Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2005)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov mv. (Definitioner af
forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af
lofter for godtgørelse mv.)
(Lovforslag nr. L 17).
Forslaget gennemfører EU-direktivet fra
2002, Rådets direktiv 2002/73/EF, der ændrer
ligebehandlingsdirektivet fra 1976. Samtidig præciseres
retten til tilbagevenden efter forældreorlov i
overensstemmelse med § 2, stk. 5, i Rammeaftalen om
Forældreorlov, jf. hertil Rådets direktiv 96/34/EF af
3. juni 1996 om den rammeaftale vedr. forældreorlov, der er
indgået af UNICE, CEEP og EFS. Ændringen har til
formål at effektivisere EU-retten på
kønsligestillingsområdet. Ændringen af
ligebehandlingsdirektivet bringer herunder direktivet om
kønsligestilling i overensstemmelse med dels det etniske
ligebehandlingsdirektiv og beskæftigelsesdirektivet
(implementeret i dansk ret ved forskelsbehandlingsloven), dels den
omfattende EU-praksis fra de seneste 20 år.
Lovforslaget indsætter definitioner af
direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane og sexchikane. Det
lovfæstes, at forskelsbehandling også omfatter chikane,
sexchikane og instruktion om forskelsbehandling.
Princippet om mainstreaming indføres
for offentlige myndigheder på lovens område.
Forbud mod forskelsbehandling udvides til
også at finde anvendelse i forbindelse med medlemskab af
faglige organisationer samt branche- og erhvervsorganisationer.
Retten til at vende tilbage til samme eller
tilsvarende arbejde for forældre, der har udnyttet deres ret
til fravær efter lovens § 7, lovfæstes.
Adgangen til at fravige
ligebehandlingsprincippet efter lovens § 13, stk. 1,
præciseres, således at det almindelige princip fra
EU-retten om proportionalitet fremgår direkte.
Beskyttelsen af forskelsbehandling i §
15, stk. 1, udvides til ikke blot at gælde mod afskedigelse,
men også ved enhver anden ufordelagtig behandling eller
følge (repressalie), når der er fremsat krav om
ligebehandling.
Lovens maksimumgrænser for
godtgørelse, der kan tildeles i forbindelse med
overtrædelse af ligebehandlingsloven, ophæves.
Forslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for staten eller erhvervslivet.
Ændringsdirektivet er et
minimumsdirektiv og dermed mindsteregler for retsbeskyttelsen
på området. Desuden er lovforslaget i overensstemmelse
med det danske princip om minimumsimplementering, det vil sige, at
lovforslaget ikke går videre end det underliggende direktiv
kræver.
Forslaget træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Tingets velvillige behandling.