Skriftlig fremsættelse (1. marts
2006)
Kulturministeren (Brian
Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov ændring af
ophavsretsloven (Tekniske foranstaltninger og revision af
blankbåndsordningen)
(Lovforslag nr. L 166).
Lovforslaget har til formål at opfylde
ophavsretslovens revisionsklausul om henholdsvis reglerne om
beskyttelse af tekniske foranstaltninger og
blankbåndsordningen. Det følger af klausulen, at
revisionen skal ske senest i folketingsåret 2005-2006.
Derudover har lovforslaget til formål at opfylde det punkt i
finanslovsaftalen for 2006, hvorefter regeringen og Dansk
Folkeparti er enige om at nedsætte afgiften på blanke
dvd€™er.
Tekniske foranstaltninger er typisk
kopispærringer på henholdsvis musik-cd€™er
og dvd-film m.v. Reglerne om beskyttelse af tekniske
foranstaltninger udgør den danske implementering af de
forpligtelser, der følger af art. 6 i det såkaldte
infosoc-direktiv fra 2001. Reglerne indeholder et forbud mod
omgåelse af kopispærringer med henblik på
kopiering samt et forbud mod fremstilling og omsætning m.v.
af hjælpemidler, der kan bruges til omgåelse. Det er
derimod tilladt at omgå kopispærringer med henblik
på at afspille eller tilegne sig værker. Reglerne
indeholder også en ordning, hvorefter brugere kan få
adgang til visse udnyttelser af værker uanset anvendelsen af
kopispærringer. Ordningen giver dog ikke adgang til
privatkopiering.
Revisionen af reglerne om beskyttelse af
tekniske foranstaltninger har ikke ført til forslag om
lovændringer, idet den danske gennemførelse af
infosoc-direktivets art. 6 tilsyneladende ikke har givet anledning
til særlige problemer. Kulturministeriet og
Videnskabsministeriet har dog forpligtet sig til at vurdere, om der
er anledning til at arbejde for at ændre reglerne om
beskyttelse af tekniske foranstaltninger, når Kommissionen
har afgivet en rapport om direktivets anvendelse eller senest til
efteråret 2007.
Blankbåndsordningen indebærer, at
der for alle blanke, løse medier, hvorpå der kan
optages ophavsretligt beskyttet materiale som fx musik og film,
betales et vederlag til rettighedshaverne. Vederlaget betales af
forbrugerne og administreres af Copy-Dan, Båndkopi, der er
rettighedshavernes organisation.
Revisionen af blankbåndsordningen har
for det første ført til et forslag om en
nedsættelse af dvd-vederlaget fra ca. 10 kr. til 3 kr.
Skatteministeriet har beregnet, at forslaget vil være
provenuneutralt for rettighedshaverne. Kulturministeriet er dog
indstillet på at kompensere rettighedshaverne for en eventuel
nedgang i dvd-provenuet. Kompensationen vil blive givet, uanset om
en eventuel nedgang skyldes selve vederlagsnedsættelsen eller
fx skyldes, at der sælges færre dvd€™er,
fordi der i stedet kopieres på digitale dvd-optagere med
indbygget harddisk.
Revisionen af blankbåndsordningen har
for det andet ført til et forslag om en præcisering af
reglerne, således at fremstillere af billedoptagelser samt
radio- og fjernsynsforetagender umiddelbart bliver berettiget til
at få del i de midler, som ordningen indbringer. De
nævnte rettighedshavergrupper har også hidtil
fået del i blankbåndsmidlerne, men kun via deres
erhvervede rettigheder. Det er ikke hensigten, at
lovændringen skal indebære en beløbsmæssig
ændret fordeling af blankbåndsmidlerne mellem de
forskellige rettighedshavergrupper.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til
Folketingets velvillige behandling.