L 165 Forslag til lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 20-04-2006

Optrykt: 20-04-2006

Lovforslag efter 2. behandling

20051_l165_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 20. april 2006

Forslag

til

Lov om Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark

 

Kapitel 1

Virksomhed

§ 1. Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark (foreningen) har til formål at yde lån og finansiel leasing inden for rammerne af de regler, som indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter om kommunernes og regionernes låntagning, herunder de hertil knyttede finansielle ydelser som nærmere bestemt i foreningens vedtægter.

Stk. 2. Foreningen er organiseret under navnet KommuneKredit.

Stk. 3. Foreningen skal til enhver tid have et sæt vedtægter, der nærmere regulerer foreningens forhold, og som er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 2. Foreningen kan yde de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser til

1) kommuner, regioner og kommunale fællesskaber og

2) andre kommunale eller regionale formål, for hvilke betingelserne efter stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Det er en betingelse for at yde lån og finansiel leasing til andre kommunale og regionale formål efter stk. 1, nr. 2, at en eller flere kommuner eller regioner yder garanti for lånebeløbet, eller at lånet ydes til selskaber m.v., ifølge hvis vedtægter deltagerne hæfter solidarisk for de optagne lån, og hvori en eller flere kommuner eller regioner er interessent eller deltager.

§ 3. Medlem af foreningen er enhver kommune og region, der har optaget lån hos eller indgået finansielle leasingkontrakter med foreningen eller hæfter for lån eller finansielle leasingkontrakter som anført i § 2.

§ 4. Foreningen finansierer sig ved optagelse af lån på penge- og kapitalmarkeder med tilhørende finansielle instrumenter.

§ 5. Medlemmerne hæfter direkte solidarisk for alle foreningens forpligtelser. Et medlem udtræder først af foreningen, når skyldforholdet er afviklet og medlemmet på vedtægtsmæssig måde er frigjort for det solidariske ansvar.

§ 6. Foreningen kan udøve virksomhed gennem datterselskaber efter forudgående godkendelse fra tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.

Stk. 2. Foreningen kan fusionere med de i stk. 1 godkendte datterselskaber efter forudgående godkendelse fra tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.

§ 7. Inden for rammer fastsat af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan foreningen opkræve bidrag til administration.

Kapitel 2

Kapitalforhold m.v.

§ 8. Foreningens egenkapital skal til enhver tid udgøre mindst 1 pct. af foreningens samlede forpligtelser.

Stk. 2. Hvis egenkapitalen måtte blive nedbragt under 1 pct. af foreningens samlede forpligtelser, skal der fra medlemmerne efter retningslinjer fastsat i foreningens vedtægter indkræves det beløb, som behøves for at bringe egenkapitalen op på et niveau, som er i overensstemmelse med egenkapitalkravet, jf. stk. 1. Indkrævede beløb med tillæg af en af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, godkendt rente skal godtgøres de indbetalende medlemmer, så snart dette kan ske uden at bringe egenkapitalen ned på et niveau, som ikke er i overensstemmelse med egenkapitalkravet, jf. stk. 1.

§ 9. Foreningens mulighed for låneoptagelse uden umiddelbart genudlån reguleres af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan fastsætte regler for foreningens likviditet.

Stk. 3. Foreningen skal udarbejde regler for styring af finansielle risici og brug af finansielle instrumenter, som straks efter godkendelse af foreningens bestyrelse sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan pålægge foreningen at ændre disse regler.

Kapitel 3

Ledelse

§ 10. Foreningens bestyrelse og direktion forestår ledelsen af foreningens anliggender. Bestyrelsen skal sørge for en forsvarlig organisation af foreningens virksomhed. Direktionen varetager den daglige ledelse af foreningen.

Stk. 2. Foreningens bestyrelse skal udfærdige skriftlige retningslinjer for foreningens væsentligste aktivitetsområder, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion fastlægges.

Stk. 3. Et eksemplar af retningslinjerne skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der ligeledes skal orienteres skriftligt om eventuelle ændringer.

§ 11. Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand i forening med en direktør eller af to direktører i forening. Foreningen tegnes desuden af et medlem af direktionen i forening med en dertil af bestyrelsens formand særlig bemyndiget medarbejder eller af to således bemyndigede medarbejdere i forening.

§ 12. Vederlag til bestyrelsesmedlemmer skal godkendes af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, og må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.

Kapitel 4

Regnskab og revision

§ 13. Foreningen udarbejder for hvert regnskabsår en årsrapport efter retningslinjer fastsat i foreningens vedtægter. Et eksemplar af årsrapporten skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Stk. 2. Årsrapporten skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf mindst den ene skal være statsautoriseret.

§ 14. Bestyrelsen vælger en eller to revisorer, som skal være statsautoriserede. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, udpeger yderligere en revisor.

Kapitel 5

Tilsyn m.v.

§ 15. Indenrigs- og sundhedsministeren påser som tilsynsmyndighed overholdelsen af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden, jf. stk. 1, kan pålægge medlemmer af foreningens bestyrelse og direktion daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis de undlader at overholde deres forpligtelser efter § 8, § 9, § 10, stk. 2 og 3, § 13, stk. 1, og § 16 i denne lov eller regler udstedt i medfør af disse bestemmelser.

Stk. 3. Tvangsbøder efter stk. 2 kan inddrives ved udpantning.

§ 16. Foreningen skal sende de af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, ønskede oplysninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden udløbet af en af tilsynsmyndigheden stillet frist.

§ 17. Medlemmer af foreningens bestyrelse, direktion eller revision skal af egen drift meddele Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplysninger om forhold af særlig væsentlig betydning for foreningen, som kan bevirke, at foreningen ikke kan opfylde sine forpligtelser i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

§ 18. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan på foreningens bekostning foranledige, at der foretages en undersøgelse af forhold, som vedrører foreningen.

§ 19. Tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, kan pålægge foreningen at betale et bidrag til afholdelse af udgifter forbundet med tilsynet.

Kapitel 6

Ophør

§ 20. Såfremt kreditorernes sikkerhed som skønnet af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1, væsentligt forringes og foreningen ikke inden udløbet af en af tilsynsmyndigheden stillet frist har foretaget det fornødne til imødegåelse heraf, er tilsynsmyndigheden berettiget til at standse foreningens virksomhed eller foranstalte dens bo taget under skiftebehandling.

§ 21. Såfremt foreningen ophører med at drive virksomhed, anvendes reserverne bortset fra hensættelser til pension, og efter at alle krav på foreningen er afviklet, efter bestyrelsens nærmere bestemmelse. Anvendelsesmåden skal godkendes af tilsynsmyndigheden, jf. § 15, stk. 1.

Kapitel 7

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Lov nr. 35 af 19. marts 1898 om Begunstigelser for en Kreditforening af Kommuner i Danmark ophæves.

§ 23. Lån, der er ydet af foreningen før den 1. januar 2007, og som overføres til staten som følge af kommunalreformens opgaveflytninger m.v., jf. lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, kan uanset bestemmelserne i § 2 videreføres på uændrede vilkår ved statens indtræden som debitor.

Stk. 2. De forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1, fradrages i de forpligtelser, som foreningens medlemmer hæfte solidarisk for, jf. § 5.

Stk. 3. Ved opgørelsen af foreningens egenkapital, jf. § 8, kan de forpligtelser, som foreningen har påtaget sig ved finansieringen af videreførte lån efter stk. 1, fradrages i foreningens samlede forpligtelser.

§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.