthaver ikke medføre tinglysningsafgift.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at betegnelsen "panthaver" udgår af ordlyden i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 2. pkt., og at der samtidig indsættes en henvisning til den foreslåede ændring i tinglysningsafgiftslovens § 8, jf. lovforslagets § 8, nr. 9. Herefter vil det klart fremgå, at en overdragelse til en anden kreditor ikke er omfattet af udtrykket "andre ændringer" i bestemmelsen.

Til nr. 6 (§ 6, 2. pkt.)

Den foreslåede ændring i tinglysningsafgiftslovens § 6 skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 42 d, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 46, hvorefter overdragelser eller anden overførsel af bl.a. underpant og ejendomsforbehold i motorkøretøjer skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om den pågældende rettighed, og mod retsforfølgning.

Da der således bliver indført et krav om, at overdragelsen af ejendomsforbeholdet skal tinglyses, bliver forholdet automatisk omfattet af tinglysningsafgiftsloven, jf. lovens § 1, og tinglysningen vil normalt udløse en afgift på 1.400 kr., jf. lovens § 6, 2. pkt.

Med den foreslåede ændring i tinglysningsafgiftslovens § 6 præciseres det, at en overdragelse til en ny kreditor er afgiftsfri. Tinglysning af et debitorskifte er, som efter de nuværende regler, omfattet af bestemmelsen.

Til nr. 7 og 8 (§ 6 a og § 7, stk. 1)

Den foreslåede ændring er en konsekvens af indførelsen af digital tinglysning.

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 1, opdeles i to bestemmelser. Den foreslåede bestemmelse i § 6 a vil omfatte tinglysning af adkomstændringer ved selskabers mv. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber. Her udgør afgiften 1.400 kr. Den foreslåede § 7, stk. 1, vil angå andre tinglysninger, der ikke er omfattet af §§ 4-6 a.

Begrundelsen for opdelingen er praktiske hensyn i forhold til den elektroniske afregning af afgiften, idet det vurderes, at det som følge af den papirløse tinglysning vil være nødvendigt, at anmeldelser omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 6 a indeholder en erklæring, hvoraf det klart fremgår, at forholdet er omfattet af den afgiftsbegunstigende bestemmelse.

Der er ikke i øvrigt med opdelingen af bestemmelsen tilsigtet nogen ændring af den nuværende retstilstand.

Til nr. 9 (§ 8, stk. 1)

Det foreslås, at der i tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, indsættes tre nye undtagelsesbestemmelser.

Den første undtagelsesbestemmelse €" § 8, stk. 1, nr. 7 €" vedrører tinglysning af underpant i ejerpantebreve. Bestemmelsen medfører, at tinglysning af underpant i ejerpantebreve, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 1, § 42 d, stk. 3, § 42 j, stk. 3, og § 47, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 46, 54 og 73, samt videreoverdragelse af underpant i ejerpantebreve, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 4, § 42 d, stk. 7, § 42 j, stk. 7, og § 47, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 46, 54 og 73, bliver afgiftsfri. Forslaget omfatter således tinglysning af underpant i ejerpantebreve i både tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen og personbogen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med dematerialiseringen af pantebreve. Dematerialiseringen medfører, at der ikke længere vil kunne foretages rådighedsberøvelse, og ejerpantebreve vil derfor ikke længere kunne håndpantsættes. Efter de foreslåede ændringer i tinglysningslovens § 1 a, stk. 1, § 42 d, stk. 3, § 42 j, stk. 3, og § 47, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 46, 54 og 73, vil rettigheder i ejerpantebreve derimod kunne stiftes ved underpant, hvor tinglysning vil være sikringsakten.

Kravet om, at overdragelser af panterettigheder skal tinglyses, medfører samtidig, at overdragelse af underpant i et ejerpantebrev skal tinglyses, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 4, § 42 d, stk. 7, § 42 j, stk. 7, og § 47, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 46, 54 og 73.

Da tinglysning herefter bliver sikringsakten, bliver forholdet automatisk omfattet af tinglysningsafgiftsloven, jf. lovens § 1, og tinglysningen vil normalt udløse en afgift på 1.400 kr., jf. lovens § 5, stk. 5, 2. pkt.

Det er ikke hensigten, at de foreslåede ændringer i tinglysningsloven skal medføre en yderligere afgift. Derfor foreslås det, at disse tinglysninger bliver afgiftsfri.

Den anden undtagelsesbestemmelse €" § 8, stk. 1, nr. 8 €" vedrører tinglysning af overdragelser til eje eller pant af et allerede tinglyst pantebrev til en anden panthaver. Bestemmelsen forudsætter, at der ikke samtidig sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb.

Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 2, hvorefter overdragelse eller anden overførsel af tinglyste pantebreve ikke behøver tinglysning, samt indførelse af de foreslåede bestemmelser i tinglysningslovens § 42 d, stk. 7, § 42 j, stk. 7, samt § 47, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 46, 54 og 73.

Det følger af bemærkningerne hertil, at sikringsakten ved overdragelse af et pantebrev efter de gældende regler typisk er rådighedsberøvelse af pantebrevet hos overdrageren. Sikringsakten bliver som følge af de foreslåede ændringer i tinglysningsloven fremover tinglysning. Dette får samtidig afgiftsmæssige konsekvenser, da forholdet automatisk bliver omfattet af tinglysningsafgiftslovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1. Tinglysningen vil normalt udløse en afgift på 1.400 kr., jf. lovens § 5, stk. 5, 2. pkt., forudsat at der ikke samtidig sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb.

Såfremt det pantsikrede beløb samtidig forhøjes, vil der skulle betales en variabel afgift af forhøjelsen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 1. pkt.

Som det er anført tidligere, er det ikke hensigten, at ændringerne i tinglysningsloven, hvorefter der bliver et direkte krav om, at en overdragelse nu (i modsætning til efter gældende ret) skal tinglyses, skal have afgiftsmæssige konsekvenser. Det foreslås derfor, at disse transaktioner bliver afgiftsfri.

Dette omfatter således tinglysning af overdragelser af såvel negotiable pantebreve som simple pantebreve i fast ejendom, motorkøretøjer, andele i andelsboligforeninger og løsøre.

Såfremt der samtidig med overdragelsen sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb, vil transaktionen ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Forholdet vil derimod være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 1. pkt., og udløse både en fast afgift på 1.400 kr. samt en variabel afgift.

Den tredje undtagelsesbestemmelse €" § 8, stk. 1, nr. 9 €" angår tinglysning af påtegninger i medfør af den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 29 b, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 41, hvorefter skyldneren kan kræve tinglysning, hvis skyldforholdet er ændret ved aftale, modregning, dom eller opsigelse. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 41, at de foreslåede bestemmelser tilsigter en videreførelse af reglerne i gældsbrevslovens § 21, stk. 2, 2. pkt., og § 21, stk. 3 og 4. Efter gældende ret kan skyldneren i medfør af de nævnte bestemmelsers analogi endvidere kræve, at pantebrevet eksempelvis forsynes med en påtegning om, at skyldforholdet er ændret ved modregning. Det fremgår ligeledes af disse bemærkninger, at en skyldner, der ikke kan få tinglyst sådanne betalinger eller ændringer i panteforholdet, i lighed med det anførte under henvisningen til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 37 (forslaget til tinglysningslovens § 27 a, stk. 1), jf. gældsbrevslovens § 15, stk. 1, 3. led, vil kunne risikere at miste retten til at gøre dette gældende over for en godtroende erhverver.

Efter den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 29 b, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 41, vil skyldneren i stedet for en påtegning på dokumentet kunne forlange at få de pågældende ændringer tinglyst for at sikre sig mod en godtroende erhverver.

Tinglysningen af påtegningen er således den eneste måde, hvorved skyldneren kan sikre sig, at vedkommende ikke kommer til at betale endnu en gang til en godtroende erhverver af gældsbrevet. En tinglysning af påtegningen vil efter de gældende regler være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 2. pkt., og dermed udløse en afgift på 1.400 kr.

Da det ikke er hensigten, at de foreslåede ændringer i tinglysningsloven skal medføre yderligere afgift, foreslås det, at disse tinglysninger bliver afgiftsfri.

Til nr. 10 (§ 9)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 8, nr. 7.

Til § 9

(Vurderingsloven)

Til nr. 1 (§ 47 A)

Som følge af den foreslåede indførelse af digital tinglysning og den hermed forbundne dematerialisering af tinglyste dokumenter foreslås det, at vurderingslovens § 47 A ændres, så det efter bestemmelsens stk. 1 bliver en betingelse for tinglysning af dokumenter om overdragelse af fast ejendom, at erhververen, senest samtidig med, at dokumentet indleveres til tinglysning, giver oplysninger om overdragelsen og vilkårene for denne i en særlig digital salgsindberetning. Indberetningen vil kunne integreres i det digitale skøde.

I tilknytning hertil foreslås det at indsætte en bestemmelse i stk. 2, hvorefter skatteministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger salgsindberetningen skal indeholde, samt til hvilke myndigheder disse oplysninger skal sendes.

Til § 10

(Lov om almene boliger mv.)

Til nr. 1 (§ 29, stk. 3, 3. pkt.)

Det foreslås at indsætte et nyt 3. pkt., hvori socialministeren bemyndiges til efter forhandling med justitsministeren at fastsætte nærmere regler om udformningen af de erklæringer, der skal afgives efter bestemmelsens 1. pkt. Baggrunden herfor er, at der ved gennemførelsen af digital tinglysning opstår et praktisk behov for at standardisere erklæringer, der skal afgives i forbindelse med anmeldelse af rettigheder til tinglysning.

Med den foreslåede bestemmelse vil socialministeren kunne fastsætte regler, der muliggør, at erklæringerne udformes digitalt, hvorefter det vil være muligt at aflæse disse maskinelt i tinglysningssystemet.

Til § 11

(Udstykningsloven)

Til nr. 1 (§ 19, stk. 2)

Forslaget indebærer, at der ved arealoverførsel eller sammenlægning ikke må dannes en samlet fast ejendom, der omfatter 200 eller flere matrikelnumre. Forbuddet er alene teknisk begrundet. En samlet fast ejendom består ofte af flere matrikelnumre. Det fremgår af noteringen i matriklen, hvilke matrikelnumre der til sammen udgør en samlet fast ejendom. Tinglysningslovens ejendomsbegreb ( " en bestemt fast ejendom" ) er baseret på ejendomsregistreringen i matriklen og udstykningslovens definition af en samlet fast ejendom, jf. udstykningslovens § 2.

Efter bestemmelsen i udstykningslovens § 30, kan matrikelmyndigheden nægte registrering i matriklen af arealoverførsel og sammenlægning i strid med bl.a. § 19.

Til § 12

(Planloven)

Til nr. 1 (§ 31, stk. 2)

Det foreslås at ophæve planlovens § 31, stk. 2, hvorefter lokalplaner ikke længere skal tinglyses på de ejendomme, der er omfattet af planen. Tinglysningen har alene haft til formål at oplyse om den vedtagne lokalplan, idet en lokalplans retsvirkninger indtræder ved den offentlige bekendtgørelse om planens endelige vedtagelse, jf. planlovens § 18.

Lokalplaner mv. vil fremover med den foreslåede bestemmelse i planlovens § 54b, som affattet ved dette lovforslags § 12, nr. 4, i stedet skulle registreres i et landsdækkende register "PlansystemDK", der bl.a. skal indeholde oplysninger om planer, der er tilvejebragt efter reglerne i planloven.

Der vil med etableringen af "PlansystemDK" være den samme mulighed, for at gøre sig bekendt med de rådighedsbegrænsninger over en fast ejendom, som lokalplanen indeholder, som hidtil har været registreret i tingbogen.

Oplysning om indholdet af den endeligt vedtagne lokalplan kan dog ikke i alle tilfælde stå alene, idet det løbende planlægningsarbejde kan gøre det nødvendigt at indhente oplysninger om ikke alene de gældende rådighedsindskrænkninger over fast ejendom, men også om eventuelle ændringer i ejendommens byplanmæssige status, som kan være under overvejelse. Det foreslås derfor under nr. 4 (forslaget til planlovens § 54b, stk. 2), at miljøministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen til registeret også digitalt skal indberette forslag til lokalplaner, forslag til rammer i kommuneplaner for lokalplaners indhold og endeligt vedtagne rammer for lokalplaners indhold. Det vil således også blive muligt via registret at indhente oplysninger om kommende planændringer.

Til nr. 2 (§ 31a)

Det foreslås, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens forpligtelse efter de gældende regler i planloven til at sende kommuneplanstrategier og planer og planforslag til myndigheder, hvis interesser berøres, fremover skal opfyldes ved, at dokumentet indsendes digitalt til "PlansystemDK", sammen med oplysning om, hvilke myndigheder der skal orienteres.

Det gælder således i relation til bestemmelsen i planlovens § 23a, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen samtidig med offentliggørelsen af en strategi for kommuneplanlægningen skal sende strategien til miljøministeren og øvrige statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres. Tilsvarende skal kommunalbestyrelsen ifølge § 25, stk. 1, samtidig med offentliggørelsen af et planforslag sende dette til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget. Sidstnævnte myndigheder skal også efter bestemmelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, nr. 3, have tilsendt den endeligt vedtagne plan, ligesom de ifølge § 23a, stk. 6, skal have tilsendt et eksemplar af kommunalbestyrelsens offentlige bekendtgørelse af, om der er foretaget ændringer af kommuneplanstrategien.

Det har siden 1. september 2003 været muligt for kommunerne at indsende plandokumenter mv. til de enkelte statslige og andre myndigheder i pdf - eller Word-format. De fleste kommuner gør i dag brug heraf.

Det nye plansystem foreslås indrettet således, at planer og planforslag mv., der indsendes til miljøministeren, automatisk via systemet kan sendes videre til de myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget. Dette gælder alle plantyper og ikke kun dem, der er pligt til at lade registrere oplysninger om i registret. Ved fremsendelsen til systemet kan kommunen aktivt vælge de myndigheder, som skal modtage planen eller planforslaget. Herudover vil det være muligt for kommunen at tilføje andre modtagere af planen efter eget ønske. Det er således fortsat kommunens ansvar at give systemet besked om, hvilke berørte myndigheder der skal have tilsendt planen eller planforslaget.

Det vil imidlertid ikke være selve planen eller planforslaget, der sendes videre til modtagerne. De vil derimod modtage en meddelelse fra systemet om, at et forslag til eller en vedtaget og offentliggjort plan eller planstrategi er indberettet fra den pågældende kommune, samt oplysninger om, hvor den kan findes. Der opgives således en direkte adresse til det sted i systemet, hvor planen findes.

Efter indsendelse modtager kommunen kvittering fra systemet i form af en e-mail til den adresse, som kommunen selv har indlæst og selv vedligeholder i systemet. Af kvitteringen vil fremgå, hvilken plan der er indsendt og den adresse i systemet, hvor planen kan findes, samt en liste over, hvilke myndigheder og andre interesserede som systemet har sendt meddelelse til om den nye plan eller planforslaget, herunder de pågældendes e-mailadresser.

Ansvaret for, at e-mailadresserne til de myndigheder, som skal modtage planen, er korrekte, påhviler den enkelte modtagende myndighed. Systemet indrettes således, at de enkelte myndigheder selv vedligeholder deres e-mailadresse.

Plandokumenterne skal fortsat offentliggøres efter planlovens regler herom. Den digitale indsendelse af dokumentet til registret erstatter således ikke offentliggørelsen.

Reglerne i planloven om offentliggørelse af planer og planforslag har efter Miljøministeriets hidtidige vurdering betydet, at planer og planforslag, der henvender sig til en større del af offentligheden, skal offentliggøres i Statstidende. Med indsendelse af planer og planforslag til "PlansystemDK" vurderes det, at offentliggørelse i Statstidende fremover vil være overflødigt.

Til nr. 3 (§ 33, stk. 4)

Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 4 ændres således, at kommunalbestyrelsen fremover digitalt skal indberette oplysninger om ophævede byplanvedtægter og lokalplaner til "PlansystemDK". Ændringen er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af planlovens § 31, stk. 2, hvorefter lokalplaner ikke længere skal tinglyses på ejendomme, der er omfattet af planen. Derimod vil lokalplaner efter den foreslåede bestemmelse i planlovens § 54b, som affattet ved denne lovs § 12, nr. 4, skulle registreres i det foreslåede landsdækkende register for planer "PlansystemDK".

Ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter efter reglerne i § 33, stk. 1-3, vil herefter skulle indberettes digitalt til PlansystemDK af kommunalbestyrelsen.

Til nr. 4 (§ 54b)

Det foreslås i stk. 1, at ministeren opretter et landsdækkende digitalt register, der skal indeholde oplysninger om gældende planer, der er tilvejebragt efter planloven. Registret vil fra etableringen kunne indeholde oplysninger om byplanvedtægter, lokalplaner, kommuneplanrammer for lokalplaners indhold samt kort, der viser byzoner og sommerhusområder. Også forslag til de nævnte planer vil indgå i registret, jf. forslaget til stk. 2. Registeret vil endvidere indeholde oplysninger om visse stadigt gældende planer mv., der er tilvejebragt efter den tidligere byplan- og byggelovgivning.

Efter forslaget til bestemmelsens stk. 2 bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen digitalt skal indberette forslag til og endeligt vedtagne lokalplaner samt forslag til og endeligt vedtagne kommuneplanrammer til registret.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen digitalt skal indberette oplysninger om andre emner i kommuneplaner til registret, herunder retningslinjer om de emner fra det nugældende "regionplankatalog" i planlovens § 6, stk. 3, der som følge af kommunalreformen fremover skal indgå i kommuneplanen.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 4, at registret skal være offentligt tilgængeligt, og at brug af registeret skal være gratis.

I bestemmelsens stk. 5 foreslås det, at miljøministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler for kommunalbestyrelsens digitale indsendelse og indberetning af planer og planforslag mv. til registret, herunder regler om tekniske krav.

Der vil med hjemmel i bestemmelsen f.eks. kunne fastsættes regler om, at indberetning til registret skal ske i overensstemmelse med en bestemt datamodel €" for tiden datamodellen PlanDK2 €" der sikrer en både teknisk og administrativ nem og velfungerende etablering og udveksling af digitale plandata.

Der skal efter datamodellen indberettes oplysninger om planens identifikation (datoer, myndighed mv.) og egenskabsoplysninger (arealanvendelse, bebyggelsesprocent mv.). Der skal endvidere indberettes oplysninger om planens geografiske udstrækning. Planen skal f.eks. digitaliseres på et matrikelkort. Endelig skal det juridisk gældende plandokument vedlægges i en pdf-fil.

Datamodellen er udarbejdet i et samarbejde mellem Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening, Kort og Matrikelstyrelsen, Erhvervs- og Byggestyrelsen, SKAT samt repræsentanter for kommunerne. Fremtidige ændringer af datamodellen aftales mellem Miljøministeriet og Kommunernes Landsforening.

Det foreslås endvidere at indsætte en bestemmelse i stk. 6, hvorefter der stilles krav om indberetning af de forskellige plantyper, der nævnes i forslaget, inden en bestemt dato. Indberetningen er en forudsætning for, at indberetning i plansystemet kan afløse det nuværende krav om tinglysning, idet det kræver, at alle de nævnte gældende planer skal være indberettet i systemet. Datoen for, hvornår planerne skal være indberettet i "PlansystemDK" fastsættes i overensstemmelse med tidspunktet for ikrafttrædelsen af regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at rettigheder, der i henhold til lovgivningen har gyldighed efter § 1 uden tinglysning, og som fremgår af et almindeligt tilgængeligt offentligt register, ikke kan tinglyses.

De nævnte plantyper, der udgør byplanvedtægter, markplaner, reguleringsplaner, udredningsplaner, retningsplaner, magelægsplaner, beslutninger om friholdelse af et område for bebyggelse samt beslutninger om bevaring af bebyggelsers ydre fremtræden, er omfattet af planlovens § 68, stk. 2, der bestemmer, at de nævnte planer mv. i henhold til den hidtidige bygge- og byplanlovgivning bortfalder i den udstrækning, de er uforenelige med en lokalplan, og i øvrigt kan ophæves ved bestemmelser herom i en lokalplan.

Bestemmelsen har især betydning for byplanvedtægter efter den tidligere gældende byplanlov. For at sikre, at registret indeholder alle gældende plandata €" også de der er tilvejebragt efter den tidligere byplan- og byggelovgivning €" foreslås det, at miljøministeren fastsætter regler om, at også disse planer mv. skal indberettes digitalt til registret inden en bestemt dato.

Det foreslås endelig at indsætte en bestemmelse i stk. 7, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal registreres eller videregives med henblik på at sikre, at plansystemet opdateres i forbindelse med ejendomsændringer, således at aktuelle lokalplandata kan være tilgængelige for brugerne på en måde, der svarer til tingbogens nuværende oplysninger om lokalplaner, og således at aktuelle lokalplandata kan præsenteres sammen med andre ejendomsoplysninger. Miljøministeren vil efter denne bestemmelse også kunne fastsætte nærmere regler om nødvendige tekniske krav i forbindelse hermed.

Reglerne vil blive udformet i samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Kort & Matrikelstyrelsen, Foreningen af Praktiserende Landinspektører og Kommunernes Landsforening.

Til § 13

Det foreslås i stk. 1, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at tinglysning af dokumenter i henhold til de foreslåede bestemmelser i lovforslaget, herunder ved anvendelse af digital signatur, først vil kunne ske, når det digitale tinglysningssystem er fuldt funktionsdygtigt.

Justitsministeren kan således fastsætte en ikrafttrædelsesdato, der muliggør, at ændringsbestemmelserne ikke træder i kraft, inden det teknisk er muligt at modtage digitale tinglysningsmeddelelser.

Det forventes, at loven vil kunne sættes i kraft i løbet af 2008, men overgangen til digital tinglysning vil naturligvis først finde sted, når alle tekniske og sikkerhedsmæssige aspekter er helt på plads.

Endvidere foreslås i stk. 2, at justitsministeren kan bestemme, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter for så vidt angår tingbogen, bilbogen, personbogen og andelsboligbogen.

Baggrunden herfor er, at der ikke forventes en overgang til papirløs tinglysning for alle fire tinglysningsregistres vedkommende på samme tid. Tingbogen vil således være den første af bøgerne, som digitalisers fuldt ud, hvorefter de øvrige bøger forventes at følge successivt. Ved at give mulighed for forskellige ikrafttrædelsestidspunkter vil overgangen til papirløs tinglysning kunne ske efterhånden, som der bliver mulighed herfor.

Ved det foreslåede stk. 3 bestemmes, at de ved dette lovforslag foreslåede ændringer af tinglysningsloven og anden lovgivning kun finder anvendelse i sager, der behandles af Tinglysningsretten. Skulle der således opstå en situation, hvor der måtte være behov for, at Tinglysningsretten gradvist overtager tinglysningssagerne vedrørende fast ejendom fra de enkelte byretter samtidig med, at der er behov for at sætte de her foreslåede regler om digital tinglysning i kraft, så vil reglerne kun være gældende ved Tinglysningsretten. I en sådan situation vil der ikke blive tale om tinglysning af digitale dokumenter ved byretterne. Det gældende regelsæt vil da fortsat finde anvendelse på disse sager. Det er imidlertid ikke hensigten at sætte loven i kraft, før Tinglysningsretten kan overtage tinglysningen for hele landet. Hvis Tinglysningsretten gradvist må overtage tinglysningen fra byretterne, forventes det således, at sagsbehandlingen ved Tinglysningsretten vil foregå på grundlag af fysiske dokumenter og de gældende regler i tinglysningsloven. Det forudses således ikke, at det foreslåede stk. 3 vil få nogen praktisk betydning. Skulle der imidlertid opstå spørgsmål om forskudt indførelse af digital tinglysning, vil det være naturligt, at den foreslåede, rådgivende følgegruppe for digital tinglysning får lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Der henvises om følgegruppen til afsnit 5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 indebærer, at den foreslåede ændring af gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, kun finder anvendelse på gældsbreve, der oprettes efter lovens ikrafttræden. Gældsbreve, som giver pant i fast ejendom, og som på tidspunktet for lovens ikrafttræden er negotiable, bevarer således også herefter deres negotiabilitetsvirkninger.

Der foreslås endvidere en bestemmelse i stk. 5, hvorefter den foreslåede bestemmelse i planlovens § 54b, som affattet ved dette lovforslags § 12, nr. 4, der vedrører oprettelse af et register (PlansystemDK) mv. samt den foreslåede bestemmelse i planlovens § 31a, som affattet ved dette lovforslags § 12, nr. 2, der giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om digital indsendelse af planer og planforslag mv., træder i kraft den 15. september 2006.

Det foreslås desuden at indsætte en bestemmelse i stk. 6, hvorefter miljøministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for ophævelsen af planlovens § 31, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 12, nr. 1, hvorefter lokalplaner ikke længere skal tinglyses. Det er hensigten, at ophævelsen af kravet om tinglysning af lokalplaner sker samtidig med ikrafttrædelsen af de foreslåede regler om et digitalt tinglysningssystem.

Herudover bemyndiges miljøministeren til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af den foreslåede ændring af planlovens § 33, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 12, nr. 3, der vedrører kravet om digital indsendelse af oplysninger om ophævede byplanvedtægter og lokalplaner til "PlansystemDK". Indtil ikrafttrædelsen vil kommunalbestyrelsen således fortsat skulle lade lokalplaner tinglyse på de ejendomme, som omfattes af planen, og aflyse lokalplaner, der er ophævet efter reglerne i planlovens § 33.

Til § 14

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 2, 4 og 5 (ændringerne af gældsbrevsloven, mortifikationsloven og forsikringsaftaleloven) kan dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Til § 15

Det foreslås i stk. 1 at indføre en overgangsbestemmelse, hvorefter papirbaserede pantebreve, der er oprettet forud for lovens ikrafttræden, forbliver gyldige efter lovens ikrafttræden. Rettigheder, som forud for lovens ikrafttræden er sikret efter reglerne i gældsbrevsloven, bevarer endvidere deres beskyttelse. Efter stk. 7 gælder dog en særlig undtagelse hertil vedrørende rettigheder over ejerpantebreve.

Bestemmelsen vedrører kun pantebreve, herunder skadesløsbreve. For skøder og servitutter, der ikke er tinglyst pantstiftende, vil der fra lovens ikrafttræden ske en løbende scanning af disse dokumenter, hvorefter de vil være tilgængelige i ejendommens elektroniske akt. Arbejdet med at scanne samtlige papirbaserede dokumenter forventes at vare 5-8 år. Indtil arbejdet hermed er afsluttet, vil enhver på begæring, og mod betaling af de herfor fastsatte afgifter, over for Tinglysningsretten kunne få stillet alle papirbaserede dokumenter vedrørende en bestemt fast ejendom digitalt til rådighed.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at rettigheder som nævnt i stk. 1 kan tinglyses efter anmodning af rettighedshaveren, selv om rettigheden forud for lovens ikrafttræden er blevet beskyttet efter reglerne i gældsbrevsloven. Efter den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. skal et papirbaseret pantebrev som nævnt i stk. 1 konverteres til et digitalt pantebrev i overensstemmelse med reglerne i stk. 4. Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse i stk. 15 vil en sådan tinglysning og konvertering kunne ske afgiftsfrit, hvis den foretages inden for 5 år fra lovens ikrafttræden.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, vil et papirbaseret pantebrev, der er tinglyst forud for lovens ikrafttræden, ligeledes skulle konverteres til et digitalt pantebrev ved tinglysning af nye rettigheder over eller ændringer i pantebrevet. Det gælder f.eks. i det tilfælde, hvor et pantebrev, der giver pant i fast ejendom, overdrages, idet en sådan overdragelse som følge af forslaget til ophævelse af § 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, fremover vil skulle tinglyses i medfør af tinglysningslovens § 1, stk. 1.

Efter stk. 4, 1. pkt., skal anmelderen som betingelse for, at konvertering kan finde sted, indsende det originale pantebrev til Tinglysningsretten. Bestemmelsen omfatter alle pantebreve bortset fra ikkenegotiable pantebreve udstedt til realkreditinstitutter i henhold til lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv., jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 6, og ejerpantebreve, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 9.

I tilfælde af, at det originale pantebrev er bortkommet, vil anmelderen efter den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. forud for konverteringen skulle anlægge sag til mortifikation efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 639 af 16. september 1986 om mortifikation af værdipapirer. Bliver pantebrevet herefter ved dom erklæret dødt og magtesløst, vil anmelderen i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 2 (forslaget til mortifikationslovens § 9, stk. 2, 3. pkt.), kunne kræve, at der udstedes et digitalt pantebrev svarende til det mortificerede pantebrev. Pantebrevet vil herefter anses for konverteret, og der vil kunne stiftes rettigheder mv. i overensstemmelse med reglerne herom i tinglysningsloven. Om retsvirkningerne af konvertering henvises der til bemærkningerne til stk. 12.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., vil reglerne i stk. 1-3 finde tilsvarende anvendelse på rettigheder, som forud for lovens ikrafttræden har opnået beskyttelse mod aftaler og retsforfølgning, og som er knyttet til papirbaserede dokumenter, der er tinglyst som hæftelse. Det vil f.eks. kunne være rettigheder i form af et tinglyst ejendomsforbehold i et motorkøretøj eller rettigheder i henhold til en pantstiftende servitut. Disse rettigheder vil således i medfør af stk. 1 umiddelbart bevare deres gyldighed og omsætningsbeskyttelse efter lovens ikrafttræden. Dokumenterne vil imidlertid skulle konverteres til digitale dokumenter i det omfang, det følger af reglerne i stk. 2 og 3, dvs. ved (frivillig) konvertering (stk. 2) eller ved tinglysning af ændringer mv. (stk. 3). Efter den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. skal anmelderen ved anmeldelse til konvertering indsende det originale dokument til Tinglysningsretten eller på anden betryggede måde dokumentere sin ret.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vil ikkenegotiable pantebreve udstedt til realkreditinstitutter i henhold til lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv., på tidspunktet for lovens ikrafttræden være at anse for konverterede pantebreve. Konverteringen sker således automatisk, og der er derfor ikke behov for, at det originale pantebrev indsendes i forbindelse med konverteringen til et digitalt pantebrev. Om retsvirkningerne af konvertering henvises der til bemærkningerne til stk. 12.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 forbliver papirbaserede ejerpantebreve gyldige ved lovens ikrafttræden, men rettigheder, der har opnået beskyttelse efter gældsbrevslovens bestemmelser mod aftaler og mod retsforfølgning, bevarer kun beskyttelsen i en periode på 5 år fra lovens ikrafttræden. Efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, kan justitsministeren bestemme, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter for så vidt angår tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen og personbogen. Fristen regnes først fra det tidspunkt, hvor loven sættes i kraft for den enkelte bog. Det betyder, at f.eks. håndpantrettigheder over et ejerpantebrev, der giver pant i et motorkøretøj, vil skulle tinglyses som underpant inden for 5 år fra det tidspunkt, hvor loven træder i kraft for bilbogen. Efter fristens udløb vil ejerpantebrevene således fortsat være gyldige, men håndpanthavere vil ikke længere være beskyttet mod nye aftaler om pantebrevet eller mod retsforfølgende kreditorer. Hertil kræves tinglysning efter reglerne i lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a, stk. 1), § 1, nr. 46 (tinglysningslovens § 42 d, stk. 3), § 1, nr. 54 (tinglysningslovens § 42 j, stk. 3), og § 1, nr. 73 (tinglysningslovens § 47, stk. 2).

Rettighedshavere over tinglyste negotiable ejerpantebreve i form af håndpanthavere vil forud for lovens ikrafttræden normalt have sikret deres ret ved rådighedsberøvelse i medfør af gældsbrevslovens regler, således at den primære håndpanthaver vil have ejerpantebrevet fysisk i sin besiddelse, mens øvrige håndpanthavere vil have sikret deres ret ved at give bindende underretning til den primære håndpanthaver. Efter den foreslåede bestemmelse vil sådanne håndpantrettigheder skulle tinglyses inden udløbet af 5-årsfristen som underpant i medfør af de særlige bestemmelser herom i lovforslaget for at bevare beskyttelsen mod aftaler om ejerpantebrevet, eller mod indbrudspant eller retsforfølgning i ejendommen. Efter udløbet af fristen vil nye underpanthavere, der tinglyser deres ret, således kunne ekstingvere håndpanthaveres utinglyste rettigheder.

Indbrudspanthavere eller udlægshavere, der forud for lovens ikrafttræden har opnået beskyttelse inden for et ejerpantebrevs ramme ved at tinglyse sin ret i medfør af tinglysningslovens § 1, stk. 1, samt i medfør af gældsbrevslovens § 14 ved at give meddelelse til den primære håndpanthaver, vil ikke skulle foretage sig yderligere for at bevare beskyttelsen af denne ret efter lovens ikrafttræden.

Nye indbrudspanthavere, der efter udløbet af tidsfristen sikrer deres ret i medfør af lovens bestemmelser herom, vil kunne ekstingvere håndpanthavere, der ikke inden udløbet af 5-års fristen har fået tinglyst deres (under)panteret. Det samme vil være tilfældet med udlægshavere, der tinglyser deres ret inden for rammen af et ejerpantebrev, der er placeret sidst i prioritetsordenen i den pantsatte genstand.

Det antages, at rettighedshavere over tinglyste ikkenegotiable ejerpantebreve med hjemmel i gældsbrevslovens § 31, stk. 4, om gældsbreve af særlig beskaffenhed, hvor skyldneren ikke frigøres ved betaling til andre end ihændehaveren, forud for lovens ikrafttræden vil kunne sikre deres ret ved at foretage rådighedsberøvelse.

Håndpantrettigheder over et ikkenegotiabelt ejerpantebrev, der er sikret forud for lovens ikrafttræden ved rådighedsberøvelse, må derfor som følge af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 4 (forslaget til gældsbrevslovens § 26, stk. 2), hvorefter reglen i § 31, stk. 4, ikke finder anvendelse på tinglyste digitale pantebreve, i overensstemmelse med, hvad der gælder for rettigheder over et negotiabelt ejerpantebrev, tinglyses inden for fristen, for at bevare denne beskyttelse mod nye aftaler, der i god tro indgås om ejerpantebrevet, og mod retsforfølgning.

I stk. 7, 2. pkt., foreslås indsat en bestemmelse, hvori det præciseres, at der til overholdelse af den i 1. pkt. nævnte frist stilles krav om, at rettigheden er anmeldt til tinglysning, og at der er indsendt den fornødne dokumentation efter den foreslåede bestemmelse i stk. 9, inden fristens udløb. Det betyder, at anmeldelsen til tinglysning skal være registreret, og dokumentationen skal være kommet frem til Tinglysningsretten senest på femårsdagen fra lovens ikrafttræden.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 3. pkt., skal der i lighed med, hvad der er bestemt i stk. 2, for almindelige pantebreve, foretages en konvertering af ejerpantebrevet ved tinglysning af rettigheder som nævnt i 1. pkt.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 8, vil et papirbaseret ejerpantebrev, der er tinglyst forud for lovens ikrafttræden, ligeledes skulle konverteres til et digitalt ejerpantebrev ved tinglysning af nye rettigheder eller ændringer i pantebrevet. Det gælder f.eks. i et tilfælde, hvor et forud for lovens ikrafttræden tinglyst ejerpantebrev bliver sekundært underpantsat efter lovens ikrafttræden i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2 (forslaget til tinglysningslovens § 1 a).

I stk. 9 er der foreslået indsat en bestemmelse om, at anmelderen ved konverteringen skal indsende det originale papirbaserede ejerpantebrev til Tinglysningsretten. Hvis ejerpantebrevet er bortkommet, skal der, før konverteringen kan finde sted, anlægges en mortifikationssag efter reglerne i mortifikationsloven, jf. hertil stk. 7 om fristen for indsendelse af dokumentation herfor. Dette gælder dog ikke ejerpantebreve, der falder ind under den foreslåede undtagelsesbestemmelse i stk. 11.

Hvis ejerpantebrevet er bortkommet vil anmelderen forud for konverteringen således skulle anlægge sag til mortifikation efter reglerne i lov om mortifikation af værdipapirer og indsende dokumentation herfor til Tinglysningsretten. Bliver ejerpantebrevet herefter ved dom erklæret dødt og magtesløst, vil anmelderen i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 2 (forslaget til mortifikationslovens § 9, stk. 2, 3. pkt.), kunne kræve, at der udstedes et digitalt ejerpantebrev svarende til det mortificerede ejerpantebrev. Ejerpantebrevet vil herefter anses for konverteret, og der vil kunne stiftes rettigheder mv. i overensstemmelse med reglerne herom i tinglysningsloven. Om retsvirkningerne af konvertering henvises der til bemærkningerne til stk. 12.

Efter bestemmelsens 2. pkt. påhviler det anmelderen på tidspunktet for konverteringen af et ejerpantebrev at lade oplysninger om eventuelle rettighedshaveres identitet og deres indbyrdes placering i prioritetsordenen i ejerpantebrevet eller inden for ejerpantebrevets ramme registrere i ting-, bilbogen, personbogen eller andelsboligbogen afhængig af, hvilket aktiv ejerpantebrevet giver sikkerhed i. Anmelderen må typisk forventes at være en primær håndpanthaver, der på baggrund af kravet om rådighedsberøvelse som sikringsakt i medfør af gældsbrevslovens §§ 14, 22 og 31, stk. 4, besidder ejerpantebrevet såvel på egne som på eventuelle andre rettighedshaveres vegne. Det vil således være den primære håndpanthaver, der ligger inde med de nødvendige oplysninger om eventuelle øvrige rettighedshaveres identitet og deres placering i prioritetsordenen i og inden for rammen af ejerpantebrevet. Anmelderen vil derfor i forbindelse med anmeldelse til Tinglysningsretten skulle oplyse om noterede (sekundære) rettigheder i medfør af gældsbrevslovens §§ 14, 22 og 31, stk. 4.

Begår anmelderen fejl i forbindelse med denne registrering, vil rettighedshavere mv., der måtte lide tab som følge heraf, kunne rejse et erstatningskrav mod anmelderen i medfør af dansk rets almindelige regler herom. Anmelderen vil alene kunne drages til ansvar for fejlregistrering af de af anmelderen kendte og noterede sekundære rettigheder. Har en sekundær rettighedshaver således forsømt at anmelde sin ret over for anmelderen, vil denne ikke kunne drages til ansvar for tab, som den sekundære rettighedshaver måtte lide, som følge af, at rettigheden ikke registreres i det konverterede digitale ejerpantebrev. Det samme gør sig gældende, hvis der forud for anmeldelsen er sket ændringer i prioritetsstillingen, som anmelderen ikke er gjort bekendt med.

I det omfang en fejl skyldes fejlregistrering begået af Tinglysningsretten, vil der som følge heraf kunne rettes et erstatningskrav i medfør af bestemmelserne i tinglysningslovens §§ 34-35.

Er en sekundært berettiget ikke enig i anmelderens registrering om prioritetsstillingen mv., vil spørgsmålet kunne søges afklaret ved almindeligt søgsmål, herunder ved anvendelse af tinglysningslovens §§ 33 og 36.

Forsømmer en primær håndpanthaver at få konverteret det papirbaserede ejerpantebrev inden for den i loven fastsatte frist, vil panthaveren, udover at miste sin egen beskyttelse mod nye aftaler, indbrudspant og mod retsforfølgning, efter omstændighederne kunne blive erstatningsansvarlig over for øvrige rettighedshavere, der måtte lide tab som følge af den manglende konvertering.

Konverteringen vil også kunne gennemføres på et tidspunkt, hvor ejerpantebrevet ikke aktuelt danner grundlag for belåning. Ejerpantebrevet vil i sådan en situation typisk være tilbagetransporteret til ejeren, der vil kunne foretage en afgiftsfri konvertering i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 15 ved at indsende det papirbaserede ejerpantebrev til Tinglysningsretten.

Det foreslås i tilknytning hertil at indsætte en bestemmelse i stk. 10, hvorefter en rettighedshaver, der har det originale papirbaserede ejerpantebrev i hænde, på begæring af pantsætteren eller af andre rettighedshavere har pligt til at medvirke til konvertering efter stk. 9. Baggrunden herfor er, at der i den foreslåede bestemmelse i stk. 9, 1. pkt., stilles krav om, at det originale papirbaserede ejerpantebrev indsendes til Tinglysningsretten forud for konverteringen. Hertil kommer, at der i stk. 9, 3. pkt., stilles forslag om, at anmelderen skal angive, hvorvidt der består andre rettigheder i ejerpantebrevet eller inden for rammen af ejerpantebrevet, samt i givet fald angive rettighedshavernes identitet og rettighedernes indbyrdes placering i prioritetsordenen. Uden den foreslåede bestemmelse vil en primær håndpanthaver, der har ejerpantebrevet i sin besiddelse således inden for 5-årsfristen kunne hindre en konvertering og dermed hindre, at ejeren af den pantsatte genstand kan stifte yderligere rettigheder i ejerpantebrevet.

Bestemmelsen pålægger en primær håndpanthaver, der ikke selv ønsker at foretage konverteringen, at medvirke til denne, herunder ved at udlevere ejerpantebrevet og oplysninger om eventuelle yderligere rettighedshavere til den sekundære rettighedshaver, der herefter vil kunne foretage den nødvendige konvertering af det papirbaserede ejerpantebrev forud for tinglysning af sin underpanteret.

Forsømmer en primær håndpanthaver sin pligt til at medvirke, vil der efter omstændighederne kunne ifaldes erstatningsansvar over for øvrige rettighedshavere, der måtte lide tab som følge af den manglende medvirken.

I bestemmelsens stk. 11 foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter der ved konvertering af et ejerpantebrev med sikkerhed i fast ejendom, hvor hovedstolen maksimalt udgør 45.000 kr., ikke kræves indsendelse af det originale pantebrev, hvis anmelderen er identisk med den, der ifølge tingbogen har fået tinglyst en meddelelsespåtegning vedrørende det pågældende ejerpantebrev.

Reglen tager særligt sigte på ejerpantebreve, der ligger til sikkerhed for ejerforeningers krav på betaling af bidrag mv. mod et medlem af foreningen. Sådanne ejerpantebreve vil ofte være tinglyst og derefter håndpantsat til ejerforeningen mange år tilbage, hvorved de originale pantebreve vil kunne være vanskelige at fremskaffe. Hertil kommer, at det vil kunne være vanskeligt at fremskaffe alle håndpantsætningserklæringer fra de enkelte medlemmer af foreningen.

Da ejerpantebrevene må antages permanent at ligge til sikkerhed for foreningens krav mod de til enhver tid værende medlemmer af foreningen, og derudover typisk ikke vil være pantsat til sekundære rettighedshavere, må der således være en formodning for, at ejerforeningen er den eneste rettighedshaver over ejerpantebrevet. Ejerforeninger vil derfor på begæring kunne konvertere ejerpantebreve efter den foreslåede bestemmelse uden at indsende disse til Tinglysningsretten, forudsat at ejerforeningen har fået lyst en meddelelsespåtegning på ejendommen.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 12 vil det papirbaserede pantebrev efter konverteringen til et digitalt pantebrev miste sine retsvirkninger. Med kravet om indsendelse eller mortifikation af de originale papirbaserede ejerpantebreve €" bortset fra de i stk. 6 og 11 nævnte pantebreve €" som betingelse for konvertering, vil der i øvrigt ikke kunne opstå misbrug i form af sideløbende anvendelse af det papirbaserede og det digitale pantebrev. For de i stk. 6 og 11 nævnte pantebreve vil der, som følge af de særlige forhold og regler disse er underlagt, ikke være behov for, at de indsendes til Tinglysningsretten i forbindelse med en konvertering.

For alle pantebreves vedkommende gælder det, at de summariske oplysninger, der i dag fremgår af den elektroniske tingbog, umiddelbart ved lovens ikrafttræden vil blive overført til den digitale tingbog i tinglysningsmotoren. Ved konvertering af et pantebrev i fast ejendom vil disse oplysninger blive suppleret med en bemærkning om, at det pågældende pantebrev nu er digitalt. De papirbaserede akter, herunder eksempelvis en gældsbrevsaftale der indeholder vilkårene for pantsætningen, vil først blive tilgængelige i den digitale tingbog i takt med, at de scannes ind, hvorefter de vil være tilgængelige i ejendommens digitale akt. Det samme gælder ved konvertering af pantebreve, der giver pant i motorkøretøjer, andele i andelsboligforeninger og løsøre. De digitale dokumenter vil herefter være tilgængelige i den pantsatte genstands elektroniske akt i henholdsvis bilbogen eller andelsboligbogen eller i de i § 43 b, stk. 1, angivne personers elektroniske akt i personbogen.

Arbejdet med at indscanne samtlige papirbaserede dokumenter forventes at vare 5-8 år. Indtil arbejdet hermed er afsluttet, vil enhver på begæring, og mod betaling af de herfor fastsatte afgifter, over for Tinglysningsretten kunne få stillet papirbaserede dokumenter vedrørende en bestemt fast ejendom digitalt til rådighed.

Opstår det efter konverteringen tvist om et gældsforhold, der er sikret ved et pantebrev, hvorved der konstateres uoverensstemmelse mellem oplysningerne i den elektroniske akt i tingbogen og de papirbaserede originaldokumenter, er det i sidste ende domstolene, der ud fra princippet om den fri bevisbedømmelse afgør, hvilke oplysninger der kan lægges til grund ved afgørelsen af den konkrete tvist.

Konverteringen har ingen retsvirkning i relation til utinglyste dokumenter, der er udstedt i tilknytning til eller som supplement til det tinglyste pantebrev.

I bestemmelsens stk. 13 foreslås indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 21 (forslaget til tinglysningslovens § 15, stk. 6, 2. pkt.), ikke gælder ved anmeldelse af dokumenter, der giver panteret inden for rammen af et papirbaseret ejerpantebrev.

Baggrunden herfor er, at det ikke vil være muligt for eksempelvis en indbrudspanthaver, der anmelder sin ret til tinglysning at angive foranstående hæftelser i ejerpantebrevet eller inden for rammen af dette, så længe det papirbaserede ejerpantebrev ikke er konverteret til et digitalt ejerpantebrev. De nødvendige oplysninger herom vil således endnu ikke fremgå af tingbogen, bilbogen, personbogen eller andelsboligbogen.

I bestemmelsens stk. 14 foreslås indsat en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om krav til anmeldelsen i forbindelse med konvertering af papirbaserede pantebreve til digitale pantebreve i medfør af de foreslåede bestemmelser herom.

Endelig foreslås der indsat en bestemmelse i stk. 15, hvorefter en konvertering efter stk. 2, 1. pkt., og stk. 7, 1. pkt., kan gennemføres afgiftsfrit inden for en frist på 5 år. Reglen foreslås indført, dels som et incitament for rettighedshavere som nævnt i stk. 1 til at få konverteret almindelige pantebreve, dels i tilknytning til det foreslåede lovbestemte krav om konvertering af ejerpantebreve. Som forudsætning for den afgiftsfri konvertering må det kræves, at der er tale om en ren konvertering. Der vil eksempelvis ikke i forbindelse med konverteringen kunne foretages ændringer i det eksisterende pantebrev.

Til § 16

Det foreslås at indsætte en overgangsbestemmelse, hvorefter den foreslåede bestemmelse i udstykningslovens § 19, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 11, ikke finder anvendelse på ejendomme, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden består af 200 eller flere matrikelnumre. Det betyder, at disse ejendomme fortsat vil kunne ændres ved arealoverførsel eller sammenlægning , hvorved der fremkommer en samlet fast ejendom, der består af flere end 200 matrikelnumre.

Fremkommer der efter lovens ikrafttræden ved arealoverførsel eller sammenlægning vedrørende en ejendom som nævnt i 1. pkt. en samlet fast ejendom, der består af mindre end 200 matrikelnumre, vil denne ejendom herefter være omfattet af den foreslåede regel i udstykningslovens § 19, stk. 2.

Til § 17

Det foreslås, at personnumre på ejere, debitorer, kreditorer og andre, hvis navne fremgår af tingbogen, overføres fra f.eks. Det Centrale Personregister til tingbogen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer for det første, at Tinglysningsretten ved samkøring af registre får mulighed for at knytte personnummer til identifikationen af personer vedrørende allerede tinglyste rettigheder i tingbogen. Efter gældende ret skal dokumenter, der anmeldes til tinglysning i tingbogen ikke indeholde oplysning om personnumre, og tingbogen indeholder derfor i dag ingen personnumre.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at personnummeret vil skulle anvendes af Tinglysningsretten i forbindelse med den maskinelle prøvelse af, om den, der ved et anmeldt dokument disponerer over en ret over fast ejendom, er berettiget til at disponere. Den digitale signatur, der skal påføres ethvert dokument, der anmeldes til tinglysning, identificerer signaturindehaveren ved hjælp af den pågældendes personnummer. For at kunne sammenkæde den, der har signeret dokumentet, og den, der er berettiget til at disponere, er det nødvendigt at tingbogen indeholder oplysninger om personnumre på samtlige rettighedshavere. Personnummeret muliggør således den (maskinelle) tinglysningsmæssige prøvelse af dokumenter, der er anmeldt til tinglysning.

Bestemmelsen indebærer for det andet, at der i medfør af § 29, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger ikke skal gives underretning til de pågældende i forbindelse med overførslen af personnumre til tingbogen. Det må endvidere antages, at underretning formentlig også kunne undlades i medfør af bestemmelsen i § 29, stk. 3, idet det vil kunne være uforholdsmæssigt vanskeligt at underrette de pågældende.

Den foreslåede bestemmelse er alene relevant for dokumenter, der er tinglyst efter den nuværende tinglysningsordning, idet det efter den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 8 (tinglysningslovens § 9, stk. 1), er et krav, at digitale dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal være forsynet med personnummer på parterne.

Til § 18

Det foreslås i stk. 1, at genparter af dokumenter, der er tinglyst inden ikrafttræden af denne lov, kan tilintetgøres, når disse er gjort tilgængelige i den elektroniske akt.

I forbindelse med overgangen til papirløs tinglysning scannes den eksisterende akt, der indeholder genparter af alle aktuelle tinglyste dokumenter på en ejendom. Papirakten bliver herved tilgængelig i elektronisk form. Der henvises herved til lovforslagets § 1, nr. 30 (tinglysningslovens § 18).

Bestemmelsen foreslås indført med henblik på, at Tinglysningsretten kan tilintetgøre de meget betydelige mængder af papir, som findes i den eksisterende papirakt og som overflødiggøres i forbindelse med, at den elektroniske akt bliver etableret.

Det foreslåede stk. 2 indebærer, at genparter af løsørepantebreve, der er tinglyst før den 1. april 1994 kan tilintetgøres. Med virkning fra den 1. april 1994, hvor reglerne om den centrale personbog ved retten i Århus trådte i kraft, har der ikke været krav om medsendelse af genparter af tinglyste løsørepantebreve.

Genparter af løsørepantebreve, der er tinglyst før 1. april 1994, opbevares fortsat i de retskredse, hvor de efter de dagældende regler blev tinglyst.

Da de løsørepantebreve, der er oprettet før 1. april 1994, og som stadig er gældende, alle på grund af forældelsesreglen i tinglysningslovens § 47, stk. 3, jf. § 42 g, stk. 2, har passeret personbogen ved retten i Århus, udviser de lokalt placerede genparter ikke længere et retvisende billede, og der er derfor ikke længere behov for at opbevare disse.