L 132 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om udstationering af lønmodtagere. (Forlængelse
af revisionsfrist).
Fremsat den 25. januar 2006 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om udstationering
af lønmodtagere
(Forlængelse af revisionsfrist)
§ 1
I lov om udstationering af
lønmodtagere, jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 30.
juni 2004, foretages følgende ændring:
1. I § 11 ændres
»2006« til: »2009«.
§ 2
Loven træder i kraft den 31. marts
2006.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I den nugældende udstationeringslov er
indsat en revisionsbestemmelse i lovens § 11. Efter denne
bestemmelse skal der senest den 1. januar 2006 fremsættes
forslag til revision af loven.
Udstationeringsloven implementerer direktiv
96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af
tjenesteydelser (EF-Tidende 1997 L 18 s. 1). Direktivet har til
formål at søge at forhindre såkaldt social
dumping, hvor virksomheder der udfører tjenesteydelser i et
andet land, medbringer sit eget personale, hvis løn- og
ansættelsesvilkår er på et lavere niveau end i
det land, hvor arbejdet midlertidigt udføres. Direktivet
pålægger derfor medlemstaterne at sikre, at udenlandske
arbejdstagere arbejder under samme vilkår, som statens egne
borgere har ifølge lov eller almengyldige kollektive aftaler
indenfor områder som bl.a. arbejdsmiljø,
ligebehandling, arbejdstid, ferie og mindsteløn.
Direktivet giver mulighed for, at lande som
Danmark under visse betingelser kan lade deres kollektive
overenskomster gælde for udstationerede
lønmodtagere.
Udstationeringsloven indeholder derfor i
§§ 5 og 6 henvisning til de love og lovregler, der
indeholder rettigheder indenfor bl.a. arbejdsmiljø,
ligebehandling, arbejdstid og ferie. Mindsteløn er ikke
reguleret ved lov og i Danmark kendes systemet med almengyldige
kollektive aftaler ikke.
Spørgsmålet, om der på det
grundlag skulle fastsættes en mindsteløn, blev
drøftet med arbejdsmarkedets parter forud for
implementeringen i 1999, og der var enighed om ikke at anvende
muligheden på dette tidspunkt. Til gengæld blev
revisionsbestemmelsen i § 11 indsat, så man
på baggrund af senere erfaringer kunne få lejlighed til
at genoverveje muligheden.
Arbejdsmarkedets parter har både i 2002
og i 2005 haft lejlighed til at genoverveje muligheden.
I 2002 var parterne enige om, at det fortsat
ikke var aktuelt.
I 2005 er parterne stadig enige om, at der
ikke er grund til at ændre udstationeringsloven med hensyn
til mindsteløn. Men parterne har samtidig givet udtryk for,
at loven fortsat bør indeholde en revisionsbestemmelse.
På den baggrund foreslås det, at
revisionsbestemmelsen opretholdes, således at
spørgsmålet tages op igen senest 1. januar 2009.
Administrative og økonomiske
konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ingen administrative eller
økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske
eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen EU-retlige
konsekvenser.
Høring
Lovforslaget har været i høring
i Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Kristelig Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,
Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Kristelig
Fagbevægelse, Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Ledernes Hovedorganisation,
Københavns og Frederiksberg kommune, Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen.
Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
| Positive Konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) | Negative Konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang) |
Økonomiske og konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgene | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås at opretholde en
revisionsbestemmelse i udstationeringsloven således, at
det senest den 1. januar 2009 skal genovervejes, om
udstationeringsloven skal indeholde et krav om mindsteløn.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 31. marts 2006.
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Lov om udstationering af
lønmodtagere
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I lov om udstationering af
lønmodtagere, jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 30.
juni 2004, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 11. Forslag
til revision af loven fremsættes for Folketinget senest den
1. januar 2006. | | 1. I § 11 ændres
»2006« til: »2009«. |