Skriftlig fremsættelse (22. februar
2006)
Ministeren for ligestilling
(Eva Kjer Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ligestilling af kvinder og mænd (Kommunale og regionale
udvalg m.v. og ændring af fristen for indsendelse af
ligestillingsredegørelser)
(Lovforslag nr. L 161).
Formålet med lovforslaget er at
fastsætte regler om den kønsmæssige
sammensætning af kommunale og regionale udvalg m.v. svarende
til de regler, der gælder for offentlige udvalg m.v. nedsat
af en minister. Det vil sige, at myndigheder og organisationer skal
foreslå lige mange kvinder og mænd til medlemmer af
kommunale og regionale udvalg. Reglerne gælder alene for
udvalg med medlemmer, der indstilles af myndigheder og
organisationer, og reglerne gælder ikke for de folkevalgte
medlemmer.
Lovforslaget tager højde for, at lov om
kommunernes styrelse henholdsvis lov om regioner regulerer
beslutningerne i kommunalbestyrelser og regionsråd
angående nedsættelse og sammensætningen af
kommunale og regionale udvalg (forholdstalsvalgmetoden).
Hvis myndigheder og organisationer ikke udpeger
eller indstiller både kvinder og mænd til medlemmer
eller ikke kommer med en begrundelse for ikke at gøre det,
kan en enig kommunalbestyrelse eller et enigt regionsråd
beslutte, at et udvalg m.v., kan fungere uden de
pågældende medlemmer. Dette gælder ikke for
udvalg m.v., som er lovregulerede, og som træffer konkrete
eller generelle enkeltafgørelser.
Overvågningen af sammensætningen af
kommunale og regionale udvalg m.v. vil finde sted gennem de
ligestillingsredegørelser, som kommuner og regioner skal
udarbejde hvert andet år og indsende til ministeren for
ligestilling.
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser. De økonomiske
konsekvenser af lovforslaget forhandles med de kommunale
parter.
Forslaget vurderes at have positive
ligestillingsmæssige konsekvenser. Reglerne om
sammensætningen af offentlige udvalg, nedsat af en minister,
har været gældende siden 1985 og har medført en
stor stigning af kvindeandelen i udvalg og råd.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft
dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.