L 172 Forslag til lov om ændring af lov om Vækstfonden.

(Lovmæssige rammer for en ny kapitalstærk venturefond).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 15-03-2006

Fremsættelse: 15-03-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l172_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (15. marts 2006)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om VækstFonden (Lovmæssige rammer for ny kapitalstærk venturefond)

(Lovforslag nr. L 172).

Regeringen har med handlingsplanen for risikovillig kapital fra januar 2005 og senest i regeringsgrundlaget "Nye Mål" fra februar 2005 fremlagt en række nye initiativer, der skal videreudvikle markedet for innovationsfinansiering på markedsmæssige vilkår og bane vejen for flere risikovillige investeringer fra private og institutionelle investorer i Danmark

Som et af de væsentligste initiativer vil regeringen i samarbejde med pensionsinstitutter og andre private investorer etablere en ny kapitalstærk venturefond, der kan sikre et løft i kompetencerne og investeringerne i de tidlige faser af det danske marked for innovationsfinansiering. Kapitalen tilvejebringes gennem et samarbejde med pensionsinstitutter og private investorer gennem en delvis privatisering af Vækstfonden for dermed at skabe et samlet kapitalgrundlag på 3-4 mia. kr.

Lovforslagets formål er at skabe det nødvendige lovmæssige grundlag for at gennemføre regeringens beslutning om at etablere en ny kapitalstærk venturefond i et samspil mellem Vækstfonden og private institutionelle investorer.

Med forslaget skabes hjemmel til, at Vækstfondens bestyrelse kan deltage aktivt ved etableringen af den nye venturefond ved udskillelse af én eller flere investeringsenheder fra fonden. Disse enheder skal på Vækstfondens vegne kunne forvalte hidtidige kapitalindskud, herunder træffe beslutning om tilførsel af yderligere kapital, salg af ejerandele etc. ud fra rent kommercielle overvejelser. Derudover skal det være muligt for de udskilte enheder fra Vækstfonden at modtage private midler til forvaltning på lige vilkår med Vækstfondens kapital og ejerandele.

Med forslaget skabes endvidere hjemmel til, at Vækstfondens bestyrelse efter økonomi- og erhvervsministerens godkendelse fremover kan udskille forvaltningen af dele af Vækstfondens aktiver til private enheder. Det drejer sig om eksisterende investeringer i virksomheder og udviklingsselskaber, som ikke længere er omfattet af fondens erhvervsfremmeformål, og hvor det afgørende er at sikre staten og Vækstfonden det bedst mulige afkast.

Der tilsigtes med lovforslaget ikke ændringer i Vækstfondens formål eller aktiviteter i øvrigt. Med udskillelsen af investeringsenhederne og en række af Vækstfondens eksisterende investeringer sker der imidlertid en klar opsplitning af Vækstfondens rent formueforvaltningsmæssige eller kommercielle aktiviteter og Væ kstfondens erhvervsfremmeindsats, som medfører, at den fortsættende Vækstfond får mulighed for at fokusere endnu mere på at udvikle flere vækstorienterede iværksættervirksomheder og styrke innovationen i eksisterende virksomheder.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.