Skriftlig fremsættelse (29. marts
2006)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
søloven og forskellige andre love (Digital
skibsregistrering, pant, udlæg m.v. i fiskerirettigheder og
fordeling af bjærgeløn og skibes hjemsted)
(Lovforslag nr. L 196).
Formålet med forslaget om digital
skibsregistrering er at skabe mulighed for digital, papirløs
skibsregistrering i Danmark. Forslaget følger
regeringens målsætning om at etablere en digital
forvaltning. Digitalisering af skibsregistreringen vil gøre
det muligt for skibsregistrets brugerkreds, dvs. især de
maritime erhverv, advokater samt finansielle virksomheder at
anmelde matrikulære ændringer, såsom
ændringer af et skibs navn eller hjemsted, og rettigheder
over skibe fx panterettigheder til registrering via digital
kommunikation. En gennemførelse af forslaget vil på
sigt blandt andet medføre, at skøder og pantebreve
oprettes som rent elektroniske dokumenter. Denne del af
lovforslaget vil derfor reducere de administrative byrder for
erhvervslivet og samtidig give mulighed for en mere smidig, hurtig
og moderne skibsregistrering.
Baggrunden for forslaget om pant i
fiskerirettigheder er, at der i fiskerilovgivningen er
indført mulighed for, at ejeren af et fiskeskib direkte kan
sælge visse fiskerirettigheder, der er gjort
omsættelige. Som en konsekvens heraf vil disse rettigheder
også kunne pantsættes særskilt i personbogen
uafhængigt af de panterettigheder, der måtte være
registreret i skibsregistret vedrørende et
fiskerfartøj. Sådanne fiskerirettigheder har stor
værdi og udgør en væsentlig del af et fiskeskibs
indtjeningsevne. Med forslaget vil pant i et fiskefartøj,
der er registreret i skibsregistret, automatisk komme til at
omfatte fiskerirettigheder, som er tilknyttet det
pågældende skib. Derved skabes en billigere og
administrativt enklere sikring af fiskerierhvervets
långivere.
Ændringen af reglerne om
bjærgeløn gør bestemmelsen mere tidssvarende og
forbedrer danske skibes konkurrencesituation. Det foreslås,
at den mulighed for at indgå en aftale med mandskabet om
afkald på bjærgeløn, der i dag gælder for
egentlige bjærgningsfartøjer, også skal
gælde for skibe, hvor bjærgningsvirksomhed indgår
eller kan indgå som en naturlig del af driften. Hermed
bringes bestemmelsen i bedre overensstemmelse med den retspraksis,
der er i andre nordiske lande.
Jeg henviser i øvrigt til lovforslaget
og de bemærkninger, der ledsager det, og anbefaler forslaget
til Folketingets velvillige behandling.