L 162 (som fremsat): Forslag til lov om anlæg
af 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og
Motorring 4.
Fremsat den 22. februar 2006 af
transport‑ og energiministeren (Flemming Hansen)
Forslag
til
Lov om anlæg af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen mellem
Motorring 3 og Motorring 4
§ 1. Transport-
og energiministeren bemyndiges til:
1) at anlægge en hovedlandevej mellem
Motorring 3 i Rødovre og Ring 3 i Glostrup (Ejby) som
motorvej med de fornødne tilslutninger til det eksisterende
vejnet, og
2) at udbygge Frederikssundmotorvejen mellem Ring
3 og Motorring 4 fra de nuværende 4 til 6 spor, og
3) at udbygge rundkørslen i krydset
Frederikssundsvej og J.F. Willumsens Vej i Frederikssund, og
4) at nedklassificere den nuværende
hovedlandevej Jyllingevej til kommunevej mellem Motorring 3 og Ring
3.
§ 2. Transport-
og energiministeren kan på begæring af ejeren forlods
erhverve en ejendom, der berøres særligt indgribende
af planerne om en motorvej på strækningen mellem
Motorring 3 og Motorring 4 samt på strækningen fra
Motorring 4 til Frederikssund, når ejeren af særlige
personlige grunde ønsker at afstå ejendommen
før det tidspunkt, hvor der kan foretages
ekspropriation.
Stk. 2. Overtagelsessummen
fastsættes af de ekspropriations- og taksationsmyndigheder,
der er nævnt i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation
vedrørende fast ejendom.
§ 3. På
strækningen af Motorring 3 mellem Roskildevej og
Slotsherrensvej kan der pålægges byggelinjer med en
indbyrdes afstand på op til 120 m. Ved pålæg af
byggelinjer finder bestemmelserne i lov om offentlige veje om
sikring af vejanlæg i øvrigt anvendelse.
§ 4. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 5.
§ 1, nr. 4, i lov nr. 238 af 7. juni 1968 om visse
hovedlandevejsstrækninger ophæves.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til
transport- og energiministeren til at anlægge 1. etape af
Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4, og er
€" med en række justeringer €" en
genfremsættelse af L11, som blev fremsat for Folketinget den
6. oktober 2004 (Folketingstidende 2004-2005, 1. samling,
tillæg A 327) og 1. behandlet i Folketinget den 27. oktober
2004 (Folketingets forhandlinger fra nævnte dato side 682).
L11 bortfaldt ved udskrivelsen af Folketingsvalget den 8. februar
2005.
For at skåne Vestskoven og Vestvolden
er der i projektet for 1. etape af Frederikssundmotorvejen
indarbejdet en række miljøforbedringer og foretaget en
optimering af linjeføringen. Dette er sket i
forlængelse af en række spørgsmål fra
Trafikudvalget i forbindelse med Folketingets behandling af L11 og
drøftelser blandt forligspartierne bag trafikaftalen af 5.
november 2003.
Justeringerne indebærer bl.a., at de
skovområder, der inddrages ved anlæg af vejen, vil
blive søgt retableret med udgangspunkt i Vestskoven.
Herudover afsættes der midler til etablering af yderligere 26
ha skov til rekreative formål i takt med, at der viser sig
mulighed for erhvervelse af arealer hertil. Dermed øges
Vestskovens samlede areal.
Endvidere indgår det i det justerede
projekt, at der for at mindske støjudbredelsen fra
vejanlægget vil blive anvendt en særlig støjsvag
belægning, og der vil efter nærmere aftale med Skov- og
Naturstyrelsen blive etableret støjvolde ind mod Vestskoven.
D et sydgående spor på Motorring 3 er flyttet mod vest
og sænket syd for Jyllingevej for at mindske
støjgenerne og påvirkningen af Vestskoven i Glostrup
Kommune og Vestvolden i Rødovre Kommune.
Der er i det justerede projekt foretaget en
optimering af flettestrækningen fra Ring 3 til Motorring 3 i
østgående retning i forhold til det oprindeligt
fremsatte lovforslag, så denne øges til ca. 850 meter.
Derved sikres en forbedring af trafiksikkerheden og
trafikafviklingen. Der skabes plads til den forlængede
flettestrækning ved, at tilkørselsrampen fra Ring 3
til Frederikssundmotorvejen i østgående retning bygges
som sløjferampe.
1. Lovforslagets hovedindhold og
baggrund
1.1 Hovedindhold
Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til
transport- og energiministeren til at anlægge en ca. 1,5 km
lang motorvej mellem Motorring 3 i Rødovre og Ring 3 i
Glostrup (Ejby) og til at udbygge den eksisterende
Frederikssundmotorvej fra 4 til 6 spor på strækningen
mellem Ring 3 og Motorring 4 syd for Ballerup samt udbygge
rundkørslen i krydset Frederikssundsvej og J.F. Willumsens
Vej i Frederikssund.
Forslaget er et led i udmøntningen af
trafikaftalen af 5. november 2003 mellem regeringen, Dansk
Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om
investeringer på trafikområdet for de kommende ti
år. Efter aftalen skal Frederikssundmotorvejen
igangsættes med en 1. etape, der omfatter strækningen
mellem Motorring 3 og Motorring 4 og rundkørslen ved
Frederikssund med en forventet anlægsperiode 2006-2012. Af
hensyn til koordinering med Motorring 3-projektet er projekteringen
påbegyndt i 2004 i henhold til aktstykke 200 af 2. september
2004.
I trafikaftalen indgår det også,
at der i 2004-2005 gennemføres supplerende
undersøgelser af mulighederne for udbygning af
Frederikssundsvej, således at der senere kan træffes
beslutning om den videre linjeføring fra Motorring 4 mod
vest. Disse undersøgelser forventes afsluttet i 2006.
1.2 Baggrund
I 1963 udsendte Vejdirektoratet en rapport om
det fremtidige vejsystem i Nordsjælland. Heri blev en
motorvejsforbindelse syd om Ballerup videre til hovedlandevej 141
øst for Frederikssund beskrevet.
Ved lov nr. 252 af 8. juni 1967 gav
Folketinget projekteringsbemyndigelse til en motorvej fra Motorring
3 ved Ejby til området øst for Frederikssund.
Projekteringsbemyndigelsen blev ved lov nr.
238 af 7. juni 1968 fulgt op af en anlægsbemyndigelse til en
motorvej fra Motorring 3 til Ring 4 (Motorring 4) i Ballerup.
Den første strækning af
Frederikssundmotorvejen mellem Ring 3 og Motorring 4 blev anlagt i
1976-78 i henhold til den ovennævnte anlægslov.
På den ca. 1,5 km lange strækning fra Motorring 3 til
Ring 3 erhvervede Vejdirektoratet arealer til anlæg af en
motorvej. Strækningen mellem Ring 3 og Motorring 3 blev
imidlertid ikke anlagt på grund af et statsligt byggestop.
Brugsretten til disse arealer er udlånt til
statsskovvæsenet. Den videre linjeføring mod
Frederikssund mellem Motorring 4 og rute 6 (Roskilde-Slangerup)
blev i 1975 sikret med et byggelinjepålæg, som er
tinglyst på ejendommene. Disse byggelinjer vil dog på
baggrund af den gennemførte VVM-undersøgelse, jf.
punkt 2.1, blive ophævet, hvor byggelinjerne ikke
længere er aktuelle.
I 1987-89 blev der på foranledning af
de berørte kommuner og amter gennemført en
undersøgelse af, hvorledes trafikbetjeningen i
Frederikssundfingeren kunne forbedres. Undersøgelsen
resulterede i fire forslag, men der blev ikke truffet beslutning om
valg af linjeføring.
I 1994 udsendte Københavns Amt et
regionplantillæg med en VVM-undersøgelse for en
første etape af Frederikssundmotorvejens forlængelse i
form af en 2-sporet motortrafikvej i fortsættelse af den
eksisterende motorvej fra Motorring 4 til Smørum Parkvej.
Regionplantillægget blev vedtaget, men planen blev ikke
realiseret.
Den nuværende Frederikssundsvej mellem
Frederikssund og Motorring 3 er anlagt som landevej, men blev i
1998 overdraget til staten som hovedlandevej vest for Ring 4.
Vejen har blandet trafik og mange kryds i
niveau både med og uden signalregulering. Vejen benyttes i
stor udstrækning af pendlere, bl.a. mellem
boligområderne i Frederikssund, Ølstykke,
Stenløse, Veksø, Måløv, Ballerup og
erhvervsområderne i og omkring København.
Med op til 46.000 biler pr.
hverdagsdøgn (2002) lige vest for Ring 4 i Ballerup er
Frederikssundsvej en af de mest trafikerede hovedlandeveje i
Danmark uden for motorvejsnettet. De store trafikmængder
giver anledning til kødannelser og forsinkelser i
myldretiderne, omfattende sivetrafik på det omliggende
vejnet, et stort antal trafikulykker samt støjgener for
vejens omgivelser. Der er i dag også kapacitetsproblemer i
den eksisterende rundkørsel ved Frederikssundsvejs
krydsning med J.F. Willumsens Vej i Frederikssund.
Idet Frederikssundmotorvejen i dag ikke er
ført helt til Motorring 3, men ophører ved Ring 3, er
der ikke sammenhæng i motorvejsnettet omkring
København mellem Motorring 4 og Motorring 3. Trafikken
på Jyllingevej mellem Motorring 3 og Ring 3 er ca. 37.000
biler pr. hverdagsdøgn (2002) og på
Frederikssundmotorvejen mellem Ring 3 og Motorring 4 ca. 35.000 pr.
hverdagsdøgn. Krydset mellem Ring 3 og Jyllingevej, hvor den
eksisterende Frederikssundmotorvej ophører, er en trafikal
flaskehals, og på Jyllingevej er der sket mange trafikulykker
i krydsene på strækningen mellem Motorring 3 og Ring
3.
2. VVM-undersøgelse og
høringssvar
2.1 VVM-undersøgelsen
Ved aktstykke 174 af 26. april 1999, der
udmønter vejpuljen fra finanslovsaftalen for 1999, blev der
afsat midler til en VVM-undersøgelse af en eventuel
fortsættelse af Frederikssundmotorvejen.
VVM-undersøgelsen omfattede
anlæg af en ca. 30 km lang motorvej fra Motorring 3 til
Frederikssund og er gennemført i 2000-2002 i
overensstemmelse med Rådets direktiv 85/337/EØF af 27.
juni 1985 (EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40) som ændret ved
Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (EF-Tidende 1997
nr. L 73, side 5). Miljøundersøgelserne har omfattet
kortlægning af natur, kulturhistorie og landskab i en bred
interessekorridor, miljøvurdering af de foreslåede
linjeføringer og indarbejdelse af miljøhensyn i
projektet, herunder justering af linjeføringer, fauna- og
stipassager, erstatningsnatur m.m.
VVM-processen blev indledt med en
offentlighedsfase i perioden fra 1. februar til 1. april 2000, hvor
der blev afholdt fire borgermøder, og borgerne blev
opfordret til at indsende idéer og forslag til
undersøgelsen. Vejdirektoratet modtog i alt 93 svar, som
indgik i undersøgelsen.
Undersøgelsen omfattede to
hovedforslag og en række alternative
linjeføringsforslag til anlæg af en motorvej mellem
Motorring 3 og Frederikssund. I VVM-undersøgelsen er de to
hovedforslag, Hovedforslag 1 (åben-land-løsningen
gennem Værebro Ådal) og Hovedforslag 2
(bymotorvejsløsningen gennem Ølstykke og
Stenløse), sammenfaldende på strækningen mellem
Motorring 3 og Motorring 4.
Resultatet af undersøgelserne er
beskrevet i følgende rapporter fra Vejdirektoratet, der kan
læses på www.vejdirektoratet.dk:
Rapport 250 - »Sammenfattende
rapport«,
Rapport 251 - Ȯstetisk
vurdering og visualisering«,
Rapport 252 -
»Miljøvurdering« og
Rapport 253 -
»Arealanvendelsesanalyse«
Rapporterne blev med brev af 23. oktober
2002 sendt til Trafikudvalget (Trafikudvalget, 2002-2003, alm. del
€" bilag 120).
VVM-redegørelsen var fremlagt i
offentlig høring fra 23. oktober til 18. december 2002, og i
tilknytning hertil blev der afholdt syv borgermøder i
området, hvor tilsammen ca. 2.100 borgere deltog.
VVM-redegørelsen blev endvidere sendt til en række
myndigheder, interesseorganisationer og foreninger.
2.2 Høringssvar
VVM-undersøgelsen var genstand for
stor offentlig interesse, og der indkom et stort antal
bemærkninger og forslag i høringsperioden.
Vejdirektoratet modtog i denne offentlighedsfase ca. 360
høringssvar fra myndigheder, borgere, virksomheder og
interesseorganisationer.
Høringen er beskrevet i
Vejdirektoratets notat fra juni 2003: »Ny højklasset
vej i Frederikssundfingeren. Høringsnotat vedr. den
offentlige høring 23. oktober - 18. december 2002«.
Notatet er offentliggjort på www.vejdirektoratet.dk.
Der var ved høringen i 2002 en
overvægt af kommunale og amtslige myndigheder, der gik ind
for etablering af en motorvej i Hovedforslag 1, men der var
også synspunkter imod at etablere en ny motorvej i
Frederikssundfingeren.
Frederikssund, Slangerup, Ølstykke,
Stenløse, Ballerup og Herlev Kommuner samt Hovedstadens
Udviklingsråd og Frederiksborg Amt anbefalede i deres
høringssvar Hovedforslag 1.
Ledøje-Smørum Kommune og
vestegnskommunerne Rødovre, Glostrup og Albertslund Kommuner
ønskede ikke, at der blev etableret en ny motorvej i
Frederikssundfingeren. Kommunerne anbefalede i stedet, at der
etableres en ny ringforbindelse vest for Ring 4, at
Frederikssundsvej udbygges, og at den kollektive trafik
styrkes.
Et flertal i byrådet i Gundsø
Kommune anbefalede en motorvejsløsning fra Frederikssund til
Ballerup. Syv af byrådets medlemmer pegede på
VVM-redegørelsens Hovedforslag 1, to af byrådets
medlemmer pegede på Hovedforslag 2, og seks medlemmer
ønskede ikke en motorvej, men i stedet en udbygning af den
eksisterende Frederikssundsvej.
Roskilde Amt anbefalede ved
gennemførelsen af Hovedforslag 1, at der ved projekteringen
af motorvejen tages det fornødne hensyn til områdets
natur- og landskabelige værdier samt arealindgrebet i
sommerhusområdet ved Østrup Holme.
Københavns Amt anbefalede Hovedforslag
1 ud fra den givne VVM-redegørelse, dog med forbehold for
linjeføringen af Tværvej. Københavns Amt
anførte, at en linjeføring af en fremtidig
Tværvej ikke kan fastlægges af Vejdirektoratet, men
skal fastlægges på baggrund af en særskilt
VVM-redegørelse udarbejdet af Hovedstadens
Udviklingsråd.
I næsten alle høringssvarene fra
borgere og interesseorganisationer blev der taget stilling til de
to hovedforslag, Hovedforslag 1 (åben-land-løsningen)
og Hovedforslag 2 (bymotorvejsløsningen) eller til, hvorvidt
der skal etableres en ny motorvej som sådan.
Der er i nogle høringssvar
foreslået andre løsninger, herunder at der etableres
en ny ringforbindelse vest for Ballerup, evt. i kombination med en
udbygning af den kollektive trafik.
En del høringssvar satte
spørgsmål ved, om der er behov for en motorvej til
Frederikssund, fordi det er opfattelsen, at trafikproblemerne kun
er begrænsede, eller at det kun er gennem Ballerup, der er
problemer med at afvikle trafikken, og at en motorvej alligevel
ikke, eller kun i mindre omfang, kan løse disse
trafikproblemer.
Andre høringssvar fremførte
modsat, at der i lang tid har været
fremkommelighedsproblemer, og at den forventede trafikudvikling
underbygger behovet for en motorvej, hvorfor der hurtigst muligt
bør etableres en motorvejsforbindelse i
Frederikssundsfingeren.
Nogle høringssvar anmodede om, at der
snarest tages beslutning om motorvejens linjeføring,
så der bliver mulighed for at disponere herefter. Flere af
disse høringssvar opfordrede Folketinget og regeringen til
at anlægge motorvejen hurtigst muligt.
Der blev desuden i mange høringssvar
peget på, at der bør gennemføres en
undersøgelse af en udbygning af Frederikssundsvej i stedet
for at anlægge en ny motorvej, og der blev opfordret til, at
denne gennemføres, inden der tages beslutning om en ny
højklasset vej i Frederikssundsfingeren.
En række borgere og
interesseorganisationer samt nogle kommuner anførte i
forbindelse med VVM-undersøgelsen, at linjeføringen
indebærer store indgreb i Vestskoven, og der blev fremsat
ønsker om, at motorvejen på denne delstrækning
udformes, så indgrebet bliver mindre. Der blev således
peget på, at linjeføringen bør rykkes
længere mod nord, at man bør udbygge i Jyllingevejs
tracé, og at tilslutningsanlægget ved Ring 3
bør begrænses.
På baggrund af de gennemførte
VVM-undersøgelser og høringen af borgere og
myndigheder indstillede Vejdirektoratet i brev af 30. juni 2003 til
Trafikministeriet (nu Transport- og Energiministeriet)
primært, at Hovedforslag 1 lægges til grund for en
beslutning om anlæg af motorvej på strækningen
mellem Motorring 3 og Frederikssund, og at der udarbejdes en
anlægslov for hele strækningen.
Subsidiært indstillede Vejdirektoratet,
at der, inden der træffes beslutning om valg af
linjeføring, gennemføres en supplerende
undersøgelse af muligheden for og konsekvenserne af at
etablere øget vejtrafikkapacitet i Frederikssundsfingeren
ved udbygning af den eksisterende Frederikssundsvej.
Vejdirektoratets indstilling blev den 1. juli
2003 sendt til Trafikudvalget til orientering (Trafikudvalget,
2002-2003, alm. del €" bilag 1322).
På baggrund af Vejdirektoratets
indstilling blev forligspartierne i trafikaftalen af 5. november
2003 enige om, at Frederikssundmotorvejen igangsættes med en
1. etape, der omfatter strækningen mellem Motorring 3 og
Motorring 4 og rundkørslen i Frederikssund, og at der
gennemføres supplerende undersøgelser af mulighederne
for udbygning af Frederikssundsvej, således at der senere kan
træffes beslutning om den videre linjeføring fra
Motorring 4 mod vest. Disse undersøgelser forventes
afsluttet i 2006.
3. Lovforslagets indhold
På baggrund af en samlet vurdering af
VVM-undersøgelsen, den offentlige høring om en
eventuel ny vej i forlængelse af Frederikssundmotorvejen, den
politiske trafikaftale fra november 2003 og de efterfølgende
drøftelser mellem partierne bag aftalen, foreslås der
med lovforslaget en bemyndigelse til transport- og energiministeren
til at anlægge 1. etape af Frederikssundmotorvejen
omfattende:
· anlæg af
en ca. 1,5 km lang 6 sporet motorvej mellem Motorring 3 og Ring 3
syd for Jyllingevej
· etablering af
et tilslutningsanlæg ved Ring 3
· udvidelse af
den eksisterende Frederikssundmotorvej fra 4 til 6 spor mellem Ring
3 og Motorring 4
· etablering af
et forbindelsesanlæg til Motorring 3 samt ombygning af
tilslutningsanlægget mellem Motorring 3 og
Jyllingevej/Islevdalvej
· udbygning af
rundkørslen i krydset Frederikssundsvej og J.F. Willumsens
Vej i Frederikssund
·
igangsættelse af den videre projektering, som kan sikre
koordinering med den igangværende udbygning af Motorring
3
Frederikssundmotorvejens 1. etape forventes i
trafikaftalen fra november 2003 anlagt i perioden 2006-2012.
Anlægget af Frederikssundmotorvejens 1. etape vil i videst
muligt omfang blive koordineret med den igangværende
udvidelse af Motorring 3.
Anlægget udformes på grundlag af
det hovedforslag, der er beskrevet i Vejdirektoratets
VVM-redegørelse og med de justeringer, som er beskrevet
nedenfor med henblik på yderligere at begrænse
indgrebet i Vestskoven og Vestvolden.
Samtidigt foreslås en bemyndigelse til
at nedklassificere den nuværende hovedlandevej, Jyllingevej,
til kommunevej, mellem Motorring 3 og Ring 3.
Lovforslaget omfatter en
motorvejsstrækning, der er beliggende i Rødovre,
Glostrup og Albertslund Kommuner i Københavns Amt. Endvidere
omfatter lovforslaget en udbygning af en rundkørsel
beliggende i Frederikssund Kommune i Frederiksborg Amt.
Motorvejens linjeføring fremgår
af lovforslagets bilag 1.
Anlæg af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen medfører, at der bliver
sammenhæng i motorvejsnettet omkring København mellem
Motorring 3 og Motorring 4, og at den trafikale flaskehals i
krydset mellem Ring 3, Jyllingevej og den eksisterende
Frederikssundmotorvej fjernes. Ligeledes opnås det, at den
gennemkørende motorvejstrafik adskilles fra den trafik, der
har ærinde i området, for eksempel til
erhvervsområdet nord for Jyllingevej. Endelig afhjælpes
de trafikale problemer ved krydset Frederikssundsvej og J.F.
Willumsens Vej.
Med lovforslagets § 2
foreslås en bestemmelse, der giver transport- og
energiministeren mulighed for i særlige tilfælde at
forlodserhverve ejendomme, der berøres indgribende af
motorvejsplanerne. Endelig foreslås med § 3 en
bestemmelse om pålæg af byggelinjer.
Om baggrunden for disse bestemmelser henvises
til bemærkningerne vedrørende de enkelte
bestemmelser.
I lyset af ønskerne om at flytte
vejanlægget mod nord gennem Vestskoven har Vejdirektoratet
arbejdet videre med mulighederne for at optimere den
skitseprojekterede linjeføring for Hovedforslag 1 og 2 i
forhold til VVM-rapportens linjeføring.
Justeringen af motorvejens linjeføring
i det nye projekt betyder i forhold til VVM-redegørelsens
hovedforslag, at indgrebet i Vestvolden er yderligere
begrænset syd for Jyllingevej.
Endvidere er udformningen af visse af
tilslutningsanlæggets ramper ændret, hvilket betyder,
at linjeføringen gennem Vestskoven er flyttet længere
mod nord på strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3.
Dermed begrænses indgrebet i Vestskoven.
Vejdirektoratet har desuden foretaget en
justering af flettestrækningen fra Ring 3 til Motorring 3 i
østgående retning i forhold til det oprindeligt
fremsatte lovforslag, så denne øges til ca. 850 meter.
Der skabes plads til den forlængede flettestrækning
ved, at tilkørselsrampen fra Ring 3 i østgående
retning bygges som sløjferampe, hvorved der sikres en
forbedring af trafiksikkerheden og trafikafviklingen.
Bilaget viser den overordnede placering af
lovforslagets linjeføring.
I den senere projektering til
besigtigelsesforretning fastlægges den præcise
linjeføring og udformning af anlægget, som godkendes
af ekspropriationskommissionen.
De skovområder, der inddrages ved
anlæg af motorvejen, vil blive retableret andetsteds efter
aftale med Skov- og Naturstyrelsen med udgangspunkt i Vestskoven.
Endvidere vil der som en del af projektbevillingen blive afsat
midler til etablering af yderligere 26 ha skov i Vestskoven til
rekreative formål, når der måtte vise sig
mulighed for erhvervelse af arealer hertil.
4. Beskrivelse af
vejanlægget
4.1 Funktion og kvalitet
Vejen anlægges som motorvej. Den
indpasses i det omgivende miljø og landskab på en
æstetisk og miljømæssig afbalanceret måde
og med høj trafiksikkerhedsmæssig standard.
Som det er tilfældet for samtlige
motorvejsstrækninger i hovedstadsområdet, dimensioneres
vejen til en tilladt maksimalhastighed på 110 km/t, på
strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3 dog til maksimalt 90
km/t. Ramperne i forbindelsesanlægget mellem Motorring 3 og
Frederikssundmotorvejen dimensioneres til en tilladt maksimal
hastighed på 80 km/t. Hastigheden kan dog blive mindre end 80
km/t på visse rampestrækninger afhængig af den
endelige udformning, som fastlægges i
detailprojekteringen.
Derudover udbygges den nuværende
enkeltsporede rundkørsel ved J.F. Willumsens Vej i
Frederikssund til en dobbeltsporet rundkørsel, og for
trafikken fra vest mod syd anlægges en separat
kørebane udenom rundkørslen. Rundkørslens
præcise udformning vil blive fastlagt i
detailprojekteringen.
Vejprojektet gennemføres, så det
færdige anlæg er tidssvarende og med den beskrevne
funktion.
Processen, der omfatter projektering,
arealerhvervelse, udbud i licitation og det egentlige
anlægsarbejde, gennemføres på en måde, der
er veltilrettelagt, og hvor projektets forløb er styret,
dokumenteret og efterfølgende evalueret.
4.2 Tværprofil
På strækningen mellem Motorring 3
og Ring 3 anlægges motorvejen med 6 spor. Den eksisterende
Frederikssundmotorvej mellem Ring 3 og Motorring 4 udbygges fra de
nuværende 4 til 6 spor primært ved inddragelse af en
del af den brede midterrabat.
Mellem Motorring 3 og Ring 3 anlægges
de 6 spor med et 36 meter tværprofil, bestående af 2
kørebaner 11,5 meter afstribet med 3 kørespor
3,50 meter og 2 kantbaner 0,5 meter, en 4 meter bred
midterrabat med autoværn og 2 belagte nødrabatter
1,0 meter samt 2 nødspor 2,50 meter og 2
yderrabatter 1 meter.
På den eksisterende
Frederikssundmotorvej mellem Ring 3 og Motorring 4, der udbygges
fra 4 til 6 spor, bliver tværprofilet som på den
førstnævnte strækning, bortset fra en
midterrabat, der ved udbygningen indsnævres fra den
eksisterende bredde på ca. 16,5 meter til ca. 7,5 meter.
4.3 Linjeføring
Den overordnede placering af
motorvejsanlægget mellem Motorring 3 og Motorring 4 er som
nævnt justeret og optimeret i forhold til VVM-rapportens
Hovedforslag 1 og 2, jf. lovforslagets bilag 1.
Motorvejsanlægget har sit udgangspunkt
ved Motorring 3 og forløber i afgravning (4- 6 meter under
terræn) langs Jyllingevej frem til Ring 3. Det
tilstræbes at udforme motorvejen således, at indgrebet
i den fredede Vestvold bliver mindst muligt.
Ved Oxbjergvej er linjeføringen
flyttet mod nord til en afstand af ca. 50 meter syd for
Jyllingevej, hvor VVM-rapportens hovedforslag ligger ca. 85 meter
syd for Jyllingevej ved Oxbjergvej. På strækningen fra
Oxbjergvej og frem til udfletningen af ramperne i
forbindelsesanlægget ved Motorring 3 vil den sydligste
forbindelsesrampe blive flyttet yderligere 30- 40 meter
længere mod nordøst. Det sydgående spor på
Motorring 3 sænkes endvidere for at mindske
påvirkningen af omgivelserne.
Både VVM-rapportens Hovedforslag 1 og 2
og lovforslagets optimerede linjeføring er placeret i et
nordligere forløb end det areal, der i 1968 blev erhvervet
af staten og udskilt i matriklen som motorvej.
Vest for Ring 3 tilsluttes vejanlægget
den eksisterende Frederikssundmotorvej, der inddrages i det samlede
anlæg i forbindelse med en udbygning af vejen fra 4 til 6
spor. Der sker ingen ændringer i det eksisterende
forbindelsesanlæg mellem Frederikssundmotorvejen og Motorring
4.
Ved lov nr. 444 af 10. juni 2003 blev der
givet trafikministeren (nu transport- og energiministeren)
bemyndigelse til at udvide Motorring 3 fra 4 til 6 spor mellem
Jægersborgvej og Holbækmotorvejen.
Frederikssundmotorvejens forbindelse til Motorring 3 betyder
imidlertid, at Motorring 3 på en delstrækning skal
udvides til 8 spor for at kunne sikre, at de nødvendige ind-
og udfletninger kan afvikles sikkert .
Der vil i projekteringen til
besigtigelsesforretning ske en præcisering af
linjeføringen, som vil blive endelig fastlagt af
ekspropriationskommissionen.
4.4 Tilslutninger
Jyllingevej er i dag tilsluttet Motorring 3
via to tilslutningsanlæg ved Jyllingevej. Ved sammenkobling
af Frederikssundmotorvejen med Motorring 3 etableres et
forbindelsesanlæg med 2-sporede ramper med direkte adgang
mellem de to motorveje. De eksisterende tilslutningsanlæg ved
Motorring 3 (frakørsel nr. 22 ved Islevdalvej og nr. 23 ved
Jyllingevej) ombygges og reduceres til ét fuldt
tilslutningsanlæg til Jyllingevej. Tilslutningsanlægget
ved Motorring 3 til Jyllingevej udformes, så det giver adgang
til og fra Motorring 3, men ikke fra Jyllingevej til og fra
Frederikssundmotorvejen, hvorfor trafikken hertil henvises til
tilslutningsanlægget ved Ring 3.
Den eksisterende frakørselsrampe nr.
22 til Islevdalvej nedlægges, da behovet for udveksling af
trafik mellem Motorring 3 og Jyllingevej bliver mindre som
følge af etableringen af forbindelsesanlægget mellem
Frederikssundmotorvejen og Motorring 3. De øvrige ramper
omlægges for at give plads til ramperne i
forbindelsesanlægget.
Forbindelses- og tilslutningsanlægget
ved Motorring 3 er forsøgt udformet, så det kan
etableres med færrest mulige gener for trafikken i
anlægsperioden. Forbindelsesrampen fra
Frederikssundmotorvejen i østgående retning til
Motorring 3 i nordgående retning føres under Motorring
3 og under Jyllingevej for at begrænse den visuelle
påvirkning af Vestvolden. For at mindske støjgenerne
og påvirkningen af Vestskoven i Glostrup Kommune og
Vestvolden i Rødovre Kommune, er det sydgående spor
på Motorring 3 flyttet mod vest og sænket syd for
Jyllingevej.
Der anlægges et fuldt
tilslutningsanlæg mellem Frederikssundmotorvejen og Ring 3.
Flettestrækningen fra Ring 3 til Motorring 3 er optimeret,
så denne øges til ca. 850 meter, hvorved der sker en
forbedring af trafikafviklingen og trafiksikkerheden. Der skabes
plads til den forlængede flettestrækning ved, at
tilkørselsrampen fra Ring 3 til Frederikssundmotorvejen i
østgående retning bygges som en
sløjferampe.
Forbindelsesanlægget og
tilslutningernes præcise udformning vil blive fastlagt i
detailprojekteringen.
4.5 Sideanlæg
Der planlægges ikke etableret
sideanlæg eller samkørselspladser ved
tilslutningsanlæggene. Behovet for busstoppesteder vil blive
drøftet med HUR, som forudsættes at betale eventuelle
merudgifter hertil.
4.6 Lokalvejnet og stier
Oxbjergvej og Ring 3 føres over
motorvejen. Både Oxbjergvej og Ring 3 placeres ved
skæringen med motorvejen i omtrent samme vertikale niveau som
i dag.
De to eksisterende stiforbindelser under
Motorring 3 nord og syd for Parcelgårdens Rideskole i
Glostrup opretholdes. Stien nord for rideskolen forlægges
på grund af forbindelsesramperne. I den nordlige del af
Vestskoven på strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3
forlægges cykel- og gangstierne, hvor Frederikssundmotorvejen
skærer disse. Den endelige udformning og placering af
stiforløb og -passager fastlægges i
detailprojekteringen i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, idet
der lægges vægt på at sikre god adgang til og
sammenhæng mellem de forskellige dele af Vestskoven.
Vest for Ring 3 forlægges og
overføres den eksisterende sti mellem Ejby og Vestskoven.
Den eksisterende stiunderføring mellem Vestskoven og
Harrestrup opretholdes.
For at skovens brugere også efter
anlægget af motorvejen har gode muligheder for at komme til
og færdes i området, etableres en ny stiforbindelse
lidt syd for motorvejens underføring af Ring 3, hvorved der
skabes sammenhæng i stisystemet mellem de to dele af
Vestskoven på hver side af Ring 3.
Den endelige fastlæggelse af
ændringer i det lokale vejnet vil ske i
detailprojekteringsfasen og ved ekspropriationskommissionens
behandling.
4.7 Faunapassager
På strækningen mellem Motorring 3
og Motorring 4 føres en grøft umiddelbart vest for
Motorring 3 under motorvejen. Den eksisterende underføring
af Bymose Rende opretholdes.
4.8 Erstatningsnatur
De skovområder og vandhuller, der
bliver inddraget ved anlæg af vejen, bliver retableret
andetsteds efter nærmere aftale med Skov- og Naturstyrelsen.
Skovområderne vil blive søgt retableret med
udgangspunkt i Vestskoven.
Derudover afsættes der midler til
etablering af yderligere 26 ha skov i takt med, at der viser sig
mulighed for erhvervelse af arealer hertil.
4.9 Støjafskærmning
I det omfang, der vil forekomme overskudsjord
fra vejanlægget, vil dette, hvor det er
hensigtsmæssigt, blive oplagt i volde langs Vestskoven og ved
kolonihaverne ved Harrestrup efter nærmere aftale med Skov-
og Naturstyrelsen. Derudover nedgraves motorvejen på
strækningen mellem Ring 3 og Motorring 3 i Glostrup
Kommune.
For at mindske støjgenerne og
påvirkningen af Vestskoven i Glostrup Kommune og Vestvolden i
Rødovre Kommune, er det sydgående spor på
Motorring 3 flyttet mod vest og sænket syd for
Jyllingevej.
4.10 Vejudstyr og beplantning
Vejen udstyres med vejtavler, autoværn,
nødtelefoner, kantpæle, trafikregistrerings- og
vintervarslingsudstyr m.v. Afmærkning på
kørebanen vil blive udført med reflekterende
afmærkning. Der etableres vejbelysning langs vejen mellem
Motorring 3 og Ring 3 på grund af det store omfang af
vejvisning og mange flettestrækninger. Signalregulerede kryds
belyses ligeledes.
Der opsættes vildthegn for at beskytte
dyrelivet mod påkørsel, ligesom der beplantes.
Omfanget aftales med Skov- og Naturstyrelsen.
4.11 Vejafvanding
Der etableres kantopsamling af vejvand i
vejsiderne, og vejvandet ledes i et lukket opsamlingssystem til
regnvandsbassiner. I bassinerne kan urenheder bundfældes, og
afstrømningen reguleres, inden vandet ledes til de
nærliggende recipienter. Regnvandsbassinerne er desuden med
til at sikre de lokale vandløb mod forurening i forbindelse
med uheld på vejen, idet bassinerne er forsynet med
olieudskiller og lukkemekanisme.
Placeringen og udformningen af bassinerne
fastlægges i forbindelse med detailprojekteringen.
4.12 Naboarealer
Vejen forløber på
strækningen mellem Motorring 3 og Motorring 4 gennem
Vestskoven. Det tilstræbes at indpasse vejen i det omgivende
miljø og landskab på en æstetisk og
miljømæssig afbalanceret måde.
Den fredede Vestvold berøres kun i
meget begrænset omfang af forbindelsesramperne ved Motorring
3. En af de eksisterende tilslutningsramper, der forløber
langs Vestvolden, vil blive flyttet længere væk fra
voldanlægget og tættere på Motorring 3.
Anlægget vil desuden berøre
Parcelgårdens Rideskole i Glostrup og rekreative arealer i
Vestskoven.
Fra Ring 3 til Motorring 4 påregnes der
kun erhvervet mindre arealer, idet udvidelsen af antallet af
kørespor sker ved delvis inddragelse af midterrabatten.
Den nuværende enkeltsporede
rundkørsel ved J.F. Willumsens Vej i Frederikssund udbygges
til en dobbeltsporet rundkørsel, og for trafikken fra vest
mod syd anlægges en separat kørebane uden om
rundkørslen. Til dette formål forventes kun erhvervet
areal i mindre omfang, primært ubebygget landbrugsjord, og
evt. vil en landbrugsejendom med andet erhverv blive
berørt.
For at gennemføre
anlægsarbejderne er det nødvendigt at disponere over
arbejdsarealer. Disse afleveres efter endt brug til ejerne.
Omfanget af arbejdsarealerne vil blive fastlagt i forbindelse med
detailprojekteringen.
5. Trafikale konsekvenser
De trafikale konsekvenser af anlægget
af en 1. etape af Frederikssundmotorvejen er beregnet med en
trafikmodel med udgangspunkt i en beregning for basisåret
2010.
Uden anlæg af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen forventes i 2010 på Jyllingevej ca.
40.700 biler pr. hverdagsdøgn mellem Motorring 3 og
Oxbjergvej og ca. 37.500 biler pr. hverdagsdøgn mellem
Oxbjergvej og Ring 3. På den eksisterende strækning af
Frederikssundmotorvejen mellem Ring 3 og Motorring 4 forventes
tilsvarende ca. 42.600 biler pr. hverdagsdøgn i 2010.
Anlægget af en 1. etape af
Frederikssundmotorvejen vil medføre, at Jyllingevej aflastes
for trafik på strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3.
Med anlæg af motorvejen forventes således 18.400 biler
pr. hverdagsdøgn mellem Oxbjergvej og Ring 3 og 23.000 biler
pr. hverdagsdøgn mellem Motorring 3 og Oxbjergvej, svarende
til en aflastning på mellem 18.000 og 19.000 biler pr.
hverdagsdøgn på Jyllingevej mellem Motorring 3 og Ring
3. Den ny motorvej mellem Motorring 3 og Ring 3 forventes at
få ca. 45.200 biler pr. hverdagsdøgn og den
eksisterende strækning af Frederikssundmotorvejen mellem Ring
3 og Motorring 4 ca. 56.400 biler pr. hverdagsdøgn, svarende
til en forøgelse på ca. 13.800 biler pr.
hverdagsdøgn.
Ved anlæg af motorvejen fra Motorring 3
til Motorring 4 skabes sammenhæng i motorvejsnettet omkring
København. Samtidig fjernes den alvorlige trafikale
flaskehals, der udgøres af krydset Ring 3 og
Jyllingevej.
En 1. etape af Frederikssundmotorvejen vil,
udover aflastning af Jyllingevej mellem Motorring 3 og Ring 3,
indebære, at der overflyttes trafik fra andre dele af
vejnettet til det overordnede motorvejsnet. Nogle veje, som
fører trafikken til og fra Frederikssundmotorvejen, vil
få øget trafik. Dette gælder især
Motorring 3 og Motorring 4 samt i mindre omfang Sydbuen i Ballerup,
Ring 3 syd for Frederikssundmotorvejen og Fabriksparken samt
Roskildevej og Holbækmotorvejen øst for Motorring 3.
Til gengæld aflastes Holbækmotorvejen mellem Motorring
3 og Motorring 4, Ring 4 nord for Ballerup, Klausdalsbrovej,
Frederikssundsvej mellem Motorring 3 og Ring 4, Ballerup Boulevard,
Slotsherrensvej, Tårnvej, Ring 3 nord for Jyllingevej samt
Roskildevej vest for Motorring 3. På Jyllingevej øst
for Motorring 3 forventes ligeledes en mindre aflastning af
trafikken.
6. Trafiksikkerhed
Det er beregnet, at anlægget af en 1.
etape af Frederikssundmotorvejen vil medføre færre
trafikuheld som følge af den trafikale aflastning på
det eksisterende vejnet, også når der tages hensyn til
de uheld, der kan forventes på den nye vej og på
forbindelsesveje til denne. Det er beregnet, at der vil kunne
spares ca. 6 personskadeuheld pr. år.
7. Plan- og beskyttelsesforhold
Gennemførelsen af en 1. etape af
Frederikssundmotorvejen berører nogle vandløb,
skovarealer, vandhuller og andre arealer og fortidsminder, der er
beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3 m.fl.
Vestvolden er omfattet af
fredningsbestemmelser, jf. Naturklagenævnets
fredningsafgørelse af 28. juni 1996. Hertil kommer, at selve
Vestvolden er et fredet fortidsminde omfattet af museumsloven.
Projektet vil blive udformet med størst mulig hensyntagen
til voldanlægget og fredningen, og det vil kun i meget
begrænset omfang berøre et areal langs Motorring 3 og
ramperne ved forbindelses- og tilslutningsanlægget ved
Jyllingevej. Det skønnes, at en 1. etape af
Frederikssundmotorvejen medfører et indgreb i
fredningsområdet omfattende ca. 0,5 % af det fredede areal,
hvoraf mere end en tredjedel er en knallertbane, der ligger
på Vestvoldområdet. Det bemærkes, at vejprojektet
indebærer, at en del af det eksisterende
tilslutningsanlæg, nemlig tilkørselsrampen fra
Jyllingevej mod Motorring 3 i nordgående retning,
forlægges og flyttes længere væk fra
voldanlægget og tættere på Motorring 3. Som
følge heraf vil et aflagt vejareal kunne tillægges det
fredede areal. I henhold til fredningsafgørelsen må
der ikke foretages ændringer af den nuværende tilstand
inden for det fredede område €" medmindre dette kan
gennemføres inden for fredningens formål og foretages
i overensstemmelse med en særlig godkendt pleje- og
anlægsplan eller tillades efter dispensation i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1. Inden for
fredningsområdet træder fredningsbestemmelserne i kraft
i stedet for bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens
§§ 3, 16, 17 og 18 samt for bestemmelserne i
planlovens § 35, stk. 1 (landzone).
Udbygningen vil kræve, at
Fredningsnævnet for København tager stilling til, om
projektet kan tillades ved at meddele dispensation i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, for de arealer
af fredningsområdet, der berøres af
forbindelsesanlæggets ramper, eller om det er
nødvendigt at rejse en ny fredningssag, jf.
naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 3. Indgreb i
selve det fredede fortidsminde Vestvolden kræver desuden
tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen efter museumslovens
§ 29 e. Endvidere kræves der uden for
fredningsområdet €" men inden for beskyttelseslinjen af
fortidsmindet Vestvolden €" dispensation efter
naturbeskyttelseslovens § 18 (beskyttelseslinjer omkring
fortidsminder). Dispensationen skal meddeles af Københavns
Amt.
På strækningen fra Oxbjergvej til
Motorring 4 forløber vejen gennem områder, der i
regionplanen er udpeget som områder med værdifuldt
landskab, hvor eventuelle nye bebyggelser og anlæg skal
placeres og udformes med hensyntagen til de landskabelige
interesser.
Vejanlægget berører ikke
EF-fuglebeskyttelsesområder eller
EF-habitatområder.
Vestvolden er udpeget som spredningskorridor
for dyre- og planteliv, mens Vestskoven er udpeget som
kerneområde, som er et større sammenhængende
naturområde af særlig betydning for plante- og
dyrelivet. Vestskoven er desuden i regionplanen udlagt som
fritidsområde.
Københavns Amt har meddelt, at de for
projektet nødvendige tilladelser efter
naturbeskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven kan
forventes givet, og at der kan knyttes vilkår til
tilladelserne.
Skov- og Naturstyrelsen har meddelt sin
principgodkendelse af projektet i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 20.
Kulturarvsstyrelsen har meddelt, at styrelsen
er indstillet på at meddele tilladelse til de
nødvendige indgreb i fortidsminderne på visse
vilkår, som vil blive fastlagt, når der foreligger en
detailprojektering af projektet .
De konkrete tilladelser og dispensationer,
der er nødvendige for vejanlæggets
gennemførelse, vil løbende blive søgt i
forbindelse med projekteringen af anlægget.
8. Miljømæssige
konsekvenser
I VVM-redegørelsen har Vejdirektoratet
redegjort for de forventede miljømæssige konsekvenser
af vejanlægget i sin helhed fra Motorring 3 til
Frederikssund. Konsekvenserne for den justerede 1. etape er
resumeret nedenfor. Vejdirektoratet vil gennemføre en
evaluering af de forventede miljømæssige konsekvenser
3-5 år efter åbningen af motorvejen.
8.1 Arealindgreb og
barrierevirkning
En 1. etape af Frederikssundmotorvejen
forløber på strækningen fra Motorring 3 til
Motorring 4 gennem den nordlige del af Vestskoven. Nord for
Jyllingevej berører forbindelsesanlæggets ramper
bolig- og erhvervsområder vest for Motorring 3 og Vestvolden
og boligbebyggelser øst for Motorring 3 ved Slotsherrensvej.
Syd for Jyllingevej berører ramperne til
forbindelsesanlægget Vestskoven vest for Motorring 3 og
Vestvolden øst for Motorring 3.
Da der i forbindelse med detailprojektering
af anlægget kan ske mindre justeringer af
linjeføringen, og da Statens Ekspropriationskommission
afgør dels projektets endelige linjeføring, dels
ekspropriationens omfang, er det ikke muligt med sikkerhed at
fastslå, hvilke arealer der skal afstås.
Med disse forbehold kan konsekvenserne for
arealindgrebet resumeres på følgende måde:
På strækningen fra Motorring 3
til Ring 3 forventes der at skulle eksproprieres arealer fra en
række bolig- og erhvervsejendomme langs Motorring 3. 1-2
erhvervsejendomme og op til 5-10 enfamiliehuse må forventes
totaleksproprieret og 15-20 boliger henholdsvis 14-18 virksomheder
deleksproprieret, ligesom anlægget vil berøre
Parcelgårdens Rideskole i Glostrup og en knallertbane. Der
skal erhverves et areal af Vestskoven, som delvis vil kunne
magelægges med det areal, Vejdirektoratet i sin tid har
erhvervet til anlæg af Frederikssundmotorvejen, men som ikke
skal benyttes til vejanlægget.
Fra Ring 3 til Motorring 4 påregnes kun
erhvervet mindre arealer, idet udvidelsen af antallet af
kørespor sker ved delvis inddragelse af midterrabatten.
Ved udbygningen af rundkørslen i
Frederikssund skal der kun i mindre omfang erhverves arealer,
primært landbrugsjord.
Vejanlæggets barrierevirkning for
mennesker vil være stort set uforandret, da eksisterende vej-
og stiforbindelser bibeholdes eller forlægges på mindre
delstrækninger. Der etableres herudover en ny stiforbindelse,
som krydser Ring 3 lidt syd for motorvejens underføring af
Ring 3. Herved skabes der sammenhæng i stisystemet mellem de
to dele af Vestskoven på hver sin side af Ring 3. Der er i
dag ingen direkte stiforbindelse over Ring 3, og den
ovennævnte stiforbindelse vil give mulighed for en forbedret
rekreativ udnyttelse af skoven.
8.2 Støj, luft og klima
De støjmæssige effekter af en 1.
etape af motorvejsanlægget er dels
støjudbredelsen fra selve vejen, dels nedsættelse af
støjen langs det vejnet, der aflastes som følge af
anlægget. Antallet af støjbelastede ejendomme langs
det vejnet, der påvirkes trafikalt af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen med støj over 55 dB, reduceres med
ca. 80 ejendomme.
De rekreative områder i Vestskoven er i
dag generelt belastet af støj fra bl.a. den nuværende
Frederikssundmotorvej, Jyllingevej, Ring 3 og Motorring 3.
Anlægget af 1. etape af Frederikssundmotorvejen vil
medføre en begrænset forøgelse af støjen
i Vestskoven. Frederikssundmotorvejen vil på
størstedelen af strækningen mellem Motorring 3 og Ring
3 være gravet ca. 4- 6 meter ned under terræn, hvilket
betyder, at støj vil blive dæmpet af
skråningsanlægget. På strækningen mellem
Ring 3 og Motorring 4 gennemføres en udvidelse fra 4 til 6
spor, hvor udvidelsen sker ind mod midterrabatten. Der vil i det
nye projekt blive anvendt en særlig støjdæmpende
asfalt, som reducerer støjen i forhold til den
nuværende belægning på Frederikssundmotorvejen
mellem Ring 3 og Motorring 4.
Overskudsjord fra vejanlægget vil efter
nærmere aftale med Skov- og Naturstyrelsen blive anvendt i
volde langs motorvejen for at begrænse
støjpåvirkningen fra motorvejen.
Forbindelsesanlægget mellem
Frederikssundmotorvejen og Motorring 3 planlægges udformet
med hensyntagen til Vestvolden, således at rampen fra
Frederikssundmotorvejen i østgående retning til
Motorring 3 i nordgående retning går under Motorring 3
og under Jyllingevej, jf. pkt. 4.4.
Ved gennemførelse af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen forventes en mindre stigning i de samlede
udledninger af CO (ca. 26 tons pr. år), NOx, (ca.
13 tons pr. år), SO2 (ca. 0,1 ton pr. år) og
partikler (ca. 1 ton pr. år) på vejnettet i
hovedstadsområdet, mens VOC (kulbrinter) stort set er
uændret. Forskellen mellem emissioner fra det eksisterende
vejnet og et vejnet, som også omfatter en 1. etape af
Frederikssundmotorvejen, ligger i 2010 i intervallet 0,1-0,3 %. Der
sker dog en omfordeling af emissionerne, så der sker en
større stigning i ubebyggede områder (langs det
overordnede vejnet) og en reduktion på 0,2 til 0,3 % i
bebyggede områder.
Det samlede trafikarbejde med bil i
hovedstadsområdet vil ifølge beregningerne stige med
ca. 0,19 % (ca. 23 mio. kørte km pr. år) som
følge af anlæg af motorvejsetapen. Da der samtidig
opnås en mere glidende afvikling af trafikken, bliver
stigningen i energiforbrug og dermed stigningen i emissionerne af
CO2 lidt mindre, ifølge beregningerne ca. 0,15 %
(ca. 3.800 tons pr. år).
8.3 Natur, landskab og
fortidsminder
Det vurderes, at vejen kan indpasses i
landskabet på en æstetisk og landskabelig afbalanceret
måde. Mellem Motorring 3 og Ring 3 rummer området
både braklagte marker, ældre overvejende nåleskov
samt nyere tilplantede partier med overvejende
løvtræer.
På strækningen mellem Motorring 3
og Ring 3 er vandhuller samt et mindre vandløb periodevis
tørlagte. Der må forventes at være forekomst af
padder ved vandhullerne. Området er karakteriseret som
lokalitet med fugleinteresser.
Generelt vil vejanlægget inddrage visse
naturarealer og dermed reducere levestederne for planter og dyr.
Vejanlægget vil i nogen grad opsplitte den østligste
del af Vestskoven og forringe områdets naturmæssige
oplevelsesværdi. Det vurderes dog, at vejanlægget med
de nødvendige hensyn i form af f.eks. erstatningsvandhuller
og hegning ikke vil få væsentlig indvirkning på
arternes generelle forekomst i området.
Vejanlægget forløber nord for
Hvissingestenen, der er fredet og i regionplanen udpeget som af
geologisk interesse.
Vestvolden berøres kun i
begrænset omfang af forbindelsesrampen fra vest mod nord
på Motorring 3. Denne rampe forløber langs til- og
frakørselsramperne øst for Motorring 3 og syd for
Jyllingevej og vil indebære et begrænset indgreb. Nord
for Jyllingevej fortsætter forbindelsesrampen langs Motorring
3 gennem den vestlige del af en knallertbane, der er beliggende
langs Vestvolden. En af de eksisterende tilslutningsramper, der
forløber langs Vestvolden, flyttes til gengæld
længere væk fra voldanlægget og tættere
på Motorring 3.
Forbindelsesrampen fra syd på Motorring
3 mod vest til Frederikssundmotorvejen berører ikke
fredningen af Vestvolden.
I forbindelse med detailprojekteringen vil
indgrebet i Vestvolden blive søgt formindsket.
8.4 Friluftsliv
Der er til nærområdet langs
motorvejen gennem Vestskoven på strækningen mellem
Motorring 3 og Motorring 4 knyttet rekreative interesser, herunder
ridning. Langs østsiden af Motorring 3 langs Vestvolden er
ligeledes knyttet rekreative interesser. Visse områder
benyttes til konkrete aktiviteter såsom spejderaktiviteter,
hundetræning og knallertbane. En gennemførelse af 1.
etape af Frederikssundmotorvejen vil indebære en
omlægning af dele af den rekreative anvendelse af
området som følge af arealindgrebet og støjen
fra vejtrafikken. Stierne, der krydses af motorvejen, vil enten
blive bibeholdt (samtlige regionale stier) eller forlagt, jf.
nærmere punkt 4.6.
Der erhverves arealer og udlægges 26 ha
erstatningsskov i Vestskoven. Der sikres hermed etablering af skov
i lokalområdet på et areal svarende til det skovareal,
som nedlægges i forbindelse med gennemførelsen af
projektet. Herudover afsættes der midler til etablering af
yderligere 26 ha skov til rekreative formål, for eksempel
hundelufterskov, og til orienteringsløb i Vestskoven i takt
med, at der viser sig mulighed for erhvervelse af arealer hertil.
Vestskovens samlede areal vil dermed blive forøget.
8.5 Overfladevand og grundvand
Motorvejsprojektet krydser en grøft
vest for Motorring 3 og Bymose Rende, der er beliggende mellem Ring
3 og Motorring 4. Bymose Rende er målsat med lempet
målsætning.
Grundvandet er i et område beliggende
nord for den nuværende Frederikssundmotorvej og vest for Ring
3 tillagt særlige drikkevandsinteresser. Området i
Vestskoven syd for den nuværende Frederikssundmotorvej og
øst for Ring 3 er i regionplanen kategoriseret som
sårbart grundvand med et dæklag, der anslås til
at bestå af mellem 5 og 15 meter lavpermeable lag af
moræneler. Området er klassificeret som område
med drikkevandsinteresse. Den nuværende
Frederikssundmotorvej, som udbygges med to ekstra kørespor i
midterrabatten, forløber gennem den sydligste del af
beskyttelseszonen hørende til Københavns Vands
Kildeplads III. Enkelte private vandboringer kan blive
berørt.
Afledning af vejvand fra det færdige
anlæg vil ske til de forskellige vandløb, der krydses
af linjeføringen eller ligger nær herved. Vejvandet
bliver opsamlet i regnvandsbassiner, som udjævner
afstrømningen og nedbringer mængden af skadelige
stoffer, inden det ledes til vandløb og herved sikrer, at
vandløbene ikke forurenes, jf. punkt 4.11.
Afvandingssystemet sikrer, at der under
normale omstændigheder ikke vil være nogen risiko for
belastning af grundvandskvaliteten. Risikoen for at forringe
kvaliteten af drikkevandet i forhold til i dag vurderes som yderst
begrænset.
8.6 Ressourceforbrug
Det samlede forbrug af grusmaterialer til
vejens opbygning er vurderet til ca. 130.000 m3 samt
7.000 m3 beton. Forbruget af sand og grus svarer til ca.
5 % af det årlige forbrug i hovedstadsområdet. Hertil
kommer forbrug af asfalt på ca. 160.000 tons og ca. 1.000
tons stål.
Ved anlæg af motorvejen skønnes
det, at der bliver ca. 400.000- 500.000 m3 jord i
overskud. Mængden af overskudsjord vil afhænge af den
endelige udformning af forbindelsesanlægget. Overskudsjorden
vil, hvor det er hensigtsmæssigt, blive oplagt i volde langs
Vestskoven efter nærmere aftale med Skov- og Naturstyrelsen.
Det forventes, at genanvendelige materialer så vidt muligt
anvendes ved anlægsprojektet, herunder forurenet jord og
restprodukter, i det omfang de ikke udgør nogen fare for
jord eller grundvand.
8.7 Forurenet jord
Motorvejen berører to potentielt
forurenede arealer og en lokalitet med kendt forurening. Som
udgangspunkt vil denne jord indgå i vejanlægget i
volde, dæmninger og tilslutnings- og forbindelsesanlæg
efter myndighedernes anvisning/tilladelse efter mere detaljerede
undersøgelser som grundlag for den konkrete
jordhåndtering i forbindelse med projektet.
9. Alternativer
9.1 Alternativer i Vejdirektoratets
VVM-undersøgelse
Der er i VVM-undersøgelsen
undersøgt en række alternativer til
linjeføringer vest for Ring 4, der ud fra en samlet
vurdering af miljø, arealinteresser, trafikale og
landskabelige konsekvenser er fravalgt som mindre egnede end
Hovedforslag 1 og 2.
Konsekvensen af ikke at anlægge en ny
vej er i VVM-undersøgelsen beskrevet i form af:
En fremskrivning af de trafikale og
miljømæssige forhold med uændret vejnet
(også kaldet Basis 2010) og mulig forbedring af det
eksisterende vejnet (0+alternativet) samt mulige forbedringer af
den kollektive trafik (K+alternativet).
På strækningen fra Motorring 3
til Motorring 4 omfatter 0+alternativet en udbygning af krydset ved
Ring 3, Frederikssundmotorvejen og Jyllingevej med ekstra
ligeudbaner og svingbaner. I VVM-undersøgelsen er
0+alternativet fravalgt som mindre egnet end Hovedforslag 1 og
2.
9.2 Yderligere foreslåede
alternativer i offentlighedsfasen
I forbindelse med såvel
VVM-høringen som efterfølgende har der været
fremsat forslag til alternativ udformning af vejanlægget
på strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3.
Kulturøkologisk forening i Albertslund (jf. Trafikudvalget,
2003-2004, alm. del €" bilag 313), Grøn Trafik i
Bycirklen (jf. Trafikudvalget, 2003-2004, alm. del €" bilag
558), og Glostrup Kommune (den såkaldte
»William-model«) (jf. Trafikudvalget, 2003-2004, alm.
del €" bilag 654) har således fremsat forslag med
henblik på at mindske indgrebet i Vestskoven.
Kulturøkologisk Forening i Albertslund
medgiver, at der er kapacitetsproblemer på strækningen,
og at der skal ske udbedringer ikke mindst af krydset
Frederikssundmotorvejen, Ring 3 og Jyllingevej. Foreningen har
derfor foreslået en løsning som alternativ til en
6-sporet motorvej gennem Vestskoven. Løsningen omfatter,
at:
· Jyllingevej
udvides med 2 spor til en 6 spors hovedvej mellem Ring 3 og
Motorring 3
· der etableres
niveaufri skæring i krydset
Frederikssundmotorvej/Jyllingevej/Ring 3
· der etableres
niveaufri skæring i krydset Jyllingevej/Oxbjergvej/Ejby
Industrivej, og at
·
krydset/udfletningen mellem Jyllingevej og Motorring 3 udbygges
Foreningen Grøn Trafik i Bycirklen har
foreslået en forsænket motorvej med 4 spor i den
eksisterende Frederikssundmotorvejs og Jyllingevejs tracé.
På strækningen fra Ring 3 og til
forbindelsesanlægget ved Motorring 3 er motorvejen omgivet af
en højere beliggende lokalvej med et spor i hver retning. I
forslaget anlægges en niveaufri tilslutning ved Ring 3, og
Ejby Industrivej/Oxbjergvej føres over motorvejen, mens
krydset mellem Ejby Industrivej/Oxbjergvej og Jyllingevej udformes
som en rundkørsel. Ved Motorring 3 etableres i forslaget et
forbindelsesanlæg mellem Frederikssundmotorvejen og Motorring
3. Der etableres ligeledes et tilslutningsanlæg fra Motorring
3 til Jyllingevej.
William-modellen, som er foreslået af
Glostrup Kommune, indebærer, at den eksisterende
Frederikssundmotorvej rettes ud på den ovennævnte
delstrækning og flyttes længere mod nord i Vestskoven
mellem Frederikssundmotorvejen og Ejby vest for Ring 3. Motorvejen
føres under Ring 3 og videre over i en udbygget Jyllingevej.
Jyllingevej udbygges i William-modellen med en ensrettet
parallelvej nord for Jyllingevej fra Islevdalvej til Ring 3. Der
etableres et ekstra parallelspor i sydsiden af Jyllingevej fra Ring
3 til Ejbyvej Industrivej/Oxbjergvej. Der anlægges en
niveaufri tilslutning ved Ring 3, og Ejby Industrivej/Oxbjergvej
føres over den udbyggede Jyllingevej og parallelvejen uden
tilslutning til disse. Ved Motorring 3 etableres et
forbindelsesanlæg mellem Frederikssundmotorvejen og Motorring
3 og et tilslutningsanlæg mellem Motorring 3 og
Jyllingevej.
Vejdirektoratets sammenfattende vurdering er,
at forslagene om at skåne en bræmme af Vestskoven mod
at flytte den inderste strækning af Frederikssundmotorvejen
mellem Motorring 3 og Ring 3 mod nord, så den kombineres med
Jyllingevej, vil være til ulempe for trafikafviklingen
på strækningen. Der er knyttet en række
vejtekniske problemer til forslagene, bl.a. utilstrækkelige
flettestrækninger, dårlige sigtforhold på
ramperne og sammenblanding af lokaltrafik med motorvejstrafik, som
vil medføre en øget uheldsrisiko. Det er derfor
Vejdirektoratets trafikfaglige vurdering, at de alternative forslag
ikke er egnede til at sikre en hensigtsmæssig afvikling af
trafikken i området.
Forslagene om at flytte linjeføringen
væsentligt længere mod nord indebærer, at
Vestskoven berøres i mindre omfang end det i
VVM-redegørelsen fremlagte hovedforslag. Til gengæld
vil den fredede Vestvold øst for Motorring 3 og syd for
Jyllingevej i højere grad blive berørt. En flytning
af linjeføringen væsentligt længere mod nord vil
desuden betyde et større arealmæssigt indgreb i
erhvervsområdet i Rødovre nord for Jyllingevej og
langs vestsiden af Motorring 3.
Albertslund og Glostrup Kommuner har ved
Rambøll Nyvig A/S den 30. april 2004 fremsat tre alternative
forslag til en 1. etape af Frederikssundmotorvejen. Projektet, som
omfatter to motorvejsløsninger og en
motortrafikvejsløsning, er udarbejdet som alternativ til
Vejdirektoratets hovedforslag i VVM-redegørelsen med det
formål at undgå indgreb i Vestskoven.
Fælles for de tre forslag er, at den
eksisterende del af Jyllingevej, der i dag er en primær
fordelingsvej, ombygges. I forslagene er vejanlægget gravet
ca. 3 meter ned på strækningen mellem
tilslutningsanlægget ved Motorring 3 og Ring 3. Dette
indebærer, at Ring 3 og Oxbjergvej, der føres over
vejanlægget, skal hæves ca. 3,5 meter. De tre forslag
adskiller sig primært fra hinanden i udformningen af
tilslutningen til Motorring 3 øst for Oxbjergvej.
Vejdirektoratet har gennemgået de tre
forslag og har vurderet de trafiksikkerhedsmæssige,
trafikafviklingsmæssige og miljømæssige forhold.
De tre forslag har i forhold til VVM-forslaget den fordel, at
indgrebet i Vestskoven i vid udstrækning undgås, og de
støjmæssige konsekvenser i Vestskoven er på
visse delstrækninger mindre end i VVM-forslaget.
Vejdirektoratet vurderer imidlertid, at ingen af de tre forslag vil
kunne afvikle trafikken, og at de trafiksikkerhedsmæssigt er
problematiske.
Vejdirektoratet kan derfor ikke anbefale
forslagene som et alternativ til VVM-forslaget.
Dette skyldes primært:
· at de tre
forslag ikke indeholder tilstrækkelig kapacitet i
forbindelsesanlægget ved Motorring 3 og for
motortrafikvejsløsningen endvidere heller ikke
tilstrækkelig kapacitet i en fordelerring og i vejnettet i
erhvervsområdet vest for Motorring 3
· at de tre
forslag indebærer en væsentlig forringelse af
tilgængeligheden til erhvervsområdet omkring Ejby
Industriområde og Islevdalvej nord for Jyllingevej
· at de tre
forslag har en afslutning og overgang til Jyllingevej ved Motorring
3, som trafiksikkerhedsmæssigt giver en stor risiko for
uheld. Tilsvarende gælder for to af forslagene, at der skal
etableres signalregulerede kryds, som er
trafiksikkerhedsmæssigt problematiske
· at der ikke
længere er en stiforbindelse langs Jyllingevej, hvorfor
cyklister og gående i stedet er henvist til at benytte stier
i Vestskoven og gennem erhvervsområdet. Dette indebærer
bl.a. på grund af omvejskørslen forringede forhold for
cyklister og gående.
I forbindelse med fremsættelsen af L11
i oktober måned 2004 og den efterfølgende debat
fremsatte William Pedersen, Grøn Trafik i Bycirklen, en
række nye forslag til placeringen af motorvejen med henblik
på at skåne Vestskoven, der i lighed med William
Pedersens oprindelige forslag (William-modellen) tog udgangspunkt i
Jyllingevej €" den såkaldte Model 2 og senest Model
2F.
Vejdirektoratet har påpeget, at der i
vestgående retning ikke er den fornødne plads mellem
Motorring 3 og Ring 3 til de i Model 2 forudsatte indfletninger og
under- og overføringer af forbindelsesramperne ved
Jyllingevej. Efter Vejdirektoratets vurdering indebærer
udformningen af Model 2, at trafikken ikke kan afvikles på en
glidende og trafiksikker måde. Vejdirektoratet har på
denne baggrund ikke kunnet anbefale de forskellige Model
2-forslag.
Flytningen af linjeføringen mod nord i
Model 2-forslagene medfører endvidere en række
konsekvenser nord for Jyllingevej i form af et større
indgreb i erhvervsområdet og i boligbebyggelser langs
Hvidsværmervej i forhold til den af Vejdirektoratet
foreslåede linjeføring, som blev lagt til grund for
L11.
Regeringen og forligspartierne besluttede i
april 2005, at der skulle gennemføres en
teknisk-økonomisk analyse af den såkaldte
Jyllingevej-model. Jyllingevej-modellen indebærer anlæg
af en motorvej i Jyllingevejs forløb og anlæg af en ny
Jyllingevej gennem erhvervsområdet nord for den
nuværende Jyllingevej. Analysen viste, at der med
Jyllingevej-modellen bliver sparet en mindre del af Vestskoven i
forhold til lovforslagets løsning, men at indgrebet i
erhvervsområdet til gengæld bliver væsentligt
større. De trafikale og trafiksikkerhedsmæssige
kvaliteter i Jyllingevej-modellen er sammenlignelige med
lovforslagets løsning. Jyllingevej-modellen er ved analysen
vurderet at være ca. 840 mio. kr. dyrere (middelværdi i
prisniveau 2005) end lovforslagets løsning.
Senest er fremkommet et forslag (jf.
Trafikudvalget, 2005-2006, alm. del €" spm. 146), hvorefter
Jyllingevej omlægges som to ensrettede lokalveje
"udenpå" Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Ring 3
efter det samme princip som ved Helsingørmotorvejen fra
Brogårdsvej og ind mod København, hvor Lyngbyvej
føres parallelt med motorvejen. Den vestgående del af
Jyllingevej fastholdes i sin nuværende linjeføring, og
den samlede udbygning af vejanlægget sker mod syd ned i
Vestskoven. Det er Vejdirektoratets vurdering, at forslaget af
trafiksikkerhedsmæssige årsager ikke kan anbefales som
en alternativ løsning, da lokaltrafik blandes med
motorvejstrafik. Forslaget er endvidere dyrere end lovforslagets
projekt, bl.a. fordi Jyllingevej skal omlægges. Forslaget
medfører desuden et større omfang af ekspropriationer
af bygningsanlæg end lovforslagets projekt og overholder ikke
vejreglerne med hensyn til kurveradier, flettestrækninger
m.m.
10. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Udgifterne er opgjort for det foran beskrevne
optimerede projekt for en 1. etape af Frederikssundmotorvejen. I
det optimerede projekt er linjeføringen flyttet
længere mod nord, tættere på Jyllingevej, der er
indarbejdet en række miljøforbedringer, og
flettestrækningen i østgående retning mellem
Ring 3 og Motorring 3 er blevet forlænget.
Der blev i januar 2005 udarbejdet et
skitseprojekt, jf. aktstykke 200 af 2. september 2004, for det
optimerede projekt på strækningen fra Motorring 3 til
Ring 3. De samlede udgifter til projektering, tilsyn,
administration, arealerhvervelse og anlæg af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen som beskrevet foran er anslået til
871 mio. kr. (2005-priser).
Anlægsoverslaget er behæftet med
usikkerhed, da udgifter til bl.a. ekspropriationer, jordarbejder og
bro- og asfaltarbejder ikke kan beregnes præcist på
forhånd, idet projektets detaljerede linjeføring,
mængder mv. først kendes på et senere
tidspunkt.
Der knytter sig herudover usikkerhedsfaktorer
til budgettet, fordi et projekt vil strække sig over en
længere årrække. Usikkerheden vedrører
bl.a. markedsforhold, råvarepriser, udviklingen i priserne
på ejendomsmarkedet, nye krav til anlæggets udformning
(fx myndighedskrav og nye miljøkrav), uforudsete
anlægstekniske forhold, herunder bl.a. vejrlig og
jordbundsforhold mv.
Vejdirektoratet tilstræber ved
anvendelsen af risikoanalyser at indregne disse
usikkerhedsfaktorer. Metoden indebærer, at der foretages en
vurdering af sandsynligheden for budgetoverholdelse ved forskellige
budgetniveauer efter Successiv Princippet.
Usikkerhedsanalyserne afgrænses af
Vejdirektoratet fra større udefra kommende ændringer.
Det vil bl.a. sige, at force majeure-begivenheder, politisk
besluttede udvidelser af projektet, i dag ukendte miljøkrav
og andre myndighedskrav over 10 mio. kr. samt ændringer i
konjunktur- eller markedssituationen, der samlet overstiger det
forventede med 10 % eller mere, ikke er medtaget i
usikkerhedsanalysen.
På basis af den i april 2005
gennemførte usikkerhedsanalyse, der er afgrænset som
anført, fremkommer middelværdien 871 mio. kr. med en
tilknyttet usikkerhed, som indebærer, at der er 50 %
sandsynlighed for, at anlægsudgifterne bliver mindre end det
anførte, og 50 % sandsynlighed for, at udgiften bliver
større end det anførte.
Der forudsættes, at Vejdirektoratet i
forlængelse af anlægsprojektet og dertil knyttede
ekspropriationer i overensstemmelse med sædvanlig praksis kan
oppebære indtægter fra salg af ejendomme og grunde.
Denne indtægt indgår i anlægsoverslaget og
bogføres i projektregnskabet.
Der er beregnet en intern rente for projektet
på ca. 9 % og en netto nutidsværdi på ca. 730
mio. kr. I beregningen indgår trafikanternes besparelser og
kørselsomkostninger, uheldsomkostninger, trafikstøj,
barrierevirkning og oplevet risiko, lokal og regional
luftforurening samt vejvedligeholdelse.
Anlæg af 1. etape af
Frederikssundmotorvejen påregnes gennemført som et
samlet projekt med åbning i 2012.
Tidsplanen for 1. etape af
Frederikssundmotorvejen koordineres med Motorring 3-projektets
etape 3, der blev sat i bero med henblik på at sikre
koordineringen jf. også transport- og energiministerens
orientering af 3. juni 2004 til Folketingets Trafikudvalg.
Der er blandt partierne bag trafikaftalen fra
november 2003 enighed om, at der skal ske udlægning af skov
med udgangspunkt i Vestskoven, som erstatning for den skov, der
inddrages i forbindelse med vejanlægget, ligesom der, for at
mindske støjudbredelsen fra vejanlægget, skal anvendes
en særlig støjdæmpende asfalt. Disse
ændringer vil medføre yderligere udgifter på ca.
10 mio. kr.
Middelværdien på 871 mio. kr.
indeholder ikke de 10 mio. kr. til mindre støjende
asfaltbelægninger og til etablering af erstatningsskov i
Vestskoven. Når disse indregnes, fås en
middelværdi på ca. 881 mio. kr. (2005-priser). Ved
regulering med byggeomkostningsindekset svarer middelværdien
til 895 mio. kr. i 2006-priser.
Udgifterne (2006-priser) forventes at
fordele sig som følger:
2004: | 3 mio. kr. |
2005: | 8 mio. kr. |
2006: | 42 mio. kr. |
2007: | 72 mio. kr. |
2008: | 90 mio. kr. |
2009: | 105 mio. kr. |
2010: | 235 mio. kr. |
2011: | 162 mio. kr. |
2012: | 154 mio. kr. |
2013: | 14 mio. kr. |
2014: | 10 mio. kr. |
I alt: | 895 mio. kr. |
I forbindelse med ovenstående
anlægsbevilling skal det bemærkes, at den fremtidige
budgettering af anlægsprojekter i øjeblikket
drøftes i et udvalgsarbejde mellem Finansministeriet og
Transport- og Energiministeriet.
Anlægsarbejdet forestås af
Vejdirektoratet og har således primært
økonomiske og administrative konsekvenser for
Vejdirektoratet.
Arbejdet med at beskrive anlægget i et
detailprojekt, som kan danne baggrund for udbud, udføres af
Vejdirektoratet i samarbejde med eksterne rådgiverfirmaer.
Rådgivningsopgaver og anlægsarbejder udbydes efter
gældende regler herfor. Vejdirektoratet og dets
bygherrerådgivere fører tilsyn med
entreprenørernes arbejde for at sikre, at det aftalte
arbejde leveres i den aftalte kvalitet, tid og pris. Herudover skal
projektforløbet styres, kontrolleres, dokumenteres og
evalueres, og den nødvendige information formidles til
trafikanter og naboer. Trafikafviklingen skal overvåges, og
den nødvendige information formidles til trafikanter og
naboer. Endelig skal trafiksikkerhedsmæssige og
arbejdsmæssige indsatser gennemføres.
Af den samlede udgift er budgetteret med ca.
17 % (middelværdi) til projektering, tilsyn og
administration. Heraf er der som forudsætning for
totaludgiften forudsat en fordeling med 4,6 % lønninger til
Vejdirektoratets eget personale, 7,4 % omkostninger til eksterne
rådgivere og 5 % øvrige driftsudgifter.
11. Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Lovforslaget skønnes at medføre
en mindre positiv afledt konsekvens i form af øget direkte
og indirekte beskæftigelse på ca. 1.500-2.000
mandår i forbindelse med anlægsarbejdet. Samtidig har
lovforslaget en begrænset strukturel virkning for
erhvervslivet, da transportforholdene forbedres ved en bedre
infrastruktur.
12. Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har været sendt til
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i
ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om
forslaget skal forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at
forslaget medfører administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Forslaget skal derfor ikke forelægges
Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
13. Konsekvenser for borgerne
Det færdige anlæg vil samlet set
forbedre fremkommeligheden og miljøforholdene for borgerne i
området, men berører samtidig direkte og indirekte en
del naboer bl.a. i form af ekspropriationer.
I det videre forløb i
anlægsprocessen vil borgerne i området bl.a. på
www.vejdirektoratet.dk løbende blive informeret om
vejarbejdets karakter og tidsplan, og ejerne af de berørte
ejendomme vil blive inddraget direkte ved breve fra og møder
med Vejdirektoratet og ekspropriationsmyndighederne.
Vejdirektoratet vil gennem
brugerundersøgelser måle naboers og lodsejeres
tilfredshed med Vejdirektoratets kommunikation.
14. Forholdet til EU-retten
De miljøundersøgelser og
høringer, der er gennemført, opfylder kravene i
Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning
på miljøet (EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40) som
ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997
(EF-Tidende 1997 nr. L 73, side 5).
15. Høring over
lovforslaget
Det oprindeligt fremsatte lovforslag blev
sendt i høring hos Hovedstadens Udviklingsråd,
Københavns Amt, Frederiksborg Amt samt Rødovre,
Glostrup, Albertslund og Frederikssund Kommuner.
Høringssvarene blev med brev af 22.
oktober 2004 fremsendt til Trafikudvalget, ledsaget af de
kommentarer, som udtalelserne gav anledning til.
Der er foretaget en fornyet høring
over dette lovforslag hos de samme myndigheder.
Høringssvarene vil blive sendt til Folketingets
Trafikudvalg, ledsaget af de kommentarer, som høringssvarene
måtte give anledning til.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Mindre udgifter for stat, kommuner og
amtskommuner som følge af færre trafikuheld | Udgift for staten på 895 mio. kr.
(2006-priser) Begrænsede merudgifter til drift og
vedligehold af veje |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Meradministration for Vejdirektoratet i
anlægsfasen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Forventes at forbedre trafikafviklingen og
derved reducere transportudgifterne | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Antallet af støjbelastede ejendomme
med støj over 55 dB reduceres. | Ændrer naturområder og giver en
barriere og en ny støjkilde i Vestskoven. Den samlede
luftforurening og CO2 - emission bliver lidt
forøget |
Administrative konsekvenser for borgerne | Forbedring af trafik- og miljøforhold
for borgerne i området. | En mindre gruppe borgere vil blive
berørt direkte af anlægget, bl.a. i form af
ekspropriation. |
Forholdet til EU-retten | De miljøundersøgelser og
høringer, der er gennemført, opfylder kravene i
VVM-direktivet. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen omfatter en bemyndigelse til at
anlægge en ca. 1,5 km lang motorvej mellem Motorring 3 og
Ring 3 i forlængelse af den nuværende
Frederikssundmotorvej og til at udbygge Frederikssundmotorvejen
mellem Ring 3 og Motorring 4 fra de nuværende 4 til 6 spor.
Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse til at udbygge
rundkørslen i krydset Frederikssundsvej og J.F. Willumsens
Vej i Frederikssund.
Som en konsekvens af bestemmelsen i nr. 1
foreslås i nr. 4 en bemyndigelse til transport- og
energiministeren til at nedklassificere strækningen af den
nuværende hovedlandevej 112, Jyllingevej, mellem Ring 3 og
Motorring 3, der vil blive afløst af den i nr. 1
nævnte hovedlandevejsstrækning, til kommunevej.
Til § 2
VVM-redegørelsen, der ligger til grund
for dette lovforslag, omfatter hele strækningen mellem
Motorring 3 og Frederikssund. Redegørelsen belyser to
hovedforslag, henholdsvis Hovedforslag 1
(åben-land-løsningen) og Hovedforslag 2
(bymotorvejsløsningen gennem Stenløse og
Ølstykke). De to hovedforslag er optaget på vejplanen
for hovedlandeveje, jf. § 26 i lov om offentlige veje.
Redegørelsen indeholder bl.a. en række kort og
visualiseringer, der viser, hvordan en motorvej i hvert af de
undersøgte hovedforslag kan indpasses i landskabet og gennem
byområderne. VVM-redegørelsen giver dermed en relativ
klar indikation af, hvordan en motorvej €" afhængig af,
hvilken løsning der vælges €" vil gribe ind i de
ejendomme, der er beliggende i de områder, som de to
hovedforslag gennemløber.
Med dette lovforslag fastlægges den
overordnede linjeføring på strækningen mellem
Motorring 3 og Motorring 4, hvor de to hovedforslag er
sammenfaldende. Af den politiske aftale af 5. november 2003
fremgår, at projektet gennemføres i perioden
2006-2012. Af hensyn til koordinering med Motorring 3 er
projekteringen påbegyndt i 2004, jf. afsnit 10. For
strækningen vest for Motorring 4 fra Motorring 4 til
Frederikssund er det besluttet, at der skal gennemføres
yderligere undersøgelser af en udbygning af
Frederikssundsvej, inden der senere kan træffes endelig
beslutning om vejforløbet videre mod vest. For begge
hovedforslag samt en evt. udbygning af Frederikssundsvej
gælder, at den helt præcise fastlæggelse af
linjeføring fastlægges af ekspropriationskommissionen
som led i dennes prøvelse af projektet, jf. lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast
ejendom (lovbekendtgørelse nr. 672 af 19. august 1999).
Prøvelsen sker på grundlag af et projekt udarbejdet af
Vejdirektoratet efter vedtagelse af en anlægslov. Når
linjeføringerne er fastlagt ved en besigtigelsesforretning,
udfærdiger Vejdirektoratet en ekspropriationsplan med
fortegnelse over alle ejere og brugere, der vil blive berørt
af de for anlægget nødvendige ekspropriationer. Planen
danner grundlag for ekspropriationskommissionens bestemmelser om,
hvordan projektet og ekspropriationerne nærmere skal
gennemføres.
Det forhold, at VVM-redegørelsen
på den ene side viser, hvordan en motorvej i henholdsvis
Hovedforslag 1 (åben land-løsningen) eller
Hovedforslag 2 (bymotorvejsløsningen) vil kunne
forløbe gennem landskabet og byområderne sammenholdt
med på den anden side, at omfanget af nødvendige
ekspropriationer først vil kunne fastlægges endeligt
af ekspropriationskommissionen på et senere tidspunkt,
indebærer, at nogle af de berørte grundejere i den
mellemliggende periode kan komme ud for, at de, på grund af
vejplanerne, ikke €" eller kun med betydeligt økonomisk
tab €" kan sælge deres ejendomme. Problemstillingen
synes mest udtalt i forhold til de formentlig få grundejere,
der ufrivilligt bliver bragt i en situation, hvor afhændelse
af vedkommendes ejendom, inden der sker endelig fastlæggelse
af linjeføringen, er en forudsætning for, at den
pågældende kan komme videre i sin tilværelse
på en rimelig måde.
For at sikre, at anlægget af 1. etape
af Frederikssundmotorvejen ikke fører til urimelige
vilkår for de berørte grundejere, foreslås en
bestemmelse, der giver transport- og energiministeren mulighed for,
på begæring af ejeren, forlods at erhverve en ejendom,
der berøres særligt indgribende af planerne om en
motorvej mellem Motorring 3 og Frederikssund, når ejeren af
særlige personlige grunde ønsker at afstå
ejendommen før det tidspunkt, hvor der kan foretages
ekspropriation. Bestemmelsen giver ikke grundejeren et retskrav
på at få deres ejendom overtaget, men er en mulighed,
der kan bruges til at hjælpe grundejere i særlige
tilfælde.
Ved »særligt indgribende«
sigtes til en situation, hvor anlægsmyndigheden
(Vejdirektoratet) vurderer, at den pågældende ejendom
vil blive totaleksproprieret i forbindelse med projektets
gennemførelse. Der må på det tidspunkt, hvor
anmodningen om overtagelse fremsættes, foretages en konkret
vurdering af projektets betydning for den pågældende
ejendom, baseret på den viden Vejdirektoratet har om
linjeføringen ud fra den foretagne projektering på
dette tidspunkt.
Overtagelse kan ske af ejendomme, der
berøres særligt indgribende af enten Hovedforslag 1
eller Hovedforslag 2 for en motorvej fra Motorring 3 til
Frederikssund, der er belyst i VVM-undersøgelsen fra 2002.
Hvis det senere besluttes at opgive en af disse linjer eller dem
begge som konsekvens af de supplerende undersøgelser af en
udbygning af Frederikssundsvej, der er besluttet som led i
trafikaftalen af 5. november 2003, vil muligheden for at overtage
ejendomme, som berøres af den eller de opgivne linjer,
ophøre, da den opgivne linje herefter ikke er en del af
statens vejplaner.
»Særlige personlige grunde«
vil f.eks. foreligge, hvor en grundejer på grund af sygdom,
alder, familiemæssige eller af andre sociale grunde
ønsker at afhænde ejendommen for at flytte til et
andet sted.
Overtagelsessummen fastsættes efter
stk. 2 af de ekspropriations- og taksationskommissioner, der
er nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.
lovbekendtgørelse nr. 672 af 19. august 1999.
Udgifterne til forlodsovertagelser på
strækningen Motorring 4-Frederikssund, hvor der endnu ikke er
truffet beslutning om linjeføring mv., afholdes af den
på finansloven hertil afsatte bevilling under konto
28.21.20.50. Anlæg af hovedlandeveje m.v.
(forlodsovertagelser). Udgifterne til forlodsovertagelser på
strækningen Motorring 3-Motorring 4 afholdes af
anlægsbevillingen.
Ejendomme, der måtte være
overtaget forlods, kan senere afhændes efter de almindelige
regler for salg af statens ejendomme, hvis det måtte vise
sig, at ejendommen alligevel ikke skal anvendes til
vejformål. For så vidt at der er tale om
forlodsovertagelse af landbrugsejendomme, kan ejendommens jord
eventuelt anvendes som led i en jordfordeling i forbindelse med et
kommende vejanlæg.
Til § 3
Bestemmelsen udvider muligheden for at
pålægge byggelinjer efter § 34 i lov om
offentlige veje på Motorring 3 i forbindelse med tilslutning
af Frederikssundmotorvejen, således at Vejdirektoratet
får mulighed for at pålægge byggelinjer med en
indbyrdes afstand på op til 120 m.
Begrundelsen for at udvide byggelinjernes
maksimumafstand er, at de almindelige bestemmelser i lov om
offentlige veje, hvorefter hovedlandeveje kan pålægges
byggelinjer på begge sider af vejen med en indbyrdes afstand
af 100 meter, ikke vurderes at være tilstrækkelige i
dette tilfælde.
Ved pålæg af byggelinjerne finder
reglerne i lov om offentlige veje i øvrigt anvendelse.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til § 5
Ved § 1, nr. 4, i lov nr. 238 af 7.
juni af 1968 om visse hovedlandevejsstrækninger blev
ministeren for offentlige arbejder bemyndiget til at anlægge
en hovedlandevej som motorvej fra Motorring 3 ved dennes
skæring med Jyllingevej til Ballerupvej med tilslutning til
den i lovens § 1, nr. 2, nævnte
motorvejsstrækning (Motorring 4). Vejen er anlagt på
strækningen fra Ring 3 til Motorring 4.
Som konsekvens af bestemmelsen i
§ 1, nr. 1, foreslås § 1, nr. 4, i lov
nr. 238 af 7. juni af 1968 om visse hovedlandevejsstrækninger
ophævet.
Bilag 1