L 136 (som fremsat): Forslag til lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre.

Fremsat den 25. januar 2006 af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Forslag

til

Lov om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom
og løsøre til brug for reklamering for andre

§ 1. Denne lov gælder for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre andet er bestemt i anden lovgivning.

§ 2. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan, medmindre andet følger af §§ 3-5, anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre kommunalbestyrelsen eller regionsrådet overvejende anvender disse med henblik på løsning af opgaver, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

Stk. 2. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan, medmindre andet følger af §§ 3-5, endvidere anvende køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring, til brug for reklamering for andre.

§ 3. K ommunalbestyrelser og regionsråd kan ikke anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, religiøse bevægelser, politiske partier, politiske bevægelser samt valgte medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger.

§ 4. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan ikke anvende kommunalt eller regionalt ansattes beklædning til brug for reklamering for andre.

§ 5. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan ikke anvende fast ejendom eller løsøre til brug for reklamering for andre, såfremt reklameringen ikke er i overensstemmelse med markedsføringsloven eller anden lovgivning.

§ 6. Kommunalbestyrelser og regionsråd skal opkræve markedspris for ydelser omfattet af § 2.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 2006.

§ 8. Loven finder anvendelse for amtskommuner frem til den 1. januar 2007.

§ 9. Loven finder anvendelse på kommunalbestyrelsers og amtsråds aftaler omfattet af § 2, der er indgået inden denne lovs ikrafttræden, og som ikke er omfattet af anden lovgivning.

§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget giver i videre omfang end i dag kommunalbestyrelser og regionsråd adgang til inden for de rammer, der udstikkes i lovforslaget, at anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Formålet med lovforslaget er at give kommunalbestyrelser og regionsråd en bredere adgang til supplerende finansiering af de opgaver, kommuner og regioner i forvejen varetager, når dette sker under hensyntagen til den neutralitet og saglighed, der bør gælde for kommuners og regioners opgavevaretagelse.

Med lovforslaget får kommuner og regioner adgang til at bruge fast ejendom og løsøre, der anvendes til løsningen af såkaldte fakultative opgaver, til reklamering for andre. Fakultative opgaver er opgaver, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan varetage, men ikke er forpligtet til at varetage.

Fast ejendom og løsøre, som overvejende anvendes med henblik på løsningen af opgaver, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet er forpligtet til at varetage (obligatoriske opgaver), herunder afgørelsessager, kan således ikke anvendes til brug for reklamering for andre, medmindre der er tale om køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring.

Det bemærkes, at lovforslaget alene giver kommunalbestyrelser og regionsråd en adgang til at anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Lovforslaget indebærer ikke, at kommunalbestyrelser og regionsråd bliver forpligtet til at anvende denne adgang.

2. Lovforslagets baggrund og formål

2.1. Lovforslagets baggrund

Baggrunden for lovforslaget er en konkret tilsynssag vedrørende lovligheden af, at et kommunalt plejehjem får stillet en bus gratis til rådighed mod, at bussen til gengæld bærer reklamer. Bussen skulle anvendes til at køre plejehjemsbeboerne til forskellige fritidsaktiviteter samt tage på udflugter med beboerne. Sagen førte til, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved brev af 1. juli 2005 udtalte, at den pågældende kommune ikke med hjemmel i de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse €" de såkaldte kommunalfuldmagtsregler €" kunne anvende det pågældende reklamefinansierede køretøj.

Regeringen har efter drøftelse med KL og i lyset af, at en række kommuner benytter sig af reklamefinansierede busser, fundet, at der er behov for at lovliggøre den nævnte brug af reklamefinansierede køretøjer. Endvidere er privat reklamefinansiering af kommunale ydelser et område i udvikling. Regeringen foreslår derfor, at den nye lov ikke alene skal gælde for reklamefinansiering af kommunale køretøjer, men at loven skal give kommunalbestyrelser og regionsråd en bredere adgang til at reklamefinansiere deres opgaver ved brug af fast ejendom og løsøre, der anvendes i forbindelse med løsning af deres fakultative opgaver.

KL`s bestyrelse har den 25. november 2005 tilsluttet sig principperne bag det foreliggende lovforslag, jf. afsnit 3.

2.2. Gældende ret

S pørgsmålet om, hvorvidt kommuner lovligt kan anvende deres faste ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, er ikke i almindelighed reguleret i den skrevne lovgivning. Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) indeholder dog hjemmel til, at kommunalbestyrelsen som vejmyndighed kan opkræve betaling for udstedelse af tilladelse til opsætning af reklamer på det til en kommunal vej hørende areal, herunder f.eks. kommunale buslæskure og informationstavler, jf. lovens § 102.

Spørgsmålet skal derudover vurderes ud fra kommunalfuldmagtsreglerne.

Det følger af kommunalfuldmagtsreglerne, at salg af reklameydelser i visse tilfælde kan betragtes som accessorisk til varetagelsen af en i øvrigt lovlig kommunal opgave. Det er således antaget, at en kommune lovligt kan sælge reklameplads i form af bandereklamer på idrætsanlæg. Baggrunden herfor er, at det blandt andet som følge af den lange tradition for bandereklamer på idrætsanlæg antages, at bandereklamer på idrætsanlæg har en nær og naturlig sammenhæng med den lovlige kommunale opgave at opføre og drive et idrætsanlæg.

Kommunerne kan endvidere som offentlige myndigheder modtage gaver til brug for varetagelse af kommunale opgaver, ligesom en kommune i den forbindelse må informere om, hvem kommunen har modtaget gaven fra. Der kan f.eks. være tale om, at en privat betaler for et legestativ i en børnehave mod opsætning af et messingskilt med oplysning om, hvem der har sponsoreret det pågældende legestativ. Det er dog af afgørende betydning, at informationen ikke har karakter af generel markedsføring af sponsorens navn eller produkter.

Det fremgår af § 5, stk. 1, i regionsloven (lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab), at regionerne har ansvaret for en række positivt afgrænsede opgaver. Regionerne kan således varetage opgaver inden for sundhedsområdet, regional udvikling, det sociale område, undervisningsområdet, trafikområdet og visse begrænsede opgaver inden for miljøområdet.

Regionerne kan ikke varetage andre opgaver end de i regionslovens § 5, stk. 1, nævnte. Det indebærer, at kommunalfuldmagtsreglerne ikke finder anvendelse for regionernes virksomhed.

Regionerne kan dog som offentlige myndigheder og under de samme betingelser, der gælder for kommunerne, jf. ovenfor, modtage gaver til brug for varetagelse af regionale opgaver og informere om, hvem gaven er modtaget fra.

Regionerne kan endvidere som offentlige myndigheder i fornødent omfang producere varer og tjenesteydelser til eget brug. Regionerne kan også foretage dispositioner med henblik på at informere om regionernes virksomhed og repræsentere regionerne udadtil. Der henvises til bemærkningerne til regionslovens § 5, stk. 2.

Det bemærkes endvidere, at det følger af § 3 i l ov om trafikselskaber (lov nr. 582 af 24. juni 2005), der træder i kraft pr. 1. januar 2007, at trafikselskaber har mulighed for at få indtægter fra salg af reklamepladser i busser.

2.3. Lovforslagets formål

Formålet med lovforslaget er at give kommunalbestyrelser og regionsråd en bredere adgang til supplerende finansiering af de opgaver, kommuner og regioner i forvejen varetager, når dette sker under hensyntagen til den neutralitet og saglighed, der bør gælde for kommuners og regioners opgavevaretagelse. Lovforslaget giver derfor mulighed for at anvende kommuners og regioners aktiver, der anvendes med henblik på løsning af fakultative opgaver, til brug for reklamering for andre.

Endvidere gives der adgang til, at kommuner og regioner kan anvende køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring, til brug for reklamering for andre, uanset om køretøjet anvendes til løsning af obligatoriske opgaver.

Med lovforslaget ønsker regeringen at bidrage til, at kommuner og regioner får friere hænder i forbindelse med finansieringen af deres opgavevaretagelse. De indtægter, kommuner og regioner får ved reklamefinansiering, kan anvendes til forhøjelser af det generelle serviceniveau, uden at det påvirker kommunens henholdsvis regionens generelle økonomiske ramme.

Lovforslaget bygger på tillid til, at kommunalbestyrelser og regionsråd, inden for de rammer, der udstikkes i lovforslaget, vil være bedst egnede til at foretage den fornødne afvejning af på den ene side hensynet til neutralitet og saglighed og på den anden side hensynet til at skaffe sig supplerende finansiering, når de skal afgøre, om de vil anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Hensynet til det kommunale selvstyre

Lovforslaget giver kommuner og regioner en adgang til at anvende reklamefinansiering. Kommuner og regioner bliver dog ikke forpligtede til at anvende denne adgang. Det er således op til den enkelte kommunalbestyrelse henholdsvis det enkelte regionsråd at bestemme, hvorvidt de vil benytte adgangen til at anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan endvidere opstille andre lovlige betingelser for anvendelse af kommunens henholdsvis regionens faste ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, som ikke er indeholdt i loven. Det vil eksempelvis være i overensstemmelse med grundsætningen om saglighed i forvaltningen, hvis kommunen eller regionen forbyder reklamer af et bestemt indhold, f.eks. reklamer for alkohol, når kommunens henholdsvis regionens faste ejendom og løsøre anvendes til brug for reklamering for andre.

Af hensyn til respekten for det kommunale selvstyre opstilles der ikke kvantitative begrænsninger for reklamefinansiering. Der fastsættes således ikke begrænsninger for, i hvor stort omfang kommuner og regioner må anvende reklamefinansiering til varetagelse af deres opgaver, så længe betingelserne i loven er opfyldt.

Af samme årsag opstilles der ikke krav om, at indgåelse af aftaler om reklamering skal bortforpagtes. Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan således ved brug af egne ansatte eller ved brug af tredje mand indgå aftaler om reklamering.

Der opstilles endvidere ikke begrænsninger med hensyn til, hvorledes de indtægter, kommuner og regioner får ved salg af reklameplads på kommunens henholdsvis regionens faste ejendom og løsøre, skal anvendes. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan således frit disponere over disse midler med henblik på varetagelse af kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets opgaver, herunder obligatoriske opgaver.

3.2. Princippet om, at loven viger for anden lovgivning

Loven skal alene finde anvendelse, medmindre andet er bestemt i anden lovgivning, jf. lovforslagets § 1. Det indebærer blandt andet, at kommunernes allerede eksisterende adgang til at sælge reklameplads i form af bandereklamer på idrætsanlæg med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne ikke berøres af lovforslaget. Der henvises til afsnit 2.2.

3.3. Princippet om kommunalbestyrelsers og regionsråds neutralitet i forhold til opgavevaretagelsen

Med lovforslaget får kommuner og regioner adgang til at bruge fast ejendom og løsøre , der anvendes med henblik på løsning af fakultative opgaver, til reklamering for andre, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, 1. led. Ved løsning af fakultative opgaver gør hensynet til, at kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet fremtræder med den fornødne neutralitet, og hensynet til borgernes ønsker om ikke at blive udsat for reklamering, sig ikke gældende med samme styrke i forhold til ydelser, kommuner og regioner er forpligtet til at stille til rådighed for borgerne. Det er på den baggrund regeringens opfattelse, at kommuner og regioner skal have adgang til at sælge reklameplads på fast ejendom og løsøre, der anvendes til løsning af fakultative opgaver. Det indebærer, at f.eks. idrætsanlæg, forsamlingshuse, vandrerhjem og kulturhuse kan anvendes til brug for reklamering for andre.

Fast ejendom og løsøre, der overvejende anvendes med henblik på løsning af opgaver, kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet er forpligtet til at varetage (obligatoriske opgaver), kan ikke anvendes til brug for reklamering for andre, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, 2. led. Bestemmelsen omfatter ydelser, som borgerne har retskrav på. Reklamer på sådanne ejendomme og løsøre vil kunne modvirke borgernes oplevelse af, at kommunalbestyrelser og regionsråd fremtræder med den fornødne neutralitet og saglighed i forhold til borgeren. Endvidere vil reklamer på f.eks. skoler og hospitaler kunne virke anstødelige for borgeren, der ikke ønsker ved modtagelsen af de ydelser, kommunen eller regionen er forpligtet til at stille til rådighed, at blive udsat for reklamering.

Obligatoriske opgaver omfatter tillige behandlingen af sager, hvori kommunalbestyrelsen eller regionsrådet har truffet eller vil træffe afgørelse som forvaltningsmyndighed (afgørelsessager). Opsætning af reklameskilte på f.eks. rådhuset eller kommunale socialkontorer vil således ikke være lovligt. Baggrunden herfor er, at kommunalbestyrelser og regionsråd i forbindelse med behandlingen af afgørelsessager skal være saglige og neutrale. Reklamer på fast ejendom og løsøre, der anvendes i forbindelse med afgørelsessager, vil kunne fremkalde en opfattelse af, at kommunalbestyrelsers og regionsråds behandling ikke fremtræder med den fornødne saglighed og neutralitet i forhold til borgeren.

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan endvidere anvende køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring, til brug for reklamering for andre, også ved varetagelsen af obligatoriske opgaver, jf. lovforslagets § 2, stk. 2. Der er tale om en bredere adgang til reklamefinansiering ved brug af sådanne køretøjer end andet løsøre. Baggrunden herfor er, at det hensyn til neutralitet, der har begrundet undtagelserne vedrørende obligatoriske opgaver, ikke i samme grad gør sig gældende vedrørende køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det bliver lovligt at sælge reklameplads på kommunens renovationsbiler og køretøjer, der anvendes til kommunens vejvæsen, idet disse ikke overvejede anvendes til personbefordring. Derimod bliver det ikke lovligt at reklamere på køretøjer, der anvendes til ambulancekørsel, eller køretøjer, der anvendes af den kommunale hjemmehjælp.

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan ikke anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, religiøse bevægelser, politiske partier, politiske bevægelser samt valgte medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger, jf. lovforslagets § 3. Baggrunden herfor er, at reklamering for disse vil kunne virke anstødelig for borgeren og modvirke borgerens oplevelse af, at kommunalbestyrelser og regionsråd fremtræder med den fornødne neutralitet. Det bemærkes, at der er en tilsvarende betingelse i § 76, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

3.4. Hensynet til kommunalt og regionalt ansattes integritet

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan ikke anvende kommunalt eller regionalt ansattes beklædning til brug for reklamering for andre, jf. lovforslagets § 4. Baggrunden herfor er, at de kommunalt og regionalt ansatte ikke skal forpligtes til at agere som levende reklamesøjler.

3.5. Forholdet til anden lovgivning

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan ikke anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, hvis reklameringen ikke er i overensstemmelse med markedsføringsloven eller lovgivningens øvrige regler, jf. lovforslagets § 5.

Bestemmelsen indebærer således, at kommunalbestyrelser og regionsråd er forpligtede til at iagttage anden lovgivning, herunder markedsføringsloven, i forbindelse med den omhandlede anvendelse af fast ejendom og løsøre. Såfremt en påtænkt anvendelse af fast ejendom og løsøre vil være i strid med sådan lovgivning, er kommunalbestyrelsen eller regionsrådet således afskåret fra at lade fast ejendom og løsøre anvende til brug for reklamering med hjemmel i denne lov.

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan heller ikke anvende kommunens henholdsvis regionens faste ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, hvis reklameringen ikke er i overensstemmelse med lovgivningens øvrige regler. Kommunalbestyrelser og regionsråd er således forpligtet til at sikre sig, at eksempelvis reglerne i lov om forbud mod tobaksreklame m.v. (lov nr. 492 af 7. juni 2001) om forbud mod tobaksreklamer mv. er overholdt.

Den offentligretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen indebærer bl.a., at kommunalbestyrelser og regionsråd i forbindelse med indgåelse af aftaler om anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre ikke må varetage usaglige hensyn. Det indebærer f.eks., at en kommunalbestyrelse ikke lovligt kan betinge indgåelse af en aftale om f.eks. levering af mad til ældre i kommunen af, at leverandøren køber reklameplads på kommunens idrætsanlæg.

3.6. Opkrævning af markedspris for ydelser omfattet af loven

Kommunalbestyrelser og regionsråd skal opkræve markedspris for ydelser omfattet af loven, jf. lovforslagets § 6. Kommunalbestyrelser og regionsråd skal i den forbindelse udfolde rimelige bestræbelser med henblik på fastsættelse af markedsprisen.

4. Tilsyn med reglernes overholdelse

Tilsynet med overholdelse af reglerne i lovforslaget skal varetages af de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, dvs. de fem tilsynsførende statsamtmænd og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det bemærkes, at det almindelige kommunale tilsyn fra den 1. januar 2007 varetages af de fem regionale statsforvaltninger, jf. § 47 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 968 af 2. december 2003 som senest ændret ved § 9 i lov nr. 542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning), og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

De kommunale tilsynsmyndigheders kompetence vedrører alene kommunalbestyrelsers og regionsråds overholdelse af de i denne lov fastsatte betingelser for anvendelse af fast ejendom og løsøre til reklamering for andre. Tilsynsmyndighederne har ikke kompetence i forhold til den person eller virksomhed, der står bag reklamen.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan som led i tilsynet indhente udtalelser fra andre myndigheder €" f.eks. Forbrugerombudsmanden €" til brug for vurderingen af, om en kommunes eller en regions faste ejendom og løsøre anvendes til reklamering, som er i strid med lovgivningen.

Tilsynsmyndighederne vil efter omstændighederne kunne anvende de i lov om kommunernes styrelse hjemlede sanktioner over for en kommunalbestyrelse eller et regionsråd, hvis kommunens eller regionens faste ejendom og løsøre anvendes til reklamering i strid med denne lov, herunder reklamering, der er i strid med markedsføringsloven eller anden lovgivning.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslagets økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner beror på, i hvilket omfang kommunerne og regionerne gør brug af de nye muligheder i lovforslaget. Lovforslagets økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner antages ikke at være af væsentligt omfang.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre administrative konsekvenser for kommunerne og regionerne.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vurderes alene at medføre strukturelle økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget vurderes at indeholde positive strukturelle økonomiske konsekvenser for virksomheder, der ønsker at reklamere, idet udbudet af reklamepladser vil blive udvidet. Lovforslaget vurderes samtidig at indeholde negative strukturelle økonomiske konsekvenser for virksomheder, der formidler reklamer, idet konkurrencen på markedet vil blive forøget. Forslagets positive og negative virkninger må antages at opveje hinanden.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget har derfor ikke været forelagt Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos Advokatsamfundet, Amtsrådsforeningen, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handel og Service, Danske Busvognmænd, Dansk Industri, Dansk Marketing Forum, Datatilsynet, Det Kommunale Kartel, Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer FRR, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, HK Handel, HTS, ICC Danmark, Hovedstadens Udviklingsråd, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Håndværksrådet, KL, Kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte, Kommunernes Revision, Konkurrencerådet, Konkurrencestyrelsen, LO.

11. Oversigt over konsekvenser af lovforslaget

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter lovforslagets § 1 gælder loven for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre andet er bestemt i anden lovgivning.

Efter lovforslagets § 1 gælder loven for kommuner og regioner. Lovforslaget gælder også for kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 968 af 2. december 2003 som ændret ved § 77 i lov nr. 537 af 24. juni 2005), idet disse betragtes som en art "specialkommuner" til løsning af kommunale opgaver på det område, som fællesskabet omfatter. Lovforslaget gælder ikke institutioner og selskaber mv., der er organiseret på privatretligt grundlag.

Fast ejendom og løsøre omfatter alle fysiske aktiver såsom bygninger, grunde, køretøjer, inventar, informationsbreve mv. Elektroniske medier, f.eks. kommuners og regioners hjemmesider, er derimod ikke omfattet.

Ved reklamering forstås enhver form for kommunikation til en ubestemt flerhed af personer med det formål at gøre opmærksom på et produkt eller en tjenesteydelse for at få folk til at købe det pågældende produkt eller den pågældende tjenesteydelse. Enhver form for reklame for et produkt eller en ydelse er således omfattet.

Lovforslaget gælder alene for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre forudsætter, at kommunen henholdsvis regionen har privatretlig adkomst til at anvende disse til reklamering. Som eksempel herpå kan nævnes anlæg, der drives af private på kommunens/regionens vegne, og hvor det er aftalt, at kommunen/regionen har adgang til at sælge reklameplads på anlægget. Anlæg, som ejes privat, men drives af de offentlige instanser, er endvidere omfattet. Lovforslaget vedrører imidlertid ikke reklamering ved brug af fast ejendom og løsøre, som andre end kommuner eller regioner har rådighed over. Dette gælder, uanset om den, der anvender aktivet i henhold til lovgivningen, kun må anvende aktivet til reklamering efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.

Anvendelse af fast ejendom eller løsøre til reklamering omfatter opsætning af reklamer på aktivet samt eksempelvis reklamering i form af salg af navnerettigheder til et kommunalt idrætsanlæg.

Lovforslaget omfatter også tilfælde, hvor kommuner og regioner i forbindelse med aftalen om reklamering modtager fast ejendom eller løsøre mod, at disse anvendes til brug for reklamering for andre.

Lovforslaget regulerer alene kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Kommuners og regioners adgang til at gøre opmærksom på kommunens henholdsvis regionens navn og eksistens, eksempelvis ved indgåelse af sponsoraftaler med sportsklubber på markedsvilkår, berøres ikke af lovforslaget.

Lovforslaget gælder for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre andet er bestemt i anden lovgivning. Loven viger således for anden lovgivning, herunder kommunalfuldmagtsreglerne. Det indebærer bl.a., at den allerede eksisterende adgang, kommunerne i medfør af kommunalfuldmagtsreglerne har til at sælge reklameplads i form af bandereklamer på idrætsanlæg, ikke berøres af lovforslaget. Der henvises til afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Kommuner og regioner kan som offentlige myndigheder modtage gaver til brug for varetagelse af deres opgaver og informere om, hvem gaven er modtaget fra. Der henvises til afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Andre love kan også regulere kommuners og regioners adgang til at opkræve betaling for opsætning af reklamer på henholdsvis kommunens og regionens faste ejendom og løsøre. Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) indeholder således hjemmel til, at kommunalbestyrelsen som vejmyndighed kan opkræve betaling for udstedelse af tilladelse til opsætning af reklamer på det til en kommunal vej hørende areal, herunder reklamer på f.eks. buslæskure og informationstavler, jf. lovens § 102. Bestemmelserne i lovforslaget vil således ikke finde anvendelse ved opsætning af reklamer på det til en offentlig vej hørende areal.

Trafikselskabers adgang til at sælge reklameplads på deres busser er pr. 1. januar 2007 ikke omfattet af lovforslaget. Det følger af § 3 i l ov om trafikselskaber (lov nr. 582 af 24. juni 2005), der træder i kraft pr. 1. januar 2007, at trafikselskaber har mulighed for at få indtægter fra salg af reklamepladser i busser.

T il § 2

Til stk. 1

Det fastslås i § 2, stk. 1, at kommunalbestyrelser og regionsråd, medmindre andet følger af §§ 3-5, kan anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre kommunalbestyrelsen eller regionsrådet overvejende anvender disse med henblik på løsning af opgaver, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

Bestemmelsen indebærer, at fast ejendom og løsøre, kommunalbestyrelser og regionsråd anvender med henblik på løsning af fakultative opgaver, kan anvendes til brug for reklamering for andre. Fakultative opgaver er opgaver, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet i henhold til lovgivningen kan varetage, men ikke er forpligtet til at varetage. Som eksempler på fakultative opgaver kan nævnes kommunale opgaver på idræts- og kulturområdet. Det indebærer, at f.eks. idrætsanlæg, forsamlingshuse, vandrerhjem og kulturhuse kan anvendes til brug for reklamering for andre.

Bestemmelsen indebærer samtidig, at fast ejendom og løsøre, kommunalbestyrelsen eller regionsrådet overvejende anvender med henblik på løsning af obligatoriske opgaver, ikke kan anvendes til brug for reklamering for andre. Obligatoriske opgaver er opgaver, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

Det skal bemærkes, at selvom kommunalbestyrelsens eller regionsrådets forpligtelse til at præstere en ydelse beror på en meget skønsmæssig vurdering, vil der være tale om en obligatorisk ydelse. I andre tilfælde er forpligtelsen til at stille en ydelse til rådighed gjort afhængig af, om ydelsen i øvrigt stilles til rådighed af kommunalbestyrelsen efter anden lovgivning eller stilles til rådighed af private. Uanset om de pågældende andre ydelser er fakultative, må den ydelse, kommunalbestyrelsen er pligtig til at præstere, betragtes som lovpligtig. F.eks. skal kommunalbestyrelsens forpligtelser på dagpasningsområdet og området vedrørende tilbud til børn og unge vurderes i sammenhæng med de tilbud, der drives af kommunen i medfør af anden lovgivning eller drives i privat regi. Kun hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal tilbud i privat regi, bliver kommunalbestyrelsen forpligtet til selv at etablere sådanne tilbud til børn og unge.

Fast ejendom og løsøre, der anvendes med henblik på at opfylde en obligatorisk opgave, kan være den grund og bygning med tilhørende inventar, hvor opgaven udføres, samt hjælpemidler og udstyr til brug for ydelsen.

Det indebærer, at kommunalbestyrelsen eksempelvis ikke kan anvende folkeskolens undervisningslokaler til brug for reklamering for andre, ligesom regionsrådet ikke kan sælge reklameplads på regionens operationsstuer. Bestemmelsen indebærer tillige, at en kommunalbestyrelse ikke lovligt vil kunne sælge reklameplads på siden af f.eks. kørestole, som kommunen er forpligtet til at stille til rådighed for borgeren.

Obligatoriske opgaver omfatter tillige behandlingen af sager, hvori kommunalbestyrelsen eller regionsrådet har truffet eller vil træffe afgørelse som forvaltningsmyndighed (afgørelsessager).

Af fast ejendom og løsøre, der anvendes med henblik på behandlingen af afgørelsessager, kan f.eks. nævnes kontorudstyr, IT-udstyr samt lokaliteter med tilknytning til afgørelsessager. Bestemmelsen indebærer således, at opsætning af reklameskilte på f.eks. rådhuset eller kommunale socialkontorer ikke vil være lovlig.

Bestemmelsen stiller ikke krav om, at anvendelsen af et givet aktiv skal være lovbestemt eller nødvendig for at løse den obligatoriske opgave. Det er den konkrete anvendelse af det pågældende aktiv, der er afgørende for vurderingen af, om aktivet kan anvendes til brug for reklamering for andre.

Afgrænsningen af, om fast ejendom eller løsøre overvejende anvendes til varetagelse af obligatoriske eller fakultative opgaver, og om der er tale om et eller flere aktiver, vil oftest følge af sagens natur. Skolebygninger må således eksempelvis antages overvejende at blive anvendt til varetagelsen af den obligatoriske opgave at drive folkeskolen, uanset at skolebygningerne tillige i et vist omfang anvendes til mødevirksomhed samt kulturelle, idrætslige og lignende formål. Løsøre, der er placeret i en bygning, der overvejende anvendes til løsning af en obligatorisk opgave, må endvidere antages at blive anvendt til samme formål som bygningen. Det er således ikke alene løsørets anvendelse, men også løsørets placering, der er afgørende for, om et løsøre kan anvendes til brug for reklamering. Løsøre, der er placeret i skolebygningen, vil på den baggrund ikke kunne anvendes til brug for reklamering for andre.

Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan sælge reklameplads på køretøjer, hvis køretøjet anvendes til løsning af en fakultativ opgave, jf. § 2, stk. 1. Herudover kan kommunalbestyrelsen og regionsrådet sælge reklameplads på køretøjer, der anvendes til obligatoriske opgaver, hvis der ikke overvejende er tale om personbefordring, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.

Køretøjer må antages at blive anvendt til den specifikke opgave, køretøjet anvendes til. Der skal således foretages en vurdering af, hvorvidt den specifikke opgave, køretøjet anvendes til, er obligatorisk eller fakultativ.

Plejehjemsbusser, der anvendes til befordring af plejehjemsbeboere til forskellige fritidsaktiviteter, herunder udflugter, må antages at blive anvendt til varetagelsen af den fakultative opgave at tilbyde plejehjemsbeboere forskellige fritidsaktiviteter. Plejehjemsbusser kan således ikke antages at blive anvendt til varetagelsen af den obligatoriske opgave at drive plejehjem.

Begrænsningen om, at fast ejendom og løsøre ikke må anvendes til brug for reklamering, såfremt de overvejende anvendes til obligatoriske opgaver, knytter sig til anvendelsen af selve ejendommen eller løsøret, der bruges til reklamering.

Begrænsningen knytter sig derimod ikke til anvendelsen af det aktiv, som finansieres via det beløb, kommunen eller regionen modtager for reklameringen. Lovligheden af en aftale om reklamering, skal således bedømmes efter arten af det aktiv, som bruges til reklamering, ikke efter arten af den ydelse, reklameringen skal anvendes til. En aftale om reklamering, hvor beløbet skal anvendes til en lovpligtig kommunal ydelse, f.eks. drift af et plejehjem, vil således være lovlig i henhold til dette lovforslag, hvis det aktiv, som anvendes til brug for reklamering for andre, f.eks. kommunens medborgerhus, ikke anvendes som led i at præstere en obligatorisk ydelse.

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan således frit disponere over sådanne indtægter både med henblik på varetagelse af kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets obligatoriske og fakultative opgaver.

Til stk. 2

Bestemmelsen i § 2, stk. 2, indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd endvidere kan anvende køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring, til brug for reklamering for andre. Dette gælder uanset, om disse køretøjer anvendes som led i varetagelsen af en obligatorisk opgave, jf. stk. 1.

Ved køretøj forestås indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner, jf. færdselslovens § 2, nr. 9 (lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005).

Bestemmelsen giver en bredere adgang til anvendelse af køretøjer end andet løsøre til brug for reklamering for andre. Om begrundelsen herfor henvises til afsnit 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ved personbefordring forstås kørsel med personer. Personbefordring kan være erhvervsmæssig, som kræver en tilladelse, eller ikke-erhvervsmæssig, som ikke kræver tilladelse.

Der er således efter stk. 2 adgang til at sælge reklameplads på køretøjer som f.eks. renovationsbiler og biler, der anvendes til kommunens vejvæsen, idet disse køretøjer ikke overvejende anvendes til personbefordring.

Køretøjer, der overvejende anvendes til personbefordring, kan derimod alene anvendes til brug for reklamering for andre som led i varetagelsen af en fakultativ opgave, jf. stk. 1.

Det er derfor ikke lovligt at anvende køretøjer, der anvendes til individuel handicapkørsel eller ambulancekørsel, til brug for reklamering for andre. Det samme gælder køretøjer, der anvendes af den kommunale hjemmehjælp.

Til § 3

Bestemmelsen i lovforslagets § 3 indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd ikke kan anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, religiøse bevægelser, politiske partier, politiske bevægelser samt valgte medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger.

Bestemmelsen svarer til § 76, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 506 af 10. juni 2004 som ændret ved lov nr. 1437 af 22. december 2004).

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til afsnit 3.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 4

Bestemmelsen i lovforslagets § 4 indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd ikke kan anvende kommunalt eller regionalt ansattes beklædning til brug for reklamering for andre.

Beklædning omfatter også hovedbeklædning (hjelme og huer), fodbeklædning samt handsker m.v. Bestemmelsen omfatter enhver, der står i ansættelsesforhold til kommunen eller regionen, uanset ansættelsesforholdets grundlag og karakter og arbejdstidens længde. Ansatte hos private institutioner, der efter aftale med kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet opfylder kommunale henholdsvis regionale opgaver, er ikke omfattet af loven.

Til § 5

Bestemmelsen i lovforslagets § 5 indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd ikke kan anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, hvis reklameringen ikke er i overensstemmelse med markedsføringsloven eller anden lovgivning.

Bestemmelsen indebærer således, at kommunalbestyrelser og regionsråd er forpligtede til at iagttage anden lovgivning, herunder markedsføringsloven (lov nr. 1389 af 21. december 2005), i forbindelse med den omhandlede anvendelse af fast ejendom og løsøre. Såfremt en påtænkt anvendelse af fast ejendom og løsøre vil være i strid med sådan lovgivning, er kommunalbestyrelsen eller regionsrådet således afskåret fra at lade fast ejendom og løsøre anvende til brug for reklamering med hjemmel i denne lov.

Kommunalbestyrelsers og regionsråds forpligtelse til at iagttage sådan lovgivning gælder uanset, om lovgivningen retter sig mod den private, der opsætter reklamen.

Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan lade det indgå som kontraktvilkår i den aftale, der ligger til grund for anvendelsen af fast ejendom og løsøre, at reklameringen ikke må være i strid med eksempelvis markedsføringsloven, således at aftalen kan opsiges i tilfælde af, at reklameringen viser sig at være i strid hermed. Det bemærkes, at indgåelse af et sådant kontraktvilkår ikke fritager kommunalbestyrelsen eller regionsrådet fra forpligtelsen til at sikre, at reklameringen ikke er i strid med lovgivningen.

De regler, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet skal iagttage i denne forbindelse, er bl.a. bestemmelserne i markedsføringsloven.

Markedsføringsloven stiller generelt krav om, at markedsføring skal overholde god skik, jf. lovens § 1, ligesom markedsføringen ikke må overtræde lovens generelle forbud mod vildledning og utilbørlige fremgangsmåder samt lovens specialforbud.

Ifølge markedsføringslovens § 8, stk. 1, skal markedsføring rettet mod børn og unge være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge.

Øvrig lovgivning, som kommunalbestyrelser og regionsråd skal iagttage, kan være lovgivning, der indeholder forbud mod reklamering af et bestemt indhold, angivelse af, at reklamering skal ske på en bestemt måde, samt lovgivning med krav om tilladelse til reklamering.

Kommunalbestyrelser og regionsråd er således forpligtet til at sikre sig, at eksempelvis reglerne om forbud mod tobaksreklamer, jf. § 3, stk. 1, i lov om forbud mod tobaksreklame m.v. (lov nr. 492 af 7. juni 2001), og § 3, stk. 1, i lov om etnisk ligebehandling (lov nr. 374 af 28. maj 2003), hvorefter ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse, er overholdt.

Efter naturbeskyttelseslovens § 21, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004 som ændret ved lov nr. 567 af 24. juni 2005) er det forbudt at anbringe reklameskilte i det åbne land.

Efter §§ 3 og 4 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 840 af 4. september 2000 om opsætning af mindre oplysningsskilte samt reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land kan amtsrådet dog i begrænset omfang tillade opsætning af reklameskilte f.eks. ved klubhuse, tribuner og lignende. § 4 indeholder særlige regler om reklamer på golfbaner, bl.a. om sponsorskilte.

Amtsrådets tilsyns- og håndhævelseskompetence samt kompetencen til at træffe afgørelse efter bekendtgørelsen overgår til kommunalbestyrelsen den 1. januar 2007.

Aftaler om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre skal indgås i overensstemmelse med lovgivningens øvrige regler herom, herunder de konkurrenceretlige udbudsregler.

Den offentligretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen indebærer bl.a., at kommunalbestyrelser og regionsråd i forbindelse med indgåelse af aftaler om anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre ikke må varetage usaglige hensyn. Det indebærer f.eks., at en kommunalbestyrelse ikke lovligt kan betinge indgåelse af en aftale om f.eks. levering af mad til ældre i kommunen af, at leverandøren køber reklameplads på kommunens idrætsanlæg.

Tilsynet med overholdelsen af den nævnte lovgivning varetages af forskellige myndigheder. Eksempelvis påser Forbrugerombudsmanden overholdelsen af markedsføringsloven.

Såfremt Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet, at en bestemt reklamering er i strid med markedsføringsloven, må kommunalbestyrelserne og regionsrådene ikke lade deres faste ejendom og løsøre anvende til den pågældende reklamering.

Kommunalbestyrelsers og regionsråds overholdelse af reglerne i dette lovforslag er omfattet af det almindelige kommunale tilsyn, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Til § 6

Bestemmelsen i lovforslagets § 6 indebærer, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal opkræve markedspris for ydelser omfattet af § 2. Markedsprisen er den højst opnåelige pris i handel og vandel. Kommunalbestyrelser og regionsråd skal i den forbindelse udfolde rimelige bestræbelser med henblik på fastsættelse af markedsprisen. Med henblik på at undersøge, hvad der må anses for at være markedsprisen, kan kommunen og regionen f. eks. konsultere et reklamefirma eller foretage undersøgelser af prisniveau for andre tilsvarende reklameydelser.

Afgørelsen af, hvad der er markedspris for en sådan aftale om reklamering for andre, vil ofte bero på et skøn. Dette skøn kan være meget vanskeligt at foretage. Der må derfor tilkomme kommunalbestyrelsen og regionsrådet en vis margin.

Til § 7

Det foreslås , at loven træder i kraft den 1. juli 2006.

Til § 8

Det foreslås som følge af kommunalreformen, at loven finder anvendelse for amtskommunerne frem til den 1. januar 2007.

Til § 9

Det foreslås, at eksisterende aftaler om kommunalbestyrelser og amtsråds anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, der er indgået inden denne lovs ikrafttræden, og som ikke er omfattet af anden lovgivning, bliver undergivet reglerne i denne lov.

Dette vil indebære en lovliggørelse af eksisterende aftaler vedrørende reklamefinansierede køretøjer, hvis de overholder lovens betingelser.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 10 fastslår, at lovens bestemmelser ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.