L 160 Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme.

(Ophævelse af opsigelsesvarsler for lejemål og regler om husdyrhold og arealkrav m.v.).

Af: Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 01-03-2006

Fremsættelse: 01-03-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l160_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (1. marts 2006)

 

 

Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme. (Ophævelse af opsigelsesvarsler for lejemål og regler om husdyrhold og arealkrav mv.)

(Lovforslag nr. L 160).

Formålet med lovforslaget er flersidigt. Dels foreslås det at ændre reglerne om opsigelse af lejemål vedrørende beboelsesbygninger på landbrugsejendomme, og dels foreslås det at indføre en hjemmel i loven til at fastsætte nye regler om husdyrhold og arealkrav. Herudover foreslås der visse andre mindre ændringer, herunder ændring af reglerne om fortrinsstilling.

Forslaget vedrørende ophævelse af særreglen om, at lejemål vedrørende beboelsesbygninger på landbrugsejendomme kan ophæves, hvis boligen ønskes anvendt som bolig for personer, der beskæftiges i bedriften, skal sikre, at lejere af sådanne boliger bliver ligestillet med lejere i andet byggeri. Særreglen om opsigelse, når boligen ønskes anvendt af ejeren til opfyldelse af bopælskravet ved erhvervelse af landbrugsejendomme, opretholdes uændret.

Forslaget om at indføre en hjemmel i loven til at fastsætte regler om husdyrhold og arealkrav gør det muligt at udstede en ny bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav, som skal gøre det lettere for landmænd at udvide deres husdyrproduktion.

Det er regeringens hensigt, at det hidtidige loft på 750 dyreenheder over husdyrproduktionen på en bedrift fastholdes, men der gives mulighed for udvidelse op til 950 dyreenheder, hvis bedriften opfylder visse skærpede krav til dyrevelfærd mv. Landmanden skal således udarbejde en handlingsplan for dyrevelfærd og miljø på bedriften, der skal godkendes af myndighederne. I handlingsplanen skal beskrives de tiltag, som landmanden agter at tage for at sikre en miljøvenlig drift samt dyrenes fortsatte trivsel på bedriften.

Regeringen ønsker desuden at lempe reglerne for, hvor stort et areal landmanden selv skal eje i forhold til sin husdyrproduktion. Samtidig påtænkes det, at bekendtgørelsens regler om, hvor meget jord landmanden selv skal eje, fremover skal gælde på bedriftsniveau. Disse ændringer vil betyde, at en landmand, der ejer flere landbrugsejendomme, kan vælge at samle sin husdyrproduktion på en ejendom, hvor lugten og støjen ikke generer naboen, og lempelsen af kravet til selv at eje jord vil lette presset på jordpriserne. Samtidig mindskes incitamentet til eksport af levende smågrise, hvilket vil være til gavn for beskæftigelsen.

Der foreslås endvidere ændring af reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord, som vil gøre det lettere for ejere af mindre landbrugsejendomme at opkøbe mere jord, fordi de får bedre muligheder for at gøre fortrinsstilling gældende til suppleringsjord.

Der foreslås desuden en lempelse af reglerne for, hvornår der kræves en landbrugsuddannelse ved forpagtning af jord. Ændringen vil gøre det lettere for ejere af mindre ejendomme at kvalificere sig til at kunne erhverve landbrugsejendomme på mere end 30 ha.

Endelig foreslås en teknisk justering af personkredsen ved anpartserhvervelse og selskabserhvervelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.