Skriftlig fremsættelse (15. marts
2006)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
dødsboskatteloven (Lempelse af beskatningen af
mellemperioden i ikke skattepligtige dødsboer)
(Lovforslag nr. L 175).
Lovforslaget går ud på at lempe
beskatningen af mellemperioden, dvs. perioden fra årets
begyndelse og frem til dødsfaldet, i de ikke skattepligtige
dødsboer. Lovforslaget berører ca. 500
dødsboer årligt. De skattemæssige forhold for
resten af de ca. 60.000 årlige dødsfald berøres
ikke.
Lempelsen består i
€" at den eksisterende
beløbsgrænse for, hvornår der opkræves
restskat vedrørende mellemperioden, forhøjes fra
21.900 kr. (2006-niveau) til 30.700 kr. (2006-niveau), og
€" at beløbsgrænsen samtidig
ændres fra at være en bagatelgrænse til at
være en bundgrænse. Det vil sige, at SKAT hidtil har
opkrævet hele beløbet, hvis beløbsgrænsen
på 21.900 kr. var overskredet, men at lovforslaget betyder,
at SKAT fremover kun vil opkræve den del af beløbet,
der overstiger beløbsgrænsen på 30.000 kr.
Baggrunden for forslaget er, at
Skatteministeriet har konstateret, at de gældende regler i
visse situationer medfører, at der bliver opkrævet
restskat, selv om afdøde har været forskudsregistreret
korrekt. Noget sådant forekom ikke, da
dødsboskatteloven blev indført pr. 1. januar 1997;
problemet er opstået gradvis i takt med, at
personskatteprocenterne er sænket. Regeringen finder det
uacceptabelt, at de gældende regler har denne effekt.
Det foreslås, at lempelsen skal have
virkning for tilfælde, hvor dødsfaldet er indtruffet
den 15. marts 2006 eller senere.
Lovforslaget skønnes at medføre
et årligt provenutab på ca. 10 mio. kr., for
finansåret 2006 dog ca. 5 mio. kr. Ca. halvdelen af
provenutabet vedrører de kommunale skatter. Lovforslaget
skønnes ikke at have nævneværdige administrative
konsekvenser for det offentlige.
Idet jeg i øvrigt henviser til
bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.